Er kristendom i det hele taget relevant lige nu?

Ateistisk Selskab har prydet busserne med spørgsmålet “hvorfor tro på en gud?”, og det har tilsyneladende haft en effekt. I hvert fald melder folkekirken om en usædvanlig stor udvandring i disse tider – sandsynligvis ikke fordi folk har taget mere stilling til deres tro nu end tidligere, men snarere fordi debatten har motiveret mange af dem til at tage konsekvensen af den (mangel på) tro, som de allerede har.

Jeg har allerede givet udtryk for, hvad jeg synes om kampagnen, og jeg har også forsøgt at svare på spørgsmålet om Gud, så vil ikke gøre mere ud af lige netop dét. Men et andet spørgsmål, som jeg ikke adresserede, går på, om kristendommen stadig er relevant.

Måske sandt, men er det relevant?

Spørgsmål om relevans er anderledes end spørgsmålet om sandhed. De hænger selvfølgelig sammen. Usandheder og løgne er næppe relevante, men at noget er sandt gør det heller ikke i sig selv relevant. Jeg ved, at flere afviser kristendommen, ikke først og fremmest motiveret af en åbenlys mistro til dens påstande, men snarere fordi de ikke føler, at kristendommen har nogen betydning for, hvordan de skal leve deres liv.

“Det kan godt være, at Jesus er Guds søn, og at han gik på vandet og helbredte syge, men hvad har det med mig at gøre?”

Mange kirker og præster (og dedikerede medlemmer) har svigtet de mennesker, der spørger sådan. De har måske insisteret på, at Jesus virkelig gik på vandet, men de har ikke adresseret, hvad dette har med os at gøre, og hvilken rolle det spiller i 2016.

Er gammeldags moral relevant?

Ateistisk Selskab lader til at tro, at det er en grundlæggende videnskabelig sandhedssøgen, som ligger til grund for, at folk melder sig ud af kirken. Men snak med folk, der har meldt sig ud, og det lader til, at de ikke har mere eller mindre forstand på videnskab end mange, som forbliver i kirken. Grunden til at mange forlader folkekirken er moral.

Jeg bor i Norge, og den store nyhed på TV i går var debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle. Hvis noget kan vække folks vrede i et moderne vestligt og sekulariseret samfund, så er det dette. “Siger du nej til homoseksuelle par? Hvor vover du! Ved du ikke, at vi befinder os i 2016, og at vi derfor ved bedre, hvad kærlighed er og hvad ægteskab går ud på, end menneskeheden gjorde for 100 år siden?”

Kirkens syn på sex og kærlighed er forældet, føler de fleste. Kvinden bestemmer over sin egen krop, og derfor kan hun abortere ufødte, hvis hun vil. Det står alle frit for at have sex med hvem de vil (så længe de er over 15 og samtykker). Hvis man vil skilles, så er det et personligt valg, som heller ingen skal blande sig i. Enten må kirken acceptere, at tiderne har ændret sig og tilsvarende ændre sine egne værdier, eller også må den acceptere, at folk ikke længere synes, at kirken er relevant.

Selvfølgelig opleves det som helt modsat af kirkens konservative medlemmer. For dem har kirken aldrig været mere relevant end lige netop nu! Ifølge dem lever vi i den tid, som de traditionelle holdninger er som skabt for. Det er jo tydeligvis nu, folk har brug for at høre, hvad Gud egentlig vil have. Tanken er ikke svær at følge, hvis vi stiller det lidt enkelt op: Hvad kunne være mere relevant for et tiltagende “perverteret” samfund end at høre, hvad som er “rent” og “helligt” og “godt”, og hvad Gud egentlig ønsker af os?

Spørgsmålet om relevans bliver dermed kogt ned til et spørgsmål om kirkens moral – om vi er på dens side, eller om den er på vores.

Forkerte spørgsmål og irrelevante svar

Om kristendom er relevant kommer selvfølgelig an på, hvad vi definerer som kristendom. Jeg tror, at kristendommen, som voksede frem for cirka 2.000 år siden, er relevant. Jeg tror ikke nødvendigvis, at kristendommen, som formidles af mange kirker i dag, er det.

Generelt kan man måske rette en kritik mod kirken, som lyder, at kirken svarer på spørgsmål, som folk ikke stiller, og den svarer ikke på spørgsmål, som folk faktisk stiller.

relevance

Men hvad er de største spørgsmål, som vi står overfor lige nu?

Her er nogle af mine bud:

  • Hvad stiller vi op med økonomien? Hvad gør vi ved kapitalismen og det faktum, at vi må producere mere og mere, købe mere og mere, og så det faktum, at verden ikke har uendelige ressourcer, og at vi derfor uundgåeligt bevæger os imod afgrunden? Hvordan forholder vi os til de fattige og de “udsatte” blandt os? 
     
  • Hvad stiller vi op med miljøet? Hvad gør vi ved, at vores fastlåste økonomiske system tilsyneladende er afhængig af en mijøskadelig udnyttelse af verdens ressourcer? Hvad stiller vi op med det faktum, at hvert enkelt husholdning bidrager til ødelæggelsen af det økologiske system? At havene fyldes med skrald? At ozonlaget smuldrer, isen smelter, befolkninger må emigrere pga. resulterende naturkatastrofer, osv.?
     
  • Hvordan skal vi forholde os til krig og terror? Hvordan undgår vi at besvare aggression med aggression og på den måde bidrage til flere fjendebilleder og flere terrorister? Hvad stiller vi op med alle krigsofrene og flygtningene?
     
  • Hvad stiller vi op med alle de sociale problemer, som stadig hjemsøger vort samfund, måske endda mere end tidligere? Hvad gør vi ved, at 33.000 danskere har et stofmisbrug? Hvad stiller vi op med de over tusind seksuelle overgreb på børn og unge (under 15 år), som anmeldes hvert år? Og hvordan får vi gjort noget ved de mange overgreb, som ikke anmeldes, men som ties ihjel eller dækkes over i misforstået solidaritet? Hvordan får vi integreret de mange udlændinge, som dominerer voldsstatistikkerne?

Har kristendommen gode svar på disse spørgsmål, så kan man sige, den er relevant. Nogle af svarene hører man måske i kirkerne rundt omkring. Andre finder man først, hvis man selv undersøger kristendommens rødder: Jesus og Bibelen.

Hvad Jesus stod for

Hvis man skulle basere, hvad man troede om Jesus på, hvad man hører om kristne i medierne, så ville man måske stå tilbage med et billede af en konservativ politiker, som snakkede i et væk om “retfærdig krig”, “abort” og “homoseksualitet”.

Det er godt, at der i de fleste hjem stadigvæk står en Bibel eller to, for så er dette rygte forholdsvis let aflivet. Det er bare at åbne den.

Jesus’s yndlingsemne var “Guds rige”.
Hans budskab var, at “Guds rige er kommet nær”.

Han fortalte lignelser og gjorde mirakler. Som sagt gik han på vandet, og han gjorde også vand til vin, men derudover helbredte han folk fra alverdens sygdomme og lidelser, og han konfronterede dæmoner og jagede dem ud af folk. Han anerkendte folk og løftede dem op fra deres håbløse livssituationer. Han oplærte en gruppe unge mænd til at gøre som ham og sendte dem ud til omkringliggende byer, hvor de sagde det han sagde (de gode nyheder om Riget) og gjorde det han gjorde (helbredte folk og jagede dæmoner ud).

Historien slutter med, at Jesus dør på et kors, og tre dage senere står han op. Umiddelbart efter forlader han disciplene for at være hos sin Far i himlen, indtil han skal komme igen. Betydningen af denne mystiske slutning på evangelieberetningerne uddybes i resten af Det Nye Testamente, hvor det beskrives, at hvad Gud har gjort med Jesus, det vil han gøre med resten af verden. Jesu liv var en forsmag på den Nye Verden, som Gud vil stifte engang i fremtiden. Det kristne liv skal i sig selv være en forsmag på den fremtid – ved at de kristne lever et liv, som ligner på Jesu liv. Og vupti – dér har du kristendommens relevans.

Kristendommens svar

Hvis dette er rigtig kristendom – i stedet for det “kristendom”, som vi møder i mange kirker – så kan det besvare mange af vores spørgsmål, og det kan ultimativt løse mange af vores problemer, hvis ikke dem alle. Hvis dette er den egentlige kristendom, så er det også relevant, i hvert fald hvis det samtidig er sandt.

Kristendommen kan revolutionere vores økonomi ved at lære os en ny måde at forholde os til rigdom på. Det kristne verdensbillede antager, at alting tilhører Gud, og derfor er det til låns. Vores opgave som mennesker er at forvalte det på en god og ansvarlig måde, som kommer vores medskabninger til gode, altså som Jesus gjorde og lærte folk at gøre. Dette udfordrer de fleste virksomheders egoistiske mål om at generere en indtægt og udvide. I stedet burde det økonomiske system være indrettet ud fra idealer om bæredygtighed og solidaritet med resten af Guds skaberværk. En kristen økonomi er centreret omkring medmenneskelighed og ansvar.

Dette spiller naturligvis ind i spørgsmålet om miljøet. I et verdensbillede uden Gud er det let at forestille sig, at vi har lov at gøre, hvad vi vil med verden og dens ressourcer. Menneskeheden kan tæmme verden og forandre den efter forgodtbefindende. Men i et kristent verdensbillede står mennesket til ansvar overfor Skaberen. Mennesket er sat til at tage vare på både planter og dyr. Desuden har den kristne en forventning om en genoprettelse af alt det skabte, som menneskeheden har korrumperet. Vi loves endda et opgør med selve døden. I den forventning kan den kristne ikke andet end arbejde imod det samme mål om en grøn verden.

Det er dog i spørgsmålet om krig og terror, at Jesu eksempel oftest er blevet overset. Der kan argumenteres for, at kristendommen blev perverteret allerede i 300-tallet, da den gik fra at være en fredelig græsrodsbevægelse til at være en aggressiv statsreligion. Det har den været lige siden. Jesus var dog helt åbenlyst imod vold. Det kom sig af, at han i stedet var for kærlighed, tjeneste og selvopofrelse, som han gjorde sig som det ultimative eksempel på. Med disse magtmidler – for det er hvad de er – kan Gud gøre i verden, hvad han aldrig ville opnå med vold: Forandrede hjerter. Der findes eksempler på denne form for magt op gennem verdenshistorien, Ghandi og Martin Luther King Jr., men skal vi bygge en fredelig verden, så er dette vejen frem, og Jesu eksempel har aldrig været mere relevant end i dag. (Tænk i øvrigt hvor mange krige kunne være undgået og hvor mange menneskeliv være reddet, hvis vi havde “vendt den anden kind til”.)

Den kærlighed, omsorg og respekt, som Jesus eksemplificerede, er også, hvad verden har brug for, hvis den skal komme de mange sociale udfordringer til livs. Det lyder måske naivt, men jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente, jeg havde belæg for det: Den vigtigste årsag til meget stofmisbrug er omsorgssvigt. Der er en klar korrelation mellem ikke at have haft emotionelt nærværende forældre og omsorgsgivere og det at blive misbruger senere i livet. Overraskende nok kan det samme siges om at få kræft og hjertekarsygdomme. (Læs mere her.) Disse fakta kan nok påføre mange forældre skam og skyldfølelse, men pointen er ikke at pege fingre, men at vende udviklingen. Jesu lignelse om “Den fortabte søn” giver en god og relevant opskrift på, hvordan vi bedst kan elske vores børn, samtidig som den fortæller os, hvor elskede vi selv er (af Gud).

