03. Lad os læse Rom 1,16-17

Vi har læst, at Paulus længes efter at komme til Rom, være sammen med menigheden der og forkynde evangeliet, som han har forkyndt alle andre steder.

16 For jeg skammer meg ikke over evangeliet. Det er en Guds kraft til frelse for hver den som tror, jøde først og så greker.

“skammer meg ikke”
Hvorfor skulle Paulus dog også skamme sig over evangeliet? I dag skammer vi os måske fordi evangeliet opfattes som “uvidenskabeligt” eller “politisk ukorrekt” på forskellige måder. Der har selvsagt været andre ting i det første århundrede, som blev set ned på. Paulus troede på, at en korsfæstet jøde var opstået fra de døde som hele verdens sande konge. Et synspunkt som verden omkring ham nok ville synes han burde skamme sig over – men som han nægter at skamme sig over, fordi i dette sælsomme budskab ligger en kraft (Guds kraft) som “frelser” folk!

“for hver den som tror, jøde først og så greker”
Denne kraft, som budskabet om den korsfæstede/opstandne Konge rummer, er desuden udiskriminerende. Det er ikke bare et jødebudskab, selv om jøderne fik budskabet “først”, men også havde brug for at blive frelst først (noget som Paulus straks skal komme mere ind på i de følgende kapitler), men det er faktisk en kraft, som kan frelse alle uanset baggrund, hvis de tror på evangeliet om den korsfæstede Konge!

17 For i det åpenbares Guds rettferdighet av tro til tro, slik det står skrevet: Den rettferdige skal leve ved tro.

Vi kommer i vers 17 til en af de mest kompakte småsætninger i hele Romerbrevet, og du skal ikke skamme dig, hvis du – selv som kristen i mange år – læser denne sætning igen og alligevel er i tvivl om, hvad i alverden han siger. Hvis du har det sådan, så er du i selskab med mange kloge hoveder, som også har studeret Romerbrevet længe, for verset har været genstand for meget debat i teologiske cirkler.

I sig selv har verset nemlig ikke den information, som man har brug for, for at pakke meningen ud. Det hjælper dog, når man læser videre. Paulus forklarer sine tanker det følgende, i sin snak om først hedningenes synd og så om jødernes svigt og hykleri, helt indtil han siger noget af det samme igen (med mere fylde) i Rom 3,21-26, som jeg kommer til at se på i et senere indlæg.

i det åpenbares Guds rettferdighet”

Altså, Paulus snakker om evangeliet om den opstandne Jesus, som har en kraft, der frelser folk (både jøder og grækere), som tror på det. Dette evangelium gør det åbenbart, at Gud har været “retfærdig”.

Hvad mener Paulus med det? Dette er et stort tema. Nogen vil tænke, at der er tale om, at korset viser, at Gud ikke tolererer synd, og at han på korset straffede Jesus for verdens synd og dermed viste, at han var en retfærdig dommer (fordi han ikke så gennem fingre med verdens synd). I den forstand bliver “retfærdig” her forstået som “streng” og “konsekvent i forhold til lovens regler”.

Et af problemerne med denne tolkning er, at den giver et forvansket billede af, hvordan Gud håndterer synd – at han straffer det – som om ondskab i sig selv ophører, når bare lovbryderen får en udmålt straf. Det tegner et billede af Gud, som en som ikke er tilfreds, før nogen er blevet udsat for lidelse. Måske det ligefrem udstiller Gud som en sadist eller psykopat. Hvorfor kan Gud ikke bare tilgive? Hvorfor må nogen bløde? Og hvordan er det i det hele taget fair, at det er hans søn, som bløder, når det ikke er ham, som har begået synderne?

Så vil nogen sige at det er på grund af hans lov. Det er ikke Gud, men det er hans retfærdige lov, som tvinger Gud til at lede efter en syndebuk. Det kosmiske retfærdigheds-regnskab går ikke op, før nogen har fået straf som tilsvarer mængden af synd, og derfor er Gud tvunget til at straffe nogen. Dette bliver dog også en utilfredsstillende løsning, siden den laver et slags skille mellem Gud og hans lov, som om han modvilligt må gøre hvad den siger, snarere end at han selv har skrevet den, eller at den bygger på hans egen karakter…

Problemet med alt dette, udover at Paulus ikke selv kommer med sådanne forklaringer, er, at hele tankegangen kommer fra middelalderens forståelse af synd, lov, gerninger og retfærdighed. Det passer ind i en scholastisk ramme, men ikke ind i det jødiske verdenssyn, som kristendommen opstod i. Det er slet ikke der Paulus kommer fra.

Når jøder som Paulus – i det første århundrede og også før – snakker om at “Gud er retfærdig”, så er det ofte i sammenhæng med at:

  • Gud holder sine løfter.
  • Gud er trofast mod den pagt han indgik med Israel.
  • Gud husker på sit folk.
  • Gud tager ansvar for den verden han har skabt, som er “gået i stykker”.
  • Gud holder dom over ondskaben for at fikse situationen.
  • Gud frelser det fortabte.

At Gud er “retfærdig” betyder for Paulus, at Gud er “trofast”, og omvendt. Han er “retfærdig”, fordi han holder hvad han har lovet, og han har lovet at frelse os og hele verden gennem sit udvalgte folk, Israel. Og i Jesus har han gjort det!

