100 (gode) grunde til at revurdere ”Helvede”

Som om indlægget ikke var langt nok i forvejen, så har jeg besluttet, at der er en lille række småting, som er nødvendige at sige, før jeg går til sagen og diskuterer Helvede.

For det første, fortabelsen (og Helvede) er forfærdeligt. Dette indlæg er ikke skrevet som et forsøg på at sige det modsatte. Fortabelse er evig adskillelse fra Guds kærlighed. “Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.” (Hebr 10,31) Det er forfærdeligt at tænke på, men endnu værre at skulle opleve. Der er heldigvis ingen af os, der behøver opleve det. Jesus kan frelse os. “For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.” (Rom 10,9) Der er nåde og tilgivelse til alle, som ønsker at tage imod det.

For det andet, spørgsmålet om helvede er ikke et frelsesspørgsmål – det er selvsagt ikke noget, man kommer i helvede for at tro på – eller ikke tro på. Grunden til at det alligevel er vigtigt er, at det fortæller noget væsentligt om hvem Gud egentlig er. Det har derfor stor betydning for oplevelsen af at være kristen. Mange er blevet ateister i vrede over helvede, og mange er blevet kristne i frygt for “evig pine”. Spørgsmålet har altså store konsekvenser uden at det i sig selv er det afgørende.

Den tredje ting, jeg vil gøre opmærksom på, er, at de to synspunkter, som diskuteres i dette indlæg, ikke er de eneste to alternativer som findes i diskussionen om Helvede. Nogen tror i stedet på “universalisme”, altså at alle mennesker engang vil blive frelst. Jeg tror ikke på det, selv om jeg gerne skulle ønske, alle blev frelst. Bibelen siger, at Gud også ønsker dette (1 Tim 2,3-4) – men siger dog også, at mange vil lide en evig straf. Jeg tror dog på, at frelsen er universal i den forstand, at alting til sidst vil være underlagt Gud.

Den fjerde ting, som skal ud med det samme, er, at dette indlæg vil være mest nyttigt for dem, som allerede kender og tror på Bibelen. Hvis du ikke ved noget om kristendommen, så er dette et ganske dunkelt og forvirrende sted at starte. Da fokusset er på fortabelsen, bliver der ikke brugt nær så meget tid på at forklare frelsen og introducere personen Jesus og andre vigtige emner. Hvis du ikke tror på Bibelen, så vil hele diskussionen nok synes ret irrelevant i udgangspunktet – om det i givet fald vil være underholdende læsning, skal jeg dog ikke kunne sige. Helvede har trods alt haft en fast plads indenfor fiktion og underholdning i flere århundreder.

Hvad menes med “evig død”?

Det traditionelle syn kender vi alle. De fleste kristne tror, at de fortabte skal blive dømt til evig pine i Helvede. Det bliver uden håb og uden pauser. For altid skal de fortabte lide i flammerne, mens de frelste skal nyde Guds velsignelser i himlen og på den nye jord. Det er dog ikke alle, som deler denne opfattelse af himlen og helvede. Der findes alternativer til det traditionelle syn på fortabelsen.

Det mest kendte alternativ kaldes “conditionalism eller “conditional immortality”. På engelsk betyder “on condition” “på betingelse af”. “Conditionalism” siger, at udødelighed er betinget. Vi kan kun leve evigt, hvis vores liv bliver opretholdt af den levende Gud. Det traditionelle syn på fortabelse og helvede antager derimod, at vi alle har en udødelig sjæl i udgangspunktet. “Conditionalism” er uenig i netop dette punkt og siger: “Nej, vi har ikke en udødelig sjæl! Kun Gud er udødelig; vi andre kan derfor kun blive det, hvis Gud giver os liv. Den naturlige konsekvens af ikke at følge Gud er derfor døden.”

Et andet ord, som var mere populært i gamle dage, var “annihilationism”. På engelsk er det at blive “annihilated” at blive “udslettet” eller “tilintetgjort”. Det traditionelle syn på fortabelsen siger, at i Helvede vil vi blive udsat for pine til evig tid, mens “annihilationism” siger: “Nej, i helvedes flammer vil den fortabte sjæl blive udslettet.” I dag foretrækker mange at identificere sig med “conditionalism” frem for “annihilationism” af forskellige årsager.

De, som tror på “evig pine”, kalder jeg i dette indlæg for “traditionalister”. Det betyder imidlertid ikke, at deres syn på fortabelsen er det eneste, man kan finde i kirketraditionen. Deres opfattelse har naturligvis en lang tradition bag sig, og samtidig er tradition måske én af de primære grunde til, at de fremdeles holder fast i et synspunkt, som, efter min mening, har et meget skrøbeligt bibelsk grundlag – hvilket jeg vil argumentere for i det følgende.

Satans-Waitin

De 100 grunde

Det er nu tid til argumenterne. For at gøre det lidt lettere, så har jeg valgt at inddele dem i kategorier, selv om de naturligvis overlapper hinanden, og nogen vil muligvis blive gentaget med en lidt anden vinkel, så ikke tag antallet 100 alt for seriøst (du er dog velkommen til at tælle). Alle bibeltekster er fra 1992-oversættelsen, medmindre andet er opgivet, og jeg vil fremhæve skriftsteder med lilla, så de bedre skiller sig ud. Jeg vil også gøre flittigt brug af understregning for at fremhæve ord og argumenter.

Mange bibeltekster har du sikkert læst før, men det kan være, du ikke har været vant til at høre dem på den måde. Det kræver måske endda lidt koncentration og mental indsats for at høre, hvad de faktisk siger, hvis du er vant til at læse dem på en anden måde. Jeg opfordrer dig til at gøre den indsats.

