Det evangelium som Jesus forkyndte

Bliver evangeliet forkyndt i danske adventistkirker? Jeg indser, at dette er et ret alvorligt spørgsmål. For hvis man påstår, at det ikke er tilfældet, så er det en seriøs anklage – ikke noget man skal sige uden først at have undersøgt sagen grundigt. Samtidig er det ikke noget man skal tage let på, hvis nogen, man har lidt respekt for, påstår det.

Derfor er ydmyghed vigtigt, og måske noget jeg ikke har været god nok til at ruste mig med, når jeg tidligere har skrevet om emnet. Vi må selvfølgelig lade Gud være den, der i sidste ende skal tage stilling til det. Dette må dog ikke hindre os i selv at evaluere forkyndelsen i vores kirker. Det er essentielt for en kirkes helbred, at vi formår at være selvkritiske og tør konfrontere de store spørgsmål, selv om svaret kan være skræmmende eller ubehageligt. Det er blandt andet denne selvindsigt, som skiller kristne kirker fra såkaldte “sekter”.

Der er flere gode nyheder

Ofte taler vi om ‘det kristne evangelium’, som om det står klart for alle, hvad det er for et specifikt budskab vi har med at gøre. Men en god øvelse ville være at stille en række kristne spørgsmålet: “Hvad er det kristne evangelium, kort fortalt?” Selv om en række temaer vil gå igen, så vil vi opdage, at der er mange forskellige måder at fortælle evangeliet på, fordi folk svarer overraskende forskelligt.

Det pudsige med ord er, at et bredt ord, som kan betyde flere ting, over tid kan forandres, så det får en mere snæver betydning. Ordet “evangelium” betød oprindeligt “et godt budskab”, som er rimelig bredt, men nu bruger vi ordet i en mere snæver kristen betydning. Det står klart for os, at når vi snakker om ‘evangeliet’, så er det ikke et hvilket som helst budskab, men et specifikt kristent budskab med frelsens kraft i sig.

På den måde bruger vi dog ordet mere snævert end de, som skrev Det Nye Testamente. For de talte blot om gode nyheder, og dem var der naturligvis flere af i forbindelse med Jesus. Der er grund til at tro, at Paulus mente, der var et evangelium for jøder og et evangelium for hedninge (afhængigt af hvordan man tolker Gal 2,7) – disse var lidt forskellige, selv om de naturligvis havde samme oprindelse, nemlig hos Jesus. (Jeg kan i den forbindelse anbefale Cedric Vines prædiken, som blev holdt på et af Adventistkirkens årsmøder.)

Og dette er jo ikke i sig selv overraskende. For en jøde, som er vokset op med torah og en identitet som Abrahams omskårne efterkommer, så vil forklaringen på, hvad som er sket, lyde anderledes end for en hedning, som intet forhold har til pagten og Gud i udgangspunktet. Vi må derfor forvente, at evangeliet lyder forskelligt for hver person, selv hvis den afgørende virkelighed – Jesu liv (og død) – er den samme.

I dette perspektiv, så vil svaret på spørgsmålet være, at folk har en tendens til at høre deres eget personlige evangelium, når de bliver frelst. At evangeliet bliver forkyndt på flere måder er da blot en fordel, da evangeliets mange aspekter på den måde kommer ud. For nogen vil selve tilgivelsen af synd være det væsentligste, særligt hvis de har kæmpet meget med skyld og skamfølelse. For andre vil det være løftet om frihed, som gør dybest indtryk på dem, særligt hvis de i en eller anden forstand har følt sig fanget, for eksempel i form af afhængighed eller i et forhold med krænkelser og undertrykkelse. Både tilgivelse og frihed hører med i evangeliet, men hver for sig kan de også betragtes som evangelier, eller i hvert fald som “gode nyheder”.

Hvordan vi har “oversat” evangeliet

Ovenstående er måske et beroligende svar, fordi det giver en rummelighed i vores forkyndelse. Mange prædikener kan i den forstand kvalificeres som “evangeliske”, så længe de indeholder noget, som både er sandt, væsentligt og opmuntrende.

Problemet er i så fald ikke, at det, vi prædiker er dårligt, men måske snarere, at der er gode ting, vi glemmer at få med. Gud har mere at sige til verden, og han har åbenbaret mere. Der er et væsentligt aspekt af Jesu budskab, som vi ikke får kommunikeret. Årsagen er ikke, at vi er illoyale, men langt hen ad vejen, at vi ikke har forstået budskabet. Det er der naturligvis en historisk-teologisk forklaring på, der involverer både platoniske idéer og protestantiske interesser og meget andet i tillæg, men det har vi ikke tid til at diskutere her. I stedet kan jeg tage nogle eksempler på ting, Jesus siger, som vi ikke fatter, og derfor ikke får sagt videre.

v14  Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium v15  og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Markusevangeliet 1)

“Guds rige er kommet nær” er sludder i vores ører. Guds rige, sådan som vi moderne kristne forstår det, er jo Himlen. Det er dér, man kommer hen, når man dør (eller rettere, engang efter man er død). Evangeliet, som vi kender til, er, at “vi kan komme gratis derind, fordi Jesus er død for os”, og sådan vil mange svare, når man spørger dem hvad evangeliet er.