(Læg desuden mærke til, at hvor “den strenge Gud”-forklaringen, som jeg skrev om før, fokuserer på korset alene, så tager denne “Gud var trofast gennem Jesus”-forklaring hele Jesu virke med. Guds retfærdighed er dermed ikke blevet åbenbaret gennem straffen af Jesus på korset, men gennem hele hans liv, hans helbredelser, opgør med dæmoner, hans uselviske død og hans sejr over dødens magt gennem opstandelsen. Den gør også Jesus til subjekt, Herre, og ikke bare et objekt for Faderen, som havde brug for nogen at straffe.)

Dermed blev hans retfærdighed altså “åbenbaret” i Jesus, som jo selv er Guds udtrykte billede og dermed har givet os indsyn i hvem Faderen er. Jesus har (i sin handling på korset) åbenbaret, at Gud er en retfærdig Gud, fordi han er trofast mod alt det han gennem tidligere tider har åbenbaret til profeterne og ikke mindst til Abraham, at han ville gøre. Dette er efter alt at dømme Paulus’s pointe, ikke bare i dette vers, men i de følgende kapitler.

“av tro til tro”

Evangeliet om Jesus åbenbarer derfor Guds rettferdighet “av tro til tro”.
Hvad står de to gange “tro” mon for?

Den første står velsagtens for Guds egen trofasthed gennem Jesus, som vi netop har snakket om. Gud har været tro imod pagten og løfterne og Israel. Gud har været trofast. Af den trofasthed er det blevet åbenbart, at Gud er en retfærdig Gud, som vi kan stole på og sætte vores lid til og håbe på!

Den trofasthed er åbenbaret til glæde for dem som tror, og som i kraft af denne tro bliver frelst. Dette er “tro” nummer 2 i denne sætning. Der er tale om de troende / de trofaste, altså Guds troende folk (nu bestående af både jøder og grækere).

Guds retfærdighed er altså blevet demonstreret af Gud gennem Jesus, og dette skete på grund af (1) Guds trofasthed til (2) de trofaste mennesker, som holder fast i det de har fået. Dette er meningen af “av tro til tro”.

“slik det står skrevet: Den rettferdige skal leve ved tro.

En ting som er værd at vide om Paulus er, at når han citerer et bibelvers, så er det ikke bare det enkelte vers, han tænker på, som om det var en talemåde, der lige passede på det han ville sige. Paulus citerer fra Det Gamle Testamente med tanke på kapitlernes og ofte hele bøgernes temaer. Det gør han også, når han her citerer fra Habakkuk 2,4.

Habakkuks Bog handler om netop det at stole på Guds frelse – hans løfter – selv når man er omgivet af uretfærdighed. Habakkuk efterspørger Guds retfærdighed i denne situation, men konkluderer at “den retfærdige skal leve ved tro” i form af tillid til Gud.

I Romerbrevet er budskabet at Gud har været trofast, at han ikke har glemt Israel (og resten af verden) i deres lidelser. Dette er hvad tro er for Paulus: At man stoler på Guds løfter, også selv om det ser sort ud. Dette vil han også forklare, når han argumenterer ud fra de troendes fader, Abraham, i Rom 4,18-22. Alt som Paulus hinter til i Rom 1,16-17 bliver egentlig uddybet og forklaret senere i brevet, så meget af det som allerede er skrevet her, vil blive tydeliggjort af Paulus senere.

Reklamer

02. Lad os læse Rom 1,8-15

Først av alt takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for dere alle, for i hele verden blir det fortalt om deres tro. 9 Gud selv, som jeg av hele mitt hjerte tjener med evangeliet om hans Sønn, er mitt vitne på at jeg alltid husker på dere i mine bønner. 10 Jeg ber stadig om at det endelig en gang må lykkes for meg å komme til dere, om Gud vil. 11 For jeg lengter etter å se dere, så jeg kan gi dere del i en Åndens gave for å styrke dere 12 – eller rettere sagt: for at dere og jeg sammen kan bli oppmuntret ved vår felles tro.
13 Jeg vil at dere skal vite, mine søsken, at jeg ofte har satt meg fore å komme til dere, men jeg er blitt hindret helt til nå. For jeg ville gjerne høste frukter også hos dere, som blant de andre folkeslagene. 14 Grekere og barbarer, lærde og ulærde – alle står jeg i gjeld til. 15 Derfor ønsker jeg å forkynne evangeliet også for dere i Roma.

Paulus skriver at han tænker på menigheden, beder for dem og savner dem. Han vil gerne besøge dem, hvis han kan få det til, men er indtil nu blevet forhindret. Han vil gerne have fællesskab med dem – opmuntre dem og selv blive opmuntret – som jo er en væsentlig del af det at være Guds menighed.

“Vår felles tro”
Disse ord til menigheden i Rom minder os om at Romerbrevet i første omgang er et rigtigt brev skrevet til rigtige mennesker, ikke en doktrinær lærebog skrevet til præster eller andre bibelstuderende, selv om brevet i eftertiden har fået stor betydning for, hvordan vi har formuleret og forstået den kristne tro.

