Når Jesus bliver gjort mindre

Debatten om treenigheden i Adventistkirken er desværre ikke afklaret, selv om kirken officielt har troet på, at “Faderen, Sønnen og Helligånden er Gud” i mindst 60 år (egentlig mere). Det er et spørgsmål, som er vanskeligt at tage op, fordi det har mange forskellige aspekter. Der findes ikke én treenighedslære, og benægterne af læren er heller ikke en ensartet gruppe. I dette indlæg vil jeg tage min største bekymring op, og så må læsere og deltagere i debatten selv afgøre i hvilket omfang, pointerne er relevante for dem.

Treenighedsdebatten i Adventistkirken

Jeg er ikke af den indstilling, at Treenigheden er et frelsesspørgsmål, eller at det er spørgsmålet, som skal afgøre om en person er “kristen” eller ej. Jeg bliver opgivet, når diskussioner blandt adventister ender med, at den ene part beskylder den anden for ikke at være “rigtig adventist”. Disse forsøg på at ekskludere hinanden er ikke nyttige. Jeg er derfor heller ikke optaget af at skille får fra bukke og udpege, hvem der er reel, når det gælder Treenigheden.

Spørgsmålet om Treenigheden kan på det mest basale plan deles i to:

1) Hvem og hvad er Sønnen?
2) Hvem og hvad er Helligånden?

Begge spørgsmål er vigtige, men Bibelen er absolut mest optaget af det første spørgsmål, og det vil jeg derfor også være her.

Der er flere forskellige muligheder her. Treenighedslæren siger kort og godt, at Sønnen er Gud. Han er lige så meget Gud som Faderen. Det kan så variere i hvilken grad, anti-trinitarianere kan tilslutte sig dette udsagn. Nogen vil sige, at han er Gud, men at Faderen kom først; Sønnen kom fra Faderen, men har ikke altid været der. Andre anti-trinitarianere vil sige, at han er skabt, men alligevel kalde ham en slags ‘gud’. Så er der selvfølgelig dem, som vil mene, han er en engel eller ligefrem bare et menneske. Den sidste gruppe er næppe stærkt repræsenteret i Adventistkirken.

Alle har de dog det samme overordnede teologiske problem efter min ydmyge mening: De anerkender ikke Sønnen nok.

Mange af dem vil naturligvis være klar til at snakke meget om Jesus, om at have et forhold til Jesus, om at Jesus har frelst dem, og så videre. De ærer ham, fordi han i deres øjne er Guds “søn” i en bogstavelig tolkning af ordet, samtidig som de dog lægger vægt på, at han ikke er lig med Faderen, som står over ham. Af og til følger der advarsler med om, hvem vi bør tilbede og rette vores bønner til.

Den ære, som de giver Sønnen, er flot – men ikke nok.

Mattæus og Johannes

Evangelierne giver Sønnen mere ære end flere anti-trinitarianere (og måske endda flere trinitarianere), allerede i deres første kapitler.

Mattæusevangeliet starter ikke med ordene: “Nu skal jeg fortælle jer om Jesus, som er Guds søn, den tredje person i Guddommen.” Den starter med en slægtstavle, som kort opsummerer hele Israels historie. Nogle af navnene springer mere i øjnene end andre, fordi vi genkender dem så godt: Abraham og David. De er forfædre til Josef, som blev Marias mand. Maria blev gravid ved Helligåndens kraft, og dermed gik en gammel profeti i opfyldelse.

 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. (Matt 1,23)

Johannes begynder på mere abstrakt vis med at fortælle om begyndelsen, som kan være vanskelig at forestille sig. Det første vers i Johannesevangeliet minder om de første vers i Første Mosebog, og det er næppe tilfældigt:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. (Joh 1,1-3)

Dette Ord har skabt verden. Kan man forestille sig noget højere? Jeg kan ikke. Derfor kan det også kun overraske, når Johannes så går videre til at sige, at dette Ord blev menneske:

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Joh 1,14)

Der foregår flere ting i dette vers, som man ikke nødvendigvis ser ved første øjekast. En af disse ting er referencen til helligdommen. I ørkenen havde jøderne for længe siden båret rundt på et telt, som de havde bygget til Gud. Her kom Gud til jøderne og var blandt dem. Johannes bruger de samme ord her, som man brugte om det telt i gamle dage, og dermed siger han, at Gud nu igen er flyttet ind hos mennesket (altså “Gud med os”), men ingen kan benægte, at det er noget endnu mere specielt i denne omgang, siden han kommer i menneskekød.

Undren hos Lukas

Jeg har altid været fascineret af Lukas’s måde at fortælle historien om Jesus på, fordi han så nøje rapporterer alle de forundrede reaktioner, som Jesus skabte. Den røde tråd gennem første halvdel af hans evangelium synes at være, at Jesus har større myndighed end nogen anden. Faktisk synes dette at være det budskab, han hele tiden prøver at få frem med den ene historie efter den anden.

Lukas er mere eksplicit end de andre, når det gælder omstændighederne omkring hans fødsel. Englen fortæller Maria, at hun skal kalde ham Jesus, og at han skal “kaldes den Højestes søn” (Luk 1.31). Han er opfyldelsen af de messianske profetier om den ventede konge, men der er ikke meget her, der taler direkte for hans guddommelighed nødvendigvis. (For jøderne var det ikke en selvfølge, at den kommende Messias skulle være Gud selv, snarere tværtimod.) Efterhånden som Lukas’s beretning skrider frem, kommer der dog flere kraftige indikationer af, at Jesus er noget mere.

Johannes Døberen siger om Jesus: “Jeg er ikke værdig til at løse hans skorem” (Luk 3,16) Alligevel insisterer Jesus på at blive døbt af ham, og Lukas siger, at Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse, og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« (Lukas 3,22)

Jesus udfordrer Djævelen i ørkenen – og lever længe nok til at fortælle om episoden. (Lukas 4) Han proklamerer for en synagoge i Nazaret, at han er opfyldelsen på gamle profetier om “et nådeår fra Herren”, og de forkaster ham i raseri. Han fortsætter imidlertid i andre byer, hvor han helbreder og kaster dæmoner ud af folk. Dæmonerne er bange for ham og spørger: “Er du kommet for at ødelægge os?” (Luk 4,34)

Overalt vækker han undren.

“Alle blev forfærdede, og de sagde til hinanden: »Hvad er dog det for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, og de farer ud!« Og der gik frasagn om ham overalt på egnen.” (Luk 4,36-37)

Han tilgiver folk deres synder. Dette skal man være mere end en profet eller en ventet konge for at gøre. Det vidste også dem, som bevidnede det, og konklusionen var ikke udenfor rækkevidde:

Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke: »Hvem er han? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end Gud alene?« (Luk 5,21)

Og dette er som sagt bare begyndelsen…

Paulus vidste, Jesus var Gud

Hvis vi bare havde evangelierne, så havde det været nok til at trække den uundgåelige konklusion, at Jesus er Gud og har al den samme myndighed, som Gud har. Men Gud har givet os mere end, vi har brug for, ved at inspirere Paulus til at skrive blandt andet de følgende ord:

v12 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. v13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
v15 Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
v16 I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
v17 Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
v18 Han er hoved for legemet, kirken.
Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. v19 For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset. (Kolossenserbrevet 1,12-19)

Teksten her er fuld af guldkorn for teologer og helt almindelige bibelentusiaster. Det er tydeligvis et digt, man kunne fristes til at kalde det en fejring. Paulus fejrer her den eneste Gud med ord, som er lånt fra gammeltestamentlige passager om den eneste Gud (jødisk monoteisme). Hans rolle som Skaber kobles sammen med hans rolle som Forløser, begyndelsen og enden.