Vi har et verdensbillede, hvor budskabet om et nært forestående Rige midt i blandt os ikke fanges. Vi forstår ikke, hvad han mener, fordi det ikke passer ind i de traditionelle kategorier, som vi går rundt med. Vores koncepter om himlen og helvede og “livet efter døden” og vores definition af frelse står i vejen for det egentlige budskab, som Jesus delte med alle på sin samtid. Derfor vækker budskabet om Guds riges nærhed bare undren: “Kan Himlen flytte sig? Kan Himlen være her? Hvad snakker han om?”

Nøjagtigt det samme sker, når Jesus siger til en mand: »Du er ikke langt fra Guds rige.« (Markus 12,34) For at få en mening ud af ordene, så har vi instinktivt oversat det til sprog, vi selv bruger. Vi omfortolker Jesus, så det i vores hoveder lyder som om han siger: “Du skal få lov at komme i himlen.” Problemet er bare, at det ikke var dét, han sagde, og at det ikke engang var det, han snakkede om.

“Evangeliet om Riget”

Da jeg uddannede mig til præst, lærte jeg, at det er vigtigt altid at læse Bibelen, som om man læser den for første gang. Det er sådan man opdager ting, man ikke har lagt mærke til tidligere. På et eller andet tidspunkt gjorde jeg det og kom til følgende vers:

v23  Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. (Mattæus 4,23)

Jeg tyggede lidt på idéen. Sådan havde jeg aldrig hørt kristendommen opsummeret før – som “evangeliet om Riget” – og dét på trods af at jeg er vokset op i et præstehjem på en kristen skole. Når jeg læste videre i evangelierne, så var det dog svært at benægte Rigets centralitet i alt hvad Jesus havde på hjerte. Det var ikke bare “himlen”, sådan som alle kristne har hørt om det; “Riget” synes at pege til noget langt mere væsentligt end “hvor vi havner engang efter døden”.

Jesus lærte sine disciple at bede, og han fik dem til at sige til deres himmelske Fader: “Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.” (Matt 6,9-10) Kunne det tænkes, at Guds vilje, når den sker på jorden, er Guds riges komme? Og at den i så fald ikke bare kommer engang ude i fremtiden, men at det er noget, som er i gang allerede nu?

Senere i samme prædiken siger Jesus: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt 6,33) Hvad vil det sige at søge Guds rige? Er det mon det samme som at søge Guds retfærdighed? Og er Guds retfærdighed netop, når hans vilje sker på jorden (som i himlene)?

Efterhånden er det gået op for mig, at vores idéer om himmel og helvede ikke har ret meget at gøre med det “Guds rige”, som Jesus hele tiden snakkede om. Riget er ikke bare ment som noget fremtidigt, men en virkelighed, som Jesus bringer til alle omkring sig allerede nu. Og når han siger, at det er vanskeligt for velhavende at komme ind i Riget, så er det også dette rige, han snakker om – manden, Jesus netop inviterede ind i Riget, gik jo bedrøvet bort, fordi det var for vanskeligt for ham at give afkald på sin rigdom (Matt 19,22). Andre ser dog, at Riget egentlig er en skat, som er værd at betale alt man har for at få fingre i. (Matt 13,44)

Der er mange aspekter af Riget. Mange gode nyheder ved Riget. Man fristes til at sige mange “evangelier”, bl.a. om tilgivelse for synder og friheden ved at følge Jesus. Men en del af disse mindre budskaber synes at være blevet glemt. Rigets nærhed i tid og rum – som virker så central for Jesus – er blevet glemt, og derfor snakker vi i stedet om “himlen”, både som noget langt borte og noget ikke endnu.

Men Riget er faktisk nu, og det er “midt i blandt os” (Lukas 17,21). Riget er overalt, hvor Guds vilje sker. Som Jesus siger til farisæerne, da de anklager ham for at være i ledtog med den onde: “Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” (Matt 12,28)

For at opmuntre Johannes Døberen, som havde fået sin tvivl om Jesus, bad Jesus disciplene sige videre til ham: “Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” (Matt 11,5) Da kan man ikke længere være i tvivl om, at Riget er her, og at Jesus er Rigets sande konge. Guds vilje sker, som i himlen, således også på jorden. Dette er en god nyhed, ikke mindst for “de fattige”. Det udfordrer os naturligvis med spørgsmålet: Er forkyndelsen i vores kirker gode nyhder for de fattige i vores samfund? Svaret er ja, hvis vi prædiker det, sådan som Jesus gjorde: “Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.” (Lukas 6,20)

Verden har fået en ny Konge!

Der er mange flere ting, som kunne siges om Riget. Dette indlæg er allerede for langt, men en vigtig detalje må komme med. Når vi forstår, at Guds Rige er kommet, så forstår vi også, at vi har fået en ny Konge. Indsigten om Riget vender hele historien om Korsfæstelsen på hovedet. På korset døde han for vores synder, som vi af og til får nævnt i vores kirker, men ikke bare dét, han etablerede også et kongedømme. Korset blev hans trone, og dér blev han kronet, og denne verdens (tidligere) fyrste blev jaget ud (Joh 12,31). Evangeliet om Korset er i den sammenhæng, at verden har fået en ny Kejser.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at Jesus ikke var den første til at bruge ordet “evangelium”, netop som den type proklamation. Egentlig var det Kejser Augustus, som proklamerede “evangeliet” om, at Fredsriget nu var kommet nær. På den måde var ordet allerede ladet med politisk mening. Augustus mente naturligvis Rom. Kristendommens budskab i det første århundrede var derfor ikke bare, at Jesus var konge, men også at Kejseren ikke er. Riget er i den forstand politisk, og dette budskab er ikke blevet mindre relevant i dag, hvor vores verden stadigvæk er defineret af krig og magtkampe og falske evangelier om hvem som kan bringe fred og retfærdighed til verden.