Kristendommens relevans

Løsningen på de fleste problemer ligger i den attitude, som Jesus lærte os med sit eget eksempel, hvor han gav værdi til samfundets udstøtte. Dengang var det spedalske, samaritanere og kvinder, men disse kan let tjene som analogier for samfundsgrupper i dag. Hvis vi løftede folk op, som Jesus gjorde, i stedet for at tale ned til dem eller endda ønske dem langt væk, så ville det forebygge mange af vores mest omfattende problemer. Det ville med andre ord gøre kristendommen relevant igen.

Udgivet i Kristendom, Moral og etik | Skriv en kommentar

“Hvorfor tro på en gud?” spørger busserne

“Hvorfor tro på en gud?” står der for tiden på en del danske busser (kilde: DR). Afsenderen er Ateistisk Selskab, og det er ikke godt at vide hvor mange penge, de har brugt på at få tanken derud. Idéen har de sikkert stjålet fra England, hvor en lidt mere aggressiv kampagne kørte med påstanden “There probably is no god”.

Nogen bliver sure over spørgsmålet. “Hvor vover de at blande sig i folks private overbevisninger på den måde!” Men jeg er ikke sur. Jeg synes, det er et godt spørgsmål, som vi godt kan tage op. Det faktum, at det kommer fra Ateistisk Selskab, giver mig dog det indtryk, at spørgsmålet mest af alt er retorisk.

Hvis noget afslører dem, så er det da også deres formulering. De vælger at skrive “en gud” i stedet for “Gud”. Det er typisk ateister at forholde sig til spørgsmålet på den måde. For virkeligheden er jo den, at de fleste religiøse mennesker tror jo ikke på en gud, men på Gud. En gud – fx Thor eller Zeus – er jo underlagt skaberværket. Han er begrænset af verdens love og de fysiske rammer. Gud, derimod, er ikke begrænset af naturen, men står over den som Skaberen af alt, den Ultimative Virkelighed, som findes udenfor tid og rum og opretholder altings eksistens. Dette er forskellen på Gud og “guder”. Men det er selvfølgelig lettere at angribe “guder” end Gud, så det gør (mange) ateister, når de debatterer spørgsmålet – springer over hvor gærdet er lavest.

Er du nysgerrig?

Så hvorfor tro på Gud? Jo, først og fremmest har jeg lyst at redegøre for min nysgerrighed. Jeg tror på Gud, fordi vi lever i en meget mærkelig og tiltagende uforklarlig verden, som udfordrer mig til at stille spørgsmål, som videnskaben ikke engang kan drømme om at besvare. Jo mere videnskaben afdækker, desto mere gådefuld synes alting nemlig at være, og vores nyeste fund synes at gå imod alle vores forventninger og intuitioner, både i det kolossalt store (kosmos) og i det mikroskopiske små.

Tænk på hvordan alting synes “fast” – og dog har vi fundet ud af, at masse egentlig er energi, og at det meste af et atom (fra kernen til elektronen) er tomrum. Undersøger vi kosmos, så finder vi love, men også urokkelige konstanter, og vi møder grænsen for, hvad vi reelt kan undersøge – uden at vi af den grund mister spørgsmålet: Hvorfor er det sådan som det er?

Videnskabens begrænsninger er tydeligere end nogensinde. Og før du tror, at dette er et “God of the gaps”-argument, så tro om igen. Det handler om videnskaben som ideologi og som metode, hvad den kan og ikke kan. Det er endnu ikke lykkedes os at krydse kløften mellem vores kundskab om verden og vores eksistentielle spørgsmål. Vi ved mere end nogensinde før, om hvordan alting hænger sammen, og hvor det hele kommer fra. Alligevel er vi ikke kommet ét skridt nærmere svar på spørgsmål som “Hvad er meningen med det?” og “Hvorfor er vi her?”

Udfordringen er lige så stor, når det gælder etik. Selv om videnskab bruges til at træffe etiske afgørelser hele tiden, så er det som information, der bearbejdes af principper, vi har fra filosofien (ikke fra videnskaben). Med andre ord, videnskaben kan ikke i sig selv fortælle os, hvad som er rigtigt og forkert. Den kan bare vise os, hvordan tingene er, og så må vi selv regne ud derfra, hvordan alting bør være.

Hvad alt dette efterlader os med er intet mindre end en række ubesvarede spørgsmål. Svarene ligger udenfor den videnskabelige metodes rækkevidde, godt inde i filosofien og måske endda teologien. Men spørgsmålene har vi alligevel, selv når ateister vil forklare os, at disse spørgsmål er uinteressante eller meningsløse. Vel er de ej – det er bare jer, som har opgivet jeres nysgerrighed og derfor ikke tør underholde tanken længere, om at der sandsynligvis er mere mellem himmel og jord, end hvad måleinstrumenter kan registrere.

Kendte argumenter

Nysgerrighed er dog ikke alt vi har. Vi har også ting, som synes at sandsynliggøre Guds eksistens. Nogen af disse ting har vi alle sammen. Det ligger lige for næsen af os, eller bag næsen: Vores egen bevidsthed.

Der er noget magisk og meget underligt over at være menneske. Tænk, at vi er vågnet op her og kan snakke om disse ting. Nogen vil gerne forklare os, at det er tilfældigt vi er her. Nogen insisterer på, at vi bare er her for at reproducere og overleve. Mange vil endda sige, at alt, hvad vores hjerne er i stand til, er formet ud fra dette. Men alle, som er introspektive, og som har en nysgerrighed og forundring over det at være menneske, kan se, at sådanne forklaringer ikke er nok. De mangler ikke bare kompleksitet, men de synes heller ikke at tage vores sjæleliv alvorligt. Jeg mener ikke “sjæl” i platonisk forstand – jeg snakker om den almenmenneskelige oplevelse af at være et menneske med tanker og følelser og en ånd, som kan værdsætte smuk kunst og kærlighed og “det gode”, som tydeligvis ikke kan koges ned til biologiske processer.

“Ønsketænkning,” vil nogen sige, men jeg tror, det kræver en kynisk fornægtelse af det komplekse selv og muligvis nogle skyklapper. For mig er denne oplevelse – som er vanskelig at sætte ord på, indrømmet – et tegn på, at der er en Gud, en overordnet virkelighed, sandsynligvis af personlig karakter, som har sat os i denne mystiske verden med en hensigt.

Der findes mange andre argumenter, selvfølgelig. Her er nogle af de mest kendte:

Hvis Gud ikke findes, så findes der ikke objektiv moral.
Men objektiv moral findes.
Derfor må Gud også findes.

Alt, som har en begyndelse, har en årsag.
Universet har en begyndelse.
Universet må have en årsag.

Disse argumenter og andre (for eksempel fine-tuning) er værd at tænke og fundere over. Jeg siger ikke, de nødvendigvis er sande eller holder helt stik med virkeligheden, men de er gode. Om ikke andet, så viser de i hvert fald, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at tro på, at Gud er til. Muslimer kan værdsætte disse argumenter lige så vel som kristne og jøder. Der findes dog også argumenter internt i religionerne, som kan være værd at vurdere. Personligt er jeg for eksempel meget fascineret af argumentet for Jesu opstandelse.

Når man kigger på de historiske fakta omkring Jesu opstandelse, så er historikerne blevet enige om flere interessante ting. Disciplene så ham efter hans død, og de var villige til at dø for den påstand. Graven var tom, så romerne ikke kunne aflive historien. Paulus så ham også, og Jakob, som ellers aldrig havde troet på Jesus inden hans død, vendte på en tallerken og blev leder af kirken i Jerusalem. Var de gale? Intet tyder på det. Løj de? Selv ateistiske historikere benægter dette – hvad de end så, så troede de på det selv, for de gik gerne i døden for det. Hvis Jesus stod op fra graven, så er det et væsentligt argument for troen på ham – og på Gud, som han udgav sig for at repræsentere.

Det er rationelt

Ateister taler af og til om vores kundskab i dag, som om videnskaben har bevist, at Gud ikke findes. Det er vanskeligt at se for sig, hvordan noget sådan skal have fundet sted. Det er ikke en litmus-test. Selv hvis vi har bekræftet en teori som Darwins – at alle levende organismer er beslægtede, og at naturlig udvælgelse sorterer i tilfældige mutationer for at producere de mest levedygtige organismer, som kan formere sig – så siger det stadig ikke noget om Guds eksistens. Gud er ingen steder at finde i Darwins teori. Den handler i bedste fald om skabningerne og skaberværket, ikke om Skaberen.

Troen på guder er selvfølgelig vanskelig at bevare. Richard Dawkins bruger eksemplet “feer i haven”, og jeg har bemærket, at mange ateister gladeligt taler om enhjørninger. Jeg gad vide, om de taler udenom det væsentlige spørgsmål med vilje. Hvis der fandtes “feer i haven” og enhjørninger, så var de jo bundet af naturens love. Men Gud er pr. definition større, så kan vi snakke om ham i stedet?

Meget tyder på Gud. Hvis vi er nysgerrige og åbne for at tænke dybere om virkeligheden, så tror jeg også, vi vil se, at troen på Gud slet ikke er så irrationel, som Ateistisk Selskab formodentlig gerne vil have det til at se ud.

Udgivet i Kristendom, Religion | 1 kommentar

100 (gode) grunde til at revurdere ”Helvede”

Som om indlægget ikke var langt nok i forvejen, så har jeg besluttet, at der er en lille række småting, som er nødvendige at sige, før jeg går til sagen og diskuterer Helvede.

For det første, fortabelsen (og Helvede) er forfærdeligt. Dette indlæg er ikke skrevet som et forsøg på at sige det modsatte. Fortabelse er evig adskillelse fra Guds kærlighed. “Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.” (Hebr 10,31) Det er forfærdeligt at tænke på, men endnu værre at skulle opleve. Der er heldigvis ingen af os, der behøver opleve det. Jesus kan frelse os. “For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.” (Rom 10,9) Der er nåde og tilgivelse til alle, som ønsker at tage imod det.

For det andet, spørgsmålet om helvede er ikke et frelsesspørgsmål – det er selvsagt ikke noget, man kommer i helvede for at tro på – eller ikke tro på. Grunden til at det alligevel er vigtigt er, at det fortæller noget væsentligt om hvem Gud egentlig er. Det har derfor stor betydning for oplevelsen af at være kristen. Mange er blevet ateister i vrede over helvede, og mange er blevet kristne i frygt for “evig pine”. Spørgsmålet har altså store konsekvenser uden at det i sig selv er det afgørende.

Den tredje ting, jeg vil gøre opmærksom på, er, at de to synspunkter, som diskuteres i dette indlæg, ikke er de eneste to alternativer som findes i diskussionen om Helvede. Nogen tror i stedet på “universalisme”, altså at alle mennesker engang vil blive frelst. Jeg tror ikke på det, selv om jeg gerne skulle ønske, alle blev frelst. Bibelen siger, at Gud også ønsker dette (1 Tim 2,3-4) – men siger dog også, at mange vil lide en evig straf. Jeg tror dog på, at frelsen er universal i den forstand, at alting til sidst vil være underlagt Gud.

Den fjerde ting, som skal ud med det samme, er, at dette indlæg vil være mest nyttigt for dem, som allerede kender og tror på Bibelen. Hvis du ikke ved noget om kristendommen, så er dette et ganske dunkelt og forvirrende sted at starte. Da fokusset er på fortabelsen, bliver der ikke brugt nær så meget tid på at forklare frelsen og introducere personen Jesus og andre vigtige emner. Hvis du ikke tror på Bibelen, så vil hele diskussionen nok synes ret irrelevant i udgangspunktet – om det i givet fald vil være underholdende læsning, skal jeg dog ikke kunne sige. Helvede har trods alt haft en fast plads indenfor fiktion og underholdning i flere århundreder.