Uden at skulle kommentere på passagen vers-for-vers (eller ord-for-ord), selv om det havde været meget givende for debatten, så vil jeg nøjes med at stille følgende spørgsmål: Er intentionen med denne passage mon at gøre Jesus større eller mindre?

Eller sagt på en anden måde: I lyset af denne tekst, skal vi så være mest forsigtige med, at vi undervurderer Jesus eller at vi overvurderer Jesus?

Et grundigt studium af hvert ord i denne passage (og dette studium kan være værd at gå ind i med anti-trinitarianere) vil kun bidrage til den konklusion, som man ikke engang behøver være lærd teolog for at komme frem til, når man læser denne tekst: Jesus er centrum i vores univers. Han er hele pointen med alting, og du kan aldrig løfte Jesus højere op end der hvor han hører til. Du kan umuligt overvurdere ham.

Det er åbenlyst, at vi kun skraber lidt i overfladerne, og at meget mere kunne udforskes i Bibelen, som i endnu større grad ville stadfæste Jesu status. Jeg tror ikke, jeg er færdig med at gøre dette på denne blog, men dette indlæg skal trods alt ikke fortsætte i det uendelige. Det er tid for den endelige pointe.

Advarslerne i Det Nye Testamente

Jesus er den centrale skikkelse i hele Bibelen, og han er den, vi kommer til, for at få liv, hvis vi ved, hvad som er godt for os (Joh 5,39). Han er alfa og omega, begyndelsen og enden (Åb 1,8 og Åb 22,13) og meningen med det hele. At han er personen, der frelser os, er derfor ikke en tilfældighed, som om Gud kunne have brugt en anden. Anti-trinitarianere står i fare for at gøre det samme, som rigtig mange andre mennesker i denne verden allerede gør: At underkende Jesus.

Som jeg sagde i indledningen, så ville jeg ikke snakke så meget om Helligånden i dette indlæg, men nu er det tid, at han også kommer på banen. Helligånden, forklarer Jesus, har til opgave at overbevise verden om tre ting:

v8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9 Om synd: at de ikke tror på mig; v10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh 16,8-10)

Alle tre ting har Jesus i centrum, selv om det nok fremgår mest tydeligt af vers 9, hvor det at fornægte Jesus beskrives som essensen af “synd”.

Det passer godt med, at den såkaldte “utilgivelige synd” er at spotte Helligånden ved at forkaste dens vidnesbyrd om Jesus, for eksempel ved at påstå, at Jesus bare var en dæmonbesat (se vers 30):

v28  Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. v29  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« v30  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.« (Markus 3,28-30)

“Synd” er et begreb, som der desværre også er en del misforståelser om. Det er ikke bare at fornærme Gud på en arbitrær måde, som han synes meget dårligt om. Det er at skade os selv. Synd er egentlig konsekvensen af at vende sig bort fra Gud, som vil os det godt, og resultatet er ødelæggelse og ultimativt død. Ikke fordi Gud vil straffe, men fordi der simpelthen ikke findes noget liv uden Gud, og Jesus (som selv er Gud) er derfor “vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6).

I den sammenhæng er det mest risikable, man kan tro på, at Jesus ikke er alt det, som Bibelen siger han er. Jesus står for alt, som er godt, og derfor kan bevægelser og strømninger, der arbejder for at gøre Jesus mindre, ikke have noget godt med sig. Jeg indledte med at sige, at det ikke er min opgave at skille får og bukke, men Bibelen selv synes at tegne en streg i sandet, når det gælder hvordan vi forholder os til Kristus. Det er derfor, ordet “anti-krist” er så negativt ladet indenfor Kristendommen.

I dag, hvor jeg har arbejdet på dette blogindlæg, har mange kristne i verden fejret Palmesøndag. På Palmesøndag mindes de, at Jesus satte sig op på æslet og red ind i Jerusalem, præcis som Zakarias havde forudsagt, at den kommende konge ville gøre. Det er en passende dag at lægge vægt på, hvem den konge egentlig var, og hvorfor det er så vigtigt ikke at så tvivl om hans myndighed.

Treenigheden – handler det om hvem Gud er?

Syvende Dags Adventistkirken, som jeg selv er medlem af, tror officielt på treenighedslæren. Sagt med kirkesamfundets egne ord:

“Der er en Gud: Fader, Søn og Helligånd, en enhed af tre evige personer.”
Kilde: Adventist.dk

Det er imidlertid ikke alle adventister, som er enige om dette. De fleste er helt sikkert, men i senere tid er jeg stødt på flere, som er gået bort fra det og i stedet favner en form for anti-trinitarianism eller arianisme, som ligner mere på, hvad du hører i Jehovas Vidners rigssale. Faderen siges at være den eneste Gud, mens Jesus er hans søn i en overvejende bogstavelig forstand, og Helligånden er ikke en egen person.

Jeg fordybede mig i noget undervisning på YouTube, hvor adventister forklarede deres standpunkt. De sætter en vis ære i at være enige med stifterne af Adventistkirken, som i begyndelsen af 1800-tallet heller ikke troede på Treenigheden. De har i noget omfang ret. James White døde uden at tro på Treenigheden. Hans kone, Ellen White, siges dog at have taget Treenighedslæren til sig – hvilket disse adventister naturligvis vil benægte.

Det har naturligt nok skabt en del konflikter, og det er en debat, som fortsætter med at skabe røre i adventistkredse. Det skaber unægteligt også mere røre end nødvendigt.

Kan vi leve med denne uenighed?

Det handler nemlig ikke bare om, hvordan vi ser på Gud, men også om vi kan leve med at se på Gud lidt forskelligt. Det handler om hvor vigtigt spørgsmålet er for os, og om vi vil gøre det til en barriere mellem os selv og andre.

Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, og jeg kan sige, at jeg sagtens kan leve med at mennesker i min kirkekreds har et andet syn på disse ting, end jeg har. Om personen ved min side regner Faderen for større end Sønnen, så skal det ikke hindre mig i at synge med på en salme sammen med denne person, eller spise sammen, eller vaske hinandens fødder (som er et ritual, vi praktiserer i Adventistkirken af og til). Den praktiske betydning af at have forskellige meninger om Guddommen er overraskende lille, og jeg synes, menigheden skal rumme os alle. Jeg har også en optimistisk tro på, at i takt med at bibelkundskaben øges, så vil anti-trinitarianske synspunkter også få sværere ved at slå rod. Derfor glædes jeg over det omfang, vi kan være sammen på trods af uenigheder og håber, at vi kan fortsætte med at fordybe os i Bibelen.

Desværre bliver disse følelser ikke gengældt af alle anti-trinitarianere. Nu har jeg mødt synspunktet flere gange, at ikke bare er vi uenige om, hvordan vi betragter Gud, men det har også den konsekvens, at vi, som tror på Treenigheden, slet ikke tilbeder den samme Gud. Og hvis vi ikke tilbeder den samme Gud, så kan man jo kun gisne om, hvem det så er, nogen af os tilbeder. Pludselig er uenigheden om gudsbilledet blevet til en konflikt, hvor den ene side beskylder den anden for at være praktiserende satanister.

Ikke treenig, men meget smålig

Trinitarianeres tilbedelse når altså ikke frem til den rette Gud, men til den falske efterligning, fordi de har et forkert syn på Faderen, Sønnen og Helligånden, siger anti-trinitarianerne.

Problemet her er imidlertid ikke bare, at dette er en ganske grusom anklage, som selvfølgelig lugter af fordømmelse. Det større problem med denne teologi er måske, at den tegner et billede af en Gud, som er utrolig overfladisk.