Dette har også konsekvenser for den enkeltes måde at relatere til Gud på. Tendensen tidligere har været at introducere Jesus som en “kammerat”, som man kan få kontakt med, hvis man føler sig ensom eller mærker andre behov. Det er han på ét vis også – vores bror (Hebr 2,11) – men dette må balanceres af det mere seriøse budskab om, at verden har fået en ny konge, og vi skylder ham alle sammen vores loyalitet, om vi føler “behov” for det eller ej. Jesus er ikke bare for dem med behov, han er alles konge.

Dog er han ikke konge ligesom andre konger. Guds rige er et anderledes rige. Han hersker for eksempel ikke gennem tvang og frygt og vold, men gennem tjeneste og kærlighed. I Guds rige er den mindste i virkeligheden den største.

»I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. v26  Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v27  og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, v28  ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,25-28)

Et evangelium som kan forvandle vores kirker

Pointen her er, at jeg tror ikke, at dette evangelium – Evangeliet om Riget – forkyndes i særlig mange adventistkirker. Det samme kan måske siges om mange andre kirker, men dem har jeg mindre erfaring med, da jeg selv er adventist. For mange adventister og kristne er det helt ukendt teologi, et fremmed territorium, selv om dette budskab egentlig var apostlenes ABC. Vi har at gøre med en række gode nyheder, som bliver overset og ignoreret, dels fordi vi ikke har forstået dem, dels fordi vi har alle vores egne kæpheste, som stjæler vores tid og opmærksomhed, og dels fordi vi er fanget i gamle vaner og derfor forkynder evangeliet i de termer og kategorier, vi nu engang er vante med.

Kan jeg påstå, at det altid er tilfældet? At alle præster og lægprædikanter svigter? At det sker i hver eneste adventistmenighed? At ingen af disse ting, som jeg har nævnt, kommer frem? At Evangeliet om Riget aldrig bliver forkyndt?

Selvfølgelig ikke. Jeg siger, at generelt og oftest kommer det evangelium, som Jesus forkyndte, ikke til sin ret, så vidt jeg kan bedømme. Men bedøm selv. Jeg opfatter dette som ganske alvorligt. Og jeg ønsker, vi går sammen om at ændre på dette nu. Hvis du ikke synes, det stemmer i forhold til de menigheder, du kender, og at dette blot er en omgang ugennemtænkt sludder, så må det naturligvis bare være en lettelse. Du kan da fortsætte bekymringsfrit og ignorere dette indlæg.

Jeg tror, at hvis Evangeliet om Riget bliver forkyndt, så vil vi se en forvandling i vores kirker, både af vores fællesskab som helhed, men også individuelt i vores liv. Vi havde set nyt liv. Det havde undermineret vores gamle verdensbillede og erstattet det med et nyt, hvor Jesus på Korset er verdens centrum. Det havde givet os en ny selvforståelse, hvor kaldet til at være “et kongeligt præsteskab” endelig havde givet mening (1 Pet 2,9). Det havde ikke erstattet gamle “mindre” evangelier om frihed og tilgivelse, men snarere givet dem en helt ny ramme.

Problemet i vores kirker er ikke, at “vi siger ét og gør noget andet”. Sådan har nogle ofte beskrevet vores situation, altså som en afstand mellem forkyndelse og praksis. Mit problem med denne analyse er, at løsningen så ofte koges ned til, at “vi bare skal tage os lidt mere sammen”, bede mere, tilbede mere, få Gud mere med i hverdagen, etc.. Jeg køber den ikke. Hvor Guds evangelium bliver forkyndt, så vil forvandlingen også finde sted. Det, vi mangler for at få tro, er det, som skal høres.

Guds Rige er her uanset

At Evangeliet om Riget ikke bliver forkyndt betyder naturligvis ikke, at det, Jesus sagde, ikke er sandt. Han havde ret, uanset om vi får det formidlet eller ej: Guds rige er nært. Det er at finde i Adventistkirken og i mange andre kirker, overalt hvor Guds vilje sker. Det findes selvsagt også udenfor kirkerne, hvorend vi finder Guds retfærdighed og kærlighed komme til udtryk. At vi ikke ser det, eller at vi ikke får sagt nok om det, ændrer ikke på, at Gud gør fantastiske ting, og at Jesus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Guds Rige er nær på trods af os og vores til tider mangelfulde forkyndelse.

v12 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. v13  Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14  i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. (Kolossenserbrevet 1,12-14)

Udgivet i Kristendom | 2 kommentarer

Tro som et korthus

Det er vanskeligt at have tro som et korthus.

Det er så skrøbeligt. Den mindste vind, og det hele falder sammen. Derfor må det beskyttes. Vinduerne må lukkes, dørene må låses, ingen forkølede (med tendens til at nyse) må komme i nærheden af huset.

house-of-cards-550x550

Nogle mennesker har en tro, hvor hvert eneste teologiske punkt kan synes sårbart. “Hvis dette ikke er sandt, så falder det hele sammen.”

“Hvis Jorden ikke blev skabt på 6 dage, og alting blev til i den nævnte rækkefølge, hvordan kan vi så stole på noget som helst andet Bibelen siger?”

Alt hænger jo sammen, og når først du stiller spørgsmålstegn ved én ting, så angriber du jo helheden. I kirkesamfund med større teologiske systemer synes problemet at være endnu større. Vi kan ikke revidere noget, for så må vi revidere resten, og hvad nu hvis vi ikke får det hele til at passe sammen til sidst???