Nogle af argumenterne er opsummerende og generelle af natur, mens andre er mere specifikke og fungerer som belæg. Vær derfor opmærksom på, hvad som kommer før og efter og vær særlig opmærksom på vigtige nuancer i formuleringerne. Dette er et langt indlæg, og jeg anbefaler, at du ikke læser det hele til ende på én gang. Det har krævet mange timer at skrive, og det vil nok også kræve lidt tid at læse og tænke igennem.

Det Gamle Testamente generelt

  • Det Gamle Testamente præsenterer konsekvent de fortabtes skæbne som døden.
  • Det Gamle Testamente præsenterer aldrig de fortabtes skæbne som “evig pine”. 
  • Det Gamle Testamente siger, at de lydige skal leve. Ud fra det kan vi forstå, at de ulydige ikke skal leve, hvilket udelukker en tilstand af evig pine.

Første Mosebog (Begyndelsen)

  • Om Kundskabens Træ siger Gud til Adam: “den dag du spiser af det, skal du !” (1 Mosebog 2,17) Gud sagde intet om “evig pine” til Adam. Hvis det at spise af træet medførte “evig pine”, så havde Gud garanteret ment det værd at nævne overfor de første mennesker, der stod med beslutningen om at adlyde ham eller lade være. Tænk på at deres valg også havde konsekvenser for resten af menneskeheden. 
     
  • Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« (1 Mos 3,19) Græske filosoffer beskrev af og til døden som adskillelsen af krop og sjæl. Det gjorde hebræerne dog ikke, de beskrev det som forvandlingen til jord. Dette vers forklarer altså, hvad “død” egentlig betyder. Hvad Gud her beskriver er faktisk skabelses-processen baglæns: Gud formede mennesket af jorden og gav det liv (1 Mos 2,7), men i døden tages livsånden tilbage og mennesket bliver dernæst til jord (jf. Sl 104,29). Slut-resultatet er døden, som også var den tilstand, vi alle befandt os i, før vi undfanget.

  • Der er forskel på “ånde” og “ånd”. Hvad Adam fik af Gud var “ånde”. Dette gjorde ham til et levende “væsen” (hebraisk: “nephesh”) – eller som der står i en ældre dansk bibeloversættelse (og i mange andre): “Og mennesket blev en levende Sjæl” (1 Mos 2,7) Kroppen er en del af sjælen. Med andre ord, når kroppen dør, så dør sjælen også, og “ånden” vender tilbage til Gud (jf. Præd 12,7). Første Mosebog giver os en grundlæggende forståelse af menneskets sammensætning, som strider med senere opfattelser af sjælen som noget, der kan leve videre uden krop. (Vi kommer mere ind på dette til sidst i artiklen.) 

Guds måde at straffe på i Det Gamle Testamente

Når Gud straffer syndere i Det Gamle Testamente, så er det konsekvent med døden, ikke med evig lidelse. Disse begivenheder er ikke glemt i Det Nye Testamente, men kommer til at tjene som pædagogiske eksempler på, hvad der skal ske med de ugudelige til sidst. 

  •  Den Store Vandflod. »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« (1 Mos 6,7) Når Gud fortryder, at han har skabt et menneske, hvad er da det logiske for Gud at gøre? At udsætte det for pine? Eller at lade det “gå tilbage til jorden”, som beskrevet for Adam?
     
  • Med udgangspunkt i denne historie advarer Jesus: “Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt 24,37-39) Syndfloden dræbte de ugudelige; den bragte dem ikke til et sted, hvor de skulle pines (for evigt). Sådan skal det også blive til sidst, forklarer Jesus.
     
  •  Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Da “lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen” (1 Mos 19,23-24) Det er her hele ideen om “svovl og ild” (“fire and brimstone”) oprindeligt kommer fra. Da Abraham “så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn.” (1 Mos 19,28) Her møder vi første gang billedet af smelteovnen og røgen, som stiger op.

  • Store dele af Bibelen (både Det Gamle Testamente og Det Nye) bruger udryddelsen af Sodoma og Gomorra som et eksempel på, hvad Gud skal gøre med alle ugudelige. (Es 13; Jer 50; Rom 9,27-29; Jud 1,7; 2 Pet 2,6). Det er dog netop et eksempel på udslettelse og død og altså ikke evig pine.

Salmernes Bog: De uretfærdiges skæbne

  • Salmernes Bog er på mange måder den vigtigste bog i den hebraiske Bibel, da den var udgangspunkt for synagogens liv. Dette var de sange, som Jesus sang! Bogen adresserer også spørgsmålet: “Hvad skal ske med de ugudelige og synderne?” Svarene peger konsekvent mod døden, aldrig mod evig pine. Derfor kan hvert enkelt af følgende vers betragtes som en (god) grund til at revurdere helvede:
     
  • Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.
    ” (Sl 1,6)
     
  • De ugudelige skal vende tilbage til dødsriget,
    alle folkeslag, der glemmer Gud.
    ” (Sl 9,18)

  • Han opsluger dem i sin vrede, og ilden fortærer dem.” (Sl 21,10b)
  • I Salme 37 skriver David, at de ugudelige vil “visne” og “tørre ud” (vers 2), vil forsvinde sporløst (vers 10), at “deres sværd rammer dem selv i hjertet” (vers 15), at de “går til grunde” og “forgår i røg” (vers 20), at de “udryddes” (vers 22, 28 og 34). Som han siger i vers 38, “alle syndere tilintetgøres, uretfærdige har ingen fremtid.” Der står imidlertid intet om “evig pine”.
  • De styrer mod dødsriget som får, døden er deres hyrde, og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, dødsriget bliver deres bolig.” (Sl 49,1-16)
     