Tænk over det: Der er tale om en Gud, som har indrettet verden således, at hvis du misforstår nogle abstrakte detaljer om, hvordan guddommen er indrettet (fx kalder Sønnen for Gud), så vil Gud ikke tage imod din tilbedelse og hyldest, men i stedet (på en eller anden mystisk måde) sende tilbedelsen videre til Satan.

Indtrykket, jeg sidder tilbage med, er en Gud, som er ufattelig smålig og unfair, og som af mystiske årsager interesserer sig mere for tekniske teologiske synspunkter end oprigtig tro. Han bærer i hvert fald ikke over med misforståelser.

Det er samtidig en Gud, som næppe vil tage imod tilbedelse fra nogen, for om han er så sensitiv for vores begrænsede forståelse, hvem forstår ham så godt nok til nogensinde at komme frem for ham?

Ikke desto mindre er det dette gudsbillede, som er dominerende, når anti-trinitarianere bekymret forklarer, at spørgsmålet er vigtigt, fordi:

“Det handler om hvem Gud er.”

Forskellige indtryk, samme person

Men har de ret: Handler “debatten om treenigheden” virkelig om hvem Gud er?

Af og til, når jeg har hørt folk sige, at et teologisk spørgsmål er afgørende for hvem vi tror på, så har jeg forklaret min uenighed med følgende illustration.

Lad os sige at to personer fra mit liv bliver sat til at snakke om mig. Den ene beskriver mig som “alvorlig”, mens den anden beskriver mig som “humoristisk”. Den ene beskriver mig som “pligtopfyldende”, mens den anden synes, jeg er lidt “doven”. Den ene synes jeg er “smart” og ved en masse, mens den anden siger, at jeg “virker lidt umoden”.

De to personer kan være grundlæggende uenige om, hvordan jeg er, og måske endda om hvordan jeg ser ud. De har set mig i to forskellige sammenhænge, hvor jeg kan have ageret meget forskelligt. Men selv om deres beskrivelser af mig vil være forskellige, så ville du aldrig sige, at derfor beskriver den ene en anden person.

Vores forskellige indtryk af Gud er heller ikke ensbetydende med, at der må findes flere guder, eller at højst én af os har fat i den rigtige Gud. Det er ikke Gud, som er forskellig her, men vores begrænsede opfattelser af, hvem Gud er. Men det er jo stadig den samme Gud, vi snakker om, og hvis nogen er klar over dette, så er det Gud.

Treenigheden ikke det afgørende i Bibelen

Det afgørende spørgsmål, når det gælder hvem Gud er, er ikke treenighedslæren. Jeg vil tro, at det er derfor, ordet “treenighed” ikke findes i Bibelen. Det er ikke, fordi det ikke er sandt. Det er fordi det ikke er så essentielt for at forstå Gud, som vi har gjort det til, at det har fået sit eget term i Bibelen.

For de bibelske forfattere var det afgørende for at forstå hvem Gud er: Historien.

Sådan udlægges sagen altid i Det Nye Testamente, når der bliver vidnet om hvem Gud er. Der bliver refereret til, hvad Gud har gjort i gamle tider, hvorfor han gjorde det, og hvad han gør nu. Se fx Stefanus’ tale (ApG 7). Der er forskellige milepæle i den historie, ikke mindst fædrene Abraham, Isak og Jakob (som siden fik navnet Israel). Det er deres Gud, vi snakker om, forklarer både Jesus og apostlene (ApG 3,13). Der er tale om den Gud, som bragte israelitterne ud af Egypten, altså Frelseren. Denne Gud har åbenbaret sin vilje gennem profeter – den samme Gud hele vejen – og nu har han åbenbaret sig gennem Jesus Kristus (Hebr 1,1-2). Jesus Kristus blev korsfæstet, men han opstod, og så gik han til Faderen. Men han forlod os ikke, han er tilstede hos os gennem Den Hellige Ånd, som han kaldte Talsmanden (eller Trøsteren) (Joh 14,16-17).

Spørgsmålet om hvem Gud er, afgøres altså ikke i en abstrakt diskussion om guddommens ontologiske sammensætning med filosofiske spekulationer om, hvad som udgør en “person”, og hvordan den ene del af Gud relaterer til en anden del. Disse spørgsmål bliver fjollede, ikke mindst fordi vi alle må erklære os mere eller mindre agnostiske. Hvem forstår disse ting fuldt ud for at være helt ærlig?

Gud er let at genkende

Spørgsmålet om hvem Gud er må i stedet afgøres gennem historien om, hvad Gud har gjort for os. Dette kan vi nemlig forholde os til.

Faktisk er Gud så let at genkende, at en bred bibelkundskab ikke engang er nødvendig, selv om den kan være gavnlig. Det korte svar på, hvem Gud er, er kærlighed.

v7  Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. v8  Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. v9  Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. v10  Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. (1 Joh 4)

Har man forstået dette, så har man også forstået nok om Gud til, at bønnerne og tilbedelsen finder frem, uanset hvad du skulle have af konventionelle eller pudsige meninger om treenigheden. Jeg tør sige dette med noget sikkerhed, fordi jeg kan se, at dette er det afgørende i Det Nye Testamente.

Hvis både trinitarianere og anti-trinitarianere kan finde sammen om dette, så kan vi også stå side om side i kirken og synge de samme salmer, uden at nogen behøver at føle sig omringet af djævletilbedere. Desværre lader det til, at nogen fortsat vælger konflikten frem for freden og dermed tegner et langt værre billede af Gud, end at han ikke er treenig. Jeg kan kun håbe, at det ikke vil eskalere.

 

 

Har vi brug for religion?

En hyggelig fyr kom forbi Adventistkirken, da vi holdt loppemarked sidste år. Faktisk kom der ganske mange, men denne fyr satte sig ind i caféen og stillede nogle spørgsmål til, hvad kirken gik ud på. Han fik et par svar og et stykke loppemarkedskage, og en ting, han sagde, blev siddende hos mig: “Religion er fint nok, men i dag er der vel ikke så mange mennesker, der føler behov for at tro på Gud, når vi har det så godt.”

Samtalen sluttede desværre lidt der, bortset fra at den selvfølgelig satte nogle tanker i gang hos mig. På den ene side var der hans evaluering af Norges behov for Gud, som jeg godt kunne have sat spørgsmålstegn ved. Hvor vidste han det fra, at folk ikke følte et behov for Gud? Jeg går ud fra, han ikke havde været ude med spørgeskemaer. Mange tror måske på Gud i det skjulte (uden at gå i kirke), og mange føler måske behovet i form af et tomrum, selv hvis de ikke praktiserer nogen tro. Mange har det måske ikke så godt som denne fyr angiveligt havde det.

Det, der dog gjorde særligt indtryk på mig, var ideen om, at “hvis vi ikke har behov, så kan vi lige så godt lade være”. Really?

Det lyder logisk nok i en verden, hvor troen på Gud først og fremmest er et tilbud, og hvor religion og kirkegang og bøn er hobbyer, som man kan tage til sig eller lade ligge.

Men for mig var tanken lidt uvant. Min tro på Gud handler nemlig ikke om behov, men om at jeg tror, Gud faktisk eksisterer. Hvis Gud eksisterer, så spiller det ikke nogen rolle, om jeg har behov for at tro på ham – jeg bør tro på ham. Jeg vil også tro på ham, fordi jeg helst vil tro på virkeligheden, sådan som den i virkeligheden er.

Det er jo som alt andet, som er sandt og virkeligt. Vi bør tro på det (hvis det altså er det). Vi bør ikke tro på “alternative fakta”, som ikke stemmer med virkeligheden. Det er i givet fald ikke et spørgsmål om personlige valg eller præferencer eller følelser. Hvis du først er kommet frem til, at Gud eksisterer og er din skaber, så er du moralsk forpligtet til at forholde dig til det.

