Er det på tide at råbe “Blasfemi!”?

Selv om jeg er kristen og tilmed uddannet præst, så er det ikke ofte, at den offentlige, politiske debat giver mig anledning (eller lyst) til at råbe “blasfemi!” Men der har faktisk været nogle situationer, de sidste par måneder, som i hvert fald har fået mig til at tænke tanken, ikke mindst når det gælder debatten om flygtninge og asylansøger.

Beskyttelse af kristne værdier

Tanken dukker op i mig, når jeg hører nogen forsvare en stram asylpolitik med, at vi er et kristent land, og at vi har kristne værdier, som vi må værne om.

Når folk siger sådan, så er det naturligvis med et meget sort og hvidt billede af verden, hvor vi danskere har kristne værdier, mens flygtningene og alle indvandrere har ikke-kristne værdier, og at så længe, vi kan forhindre dem i at blive flere end os (eller bare nok til at deres tilstedeværelse kan mærkes), så klarer vi at beskytte vores kristendom.

Hele denne forestilling om samfund og kultur og hvordan verden fungerer er efter min mening ufattelig naiv og unuanceret, men værst af alt, så ignorerer den totalt, hvad “kristne værdier” egentlig vil sige, og hvordan disse totalt underminerer forestillingen om at “beskytte” vores territorium imod fremmede.

Du kan selvfølgelig sige, at det er i tråd med en historisk-traditionel opfattelse af, hvad der er kristent, men for os som er praktiserende kristne – som faktisk tror på Jesus og på Bibelen og går i kirke og tilbeder Gud af og til – så virker det ret tydeligt, at denne påtagede religiøsitet ikke har noget at gøre med den reelle kristendom, som Jesus stiftede.

Bibelens folk var selv “fremmede”

Bibelen er selvfølgelig en lidt blandet bog, og det er ikke vanskeligt at finde bibeltekster, som man kan bruge til opbakning for den ene eller anden politik. Det spørgsmål, man må stille, er, hvad bogen fortæller som helhed, og hvilke værdier denne helhed så efterlader os med.

Bibelen fortæller naturligvis, at Gud har skabt verden, og at han gav mennesker til opgave at forvalte skaberværket og tage vare på det på en god måde. Sådan starter den. Det går dog galt – som alle, som har hørt om Adam og Eva og slangen er klar over – og verden bliver korrupt, så korrupt at Gud faktisk fortryder, at han har skabt mennesket. Ikke desto mindre er han fast besluttet på at få verden i orden igen, så han beslutter sig for at skabe et folk, som skal bringe Guds velsignelse til resten af verden. Dette er pointen med historien om Abraham og alle hans efterkommere (Israels folk – jøderne).

Så langt så godt, men her er nogle observationer fra den historie. I deres oprindelse og fremkomst var Israel selv flygtninge og forfulgte. Den største og vigtigste fortælling for det jødiske folk, og den mest toneangivende begivenhed i Det Gamle Testamente, er, da israelitterne flygtede ud af Egypten, hvor de blev undertrykt og sat til slavearbejde. Gud bragte dem ud ved at sende 10 plager (historien om Moses, som du sikkert kender). Hele denne fortælling definerer en stor del af Bibelen og ikke mindst hvordan jøderne forstod sig selv som folk, og hvad “frelse” betyder for dem. Det blev en væsentlig del af deres “værdier”.

Det er derfor, at én af de første mange love, som Moses giver til israelitterne, da de er kommet til Sinaj er denne: “Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten.” (2 Mos 22,20)

Jesus definerer “kristne værdier”

Historien fortsætter naturligvis, og her kunne meget mere siges, men intentionen med dette indlæg var ikke at indføre i bibelsk teologi, blot at give nogle idéer omkring, hvad vi burde snakke om, når vi snakker om “kristne værdier”.

Kristendommen er jo først og fremmest baseret på Jesus og ikke på jødernes historie. Jesus forlod dog ikke den jødiske tradition – han redefinerede den. Hans lære må om noget kunne siges at være toneangivende for, hvad “kristne værdier” går ud på.