Men da er svaret naturligvis: Ja, hvad så?

Er Gud optaget af, at vi har en perfekt sammenhængende tro med alle de korrekte doktriner i logisk harmoni? Eller er Gud mere optaget af den form for tro, som måske bedre kunne beskrives som trofasthed – en tro, som producerer åndens frugt?

Er tro noget man har?
Eller noget man er?

Det kristne grundlag for troen er bekendelsen af Jesus som Konge. Det er dét, som er det egentlige evangelium. Det er ikke noget, jeg selv har fundet på, men dette er hvad Jesus selv sagde. Simon bekendte, at Jesus var Messias, og Jesus anerkendte det ved at give ham navnet Peter og sagde: “på den klippe vil jeg bygge min kirke.” (Matt 16,18) Jesu ord er en stærk klippe, og når vi bygger på den – i stedet for at bygge på alt muligt andet – så kan vi regne med, at huset bliver stående, også i stormvejr. (Matt 7,24-27)

Udgivet i Kristendom | 7 kommentarer

Den største overraskelse du får, når du bliver adventist

Jeg har allerede taget munden for fuld og sagt mere, end jeg reelt kan vide. Jeg har ingen reel anelse om, hvad som mest overrasker folk, der konverterer.

Jeg tænker især på dem, der går fra at være “søgende” eller “ikke at tænke så meget på Gud” til pludselig en dag at få en stærk tro på Bibelen, hvorefter de møder op i kirken og begynder at deltage i de kristnes aktiviteter. Jeg har hørt flere beretninger fra folk, som har oplevet en sådan ‘forvandling’. “Da var det som om jeg mærkede Guds kærlighed strømme ind over mig som et vandfald…” er en version, jeg har hørt flere gange fra forskellige mennesker, der fortæller om hvordan de “mødte Jesus”.

Det eneste, jeg kan gøre, er at forestille mig, hvad der overrasker dem. Det er i hvert fald noget, som jeg tror havde overrasket mig, hvis ikke jeg var så vant til det. Jeg er vokset op i Syvende Dags Adventistkirken, et overvejende konservativt protestantisk trossamfund. Jeg kender Adventistkirken så godt, at intet ved den kan overraske mig. Så her er min forestilling: Den største overraskelse må være, at der er så stor forskel på det, som står i Bibelen, og dét, som de altid snakker så meget om i kirken.

Allerede her vil mange adventister blive skeptiske, da de forstår sig selv som “bogens folk” – et folk, som lever efter Bibelens forskrifter. “Det må da nærmere være et fortolkningsspørgsmål,” vil de sige. “Du mener, at der er forskel på, hvordan du fortolker Bibelen, og så hvad der snakkes om i kirken.”

Men nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg mener, at hvis en person lytter til en prædiken (eller en diskussion) i en adventistkirke og tager noter og lægger mærke til, hvad adventister synes er vigtigt, og hvis den samme person så læser i Bibelen, læser om Jesus og ser på, hvad han sagde og gjorde og kaldte vigtigt, så vil denne person opdage, at de to ting har meget lidt med hinanden at gøre. (Undskyld for den urimelig lange sætning.)

De to ting, budskabet i kirken og budskabet i evangelierne, ligner ikke på hinanden.

Ikke engang lidt.

Det er lidt farligt at skrive sådan, for der sidder måske én eller to derude, som læser med på min blog og såret over anklagen tænker: “Er det mon min menighed han hentyder til?” Det ville ikke være første gang, min blog har såret adventisters følelser. Men for det første er det ikke en “anklage”, blot en observation, da jeg ikke har nogen egentlig mening om hvis skyld det er – det er bare noget, som er sket over lang tid, og jeg har selvfølgelig selv været en del af denne trend. For det andet tænker jeg ikke på én specifik adventistkirke, men på (næsten) dem alle…

Når vi åbner Bibelen og læser om Jesus, så møder vi et budskab om “Guds rige” eller Himmeriget. Guds rige er kommet nær, siger Jesus. Han kalder på sine disciple, og de ser, at han har stor åndelig autoritet, for både vejret og dæmoner og sygdomme adlyder ham. Efterhånden går det op for folk, at Jesus er Messias og repræsenterer Gud selv. Han starter en helt ny bevægelse, hvor han oplærer sine tusinder af disciple i hvad det vil sige at være en del af Gudsriget (bl.a. i den berømte Bjergprædiken).

Højdepunktet i historien er naturligvis hans død på korset. Bevægelsen går i opløsning, og disciplene er forvirrede og skuffede, for de troede, at han var Messias. Ud fra deres forståelse er en korsfæstet Messias ikke nogen Messias overhovedet, og de kan lige så godt gå hjem. Først da Jesus opstår fra de døde, går det op for dem, at det faktisk var meningen – at det er gennem ydmygelse, lidelse og død, at Gud på mystisk vis overvinder ondskaben i verden. Jesus bar verdens synd. Kærlighed, selvfornægtelse og opofrelse er den eneste måde, ondskabens magt kan brydes. Dette er kristendommens mysterium, men samtidig dét, som gør det kristne budskab så smukt og anderledes. Det vender alle idéer om magt på hovedet.