Det kan være, du faktisk føler et behov for ikke at tro på det. For hvis Gud er virkelig, og hvis kristendommen er sand, så burde du (måske) gå i en kirke og ændre nogle store ting i dit liv, som du måske trives med. Men ligesom du næppe befinder dig i den situation, så befinder jeg mig ikke i den modsatte. Behov har ikke ret meget med tro at gøre.

Det her kan virke udfordrende, og det havde helt sikkert været en provokerende ting at kaste i retning af den hyggelige fyr, som var så venlig at aflægge os et besøg, da vi holdt loppemarked. Jeg følte ikke på det tidspunkt for at sige til ham (på norsk): “Samme om du har “behov” vel – du er moralsk forpliktet til å tro på Gud!”

Og dog er jeg de seneste år kommet frem til den (teologiske) konklusion, at det også er den logiske følge af det bibelske evangelium. Som jeg har været inde på før på denne blog, så stod ordet “evangelium” for gode nyheder. Da ordet først blev brugt (i det første århundrede) havde det en politisk og samfundsmæssig dimension.

Det betød at noget var sket.
Et nyt rige var kommet.
En ny konge var kommet.

Det var romerne i Romerriget, som brugte ordet først. Deres “evangelium” var, at Romerriget endelig havde sejret over de onde kræfter, takket være guderne, og Kejser Augustus havde ført alle sine undersåtter ind i en ny tidsalder. Han skulle være Kejser over et rige, hvor der herskede fred og harmoni. Grundlaget for freden var naturligvis Romerrigets militære magt, som ingen anden nation kunne udfordre. Han ville beskytte sine undersåtter, hvis de betalte skat og bidrog med soldater og deltog i civilreligionen, som erklærede, at Augustus var “Guds søn” (og Gud var i den sammenhæng afdøde Julius Cæsar). Det var et regime, som byggede på vold og frygt.

Det kristne evangelium vendte selvfølgelig det her på hovedet ved at sige, at Romerriget skulle få en afslutning, mens Guds rige skulle vare evigt. I stedet for at pege på Cæsar, så pegede de på Jesus – han var selvfølgelig ikke konge i konventionel forstand, men han var det i en åndelig forstand. Han var den type konge, som tjente sine undersåtter og kaldte dem venner. Han var den type konge, der lod sig korsfæste og dræbe, selv om han var uskyldig. Det var et kongerige, som byggede på tjeneste og selvopofrelse.

Tag dog ikke fejl af ham af den grund. Ifølge det kristne verdensbillede er Jesus den sande konge, mens alle andre konger bare har magten til låns. Derfor var kristendommen også ganske upopulær i Romerriget, ikke mindst for dens ideologiske fornærmelser mod kejserdømmet.

Selv Pilatus, som havde politisk magt til at få Jesus korsfæstet, fik ren besked af Jesus, som sagde: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.” (Joh 19,11) Han kunne have tilføjet: “You’re welcome.”

Det kristne evangelium er et budskab om, at Jesus er verdens retmæssige konge. Selve ordet “Kristus” betyder konge, og hver gang de første kristne har sagt “Jesus Kristus”, så har de egentlig ment “Kong Jesus”. Deraf følger den naturlige konklusion selvfølgelig også, at vi alle sammen er hans undersåtter. Ikke at han hersker over os på en diktatorisk og undertrykkende måde, tværtimod, men vi er ikke desto mindre underlagt ham. Den moralske lektion er dette:

Vi skylder ham vores loyalitet.

Siden dette er evangeliet, så er det selvfølgelig også det, som vi kristne har ansvar for at få formidlet til mennesker (så med dette indlæg gør jeg min pligt). Dette fremgår ret tydeligt af den berømte “missionsbefaling” – som var det sidste Jesus sagde til disciplene, før han forlod dem:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,18-20)

De blev ikke sendt ud med et “godt tilbud”, som folk så frit kunne vælge eller vrage. Det var heller ikke bare et budskab til de svage og trængende og dem, som føler et “behov” for noget at tro på, selv om Jesus spåede, at det nok var dem, som kom til at få mest glæde af det (Matt 5,3-11).

Disciplene blev sendt ud med et budskab til alle mennesker om, hvem der bestemmer. Deres første opgave var at fortælle, at Jesus har fået “al magt i himlen og på jorden”. Deres næste opgave var at døbe dem og oplære dem i lydighed overfor Kongens befalinger. Der blev selvfølgelig ikke brugt tvang, for tvang går imod Guds riges principper. Men budskabet var det samme: Omvend dig, bliv døbt, og følg så Jesus.

Dette budskab er ret kontroversielt, især i vores anti-autoritære tidsalder. Det sidste, nogen har lyst til at høre, er vel, at andre bestemmer over dem, eller at de skylder nogen noget som helst. Det gør vi alle ikke desto mindre. Men det er også værd at bemærke, hvordan de første kristne bar sig ad med at formidle budskabet. De kaldte på mennesker, respekterede dem og hjalp dem, præcis som Jesus selv havde gjort. De gik ikke kæphøje ud i verden, som om det var dem, som var blevet verdens konger. De delte evangeliet med ydmyghed, dog uden at ændre på den kontroversielle kerne: Jesus in charge. 

Jeg tør også roligt påstå, at en verden, hvor alle havde levet ud fra dette, havde set meget bedre ud, end den vi ser lige nu. Det er dog en anden diskussion.

Skabelse vs. Evolution 2017

Der er mange kristne (deriblandt syvende dags adventister som mig selv), som er meget entusiastiske for den kristne lære om skabelsen. Det er et vigtigt punkt både for mange troende og for mange ateister og alle, som befinder sig steder midt imellem. Er verden og livet skabt af Gud? Eller er det hele fremkommet på en naturlig måde uden nogen guders indblanding?

Jeg synes, debatten kan være rigtig spændende, både når det kommer til videnskaben, som fascinerer mig, og teologi, som kan defineres som “tro, der søger forståelse”. Når det gælder videnskaben, så er der meget skrald derude, og her tøver jeg heller ikke med at sige, at det især er på skabelses-siden, man finder mest pseudovidenskab, selv om man også finder biologer og videnskabsmænd overdrive implikationerne af hvad vi ved.

Institutioner som Ken Ham’s “Answers in Genesis” skræmmer mig, og snæversynede, bedrevidende tele-evangelister som Kent Hovind, som gerne kalder sig Dr. Dino (selv om han ikke har en rigtig doktorgrad i noget som helst) kan give mig decideret ondt i maven. Jeg bliver pinlig berørt, når trosfæller henviser til disse mennesker for at påvise, at jorden bare er 6.000 år gammel, og at dinosauerne døde i syndfloden. (Hvis du til gengæld synes, de er kompetente folk, som giver saglige argumenter, så håber jeg, du alligevel vil give resten af dette blog-indlæg en chance.)

Intentionen med det her indlæg er ikke at gå dybt ind i debatten, men hellere at minde om nogle ting, som jeg tror, kristne kan glemme, når de argumenterer for skabelse. Lad os starte med ét af de mere åbenlyse fakta:

Charles Darwin blev født i 1809 og stillede træskoene i 1882. Han døde altså omkring 1.800 år efter den sidste bog i Det Nye Testamente blev skrevet, og dermed også mere end et par tusind (eller tre) efter Moses nedskrev den klassiske skabelsesberetning (hvis det var ham, som skrev den).

So what?

Mange kristne læser stadigvæk Skabelsesberetningen, som om den er skrevet med en intention om at svare igen på evolutionsteorien (af kristne ofte kaldet “udviklingslæren”). Det er åbenlyst, at beretningen ikke stemmer overens med Darwins lære. Det er mindre åbenlyst, at dette er det vigtigste, som vi kan tage med os fra beretningen.

