04. Lad os læse Rom 1,18-32

18 Guds vrede åpenbares fra himmelen over all ugudelighet og urett hos mennesker som holder sannheten nede i urett.

Gud er vred, og hans vrede skal åbenbares. Hvad Paulus her refererer til er den kommende dom, hvor regnskabet vil blive gjort op. Dette vers vil mange instiktivt have det svært med, både beskrivelsen af Gud som vred og det faktum at verden skal dømmes. Begge dele bør naturligvis forstås i rette sammenhæng.

Når det gælder Guds vrede, så er det vigtigt at forstå at Gud ikke er hidsig eller hadsk. Det er en retfærdig og berettiget vrede over, hvad mennesket har gjort med den verden, som han har skabt – og hvad de har gjort med den magt og det ansvar de har fået som skabt i hans billede.

Hvis ikke Gud var vred over verdens ”uret” (som der står her), så var Gud jo ikke selv på rettens side. Det samme må nødvendigvis siges om hans rolle som den store Dommer. Dommeren er den, som vil rydde op i dette rod og give de retfærdige deres ret. I stedet for at læse dette og tænke på Gud som en trussel, så må vi i retfærdighedens navn se Gud som helten, som står for sandhed og retfærdighed. Gud ske tak og lov for at han en dag skal dømme – og rydde op i alt dette!

19 For det en kan vite om Gud, ligger åpent foran dem; Gud har selv lagt det åpent fram. 20 Hans usynlige vesen, både hans evige kraft og hans guddommelighet, har de fra verdens skapelse av kunnet se og erkjenne av hans gjerninger. Derfor har de ingen unnskyldning. 21 De kjente Gud, men likevel lovpriste og takket de ham ikke som Gud. Med sine tanker endte de i tomhet, og deres uforstandige hjerter ble formørket. 22 De påsto at de var kloke, men de endte i dårskap. 23 De byttet ut den uforgjengelige Guds herlighet med bilder av forgjengelige mennesker, fugler, firbeinte dyr og krypdyr.

Siden Det Gamle Testamente er Paulus’s bagkatalog, så er det heller ikke svært at gennemskue hvilken historie, som gemmer sig her. Der er naturligvis flere lag.

Paulus snakker om menneskeheden – eller hedningene ude i verden, og flere ting synes at vidne om græsk kultur, ikke mindst forkærligheden for filosofi og de mange afguder, som Paulus blandt andet så i Aten (ApG 17) – men han fortæller samtidig historien om Adam og Eva uden at nævne dem ved navn. Mennesket faldt fra sin høje plads, men det var et bevidst valg, og der findes ikke nogen undskyldning for det. De havde kundskab og kendskab. De havde Gud. Men i stedet for at give Gud den ære han fortjener, så overgav de sig til afgudsdyrkelse. Vers 23 indikerer, at afgudsdyrkelsen er menneskehedens virkelige grundlæggende problem, og at denne beslutning om at skifte Skaberens herlighed ud med det skabte havde fatale konsekvenser – som vi læser i det følgende:

24 De fulgte sitt hjertes lyster, derfor overga Gud dem til urenhet slik at de vanæret kroppen sin med hverandre. 25 De byttet ut Guds sannhet med løgn og tilba og dyrket det skapte i stedet for Skaperen, han som er velsignet i evighet. Amen.
26 Derfor overga Gud dem til skammelige lidenskaper. Kvinnene deres byttet ut det naturlige samliv med det unaturlige. 27 På samme måte sluttet mennene å ha naturlig samliv med kvinner og brant i begjær etter hverandre. Menn drev utukt med menn, og de måtte selv ta straffen for sin villfarelse. 28 De brydde seg ikke om å kjenne Gud, derfor overga Gud dem til en sviktende dømmekraft, så de gjør slikt som ikke sømmer seg. 29 De er fulle av all slags urett, umoral, grådighet og ondskap, fulle av misunnelse, mordlyst, strid, svik og falskhet. De farer med sladder 30 og baktalelse, hater Gud, bruker vold, er overmodige og brautende, de pønsker ut ondskap og er ulydige mot foreldrene, 31 de er uforstandige, upålitelige, ukjærlige og ubarmhjertige. 32 De vet hva Guds lov sier, at de som gjør slikt, fortjener å dø. Men ikke bare gjør de dette selv; de roser også andre som gjør det.

Vi læser her om mange typer handlinger, som karakteriseres af Paulus som onde, men det er væsentlig at få med sig, hvordan han ser på dem: Det startede ikke med dem. Det startede med afgudsdyrkelse (vers 22), hvorefter Gud overgav dem (til andre kræfter), og synd (altså onde handlinger) fulgte. At Gud overlod dem til deres egne intentioner korrumperede deres psyke og gav dem unaturlige lyster.

Igen ser vi disse referencer til den første beretning i Bibelen. Historien om Adam og Eva stadfæstede ægteskabet som det naturlige forhold mellem mand og kvinde, som bliver “et kød” (en union som også Jesus fremhæver som unik), og her ser vi Paulus sætte ord på de naturlige romantiske relationers kollaps til fordel for «unaturligt samliv» og «begær». Også her løber vi i moderne tid ind i problemer, fordi læsere har vanskeligt ved at tage ind over sig, at seksualitet er forbundet med moral. Men det er det ifølge Paulus. Promiskuøs adfærd kom som konsekvens af menneskehedens afgudsdyrkelse. Derefter fulgte vold og anden umoral, alt mulig destruktiv og relations-ødelæggende adfærd. Afgudsdyrkelse førte til svigtende dømmekraft og ondskab.

Alt dette, siger Paulus, er hedningenes store problem.
Og det vil ende galt.

Man fornemmer at på dette tidspunkt i brevet, da sidder jøden og nikker triumferende over fordømmelsen af hedningene og deres promiskuøse samfund. Men for Paulus er dette bare begyndelsen på en længere tankerække. For hvor var jøderne i alt dette? Hvor var Israel – Guds udvalgte folk? Svaret kommer i næste kapitel.

Reklamer

Er Syvende Dags Adventistkirken en sekt?

Vi har alle hørt om sekter: Religiøse organisationer, som folk bliver hjernevasket til at blive og forblive en del af, mens de gradvist mister frihed og lader sig undertrykke af åndelige autoriteter, gerne mens de bliver mere og mere isolerede, ofte forventer jordens undergang og i øvrigt ser på alle udenfor sekten som vantro og onde.

Definitionerne på sekter vil variere, men fænomenet er genkendeligt. Man kan opstille kriterier, som er sekteriske, og hvis en religiøs gruppe opfylder mange af disse, så kan man kalde det en sekt.