Han fortæller (i Lukasevangeliet 10) historien om den barmhjertige samaritaner. Fortællingen er faktisk et svar på spørgsmålet: “Hvem er min næste?” En mand ville nemlig gerne vide, hvem det var, han skulle “elske som sig selv”. Beretningen handler om en mand, som bliver angrebet, bestjålet og næsten dræbt af landevejsrøvere. Han bliver ignoreret af en præst og en levit, før der endelig er en samaritaner, som hjælper ham.

Jeg behøver måske ikke forklare det, for det har mange præster gjort mange gange før mig, også i den offentlige debat, men det er tilsyneladende ikke sivet helt ind endnu: Samaritanere var en udskældt minoritet. De havde et meget dårligt rygte. Det svarer til, hvordan vi danskere så på tyskere efter Anden Verdenskrig. Det tilsvarer også hvordan vi har behandlet mange minoriteter, som vi har beskrevet som “af anden etnisk herkomst”. “Flygtninge” og “indvandrere” og “muslimer” er vores tids samaritanere.

Fortællingen, som Jesus fortæller, vendte dog mandens spørgsmål på hovedet. Jesus kunne have fortalt historien således, at samaritaneren var blevet slået halvt ihjel, og dette havde lige fuldt besvaret mandens spørgsmål. Men Jesus tager den mere radikale version og gør samaritaneren til hjælperen, fordi det var mere utænkeligt for manden og derfor mere lærerigt. Den fremmede er dermed vores næste, ikke bare fordi han har brug for vores hjælp, men fordi vi lige så godt kunne have brug for hans hjælp!

En anden velkendt lignelse er en beskrivelse af Verdensdommen. Her giver Jesus meget kontante svar på, hvad som kommer til at være væsentligt, når Kongen (Gud) skal beslutte, hvem som skal frelses og hvem som skal dø:

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. (…) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Mattæusevangeliet 25)

Udfordringen af “kristne værdier”

Hvad disse fortællinger demonstrerer er naturligvis hans endnu mere kendte principper om at elske Gud og at elske sin næste. Der findes ikke nogen klarere opsummering på, hvad kristen etik går ud på. Det er utroligt, at noget så enkelt kan forplumres af politikere.

Når de “kristne værdier” udfordres for tiden, så er det ikke først og fremmest på grund af den massive flygtningestrøm. Den største udfordring for de “kristne værdier” er den kynisme og egoistiske etnocentrisme, som folk gør sig til fortalere for. Det værste er dog, at de gør dette “i Guds navn” – de lader nemlig som om at de gør kristendommen en tjeneste, og at det tilmed er grund af kristendommen og dens værdier, at de ikke vil tage imod flygtninge. De tegner et forkert billede af hvem den kristne Gud er, og hvad kristendom går ud på. Det er bedragerisk og jeg fristes som sagt til at kalde det direkte blasfemisk.

Udgivet i Kristendom, Politik | Skriv en kommentar

Det er ikke verdens ende

Jeg har holdt fire prædikener i Adventkirken i Haugesund, og folk har virket glade for budskaberne indtil videre, men den sidste, jeg holdt, var den første, hvor nogle folk tilsyneladende var lidt i tvivl om, hvad de skulle mene. Jeg påstod nemlig, at verden ikke skulle ende, og at målet for bibelhistorien ikke er at komme i himlen, men snarere at himlen skal komme til os – til planeten Jorden, når Gud genopretter alting. Jeg tænkte, jeg her ville give en kort opsummering af tankerne.

Verdenskriserne

Den første del af prædikenen var meget enkel: Det ser sort ud for verden, når vi ser på udviklingen. Bevares, mange ting er bedre end nogensinde (færre børn dør ved fødslen i dag end tidligere), men samtidig står vi overfor nogle kolossale udfordringer i forbindelse med klimaforandringer og en økonomi, som står overfor et nyt krak.

Klimaforandringerne er der nok, som har fortalt om. Hvis vi ikke gør noget drastisk, så vil temperaturen stige yderligere, og så vil dele af verden lide under tørke (med hungersnød til følge), mens andre dele vil være ubeboelige på grund af stormvejr og oversvømmelser. Mange dyrearter vil gå til grunde, og befolkninger vil blive tvunget til at emigrere eller dø.