Skabelsesberetningen er værd at læse uden overhovedet at tænke på evolutionsteori. Fordi det gjorde tekstens første læsere. Vi kan gøre det samme ved at prøve at forholde os mere åbent til teksten og prøve at forestille os, hvilke spørgsmål som rørte sig om vores oprindelse på den tid, og hvordan teksten prøvede at adressere deres spørgsmål og altså ikke de spørgsmål, man stillede i 1800-tallet eller i nyere tid.

Det kræver naturligvis både lidt kundskab og fantasi. At rekonstruere disse spørgsmål ud fra Skabelsesberetningen er som at høre halvdelen af en telefonsamtale. Du overhører nogen tale i telefon, men du kan ikke høre, hvem de snakker med, eller hvad vedkommende siger. Men ud fra det personen siger i din ende, så kan du alligevel danne dig et billede af, hvad de drøfter.

Hvis vi gør det med Skabelsesberetningen, så opdager vi, at forfatteren er optaget af en række temaer, når han skriver Første Mosebogs kapitel 1.

Han er tilsyneladende optaget af at fortælle om en Gud, som arbejder systematisk og med en klar plan for det han skaber. Han skaber først rammerne de første tre dage, og så fylder han disse rammer de tre næste dage (dag 4, dag 5 og dag 6). Det er egentlig en logisk proces, en naturlig rækkefølge, når vi tillader os at betragte det fra et ikke-videnskabeligt paradigme (og det har vi kristne nok tilladt os selv alt for sjældent i nyere tid).

Hvad fortæller det om Gud? Det er jo det store spørgsmål, når vi står med en åbenlyst teologisk tekst. Det fortæller selvfølgelig, at Gud sætter orden på kaos, at han havde en plan (det hele var ikke et uheld eller resultatet af en krig med andre guder, etc.), og så kommer der jo et par andre ting frem om ham i teksten også. Han ser på skaberværket efter hver dag og konstaterer, at det er godt. Gud nyder sit skaberværk. Skaberværket har en værdi for Gud, og han er investeret i at se det blive til og tage form og trives. Han har omsorg for det skabte.

Den syvende dag “helliger” han. Det vil sige, at det er en dag, han “sætter til side” til hvile. Han “hviler” på den syvende dag, og den utvetydige implikation for alle hebræere, som har levet med teksten og hørt den læst op i synagogen, er: “Derfor hviler vi også den syvende dag i ugen.” Det står der måske ikke specifikt i teksten, men det er hvad alle Abrahams efterkommere har forstået, når de hørte det.

Helligdagen – som jøderne kalder Sabbatten – hænger altså sammen med skaberværket, og at alt, hvad Gud har skabt, besidder en egen værdi, som Gud nyder. Derfor handler dagen om at nyde skaberværket og at hylde skaberværkets skaber. På den dag bliver det ekstra vigtigt at tage godt vare på den verden, som Gud har skabt, og at være Gud taknemlig for alt, hvad han har givet os.

Dette er tekstens teologiske mening, og det vil ikke være forkert at sige, at det er det vigtigste. Der er andre teologiske ting i teksten, jeg kunne have fremhævet, men det kan vi gøre en anden gang. Pointen er, at disse ting kan faktisk blive glemt, hvis vi er alt for optaget af at skulle bevise tekstens konkrete beskrivelser.

Det kan være, at det lykkes dig at overbevise nogen om, at Gud skabte lyset, før han skabte solen, og at planeten blev formet før stjernerne på himlen, og at hvælvingen egentlig skiller vand for oven fra vand forneden. Du kan en sjælden gang have succes med at formidle sandhedsværdien af en helt bogstavelig tolkning, så nogen får en speciel kosmologi, som samsvarer med de konkrete beskrivelser i teksten.

I et kristent perspektiv må det dog være lov at spørge: Hvad har du reelt opnået? Hvilken betydning har det egentlig for den person, som godtager dine argumenter og tager dine forklaringer til sig? Er personen automatisk kommet nærmere Gud? Er personen mere “frelst”? Har det velsignet ham eller hende? Har Jesus fået en større plads i denne persons liv? Er han eller hun blevet et bedre og mere kærligt menneske?

Min påstand er, at det nytter intet, at du tror, at verden blev skabt på seks dage for 6.000 år siden, og at du får andre til at tro det, hvis du forsømmer de teologiske budskaber knyttet til skabelsen. Det handler jo ikke bare om hvorvidt Gud har skabt verden og om hvordan han gjorde det, men også om hvad det siger om ham, og hvad forskel det gør for os. Hele grunden til at Gud vil have os til at tro på “skabelse” er jo, at han vil have, vi skal tro på ham og ligne på ham. At vi skal drage omsorg for skaberværket, som han gør, og at vi skal fejre sabbatten sammen med ham og hvile i ham.

Det er selvfølgelig ikke det hele, men det er en start (bogstavelig talt Bibelens start). Når Bibelen snakker om Gud som alle tings skaber – og det er selvfølgelig et kæmpe tema i Bibelen fra start til slut – så har Gud mere på hjerte end en videnskabelig diskussion om, hvordan han gjorde det. Det handler faktisk om værdier og om hvordan vi forholder os til Gud, hinanden og verden på. Det handler ikke om rækkefølge på elementer og tid på processer. Her er nogle flere implikationer af skabelsen:

Fordi Gud har skabt os, så skal vi lade være med at gå i krig med hinanden. Vi skal lade være med at skabe splittelser og lave kliker, som ser ned på andre mennesker. Når vi tror på, at Gud har skabt alle mennesker, så tror vi ikke længere på, at nogen mennesker er bedre end andre, og at alting ville være godt, hvis bare de “gode” fik udryddet de “onde”.

Fordi Gud har skabt verden, så skal vi tage godt vare på den. Det gælder miljø og øko-system og selvfølgelig også alle mennesker i den. Der findes kristne, som er mega entusiastiske for skabelsesberetningen, men som har tilsluttet sig anti-intellektuelle myter om, at klimaforandringerne ikke er reelle, og at “global warming” er et bedrag. Folk, der siger sådan, ser ikke virkeligheden i øjnene. Isen på polerne smelter, og vi ser store forandringer på alle kontinenter. Læren om skabelsen og det ansvar som følger med har aldrig været mere relevant end nu, og vi kristne burde derfor gå foran med at vise, hvordan vi lever grønt og bæredygtigt. I stedet har kristendommen givet grobund for moderne kapitalisme (historisk via calvinismen, faktisk), som bilder sig ind, at vi aldrig løber tør for naturlige ressourcer, og som hellere vil skabe kapital end tænke på naturen.

Det her handler ikke om hvor bogstaveligt skabelsesberetningen skal tages. Det handler om hvor vigtigt skabelsesberetningens teologiske implikationer er, og forhåbentlig kan samtalen i 2017 og fremover flytte sig mere i den retning.

For at være mere sikker på at du, kære læser, skal forstå hvad jeg mener, så vil jeg tage et andet eksempel, nemlig Jesu opstandelse. Jeg har den holdning, at Jesus var død og begravet, men at han stod op fra de døde søndag morgen. Det er der mange af mine venner og bekendte, som synes lyder lidt småtosset. Jeg har af og til taget spørgsmålet op med dem for at forklare dem, hvorfor jeg mener, at Jesus faktisk opstod.