Et kriterium, som ikke er så væsentlig i denne sammenhæng, er om sektens tro er sand. De fleste af os ved (eller tror i hvert fald) at Moon-bevægelsen var fuld af nonsens, og at Scientology ikke er videnskabelig, men bare bygger på L. Ron Hubbards private fantasier. Jeg tror, der er mange falske forestillinger derude, blandt religiøse grupper. Jeg tror ikke, at Jomfru Maria hører bønner (siden jeg tror hun er død), men Maria-dyrkelse gør ikke katolicisme sekterisk i sig selv.

Grunden til at jeg nævner det her er, at sekter, som bliver beskyldt for at være sekter, gerne svarer igen med: “Nej, for vi har sandheden.” Dette var også i nogen grad Doug Batchelor’s måde at håndtere anklagen på, da han i en tale addresserede spørgsmålet om hvorvidt Syvende Dags Adventistkirke var en sekt (eller en “cult”, som de siger på engelsk). Ingen lader til at have forklaret ham, hvad som karakteriserer fænomenet.

Der findes lister over sekt-træk, og jeg er lidt usikker på, hvem som har skrevet dem oprindeligt, selv om det er nogle af de samme ting som går igen rundt om på Internettet. Da dette er et blogindlæg, så affinder jeg mig dog med at være lidt overfladisk omkring lige netop dette og bare gå direkte til en af listerne. Rick Ross giver følgende liste over 10 ting, man skal være på vagt overfor, og jeg vil se på dem og vurdere mit eget kirkesamfund (Syvende Dags Adventistkirken) ud fra hvert kriterium:

1. En sekt har en absolut leder som ikke står til regnskab overfor nogen.

Syvende Dags Adventistkirken har også en autoritetsfigur i (afdøde) Ellen White og har stor respekt for hendes bøger. Respekten er imidlertid større for Bibelen. Der er ingen nulevende leder, som ikke må stå til regnskab. Kirken har en struktur, som bedst kan beskrives som et representativt demokrati. De sidste 8 år har processer og procedurer i kirken været under meget kritik (indefra). Procedurerne har ikke været fulgt, og der er blevet manipuleret med afstemninger. Der er tydelige tegn på korruption (defineret som manipulation og afvig fra procedurer), men det er stadig langt fra en sekt, hvor lederens autoritet er helt absolut og ikke står til regnskab. Der er snarere tale om et system, som er i stykker og folk, som ikke gør deres arbejde ordentligt. Jeg håber naturligvis, at der over de næste par år vil blive ryddet op i det rod. I mellemtiden er jeg lige så glad for mit kirkesamfund, som jeg altid har været – det er derfor jeg vil, at der skal ryddes op.

2. Sekter har ingen tolerance for spørgsmål og kritik

Det faktum at der findes uafhængige journalistiske medier indenfor Syvende Dags Adventistkirken (fx Spektrum Magazine) beviser, at der er tolerance. Der er også stor frihed på vores uddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter. Det faktum at jeg kan skrive dette indlæg uden at frygte for at blive irettesat eller miste mit arbejde, etc., viser også, at der er tolerance. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også findes adventister, som synes at ærlige og åbne indlæg som dette er illoyale og skadelige. (Det er ikke alle, som går ind for ytringsfrihed, hverken i Adventistkirken eller i det bredere samfund.) Samtidig skal det siges, at ledelsen af kirkesamfundet på verdensplan tilsyneladende arbejder for, at der skal blive mindre sådan tanke- og talefrihed. Jeg håber at ledelsens planer for at kunne disciplinere og sanktionere og dirigere går i vasken. Ting kan variere i de lokale menigheder, afhængig af dem som styrer dem, men der er ikke noget system foreløbig, som undertrykker spørsmål og stopper kritik.

3. Sekter har ingen gennemsigtighed på økonomi

Syvende Dags Adventistkirkens økonomi er så gennemsigtig, at det fornylig førte til en ændring, da det viste sig, at kirkesamfundet indirekte støttede våbenindustrien (eller støttede nogen som støttede våbenindustrien) gennem investeringer i USA. Dette skabte meget røre internt, og der blev heldigvis ryddet op i dette med det samme. Det var en skandale, som ledelsen ikke havde brug for. Presset kom fra medlemmer.

4. Sekter har en overdrevet frygt for omverden, for eksempel snak om en snarlig katastrofe, onde sammensværgelser og forfølgelse 

Dette er muligvis det første punkt, hvor jeg vil sige at adventister scorer ganske højt på sekt-meteret. Adventister snakker ikke om “Armageddon” som Jehovas Vidner (en krig hvor alle pånær Jehovas Vidner vil blive dræbt), men om “Søndagslovene”. Det er en udbredt forventning, at adventister vil blive forhindret i at holde sabbatten, og måske ligefrem blive tvunget til at observere søndag. Dette vil være en test på hvem som er de sande kristne. Mange adventister tror også på konspirationsteorier, blandt andet snakkes der i krogene om, at jesuitter har infiltreret kirken og poserer som præster og administratorer. Naturkatastrofer og terror ses gerne som bekræftelser på profetier, og der er selvfølgelig den helt generelle forventning om at Jesus skal komme igen – men før han kommer igen, så kommer Antikrist, en personskikkelse, som skal forføre alle i verden med mirakler. I de (aller)sidste tider vil adventister blive forfulgt for at holde “De 10 bud”, og de vil være den eneste menighed som findes (ikke nu, men til allersidst), fordi resten har overgivet sig til verdslig levevis. Dette er i hvert fald udbredte tanker og doktriner i Adventistkirken, selv hvis forskellige mennesker formulerer det lidt forskelligt.

Igen kommenterer jeg ikke på rigtigheden af disse forestillinger. Det er åbenlyst at det uanset ikke er gået i opfyldelse endnu, hvis det er sandt at disse ting skal ske. Men troen i sig selv kvalificerer som et sekterisk træk, baseret på denne liste i hvert fald.

5. I sekter betragtes ingen grund til at forlade gruppen som “god nok”, det ses altid som en fejl. 

Til dels. Det ses altid som trist, når nogen forlader menigheden, men jeg mener ikke, at vores kirke er specielt sekterisk på dette punkt. Der synes at være en udbredt bevidsthed om, at det at forlade fællesskabet ikke er det samme som at forlade Kristus og Gud og at slutte med at tro. Der er ofte fokus på at prøve at hive folk tilbage, og der lægges gerne stor vægt på at beholde kontakten, selv hvis mennesker ikke har lyst at komme tilbage. Der er ingen udefrysning eller dæmonisering af tidligere medlemmer, som man ser hos nogen andre sekter.

6. Tidligere medlemmer af sekter fortæller ofte historier om overgreb og kan berette om identiske mønstrer af undertrykkelse.

Jeg har hørt flere historier fra ex-adventister, som er vokset op i strenge adventisthjem, hvor sabbatshelligholdelse gerne har spillet en rolle. Ex-adventister har også ofte haft et dårligt forhold til hvilken rolle Ellen White har spillet, og sekteriske træk på lokalplan synes ofte at have spillet en rolle, for eksempel lav-tolerance for andre synspunkter i den lokale menighed eller af præsten. Jeg ser det imidlertid ikke som et konsekvent systemisk problem, selv om jeg ved at det finder sted.