Hvis vi alligevel skal udlede et slags doktrin af disse ord, så er det måske det at “vi kristne skal opmuntre hinanden med Åndens gaver” (se vers 11-12). Det er ikke mindst dette, som “at gå i kirke” handler om. Måske denne “opmuntring”, som Paulus snakker om, også er de frugter, han snakker om at høste. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det har været meget opmuntrende for ham at se al den tro, håb og kærlighed som er spiret frem af det han tidligere har sået med sin forkyndelse, ikke mindst nye troende. Siden han sidst var i Rom har andre vandet det han såede, og Gud har givet vækst, jf. 1 Kor 3,5-9. Paulus ser nok frem til at se med egne øjne, hvad han har hørt andre fortælle om dem (i vers 8).

å forkynne evangeliet”
Ligesom i åbningshilsenen (Rom 1,1-7), så er evangeliet om Sønnen også centralt, når han her snakker videre om sin tanker om menigheden i Rom. I vers 9 gentager han, at han har fået et “kald” som tjener for evangeliet. Denne store opgave, som er blevet givet helt specifikt til Paulus af Gud selv, dukker op igen i vers 13, 14 og 15, hvor han forklarer, at han har forkyndt evangeliet for alle slags mennesker i verden, og derfor ønsker han “å forkynne evangeliet også for dere i Roma.”

“i Roma”
Rom er selvfølgelig ikke bare en tilfældig by på kortet, således forstået at Paulus lige så godt kan rejse til Rom og forkynde som alle andre steder. 
Tværtimod, alle veje fører til Rom, der bor denne verdens fyrste i menneskelig forstand, Kejseren, som evangeliet står imod. For hvis “Jesus er Konge” (som er Evangeliets fundamentale påstand), så er kejseren det selvsagt ikke. Som verdens navle og hovedstad er ingen by derfor vigtigere, hvis denne verdens politiske magter skal konfronteres, og hvis budskabet skal nå ud til hele verden. Derfor var Rom en uundgåelig destination på listen over byer, hvor Paulus skulle hen og forkynde i kraft af sit kald som Kristi udsendte til hedningene. Det var da også i Rom, at Paulus’s missionsrejser sluttede, men det vidste han nok ikke, da han skrev dette.

Kommentarerne til de næste par vers (1 Kor 1,16-17) blev så lange, at de fortjente et eget indlæg, selv om der bare er tale om to vers.

01. Lad os læse Rom 1,1-7

1 Paulus, Kristi Jesu tjener, hilser dere, jeg som er kalt til apostel og utvalgt til å forkynne Guds evangelium, det som Gud på forhånd har gitt løfte om gjennom sine profeter i hellige skrifter.Det er evangeliet om hans Sønn, Jesus Kristus, vår Herre, kommet som menneske av Davids ætt,ved hellighets Ånd stadfestet som Guds mektige Sønn ved oppstandelsen fra de døde.Ved ham har jeg fått nåde og aposteloppdrag for at jeg skal føre mennesker av alle folkeslag til lydighet i tro, til ære for hans navn.  6 Blant dem er også dere som er kalt til å høre Jesus Kristus til.Jeg hilser alle dere i Roma, dere Guds elskede som er kalt til å være hellige: Nåde være med dere og fred fra Gud, vår Far, og Herren Jesus Kristus!

Paulus, Kristi Jesu tjener. Brevet er skrevet af Paulus, og han skriver med en autoritet fra Gud, siden Gud selv har kaldet og udvalgt ham til at forkynde evangeliet om Jesus.

Både Gud (Far), Jesus Kristus (Sønnen) og Ånden nævnes i denne tekst. Åbningen af Romerbrevet er i den forstand tydelig trinitarisk.

Evangeliet om hans Sønn, Jesus Kristus. Kristus er en titel, mere end et navn. En passende dansk / norsk oversættelse af titlen havde måske været “Kong Jesus”, men det havde alligevel ikke været nok, for det er jo ikke en hvilken som helst konge. Ordet “Kristus” må forstås sådan, at der er tale om den lovede konge, som er fra “David ætt” (vers 3), ifølge “de hellige skrifter” (Det Gamle Testamente, se vers 2). Paulus refererer her til profetierne og løfterne, som Israel havde fået af Gud. Evangeliet er i fuld overensstemmelse med jødiske skrifter, faktisk forventet i dem.

Apostelopdrag. Sandheden om Kristus er “Guds evangelium”, som Paulus har fået til opgave at forkynde. Han kalder sig selv “Kristi Jesu tjener” og siger at han er “kaldet” og “udvalgt” af Gud selv. Hans målgruppe er “mennesker av alle folkeslag”, ikke bare jøder og ikke bare hedninger og ikke nogen anden begrænset kategori (fx slaver eller rigmænd).

Guds mektige Sønn stadfestet ved opstandelsen fra de døde. Opstandelsen verificerer Jesu status som “Guds søn” og som den sande Kristus-konge. Kristne forstår oftest “Guds søn” i en bogstavelig forstand (“Faderen har en søn, hvor svært kan det være?”), men i Bibelen er det normalt en titel. Den bruges om Israel som Guds udvalgte folk (Jer 32,5) og om David, som var Israels konge (Salme 2,7). Nu bruges det samme begreb om Jesus, som er den lovede konge “av Davids ætt”, ham som de andre tekster egentlig pegede frem til. Gud sagde i Det Gamle Testamente, at han ville “rejse op” en ny konge for Israel (Jeremia 23,5 – se teksten herunder), og gennem opstandelsen har Gud ved Åndens kraft virkelig gjort dette. Overraskelsen ligger i, at han ikke bare blev konge over Israel og Juda, men over hele jorden.