Er det vigtigt? Ja – det synes jeg i hvert fald. Men kun fordi det siger noget om Jesus. Det er spildt, hvis det lykkes mig at overbevise dem om, at Jesus opstod, men de konkluderer, at det var fordi han var et rumvæsen. Det har gavnet hverken mig eller dem, medmindre det gør, at de faktisk begynder at tro på Jesus. Jesus kom med et værdifuldt budskab til verden, og jeg har som kristen en forventning om, at Jesus skal spille en endnu større rolle, når han kommer igen. Hans opstandelse er vigtig, ikke i sig selv, men fordi den understreger resten. Den giver signal om, at Gud var trofast overfor sine løfter til menneskeheden, og at han fiksede nogle fundamentale problemer gennem Jesus, og at han derfor også har en plan om at fikse hele verden. Hvis man uanset ikke tror på opstandelsens teologiske mening (som jeg lige beskrev), så er det fuldkommen ligegyldigt, om man tror på bogstavelige beskrivelser af, hvad der skete.

Derfor har jeg nogle spørgsmål, bare sådan til overvejelse.

• Når du, som er kristen, diskuterer “skabelse” med folk, hvad prøver du så egentlig at opnå? Hvad håber du, at de lærer?
• Hvilken betydning har det egentlig for dig, at Gud har skabt verden og har skabt mennesker (altså udover at du har ret, og de ta’r fejl)?
• Hvordan kan en sådan “tro” eller “teologi”
  • (a) bringe dig “nærmere Gud”
  • (b) gøre dig til et bedre menneske?

Hvad det vil sige at være kritisk på nettet

Vi har alle sammen venner på Facebook (i hvert fald os, som er på Facebook), som lægger artikler ud med nogle ret vilde påstande. Jeg ser både links til diverse konspirationsteorier om religiøse og politiske forhold, dog også links til Den Korte Avis eller andre fupsider. Her finder man ofte anonyme skribenter, som forklarer, at et eller andet – som vi alle gør – er vildt skadeligt. Eller at noget, som alle medierne ofte siger, er lodret løgn.

Min newsfeed præges meget af anti-videnskabelige essays. Normalt ignorerer jeg dem. Interaktion med disse opslag vil jo bare gøre, at det dukker op på endnu flere computerskærme (sådan fungerer Facebook). Så derfor kommenterer jeg ikke, ligesom jeg heller ikke trykker på “vred” eller “trist”, selv om det ofte er den følelse, disse opslag måske kan give mig.

Andre gange, når der allerede er lidt aktivitet under opslaget, og det altså allerede har fået lidt ufortjent opmærksomhed, får jeg måske lyst til at skrive en kommentar. Men hvad skriver man egentlig? Er det nok at skrive “Nonsens”? Eller er det for frækt (mere frækt end det var at poste nonsens)?

Det, jeg jo egentlig ønsker, er, at mine kære FB-venner bliver mere kritiske.

Det er ikke alle, som egentlig ved, hvad det vil sige at være “kritisk“. Mange misforstår ordet og tror, det handler om at “kritisere” og at være fræk og negativ. Det er dog ikke det “kritisk tænkning” handler om.

At være “kritisk” handler om, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser. Heller ikke selv om det synes at passe med de tanker, man allerede har i udgangspunktet. Det handler om at stille kritiske spørgsmål til nye påstande. Nogle gange har vi nemlig en lyst til at tro på ting, fordi de stemmer så godt overens med de synspunkter, vi allerede har! Så glemmer vi at stille de legitime spørgsmål. Derfor bliver vi mindre “kritiske” og er mindre kræsne i forhold til hvilke påstande vi tror på. Vi tror på de ting, som bekræfter vores holdninger. Det hedder “bias” indenfor psykologien, og det er faktisk noget, alle mennesker gør. Men det er muligt at blive mere bevidst på det og derfor gøre det i mindre grad. Man kan stoppe sig selv og oprigtigt stille sig selv spørgsmålet: “Er jeg offer for bias lige nu?”

Hvis jeg for eksempel ikke kan lide medicinalindustrien, fordi jeg ved, at den er pengegrisk og både udnytter og bidrager til sociale forskelle i verden, så er jeg også mere tilbøjelig til at tro på historier om, at der er et farligt stof i almindelige panodiler, men at medicinalindustrien betaler politikere for at dække over det og ikke lovgive imod det.

Dette var en historie, jeg lige fandt på (så ikke spred den). Rent nonsens. Men pointen er, at det er en historie, som mange af os sikkert ville være parate til at tro på, fordi vi hader medicinfirmaerne. På samme måde som mange tror på den sejlivede myte om, at børnevaccination giver autisme. Man behøver dog ikke tro på disse myter, bare fordi man har kritiske spørgsmål til vaccination og lægemidler. Du er ikke mindre kritisk til medinalindustrien, bare fordi du ikke tror på alt negativt, som siges om den.

Hvis man skal være kritisk på Internettet, så skal man stille nogle spørgsmål hver gang man støder på en artikel, især hvis den påstår noget, som ikke stemmer overens med alment accepterede sandheder.

Lad os sige at jeg falder over en artikel, som siger at microbølgeovne forgifter maden og forårsager muskelsvind og psykoser. Hvad stiller jeg op med den artikel?

Jeg kan jo starte med at spørge: “Ligger der noget dokumentation for dette?”

Måske der ligger billeder af syge mennesker og måske en anekdote om nogen, som har varmet rigtig meget mad fra microbølgeovn, og som så efterfølgende har fået en dyster diagnose, og som derfor bare gerne vil advare os andre – og “hvis vi er kærlige mennesker, så deler vi naturligvis opslaget”, mens vi tænker på “de 95% af alle, som ikke vil dele det og derfor ikke er kærlige ligesom os” …

Svaret er i det beskrevne tilfælde: Nej. Der er zero dokumentation. Billeder beviser jo oftest intet, for vi aner ikke, hvad vi ser, og anekdoter er oftest vinklede (ligesom billederne) og kan i øvrigt ikke generaliseres, siden de intet beviser om årsag og effekt.

Man kan også spørge: “Virker denne hjemmeside troværdig?”

Kunne folkene bag denne hjemmeside finde på at lyve for mig? Der er masser af grunde til, at folk lyver på Internettet. De gør det for at blive læst. For at få “trafik”, altså få mange mennesker til at besøge deres hjemmeside. Eller måske endda for at sælge noget. Hvis der er reklamer på deres hjemmeside, så kan de tjene penge på hvor mange som klikker sig ind på siden. Det er dog helt almindeligt at have annoncer på hjemmesider for at betale for dem (det har de seriøse nyhedsmedier jo også), men hvis der er mange reklamer af lødig natur, så er der grund til at tro, at penge er vigtigere for dem end det at være en seriøs hjemmeside. Det samme gælder, hvis der er mange clickbait-links – altså links, som bare er designet til at pirre din nysgerrighed og få dig til at klikke videre på siden. Jeg har set meget anti-videnskabeligt vrøvl på hjemmesider, der helt åbenlyst bare var ude på at få mig til at klikke mere og tjene penge på reklame.

I andre tilfælde vil der være tale om en hjemmeside, som er mere idealistisk drevet. Det kan da være, at de har en særlig agenda, som gør dem ekstra tilbøjelige til at tro på falske historier, der bakker op om netop denne agenda (at de selv er ofre for “bias”). Men de vil også ofte være professionelle nok til ikke at sige ting, som kan påvises at være decideret falske, selv om de vil være vinklede. Uanset hvad type hjemmeside man er, så må man prøve at være bevidst på, hvad hjemmesiden prøver på – hvad de egentlig vil opnå og hvorfor – og tage det med i sin vurdering.

Troværdighed handler selvfølgelig også om kompetence. Har jeg grund til at tro, at denne hjemmeside faktisk ved noget om emnet? Ser de dygtige ud? Der er mange professionelle hjemmesider, som er fulde af løgn, så det spørgsmål er ikke altid relevant. Kan de stave og formulere sig korrekt? Det spørgsmål er overraskende relevant, især når svaret er nej… Ligger der en præsentation af skribenten med navn, billede og uddannelse eller arbejde? Ser han kompetent ud? Udtaler hun sig indenfor sit område? (Jeg er for resten uddannet i retorik og medier.) På samme måde som du ville vurdere folk, som kom til jobsamtale – om de kan opfylde forventningerne og udføre de opgaver, som du har til dem.