Hvad menes med “evig død”?

Det traditionelle syn kender vi alle. De fleste kristne tror, at de fortabte skal blive dømt til evig pine i Helvede. Det bliver uden håb og uden pauser. For altid skal de fortabte lide i flammerne, mens de frelste skal nyde Guds velsignelser i himlen og på den nye jord. Det er dog ikke alle, som deler denne opfattelse af himlen og helvede. Der findes alternativer til det traditionelle syn på fortabelsen.

Det mest kendte alternativ kaldes “conditionalism eller “conditional immortality”. På engelsk betyder “on condition” “på betingelse af”. “Conditionalism” siger, at udødelighed er betinget. Vi kan kun leve evigt, hvis vores liv bliver opretholdt af den levende Gud. Det traditionelle syn på fortabelse og helvede antager derimod, at vi alle har en udødelig sjæl i udgangspunktet. “Conditionalism” er uenig i netop dette punkt og siger: “Nej, vi har ikke en udødelig sjæl! Kun Gud er udødelig; vi andre kan derfor kun blive det, hvis Gud giver os liv. Den naturlige konsekvens af ikke at følge Gud er derfor døden.”

Et andet ord, som var mere populært i gamle dage, var “annihilationism”. På engelsk er det at blive “annihilated” at blive “udslettet” eller “tilintetgjort”. Det traditionelle syn på fortabelsen siger, at i Helvede vil vi blive udsat for pine til evig tid, mens “annihilationism” siger: “Nej, i helvedes flammer vil den fortabte sjæl blive udslettet.” I dag foretrækker mange at identificere sig med “conditionalism” frem for “annihilationism” af forskellige årsager.

De, som tror på “evig pine”, kalder jeg i dette indlæg for “traditionalister”. Det betyder imidlertid ikke, at deres syn på fortabelsen er det eneste, man kan finde i kirketraditionen. Deres opfattelse har naturligvis en lang tradition bag sig, og samtidig er tradition måske én af de primære grunde til, at de fremdeles holder fast i et synspunkt, som, efter min mening, har et meget skrøbeligt bibelsk grundlag – hvilket jeg vil argumentere for i det følgende.

Satans-Waitin

De 100 grunde

Det er nu tid til argumenterne. For at gøre det lidt lettere, så har jeg valgt at inddele dem i kategorier, selv om de naturligvis overlapper hinanden, og nogen vil muligvis blive gentaget med en lidt anden vinkel, så ikke tag antallet 100 alt for seriøst (du er dog velkommen til at tælle). Alle bibeltekster er fra 1992-oversættelsen, medmindre andet er opgivet, og jeg vil fremhæve skriftsteder med lilla, så de bedre skiller sig ud. Jeg vil også gøre flittigt brug af understregning for at fremhæve ord og argumenter.

Mange bibeltekster har du sikkert læst før, men det kan være, du ikke har været vant til at høre dem på den måde. Det kræver måske endda lidt koncentration og mental indsats for at høre, hvad de faktisk siger, hvis du er vant til at læse dem på en anden måde. Jeg opfordrer dig til at gøre den indsats.

Nogle af argumenterne er opsummerende og generelle af natur, mens andre er mere specifikke og fungerer som belæg. Vær derfor opmærksom på, hvad som kommer før og efter og vær særlig opmærksom på vigtige nuancer i formuleringerne. Dette er et langt indlæg, og jeg anbefaler, at du ikke læser det hele til ende på én gang. Det har krævet mange timer at skrive, og det vil nok også kræve lidt tid at læse og tænke igennem.

Det Gamle Testamente generelt

  • Det Gamle Testamente præsenterer konsekvent de fortabtes skæbne som døden.
  • Det Gamle Testamente præsenterer aldrig de fortabtes skæbne som “evig pine”. 
  • Det Gamle Testamente siger, at de lydige skal leve. Ud fra det kan vi forstå, at de ulydige ikke skal leve, hvilket udelukker en tilstand af evig pine.

Første Mosebog (Begyndelsen)

  • Om Kundskabens Træ siger Gud til Adam: “den dag du spiser af det, skal du !” (1 Mosebog 2,17) Gud sagde intet om “evig pine” til Adam. Hvis det at spise af træet medførte “evig pine”, så havde Gud garanteret ment det værd at nævne overfor de første mennesker, der stod med beslutningen om at adlyde ham eller lade være. Tænk på at deres valg også havde konsekvenser for resten af menneskeheden. 
     
  • Ja, jord er du, og til jord skal du blive.« (1 Mos 3,19) Græske filosoffer beskrev af og til døden som adskillelsen af krop og sjæl. Det gjorde hebræerne dog ikke, de beskrev det som forvandlingen til jord. Dette vers forklarer altså, hvad “død” egentlig betyder. Hvad Gud her beskriver er faktisk skabelses-processen baglæns: Gud formede mennesket af jorden og gav det liv (1 Mos 2,7), men i døden tages livsånden tilbage og mennesket bliver dernæst til jord (jf. Sl 104,29). Slut-resultatet er døden, som også var den tilstand, vi alle befandt os i, før vi undfanget.

  • Der er forskel på “ånde” og “ånd”. Hvad Adam fik af Gud var “ånde”. Dette gjorde ham til et levende “væsen” (hebraisk: “nephesh”) – eller som der står i en ældre dansk bibeloversættelse (og i mange andre): “Og mennesket blev en levende Sjæl” (1 Mos 2,7) Kroppen er en del af sjælen. Med andre ord, når kroppen dør, så dør sjælen også, og “ånden” vender tilbage til Gud (jf. Præd 12,7). Første Mosebog giver os en grundlæggende forståelse af menneskets sammensætning, som strider med senere opfattelser af sjælen som noget, der kan leve videre uden krop. (Vi kommer mere ind på dette til sidst i artiklen.) 

Guds måde at straffe på i Det Gamle Testamente

Når Gud straffer syndere i Det Gamle Testamente, så er det konsekvent med døden, ikke med evig lidelse. Disse begivenheder er ikke glemt i Det Nye Testamente, men kommer til at tjene som pædagogiske eksempler på, hvad der skal ske med de ugudelige til sidst. 

  •  Den Store Vandflod. »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« (1 Mos 6,7) Når Gud fortryder, at han har skabt et menneske, hvad er da det logiske for Gud at gøre? At udsætte det for pine? Eller at lade det “gå tilbage til jorden”, som beskrevet for Adam?
     
  • Med udgangspunkt i denne historie advarer Jesus: “Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt 24,37-39) Syndfloden dræbte de ugudelige; den bragte dem ikke til et sted, hvor de skulle pines (for evigt). Sådan skal det også blive til sidst, forklarer Jesus.
     
  •  Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra. Da “lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen” (1 Mos 19,23-24) Det er her hele ideen om “svovl og ild” (“fire and brimstone”) oprindeligt kommer fra. Da Abraham “så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn.” (1 Mos 19,28) Her møder vi første gang billedet af smelteovnen og røgen, som stiger op.

  • Store dele af Bibelen (både Det Gamle Testamente og Det Nye) bruger udryddelsen af Sodoma og Gomorra som et eksempel på, hvad Gud skal gøre med alle ugudelige. (Es 13; Jer 50; Rom 9,27-29; Jud 1,7; 2 Pet 2,6). Det er dog netop et eksempel på udslettelse og død og altså ikke evig pine.

Salmernes Bog: De uretfærdiges skæbne

  • Salmernes Bog er på mange måder den vigtigste bog i den hebraiske Bibel, da den var udgangspunkt for synagogens liv. Dette var de sange, som Jesus sang! Bogen adresserer også spørgsmålet: “Hvad skal ske med de ugudelige og synderne?” Svarene peger konsekvent mod døden, aldrig mod evig pine. Derfor kan hvert enkelt af følgende vers betragtes som en (god) grund til at revurdere helvede:
     
  • Herren kender de retfærdiges vej,
    men de ugudeliges vej går til grunde.
    ” (Sl 1,6)
     
  • De ugudelige skal vende tilbage til dødsriget,
    alle folkeslag, der glemmer Gud.
    ” (Sl 9,18)

  • Han opsluger dem i sin vrede, og ilden fortærer dem.” (Sl 21,10b)
  • I Salme 37 skriver David, at de ugudelige vil “visne” og “tørre ud” (vers 2), vil forsvinde sporløst (vers 10), at “deres sværd rammer dem selv i hjertet” (vers 15), at de “går til grunde” og “forgår i røg” (vers 20), at de “udryddes” (vers 22, 28 og 34). Som han siger i vers 38, “alle syndere tilintetgøres, uretfærdige har ingen fremtid.” Der står imidlertid intet om “evig pine”.
  • De styrer mod dødsriget som får, døden er deres hyrde, og retskafne skal herske over dem ved daggry. Deres skikkelse tæres bort, dødsriget bliver deres bolig.” (Sl 49,1-16)
     
  • Dog, Gud skal ødelægge dig for evigt,
    han skal rive dig ud af dit telt,
    rykke dig op med rode fra de levendes land.
    ” (Sl 52,7)
     
  • Døden skal ramme dem,
    levende skal de styrte i dødsriget;
    for der er ondskab i kammeret i deres indre.
    ” (Sl 55,16)
     
  • De skal flyde ud, som vand siver bort,
    de skal visne som græs ved vejen,
    som sneglen, der opløses i slim,
    som et dødfødt barn, der aldrig får solen at se.
    Før deres tornebusk vokser til tjørnekrat,
    blæser han dem væk i vrede som tidselfrø.
    ” (Sl 58,8-10)
     
  • Som røg vejres bort
    som voks smelter for ilden
    går de uretfærdige til grunde foran Gud
    ” (Sl 68,3)
     
  • Så hurtigt de går til grunde!
    De omkommer, de bliver tilintetgjort af rædsler.
    ” (Sl 73,19)
     
  • For de, der er fjernt fra dig, går til grunde,
    du tilintetgør alle, der er dig utro.
    ” (Sl 73,27)
     
  • Han lod deres dage ende i tomhed,
    deres år i den bratte død.
    ” (Sl 78,33)
     
  • De uforstandige forstår ikke,
    og tåberne fatter ikke,
    at de uretfærdige skyder op som planter,
    og at alle forbrydere blomstrer,
    blot for at blive tilintetgjort for evigt;
    men du bor for evigt i det høje, Herre.
    ” (Sl 92,7-9)
     
  • Han lod deres uret komme over dem selv
    og tilintetgjorde dem i deres ondskab.
    Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
    ” (Sl 94,23)
     
  • du skjuler ansigtet, og de forfærdes,
    du tager deres ånd bort, og de dør
    og bliver til jord igen
    ” (Sl 104,29)
    (Apropos hvad Gud sagde i 1 Mos 3,19)
     
  • Den urettferdige ser det og blir sint,
    skjærer tenner og tæres bort.
    De urettferdiges lengsler blir til intet.

    (Sl 112,10, norsk 2011)
     
  • Herren beskytter alle dem, der elsker ham,
    men alle de ugudelige udrydder han.
    ” (Sl 145,20)

Profeterne om de ugudeliges skæbne

  • Esajas 33,11-12: “I undfanger hø og føder strå,
    jeres ånd er en ild, der fortærer jer.
    Men folkene skal brændes til kalk,
    som tjørn, der er fældet, går de op i flammer.

     
  • Daniel 12,2: “Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.” Når Det Gamle Testamente taler om at være “til evig afsky”, så handler det om, at de overlevende, som finder éns efterladte (døde) krop, vil væmmes ved synes, akkurat som i Esajas 66,24: “Og de skal gå ud og se på ligene […] De skal være til afsky for alle mennesker.
     