Vi ved, at økonomien er skrøbelig. Det gik næsten galt i 2007-2008, men den store redning blev – så vidt jeg har forstået, og jeg har selvfølgelig ikke ret meget viden om samfundsøkonomi i udgangspunktet – Kina. Kina investerede og lånte og satte gang i en meget omfattende industri og byggede en masse byer. Kinas drøm var naturligvis at spire op og blive det nye industrielle paradis. Problemet er bare, at de byer nu står tomme. Ingen har råd til at bo i dem, og der er intet arbejde at få. Ingen kan betale regningen. Hvem redder økonomien næste gang?

Når kriserne rammer, så kan man naturligvis drømme om, at videnskaben kan redde os – som den har gjort så mange gange før. Måske endda hjælpe os til at flytte til en anden planet, når nu det går så dårligt på denne? Det er og bliver dog fantasi. Videnskab har brug for penge, mange penge, for at finde de løsninger, vi har brug for, for enten at redde os selv eller vores planet. Vi kan ikke bare lave en maskine, der renser atmosfæren for CO2 og fikser skaden. Vi kan ikke fikse økonomien med videnskab, fordi problemet er ontologisk – vi har gjort en fejlantagelse som lød på uendelige ressourcer og evig vækst.

Alt det her er de fleste med på, selv om det selvfølgelig er en løbende debat. Ikke alle er så pessimistiske som jeg, men det er alligevel spørgsmål, som alle kender. Det er ikke tilfældigt, at dette også fylder i vores popkultur, og at flere af sidste års store biograffilm (“Interstellar”, “Mad Max” og “San Andreas”) handlede om verdens ende. Vi ved nok godt, at vi ikke kan blive ved. Det ser sort ud for Moder Jord.

Hvad Bibelen siger om verdens ende

Det positive ved denne udvikling, som er alt andet end positiv, er naturligvis, at det betyder, at kirkens budskab er relevant. Om ikke kirkens, så i hvert fald Bibelens.

Bibelens budskab er dog ganske overraskende, at Jorden ikke vil gå under. Så hvis du troede, at bibeltroende kristne altid snakkede om “verdens ende”, så kan du tro om. Selv om kristne i alle mulige kirker godt kan lide at påstå, at det hele bærer mod enden, og at alting skal få en afslutning, så er det faktisk ikke det budskab, som Bibelen giver.

Hvis man læser Bibelens historie fra A til Å (eller fra alpha til omega), så er budskabet tværtimod, at Gud har skabt verden, og han agter at frelse den.

Tag for eksempel Skabelsen. Når vi læser Skabelsesberetningen, så er fokusset ofte på dagene, ofte med et stænk kognitiv dissonans og nogle tanker om Darwin. Men hvis vi kan løsrive os fra denne diskussion et øjeblik, så lægger vi måske mærke til et andet væsentligt budskab, som Gud ville frem med: At alting var godt. Han siger det seks gange: “Og han så at det var godt.” Og til sidst: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” En bedre oversættelse, har jeg ladet mig fortælle, var “skidegodt”.

Skulle Gud da kassere dette projekt og destruere planeten Jorden? Ja, ifølge fortællingen, så gør han det næsten (et par sider senere), da han sender syndfloden. Planen her skal dog ikke have været at destruere planeten, men at give den en ny start (som er pointen med arken i fortællingen). Og det er dét, som Gud siger bagefter, vi kan bide mærke i: “Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.” (1 Mos 8,21)

Guds plan har nemlig aldrig været at destruere Jorden, men at frelse den. Dette er også, hvad vi ser i Det Nye Testamente, hvor Paulus beskriver, hvad det er Gud faktisk vil. Gud vil tage alt, som han har skabt, og forene det med sig selv. Hvis det lyder mærkeligt, så vil du nok også synes, disse bibelvers er lidt mystiske:

Kolosserbrevet 1,19-20
v19
For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Efeserbrevet 1,10
v10
  om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.

To skriftsteder fra to forskellige breve, skrevet af apostlen Paulus. Paulus har ikke en forestilling om, at Guds plan er at ødelægge jorden, men frelse de kristne til et sted, som man kalder “Himlen”. Det er ofte det, folk tror, at kristne tror på – og ofte det kristne faktisk tror på. For mig handler det dog ikke om, hvad kristne tror på, men hvad Bibelen fortæller, og den har tilsyneladende ingen sådanne forestillinger.