Den opstandne Jesus giver disciplene følgende befaling:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,18-19)

Dette er kirkens manifest. Ikke bare Adventistkirken, men hele Kirken. Det er det sidste, Jesus siger i Mattæusevangeliet. Det var disciplenes opgave, og nu er det vores: At gå ud i verden, døbe folk og lære dem, hvad Jesus lærte sine første disciple. Vi skal lave disciple til Jesus – folk, som lærer af Jesus, hvordan man er menneske i Guds rige. Evangeliet er, at Jesus er konge, og vi mennesker bor i hans Rige, og derfor skal vi forvandles og blive en ny type mennesker. Vi skal 1) gøre det Jesus lærte og 2) lære andre folk at gøre det samme. Dette er det vigtigste.

Når vi træder ind i en Adventistkirke, så vil det første vi ser ofte være en masse bøger og blade fra 80’erne og 90’erne. Hvis klokken er 10, så er det måske tid til sabbatskole. En time senere begynder gudstjenesten. I den første stund vil vi høre forskellige meninger om, hvad som er vigtigt. I den anden time vil vi primært høre fra én person, hvad han mener er vigtigt.

Vi vil blive fortalt, at mange ting er de vigtigste i den tid, vi lever i. Nogle ting kan man finde i Bibelen, for eksempel “de tre engles budskaber”, som står beskrevet i Åbenbaringens Bog 14. Andre ting skal man til fortolkende adventistlitteratur for at finde, for eksempel nummeret “1844” og “Den Undersøgende Dom”. Andre emner bliver ofte fremhævet som vigtige. Sabbatten og skabelsen, for eksempel. Og ikke bare skabelsen i en overordnet teologisk forstand, altså at Gud er Skaberen, og at alting derfor er underlagt ham, og at vi bør tilbede ham – men også den kendsgerning, at han skabte Jorden for cirka 6.000 år siden i løbet af 6 dage i den af Moses beskrevne rækkefølge. Senest har jeg læst et indlæg af en ung norsk adventist, som mener, at det er en central del af vores budskab og hænger tæt sammen med vores “fundament”, at kvinder ikke skal ordineres som præster.

Min pointe er ikke, at disse læresætninger er ubibelske eller forkerte – selv om jeg tror, nogle af dem er det – men at de med al tydelighed ikke var en del af den instruktion, som Jesus gav de første disciple.

Vi må lære at skelne mellem, om noget er sandt, og om noget er vigtigt. Hvis Jesus ikke sagde det, så kan det godt være, det er sandt, men det er ikke vigtigt. Problemet med at gøre ikke-vigtige ting vigtige, er at de vigtige ting samtidig bliver gjort ikke-vigtige. Alt kan jo ikke være vigtigst. Derfor er det vigtigt at holde det vigtige vigtigt, så ikke det ikke-vigtige stjæler al opmærksomheden. (Er du med?) Det vigtige er dét, som Jesus lærte. Og hvis vi ikke bygger på det, som Jesus sagde, så falder vores bygning sammen. Det fortalte Jesus selv en lille historie om, men den gemmer jeg til min afslutning.

Det vigtige er “Guds rige”, og jeg hører næsten aldrig nogen prædike om det. Det er nogle gange decideret grotesk, hvad vi vælger at snakke om fra vores talerstole i stedet for at snakke om dét, som Jesus snakkede om, og som kristendommen ifølge ham bygger på.

Det er selvfølgelig helt fint, når vi snakker om tro og bøn og tilbedelse og næstekærlighed og retfærdighed, som alle var emner, der optog Jesus, og som hører med i enhver snak om hvad “Guds rige” går ud på. Men hvorfor i alverden bruger vi tid på ultraspecifikke udlægninger af symbolik i Åbenbaringens Bog, som om dette er noget, der kan samle og forvandle verden? Hvorfor holdes der prædikener om at kvinder ikke skal ordineres, og at homoseksuelle ikke skal giftes? Hvorfor kan nogen af os lide at tale om de ting, der splitter i stedet for de ting, der samler? Og hvordan kan vi bilde os ind, at vi gør dette i Jesu navn, som om det er det, han ville have os til? Disse ting hører til i private bibelstudier mellem troende, ikke i offentlig forkyndelse.

Hver eneste anledning vi får til at sige noget til folk, der ikke har hørt evangeliet, kan handle om liv og død for den person. Alligevel spilder vi tid og ord på ting, som Jesus ikke engang havde nævnt, i stedet for at forkynde evangeliet om Riget og lave disciple, som var det han egentlig bad os om.

Men tilbage til de nye adventister. Jeg ved det som sagt ikke, men jeg kan forestille mig, at mange af dem undrer sig og tænker: “Hvorfor er der så stor forskel på, hvad alle disse mennesker snakker om og hvad Jesus snakkede om?” Det kan være, det sker på et mere ubevidst plan – som en generel følelse af, at “noget ikke helt stemmer”. Når vi mennesker oplever sådan en dissonans, så finder vi en måde at løse den på, for sådan er vi bygget. Det er dog ikke altid, det er en god løsning, vi ender med.

Det kan være, de tænker: “Det er nok bare mig, der ikke helt forstår tingene. Jeg er jo ny her, og disse mennesker har kendt Gud og Bibelen meget længere end mig, så jeg er sikker på, at de forstår sig meget bedre på disse ting, end jeg gør.” Nogle nyomvendte adventister overgiver sig med tiden og tilslutter sig kollektivets idéer om, hvad som er vigtigt. Det er trist. Andre ser vi aldrig igen. Det er også trist. Nogle gange finder de naturligvis en anden menighed, måske en anden frikirke, og det kan jo kun glæde os, men andre gange glider deres tro lidt ud i sandet igen, fordi kirke og tro ikke hang sammen.