7. Der findes bøger, nyhedsartikler, dokumentarer om gruppens eller lederens krænkelser og overgreb.

Der findes meget kritisk materiale om Syvende Dags Adventistkirken, men det meste er kritisk til kirkens teologi og ikke mindst dens respekt for Ellen Whites skrifter. Materialet handler ikke om overgreb og krænkelser og ting som er typiske for os.

8. Tilhængere af sekter føler de aldrig er gode nok.

På dette punkt tror jeg ikke at Adventistkirken skiller sig ud fra mange andre konservative menigheder, som kan foråsage skam i sine medlemmer. Der findes dog perfektionistiske forgreninger indenfor kirken, hvor jeg mistænker at dette kan være mere udbredt. Høje idealer har af og til dette afkast, især når det kombineres med religiøs nidkærhed. Men mainstream adventisme forkynder nåde og tilgivelse, og at mennesket er skabt med værdi, og at Gud elsker alle mennesker, også selv om de har fejl og mangler. Adventistkirken bekræfter, at alle mennesker er syndere og har brug for Guds nåde.

9. I sekter har gruppen / lederen altid ret.

(Dette punkt ligner på punkt 1.) Som religiøs fællesskab har vi autoriteten plantet i religiøse skrifter: Bibelen. Men derudover tillægges Ellen Whites skrifter som sagt stor værdi. Hun bliver regnet som profet, samtidig som der lægges vægt på, at vores tro og lære udelukkende er baseret på Bibelen. Dette resulterer i konflikter internt, som jeg ikke behøver gå ind i her, men jeg vil bekræfte, at der af og til forekommer en “sekterisk” måde at bruge Ellen White på. Min egen overbevisning er, at Ellen White selv ikke havde syntes særlig godt om dette.

10. Gruppen / lederen er den eneste kilde til sandhed og til at få bekræftelse; der er ingen anden processer hvorved man kan finde ud af hvad som er acceptabelt eller sandt.

På dette punkt oplever jeg ikke mit kirkesamfund som sekterisk. Syvende Dags Adventistkirken har altid lagt vægt på høj uddannelse, og perspektiver fra andre discipliner inddrages gerne, med undtagelse af videnskabelige perspektiver som opleves som en trussel mod Bibelens troværdighed og specifikke doktriner. En anden undtagelse er esoteriske, spiritistiske, okkulte tilnærminger til religiøsitet (eksempelvis astrologi og tarotkort), som opfattes som sataniske eller som svindel. Men humanistiske og videnskabelige discipliner accepteres med kyshånd. Adventister elsker psykologi og medicin. Vi uddanner selv mange læger og sygeplejersker og fysioterapeuter på egne institutioner, og de er lige så dygtige som alle de andre.

Konklusionen: 

Syvende Dags Adventistkirken er ikke en sekt, men vi har af og til nogle sekteriske træk, som jeg tror vi gør ret i at være bevidste på. Det er alligevel kun på 1 ud af 10 punkter på en liste over sekteriske træk, at jeg tror vi virkelig kvalificerer, og så er der et par andre punkter, hvor man kan sige “måske lidt”.

 

 

 

 

 

 

 

Er du redd for hvilken ånd som leder deg?

Bilderesultat for anxiety spiritual

Jeg var med på et bibelstudium, hvor vi kom vi inn på et interessant spørsmål. Emnet var Peters syn og møtet med hedningen Kornelius. Synet viste Peter urene dyr og oppfordret ham til å spise. Etter hvert skjønte Peter, at dette var Guds måte å åpne hans øyne for det faktum at Gud også ville frelse hedningene – at de skulle få Helligåndens gave, presis som jødene. Kornelius var en av de første som opplevde det (Apostlenes Gjerninger 10).

Og så kom spørsmålet på bibelstudiet vårt: «Hvordan visste Peter, at det var Gud som sendte ham dette synet?»

Ja, hvordan visste han det?

Spørsmålet Bibelen aldri selv stiller

Det samme spørsmål kan selvfølgelig stilles om alle i hele Bibelen, som på den ene eller annen måte har vært i kontakt med Gud. Hvordan visste Noa at det var Gud, som sa han skulle bygge en ark? At en flom var på vei? Hvordan visste Abraham, at det var Gud som sa han skulle forlate familien sin og reise mot vest? At han skulle bli et stort folk? Og at han skulle ofre Isak som brennoffer (og at han ikke skulle gjøre det likevel)? Hvordan visste Moses at det var Herren i den brennende busk? Hvordan visste Eli at det var Herren, som kalte Samuel til seg midt på natten? Hvordan visste Elia at det var Gud, som kastet ild ned fra Himmelen?

Og hvordan kunne disiplene vite at fariseerne ikke hadde rett, når de sa at det var med hjelp fra selveste demonen Beelzebub at Jesus drev ut demoner?

Ja, det er lett å så tvil. Det er lett å skape paranoia. Den åndelige verden er usynlig for oss og vi har en veldig god fantasi, især når det gjelder å tenke ut ondskap. Vi klarer oftest å forestille oss at det bak ethvert åndelig fenomen står en demon, som kynisk manipulerer og gjør «gode» ting bare for å lure oss over på sin side.

Men her er det viktig å forstå, at spørsmålet som her blir stillet er veldig typisk for oss adventister. Det er ikke et vanlig spørsmål blant kristne og lesere av Bibelen å lure på, hvordan Peter visste at det var Gud som viste ham lakenet med de urene dyrene. Jeg vil enda vove å påstå, at det er et spørsmål som neppe har fallet de første lesere av historien inn engang. Med all sannsynlighet har det heller ikke opptatt forfatteren Lukas. For dem var svaret på spørsmålet åpenbart: Selvfølgelig var det Gud!

La oss tenke oss å være Peter i den situasjonen. La oss huske på hva han har vært gjennom. Peter har vandret med Jesus. Peter har sett Jesus dø på korset, og så har han sett ham stå opp! Peter har opplevd å bli tilgitt for de ganger han har sviktet. Han har opplevd selveste Pinsedagen – og den dagen var crazy! Tunger av ild, som satte seg på dem! Masseomvendelse! Peter har vært på frontlinjen av evangeliets utbredelse og sett tusenvis av mennesker omvende seg for å følge Jesus! Han har vitnet for mektige embetsmenn! Han har blitt pisket for det! (Han har ennå ikke opplevd å bli reddet ut av fengslet av en engel, men det kommer snart.) Og så får Peter dette synet og hører stemmen fra himmelen – skulle han da plutselig stoppe opp for å spørre: «Hmm, jeg lurer på om dette er fra Gud, eller om det kanskje er Djevelen?»

Sagt med selvironi: Man må være en redd adventist i det 19., 20. eller 21. århundret for å ha fantasien til å forestille seg, at midt i alt hva Gud har gjort for Peter, da kunne Djevelen potensielt snike seg inn og gi et feilaktig syn for å forføre Peter!