Hvad Paulus her beskriver er, som du selv kan se, at alt, som Gud har skabt, skal forenes med Gud selv. På en eller anden måde er Jesus og hans død på korset nøglen til dette. Det er “ved hans blod”, dette kommer til at ske. Da bliver jord og himmel ét, som mand og kone i et ægteskabeligt forhold. Paulus’s forestilling om fremtiden er et genoprettet skaberværk, en frelst jordklode, som er blevet ét med himlen selv, alt sammen sammenfattet i Kristus. Det er en fremmed tanke for rigtig mange kristne, som er vokset op med diverse drømme og fantasier om himmeriget, men dér står den altså, sort på hvidt på Bibelens egne sider.

So what?

Og hvad skal vi så bruge disse tekster til? Er alt dette ikke bare teologisk snak og fjernt fra alle diskussioner om den virkelige verden, inklusiv de udfordringer, som jeg beskrev i begyndelsen? Kan det ikke være ligegyldigt, hvordan Paulus formulerede sig?

Nej, det kan det ikke, fordi det her ændrer alting. Det har netop at gøre med, hvad John Lennon skrev om, “living for today” i stedet for at leve i en verdensfjern forestilling om himlen. Faktum er, at hvis dette er sandt, så har det al relevans for verden. Det er forskellen på at sige:

a) “Jeg vil skide på verden – jeg skal alligevel væk herfra”

og

b) “Guds rige er kommet til jer”

Det var vel at mærke de sidste ord, som Jesus brugte. Guds rige kommer nemlig til jorden. Det er ikke først og fremmest os, som skal til himlen, men snarere himlen, som skal til jorden. Gud ønsker nemlig at frelse sit skaberværk, ikke at forkaste det. Hvis vi skal tage Bibelen alvorligt, så er det faktisk noget, skaberværket selv ser frem til med sukkende længsel (Romerbrevet 8,18-23).

Som kristne er vi en del af den vision. Vi har meldt os ombord på det projekt, den ultimative genoprettelse af jorden. Derfor skulle det falde os naturligt ind at ville tage vare på skaberværket og at forberede det på Jesu komme. Det gælder i det små, alt fra at spare på energi og at recirkulere affald. Det gælder naturligvis også i forhold til at behandle andre medskabninger ordentligt (inklusiv mennesker).

Evangeliet er ikke, at Gud siger nej til verden, men at han siger ja til den. Han er blevet verdens konge, og han har gennem hele Bibelen lovet at genoprette den.

Udgivet i Adventist, Kristendom, Moral og etik, Nature, Nyhederne | Skriv en kommentar

Lidt rapport fra bloggen

WordPress.com har genereret en automatisk rapport for min blog. Tjek den gerne ud, hvis du vil se, hvad der har sket herinde i løbet af 2015, hvilke indlæg som var mest populære, osv. :)

Click here to see the complete report.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Tak for året 2015

2015 var et vigtigt år for mig og mine nærmeste: 2 bryllupper, blandt andet mit eget(!) og 1 ny baby (niece), og så var det mit første år i Haugesund. Lad os tage det lidt kronologisk.

This slideshow requires JavaScript.

Serina blev psykolog i januar. Hun fik de officielle papirer og startede med det samme på sit nye arbejde som kommunepsykolog i Haugesund. Hun flyttede dermed fra Bergen til Haugesund lidt før mig, da jeg havde nogle eksamner, der først skulle overstås, før jeg selv kunne forlade regnbyen. På grund af flytningen måtte jeg sige op på arbejdet, selv om jeg egentlig trivedes ganske godt med den. Timingen viste sig at være rigtig dårlig, da der er stor arbejdsledighed i Norge (især i Rogaland), så mit ønske for 2016 er lidt bedre held med at finde noget i Haugesund. Det blev påske, og min mor kom på besøg for at se mit nye hjem. Det var nogle hyggelige dage.