Jeremia 23
  5 Se, dager skal komme, sier Herren,
da jeg reiser opp en rettferdig spire for David.
Kongen skal regjere med visdom
og gjøre det som er rett og rettferdig i landet.
  6 I hans dager skal Juda bli frelst
og Israel bo trygt.
Og dette er navnet han skal få:
Herren, vår rettferdighet.

Dere er kalt. Som Paulus er kaldt og udvalgt, således også dem han skriver til, og som er taget ud af alle folkeslag. Vi forstår dermed, at der både er jøder og hedninger blandt modtagerne af brevet i menigheden i Rom, og dette vil få betydning for hvad han skriver og hvordan han skriver videre. De er alle kaldet til at tilhøre Jesus, og når man først tilhører Jesus, så er man også kaldet til “lydighet i tro”.

Herren. På græsk Kyrios. (Et ord man genkender, hvis man har sunget julesange med kor, da det samme bruges på latin.) For Paulus vil dette ord selvsagt genkalde Jahve og Adonai i den hebraiske bibel, det Gamle Testamente. Han knytter det her, overraskende nok ikke til ham han kalder Theos (“Gud”), men til Kristus Jesus. Han identificerer med andre ord Jesus som Jahve. I Paulus’s tro har Jesus altså fået selveste Guds navn. Dette er værd at lægge mærke til og huske på, når man for eksempel møder Jehovas Vidner eller andre, som påstår at Bibelen ikke siger, at Jesus er guddommelig. Ikke bare er Jesus guddommelig, men han har samme identitet som Gud havde i Det Gamle Testamente, hver gang der i den græske oversættelse af de hellige skrifter (septuaginten) stod Kyrios (“Herren”) i stedet for hvad der havde stået i den oprindelige (YHWH / Jahve). Derfor hører de to – “Gud, vår Far” og “Herren Jesus Kristus” – sammen i Paulus’s måde at skrive på.

Næste indlæg om dette emne vil fokusere på Rom 1,8-17.

Lad os læse Romerbrevet

Jeg begynder her på en ny serie af blogartikler.

Det er et relativt enkelt koncept. Jeg vil gennemgå Romerbrevet. Jeg er af den opfattelse, at Romerbrevet har langt mere at sige til os, end hvad den traditionelle protestantiske læsning af brevet har givet os. I sig selv er dette ikke et kontroversielt synspunkt. De fleste af os ved jo, at Bibelen har flere lag, og at der stadig er meget at opdage (og genopdage), og at Martin Luther ikke vidste halvdelen af det.

Når det gælder Romerbrevet, så har nyere forskning på Paulus meget at bidrage med. Vi må også se i øjnene, at traditionelle syn på “loven” og “retfærdiggørelse ved tro” er utilstrækkelige til at forklare hans faktiske argument. Paulus må betragtes som en jøde af oprindelse, som havde Det Gamle Testamente dybt under huden.

Paulus’s rejse var anderledes end Luthers rejse. Længe har vi læst Luthers trosoplevelse ind i Romerbrevet, fordi det har han lært os – hvordan han sled med skyld og frygt for Djævelen, før han fandt en retfærdig Gud. Paulus’s rejse var anderledes. Han var komfortabel med at være jøde, helt indtil åbenbaringen af Jesus tvang ham til at revurdere og finde en ny plads til hvert element i hans jødiske verdensbillede.

Noget af dette vil komme frem i løbet af denne serie af blogindlæg, hvor målet er, ene og alene, at afdække Pauli argumentation og ræsonnementer i Bibelens mest berømte brev. Jeg har ikke gjort alt arbejdet på forhånd, så jeg regner med selv at blive overrasket undervejs. Jeg giver ingen deadline, men jeg håber, at jeg i hvert fald kommer til at poste noget om dette ugentligt (når jeg ikke er bortrejst). Jeg håber, dette kan være til inspiration for andre.

Jeg skriver på dansk for at mine tankeprocesser ikke skal blive forstyrret af forsøg på at skrive på norsk (siden jeg er norsk præst), men jeg vil i udgangspunktet forholde mig til en norsk oversættelse, som jeg dog gerne vil afvige fra her og der, hvor jeg fornemmer, at der foregår andre ting i teksten i andre oversættelser.

Slangens løgn om døden

I den første beretningen i Bibelen dukker en mystisk slange opp, som vi i kristen tradisjon (gjerne med utgangspunkt i Åpenbaringen 20,2) tolker som Djevelen. Djevelen er ute på å ødelegge og drepe, og han er en løgner og bedrager (Johannes 10,10).

Hvordan løy han ifølge den første beretningen for de første menneskene?

1 Mosebok 3,1-5
Slangen var listigere enn alle ville dyr som Herren Gud hadde laget. Den sa til kvinnen: «Har Gud virkelig sagt at dere ikke skal spise av noe tre i hagen?» 2 Kvinnen sa til slangen: «Vi kan spise av frukten på trærne i hagen.  3 Men om frukten på treet som står midt i hagen, har Gud sagt: Dere må ikke spise av den og ikke røre ved den; for da skal dere dø.»  4 Da sa slangen til kvinnen: «Dere skal slett ikke dø!  5 Men Gud vet at den dagen dere spiser av den, vil øynene deres bli åpnet, og dere vil bli som Gud og kjenne godt og ondt.»