  • Malakias 3,19-21: “Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller grene tilbage. Men for jer, der frygter mit navn, […] I skal trampe de ugudelige ned, så de bliver som støv under jeres fødder

Evangelierne: Jesu død åbenbarer hvad “fortabelse” er.

  • Jesus tog straffen for synd på sig for at du og jeg skulle gå fri. Bibelen siger, at han døde for os og i stedet for os. (Es 53; Rom 5,6-8; 2 Kor 5,21; Gal 3,13; Kol 1,21; 1 Tim 2,5-6; Tit 2,14, Hebr 2,9; 9,28; 1 Pet 2,24; 3,18; 1 Joh 3,16; Åb 1,5) Læg dog mærke til dette: Hans stedfortrædende straf var ikke “evig pine”, men døden. Henrettelsen af Jesus – hans død på korset – er derfor et meget bogstaveligt eksempel på, hvad de fortabte har i vente.
     
  • Jesus er Lammet, ifølge bibelsk symbolik (Joh 1,29; 1 Kor 5,7; Åb 5,12). Helt siden Adam og Eva har ofringen af et lam været et symbol på stedfortrædelsen, og før udvandringen fra Egypten ofrede israelitterne et lam (=påskelammet), hvis blod de smurte på dørkarmene for at Dødsenglen skulle skåne deres førstefødte (2 Mos 12,12-13). Det var dog ikke ved lammets pine, at mennesket blev renset eller reddet, men ved lammets blod, dets død. (Ellers havde Gud vel instrueret israelitterne i at torturere fårene, når de ofrede dem.) Døden er nemlig, hvad den fortabte har i vente, og derfor er det prisen, som måtte betales.
     
  • Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.” (Joh 10,17-18) Også her fremgår det, hvad prisen er, og hvordan Jesus betalte den. Det væsentlige ved Jesu offer er ikke hans lidelser, men hans død. Derfor er det bibelske fokus konskekvent på det faktum, at Jesus gav sit liv. Hvorfor skulle dette være fokusset, hvis selve straffen for synd er “evig pine”, og hvis det var gennem denne pine, at Jesus betalte prisen? Ud fra dette rationale havde han jo ikke engang behøvet at dø.
     
  • At Jesus døde efter sine lidelser var ikke tilfældigt. Døden var resultatet af, at han fik verdens synder lagt på sig (Es 53,4-6; 1 Pet 2,24) og at han derfor blev separeret fra Faderen (Matt 27,46). Som Adam og Eva erfarede, da de blev smidt ud af Haven (1 Mos 3,22): Afskåret fra Faderen kan intet menneske overleve. Det samme vil hvert fortabte menneske opleve, når Gud for alvor overlader det til sig selv.

Jesu ord om ‘Gehenna’ og fortabelsen

  • Før Jesus sagde noget som helst, så sagde Johannes Døberen: “Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” (Matt 3,10) Det var en kendt praksis og en kendt metafor for, hvad Gud vil gøre med de uduelige. Hveden samles i lade, “men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes” (Matt 3,12) Pointen her er tydeligvis at smide det ubrugelige ud og destruere det. Der er intet i denne metafor, som peger mod “evig pine”.
     
  • Når Jesus talte om fortabelsen, så brugte han de samme ord, som profeterne havde brugt før ham. Jesus tilføjede ikke noget nyt til dette emne, og han ændrede ikke på vidnesbyrdene fra Moses eller profeterne. Han brugte sprog og billeder fra sin egen hebraiske tradition, og vi kan derfor antage, han var enig i det, som allerede var blevet åbenbaret vedrørende fortabelsen i Det Gamle Testamente.
     
  • Selve ordet “Helvede” findes ikke i Bibelen. Når du alligevel finder ordet i din danske Bibel, så er det fordi det er sådan, man har valgt at oversætte ordet “Gehenna”. “Gehenna” var en reference, som bare borgerne i Jerusalem kendte til: Hinnom-dalen. Dette var et forfærdeligt sted, på Jesu tid brugt som losseplads. Her var der også maddiker og ild, som bidrog til Jesu beskrivelser. Dalen havde desuden en grusom fortid. Blandt andet var det her, små børn var blevet ofret til afguden Ba’al!
     
  • Udover Gehenna, så refererede Jesus mest til Det Gamle Testamente. Et af de mest almindelige billeder, han brugte, var “ild”. Ild er til dels en reference til Gud selv, som åbenbarede sig for Israel gennem ild ved flere lejligheder (2 Mos 3,2; 2 Mos 13,21; 2 Kong 1,10). Men samtidig minder det om flere domsscener i Det Gamle Testamente, ikke mindst udslettelsen af Sodoma og Gomorra (1 Mos 19). Bare fordi Jesus snakker om ild og dom, så behøver vi ikke antage, der er tale om evig pine. Indtil nu har Gud aldrig brugt ild med det specifikke formål at påføre folk pine; hensigten har oftere været at slå ihjel og gøre en ende på folk.
     
  • Jesus siger, at enhver, som taler hadefuldt til sin bror, “skal dømmes til Helvedes ild.” (Matt 5,22) Der er dog absolut intet i dette vers, som indikerer, at han taler om “evig pine” frem for “evig død”.
     
  • Jesus siger, at hvis dit øje “bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.” (Matt 5,29-30) Bagefter siger han det samme om hånden. (Se også Matt 18,8-9.) Det er bedre med et lille tab (en legemsdel) end et stort tab (livet). Selv om pointen helt sikkert er, at Helvede er frygteligt, så siges der intet om “evig pine”.
     
  • Matt 13,40-42: “Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild.” Igen fremgår det at ildens funktion er at fortære de fortabte, ikke at pine dem i al evighed.
      
  • Dér skal der være gråd og tænderskæren.” (Matt 13,43 og 13,50) Traditionalister siger, at “tænderskæren” må betyde lidelse. Men det er ikke, når du lider, at du skærer tænder; det er når du er rasende. Et bibelsk eksempel på dette finder vi i ApG 7,54, hvor jøderne “skar tænder imod” Stefanus, før de stenede ham. (Og selv hvis det betyder pine her, så betyder det næppe evig pine.) 
     
  • I Mark 9,43-44 taler Jesus om “den uudslukkelige ild” og lægger desuden vægt på, at “ilden ikke slukkes”. På engelsk bruges udtrykket “unquenchable fire”, og udtrykket er kendt fra Det Gamle Testamente (fx Jer 4,4). Idéen her er, at ilden ikke kan hindres, den kan ikke kvæles, den er ikke til at stoppe. Dommen kommer – og det er der ikke noget at gøre ved! Det er en misforståelse at forstå dette som en ild, der skal fortsætte med at brænde i al evighed med det formål at pine ugudelige. Pointen er i stedet, at den brænder, indtil den har fortæret alt.

  • I Mark 9,43-44 siger Jesus også, at “deres maddiker ikke dør”. Sammen med ideen om “den uudslukkelige ild”, så er disse billeder faktisk delvist baseret på Det Gamle Testamente, bl.a. Esajas 66,24: “Og de skal gå ud og se på ligene af dem, der brød med mig. For deres maddiker dør ikke, og deres ild slukkes ikke. De skal være til afsky for alle mennesker.Hvad der er tale om her er ikke et sted, hvor Gud piner sine fjender, men hvor Guds fjender er blevet dræbt. Det er derfor Guds folk går ud og ser på “ligene”. Maddiker lever trods alt af lig – de trives bedst i døde kroppe – og de skal ikke dø, men stortrives. (Dette er i hvert fald symbolikken.)
     
  • I Matt 23,15 siger Jesus: “Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv.” I vers 33 siger han: “Slanger! Øgleyngel! Hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?” Dette er en advarsel til farisæerne om, at hvis de fortsætter på denne sti, så vil Gud dømme dem til en ild, der vil dræbe dem. Der står intet i disse vers om “evig pine”. 
     
  • Den eneste, som brugte ordet “Gehenna”, udover Jesus var Jakob, som siger, at “tungen er en ild.” Den “er selv sat i brand af Helvede.” (Jak 3,5-6) Mennesket kan ødelægge med sin tale, som Helvedes flammer kan ødelægge, og ødelæggende tunger vil således selv blive ødelagt i Helvedes ild. Igen siges der ikke et ord om “evig pine”.
     
  • Jesus advarer i Matt 10,28: “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Eller som i Lukas 12,5: “Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede.” Vi skal altså ikke frygte den første, men den anden død (se også Åb 20), og vi skal frygte Gud mere end mennesker. Bemærk, at heller ikke her står der noget som helst om “evig pine”.
     
  • I samme vers bruger Matthæus ordene “lade […] gå fortabt” (altså i den danske Bibel). Det græske ord er “apollymi” (ἀπόλλυμι), som betyder “ødelægge”, “gøre ubrugelig” eller ret og slet “dræbe”. Det betyder ikke “evig pine”. (Mere om dette ord længere nede.)

  • Matt 25,46: “Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Dette vers siger, at de uretfærdige skal gå bort til evig straf, men siger ikke hvad straffen er. Men da de retfærdige skal gå til evigt “liv” er det logisk at antage, at straffen er det modsatte: Døden. Den er evig i den forstand, at de fortabte aldrig skal få del i livet igen. 
     
  • Jesus siger, at “de, der findes værdige til at komme med i den anden verden og i opstandelsen fra de døde, […] de kan jo ikke mere , for de er som engle; de er Guds børn, så sandt de er opstandelsens børn.” (Luk 20,35-36) Livet, som modtages i opstandelsen, står her i stærk kontrast til den evige skæbne, der møder de fortabte: Døden, ikke flere opstandelser. Det, Jesus her siger, havde ikke givet mening, hvis de fortabte også opstod til et evigt liv (men i Helvede).
     
  • For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16) De frelste skal få evigt liv i stedet for at “fortabes”. Ordet her er det utvetydige ἀπόλλυμι. Det indikerer ødelæggelse, ikke pine. (Mere om det senere.)
     
  • Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.” (Joh 3,36) Kontrast: Liv og “Guds vrede”. Som vi har set i Det Gamle Testamente: Hver gang nogen er genstand for Guds vrede, så er konsekvensen ødelæggelse og tilintetgørelse, ikke evig pine. Tænk på at også Jesus drak Guds vredes bæger (Matt 22,20), og konsekvensen var døden – den død, som han led i stedet for os. Det er også tilfældet i dette vers, hvor de lydige modtager livet, mens de ulydige modtager “vreden”.
     
  • I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.” (Joh 5,28-29) Kontrast: Liv og dom. Hvad “dom” end vil sige, så vil det næppe sige en form for “liv”, for så ville kontrasten ikke fungere, da alle opstandne i givet fald opstod til liv. Mere logisk er det at konkludere, at der for dem er tale om en dom til livets modsætning: Døden.
     
  • Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.” (Joh 6,47-51) Døden er den naturlige konsekvens af ikke at tage imod Jesus, som er Livets Brød, der kan holde os i live. Uden Jesus vil vi dø, ligesom de mennesker døde, som kun fik manna at spise.

Brevene forklarer fortabelsen

  • Vi har nævnt ordet “apollymi” (ἀπόλλυμι) og kan nu også nævne ordet “apoleia” (ἀπώλεια). Det er de kraftigste ord, der findes på oldgræsk, for at ødelægge noget og for ødelæggelse. På engelsk siger de “perish”. At læse “apollymi” som “at udsætte for pine i al evighed” er ligesom at læse ordet “appelsin” som “svensknøgle”. Det er fantasifuldt, men ikke korrekt. På grund af traditionen har mange uden at vide det læst disse ord, som om de betyder noget andet, end de gør. Fejlen har endda sneget sig ind i ordbøger og bibelkommentarer, men blandt eksperter i bibelske sprog er der ingen tvivl. En måde at få dette bekræftet på er ved at undersøge de andre tekster, hvor de bruges, som ikke handler om dommen og fortabelsen (fx Matt 2,13 og Mark 14,4).