Når det gælder at vurdere hjemmesider som beskrevet, så er det noget, mennesker med høj digital kompetence gør helt automatisk (intuitivt). Mennesker med lavere digital kompetence (ofte ældre mennesker) ville ofte have gavn af oplæring i dette.

En anden vigtig ting at tænke på i denne sammenhæng er kilder. I akademiske sammenhænge vil en professor kræve referencer til videnskabelige studier, især hvis den studerendes konklusioner ikke er bredt accepterede. Det kan være svært at holde samme standard på nettet, men så kan man i det mindste se efter henvisninger til artikler (om studier) i anerkendte tidsskrifter eller på mere kendte hjemmesider. Man kan i det mindste gøre det klart, hvor man har ting fra, så folk har det at gå på.

Det kan da være en stor hjælp at bruge Google. Et eksempel: “Do microwaves kill food?” De første 2-3 sider på Google giver et nogenlunde klart billede af, hvad de fleste og de mest anerkendte eksperter på området siger. Hvis forskerne er uenige, så er der plads til deltagelse. Derfor kan vi alle være med i diskussioner om kolesterol, d-vitamin og mælk, for det er der faktiske debatter om mellem kompetente folk. Hvis forskerne er enige, så bør man dog have ekstra god grund for at påstå noget, som går imod konsensus. Hvorfor er microbølgeovne så farlige, og hvorfor er der stort set ingen af de kompetente forskere, som har opdaget det endnu? Og hvorfor skal jeg tro på denne ene hjemmeside frem for de 100 enige hjemmesider, jeg lige nu har fundet frem på Google?

Det hele kan egentlig koges ned til at bruge sund fornuft. Lad være med at dele ting, som du ikke har rigtig gode grunde til at tro er sande. Hvorfor? Fordi når du endelig deler noget, som er sandt, så vil dine venner møde det med skepsis – fordi de husker, hvad du tidligere har delt af skrøner og myter. (Ligesom historien om drengen, der råbte “Ulv!”) “Smør øjnene med sandhedssalve,” som der står i Bibelen. Brug den geniale hjerne, som Gud har givet dig, før du trykker på “del” for at overbevise dine venner om, at Trump er jesuit, eller at ost giver epilepsi.

Anmeldelse: Final Fantasy XV (PS4)

I dag gennemførte jeg “Final Fantasy XV”. Det betyder dog ikke, at spillet er færdigt, da der stadig er meget at udforske i den såkaldte “open world”. Der er grotter og gamle gravkamre, som jeg har til gode at udforske, og der er monstre, som jeg har til gode at dræbe. Men nu har jeg spillet det tilpas meget til at kunne komme med en informeret mening om spillet. Men først lidt baggrund.

Jeg er noob-gamer, som jeg beskrev i et indlæg for nylig. Det vil sige, at jeg spillede videospil som barn, men jeg har ikke været en aktiv del af den verden i 15-20 år. Mine brødre spillede RPG (rollespil), deriblandt Final Fantasy og Zelda-spillene, men mig sagde det ikke noget. Final Fantasy XV er mit første Final Fantasy-spil.

Det har været en rigtig god oplevelse. Det har været sjovt og rørende og tilpas udfordrende, men aldrig rigtigt frustrerende. Jeg husker, da jeg var barn, at jeg spillede spil, og hvis man døde, så måtte man 10 minutter tilbage i spillet og gøre alt igen for at få en ny chance for at overleve – og hvis man så døde igen, så var det helt forfra igen. Megafrustrerende, og den slags spil var ikke sjove for mig. Det har spiludviklerne heldigvis lært, at deres spillere ikke kan lide…

Final Fantasy XV byder på en verden af muligheder. Der er to grundlæggende muligheder. Man kan gå og udforske verden og løse opgaver efter eget valg. Eller man kan køre historien igennem, følge i historiens fodspor så at sige. Men det er smart ikke at gå igennem historien for hurtig, fordi man bliver dygtigere af at løse opgaver, og ens karakter bliver stærkere og bedre udrustet til at klare modstanderne i historien. Dette ved erfarne RPG-spillere og Final Fantasy-fans måske allerede, men jeg måtte lære det i dette spil.

Spillet er blændende og forførende. Musikken er smuk. Historien kunne måske godt være pudset lidt bedre af, men der er helt sikkert nogle stærke karakterer, som får mere dybde efterhånden, og som bidrager til indlevelsen.

Jeg har spillet en lillesmule Final Fantasy til gameboy, kan jeg huske, for jeg husker kampsystemet. Man valgte, hvad karaktererne skulle gøre, om de skulle “attack”, “defend” eller “cast spell” eller noget andet, og så gjorde de det, når det blev deres tur. Final Fantasy XV kombinerer nogle af de gamle principper med mere moderne kampspil. Du har en slå-knap på din controller, så dybest set kan du spille bare ved at svinge løs med sværdet (som i Zelda-spillene). Du har også en undgå-knap, som det er klogt at bruge af og til. Du styrer bare hovedpersonen, men du har tre dygtige venner, som kæmper ved din side. Selv om du ikke styrer dem, så vælger du deres våben og beklædning. Da jeg havde spillet lidt, opdagede jeg, at jeg også kunne give dem ordrer, mens vi var i kamp, og så udførte de forskellige teknikker. Senere i spillet kan man tilmed hidkalde mægtige halvguder til at hjælpe sig, eller man kan bruge “the power of kings” til at slå rigtig mange gange, meget hurtigt, meget hårdt.

Men nok om systemet, her er pointen: At slås er i dette spil rigtig sjovt, og jeg kan ikke forestille mig at spille et af de ældre tur-baserede Final Fantasy-spil efter at have prøvet det her! Her føler du dig virkelig involveret i at besejre monstrene!

Spillet er kæmpestort, og der er garanti for mange timers solid underholdning og en fængslende historie. Jeg tror ikke, jeg er specielt dygtig, siden jeg er noob, og spillet har ikke været vildt udfordrende – dette kan muligvis være et minus for erfarne RPG-spillere. Jeg har ikke noget stort sammenligningsgrundlag, så jeg føler ikke for at give karakter, men jeg synes, dette var et fantastisk spil på alle mulige måder. Lad os bare sige, at jeg er langt mere positiv end Conan O’Brien var.

Hvis du som mig ikke er en ekspert på Final Fantasy-franchisen, som er 30 år gammel, så giver denne video en rigtig fin gennemgang:

Genfødt gamer

Jeg har besluttet mig for at fortælle min gaming-livshistorie. Den er ikke så lang som så mange andres, takket være en lang pause i voksen alder. Men hvis du selv er gamer, så har du måske nogen lignende minder fra barndommen.

GameBoys

Som barn havde jeg en GameBoy ligesom mine brødre. Jeg husker ikke, da vi fik dem – så lille var jeg. Jeg snakker ikke om dem, man kan få i dag med farver og lys og 3D. Jeg havde en grå klods med grøn skærm, og jeg husker, hvor vild jeg syntes den var.

Faktisk havde jeg 2. Fætter BR skulle reparere min første GameBoy. De lovede, at den kunne hentes 14 dage senere. Men da vi kom for at hente den, kunne de ikke finde den. Så vi fik en ny. En uge senere fik vi så besked om, at nu var min GameBoy kommet tilbage fra reparation. Så nu havde jeg 2! Man kan ikke klage over Fætter BR’s service.