  • Dog, Gud skal ødelægge dig for evigt,
    han skal rive dig ud af dit telt,
    rykke dig op med rode fra de levendes land.
    ” (Sl 52,7)
     
  • Døden skal ramme dem,
    levende skal de styrte i dødsriget;
    for der er ondskab i kammeret i deres indre.
    ” (Sl 55,16)
     
  • De skal flyde ud, som vand siver bort,
    de skal visne som græs ved vejen,
    som sneglen, der opløses i slim,
    som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se.
    Før deres tornebusk vokser til tjørnekrat,
    blæser han dem væk i vrede som tidselfrø.
    ” (Sl 58,8-10)
     
  • Som røg vejres bort
    som voks smelter for ilden
    går de uretfærdige til grunde foran Gud
    ” (Sl 68,3)
     
  • Så hurtigt de går til grunde!
    De omkommer, de bliver tilintetgjort af rædsler.
    ” (Sl 73,19)
     
  • For de, der er fjernt fra dig, går til grunde,
    du tilintetgør alle, der er dig utro.
    ” (Sl 73,27)
     
  • Han lod deres dage ende i tomhed,
    deres år i den bratte død.
    ” (Sl 78,33)
     
  • De uforstandige forstår ikke,
    og tåberne fatter ikke,
    at de uretfærdige skyder op som planter,
    og at alle forbrydere blomstrer,
    blot for at blive tilintetgjort for evigt;
    men du bor for evigt i det høje, Herre.
    ” (Sl 92,7-9)
     
  • Han lod deres uret komme over dem selv
    og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
    Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
    ” (Sl 94,23)
     
  • du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
    du tager deres ånd bort, og de dør
    og bliver til jord igen
    ” (Sl 104,29)
    (Apropos hvad Gud sagde i 1 Mos 3,19)
     
  • Den urettferdige ser det og blir sint,
    skjærer tenner og tæres bort.
    De urettferdiges lengsler blir til intet.

    (Sl 112,10, norsk 2011)
     
  • Herren beskytter alle dem, der elsker ham,
    men alle de ugudelige udrydder han.
    ” (Sl 145,20)

Profeterne om de ugudeliges skæbne

  • Esajas 33,11-12: “I undfanger hø og føder strå,
    jeres ånd er en ild, der fortærer jer.
    Men folkene skal brændes til kalk,
    som tjørn, der er fældet, går de op i flammer.

     
  • Daniel 12,2: “Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.” Når Det Gamle Testamente taler om at være “til evig afsky”, så handler det om, at de overlevende, som finder éns efterladte (døde) krop, vil væmmes ved synes, akkurat som i Esajas 66,24: “Og de skal gå ud og se på ligene […] De skal være til afsky for alle mennesker.
     
  • Malakias 3,19-21: “Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller grene tilbage. Men for jer, der frygter mit navn, […] I skal trampe de ugudelige ned, så de bliver som støv under jeres fødder

Evangelierne: Jesu død åbenbarer hvad “fortabelse” er.

  • Jesus tog straffen for synd på sig for at du og jeg skulle gå fri. Bibelen siger, at han døde for os og i stedet for os. (Es 53; Rom 5,6-8; 2 Kor 5,21; Gal 3,13; Kol 1,21; 1 Tim 2,5-6; Tit 2,14, Hebr 2,9; 9,28; 1 Pet 2,24; 3,18; 1 Joh 3,16; Åb 1,5) Læg dog mærke til dette: Hans stedfortrædende straf var ikke “evig pine”, men døden. Henrettelsen af Jesus – hans død på korset – er derfor et meget bogstaveligt eksempel på, hvad de fortabte har i vente.
     
  • Jesus er Lammet, ifølge bibelsk symbolik (Joh 1,29; 1 Kor 5,7; Åb 5,12). Helt siden Adam og Eva har ofringen af et lam været et symbol på stedfortrædelsen, og før udvandringen fra Egypten ofrede israelitterne et lam (=påskelammet), hvis blod de smurte på dørkarmene for at Dødsenglen skulle skåne deres førstefødte (2 Mos 12,12-13). Det var dog ikke ved lammets pine, at mennesket blev renset eller reddet, men ved lammets blod, dets død. (Ellers havde Gud vel instrueret israelitterne i at torturere fårene, når de ofrede dem.) Døden er nemlig, hvad den fortabte har i vente, og derfor er det prisen, som måtte betales.
     
  • Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.” (Joh 10,17-18) Også her fremgår det, hvad prisen er, og hvordan Jesus betalte den. Det væsentlige ved Jesu offer er ikke hans lidelser, men hans død. Derfor er det bibelske fokus konskekvent på det faktum, at Jesus gav sit liv. Hvorfor skulle dette være fokusset, hvis selve straffen for synd er “evig pine”, og hvis det var gennem denne pine, at Jesus betalte prisen? Ud fra dette rationale havde han jo ikke engang behøvet at dø.
     
  • At Jesus døde efter sine lidelser var ikke tilfældigt. Døden var resultatet af, at han fik verdens synder lagt på sig (Es 53,4-6; 1 Pet 2,24) og at han derfor blev separeret fra Faderen (Matt 27,46). Som Adam og Eva erfarede, da de blev smidt ud af Haven (1 Mos 3,22): Afskåret fra Faderen kan intet menneske overleve. Det samme vil hvert fortabte menneske opleve, når Gud for alvor overlader det til sig selv.

Jesu ord om ‘Gehenna’ og fortabelsen

  • Før Jesus sagde noget som helst, så sagde Johannes Døberen: “Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” (Matt 3,10) Det var en kendt praksis og en kendt metafor for, hvad Gud vil gøre med de uduelige. Hveden samles i lade, “men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3,12) Pointen her er tydeligvis at smide det ubrugelige ud og destruere det. Der er intet i denne metafor, som peger mod “evig pine”.
     