Dette betyder at hver gang Paulus (eller andre apostle) bruger disse ord om fortabelsen, så bakker det op om “evig død” frem for “evig pine”. (Ordene bruges også flittigt i evangelierne, ofte hvor din danske Bibel oversætte med “gå fortabt” og “fortabelse”.) Her følger nogen få af de mange, mange eksempler:

  • De, som har syndet uden loven, vil også gå fortabt [apollumi] uden loven.” (Rom 2,12) “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes [apollumi], men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1 Kor 1,18) “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt [apollumi], men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3,9)
     
  • Gud er pottemageren, og de fortabte er kar (af ler), som er “genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse [apoleia]” (Rom 9,22)´“De ender i fortabelse [apoleia]” (Fil 3,19) “Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang [ὄλεθρος] og fortabelse [apoleia].” (1 Tim 6,9)

Der bruges dog naturligvis også andre ord, hvor de nyere oversættelser efterlader mindre tvivl om ordenes oprindelige mening.

  • For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom 6,23)
     
  • Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.” (Gal 6,8)
     
  • De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt, når han på den dag kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro; for hvad vi har vidnet for jer, har I troet.” (2 Thess 1,9-10)
     
  • For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne.” (Hebr 10,26-27)
     
  • Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.” (Jak 5,19-20)

  • Brevene i Det Nye Testamente refererer også til historien om Sodoma og Gomorra (1 Mos 19) som et eksempel på, hvad der skal ske med de fortabte, fx 2 Pet 2,6:“Byerne Sodoma og Gomorra dømte han til undergang og lagde dem i aske og gjorde dem dermed til et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende slægter.
  • Dette eksempel er også brugt i Judasbrevet 7: “og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild.” (For øvrigt, brænder disse byer endnu?)
     
  • Peter uddyber (2 Pet 2,12): “Disse mennesker, der spotter, hvad de ikke begriber, er som umælende dyr, hvis natur det er at fødes for at fanges og dræbes; og de skal også omkomme på samme måde som dyrene og gå glip af det udbytte, de havde håbet at få af deres uretfærdighed.
     
  • Peter refererer også til beretningen om syndfloden (som Jesus også gjorde i Matt 24,37-39), selv om de ugudelige til sidst skal gå til grunde, ikke ved vand, men ved ilden (2 Pet 3,6-7): “… derfor gik den daværende verden da også til grunde ved at blive oversvømmet af vand. Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt.
     
  • Som apostlen Johannes skriver (1 Joh 2,17): “Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.
     
  • Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.” (1 Joh 5,11-12)

Åbenbaringens Bog

Mange tøver med at prøve at forstå denne bog pga. dens mange symboler og koder. En vigtig ting at huske, når man åbner Åbenbaringens Bog, er, at Det Gamle Testamente er dens bagkatalog. Det Gamle Testamente er kilden til det meste af dens symbolik og derfor også nøglen, der kan låse bogen op for os. Dette princip hjælper os blandt andet med at forstå de fortabtes skæbne.

  • Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” (Åb 2,7) Alle, som kender historien om syndefaldet, forstår symbolikken i dette vers og ved derfor, hvad verset implicit siger skal ske med de, som ikke får lov at spise af livets træ: De skal lide døden – ja, jord er de, til jord skal de blive (som i 1 Mos 3,19).
     
  • Folkeslagene rasede, men din vrede er kommet, den time, da de døde skal dømmes, og du skal give løn til dine tjenere, […] og ødelægge dem, der ødelægger jorden.” (Åb 11,18) Ordet for “ødelægge” her (“διαφθείρω”) er det samme ord som i Luk 12,33, hvor det bruges om hvad “møl” gør. Så Gud vil ødelægge ødelæggerne, tænk over den.
     
  • Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.” (Åb 20,13-15) Her hjælper forfatteren os til at forstå, hvad ildsøen reelt står for: Den anden død.
     
  • Når hele Bibel- og verdenshistorien er nået til vejs ende, så lyder en røst fra den høje trone, og den siger: “Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” (Åb 21,4) Dette må betyde, at de fortabte ikke længere eksisterer, og at også deres pine er forbi. Det er alt sammen forsvundet.

Hvad Bibelen siger om udødelighed 

Bibelen efterlader ingen tvivl om menneskets dødelighed og efterlader heller ingen tvivl om, at udødelighed er noget, som udelukkende tildeles de frelste. Bare se alle disse passager: 

  • I Edens have sagde slangen til kvinden: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,2) Hvis vi tror, at mennesket har en udødelig sjæl, som fx kan leve videre i et flammende helvede og pines til evig tid, så har vi valgt at tro på slangens første løgn. Vi tager i givet fald ikke Guds advarsel om døden alvorligt.
     
  • Da mennesket havde syndet, sagde Gud: “Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!” (1 Mos 3,22) Dette understreger menneskets absolutte afhængighed af Gud. Mennesket er ikke udødeligt i sig selv. Konsekvensen af ulydighed var bortvisning fra livets kilde (“livets træ”), og døden (at blive til jord, jf. 1 Mos 3,19) er den naturlige konsekvens af dette.
     
  • Paulus skriver til Timoteus, at Gud er “den eneste, som har udødelighed” (1 Tim 6,16) Gud har ikke skabt os mennesker udødelige, og ingen bibeltekster siger, at vi er det. Han skabte os derimod afhængige af ham for liv, og uden hans vedvarende omsorg for os vil vi derfor gå til grunde, deraf Paulus’ ord om “syndens løn” (Rom 6,23).
     
  • Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden, og som nu er åbenbaret ved vor frelser Kristi Jesu tilsynekomst, ved ham, der tilintetgjorde døden og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet.” (2 Tim 1,9-10) Bare frelsen bragte dette alternativ, livet, for lyset. Der findes ikke evigt liv udenfor evangeliet, heller ikke i Helvede.
     
  • Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv” (Rom 2,7)
     
  • Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,50-55)
     
  • Selv til sidst, når alt er sket (Åb 22), skal vi ikke tage vores evighed for givet. Vi må stadig få den et sted fra, som Adam og Eva i paradiset (v1-2): “I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene.

Fornuftsbaserede argumenter

  • Gud er kærlighed.” (1 Joh 4,8) Gud er kærlighed. Han er ikke bare kærlig, og kærlighed er ikke bare noget han besidder. Han er kærlighed. Hvis dette er sandt, hvad kan vi så forvente, at Gud vil gøre og ikke vil gøre? Dette argument er ikke “en appel til følelser”, men et rationelt spørgsmål: Kærlighed og det at påføre folk evig smerte er komplet uforeneligt. Hvis vi med vores empati og medfølelse aldrig kunne finde på at gøre dette imod vores værste fjender, hvor fjernt må det så ikke være for Gud, som er Kærlighed? Er vi mere kærlige, end Han er?
     
  • Fortabelse er total adskillelse fra Gud (se fx 2 Thess 1,9). Men hvordan kan denne totale adskillelse fra Gud resultere i andet end død? Hvordan kan noget leve uafhængigt af Gud? Tværtimod, for at Helvede skal fungere, så må Gud opretholde enhver, der kastes i ilden, fx ved at genskabe lemmerne, efterhånden som de bliver fortæret, så ikke de skal gå til grunde i processen.
     
  • Hvis straffen for synd virkelig er “evig pine”, så kommer der aldrig til at være et tidspunkt, hvor regnskabet er gjort op, og hvor nogen ikke fremdeles skylder noget for sine synder. Det betyder, at retfærdigheden aldrig kommer til at ske fyldest. Gud er dog hellig og god, og det er imod hele hans væsen at acceptere dette.

Argumenter baseret på filosofi og mytologi

  • Hvis ideen om “evig pine” kan spores tilbage til ikke-kristen og ikke-jødisk mytologi og filosofi, så har vi desto større grund til at betvivle den. Det betyder jo, den ikke kom fra Moses, ikke kom fra profeterne og apostlene, og at den (med nogen sandsynlighed) ikke kom fra Gud. Og når vi kigger os omkring, så er det ikke vanskeligt at finde mulige inspirationskilder for ideen om “evig pine”.
     
  • running-cartoon-devilIndenfor græsk mytologi finder vi eksempelvis underverdenen Hades, opkaldt efter guden, som bestemte over dette frygtelige rige. Hans foretrukne våben var intet mindre end en trefork. Lyder alt dette bekendt? Præcis – her ser vi klart inspirationen for senere fejlagtige forestillinger om djævelen og Helvede. Herfra kommer myterne om at Helvede er et “rige”, og at Djævelen er dets konge.

  • Platons indflydelse på vestlig filosofi har været enorm stor, ikke mindst gennem tidlige teologer, som var neo-platonister, der blev kristne. Alle kristne har derfor gavn af at studere Platons dialoger og se på de idéer han bidrog med til antikkens verden. I denne sammenhæng er særligt Faidros vigtig. Hvad vi blandt andet finder her er ideen om, at alle mennesker har en udødelig sjæl, som overlever den fysiske død, og som derfor må eksistere et eller andet sted efterfølgende. I et kristent perspektiv vil de kristnes sjæle naturligvis gå til “himlen”, men der kunne de ugudelige selvsagt ikke gå. Dermed var fundamentet også lagt for forestillinger om et evigt dødsrige fjernt fra Gud, den moderne opfattelse af Helvede.
     
  • Der er ingen tvivl om, at Platons ideer spillede en stor rolle i udformningen af læren om helvede, men det skader heller ikke at huske på, at ideen om “den udødelige sjæl” er næsten intuitiv og findes i mange kulturer, som også har været helt uberørt af græsk filosofi, blandt andet i nordisk mytologi og i østens religioner, hvor også forestillinger om ubehagelige sjælelige dødsriger findes. Faktisk er det næsten kun i hebraisk tankesæt, at denne ide ikke har hersket i udgangspunktet, selv om nogen måske vil argumentere for, at noget lignende kunne siges om “sheol”.
     
  • Den græske filosofi er den perfekte baggrund at læse Paulus’ breve op imod, fordi det giver os en anledning til at sammenligne hans ord med fx Platons. De talte næsten det samme sprog (oldgræsk), men derfor er forskellene også værd at lægge mærke til. Platon sagde, at alle de dødes sjæle var “evige”. Paulus brugte udelukkende dette ord i beskrivelser af de frelste (fx Rom 2,7). Hvis han ville have sagt, at deres sjæl gik videre til en tilstand af evig pine, så kunne han med fordel have brugt filosoffernes ord til at beskrive den virkelighed, så ingen havde misforstået ham. Men det gjorde han ikke – han valgte nøje, hvilke ord der passede til de frelste og hvilke de fortabte (fx “apoleia”).     

Svar på indvendinger / opgør med myter 

  • Har kirken virkelig taget fejl i 2.000 år?” Svaret er faktisk nej – det dominerende syn på helvede blev nemlig først bredt accepteret i det fjerde århundrede. Kirken har højst taget fejl (angående dette) i 1.600 år, men der har til alle tider i kirkens historie været kristne forsamlinger, som ikke accepterede læren om “evig pine”, men som i stedet mente, at straffen for synd var “evig død”.
     