I ingen av alle disse fortellingene som jeg akkurat har referert til kommer spørsmålet opp. Det faller ikke forfatterne inn. Det faller ikke personene selv inn. De bare går ut fra, at det er Gud! Og det gjør de helt rett i!

Men vi, er vi virkelig så åndelig paranoide at vi konstant må lure på hvem som står bak? Hvis ja, da skjønner jeg at vi har store problemer.

Hemmet av åndelig angst

Min kone jobber som psykolog og derfor fyller psykologien mye i vårt hjem, og jeg har lest mye psykologi selv. Jeg har vel blitt en slags hobbypsykolog over de siste 10 år. Som de fleste er klar over, så er «depression» og «angst» blant de mest vanlige psykiske helseplagene i Norge. Noe som kjennetegner «angst» (vel særlig «generalisert angst») er konstante forestillinger om fare og trusler og ting som kan gå galt. Å lide av angst er gjerne ubehagelig, men i tillegg er det «hemmende». Det vil si at angst hindrer oss i å leve livene våre slik vi ønsker. Det er ikke rart at psykolog Ingvard Wilhelmsen har kalt sin bok «Sjef i eget liv». Det er akkurat det vi ikke er – når vi er plaget av angst.

Jeg tror, det er mye angst i Adventistkirken. Det er mange bekymringer. Det er mange forestillinger om farer og trusler, og vårt åndelige liv er gjerne preget av dette. Kanskje vi tror at det er teologisk begrunnet. Jeg tror det oftere er psykisk begrunnet.

Det er altså ikke Bibelen som har lært oss å konstant stille spørsmålet: «Hvordan vet vi om det er Guds ånd som leder oss?» Det er ikke noe vi gjør fordi apostlene alltid gjorde det, for det gjorde de ikke. Da det kom opp på apostelmøtet i Jerusalem (Apostlenes Gjerninger 15), at hedningene fikk Guds ånd akkurat som jødene, så konkluderte de ikke med at «da er det feil ånd – da er det hele et stort bedrag fra den onde!» Slik hadde mange av oss adventister kanskje konkludert i 2018, når disse uforutsigbare tingene skjedde.

Men hvorfor stiller vi da dette skeptiske spørsmålet, om ikke apostlene stilte det? Hvorfor er vi så redde for å bli lurt og forført av onde demoner?

Noe av det har å gjøre med en ubalansert måte å redegjøre for ondskapens åndsmakter på. Alle adventister har hørt om «den store strid mellom Kristus og Satan», ikke minst fra Ellen Whites bøker om temaet, og vi tror på at Satan finnes og jobber for å føre vill. Det viktigere budskap (som også er Ellen White sitt budskap) er imidlertid at Kristus har vunnet over Satan og vil beskytte sine egne mot ham. Bibelen sier at vi har en åndelig rustning vi kan ta på (Ef 6). Jakob skriver enda: «Men stå djevelen imot, så skal han flykte fra dere.» (Jakob 4,7) Men den del glemmer vi dessverre lidt for ofte.

Den annen del av forklaringen er den psykiske sammensetningen. Teologien vår blir gjerne offer for vår personlighet og ikke minst våre «indre demoner», alstå ikke faktiske demoner, men vår frykt og angst. Mange mennesker har søkt religionen fordi de hadde psykisk smerte og søkte lindring. De har gjerne tatt smerten med seg og fått en smertefull religiøsitet, plaget av angst.

Når angsten blir «sjef» i vårt åndelige liv, så hemmer det oss på samme måte som det kan hemme oss i andre deler av livet. En person med «sosial angst» er hemmet, fordi angsten gjerne hindrer ham i å forme vennskaper. Angst hindrer mange folk i å forlate hjemmet deres, og resultatet er ikke bare mer angst, men gjerne isolasjon og ensomhet. Angst hemmer. Den åndelige prisen er at vi er redde for å gå inn i en relasjon med Ånden. Vi stenger rett og slett av for Gud på den måten. I vår frykt for de fæle åndene stenger vi av for Ånden! (Ironien er selvfølgelig at dette er nøyaktig hva onde ånder kunne ønske seg.)

Ikke stå Ånden imot

Problemet er ikke nytt. Dette var noe av det siste Stefanus sa, før de stenet ham: «Stivnakket er dere, uomskåret både på hjerte og ører! Alltid står dere Den hellige ånd imot, som deres fedre, så også dere.» (ApG 7,51)

Jesus selv beskrev det som den største synd av dem alle, faktisk den eneste «utilgivelige» synd: «Men den som spotter Den hellige ånd, får aldri i evighet tilgivelse, men er skyldig i evig synd.» (Markus 3,29) Det er i øvrig ikke så rart, at denne synd er utilgivelig. Det er jo Ånden selv, som gjør tilgivelse av alle synder mulig – så om Ånden selv da blir avvist, da er «synd» et permanent problem. Da gjenstår gjenopprettelsen. Men dette er en lidt annen snakk.

Igjen står vi altså med noen kraftige eksempler fra Bibelen på menn og kvinner, som fulgte Gud og gikk der Guds ånd ledet dem. Ånden gjorde mange fantastiske og ofte overraskende ting. Likevel stolte menn og kvinner på Gud i det, selv når de ikke forsto det. De stoppet ikke opp og konkluderte med at bare fordi det ikke passet med deres egne forventninger, så var det Beelzebub. De lurte tilsynelatende ikke engang på det. De hadde ikke den paranoide forestillingsevnen, som noen adventister i dag har kultivert. De stolte i stedet på at Gud beskyttet dem.

«Lever vi ved Ånden, så la oss også vandre i Ånden,» skriver Paulus. Fantastisk oppfordring. Så er spørsmålet om vi tør. Eller om vi hellere vil fortsette å leve i angst og åndelig paranoia og møte ethvert åndelig fenomen vi ikke helt forstår med skepsis og vantro.

For noen år siden kom Ledelsen av Syvende Dags Adventistkirken frem til, at Adventistkirken i hele verden trenger vekkelse og fornyelse. De satte det på programmet og førte kampanjer. “Revival and Reformation” var ord, som ble oversatt og gjentatt rundt om i hele verden. Dette har de efter sigende ikke avlyst. Men skal det skje, så tror jeg vi må legge bort frykten og søke Gud, også om han skulle lede oss inn i det ukjente.

Guds herlighet og tempelet

I en norsk Facebook-gruppe for adventister skrev jeg et ganske langt indlæg. Der er ingen grund til, at dette indlæg ikke også kan deles her:

 

GUDS HERLIGHET OG TEMPELET

I min prediken på sabbaten reflekterte jeg over den følelsen det må ha vært å stå overfor det nye tempel, som ble bygget etter eksilet. Vi vet lidt om følelsene fra Esra 3:

12 Men mange av prestene, levittene og familieoverhodene som var så gamle at de hadde sett det første tempelet, gråt høyt da de så det tempelet som nå ble grunnlagt. Andre jublet høyt i glede. 13 Det var ikke mulig å skille de glade jubelropene fra folkets gråt. For folket jublet så høyt at det hørtes vidt omkring.