  • Når Jesus talte om fortabelsen, så brugte han de samme ord, som profeterne havde brugt før ham. Jesus tilføjede ikke noget nyt til dette emne, og han ændrede ikke på vidnesbyrdene fra Moses eller profeterne. Han brugte sprog og billeder fra sin egen hebraiske tradition, og vi kan derfor antage, han var enig i det, som allerede var blevet åbenbaret vedrørende fortabelsen i Det Gamle Testamente.
     
  • Selve ordet “Helvede” findes ikke i Bibelen. Når du alligevel finder ordet i din danske Bibel, så er det fordi det er sådan, man har valgt at oversætte ordet “Gehenna”. “Gehenna” var en reference, som bare borgerne i Jerusalem kendte til: Hinnom-dalen. Dette var et forfærdeligt sted, på Jesu tid brugt som losseplads. Her var der også maddiker og ild, som bidrog til Jesu beskrivelser. Dalen havde desuden en grusom fortid. Blandt andet var det her, små børn var blevet ofret til afguden Ba’al!
     
  • Udover Gehenna, så refererede Jesus mest til Det Gamle Testamente. Et af de mest almindelige billeder, han brugte, var “ild”. Ild er til dels en reference til Gud selv, som åbenbarede sig for Israel gennem ild ved flere lejligheder (2 Mos 3,2; 2 Mos 13,21; 2 Kong 1,10). Men samtidig minder det om flere domsscener i Det Gamle Testamente, ikke mindst udslettelsen af Sodoma og Gomorra (1 Mos 19). Bare fordi Jesus snakker om ild og dom, så behøver vi ikke antage, der er tale om evig pine. Indtil nu har Gud aldrig brugt ild med det specifikke formål at påføre folk pine; hensigten har oftere været at slå ihjel og gøre en ende på folk.
     
  • Jesus siger, at enhver, som taler hadefuldt til sin bror, “skal dømmes til Helvedes ild.” (Matt 5,22) Der er dog absolut intet i dette vers, som indikerer, at han taler om “evig pine” frem for “evig død”.
     
  • Jesus siger, at hvis dit øje “bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.” (Matt 5,29-30) Bagefter siger han det samme om hånden. (Se også Matt 18,8-9.) Det er bedre med et lille tab (en legemsdel) end et stort tab (livet). Selv om pointen helt sikkert er, at Helvede er frygteligt, så siges der intet om “evig pine”.
     
  • Matt 13,40-42: “Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild.” Igen fremgår det at ildens funktion er at fortære de fortabte, ikke at pine dem i al evighed.
      
  • Dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Matt 13,43 og 13,50) Traditionalister siger, at “tænderskæren” må betyde lidelse. Men det er ikke, når du lider, at du skærer tænder; det er når du er rasende. Et bibelsk eksempel på dette finder vi i ApG 7,54, hvor jøderne “skar tænder imod” Stefanus, før de stenede ham. (Og selv hvis det betyder pine her, så betyder det næppe evig pine.) 
     
  • I Mark 9,43-44 taler Jesus om “den uudslukkelige ild” og lægger desuden vægt på, at “ilden ikke slukkes”. På engelsk bruges udtrykket “unquenchable fire”, og udtrykket er kendt fra Det Gamle Testamente (fx Jer 4,4). Idéen her er, at ilden ikke kan hindres, den kan ikke kvæles, den er ikke til at stoppe. Dommen kommer – og det er der ikke noget at gøre ved! Det er en misforståelse at forstå dette som en ild, der skal fortsætte med at brænde i al evighed med det formål at pine ugudelige. Pointen er i stedet, at den brænder, indtil den har fortæret alt.

  • I Mark 9,43-44 siger Jesus også, at “deres maddiker ikke dør”. Sammen med ideen om “den uudslukkelige ild”, så er disse billeder faktisk delvist baseret på Det Gamle Testamente, bl.a. Esajas 66,24: “Og de skal gå ud og se på ligene af dem, der brød med mig. For deres maddiker dør ikke, og deres ild slukkes ikke. De skal være til afsky for alle mennesker.Hvad der er tale om her er ikke et sted, hvor Gud piner sine fjender, men hvor Guds fjender er blevet dræbt. Det er derfor Guds folk går ud og ser på “ligene”. Maddiker lever trods alt af lig – de trives bedst i døde kroppe – og de skal ikke dø, men stortrives. (Dette er i hvert fald symbolikken.)
     
  • I Matt 23,15 siger Jesus: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.” I vers 33 siger han: “Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” Dette er en advarsel til farisæerne om, at hvis de fortsætter på denne sti, så vil Gud dømme dem til en ild, der vil dræbe dem. Der står intet i disse vers om “evig pine”. 
     
  • Den eneste, som brugte ordet “Gehenna”, udover Jesus var Jakob, som siger, at “tungen er en ild.” Den “er selv sat i brand af Helvede.” (Jak 3,5-6) Mennesket kan ødelægge med sin tale, som Helvedes flammer kan ødelægge, og ødelæggende tunger vil således selv blive ødelagt i Helvedes ild. Igen siges der ikke et ord om “evig pine”.
     
  • Jesus advarer i Matt 10,28: “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Eller som i Lukas 12,5: “Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede.” Vi skal altså ikke frygte den første, men den anden død (se også Åb 20), og vi skal frygte Gud mere end mennesker. Bemærk, at heller ikke her står der noget som helst om “evig pine”.
     