  • Jeg vælger at tro på det samme som kirkefædrene.” Jeg kan forstå respekten for kirkefædrene og traditionen, selv om jeg er protestant, men jeg havde aldrig valgt at følge i deres teologiske fodspor, hvis jeg var blevet overbevist om, at Bibelen sagde noget andet. Bibelen trumfer traditionen. Derudover er der dog gode grunde til at tro, at de tidligste kirkefædre ikke troede på “evig pine” (få en uddybelse her). Om Guds nåde siger Ignatius (oversat til engelsk): “Therefore, let us not be ungrateful for His kindness.  For if He were to reward us according to our works, we would cease to be.

  • Kan så mange kristne tage fejl? Ville Helligånden i deres hjerter ikke forhindre det?” Vi har ikke tid til her at gå ind i spørgsmålet om, hvordan Helligånden vejledning fungerer, men det er utvivlsomt rigtigt, at mange kristne sagtens kan tage fejl. Hvor mange kristne troede engang, at slaveri var okay? Hvor mange kristne troede (før Kopernikus), at Jorden var universets centrum, og at solen bevægede sig i bane om vores planet? Find selv på flere eksempler.
     
  • Er dét, du siger, ikke det samme som dét, Jehovas Vidner siger?” Ikke helt, da de siger, at de fortabte slet ikke vil opstå til dom (som de forklarer her), hvor conditionalister oftest argumenterer for, at de ugudelige skal opstå for så at blive dømt til døden. Uanset, så er dette et utrolig spinkelt grundlag at afvise noget som helst på. Jehovas Vidner siger også, at det er sundt at spise grøntsager – skal vi derfor konkludere, at det må være usundt? At Jehovas Vidner tror noget gør det ikke usandt. Desuden findes der nok flere sekter, som tror på “evig pine” end “evig død”.
     
  • Vil folk stadig omvende sig til kristendommen, når de ikke har truslen om ‘evig pine’ hængende over hovedet?” For det første, så er dette spørgsmål irrelevant i forhold til, om læren er sand eller ej. For det andet, så er der sandsynligvis flere kristne, der er blevet ateister på grund af “evig pine” end omvendt. Det var læren om helvede (mere specifikt “evig pine”), som fik berømte ateister som John Stuart Mill og Charles Darwin til at forkaste Gud (ifølge dem selv). For det tredje, så er fortabelsens realiteter (dom og død) frygtelige nok, som de er!
     
  • Hvorfor ikke bare tro på ‘evig pine’, som Bibelen siger?” Fordi den ikke siger det. Selv om mange præster har sagt “evig pine”, så finder du ikke nogen kombination af ordene “evig” og “pine” i Bibelen. Det nærmeste vi kommer er “evig straf”, og dette kan lige så godt betyde “evig død”, altså en død, man aldrig vender tilbage til livet fra. Det havde været utrolig let for Jesus at bruge ordene på den måde, hvis dette var hvad han ønskede at sige om Helvede.
     
  • Husk på at Jesus talte mere om helvede end om himlen.” Denne populære myte er helt sikkert forkert. Nogen har faktisk regnet på det (se her), og de er kommet frem til følgende: 1.944 vers i Det Nye Testamente indeholder ord udtalt af Jesus. Af disse vers er det højst 60, som direkte eller indirekte kan læses som referencer til “helvede” og “fortabelse”. Det er 3% af alle versene! Til sammenligning, så talte Jesus om “himlen”, “det evige liv” eller “Guds rige” i mindst 192 vers, altså 10%. Baseret på disse tal, så talte Jesus om himlen tre gange så meget, som han talte om helvede. Det kan selvfølgelig være, at han i virkeligheden talte mere om helvede, men at de, som skrev evangelierne, citerede ham mere om himlen… Dette spørgsmål er dog naturligvis irrelevant i forhold til vores spørgsmål. Det, som er væsentligt her, er, hvad han sagde og ikke sagde om helvede – ikke hvor meget han snakkede om emnet.
     
  • Du misforstår – vi siger ikke, at Helvede er fysisk pine, men åndelig pine.” Irrelevant. Bibelen skildrer ikke “evig pine” af nogen karakter, hverken fysisk pine eller åndelig pine. Det er i den sammenhæng også ligegyldigt, om det er rigtig ild eller snarere mørke, om det i virkeligheden er “skammens tyngde” og “ensomheden” eller “dyrisk galskab”, eller om “døren er låst fra indersiden”. Denne diskussion handler nemlig ikke om definitionerne af “evig pine”, men om det er “evig pine” i det hele taget. (Desuden siger Jesus i Matt 5,29, at hele legemet vil blive kastet i Helvede, så jeg forstår ikke helt, hvordan man kan retfærdiggøre ideen om “bare åndelig pine”.)
     
  • Du misforstår – vi siger jo ikke, at de fortabte er ‘levende’ i Helvede, bare fordi de lider.” Traditionalister argumenterer på en måde, hvor de prøver at blæse med mel i munden. På den ene siden insisterer de på, at de fortabte virkelig er “døde”. Samtidig påstår de, at de er “ved bevidsthed” og kan skrige og tale og tænke og lide, altså handlinger som alle forudsætter, at de er “levende”. På den måde har de udviklet et meget specielt og inkonsekvent sprog om fortabelsen.
     
  • Hvad med beretningen om den rige mand og Lazarus?” Traditionalister insisterer ofte på, at denne beretning fra Luk 16 læses som en realistisk beskrivelse af de fortabtes skæbne – selv om historien er åbenlyst karikeret. Der er god grund til at tro, at Jesus her tog udgangspunkt i en kendt folkemyte, som kan sammenlignes med vor tids “Skt. Peter ved perleporten”-vitser. Læg også mærke til, at beretningen ikke engang taler om nogen opstandelse eller dom – i bedste fald kan den altså opfattes som en slags beskrivelse af et mellemstadium (sjælens tilstand efter døden, men før dommen). Jeg finder det dog ikke sandsynligt, at den gør dette. Historiens morale er en helt anden: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” (Luk 16,31)

  • Hvad med Åb 20,10? Er der ikke tale om evig pine?” Tilsyneladende, jo, og den tekst forvirrer faktisk også mig: “Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.” Mange conditionalister har med rette kåret skriftstedet til “vores største udfordring”. Men læg alligevel mærke til dette: Teksten handler ikke om de fortabtes skæbne, men specifikt om Dyret og Djævelen. Samtidig befinder vi os i Åbenbaringens Bog, hvor allegori og symbolik gennemsyrer alt, så jeg ville være forsigtig med at lægge alt for stor vægt på en specifik tolkning af denne bog.
     
  • Hvad med alle de andre bibeltekster, som taler for evig pine?” Dem kan du sende mig, hvis du har lyst. Mit udgangspunkt er, at de formodentlig ikke taler for “evig pine”, men jeg er villig til at læse dem med et åbent sind. Det, vi interesserer os for her, er jo sandheden, ikke bare vores personlige meninger. Så lad os dele argumenter og synspunkter og forsøge at være “sandheden tro i kærlighed” (Ef 4,15)

Hvor kan jeg lære mere om “conditionalism”?

Hvis du kan engelsk, så er det oplagte sted at starte: RethinkingHell.com. Jeg kan især anbefale at lytte til deres podcast, ikke mindst de første episoder. Den bedste bog om emnet siges af mange at være “The Fire that Consumes” af Edward Fudge, hvor han gennemgår hele Bibelen og flere historiske kilder og svarer på argumenter fra traditionalister. Mange argumenter præsenteret her er fra hans bog. Jeg ved for øjeblikket ikke om nogle gode danske kilder (hvilket er én af grundene til at jeg har skrevet dette dokument på dansk), men jeg vil tilføje dem her, hvis jeg hører om nogen.

Afsluttende bemærkninger

Teologi kan vække harme, og dette spørgsmål er ingen undtagelse. Jeg vil forsikre om, at der intet ond er ment med dette indlæg, og at jeg ikke nærer nogen form for fjendskab imod folk, som tror på “evig pine”. Hvis de i tillæg tror, at Jesus er herre, så betragter jeg dem som lige fuldt kristne som mig selv, for det er det, som er det afgørende. Jeg håber, jeg vil blive mødt med samme accept.

Jeg har naturligvis ophavsretten på hele denne artikel, men jeg ønsker samtidig, at dette skal læses af så mange som muligt. Hvis du ønsker at printe det ud for at give det til andre, så værsgo, men vær sød i så fald at dele hele dokumentet, ikke bare bidder. Det er et offentligt indlæg, som er let at dele via sociale medier, og det accepterer jeg også. Tag gerne kontakt med mig, hvis du bruger artiklen på en eller anden måde – det er rart at vide.

Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen.” (Jud 1,24)

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Walter Veith afslører pavens udspekulerede fiat-manipulation

Walter Veith, verdensberømte foredragsholder, har afsløret paven igen! Han har afsløret, at det, som vi alle tolker som “ydmyghed”, slet ikke er ydmyghed, men er manipulation. Eller for at bruge Veiths ord: “subliminal messages”

Hvad er en “subliminal message”? Du husker måske frygten, man havde i 70’erne og 80’erne for, at unge mennesker skulle blive sindssyge satanister af at høre på popmusik, fordi hvis man spillede musikken baglæns, så kunne man (måske) høre sataniske budskaber. Det kunne man naturligvis sjældent – sev om mange ivrigt argumenterede for at meningsløst nonsens lød lidt som “devil” og “kill” og “anarchy” osv..

Medieforskere tager ikke længere disse teorier om “subliminal messages” seriøst. Uanset hvad sangene siger baglæns, så kommer budskaberne ingen vegne, medmindre vi faktisk hører dem baglæns. Og selv da kommer de ikke særlig langt, da de bliver mødt af kritiske sind. Men i Walter Veiths verden er “subliminal messages” alting – og Den Udspekulerede Romersk-Katolske Kirke bombarderer os med dem konstant!

Således kan Veith vide, at selv om vi alle tror, at pavens fiat er et tegn på ydmyghed, så er der et dybere lag i vores psyke, som bliver forført og bedraget til at tro noget helt andet, nemlig at Paven har ultimativ magt. Hvad paven gør er dermed så smart og manipulerende, at det er umuligt at regne ud, medmindre man er lige så smart som Veith og ved præcis hvor i ordbogen, han skal slå op.

Some of the other subliminal issues that I find interesting is the way in which he traveled, which the media picked up as “humility”. For example, he traveled in his little fiat, next to these great suburbans that were driving in front of him and behind him – and they pointed this out frequently as a sign of humility. But, these vehicles were chosen very carefully, by the Vatican itself! The News tells us the vehicles were chosen by the Vatican. Now, the word “fiat”, of course, has an interesting connotation. To rule by “fiat” means “to have absolute authority”. So driving in the fiat means “absolute authority”. For example, the dictionary would say “the headmaster made a fiat decree that such and such was to be the case, and that was that!” So “fiat” – “ruling with absolute authority”!

(Kilde: https://www.youtube.com/watch?v=k-6uxBDHZk8&t=17m30s)

Men hvem er Walter Veith? Kan vi ikke bare være ligeglade med, hvad han synes? Naturligvis kan vi det, og det er vi også, de fleste af os. Nu er der dog desværre flere og flere bekendte (adventister), som er begyndt at henvise til ham og bruge ham som en slags autoritetsfigur i forskellige diskussioner (ikke mindst om skabelse og evolution), og da bliver jeg ret bekymret. Der ligger hundredvis af videoforedrag med denne mand på youtube og på hans egne hjemmesider, men hvis ovenstående er karakteristisk for hans måde at argumentere på, så er han altså ikke en mand, vi bør tage særlig seriøst.