En vanlig tolkning av historien lyder, at han lurte dem til å tro, at de kunne bli lik Gud. Denne tolkningen gir god mening, siden det er en naturlig menneskelig tendens å “leke Gud”. Mange av oss forteller oss selv, at vi ikke har bruk for Gud, fordi vi selv er guddommelige. Slike illusjoner finner man helt klart i ny-religiøs tankegang (New Age) og også i noen av de sekteriske etterligninger av kristendom (De siste dagers hellige).

Men faktisk er ikke “dere skal bli som Gud” en avgjørende løgn i denne fortellingen, om vi lytter til fortelleren. For det skjedde:

22 Herren Gud sa: «Se! Mennesket er blitt som en av oss og kjenner godt og ondt. Bare det nå ikke strekker hånden ut og tar av livets tre også, så det spiser og lever evig!»

Åpenlyst ble menneskene ikke som Gud i enhver forstand, men de ble det i den forstand som slangen sa, siden Gud bekreftet dens ord. Det var altså ikke en løgn. Nå kunne mennesket “kjenne godt og ondt”, hva dette enn vil si. Det finnes ulike tolkninger. Jeg er positiv til Bonhoeffer sin tolkning at de gjorde seg til dommere over godt og ondt. Andre tolker det mer slikt at de skulle komme til å kjenne det “onde” gjennom erfaring med smerte og urettferdighet.

Men hva var det slangen sa, som ikke passet da?

Den første løgnen var det retoriske spørsmålet:

«Har Gud virkelig sagt at dere ikke skal spise av noe tre i hagen?»

Kan et spørsmål være en løgn? Selvfølgelig. Selv hvis kvinnen svarer “nei” (og det gjør hun jo), så har spørsmålet lagt en forventning om Guds urimelighet. Den har introdusert en ide, som kvinnen ikke hadde før, om en Gud, som er streng og nærig. Når først denne ideen er plantet i hodet på henne, så vil den sikkert bare vokse seg større og større.

Selv om hun svarer på spørsmålet, så kjøper hun premissen om en streng Gud, for hun sier at Gud har sagt, de ikke engang må røre frukten (noe Gud aldri sa noe om):

«Vi kan spise av frukten på trærne i hagen. 3 Men om frukten på treet som står midt i hagen, har Gud sagt: Dere må ikke spise av den og ikke røre ved den; for da skal dere dø.»

Da kommer Djevelen med den første store løgnen hans:

«Dere skal slett ikke dø!  5 Men Gud vet at den dagen dere spiser av den, vil øynene deres bli åpnet, og dere vil bli som Gud og kjenne godt og ondt.»

Vi har allerede påpekt at det han sier i vers 5 kom til å stemme. Den virkelige løgnen her er de fem ord, som kommer før. Djevelen sier, at de ikke skal dø.

Hvorfor er det så fælt?

Det er en løgn, men kanskje ikke den verste løgn i verden. Den gir jo håp. Et falsk håp, men ikke desto mindre et håp. Å leve i frykt for døden er jo usunt, og derfor må det ses som et sunnhetstegn, når de fleste av oss ikke skjenker det for mange tanker, at livet vi har en dag skal ta slutt.

Det fæle med denne løgnen er, at den lærer kvinnen, at hun er uavhengig av Gud. Premisset i beretningen er, at bare Livets Tre kan gi “evig liv”, og Djevelen tar bort dette og gir mennesket den falske oppfattelsen, at Gud er overflødig. Han tar bort grunnlaget for å prise og tilbe Gud, nettopp at han er Livets (eneste) kilde, Skaperen.

Utenom det så motsier løgnen det Gud selv har sagt, og dermed tvinger den mennesket til å velge mellom Slangen og Gud. Når deres utsagn ikke passer sammen logisk sett, så må det skyldes at den ene lyver. Take your pick. Ved å tro på Slangens løgn om etterlivet, så aksepterer kvinnen i fortellingen en langt dypere løgn: at Gud selv har løyet for dem.

Gudsbildet har blitt tilsvertet. Samtalen har resultert i et syn på Gud som en løgner og manipulatør. En nærig Gud i stedet for en nådig Gud. Og på alle måter overflødig. Med få ord ødela Slangen menneskets forhold til Gud, så det nesten var uopprettelig. Det eneste som kunne gjenopprette det var en fullkommen åpenbaring av Guds kjærlige natur, slik vi ser det i Jesus.

Hvordan avslører man en falsk profet?

Det gis mange advarsler i Det Nye Testamente om trengselstiden, om bedragene, om de “falske profetene”, som Djevelen bruker for å forføre de utvalgte.

Krigen mellom de åndelige maktene er noe, som vi i Syvende Dags Adventistkirken lenge har vært veldig opptatt av. Vi har enda et term for det. Vi kaller det “the great controversy”-temaet, og vi har vår medstifter Ellen White å takke for formuleringen av konseptet, selv om det er et konsept, som finnes helt tydelig i Bibelen. En ikke-adventist-teolog, som har vært flink å beskrive denne åndelige krigen mellom godt og ondt er Gregory Boyd i hans bok “God at War” (som dog begynner å bli gammel blant teologibøker, men likevel er den verd å lese).