Løsningen på problemet (for os i Adventistkirken og i alle andre kirker, hvor de har lignende problemer) er så påfaldende enkel, at det næsten lyder som en kliché at sige det, men det skal ikke holde mig tilbage: Vi skal bare gøre det, Jesus bad os om.

Vi skal blive hans disciple, og dette indebærer at tillade ham at være vores lærer. Vi skal tillade ham at fortælle os, hvad der er vigtigt, i stedet for at lade alle mulige religiøse mennesker få det privilegium. (Det rammer også mig selv, naturligvis: Ikke lyt til mig, lyt til Ham!) Og når vi har ladet Ham fortælle os, hvad der er vigtigt, så kan vi fortælle det til andre. Vi skal lade Ham lære os, hvad “Guds rige” er, hvordan det ser ud i vores liv, og hvordan vi lever som folk, der er en del af det. Og så skal vi lære det videre til andre og opmuntre dem til også at lære fra Jesus.

v24  Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26  Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort. (Mattæus 7,24-27)

Udgivet i Adventist, Kristendom | 8 kommentarer

Jeg er netop blevet gift

… med denne flotte dame:

Bryllupsbilleder fra Jens 007
(I KNOW RIGHT?!)

So that’s that :)

Det var en vild fest, faktisk den bedste fest jeg har været til nogensinde. Og jeg kan normalt ikke lide fester, men i denne havde jeg det faktisk sjovt. Det har nok lidt at gøre med, at jeg selv var midtpunktet (næstefter bruden, naturligvis).

Derefter tog vi til Madeira på bryllupsrejse. Det var så absolut heller ikke værst.

Honeymoon to Madeira 454

Nu er vi så tilbage til hverdagen igen.

Hustruen arbejder på livet løs med folks psyker, mens jeg sidder derhjemme, bladrer gennem jobannoncer og skriver e-mails og håber på, at telefonen snart ringer.

Jeg håber, jeg snart får noget at lave.
Og penge for det.

Udgivet i Foto, My life | 2 kommentarer

Nåde er mere end tilgivelse

Adventistpræst Sven Arvid Gustavsen præsenterede en fin tanke i Haugesund Adventkirke i dag, da han snakkede om “Guds mangfoldige nåde”. Hvad hvis nåde er mere end “tilgivelse for synder”? Ingen tvivl om, at det er det også, og at det er i den kontekst vi oftest snakker om Guds nåde. Det er ud af nåde, at Jesus døde for os, da det egentlig var os, som fortjente døden. Det havde han ikke behøvet for sin egen del, og det var ikke noget, vi fortjente – men han gjorde det alligevel.

Men nåde er mere end Guds håndtering af synd. Nåde er alt, som Gud giver, og det rammer os på meget forskellige måder. Der er tale om nåde, når han tager hånd om os, redder os, sørger for os. Det var ud af nåde, at han skabte os, og at han opretholder universet og vores liv i det. Jesus var også modtager af sin Faders nåde (Lukas 2,40) – og dét tilsyneladende selv om han ikke havde behov for nåde i form af “tilgivelse for synd” – men nåden bestod i den kraft Gud gav ham til at tjene og til at modstå Djævelens løgne og fristelser. Denne form for “nåde” burde vi måske også bede om lidt oftere.

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Hvorfor ikke barnedåb?

Når vi skal argumentere for, hvorfor vi som kristne gør et-eller-andet, så er det ikke nok at have et fornuftigt argument—altså et argument, som lyder klogt og giver intuitivt mening. For at argumentere godt for en kristen praksis (f.eks. et ritual), så må vi have et fornuftigt bibelsk argument. Når vi lærer at tænke på den måde i forhold til kirke og kristendom, så bliver det ikke vanskeligt at afgøre, om spædbørn kan og bør døbes, eller om vi bør vente til de bliver voksne og selv kan sige ‘ja’ til Jesus.

Argumenter for barnedåb

Debatten om barnedåben er netop præget af argumenter, som lyder rigtig fornuftige, og som kommer med en masse gode pointer. Her er nogle af de “gode” pointer, jeg har hørt for barnedåb:

  • Jesus sagde: “Lad de små børn komme til mig…”
  • At barnet ikke kan sige ja/nej til dåben viser, at frelse ikke er noget, som vi gør for Gud, men noget Gud gør for os.
  • Barnedåb er ligesom omskærelse, som jøderne foretog på barnet, da det var 8 dage gammelt – derfor skal vi heller ikke tænke, at barnedåb sker “for tidligt”.

Jeg ved ikke, hvor mange af disse pointer, du har hørt. Den første pointe om Jesus bliver lagt frem ved stort set hver eneste barnedåb—de andre møder man måske først, når man har diskuteret lidt med nogle folkekirkepræster om emnet.

Men som sagt er det ikke nok med gode argumenter. Det må være bibelske argumenter. Med dette mener jeg ikke, at ovenstående ikke kan findes i Bibelen. Jo, vi kan naturligvis både læse om Jesus, der tager imod børnene, om at frelsen er Guds initiativ mere end vores, og at omskærelse fandt sted på ottendedagen. Det, vi ikke finder, er, at disse pointer bruges som belæg for barnedåb.

Da Jesus tog imod børnene, så døbte han dem jo ikke, men velsignede dem. Når frelse omtales som Guds værk, så er det heller ikke for at legitimere barnedåb, men for at advare imod menneskelig stolthed. Og Bibelens forfattere laver ikke nogen kobling mellem omskærelse og barnedåb; der er ikke nogen bibelsk grund til at opfatte ritualerne som sammenlignelige.