Første halvdel af 2015 handlede uundgåeligt om brylluppet, som krævede meget planlægning (se bryllupsbloggen). Én af udfordringerne var det rent juridiske. Vi fandt frem til, at den letteste løsning var et rådhusbryllup, så vi blev i al hemmelighed viet d. 1. juni, mens det kirkelige bryllup – og løftet foran Gud og menighed – fandt sted d. 27. juni. Det var en stor festweekend med tur på restaurant og til Feøy og en herlig fest på et hotel ved vandet. Dagen derpå rejste vi på bryllupsrejse til Madeira, hvor vi levede og hyggede os for bryllupsgaverne.

I august rejste vi til Danmark for at være med til min gode ven Andreas’s bryllup. Derefter rejste vi fire dage til Prag, som var en rejse, jeg havde fået i gave af Serina for flere år siden, men som først var blevet mulig nu. Det regnede en del de første par dage, men Serina blev alligevel forelsket i byen, som jeg selv har besøgt (mindst) fire gange før og holder meget af, ikke mindst på grund af dens shoppingmuligheder.

Den næste store begivenhed i vores liv skete i Danmark, da et nyt familiemedlem kom til verden i september. Min bror Jens og hans kone Minkyung blev forældre til lille Luna, så da var Serina og jeg pludselig blevet onkel og tante. Vi mødte hende dog først i oktober, da vi rejste til Danmark for at fejre min anden bror Kristians bryllup. Han blev gift med Camilla på Aarhus Rådhus, og vi fejrede dagen med nærmeste familie.

Nu er det så endelig blevet jul, og jeg fejrede min første juleaften i Haugesund i går. Den lignede meget på julen, som jeg kender den, med fokus på mad, gaver og hygge (efter vi havde været i kirke og hylde Kongen, hvis fødsel højtiden jo egentlig handler om). Vi spiste pindekød, og det var faktisk ganske godt, ikke mindst når jeg bidrog med lidt danske brune kartofler. Serina og jeg planlægger at holde et lidt introvert, romantisk nytår.

2016 er spændende. Vi ved ikke helt, hvad året vil bringe, men vi har nogle selvfølgelig nogle idéer om, hvad vi ønsker at få ud af året. Jeg håber på bedre tider for det lokale arbejdsmarked, så jeg kan få et fast arbejde, der ikke er alt for langt væk. Vi har planer om at købe en hund. Vi har snakket med Barnevernet om muligvis at blive et beredskapshjem, og de har givet os en foreløbig godkendelse som habile omsorgspersoner. Serina fortsætter psykologspecialiseringen. Vi håber på gode stunder med familien, selv om vi skulle ønske, de boede lidt nærmere.

Tak for i år, familie og venner og alle andre.

Udgivet i Foto, My life | Skriv en kommentar

Er Bibelen og Koranen stort set ens?

Jeg har hørt det flere gange fra uafhængige personer på sociale medier, at de voldelige vers i Koranen lige så godt kunne være taget fra Bibelen, og at de to bøger har omtrent 90% til fælles, og at forskellen alene er på, hvordan de religiøse tilhængere er opdraget.

Jeg er usikker på, hvad agenda disse mennesker har, når de siger sådan. De ønsker måske en større accept af islam som en grundlæggende fredelig religion, der bare er blevet misforstået. Eller måske de ønsker at afskrive begge religioner som voldelige. Uanset deres hensigter, så er det i hvert fald ikke sandt, at de to bøger er næsten ens. De er begge religiøse bøger, men derudover synes lighederne næsten at ophøre.

Oprindelse og inspiration

Den hurtige måde at demonstrere det på er naturligvis at give folk et eksemplar af hver bog mellem hænderne. Koranen kan lånes på dansk på biblioteket. Den kan læses på engelsk på nettet. Bibelen ligger også på nettet, og de fleste danske hjem har et eller flere eksemplarer stående. Læs dem begge, stift et dybere bekendtskab med dem, og sandheden kan konstateres ved selvsyn: De er ikke ens—de er meget forskellige.

Bibelen

At de er forskellige bøger kommer sig blandt andet af, hvordan de er kommet til verden. Begge bøger er naturligvis skrevet af mennesker. De er ikke faldet ned fra himlen. Men hvor Koranen kan spores til én kilde, én person, så er den anden en sammensætning af mange bøger (66 i de mest almindelige bibler), som er skrevet over en periode på minimum 1.500 år af mange forskellige forfattere i meget forskellige situationer. Det gør Bibelen til en meget mere varieret bog. At sammenligne Koranen med Bibelen er således som at sammenligne en bog med et lille bibliotek. Bibelen indeholder bøger, mens Koranen indeholder kapitler og er kortere end Det Nye Testamente.