Uten å gå for mye inn i det, så kan vi konstatere, at Jesus så alt han gjorde i et perspektiv av åndelig krig. Det handlet ikke bare om å tilgi menneskers synder overfor Gud, men om å sette dem fri av syndens makt – en undertrykkende og usynlig åndelig makt – som også apostlene beskrev romsterer i verden. Jesus kaller Satan for “denne verdens fyrste” (Joh 12,31), mens Paulus kaller ham “denne verdens gud” (2 Kor 4,4). På korset har Jesus beseiret de onde maktene og dermed ikke minst Satan / Djevelen (Kol 2,15), og denne seieren tilhører da også Jesus sine følgere (Åp 12,11).

Men selv om det avgjørende slaget har funnet sted, så fortsetter krigen helt inntil Jesu gjenkomst. Derfor advarte apostlene, for Djevelen kommer med alle våpen. Først og fremmest bruker han vold. Men med vold kommer han ikke langt, ofte er det bare med til å bygge opp motstandernes karakterer og mot, så derfor benytter han et langt sterkere våpen: Løgnen. Det er her de falske profetene kommer inn i bildet.

Matteusevangeliet 7
15 Ta dere i vare for de falske profetene! De kommer til dere i saueham, men innvendig er de glupske ulver.

Men hva stiller vi opp mot dem? Hvordan unngår vi å bli lurt? Hvis de er så flinke, kan vi så være sikre på, at vi ikke har blitt lurt allerede? En god del kristne vil mene, at vi som adventister i hvert fall er blitt lurt på en rekke punkter. Lurt til å tro at sabbaten er viktig. Lurt til å tro at en av stifterne våre, Ellen White, hadde “profetiens gave”. Og mye annet.

Og en del mennesker har blitt lurt og vil bli lurt, sier Jesus:

Matteusevangeliet 24
11 Mange falske profeter skal stå fram og føre mange vill.

Er det da noe vi kan gjøre?

Her har jeg hørt ulike strategier. En del av disse strategiene tror jeg ikke er spesielt gode. Kanskje de tvertimot er den sikre måte å bli lurt på.

Noen unngår alt som høres nytt ut og tror, at de dermed er på den sikre siden. Alt fra ettertenksom bønn til Jesus-konferencer blir gjerne kalt ondt og satanisk. Jeg tror, de på den måten stenger av for Åndens påvirkning. Dette er motsatt rådet, som blir gjentatt i Åpenbaringen 2 og 3: “Den som har ører, hør hva Ånden sier til menighetene!”

Noen insisterer på et komplekst doktrin og gjør dette doktrinet til en litmus-test. Lærere som ikke bekrefter deres kjepphest vurderes som dumme, og lærere som motsier deres forståelse på det blir sett på som falske og av det onde. Det finnes mange varianter, men til felles har de ofte kompleksiteten og et veldig sammensatt resonnement.

Noen tror at de må ha alt rett for ikke å bli forført. Denne doktrinære perfeksjonisme er kanskje den mest problematiske, for med dette presset på ens lære vil man uunngåelig bli hjemsøkt av angst. For som vi alle vet innerst inne: Ingen av oss klarer å ha rett i alt.

Disse strategiene har ikke fungert for oss inntil nå. De hjelper oss ikke. De fører til en egen type bedrag, en skadelig religiøsitet.

Bibelen gir oss til gjengjeld flere nyttige strategier. I Jesus sine advarsler kommer han med oppfordringer til å være beredt, våken og oppmerksom. Ideen med å være beredt er, at når en situasjon pludselig oppstår, så har du allerede besluttet hvordan du vil håndtere den. Du vet hva du skal gjøre. Når den romerske hæren står utenfor Jerusalems murer (der du bor), så tøver du ikke og tenker “det går nok bra, denne by har jo stått inntil nå”. Tvert imot, du vet, at du ikke engang har tid å hente kappen, og du flykter med en gang (Matt 24,15-18). Denne strategien reddede troende judeere i år 70 e.Kr., så det var en god strategi – et godt råd fra Jesus.

Matteusevangeliet 24,42
Så våk da! For dere vet ikke hvilken dag deres Herre kommer.

1 Peter 5,8
Vær edru og våk!

Å være våken og oppmerksom på hva som foregår rundt oss vil altså være en stor fordel. Selv hvis vi ikke vet helt hva vi ser etter, så vil vi sannsynligvis skjønne det, når vi ser det, ikke minst om vi er åpne for Ånden. Vi får også noen tips til hvordan det kommer til å se ut, for eksempel er det flere tekster i Bibelen, som antyder at det til slutt vil komme et stort bedrag (se ikke minst Åpenbaringsboken 13).

Vi skal blant annet regne med mirakler:

Åpenbaringen 13
13 Det gjør store tegn, det lar til og med ild fra himmelen fare ned på jorden, midt for øynene på folk. 14 Det forfører dem som bor på jorden, med tegnene det får gjøre i dyrets tjeneste.

Vi kan studere hva Bibelen sier om falske profeter som skal komme, og vi kan prøve å se om vi kjenner dem igjen. Men å skulle tolke apokalyptiske koder er ikke en veldig praktisk strategi, for ulike folk kommer ofte til ulike tolkninger. Heldigvis er disse symbolske profetiene langtfra de eneste redskapene vi har fått.