  • I samme vers bruger Matthæus ordene “lade […] gå fortabt” (altså i den danske Bibel). Det græske ord er “apollymi” (ἀπόλλυμι), som betyder “ødelægge”, “gøre ubrugelig” eller ret og slet “dræbe”. Det betyder ikke “evig pine”. (Mere om dette ord længere nede.)

  • Matt 25,46: “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Dette vers siger, at de uretfærdige skal gå bort til evig straf, men siger ikke hvad straffen er. Men da de retfærdige skal gå til evigt “liv” er det logisk at antage, at straffen er det modsatte: Døden. Den er evig i den forstand, at de fortabte aldrig skal få del i livet igen. 
     
  • Jesus siger, at “de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, […] de kan jo ikke mere , for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.” (Luk 20,35-36) Livet, som modtages i opstandelsen, står her i stærk kontrast til den evige skæbne, der møder de fortabte: Døden, ikke flere opstandelser. Det, Jesus her siger, havde ikke givet mening, hvis de fortabte også opstod til et evigt liv (men i Helvede).
     
  • For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16) De frelste skal få evigt liv i stedet for at “fortabes”. Ordet her er det utvetydige ἀπόλλυμι. Det indikerer ødelæggelse, ikke pine. (Mere om det senere.)
     
  • Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (Joh 3,36) Kontrast: Liv og “Guds vrede”. Som vi har set i Det Gamle Testamente: Hver gang nogen er genstand for Guds vrede, så er konsekvensen ødelæggelse og tilintetgørelse, ikke evig pine. Tænk på at også Jesus drak Guds vredes bæger (Matt 22,20), og konsekvensen var døden – den død, som han led i stedet for os. Det er også tilfældet i dette vers, hvor de lydige modtager livet, mens de ulydige modtager “vreden”.
     
  • I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.” (Joh 5,28-29) Kontrast: Liv og dom. Hvad “dom” end vil sige, så vil det næppe sige en form for “liv”, for så ville kontrasten ikke fungere, da alle opstandne i givet fald opstod til liv. Mere logisk er det at konkludere, at der for dem er tale om en dom til livets modsætning: Døden.
     
  • Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.” (Joh 6,47-51) Døden er den naturlige konsekvens af ikke at tage imod Jesus, som er Livets Brød, der kan holde os i live. Uden Jesus vil vi dø, ligesom de mennesker døde, som kun fik manna at spise.

Brevene forklarer fortabelsen

  • Vi har nævnt ordet “apollymi” (ἀπόλλυμι) og kan nu også nævne ordet “apoleia” (ἀπώλεια). Det er de kraftigste ord, der findes på oldgræsk, for at ødelægge noget og for ødelæggelse. På engelsk siger de “perish”. At læse “apollymi” som “at udsætte for pine i al evighed” er ligesom at læse ordet “appelsin” som “svensknøgle”. Det er fantasifuldt, men ikke korrekt. På grund af traditionen har mange uden at vide det læst disse ord, som om de betyder noget andet, end de gør. Fejlen har endda sneget sig ind i ordbøger og bibelkommentarer, men blandt eksperter i bibelske sprog er der ingen tvivl. En måde at få dette bekræftet på er ved at undersøge de andre tekster, hvor de bruges, som ikke handler om dommen og fortabelsen (fx Matt 2,13 og Mark 14,4).

Dette betyder at hver gang Paulus (eller andre apostle) bruger disse ord om fortabelsen, så bakker det op om “evig død” frem for “evig pine”. (Ordene bruges også flittigt i evangelierne, ofte hvor din danske Bibel oversætte med “gå fortabt” og “fortabelse”.) Her følger nogen få af de mange, mange eksempler:

  • De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt [apollumi] uden loven.” (Rom 2,12) “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes [apollumi], men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18) “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt [apollumi], men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,9)
     
  • Gud er pottemageren, og de fortabte er kar (af ler), som er “genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse [apoleia]” (Rom 9,22)´“De ender i fortabelse [apoleia]” (Fil 3,19) “Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang [ὄλεθρος] og fortabelse [apoleia].” (1 Tim 6,9)

Der bruges dog naturligvis også andre ord, hvor de nyere oversættelser efterlader mindre tvivl om ordenes oprindelige mening.

  • For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom 6,23)
     
  • Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.” (Gal 6,8)
     
  • De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt, når han på den dag kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro; for hvad vi har vidnet for jer, har I troet.” (2 Thess 1,9-10)
     
  • For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.” (Hebr 10,26-27)
     
  • Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.” (Jak 5,19-20)

  • Brevene i Det Nye Testamente refererer også til historien om Sodoma og Gomorra (1 Mos 19) som et eksempel på, hvad der skal ske med de fortabte, fx 2 Pet 2,6:“Byerne Sodoma og Gomorra dømte han til undergang og lagde dem i aske og gjorde dem dermed til et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende slægter.
  • Dette eksempel er også brugt i Judasbrevet 7: “og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” (For øvrigt, brænder disse byer endnu?)
     
  • Peter uddyber (2 Pet 2,12): “Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene og gå glip af det udbytte, de havde håbet at få af deres uretfærdighed.
     
  • Peter refererer også til beretningen om syndfloden (som Jesus også gjorde i Matt 24,37-39), selv om de ugudelige til sidst skal gå til grunde, ikke ved vand, men ved ilden (2 Pet 3,6-7): “… derfor gik den daværende verden da også til grunde ved at blive oversvømmet af vand. Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt.
     
  • Som apostlen Johannes skriver (1 Joh 2,17): “Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.
     
  • Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.” (1 Joh 5,11-12)

Åbenbaringens Bog

Mange tøver med at prøve at forstå denne bog pga. dens mange symboler og koder. En vigtig ting at huske, når man åbner Åbenbaringens Bog, er, at Det Gamle Testamente er dens bagkatalog. Det Gamle Testamente er kilden til det meste af dens symbolik og derfor også nøglen, der kan låse bogen op for os. Dette princip hjælper os blandt andet med at forstå de fortabtes skæbne.

  • Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” (Åb 2,7) Alle, som kender historien om syndefaldet, forstår symbolikken i dette vers og ved derfor, hvad verset implicit siger skal ske med de, som ikke får lov at spise af livets træ: De skal lide døden – ja, jord er de, til jord skal de blive (som i 1 Mos 3,19).
     
  • Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, […] og ødelægge dem, der ødelægger jorden.” (Åb 11,18) Ordet for “ødelægge” her (“διαφθείρω”) er det samme ord som i Luk 12,33, hvor det bruges om hvad “møl” gør. Så Gud vil ødelægge ødelæggerne, tænk over den.
     
  • Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Åb 20,13-15) Her hjælper forfatteren os til at forstå, hvad ildsøen reelt står for: Den anden død.
     
  • Når hele Bibel- og verdenshistorien er nået til vejs ende, så lyder en røst fra den høje trone, og den siger: “Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Åb 21,4) Dette må betyde, at de fortabte ikke længere eksisterer, og at også deres pine er forbi. Det er alt sammen forsvundet.

Hvad Bibelen siger om udødelighed 

Bibelen efterlader ingen tvivl om menneskets dødelighed og efterlader heller ingen tvivl om, at udødelighed er noget, som udelukkende tildeles de frelste. Bare se alle disse passager: 

  • I Edens have sagde slangen til kvinden: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,2) Hvis vi tror, at mennesket har en udødelig sjæl, som fx kan leve videre i et flammende helvede og pines til evig tid, så har vi valgt at tro på slangens første løgn. Vi tager i givet fald ikke Guds advarsel om døden alvorligt.
     
  • Da mennesket havde syndet, sagde Gud: “Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!” (1 Mos 3,22) Dette understreger menneskets absolutte afhængighed af Gud. Mennesket er ikke udødeligt i sig selv. Konsekvensen af ulydighed var bortvisning fra livets kilde (“livets træ”), og døden (at blive til jord, jf. 1 Mos 3,19) er den naturlige konsekvens af dette.
     
  • Paulus skriver til Timoteus, at Gud er “den eneste, som har udødelighed” (1 Tim 6,16) Gud har ikke skabt os mennesker udødelige, og ingen bibeltekster siger, at vi er det. Han skabte os derimod afhængige af ham for liv, og uden hans vedvarende omsorg for os vil vi derfor gå til grunde, deraf Paulus’ ord om “syndens løn” (Rom 6,23).
     
  • Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.” (2 Tim 1,9-10) Bare frelsen bragte dette alternativ, livet, for lyset. Der findes ikke evigt liv udenfor evangeliet, heller ikke i Helvede.
     
  • Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv” (Rom 2,7)
     
  • Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,50-55)
     
  • Selv til sidst, når alt er sket (Åb 22), skal vi ikke tage vores evighed for givet. Vi må stadig få den et sted fra, som Adam og Eva i paradiset (v1-2): “I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.

Fornuftsbaserede argumenter

  • Gud er kærlighed.” (1 Joh 4,8) Gud er kærlighed. Han er ikke bare kærlig, og kærlighed er ikke bare noget han besidder. Han er kærlighed. Hvis dette er sandt, hvad kan vi så forvente, at Gud vil gøre og ikke vil gøre? Dette argument er ikke “en appel til følelser”, men et rationelt spørgsmål: Kærlighed og det at påføre folk evig smerte er komplet uforeneligt. Hvis vi med vores empati og medfølelse aldrig kunne finde på at gøre dette imod vores værste fjender, hvor fjernt må det så ikke være for Gud, som er Kærlighed? Er vi mere kærlige, end Han er?
     
  • Fortabelse er total adskillelse fra Gud (se fx 2 Thess 1,9). Men hvordan kan denne totale adskillelse fra Gud resultere i andet end død? Hvordan kan noget leve uafhængigt af Gud? Tværtimod, for at Helvede skal fungere, så må Gud opretholde enhver, der kastes i ilden, fx ved at genskabe lemmerne, efterhånden som de bliver fortæret, så ikke de skal gå til grunde i processen.
     
  • Hvis straffen for synd virkelig er “evig pine”, så kommer der aldrig til at være et tidspunkt, hvor regnskabet er gjort op, og hvor nogen ikke fremdeles skylder noget for sine synder. Det betyder, at retfærdigheden aldrig kommer til at ske fyldest. Gud er dog hellig og god, og det er imod hele hans væsen at acceptere dette.

Argumenter baseret på filosofi og mytologi

  • Hvis ideen om “evig pine” kan spores tilbage til ikke-kristen og ikke-jødisk mytologi og filosofi, så har vi desto større grund til at betvivle den. Det betyder jo, den ikke kom fra Moses, ikke kom fra profeterne og apostlene, og at den (med nogen sandsynlighed) ikke kom fra Gud. Og når vi kigger os omkring, så er det ikke vanskeligt at finde mulige inspirationskilder for ideen om “evig pine”.
     
  • running-cartoon-devilIndenfor græsk mytologi finder vi eksempelvis underverdenen Hades, opkaldt efter guden, som bestemte over dette frygtelige rige. Hans foretrukne våben var intet mindre end en trefork. Lyder alt dette bekendt? Præcis – her ser vi klart inspirationen for senere fejlagtige forestillinger om djævelen og Helvede. Herfra kommer myterne om at Helvede er et “rige”, og at Djævelen er dets konge.