Koranen giver sig ud for at være Guds ord. Den regnes for verbalt inspireret af Gud. Alle ordene er gældende til alle tider som Guds direkte åbenbaring, skænket til englen Gabriel og formidlet videre til profeten. Det siger man i hvert fald. Bibelen påstår ikke noget sådant om sig selv. Når kristne taler om “Guds ord”, så vil det ofte være i overført betydning – Bibelen regnes ikke for dikteret. Selv om en profet her og der siger “Sådan siger Herren…”, så er det undtagelsen snarere end reglen. I Det Nye Testamente hedder det, at “drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud”. Så Bibelen er skrevet af inspirerede personer, folk som har erfaret Gud, men ikke af Gud selv. Den største åbenbaring af dem alle var dog Guds søn, Jesus, som selv var Guds Ord til verden. Bibelen vidner om Jesus, men det er ham, som er Guds inkarnerede ord, ikke Bibelen.

Hvilke genrer?

Når vi læser i Koranen, så finder vi for det meste poesi og påstande (“sandheder”) om Gud, om troen, om den rette måde at leve på, om tilbedelse og ydmyghed og så videre. Så langt som jeg er kommet (og jeg kan ikke påstå, det var særlig langt), så var det nærmest lister af love og beskrivelser af Gud og det åndelige liv, tilsat lidt fordømmelse af de vantro, navnligt jøderne og de kristne.

Bibelen har også poesi, har også love, men den har så meget mere end det. Den har engagerende historier og beretninger om historiske personer og deres erfaring med Gud. Den tegner et større billede af Guds plan om at frelse verden, om Israel som det udvalgte folk og endelig om Jesus, som opfyldte profetierne og viste Guds trofasthed overfor skaberværket ved at bringe frelse til alle. Bibelen indeholder som nævnt flere bøger, og de hører til i mange forskellige genrer, men særligt narrativerne fylder en del. Alene genreforskellene skulle gøre det meget tydeligt, at Bibelen og Koranen ikke har ret meget til fælles.

Måden bøgerne bruges på

At Koranen og Bibelen ikke er ens kan ses på måden de bruges på. Respekten for Koranen er på nogle måder større end de kristnes respekt for Bibelen, idet den behandles, som om den rummer Gud selv. Der er ingen uformel højtlæsning fra Koranen. Alle i rummet bliver stille, når der bliver læst fra den. Den læses altid på arabisk, og selv om den er blevet oversat, så regnes disse oversættelser ikke for “rigtige” koraner, da Gud åbenbarede sig på arabisk. Derfor lærer ortodokse muslimer sig arabisk, og de lærer sig, så vidt muligt, Koranens ord udenad. Det er Guds ord til alle tider, som har eksisteret før verdens begyndelse. En muslim vil mene, at Koranen er sandheden.

Bibelen oversættes glædeligt, og det er bare specialisterne, der lærer sig de originale sprog (hebraisk og græsk). Kristnes syn på bibelen er ret varierende, særligt respekten for Det Gamle Testamente. Bibelen trykkes op i populære udgaver til forskellige målgrupper med kommentarer i den og nogle gange med illustrationer, og der findes børnebibler og genfortællingsbibler. Den kristne tankegang er, at Bibelen vidner om sandheden, men denne sandhed er ikke så afhængig af formen.

Hvad med volden?

Jeg kan ikke forklare volden i Koranen. En muslim har opsøgt mig på nettet og forklaret mig, at hvis bare vi forstod konteksten for volden i Koranen, så ville vi forstå, at islam slet ikke har noget med vold at gøre. Jeg er ikke overbevist om dette. Jeg mistænker Muhammed for at have været en voldelig, krigerisk og magtbegærlig mand, en arabisk Machiavelli, men jeg er ikke ekspert på islams historie på nogen måde – det er bare overfladiske indtryk.