Den beste måten å avsløre “falske profeter” på ble gitt oss av Jesus himself:

Matteusevangeliet 7
15 Ta dere i vare for de falske profetene! De kommer til dere i saueham, men innvendig er de glupske ulver. 16 På fruktene skal dere kjenne dem. Plukker man druer av tornebusker eller fiken av tistler? 17 Et godt tre bærer god frukt, et dårlig tre bærer dårlig frukt. 18 Et godt tre kan ikke gi dårlig frukt, og et dårlig tre kan ikke gi god frukt. 19 Hvert tre som ikke bærer god frukt, blir hugget ned og kastet på ilden. 20 Derfor skal dere kjenne dem på fruktene.

Se på fruktene.

Men hvilke frukter taler Jesus om her? Det er helt tydelig når man leser om Jesus, at dette ikke dreier seg om teologi eller lære. Det dreier seg heller ikke om mirakler. (Jesus gjorde mange mirakler, men legg merke til at han nektet å gjøre det for å bevise hvem han var. Matt 4,3; Luk 11,30)

Nei, den ultimative frukten som Jesus snakket om, var kjærligheten.

Kjærligheten er den avgjørende testen. Slik kan vi vite hva som er fra Gud. Dette kan neppe overraske oss, når kjærligheten både er sentral for hvem Gud er (1 John 4:8), for hans lov (Matt 22,36-40; Gal 5,14; Rom 13,8-10) og for hva Gud oppnådde gjennom Jesus sin død på korset (1 Joh 4,9). Kjernen i evangeliet er guddommelig kjærlighet, og Satans prosjekt er å få oss vekk fra denne kjærligheten. Derfor bør det ikke undre noen at troen på kærligheden er det, som står på spil – og derfor også en måte hvorpå vi kan skjelne mellom godt og ondt.

Først og fremmest er testen selvfølgelig hva ånderne sier om Jesus. Dette synes jo kanskje enda mer åpenbart.

1 Johannesbrev 4,1-3
1 Mine kjære, tro ikke enhver ånd! Prøv åndene om de er av Gud! For det er gått mange falske profeter ut i verden.  2 På dette kjenner dere Guds Ånd: Hver ånd som bekjenner at Jesus Kristus er kommet i kjøtt og blod, er av Gud.  3 Men enhver ånd som ikke bekjenner Jesus, er ikke av Gud.

Få linjer senere gir Johannes da denne instruksjonen, som er en annen side av samme saken:

1 Johannesbrev 4,6-9
Slik kan vi skjelne mellom sannhetens ånd og villfarelsens ånd. 7 Mine kjære, la oss elske hverandre! For kjærligheten er fra Gud, og hver den som elsker, er født av Gud og kjenner Gud. 8 Den som ikke elsker, har aldri kjent Gud, for Gud er kjærlighet. 9 Og ved dette ble Guds kjærlighet åpenbart blant oss, at Gud sendte sin enbårne Sønn til verden for at vi skulle leve ved ham.

Med dette beskriver Johannes både det som står på spill og gir samtidig klar instruksjon om hvordan vi kjenner igjen det sanne budskapet om Jesus. Ut av kjærlighet kom han i kjøtt og blod og gjorde Guds kjærlighet kjent på korset. Enhver profet som viker fra dette er en falsk profet.

Når kjærligheten mangler, enten det er i ord eller i handling, så har evangeliet blitt utvannet. Det er ikke det samme budskap lengere.

Faktisk er det presis det som har skjedd i den første menigheten som blir beskrevet i Åpenbaringsboken. Herren sier til Efesos-menigheten:

Åpenbaringen 2
Jeg vet om dine gjerninger, ditt strev og din utholdenhet. Jeg vet også at du ikke kan tåle de onde. Du har prøvet dem som kaller seg apostler, men ikke er det, og du har funnet at de er løgnere. 3 Du har holdt ut, du har tålt mye for mitt navns skyld og ikke gått trett. 4 Men dette har jeg imot deg: Du har forlatt din første kjærlighet. 5 Tenk på hvor du sto før du falt. Vend om og gjør de gjerninger du gjorde før!

Det er både skryt og rettledning. Kjempeflott du kan avsløre løgnere. Du er klok, og det setter Gud pris på. Men det nytter intet om du har mistet kjærligheten. Hvis kjærlighetens gjerninger mangler – da har du faktisk blitt forført likevel! Med eller uten falske profeter!

Kjærligheten er nemlig tegnet på hvem som er de sanne disipler:

Johannesevangeliet 13
34 Et nytt bud gir jeg dere: Dere skal elske hverandre. Som jeg har elsket dere, skal dere elske hverandre.35 Ved dette skal alle forstå at dere er mine disipler: at dere har kjærlighet til hverandre.

Kjærligheten er den sanne Åndens frukt, som vi kan vurdere:

Galaterbrevet 5,22-23
22 Men Åndens frukt er kjærlighet, glede, fred, overbærenhet, vennlighet, godhet, trofasthet, 23 ydmykhet og selvbeherskelse.

Kjærligheten til vår neste er det, som blir tatt i betraktning i dommen til slutt ifølge Jesus (Matt 25,31-46).