Teksten sier ikke hvorfor de gråt, men det er tydelig at det ikke var «tårer av glede»! Var det alle de vonde minner om det de hadde mistet? Eller var det skuffelsen over det nye tempelet i forhold til det førstes storhet?

Det siste virker sannsynlig, for mens det første tempel ble bygget i en kontekst av økonomisk nasjonal suksess, etter Kong Davids regjeringstid og i begynnelsen av Salomos, så er dette tempelet konstruert, mens de tilbakeværende jødene ikke engang bestemte over seg selv. Tempelet manglet mye av det som gjorde det til det gamle tempelet, ikke minst Arken, som var forsvunnet sporløst.

Den største «mangel» var dog Guds herlighet. Denne herligheten blir i Det Gamle Testamente gjerne karakterisert som en «sky». Den var med israelittene da Gud hentet dem ut av Egypt. Skyen flyttet inn i tabernakkel-teltet, og da Salomo innviet tempelet, så flyttet skyen inn i det også:

1 Konge 8
10 Da prestene gikk ut av helligdommen, fylte skyen Herrens hus. 11 Prestene kunne ikke stå og gjøre tjeneste på grunn av skyen; for Herrens herlighet fylte tempelet.

Men da Israel vendte bort fra Gud og begynte å dyrke andre guder, så forlot Guds herlighet tempelet. Dette er viktig: Guds herlighet forlot ikke tempelet, fordi hedningene kom og skitnet tempelet til. Guds herlighet forlot tempelet, fordi det utvalgte folket tilba andre guder og derfor sluttet å gjøre det gode – ikke minst å ta vare på de svake blant folket.

Esekiel beskriver dette i kapittel 10, hvor kjeruber ruller «Guds herlighet» ut gjennom inngangen til østporten og går bort. Dette må ha vært ganske grusom tanke for israelittene. Profeten så altså Guds herlighet bli eskortert ut av engler. Ikke rart at Juda og tempelet etter dette lå helt åpent for babylonerne. Beskyttelsen var borte, og resultatet var 70 år i eksil.

Eksilet slutter, i hvert fall i den forstand at israelitter får flytte hjem, men fremdeles fortsetter andre folkeslag å herske over dem. På en måte fortsetter eksilet altså likevel. Det lykkes jødene med Guds hjelp å få til å bygge et nytt tempel, selv om det er en trist kopi av Salomos tempel. Men for dem var det store spørsmål selvsagt: Vil Guds herlighet nå komme tilbake til Israel?

Esekiel hadde fått et syn, ikke ulikt synet i kapittel 10, hvor Guds herlighet forlot tempelet. I kapittel 43 leser vi da:

1 Så førte han meg til den porten som vender mot øst. 2 Og se, herligheten til Israels Gud kom fra øst med et drønn som av store vannmasser, og jorden strålte av hans herlighet. 3 Det synet jeg fikk se, lignet synet jeg hadde da han kom for å ødelegge byen, og det jeg hadde ved Kebar-elven. Jeg kastet meg ned med ansiktet mot jorden. 4 Og Herrens herlighet kom til tempelet gjennom den porten som vender mot øst. 5 Da løftet ånden meg opp og førte meg til den indre forgården. Og se, Herrens herlighet fylte tempelet!

Dette håpet sto jødene med, da de sto overfor det nye tempel, som de ved Guds hjelp hadde fått konstruert. Ofringerne og tilbedelsen var i full gang. Men når ville Guds herlighet mon vende tilbake? Hvordan ville det se ut? Selv om ingen visste det, så delte alle følelsen av, at det var hvert fall ikke skjedd enda. De ventet fremdeles.

Og årene gikk. Og mens tiden gikk, så gikk det ikke alltid like bra for tempelet, eller for folket som helhet. Under den gresk-makedonske konge, Antiochus IV Epifanes, ble det verre enn noensinne. Han gjorde alt for å tvinge jøder til ulydighet mot Gud. For å vanære tempelet slaktet han et svin på alteret. Dette så veldig annerledes ut enn «Guds herlighet».

Herodes pusset opp tempelet, og det var fremdeles i bruk på Jesu tid. Men også på Jesu tid var det en klar følelse blant jødene, at selv om tempelet tjente en viktig funksjon for deres tilbedelse av Gud, så var ikke Guds herlighet kommet tilbake. Esekiel 43 var ikke gått i oppfyllelse. Når Jesus sier at tempelet har blitt gjort til en “røverhule” (Matt 21,23), så kan det kanskje ses som en bekreftelse av dette.

Tempelet ble ødelagt 70 år etter Kristi fødsel. Historikerne kan fortelle, at dette var Romerrikets reaksjon på et jødisk opprør, og det var en veldig fæl og tragisk begivenhet. Jesus selv gir en annen og dypere begrunnelse (Luk 19,44). Folkene i Jerusalem ble drept. Etter dette ga det nærmest ikke lenger mening å forvente, at Guds herlighet skulle vende tilbake, og spør du en jøde i dag, ja, så har Esekiel 43 aldri blitt oppfylt.

Men kanskje det skjer snart? Planene om et nytt tempel eksisterer, men situasjonen er selvfølgelig kompleks, siden det i dag står en fin moske på samme sted …

Det finnes mange kristne, som også forventer en oppfyllelse av Esekiel 43 i Jerusalem. Jeg er ikke en av dem. Grunnen er, at når jeg leser Det Nye Testamente, så leser jeg i Johannesevangeliet, at profetien allerede har blitt oppfylt, men på en overraskende måte. Guds herlighet vendte tilbake til Israel, men ikke inn i det tempelbygg, som ble konstruert etter eksilet og vanæret av Antiochus og pusset opp av Herodes. Tempelbygget som ble fylt med Guds herlighet var Jesus sin kropp!

Om ham skriver Johannes (1,14):

«Og Ordet ble menneske
og tok bolig iblant oss,
og vi så hans herlighet,
en herlighet som den enbårne Sønn
har fra sin Far,
full av nåde og sannhet.»

Dette er «tempelspråk». Å «ta bolig iblant oss» var hva israelittene hadde sett Gud gjøre i teltet i ørkenen og i tempelet i Jerusalem. Det er jo dette «tabernakel» betyr: At Gud bor hos sitt folk. Og nå gjorde han det igjen, sier Johannes, og han tilføyer at det er Guds herlighet, som er kommet tilbake, akkurat som forventet av Esekiel og de andre profetene.