Koranen

Volden i Det Gamle Testamente (i Bibelen) er problematisk nok, særligt taget i betragtning de beretninger, hvor det tilsyneladende er på Guds ordrer, at uhyrlighederne bliver begået. Men de blegner i brutalitet ved siden af Koranens opfordringer. Bibelen forklarer utvetydigt, at Gud besejrer sine fjender, men som Paul Copan også fremhæver, sammenlignet med anden litteratur fra samme tid og område, så er de bibelske beretninger overraskende milde. I stedet for at slagte fjenderne, så bliver de ofte i stedet “drevet ud”.

Uanset skal disse beretninger læses i lyset af den overordnede fortælling, som forlyder gennem hele Bibelen. Her kommer Jesus ind i billedet i Det Nye Testamente som en klarere åbenbaring af hvem Gud i virkeligheden er, og da han bliver stillet overfor valget om at stene en kvinde, som er blevet grebet i seksuel udskejelse, så siger han: “Lad den, som er uden synd, kaste den første sten.” Jesus repræsenterer et opgør med gammeltestamentlig vold og lærer sine disciple at vende den anden kind til – som han selv gør i bogstaveligste forstand, da han bliver anholdt og siden korsfæstet. Som helhed står Bibelen derfor tilbage som en aldeles ikke-voldelig bog – en bog, som det er vanskeligt at tage noget voldeligt budskab fra.

To vidt forskellige bøger

Folk, der siger, at Bibelen og Koranen har en masse til fælles, kunne have brug for at studere begge dele. Det kan naturligvis være, at de har gjort dette, og at de bl.a. ved meget mere om Koranen end mig. Da ville jeg nok alligevel sætte spørgsmålstegn ved deres metode. Går de ind i studiet på udkig efter ligheder? For så vil de naturligvis finde dem og overse de enorme forskelle. Det er trods alt sådan “confirmation bias” virker.

Men hvis vi tager helt elementære kategorier i brug, som vi har lært fra “dansk” i folkeskolen, så har de to værker bare meget, meget lidt til fælles. Når man kommer forbi det mørke læder på ydersiden, så ser man meget få ligheder i forfatterskab, i skrivestil, i indhold, i genre, i formål… ja, i næsten alle litterære kategorier.

Så lad nu være med at sammenligne de to! Det hjælper hverken til forståelsen af kristendom eller islam og da slet ikke den udenrigspolitiske situation, som har affødt denne samtale til at begynde med.

Udgivet i Kristendom, Litteratur, Moral og etik, Religion | Skriv en kommentar

“Har du legitimasjon?”

Nej, det har jeg ikke.

Jeg har i hvert fald ikke noget, som kan bevise, at jeg er den retmæssige ejer af mit norske personnummer. Jeg har et dansk kørekort og et dansk pas, hvori du finder mit danske CPR-nummer, men det hjælper ikke meget, når jeg kommer på sygehuset, rækker sygeplejersken mit kørekort, og hun forvirret spørger, hvor mit norske personnummer står.

Sagen er den, at jeg ikke har fundet et ID-kort, som er alment anerkendt. Den mulighed findes ikke, udover norsk pas og norsk kørekort. For nogle få år siden havde jeg kunnet få et norsk bankkort, hvor de postede foto på, men den mulighed er nu forsvundet – nye norske bankkort har ikke længere billede på og kan derfor ikke bruges som legitimation. (Heldigvis kan jeg alligevel handle med det.)

Sygeplejersken, der spurgte efter legitimation, endte med at tro mig på mit ord, når jeg nu insisterede på, at det var mit norske fødselsnummer, jeg havde givet hende. Jeg håber så, at andre instanser også vil tro mig på mit ord, og at jeg ikke “utestenges” helt fra det offentlige Norge, når det engang går op for dem, at jeg ikke kan bevise, jeg er mig.

Udgivet i My life | Skriv en kommentar

DF’er afslører sit menneskesyn med lovforslag om beslaglæggelse af flygtninges værdigenstande

Jeg skriver ikke meget om politik, for jeg føler egentlig ikke, at jeg har meget samfundsvidenskabelig indsigt at dele ud af. Dog ved jeg, at mange andre, som deltager i den politiske debat på nettet, heller ikke har det, så hvorfor holde sig tilbage? Det, som interesserer mig mest, er ideerne bag den praktiske politik, ideologien og menneskesynet. Når jeg lytter til et interview, så prøver jeg altid at lytte mellem linjerne.