Med andre ord, argumenterne er godt fundet på, giver endda intuitivt mening, er bygget på sandheder fra Bibelen, men kan på ingen måde kaldes “bibelske argumenter for barnedåb”, da ingen personer i hele Bibelen bruger dem på den måde. Derfor kan de selvfølgelig godt være rigtige. Det kan dog også være, at hvis Paulus eller Peter (eller andre apostle) havde hørt dem, havde rystet på hovedet og sagt: “Det kan man ikke sige, fordi…” Desuden er det da lidt usædvanligt, at man bliver nødt til at gå denne indirekte rute for at kunne argumentere for barnedåb, hvis det er så vigtigt og centralt for kirkens liv, som det er i de lutherske frimenigheder, i Folkekirken og selvfølgelig i Den Romersk-Katolske Kirke.

Bibelsk belæg for dåb

Det efterlader os naturligvis med spørgsmålet om, hvad Bibelen så har at sige om barnedåb? Hvad er der tilbage at konkludere om ritualet ud fra Bibelen?

Det korte svar er intet. Bibelen taler ikke om “barnedåb” (eller “voksendåb”), kun om “dåb”. Hvis vi skal konkludere noget om barnedåb ud fra Bibelen, så må vi først vise, at dåb i kristen forstand også inkluderede børn og spædbørn. Diskussionen om det her havde selvfølgelig ikke eksisteret, hvis vi havde et eksempel på et barn, der blev døbt i Apostlenes Gerninger. Men det har vi ikke. Hvad vi til gengæld har eksempler på er (voksne) folk, som lærer om Jesus og Gud, og som derpå tager personligt stilling til, om de gerne vil døbes. Det er når de kan bekende troen på Jesus, at de bliver døbt af apostlene.

Selve ordet for “at døbe” i Bibelen er “baptizo” (direkte oversat “jeg døber”), og implicit i dette ordet forstås fuld neddyppelse. Når vi ser en film som “Jesus Christ of Nazareth”, så ser vi Johannes Døberen tage vand op på Jesu hoved fra Jordan-floden. Dette er hvad skaberne af filmen forestillede sig skete, da Johannes døbte Jesus. Selve ordet efterlader dog ingen tvivl om, at Jesus faktisk blev dyppet helt ned i vandet. Selve symbolikken i denne handling understreger også, hvad den består i. Paulus forklarer, at dåben er et symbol på, at vi nu tager del i Jesu død og opstandelsen til et nyt liv (Romerbrevet 6,4). Når vi sænkes i vandet, så sænkes vi altså billedligt i graven og rejses op fra den igen. Samtidig beskriver Bibelen det som en renselse, hvor det også giver mere mening at komme helt under, frem for bare at få lidt vand i panden.

Barnedåb blev også praktiseret ved fuld neddyppelse i Middelalderen, men det gik af mode, da man lagde mærke til, at børnene havde en tendens til at blive syge af det (og nogen druknede naturligvis). Det er ikke let at fortælle et spædbarn, at “nu skal du holde vejret”. Eller det er det måske, men det er ikke let for spædbarnet at forstå eller gøre. Ritualet egner sig åbenlyst ikke for spædbørn. Man ændrede det til sprinkling, i første omgang uden rationale, senere fandt man på noget opfindsomt at begrunde det med, og i dag antages det bare at være dét, som “dåb” betyder.

Hvad jeg har præsenteret her er altså bibelske argumenter for dåbsritualet. Bemærk at det ikke bare er argumenter med bibelske sandheder brugt som belæg—men faktiske rationaler for dåb, som Bibelens egne forfattere præsenterede netop for at sige noget om dåben.

Tilhører de “udøbte” børn Djævelen?

Mange døber deres børn af ren og skær frygt—for “et udøbt barn er Djævelens barn”, tror de. Mange, som går op i dette, har hørt dette ræsonnement helt fra de selv var små. Selv hvis de ikke er aktive kristne i kirkegående forstand, så vil de helst have barnet døbt “for en sikkerheds skyld”. Det er altså en idé, som stikker meget dybt hos mange mennesker.

Den bekymring kan jeg naturligvis godt sætte mig ind i. Vi ønsker jo det bedste for vores børn og ønsker, at ondskabens åndemagter ikke får fingre i dem. Derfor velsigner vi dem i de kirker, som jeg kommer i, som Jesus også gjorde i det berømte vers, der ofte bliver læst op ved barnedåb. Dette kan gøres til en meget smuk anledning, hvor barnet klædes pænt på, løftes frem foran menigheden, som kollektivt beder for barnets fremtid og dedikerer sig til at støtte og drage omsorg for det. Enhver barnevelsignelse er en fest i vores kirke.

Samtidig er det værd at huske, hvad Bibelen egentlig siger om at være Guds børn og Djævelens børn. Der er et helt kapitel om dette i Hebræerbrevet. Den siger ikke, at “udøbte børn” er Djævelens børn nogen steder (igen, “barnedåb” findes som sådan ikke i Bibelen). Nej, om ens far er Gud eller Djævelen afgøres af, hvis vilje man udfører. Er vi blevet velsignet og opdraget i kærlighed, så er der større sandsynlighed for at vi vil gøre Guds vilje og kan betragtes som lysets børn. Overgiver vi os derimod til kødets lyster og lader os forføre af synden, så er vi Djævelens børn. Det, vi skal give vores børn, er “troens fulde rustning”, som beskrevet i Efeserbrevet. Om de bliver sprinklet med vand af en præst eller nonne har ikke ret meget med sagen at gøre.