  • Platons indflydelse på vestlig filosofi har været enorm stor, ikke mindst gennem tidlige teologer, som var neo-platonister, der blev kristne. Alle kristne har derfor gavn af at studere Platons dialoger og se på de idéer han bidrog med til antikkens verden. I denne sammenhæng er særligt Faidros vigtig. Hvad vi blandt andet finder her er ideen om, at alle mennesker har en udødelig sjæl, som overlever den fysiske død, og som derfor må eksistere et eller andet sted efterfølgende. I et kristent perspektiv vil de kristnes sjæle naturligvis gå til “himlen”, men der kunne de ugudelige selvsagt ikke gå. Dermed var fundamentet også lagt for forestillinger om et evigt dødsrige fjernt fra Gud, den moderne opfattelse af Helvede.
     
  • Der er ingen tvivl om, at Platons ideer spillede en stor rolle i udformningen af læren om helvede, men det skader heller ikke at huske på, at ideen om “den udødelige sjæl” er næsten intuitiv og findes i mange kulturer, som også har været helt uberørt af græsk filosofi, blandt andet i nordisk mytologi og i østens religioner, hvor også forestillinger om ubehagelige sjælelige dødsriger findes. Faktisk er det næsten kun i hebraisk tankesæt, at denne ide ikke har hersket i udgangspunktet, selv om nogen måske vil argumentere for, at noget lignende kunne siges om “sheol”.
     
  • Den græske filosofi er den perfekte baggrund at læse Paulus’ breve op imod, fordi det giver os en anledning til at sammenligne hans ord med fx Platons. De talte næsten det samme sprog (oldgræsk), men derfor er forskellene også værd at lægge mærke til. Platon sagde, at alle de dødes sjæle var “evige”. Paulus brugte udelukkende dette ord i beskrivelser af de frelste (fx Rom 2,7). Hvis han ville have sagt, at deres sjæl gik videre til en tilstand af evig pine, så kunne han med fordel have brugt filosoffernes ord til at beskrive den virkelighed, så ingen havde misforstået ham. Men det gjorde han ikke – han valgte nøje, hvilke ord der passede til de frelste og hvilke de fortabte (fx “apoleia”).     

Svar på indvendinger / opgør med myter 

  • Har kirken virkelig taget fejl i 2.000 år?” Svaret er faktisk nej – det dominerende syn på helvede blev nemlig først bredt accepteret i det fjerde århundrede. Kirken har højst taget fejl (angående dette) i 1.600 år, men der har til alle tider i kirkens historie været kristne forsamlinger, som ikke accepterede læren om “evig pine”, men som i stedet mente, at straffen for synd var “evig død”.
     
  • Jeg vælger at tro på det samme som kirkefædrene.” Jeg kan forstå respekten for kirkefædrene og traditionen, selv om jeg er protestant, men jeg havde aldrig valgt at følge i deres teologiske fodspor, hvis jeg var blevet overbevist om, at Bibelen sagde noget andet. Bibelen trumfer traditionen. Derudover er der dog gode grunde til at tro, at de tidligste kirkefædre ikke troede på “evig pine” (få en uddybelse her). Om Guds nåde siger Ignatius (oversat til engelsk): “Therefore, let us not be ungrateful for His kindness.  For if He were to reward us according to our works, we would cease to be.

  • Kan så mange kristne tage fejl? Ville Helligånden i deres hjerter ikke forhindre det?” Vi har ikke tid til her at gå ind i spørgsmålet om, hvordan Helligånden vejledning fungerer, men det er utvivlsomt rigtigt, at mange kristne sagtens kan tage fejl. Hvor mange kristne troede engang, at slaveri var okay? Hvor mange kristne troede (før Kopernikus), at Jorden var universets centrum, og at solen bevægede sig i bane om vores planet? Find selv på flere eksempler.
     
  • Er dét, du siger, ikke det samme som dét, Jehovas Vidner siger?” Ikke helt, da de siger, at de fortabte slet ikke vil opstå til dom (som de forklarer her), hvor conditionalister oftest argumenterer for, at de ugudelige skal opstå for så at blive dømt til døden. Uanset, så er dette et utrolig spinkelt grundlag at afvise noget som helst på. Jehovas Vidner siger også, at det er sundt at spise grøntsager – skal vi derfor konkludere, at det må være usundt? At Jehovas Vidner tror noget gør det ikke usandt. Desuden findes der nok flere sekter, som tror på “evig pine” end “evig død”.
     
  • Vil folk stadig omvende sig til kristendommen, når de ikke har truslen om ‘evig pine’ hængende over hovedet?” For det første, så er dette spørgsmål irrelevant i forhold til, om læren er sand eller ej. For det andet, så er der sandsynligvis flere kristne, der er blevet ateister på grund af “evig pine” end omvendt. Det var læren om helvede (mere specifikt “evig pine”), som fik berømte ateister som John Stuart Mill og Charles Darwin til at forkaste Gud (ifølge dem selv). For det tredje, så er fortabelsens realiteter (dom og død) frygtelige nok, som de er!
     
  • Hvorfor ikke bare tro på ‘evig pine’, som Bibelen siger?” Fordi den ikke siger det. Selv om mange præster har sagt “evig pine”, så finder du ikke nogen kombination af ordene “evig” og “pine” i Bibelen. Det nærmeste vi kommer er “evig straf”, og dette kan lige så godt betyde “evig død”, altså en død, man aldrig vender tilbage til livet fra. Det havde været utrolig let for Jesus at bruge ordene på den måde, hvis dette var hvad han ønskede at sige om Helvede.
     