Jesus er oppfyllelsen av alle løftene, og det har selvsagt mange konsekvenser for verden og for oss i den, og vi har i virkeligheten kun sett begynnelsen på alt dette. Jesus sin kropp er templet (Joh 2,21). Han er Lammet (Joh 1,29). Han er ypperstepresten (Hebr 4,14). Jesus er soningsstedet (Rom 3,25). Jesus tjente og tjener fremdeles alle templets funksjoner.

Paulus bruker også tempelspråk om Jesus, når han skriver:

Kolosserbrevet 1
19 For i ham ville Gud la hele sin fylde ta bolig,
20 og ved ham ville Gud forsone alt med seg selv,
det som er på jorden, og det som er i himmelen,
da han skapte fred ved hans blod på korset.

Vers 19 er presis det, som det har vært snakk om i forhold til Guds herlighet, og om den noensinne ville komme tilbake til Israel. Paulus svarer her: «Ja – det skjedde i Jesus!» Konsekvensene er mange, og en av de mest relevante for oss er kanskje, hva dette betyr for det å være «menighet».

Kirken (eller «menigheten») beskrives av apostlene som Jesu kropp (Rom 12,5; 1 Kor 12,27), og i den forstand er vi som kirke naturligvis også et tempel for den hellige ånd (Kol 1,18; 1 Kor 3,16-17), slik han var det! Vi har ikke noe tempel i Jerusalem (og vi trenger det ikke heller), for Jesus er tempelet, og fellesskapet vårt er derfor også et tempel i seg selv.

Den fulle oppfyllelse gjenstår naturligvis, når Gud vil gjøre det, som han har planlagt fra begynnelsen. Gud har planlagt å fylle alt det skapte med sin herlighet (Salme 72,19, Jes 6,3). Til dette formål har Gud skapt verden. Johannes, igjen, gir oss visjonen for fremtiden, og igjen hører vi tempelspråk, fordi Johannes selv forstår, at dette er hva Gud fra gamle dager har sagt en dag skulle skje:

Åpenbaringen 21
1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord var borte, og havet fantes ikke mer. 2 Og jeg så den hellige byen, det nye Jerusalem, stige ned fra himmelen, fra Gud, gjort i stand og pyntet som en brud for sin brudgom. 3 Og jeg hørte fra tronen en høy røst som sa:
«Se, Guds bolig er hos menneskene.
Han skal bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud selv skal være hos dem.
Han skal være deres Gud…

Dette bibelske temaet og hva Bibelen lærer oss om det er for mange av oss gått tapt. Men vi adventister tror på helligdomstjenesten, og vi tror på tempelet. Enda viktigere, vi tror på Jesus, og vi tror at Jesus er Guds sønn og dermed åpenbarer for oss Guds herlighet. Jesus forkynte at Guds rike er nær. Det er nærmere enn vi tror – i fellesskapet vårt kan denne nærhet erfares, mens vi venter på den dagen, hvor Gud endelig skal bo hos sitt folk.

03. Lad os læse Rom 1,16-17

Vi har læst, at Paulus længes efter at komme til Rom, være sammen med menigheden der og forkynde evangeliet, som han har forkyndt alle andre steder.

16 For jeg skammer meg ikke over evangeliet. Det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, jøde først og så greker.

“skammer meg ikke”
Hvorfor skulle Paulus dog også skamme sig over evangeliet? I dag skammer vi os måske fordi evangeliet opfattes som “uvidenskabeligt” eller “politisk ukorrekt” på forskellige måder. Der har selvsagt været andre ting i det første århundrede, som blev set ned på. Paulus troede på, at en korsfæstet jøde var opstået fra de døde som hele verdens sande konge. Et synspunkt som verden omkring ham nok ville synes han burde skamme sig over – men som han nægter at skamme sig over, fordi i dette sælsomme budskab ligger en kraft (Guds kraft) som “frelser” folk!

“for hver den som tror, jøde først og så greker”
Denne kraft, som budskabet om den korsfæstede/opstandne Konge rummer, er desuden udiskriminerende. Det er ikke bare et jødebudskab, selv om jøderne fik budskabet “først”, men også havde brug for at blive frelst først (noget som Paulus straks skal komme mere ind på i de følgende kapitler), men det er faktisk en kraft, som kan frelse alle uanset baggrund, hvis de tror på evangeliet om den korsfæstede Konge!

17 For i det åpenbares Guds rettferdighet av tro til tro, slik det står skrevet: Den rettferdige skal leve ved tro.

Vi kommer i vers 17 til en af de mest kompakte småsætninger i hele Romerbrevet, og du skal ikke skamme dig, hvis du – selv som kristen i mange år – læser denne sætning igen og alligevel er i tvivl om, hvad i alverden han siger. Hvis du har det sådan, så er du i selskab med mange kloge hoveder, som også har studeret Romerbrevet længe, for verset har været genstand for meget debat i teologiske cirkler.

I sig selv har verset nemlig ikke den information, som man har brug for, for at pakke meningen ud. Det hjælper dog, når man læser videre. Paulus forklarer sine tanker det følgende, i sin snak om først hedningenes synd og så om jødernes svigt og hykleri, helt indtil han siger noget af det samme igen (med mere fylde) i Rom 3,21-26, som jeg kommer til at se på i et senere indlæg.

i det åpenbares Guds rettferdighet”

Altså, Paulus snakker om evangeliet om den opstandne Jesus, som har en kraft, der frelser folk (både jøder og grækere), som tror på det. Dette evangelium gør det åbenbart, at Gud har været “retfærdig”.

Hvad mener Paulus med det? Dette er et stort tema. Nogen vil tænke, at der er tale om, at korset viser, at Gud ikke tolererer synd, og at han på korset straffede Jesus for verdens synd og dermed viste, at han var en retfærdig dommer (fordi han ikke så gennem fingre med verdens synd). I den forstand bliver “retfærdig” her forstået som “streng” og “konsekvent i forhold til lovens regler”.

Et af problemerne med denne tolkning er, at den giver et forvansket billede af, hvordan Gud håndterer synd – at han straffer det – som om ondskab i sig selv ophører, når bare lovbryderen får en udmålt straf. Det tegner et billede af Gud, som en som ikke er tilfreds, før nogen er blevet udsat for lidelse. Måske det ligefrem udstiller Gud som en sadist eller psykopat. Hvorfor kan Gud ikke bare tilgive? Hvorfor må nogen bløde? Og hvordan er det i det hele taget fair, at det er hans søn, som bløder, når det ikke er ham, som har begået synderne?

Så vil nogen sige at det er på grund af hans lov. Det er ikke Gud, men det er hans retfærdige lov, som tvinger Gud til at lede efter en syndebuk. Det kosmiske retfærdigheds-regnskab går ikke op, før nogen har fået straf som tilsvarer mængden af synd, og derfor er Gud tvunget til at straffe nogen. Dette bliver dog også en utilfredsstillende løsning, siden den laver et slags skille mellem Gud og hans lov, som om han modvilligt må gøre hvad den siger, snarere end at han selv har skrevet den, eller at den bygger på hans egen karakter…

Problemet med alt dette, udover at Paulus ikke selv kommer med sådanne forklaringer, er, at hele tankegangen kommer fra middelalderens forståelse af synd, lov, gerninger og retfærdighed. Det passer ind i en scholastisk ramme, men ikke ind i det jødiske verdenssyn, som kristendommen opstod i. Det er slet ikke der Paulus kommer fra.