Fra tradition til holistisk kristendom

Debatten om dåb og barnedåb gøres af og til meget kompliceret. Ofte henvises der til alle mulige og umulige opfattelser om hvad dåben skal betyde og hvad den gør for den menneskelige “natur” og den mystiske relation mellem Gud og menneske.

Læg dog mærke til at mange af pointerne, der ofte kommer frem i disse diskussioner, er filosofiske af natur. Bibeltekster spiller som regel ikke nogen væsentlig rolle, og når de gør, så ignoreres deres litterære og historiske kontekst ofte – man interesserer sig i mindre grad om, hvilket budskab forfatteren selv havde på hjerte, da han skrev, som han gjorde. Hvis vi baserede vores tro og praksis på, hvad Bibelen eksplicit beder os om, i stedet for hvad vi længe har gjort og har opfundet gode argumenter for at gøre, så ville barnedåb og konfirmation ophøre.

“Ville dette ikke efterlade et tomrum?” vil nogen så spørge. Her er mit bedste svar: “Se på frikirkerne”. Til barnedåb og konfirmation findes der bedre alternativer, som harmonerer bedre med Bibelens lære. Der er tale om en mere holistisk kristendom, hvor kristen tro og lære kommer fra hjemmet i stedet for fra det offentlige—en kristendom, hvor forældre tager ansvar for deres barns tro i stedet for at overlade det til den lokale sognepræst, når børnene kommer i 7. klasse.

Det umulige og mulige

Det er naturligvis umuligt (eller i hvert fald dyrt) for Folkekirken at gøre op med barnedåb, sådan som jeg her foreslår. Dens eksistensgrundlag som trossamfund ville forsvinde, da de fleste folk kun er medlemmer, fordi de er blevet det, før de selv kunne tage stilling til spørgsmålet. Dette er måske den egentlige årsag til, at barnedåb er så sejlivet, når der er så lidt bibelsk belæg for det.

Det samme problem har frikirkerne, der praktiserer voksendåb, ikke, fordi deres medlemmer faktisk har tilvalgt fællesskabet og har en egen motivation for at komme i kirke og at deltage. Frikirkerne klarer sig godt uden barnedåben. For dem ligger udfordringen nu i at forklare folk, der gerne vil tilslutte sig det frikirkelige fællesskab, at barnedåb ikke er reel dåb, og at de stadig mangler at tilkendegive deres tro på Jesus gennem det ritual, han har lært os. På det punkt har folkekirkens ritualer gjort det vanskeligere for os alle sammen at forklare, hvad dåben egentlig handler om.

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Jeg lytter til podcast, når jeg går tur

Hvis du også gør og har lidt samme interesser som mig, så vil du måske være interesseret i disse anbefalinger. Jeg vil også gerne høre dine.

Først og fremmest bruger jeg PocketCast til android. Jeg har prøvet forskellige, men jeg synes, at dette program kører rigtig godt. Det indeholder desuden en fin søgefunktion, hvis du skal finde et af de følgende podcasts, som jeg anbefaler, da jeg ikke tilføjer links til dem (gider ikke).

Unbelievable?
Britisk radioprogram, som regel med en troende i samtale med en ikke-troende om et tema, der ofte vil relatere til aspekter af den kristne tro. Værten Justin Brierley er fænomenal god til at være den objektive moderator, der sørger for at begge synspunkter kommer frem i samtalen.

Woodland Hills Church
Dette er “min” menighed, hvis man kan sige sådan om en kirke, man kun hører fra via nettet. Men sådan føler jeg det nu, efter at have lyttet til mange timers forkyndelse af ikke mindst Greg Boyd, som både er klog og entusiastisk for budskabet om Guds Rige. Her føler jeg mig teologisk hjemme.

The Robcast
Denne er forholdsvis ny, og jeg må tilstå, jeg kun har lyttet til første episode, men den var fyldt med visdom fra vores alle sammens Rob Bell. Jeg glæder mig især til episode 4, som jeg skal lytte til med min kommende kone.

Dette var de kristne podcasts, men så er der et par andre også, som jeg lytter til, fordi de er lærerige eller hyggelige eller begge dele.

NRK2 EKKO
DR har mange fine podcasts, men deres parallel i Norge laver et radioprogram, som gør én klog på alt muligt, både i forhold til ny videnskab, men også nyhedsrelaterede emner. Det er god public service-radio. 

Filmnørdens Hjørne
Jeg føler mig nu gode venner med Casper, Jesper og Brie, selv om jeg aldrig har mødt dem. Men at lytte til dem er lidt som at være i stue med gode venner, der dog lige har lidt ekstra indsigt og interesse for filmens verden. Denne podcast, som på en eller anden måde har fløjet under min radar i nogle år, fangede min opmærksomhed sidste år, og nu er jeg en dedikeret fan, som er i fuld gang med at lytte mig gennem deres arkiv.

History of Philosophy ‘without any gaps’
Det er præcis, som det lyder. En hurtig introduktion til alverdens tænkere, taget helt fra start af, én idé ad gangen. Jeg nød også godt af den, da jeg havde examen philosophicum (“exphil”) i begyndelsen  af min nye bachelor.

Sådan, det var lige dem, jeg havde lyst til at nævne. Tjek dem ud.

Udgivet i Gode råd, My life | Skriv en kommentar