Tag for eksempel det seneste interview med DF’s Udlændinge- og Intergrationsordfører, Martin Henriksen. Han snakker om, hvor grænsen skal sættes for, hvad flygtninge kan tage med ind i landet.

“Der, hvor der er tale om værdigenstande, hvor man ikke kan sige, det er noget man har brug for for at opretholde en sådan nogenlunde levestandard, der skal man ha’ mulighed for at konfiskere – hvis man for eksempel render rundt med et armbåndsur til 20-30.000 kroner, så vil jeg helt bestemt mene, så ta’r man selvfølgelig det.”

Hvad er en “sådan nogenlunde levestandard”? Det bliver naturligvis ikke forklaret, men et dyrt armbåndsur er det ikke lov at have. Resten af interviewet går på, at intervieweren forsøger at finde ud af størrelsesordenen på, hvad Martin Henriksen mener er rimeligt at tage fra en flygtning.

Hvad det selvfølgelig grunder i er en opfattelse af, at den private ejendomsret, som omfatter alle mennesker, ikke omfatter flygtninge, da de ikke er mennesker. De skal altså ikke have lov at eje ting af betydning – deres ting er vores ting. Dette er en typisk form for behandling af undermennesker, hvad enten vi snakker slaver i USA eller forfulgte minoriteter (fx jøderne op til Anden Verdenskrig).

“Et armbånd til 15.000 kan man selvfølgelig også godt konfiskere. Man kommer her og siger, man er forfulgt, man vil ha’… man vil gerne være i Danmark, og det koster rigtig mange penge – der kommer mange mennesker, så det bliver dyrere og dyrere hele tiden, og derfor er det rimeligt nok, man også selv er med til at finansiere det.”

Her præsenteres så et argument for konfiskeringen af værdigenstandene: Det handler om at finansiere opholdet i Danmark og udgifterne forbundet med flygtningestrømmen. (Dette rationale fremgår også helt eksplicit af lovforslaget, Henriksen og DF kommer med.) Dette gør Henriksens forslag til en meget underlig størrelse, fordi det rejser spørgsmålet om, hvordan værdigenstandene skal omsættes til værdi – skal flygtningenes vielsesringe og armbåndsure så sælges på auktioner til almindelige danske borgere og fortjenesten overføres til den kommune, som tager imod den pågældende flygtning? Forestil dig nedværdigelsen ved at du kommer til et land, og dine ejendele bliver taget fra dig og solgt til rige borgere i det land, du er flygtet til.

Men her er den virkelig interessante og afslørende formulering i ovenstående udtalelse: “Man kommer her og siger, man er forfulgt.” Tænk over den formulering. Virker det til, at Henriksen tror på dem? Eller er det bare noget, de kommer her og siger? Hvorfor sagde han ikke “de er forfulgte og kommer til Danmark”? Jeg synes, ordvalget afslører en helt tydelig mistænkeliggørelse af flygtninge. Det kan godt være, det ikke var en særlig gennemtænkt sætning, men så meget desto mere afslører den om, hvor Henriksen kommer fra rent ideologisk.

Når man har hørt længe nok på Dansk Folkeparti, hvad de frygter og garderer sig imod, så er den ikke vanskelig at forstå. I deres rækker fortæller de igen og igen den sejlivede myte om, at ingen (eller i hvert fald meget få) reelt er forfulgte og tvungne til at komme til os – de kommer bare for at stjæle vores velfærd og vælte vores værdier. Forfølgelsen er den løgn, de fremmede bruger for at få fri adgang til vores land og vores sociale ydelser.

Interviewet varer bare otte minutter, hvor intervieweren prøver at forstå forslagets udformning og ikke mindst det ansvar, det pålægger embedsmanden at vurdere, hvor meget som er “fair” og “rimeligt” at fratage flygtningene.

Min tanke er, at det er naivt at tro, at det eneste DF vil tage fra flygtningene er deres værdigenstande. Bevidst eller ej, så prøver de også via retorik at fratage flygtninge deres status som flygtninge og i udbredt grad som mennesker med krav på at eje ting af værdi. 

Udgivet i Nyhederne, Politik, Sprog | Skriv en kommentar