Udgivet i Adventist, YouTube | Skriv en kommentar

Skal verden gå under? – et adventistperspektiv

Jeg sidder og læser, hvad norske adventistpræster skriver om dette spørgsmål, siden jeg selv er adventist i Norge. Jeg prøver at danne mig et indtryk af, hvad de faktisk mener og forventer. Skal jorden gå under? Eller vil Gud redde den? Har han forkastet skaberværket på grund af al dens ondskab? Eller har han til hensigt at rense og ultimativt frelse den? Forskellige skribenter indenfor mit trossamfund giver lidt forskellige svar.

Præsters svar på spørgsmålet om verden

I en artikel på adventist.no, som meget rammende hedder “Verden kan ikke reddes”, skriver adventistpræst Widar Ursett: “Gud vil ikke redde en verden som har solgt sin sjel til ondskap. Han vil konfrontere og ødelegge djevelen og den verden han styrer. Derfor står ikke verden til å reddes.” Han skriver, at “Når verden blir ødelagt ved Jesu gjenkomst er det en forutsetning for at han skal skape jorden på nytt. Alt på jorden skal brennes opp for å utslette ethvert spor etter Satan og det opprør han ledet menneskene i.”

I en anden artikel, “Skapelse på seks bokstavelige dager”, som findes i bladet “Tidens Tale”, skriver Øyvind Gjengstø dog: “Selv om denne jorden av mange forskere er dømt til undergang om ikke det skjer store endringer raskt, har Gud en løsning i ermet som vil rydde opp i det kaoset som vi ser er i ferd med å utvikle seg. Bibelen viser oss en skaper som hadde en hensikt med å skape og som bryr seg om det han har skapt.”

De to herrer oplever måske ikke sig selv som uenige. Widar er trods alt redaktør på det blad, som Øyvind skrev for. På jordens vegne må man dog alligevel konstatere, at hvor den ene har udtalt sig ret pessimistisk, så har den anden udtalt sig optimistisk. Den ene proklamerer meget eksplicit, at verden ikke kan reddes, og at fx alle tiltag for miljøet er nytteløse, mens den anden skriver med håb og forventning om verdens endelige genoprettelse.

Flugt eller genskabelse?

Dette er naturligvis bare eksempler på to synspunkter, som begge lever i bedste velgående i vores kirkesamfund. Det ene har jeg tidligere kaldt “evakueringsteologi”, mens nogen har kaldt det “flugtteologi”. Det er ideen om, at Jesus først og fremmest kommer for at redde os bort fra jorden, som skal gå til grunde. (Vi kender måske især denne ide fra amerikansk “dispensationalism” og de populære “Left behind”-bøger.) Den anden kan man kalde “gudsrigeteologi” eller “genskabelsesteologi”. Den siger, at Jesus kommer for at frelse og genoprette verden og etablere sit evige Rige. Det er to forskellige fortællinger, selv om de har mange ting til fælles, for eksempel at de troende skal frelses, og at Djævelen skal udslettes. Jeg kommer dog til at fokusere mest på forskellene her.

Det er måske ikke nogen hemmelighed, at jeg tilslutter mig Gudsrigeteologien og læren om, at Jesus kommer igen for at genskabe Skaberværket. Ifølge den fortælling, så har Gud gennem Jesus erobret verden tilbage. Jesus er blevet konge (Rom 10,9), hans Rige er kommet nær (Matt 4,17), hans vilje folder sig ud på jorden (som i himlen, Matt 6,10), han har fået al magt i himlen og på jorden (Matt 28,18), denne verdens fyrste er “jaget ud” (Joh 12,31), og Kristus sidder nu ved Guds højre hånd (ApG 2,33). Dette er hans evangelium. Det betyder ikke, at alt, som skal ske, er sket endnu. At der er kommet en ny Kejser til magten betyder jo ikke, at alle territorier nødvendigvis er fuldt underlagt ham endnu, men det er dette, som er kirkens opgave som Guds ambassadører i verden, indtil hans Rige manifesteres fuldt ud. Vi befinder os i denne spænding mellem “allerede” og “ikke endnu”, men vores statsborgerskab er himmelsk, og derfra kommer vores evige liv.

Ifølge flugtteologien, så er Riget ikke kommet endnu på nogen måde, højst et meget kortvarigt glimt, da Jesus helbredte mennesker i Jerusalem. Den eneste mærkbare magt i denne verden er dermed Satans, og alt i skaberværket er besmittet af hans ondskab og vores synd. Så dybt rager synden, at intet fysisk i denne verden er uberørt, og derfor kan det kun gå én vej for det, nemlig til Helvedes ild. Jesus døde ikke for verden, men for de rettroendes sjæle, dem med de rigtige doktriner og Helligånden, og dem vil Jesus på den yderste dag tage væk fra denne beskidte møgverden til et bedre sted – Himlen, om du vil.

Kort sagt: Flugtteologien er forkuseret på individuel frelse, mens Gudsrigeteologien lægger sig op af bibelske temaer, som involverer Guds plan for hele skaberværket.

Hvad forskel gør det?

Hvad forskel gør det så hvilken af de to fortællinger man tror på som kristen? Overordet kan det naturligvis siges, at det, du tror på, gør du. Vores historier kommer til udtryk i vores adfærd. Et andet ord for dette er vores “verdensbillede”. Derfor er en anden måde at evaluere vores historier på at se på deres frugter.

Hvis jeg tror på, at “Guds rige er her”, og at Jesus dermed er verdens konge, så vil jeg føle mig opmuntret til at tage del i den virkelighed. Jeg vil være motiveret for at kæmpe for, at ting sker i overensstemmelse med hans styre, altså “at søge Guds rige og hans retfærdighed” og at “lade Guds vilje ske på jorden som i himlen”. Dette vil implicere social retfærdighed og omsorg for de svage, men også tiltag for miljøet og omsorg for Guds skaberværk som helhed, både naturen og dyrene og alt, som han har skabt. Den dominerende forestilling er jo, at Gud er her, han arbejder i verden, og hans godhed og kærlighed er gjort tilgængelig overalt.

Hvis jeg derimod tror på flugtteologien, og at verden er på spanden, og at Gud har tænkt sig at forkaste den, måske ligefrem ødelægge den, så er min motivation for at redde den nok ikke nær så stor. Tværtimod bliver fokusset da i stedet på min egen personlige fromhed og åndelighed og på tiltag for at rense min sjæl, så den er forberedt på at blive taget bort fra dette kaos til en bedre verden (“himlen”). Miljøaktivisme vil ikke give meget mening – jorden skal jo gå under, så hvad nytte gør det? Social retfærdighed bliver primært et middel til at “frelse sjæle”, overbevise folk om de rette doktriner, så de også kan blive plukket op og taget med til himlen, borte fra denne møgverden, som Gud har dømt til ødelæggelse. Et andet resultat kan være tendensen til at isolere sig for ikke at blive besmittet med verdens råddenskab. Det forventes ikke, at Gud er i verden, eller at han er i gang med at gøre noget godt i den – tværtimod, verden er fortabt, den er Djævelens domæne, og intet godt kan komme ud af at blande sig i dens affærer.

Bedøm selv

Så hvordan afgør vi egentlig hvilken historie, som er sand. Der er flere måder at gøre det på. Man kan naturligvis evaluere konsekvenserne og beslutte hvilken type person man gerne vil være, men dette siger nok ikke så meget om, hvilken historie som er sand.

Hvis man tror, at Bibelen er en autoritet (som jeg gør), så kan man vurdere det ud fra den. Man kan spørge med et åbent sind, hvilken fortælling den fortæller. Så kan det være, man lander på én af disse to eller en helt tredje. Nogle adventister kan også lide at vide, hvad Ellen White mente, før de selv tager stilling til sådanne spørgsmål. Hvad hun skrev om emnet kan læses her.

Eller man kan bedømme ud fra verden selv, altså ud fra ens indtryk af verden. Måske det er der, mange vil starte. Er verden bare fuld af ondskab og ikke værd at redde? Eller er der faktisk meget godt i verden, selv om aviserne og fjernsynet siger noget andet? Hvis den indeholder skønhed og godhed også, så kan vi måske fristes til at konkludere, at Gud alligevel ikke helt har opgivet den…

Udgivet i Adventist, Kristendom, Moral og etik, Nature, Nyhederne | Skriv en kommentar

Er det på tide at råbe “Blasfemi!”?

Selv om jeg er kristen og tilmed uddannet præst, så er det ikke ofte, at den offentlige, politiske debat giver mig anledning (eller lyst) til at råbe “blasfemi!” Men der har faktisk været nogle situationer, de sidste par måneder, som i hvert fald har fået mig til at tænke tanken, ikke mindst når det gælder debatten om flygtninge og asylansøger.

Beskyttelse af kristne værdier

Tanken dukker op i mig, når jeg hører nogen forsvare en stram asylpolitik med, at vi er et kristent land, og at vi har kristne værdier, som vi må værne om.

Når folk siger sådan, så er det naturligvis med et meget sort og hvidt billede af verden, hvor vi danskere har kristne værdier, mens flygtningene og alle indvandrere har ikke-kristne værdier, og at så længe, vi kan forhindre dem i at blive flere end os (eller bare nok til at deres tilstedeværelse kan mærkes), så klarer vi at beskytte vores kristendom.

Hele denne forestilling om samfund og kultur og hvordan verden fungerer er efter min mening ufattelig naiv og unuanceret, men værst af alt, så ignorerer den totalt, hvad “kristne værdier” egentlig vil sige, og hvordan disse totalt underminerer forestillingen om at “beskytte” vores territorium imod fremmede.

Du kan selvfølgelig sige, at det er i tråd med en historisk-traditionel opfattelse af, hvad der er kristent, men for os som er praktiserende kristne – som faktisk tror på Jesus og på Bibelen og går i kirke og tilbeder Gud af og til – så virker det ret tydeligt, at denne påtagede religiøsitet ikke har noget at gøre med den reelle kristendom, som Jesus stiftede.

Bibelens folk var selv “fremmede”

Bibelen er selvfølgelig en lidt blandet bog, og det er ikke vanskeligt at finde bibeltekster, som man kan bruge til opbakning for den ene eller anden politik. Det spørgsmål, man må stille, er, hvad bogen fortæller som helhed, og hvilke værdier denne helhed så efterlader os med.

Bibelen fortæller naturligvis, at Gud har skabt verden, og at han gav mennesker til opgave at forvalte skaberværket og tage vare på det på en god måde. Sådan starter den. Det går dog galt – som alle, som har hørt om Adam og Eva og slangen er klar over – og verden bliver korrupt, så korrupt at Gud faktisk fortryder, at han har skabt mennesket. Ikke desto mindre er han fast besluttet på at få verden i orden igen, så han beslutter sig for at skabe et folk, som skal bringe Guds velsignelse til resten af verden. Dette er pointen med historien om Abraham og alle hans efterkommere (Israels folk – jøderne).

Så langt så godt, men her er nogle observationer fra den historie. I deres oprindelse og fremkomst var Israel selv flygtninge og forfulgte. Den største og vigtigste fortælling for det jødiske folk, og den mest toneangivende begivenhed i Det Gamle Testamente, er, da israelitterne flygtede ud af Egypten, hvor de blev undertrykt og sat til slavearbejde. Gud bragte dem ud ved at sende 10 plager (historien om Moses, som du sikkert kender). Hele denne fortælling definerer en stor del af Bibelen og ikke mindst hvordan jøderne forstod sig selv som folk, og hvad “frelse” betyder for dem. Det blev en væsentlig del af deres “værdier”.