Mine storebrødre havde selvfølgelig også GameBoys. Ældste bror havde Tetris, Super Mario Land og Zelda. Jeg havde Kirby’s Dreamland, som jeg kunne finde ud af. På et eller andet tidspunkt fik vi også Super Mario Land 2, som var langt bedre end 1’eren (og ikke mindst pænere grafik). Vi havde også Mortal Kombat, og her lærte jeg nogle combos, som jeg stadig husker – jeg kunne derfor banke mine venner på Super Nintendo-versionen, som jeg prøvede i weekenden. Vi spillede selvfølgelig hinandens spil, men rollespillene var for svære for mig, og måske også for uinteressante, siden jeg ikke kunne læse engelsk dengang.

GameBoy gik naturligvis af mode, og vi fulgte med tiden og købte de nye. Vi fik GameBoy Color, og så GameBoy Advance, og derefter Nintendo DS, som ikke længere hed GameBoy af en eller anden grund. Den havde dog også en touch skærm og kunne endda gå på WiFi! Jeg brugte den, mens jeg studerede (2007-2010). Da jeg blev præst, sluttede jeg med at bruge den, og jeg endte med at forære den til nogle piger i menigheden, jeg arbejdede for. Deres far syntes dog, det var en lidt for stor gave, så han stak mig 500 kroner i betaling.

Nintendo 64

Det var de håndholdte konsoller, men den store drøm som barn var selvfølgelig at få en Super Nintendo, som kunne plugges til TV’et. Mine brødre og jeg havde prøvet én hos noget familie i England, hvor vi havde spillet Super Mario Bros 3. Men vi fik aldrig en Nintendo. Mor og far syntes nok, det var rigeligt, at vi havde GameBoys, og det forstår man jo godt (og så spillede vi jo også på fars computer).

Takket være lommepenge og fødselsdagsgave-penge fik jeg dog sparet op til en Nintendo 64, som jeg købte via Den Blå Avis. Man kan undre sig over, hvorfor jeg ikke købte en Sony PlayStation, som jo på alle måder var en bedre maskine (og også den mest solgte). For det første vidste jeg ikke, den var bedre. For det andet, så havde vi altid spillet Nintendo i vores familie. Det var jo dem, som lavede de bedste spil (de eneste spil, vi kendte).

På Nintendo 64 spillede jeg et helt fantastisk spil, som overgik alt jeg nogensinde havde prøvet: Super Mario 64. Pludselig var Mario ikke begrænset til at gå til højre eller venstre, men kunne nu udforske en hel 3D-verden! Min største bedrift som barn var, da jeg besejrede Bowser og befriede Princess Peach.

Jeg fik også et Star Wars-spil med i købet, men det var lidt for svært og knapt så sjovt. Storebror Kristian gav mig “Zelda: Ocarina of Time” i julegave, og han blev meget glad for det. Jeg var stadig ikke interesseret i rollespil. Det mest sociale spil, jeg ejede, var “Diddy Kong Racing”, som vi spillede med min onkel og to kusiner i ferierne – de købte sig også en Nintendo 64, da de havde prøvet vores. (Der er ikke så mange, som ved det, men “Diddy Kong Racing” var faktisk langt bedre end “Mario Kart 64”.) Endelig købte jeg “Super Smash Bros.” – et helt eminent slåssespil!

Sidst jeg prøvede min Nintendo 64, virkede den desværre ikke. :(

Wii 

Da jeg blev teenager, mistede jeg min interesse for spil. Jeg købte ikke en GameCube. Jeg havde fået computer, men jeg spillede ikke på den. I stedet brugte jeg tiden på at chatte på Internettet, se japanske animationsfilm (anime) og ikke mindst skrive. Jeg skrev historier og havde en ambition om at blive forfatter. Min interesse for religion blev større, og jeg udforskede teologi på nettet, ofte gennem diskussioner på internetfora. Spilverdenen blev fremmed for mig.

På et eller andet tidspunkt købte jeg dog en Wii (husker faktisk ikke hvornår). Den var en noget anderledes maskine, som skulle være mere lettilgængelig for folk, som ikke var gamers. I den kategori befandt jeg mig. Jeg havde træningsprogrammer på den og et “wii board”, jeg skunne stå på, som kunne veje mig og fortælle mig om min balance. Jeg havde en plan om at bruge den til at holde mig lidt i form, men jeg havde selvfølgelig ikke disciplinen til at få det gjort – hvis man overhovedet kan sige, at den egnede sig til det formål.

Selv om jeg havde elsket Super Mario 64, så købte jeg ikke nogen Mario-spil til min Wii. Jeg havde ikke længere intentioner om at bruge tid på at spille. Faktisk fik jeg mit første Mario-spil til jul sidste år. Spillene er billigere nu, men vanskeligere at finde, siden Wii’en ikke produceres længere. Wii’en er allerede en gammel maskine. Da jeg fandt den frem igen efter at være flyttet til Norge, måtte jeg købe en adapter for at kunne slutte den til det nye HD-TV. Den vej går det naturligvis med alle konsoller før eller siden.

30 års-gaven

Hele sidste efterår (2016) legede jeg med tanken om at købe en ny spillekonsol. Men når jeg ikke har spillet seriøst, siden jeg var barn, var det et stort skridt at skulle tage, selv om det lokkede. Det endte med, at min kone tog skridtet for mig. Hun gik sammen med nogle venner og gav mig en PlayStation 4 til min 30 års fødselsdag. Dagen efter tog vi dog på ferie til Thailand.

Og her kommer en stor indrømmelse: Hele ferien i Thailand glædede jeg mig til at komme hjem og spille PlayStation! Forstå mig ret, jeg nød skam solen, varmen og svømmepølen, og det var sjovt at ride på en elefant og at se James Bond Island – men jeg glemte ikke min fødselsdagsgave! Vi havde Internet på hotellet, så nætterne brugte jeg på flittigt at læse om PS4-spil og se game trailers på YouTube. Mit store spørgsmål var naturligvis: “Hvad spiller man egentlig, når man ikke kan spille Super Mario?” (Eller: “Findes der gode spil, som ikke er lavet af Nintendo?”)

Dagen efter jeg kom hjem, gik jeg ind i et shoppingcenter og købte “Batman: Return to Arkham”, som indeholder to ældre Batman-spil. De er fra den periode af mit liv, hvor jeg ikke interesserede mig for gaming overhovedet. De er egentlig lavet til PS3, men de blev genlavet (“remastered”) til PS4. Jeg fuldførte “Batman: Arkham Asylum” efter en uges tid og var dybt imponeret over spillet, selv om det er fra 2009. For mig var det “nyt”.

Som forsinket fødselsdagsgave, så har min svigerinde og hendes samboer dog givet mig et rigtigt PS4-spil, nemlig det nye “Final Fantasy XV”. Jeg har hørt om “Final Fantasy”-spil hele mit liv, men de har aldrig fristet mig det mindste. Det virkede for kompliceret. Nu er jeg dog pludselig blevet totalt opslugt af “Final Fantasy XV”, og jeg tror, min kone har følt sig lidt overset på det sidste…

Derudover spilles der lidt “Lego Harry Potter” og en genudgivelse af “Day of the Tentacle”, som mine brødre og jeg spillede på fars PC som børn (et kapitel jeg ikke tog med). “Batman: Arkham City” og “Need for Speed: Rivals” må vente. Mellem jul og nytår gik jeg også i gang med “Super Mario Galaxy” til Wii, men den er også sat lidt på pause, mens jeg dræber monstrer i Final Fantasy, selv om jeg helt sikkert tager det frem igen på et senere tidspunkt.

Kort sagt: Jeg har det sjovt for tiden, og det er ikke værst at fylde 30.