Når jøder som Paulus – i det første århundrede og også før – snakker om at “Gud er retfærdig”, så er det ofte i sammenhæng med at:

  • Gud holder sine løfter.
  • Gud er trofast mod den pagt han indgik med Israel.
  • Gud husker på sit folk.
  • Gud tager ansvar for den verden han har skabt, som er “gået i stykker”.
  • Gud holder dom over ondskaben for at fikse situationen.
  • Gud frelser det fortabte.

At Gud er “retfærdig” betyder for Paulus, at Gud er “trofast”, og omvendt. Han er “retfærdig”, fordi han holder hvad han har lovet, og han har lovet at frelse os og hele verden gennem sit udvalgte folk, Israel. Og i Jesus har han gjort det!

(Læg desuden mærke til, at hvor “den strenge Gud”-forklaringen, som jeg skrev om før, fokuserer på korset alene, så tager denne “Gud var trofast gennem Jesus”-forklaring hele Jesu virke med. Guds retfærdighed er dermed ikke blevet åbenbaret gennem straffen af Jesus på korset, men gennem hele hans liv, hans helbredelser, opgør med dæmoner, hans uselviske død og hans sejr over dødens magt gennem opstandelsen. Den gør også Jesus til subjekt, Herre, og ikke bare et objekt for Faderen, som havde brug for nogen at straffe.)

Dermed blev hans retfærdighed altså “åbenbaret” i Jesus, som jo selv er Guds udtrykte billede og dermed har givet os indsyn i hvem Faderen er. Jesus har (i sin handling på korset) åbenbaret, at Gud er en retfærdig Gud, fordi han er trofast mod alt det han gennem tidligere tider har åbenbaret til profeterne og ikke mindst til Abraham, at han ville gøre. Dette er efter alt at dømme Paulus’s pointe, ikke bare i dette vers, men i de følgende kapitler.

“av tro til tro”

Evangeliet om Jesus åbenbarer derfor Guds rettferdighet “av tro til tro”.
Hvad står de to gange “tro” mon for?

Den første står velsagtens for Guds egen trofasthed gennem Jesus, som vi netop har snakket om. Gud har været tro imod pagten og løfterne og Israel. Gud har været trofast. Af den trofasthed er det blevet åbenbart, at Gud er en retfærdig Gud, som vi kan stole på og sætte vores lid til og håbe på!

Den trofasthed er åbenbaret til glæde for dem som tror, og som i kraft af denne tro bliver frelst. Dette er “tro” nummer 2 i denne sætning. Der er tale om de troende / de trofaste, altså Guds troende folk (nu bestående af både jøder og grækere).

Guds retfærdighed er altså blevet demonstreret af Gud gennem Jesus, og dette skete på grund af (1) Guds trofasthed til (2) de trofaste mennesker, som holder fast i det de har fået. Dette er meningen af “av tro til tro”.

“slik det står skrevet: Den rettferdige skal leve ved tro.

En ting som er værd at vide om Paulus er, at når han citerer et bibelvers, så er det ikke bare det enkelte vers, han tænker på, som om det var en talemåde, der lige passede på det han ville sige. Paulus citerer fra Det Gamle Testamente med tanke på kapitlernes og ofte hele bøgernes temaer. Det gør han også, når han her citerer fra Habakkuk 2,4.

Habakkuks Bog handler om netop det at stole på Guds frelse – hans løfter – selv når man er omgivet af uretfærdighed. Habakkuk efterspørger Guds retfærdighed i denne situation, men konkluderer at “den retfærdige skal leve ved tro” i form af tillid til Gud.

I Romerbrevet er budskabet at Gud har været trofast, at han ikke har glemt Israel (og resten af verden) i deres lidelser. Dette er hvad tro er for Paulus: At man stoler på Guds løfter, også selv om det ser sort ud. Dette vil han også forklare, når han argumenterer ud fra de troendes fader, Abraham, i Rom 4,18-22. Alt som Paulus hinter til i Rom 1,16-17 bliver egentlig uddybet og forklaret senere i brevet, så meget af det som allerede er skrevet her, vil blive tydeliggjort af Paulus senere.

02. Lad os læse Rom 1,8-15

Først av alt takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for dere alle, for i hele verden blir det fortalt om deres tro. 9 Gud selv, som jeg av hele mitt hjerte tjener med evangeliet om hans Sønn, er mitt vitne på at jeg alltid husker på dere i mine bønner. 10 Jeg ber stadig om at det endelig en gang må lykkes for meg å komme til dere, om Gud vil. 11 For jeg lengter etter å se dere, så jeg kan gi dere del i en Åndens gave for å styrke dere 12 – eller rettere sagt: for at dere og jeg sammen kan bli oppmuntret ved vår felles tro.
13 Jeg vil at dere skal vite, mine søsken, at jeg ofte har satt meg fore å komme til dere, men jeg er blitt hindret helt til nå. For jeg ville gjerne høste frukter også hos dere, som blant de andre folkeslagene. 14 Grekere og barbarer, lærde og ulærde – alle står jeg i gjeld til. 15 Derfor ønsker jeg å forkynne evangeliet også for dere i Roma.

Paulus skriver at han tænker på menigheden, beder for dem og savner dem. Han vil gerne besøge dem, hvis han kan få det til, men er indtil nu blevet forhindret. Han vil gerne have fællesskab med dem – opmuntre dem og selv blive opmuntret – som jo er en væsentlig del af det at være Guds menighed.

“Vår felles tro”
Disse ord til menigheden i Rom minder os om at Romerbrevet i første omgang er et rigtigt brev skrevet til rigtige mennesker, ikke en doktrinær lærebog skrevet til præster eller andre bibelstuderende, selv om brevet i eftertiden har fået stor betydning for, hvordan vi har formuleret og forstået den kristne tro.

Hvis vi alligevel skal udlede et slags doktrin af disse ord, så er det måske det at “vi kristne skal opmuntre hinanden med Åndens gaver” (se vers 11-12). Det er ikke mindst dette, som “at gå i kirke” handler om. Måske denne “opmuntring”, som Paulus snakker om, også er de frugter, han snakker om at høste. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det har været meget opmuntrende for ham at se al den tro, håb og kærlighed som er spiret frem af det han tidligere har sået med sin forkyndelse, ikke mindst nye troende. Siden han sidst var i Rom har andre vandet det han såede, og Gud har givet vækst, jf. 1 Kor 3,5-9. Paulus ser nok frem til at se med egne øjne, hvad han har hørt andre fortælle om dem (i vers 8).