Det er derfor, at én af de første mange love, som Moses giver til israelitterne, da de er kommet til Sinaj er denne: “Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten.” (2 Mos 22,20)

Jesus definerer “kristne værdier”

Historien fortsætter naturligvis, og her kunne meget mere siges, men intentionen med dette indlæg var ikke at indføre i bibelsk teologi, blot at give nogle idéer omkring, hvad vi burde snakke om, når vi snakker om “kristne værdier”.

Kristendommen er jo først og fremmest baseret på Jesus og ikke på jødernes historie. Jesus forlod dog ikke den jødiske tradition – han redefinerede den. Hans lære må om noget kunne siges at være toneangivende for, hvad “kristne værdier” går ud på.

Han fortæller (i Lukasevangeliet 10) historien om den barmhjertige samaritaner. Fortællingen er faktisk et svar på spørgsmålet: “Hvem er min næste?” En mand ville nemlig gerne vide, hvem det var, han skulle “elske som sig selv”. Beretningen handler om en mand, som bliver angrebet, bestjålet og næsten dræbt af landevejsrøvere. Han bliver ignoreret af en præst og en levit, før der endelig er en samaritaner, som hjælper ham.

Jeg behøver måske ikke forklare det, for det har mange præster gjort mange gange før mig, også i den offentlige debat, men det er tilsyneladende ikke sivet helt ind endnu: Samaritanere var en udskældt minoritet. De havde et meget dårligt rygte. Det svarer til, hvordan vi danskere så på tyskere efter Anden Verdenskrig. Det tilsvarer også hvordan vi har behandlet mange minoriteter, som vi har beskrevet som “af anden etnisk herkomst”. “Flygtninge” og “indvandrere” og “muslimer” er vores tids samaritanere.

Fortællingen, som Jesus fortæller, vendte dog mandens spørgsmål på hovedet. Jesus kunne have fortalt historien således, at samaritaneren var blevet slået halvt ihjel, og dette havde lige fuldt besvaret mandens spørgsmål. Men Jesus tager den mere radikale version og gør samaritaneren til hjælperen, fordi det var mere utænkeligt for manden og derfor mere lærerigt. Den fremmede er dermed vores næste, ikke bare fordi han har brug for vores hjælp, men fordi vi lige så godt kunne have brug for hans hjælp!

En anden velkendt lignelse er en beskrivelse af Verdensdommen. Her giver Jesus meget kontante svar på, hvad som kommer til at være væsentligt, når Kongen (Gud) skal beslutte, hvem som skal frelses og hvem som skal dø:

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. (…) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Mattæusevangeliet 25)

Udfordringen af “kristne værdier”

Hvad disse fortællinger demonstrerer er naturligvis hans endnu mere kendte principper om at elske Gud og at elske sin næste. Der findes ikke nogen klarere opsummering på, hvad kristen etik går ud på. Det er utroligt, at noget så enkelt kan forplumres af politikere.

Når de “kristne værdier” udfordres for tiden, så er det ikke først og fremmest på grund af den massive flygtningestrøm. Den største udfordring for de “kristne værdier” er den kynisme og egoistiske etnocentrisme, som folk gør sig til fortalere for. Det værste er dog, at de gør dette “i Guds navn” – de lader nemlig som om at de gør kristendommen en tjeneste, og at det tilmed er grund af kristendommen og dens værdier, at de ikke vil tage imod flygtninge. De tegner et forkert billede af hvem den kristne Gud er, og hvad kristendom går ud på. Det er bedragerisk og jeg fristes som sagt til at kalde det direkte blasfemisk.

Udgivet i Kristendom, Politik | Skriv en kommentar

Det er ikke verdens ende

Jeg har holdt fire prædikener i Adventkirken i Haugesund, og folk har virket glade for budskaberne indtil videre, men den sidste, jeg holdt, var den første, hvor nogle folk tilsyneladende var lidt i tvivl om, hvad de skulle mene. Jeg påstod nemlig, at verden ikke skulle ende, og at målet for bibelhistorien ikke er at komme i himlen, men snarere at himlen skal komme til os – til planeten Jorden, når Gud genopretter alting. Jeg tænkte, jeg her ville give en kort opsummering af tankerne.

Verdenskriserne

Den første del af prædikenen var meget enkel: Det ser sort ud for verden, når vi ser på udviklingen. Bevares, mange ting er bedre end nogensinde (færre børn dør ved fødslen i dag end tidligere), men samtidig står vi overfor nogle kolossale udfordringer i forbindelse med klimaforandringer og en økonomi, som står overfor et nyt krak.

Klimaforandringerne er der nok, som har fortalt om. Hvis vi ikke gør noget drastisk, så vil temperaturen stige yderligere, og så vil dele af verden lide under tørke (med hungersnød til følge), mens andre dele vil være ubeboelige på grund af stormvejr og oversvømmelser. Mange dyrearter vil gå til grunde, og befolkninger vil blive tvunget til at emigrere eller dø.

Vi ved, at økonomien er skrøbelig. Det gik næsten galt i 2007-2008, men den store redning blev – så vidt jeg har forstået, og jeg har selvfølgelig ikke ret meget viden om samfundsøkonomi i udgangspunktet – Kina. Kina investerede og lånte og satte gang i en meget omfattende industri og byggede en masse byer. Kinas drøm var naturligvis at spire op og blive det nye industrielle paradis. Problemet er bare, at de byer nu står tomme. Ingen har råd til at bo i dem, og der er intet arbejde at få. Ingen kan betale regningen. Hvem redder økonomien næste gang?

Når kriserne rammer, så kan man naturligvis drømme om, at videnskaben kan redde os – som den har gjort så mange gange før. Måske endda hjælpe os til at flytte til en anden planet, når nu det går så dårligt på denne? Det er og bliver dog fantasi. Videnskab har brug for penge, mange penge, for at finde de løsninger, vi har brug for, for enten at redde os selv eller vores planet. Vi kan ikke bare lave en maskine, der renser atmosfæren for CO2 og fikser skaden. Vi kan ikke fikse økonomien med videnskab, fordi problemet er ontologisk – vi har gjort en fejlantagelse som lød på uendelige ressourcer og evig vækst.

Alt det her er de fleste med på, selv om det selvfølgelig er en løbende debat. Ikke alle er så pessimistiske som jeg, men det er alligevel spørgsmål, som alle kender. Det er ikke tilfældigt, at dette også fylder i vores popkultur, og at flere af sidste års store biograffilm (“Interstellar”, “Mad Max” og “San Andreas”) handlede om verdens ende. Vi ved nok godt, at vi ikke kan blive ved. Det ser sort ud for Moder Jord.

Hvad Bibelen siger om verdens ende

Det positive ved denne udvikling, som er alt andet end positiv, er naturligvis, at det betyder, at kirkens budskab er relevant. Om ikke kirkens, så i hvert fald Bibelens.

Bibelens budskab er dog ganske overraskende, at Jorden ikke vil gå under. Så hvis du troede, at bibeltroende kristne altid snakkede om “verdens ende”, så kan du tro om. Selv om kristne i alle mulige kirker godt kan lide at påstå, at det hele bærer mod enden, og at alting skal få en afslutning, så er det faktisk ikke det budskab, som Bibelen giver.

Hvis man læser Bibelens historie fra A til Å (eller fra alpha til omega), så er budskabet tværtimod, at Gud har skabt verden, og han agter at frelse den.

Tag for eksempel Skabelsen. Når vi læser Skabelsesberetningen, så er fokusset ofte på dagene, ofte med et stænk kognitiv dissonans og nogle tanker om Darwin. Men hvis vi kan løsrive os fra denne diskussion et øjeblik, så lægger vi måske mærke til et andet væsentligt budskab, som Gud ville frem med: At alting var godt. Han siger det seks gange: “Og han så at det var godt.” Og til sidst: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” En bedre oversættelse, har jeg ladet mig fortælle, var “skidegodt”.

Skulle Gud da kassere dette projekt og destruere planeten Jorden? Ja, ifølge fortællingen, så gør han det næsten (et par sider senere), da han sender syndfloden. Planen her skal dog ikke have været at destruere planeten, men at give den en ny start (som er pointen med arken i fortællingen). Og det er dét, som Gud siger bagefter, vi kan bide mærke i: “Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.” (1 Mos 8,21)

Guds plan har nemlig aldrig været at destruere Jorden, men at frelse den. Dette er også, hvad vi ser i Det Nye Testamente, hvor Paulus beskriver, hvad det er Gud faktisk vil. Gud vil tage alt, som han har skabt, og forene det med sig selv. Hvis det lyder mærkeligt, så vil du nok også synes, disse bibelvers er lidt mystiske:

Kolosserbrevet 1,19-20
v19
For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Efeserbrevet 1,10
v10
  om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.

To skriftsteder fra to forskellige breve, skrevet af apostlen Paulus. Paulus har ikke en forestilling om, at Guds plan er at ødelægge jorden, men frelse de kristne til et sted, som man kalder “Himlen”. Det er ofte det, folk tror, at kristne tror på – og ofte det kristne faktisk tror på. For mig handler det dog ikke om, hvad kristne tror på, men hvad Bibelen fortæller, og den har tilsyneladende ingen sådanne forestillinger.

Hvad Paulus her beskriver er, som du selv kan se, at alt, som Gud har skabt, skal forenes med Gud selv. På en eller anden måde er Jesus og hans død på korset nøglen til dette. Det er “ved hans blod”, dette kommer til at ske. Da bliver jord og himmel ét, som mand og kone i et ægteskabeligt forhold. Paulus’s forestilling om fremtiden er et genoprettet skaberværk, en frelst jordklode, som er blevet ét med himlen selv, alt sammen sammenfattet i Kristus. Det er en fremmed tanke for rigtig mange kristne, som er vokset op med diverse drømme og fantasier om himmeriget, men dér står den altså, sort på hvidt på Bibelens egne sider.

So what?

Og hvad skal vi så bruge disse tekster til? Er alt dette ikke bare teologisk snak og fjernt fra alle diskussioner om den virkelige verden, inklusiv de udfordringer, som jeg beskrev i begyndelsen? Kan det ikke være ligegyldigt, hvordan Paulus formulerede sig?

Nej, det kan det ikke, fordi det her ændrer alting. Det har netop at gøre med, hvad John Lennon skrev om, “living for today” i stedet for at leve i en verdensfjern forestilling om himlen. Faktum er, at hvis dette er sandt, så har det al relevans for verden. Det er forskellen på at sige:

a) “Jeg vil skide på verden – jeg skal alligevel væk herfra”

og

b) “Guds rige er kommet til jer”

Det var vel at mærke de sidste ord, som Jesus brugte. Guds rige kommer nemlig til jorden. Det er ikke først og fremmest os, som skal til himlen, men snarere himlen, som skal til jorden. Gud ønsker nemlig at frelse sit skaberværk, ikke at forkaste det. Hvis vi skal tage Bibelen alvorligt, så er det faktisk noget, skaberværket selv ser frem til med sukkende længsel (Romerbrevet 8,18-23).

Som kristne er vi en del af den vision. Vi har meldt os ombord på det projekt, den ultimative genoprettelse af jorden. Derfor skulle det falde os naturligt ind at ville tage vare på skaberværket og at forberede det på Jesu komme. Det gælder i det små, alt fra at spare på energi og at recirkulere affald. Det gælder naturligvis også i forhold til at behandle andre medskabninger ordentligt (inklusiv mennesker).

Evangeliet er ikke, at Gud siger nej til verden, men at han siger ja til den. Han er blevet verdens konge, og han har gennem hele Bibelen lovet at genoprette den.

Udgivet i Adventist, Kristendom, Moral og etik, Nature, Nyhederne | Skriv en kommentar