  • Husk på at Jesus talte mere om helvede end om himlen.” Denne populære myte er helt sikkert forkert. Nogen har faktisk regnet på det (se her), og de er kommet frem til følgende: 1.944 vers i Det Nye Testamente indeholder ord udtalt af Jesus. Af disse vers er det højst 60, som direkte eller indirekte kan læses som referencer til “helvede” og “fortabelse”. Det er 3% af alle versene! Til sammenligning, så talte Jesus om “himlen”, “det evige liv” eller “Guds rige” i mindst 192 vers, altså 10%. Baseret på disse tal, så talte Jesus om himlen tre gange så meget, som han talte om helvede. Det kan selvfølgelig være, at han i virkeligheden talte mere om helvede, men at de, som skrev evangelierne, citerede ham mere om himlen… Dette spørgsmål er dog naturligvis irrelevant i forhold til vores spørgsmål. Det, som er væsentligt her, er, hvad han sagde og ikke sagde om helvede – ikke hvor meget han snakkede om emnet.
     
  • Du misforstår – vi siger ikke, at Helvede er fysisk pine, men åndelig pine.” Irrelevant. Bibelen skildrer ikke “evig pine” af nogen karakter, hverken fysisk pine eller åndelig pine. Det er i den sammenhæng også ligegyldigt, om det er rigtig ild eller snarere mørke, om det i virkeligheden er “skammens tyngde” og “ensomheden” eller “dyrisk galskab”, eller om “døren er låst fra indersiden”. Denne diskussion handler nemlig ikke om definitionerne af “evig pine”, men om det er “evig pine” i det hele taget. (Desuden siger Jesus i Matt 5,29, at hele legemet vil blive kastet i Helvede, så jeg forstår ikke helt, hvordan man kan retfærdiggøre ideen om “bare åndelig pine”.)
     
  • Du misforstår – vi siger jo ikke, at de fortabte er ‘levende’ i Helvede, bare fordi de lider.” Traditionalister argumenterer på en måde, hvor de prøver at blæse med mel i munden. På den ene siden insisterer de på, at de fortabte virkelig er “døde”. Samtidig påstår de, at de er “ved bevidsthed” og kan skrige og tale og tænke og lide, altså handlinger som alle forudsætter, at de er “levende”. På den måde har de udviklet et meget specielt og inkonsekvent sprog om fortabelsen.
     
  • Hvad med beretningen om den rige mand og Lazarus?” Traditionalister insisterer ofte på, at denne beretning fra Luk 16 læses som en realistisk beskrivelse af de fortabtes skæbne – selv om historien er åbenlyst karikeret. Der er god grund til at tro, at Jesus her tog udgangspunkt i en kendt folkemyte, som kan sammenlignes med vor tids “Skt. Peter ved perleporten”-vitser. Læg også mærke til, at beretningen ikke engang taler om nogen opstandelse eller dom – i bedste fald kan den altså opfattes som en slags beskrivelse af et mellemstadium (sjælens tilstand efter døden, men før dommen). Jeg finder det dog ikke sandsynligt, at den gør dette. Historiens morale er en helt anden: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” (Luk 16,31)

  • Hvad med Åb 20,10? Er der ikke tale om evig pine?” Tilsyneladende, jo, og den tekst forvirrer faktisk også mig: “Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.” Mange conditionalister har med rette kåret skriftstedet til “vores største udfordring”. Men læg alligevel mærke til dette: Teksten handler ikke om de fortabtes skæbne, men specifikt om Dyret og Djævelen. Samtidig befinder vi os i Åbenbaringens Bog, hvor allegori og symbolik gennemsyrer alt, så jeg ville være forsigtig med at lægge alt for stor vægt på en specifik tolkning af denne bog.
     
  • Hvad med alle de andre bibeltekster, som taler for evig pine?” Dem kan du sende mig, hvis du har lyst. Mit udgangspunkt er, at de formodentlig ikke taler for “evig pine”, men jeg er villig til at læse dem med et åbent sind. Det, vi interesserer os for her, er jo sandheden, ikke bare vores personlige meninger. Så lad os dele argumenter og synspunkter og forsøge at være “sandheden tro i kærlighed” (Ef 4,15)

Hvor kan jeg lære mere om “conditionalism”?

Hvis du kan engelsk, så er det oplagte sted at starte: RethinkingHell.com. Jeg kan især anbefale at lytte til deres podcast, ikke mindst de første episoder. Den bedste bog om emnet siges af mange at være “The Fire that Consumes” af Edward Fudge, hvor han gennemgår hele Bibelen og flere historiske kilder og svarer på argumenter fra traditionalister. Mange argumenter præsenteret her er fra hans bog. Jeg ved for øjeblikket ikke om nogle gode danske kilder (hvilket er én af grundene til at jeg har skrevet dette dokument på dansk), men jeg vil tilføje dem her, hvis jeg hører om nogen.

Afsluttende bemærkninger

Teologi kan vække harme, og dette spørgsmål er ingen undtagelse. Jeg vil forsikre om, at der intet ond er ment med dette indlæg, og at jeg ikke nærer nogen form for fjendskab imod folk, som tror på “evig pine”. Hvis de i tillæg tror, at Jesus er herre, så betragter jeg dem som lige fuldt kristne som mig selv, for det er det, som er det afgørende. Jeg håber, jeg vil blive mødt med samme accept.

Jeg har naturligvis ophavsretten på hele denne artikel, men jeg ønsker samtidig, at dette skal læses af så mange som muligt. Hvis du ønsker at printe det ud for at give det til andre, så værsgo, men vær sød i så fald at dele hele dokumentet, ikke bare bidder. Det er et offentligt indlæg, som er let at dele via sociale medier, og det accepterer jeg også. Tag gerne kontakt med mig, hvis du bruger artiklen på en eller anden måde – det er rart at vide.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.” (Jud 1,24)

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s