å forkynne evangeliet”
Ligesom i åbningshilsenen (Rom 1,1-7), så er evangeliet om Sønnen også centralt, når han her snakker videre om sin tanker om menigheden i Rom. I vers 9 gentager han, at han har fået et “kald” som tjener for evangeliet. Denne store opgave, som er blevet givet helt specifikt til Paulus af Gud selv, dukker op igen i vers 13, 14 og 15, hvor han forklarer, at han har forkyndt evangeliet for alle slags mennesker i verden, og derfor ønsker han “å forkynne evangeliet også for dere i Roma.”

“i Roma”
Rom er selvfølgelig ikke bare en tilfældig by på kortet, således forstået at Paulus lige så godt kan rejse til Rom og forkynde som alle andre steder. 
Tværtimod, alle veje fører til Rom, der bor denne verdens fyrste i menneskelig forstand, Kejseren, som evangeliet står imod. For hvis “Jesus er Konge” (som er Evangeliets fundamentale påstand), så er kejseren det selvsagt ikke. Som verdens navle og hovedstad er ingen by derfor vigtigere, hvis denne verdens politiske magter skal konfronteres, og hvis budskabet skal nå ud til hele verden. Derfor var Rom en uundgåelig destination på listen over byer, hvor Paulus skulle hen og forkynde i kraft af sit kald som Kristi udsendte til hedningene. Det var da også i Rom, at Paulus’s missionsrejser sluttede, men det vidste han nok ikke, da han skrev dette.

Kommentarerne til de næste par vers (1 Kor 1,16-17) blev så lange, at de fortjente et eget indlæg, selv om der bare er tale om to vers.

01. Lad os læse Rom 1,1-7

1 Paulus, Kristi Jesu tjener, hilser dere, jeg som er kalt til apostel og utvalgt til å forkynne Guds evangelium, det som Gud på forhånd har gitt løfte om gjennom sine profeter i hellige skrifter.Det er evangeliet om hans Sønn, Jesus Kristus, vår Herre, kommet som menneske av Davids ætt,ved hellighets Ånd stadfestet som Guds mektige Sønn ved oppstandelsen fra de døde.Ved ham har jeg fått nåde og aposteloppdrag for at jeg skal føre mennesker av alle folkeslag til lydighet i tro, til ære for hans navn.  6 Blant dem er også dere som er kalt til å høre Jesus Kristus til.Jeg hilser alle dere i Roma, dere Guds elskede som er kalt til å være hellige: Nåde være med dere og fred fra Gud, vår Far, og Herren Jesus Kristus!

Paulus, Kristi Jesu tjener. Brevet er skrevet af Paulus, og han skriver med en autoritet fra Gud, siden Gud selv har kaldet og udvalgt ham til at forkynde evangeliet om Jesus.

Både Gud (Far), Jesus Kristus (Sønnen) og Ånden nævnes i denne tekst. Åbningen af Romerbrevet er i den forstand tydelig trinitarisk.

Evangeliet om hans Sønn, Jesus Kristus. Kristus er en titel, mere end et navn. En passende dansk / norsk oversættelse af titlen havde måske været “Kong Jesus”, men det havde alligevel ikke været nok, for det er jo ikke en hvilken som helst konge. Ordet “Kristus” må forstås sådan, at der er tale om den lovede konge, som er fra “David ætt” (vers 3), ifølge “de hellige skrifter” (Det Gamle Testamente, se vers 2). Paulus refererer her til profetierne og løfterne, som Israel havde fået af Gud. Evangeliet er i fuld overensstemmelse med jødiske skrifter, faktisk forventet i dem.

Apostelopdrag. Sandheden om Kristus er “Guds evangelium”, som Paulus har fået til opgave at forkynde. Han kalder sig selv “Kristi Jesu tjener” og siger at han er “kaldet” og “udvalgt” af Gud selv. Hans målgruppe er “mennesker av alle folkeslag”, ikke bare jøder og ikke bare hedninger og ikke nogen anden begrænset kategori (fx slaver eller rigmænd).

Guds mektige Sønn stadfestet ved opstandelsen fra de døde. Opstandelsen verificerer Jesu status som “Guds søn” og som den sande Kristus-konge. Kristne forstår oftest “Guds søn” i en bogstavelig forstand (“Faderen har en søn, hvor svært kan det være?”), men i Bibelen er det normalt en titel. Den bruges om Israel som Guds udvalgte folk (Jer 32,5) og om David, som var Israels konge (Salme 2,7). Nu bruges det samme begreb om Jesus, som er den lovede konge “av Davids ætt”, ham som de andre tekster egentlig pegede frem til. Gud sagde i Det Gamle Testamente, at han ville “rejse op” en ny konge for Israel (Jeremia 23,5 – se teksten herunder), og gennem opstandelsen har Gud ved Åndens kraft virkelig gjort dette. Overraskelsen ligger i, at han ikke bare blev konge over Israel og Juda, men over hele jorden.

Jeremia 23
  5 Se, dager skal komme, sier Herren,
da jeg reiser opp en rettferdig spire for David.
Kongen skal regjere med visdom
og gjøre det som er rett og rettferdig i landet.
  6 I hans dager skal Juda bli frelst
og Israel bo trygt.
Og dette er navnet han skal få:
Herren, vår rettferdighet.

Dere er kalt. Som Paulus er kaldt og udvalgt, således også dem han skriver til, og som er taget ud af alle folkeslag. Vi forstår dermed, at der både er jøder og hedninger blandt modtagerne af brevet i menigheden i Rom, og dette vil få betydning for hvad han skriver og hvordan han skriver videre. De er alle kaldet til at tilhøre Jesus, og når man først tilhører Jesus, så er man også kaldet til “lydighet i tro”.

Herren. På græsk Kyrios. (Et ord man genkender, hvis man har sunget julesange med kor, da det samme bruges på latin.) For Paulus vil dette ord selvsagt genkalde Jahve og Adonai i den hebraiske bibel, det Gamle Testamente. Han knytter det her, overraskende nok ikke til ham han kalder Theos (“Gud”), men til Kristus Jesus. Han identificerer med andre ord Jesus som Jahve. I Paulus’s tro har Jesus altså fået selveste Guds navn. Dette er værd at lægge mærke til og huske på, når man for eksempel møder Jehovas Vidner eller andre, som påstår at Bibelen ikke siger, at Jesus er guddommelig. Ikke bare er Jesus guddommelig, men han har samme identitet som Gud havde i Det Gamle Testamente, hver gang der i den græske oversættelse af de hellige skrifter (septuaginten) stod Kyrios (“Herren”) i stedet for hvad der havde stået i den oprindelige (YHWH / Jahve). Derfor hører de to – “Gud, vår Far” og “Herren Jesus Kristus” – sammen i Paulus’s måde at skrive på.

Næste indlæg om dette emne vil fokusere på Rom 1,8-17.