Det er dette, som han beskriver som karakteristisk for trengselstiden:

Matteusevangeliet 24
11
 Mange falske profeter skal stå fram og føre mange vill. 12 Og fordi lovløsheten tar overhånd, skal kjærligheten bli kald hos de fleste.

Jeg har sett mange kristne advare om falsk lære og om falske profeter. Av og til kjenner man avskyen og fordømmelsen i stemmene deres. Det er sinne og bekymringer. Følelser av overlegenhet. Skadefro, ved tanken om hva som skal skje med dem, som tar feil.

Det er en del av hverdagen i adventismen at noen advarer kraftig mot falsk lære. Men vær oppmerksomme på dem som advarer. Se på fruktene deres. Hva har deres evangelium gjort for dem? Om det ikke er en kilde til oppmuntring og ikke bygger opp kristne dyder i dem selv (Åndens frukt) og i dem omkring dem, så ikke ta ordene deres for gode varer. Da er det ikke “de gode nyheter”, evangeliet.

Akkurat som man kan se etter kjærligheten, så kan man se etter gleden. Et budskap som er blottet for glede, er neppe fra Gud. Kjærligheten og gleden går hånd i hånd.

1 Peter 1,8-9
Ham elsker dere, enda dere ikke har sett ham; ham tror dere på, enda dere nå ikke ser ham. Og dere jubler og er fylt av en glede så herlig at den ikke kan rommes i ord; 9 for dere når troens mål: frelse for sjelene.

For omkring 10 år siden var Paul Washer en populær predikant på Internettet. Jeg husker det, for jeg studerte i England på det tidspunktet, og flere venner sa til meg, at jeg måtte høre hans predikener om hvor lunkne og forførte alle vi unge kristne var. Først var det vanskelig for meg å sette fingeren på hva jeg følte var galt med Washer’s alvorlige predikener, for han hadde flere gode poeng – men etterhvert gikk det opp for meg. Mannen hadde ingen glede. Og hans budskaper resulterte ikke i glede heller, mistenker jeg. (Kanskje han siden har fått det.)

Å ha funnet Guds nåde og håpet om herlighet er ikke noe å være tungsindig over. Vel har vi sett vår syndighet, men samtidig har vi sett Guds ufattelige kjærlighet til oss. Den gleden vil Djevelen selvsagt ta fra oss – men ikke la ham!

Klart vi stadig kan ha det vondt, som også Paulus kunne (2 Kor 12,8), og vi kan fortsatt sørge over tap, (men vi sørger ikke som andre, 1 Tess 4,13). Vi kan lide slik at vi lenges etter frelsen (Rom 8,23). Men i alt dette har vi et fantastisk håp og dermed en evig kilde til glede og takknemlighet.

1 Tess 5,16-18 
16 Vær alltid glade, 17 be stadig, 1takk Gud under alle forhold!

Det sanne evangelium – som forkynnes av sannhetens Ånd – handler altså om Jesus Kristus, hans død og oppstandelse, og Guds store kjærlighet, som vi kan glede oss over. Holder vi fast i dette, også når vi møter sterk motstand, så tror jeg, Gud også bevarer oss, og at det blir vanskelig for Djevelen å lure oss.

Romerbrevet 8
38 For jeg er viss på at verken død eller liv, verken engler eller krefter, verken det som nå er eller det som kommer, eller noen makt, 39 verken det som er i det høye eller i det dype, eller noen annen skapning skal kunne skille oss fra Guds kjærlighet i Kristus Jesus, vår Herre.

 

Synd er ikke synd

“Synd er synd. Og i Guds øjne er det det samme.”

Har du nogensinde hørt nogen sige noget sådant? Det har jeg, og jeg kommer helt sikkert snart til at høre det igen. Det er blevet en popteologi, og det kommer oftest frem, når nogen prøver at drøfte det gode spørgsmål, om ikke der er forskel på synder og derfor ikke mindst forskel på konsekvenserne det skal have og vores attitude til mennesker, som begår dem.

Ja, synd er synd

På den ene side har de ret. Bibelen siger at hvis man har syndet bare en enkelt gang, så har man brudt hele loven. På den måde er den enkelte synd en indikation af, at der er noget galt med hele mennesket, og derfor kan man roligt konstatere på god protestantisk vis, at vi alle er syndere og har brug for frelse. Jesus måtte dø for os alle sammen.

Samtidig er det et argument for ikke at legitimere selv den mindste synd. Hvis noget er forkert, så kan det ikke retfærdiggøres ved, at der er ting som er langt værre. Dette giver også god mening og er en vigtig tanke for dem, som har til intention at reformere sig selv og vandre i gode gerninger. Så er spørgsmålet om man kan gøre det uden at øge sin neuroticisme og perfektionisme, men det er en anden diskussion.

Men synd er ikke synd

Problemet opstår, når denne ide om at “alt synd er lige” betyder, at små synder slås i hartkorn med værre synder. For ja, der er faktisk forskel på synder.

Nogen kristne vil få et chok over at læse dette, men det er faktisk langt værre at være en aktiv pedofil (som forgriber sig på børn) end at være aktiv homoseksuel person, som lever i et gensidigt forhold. Begge kan kaldes synd på papiret, men ens retfærdighedssans må være forskruet, hvis man argumenterer for, at “det er det samme”, for det ene er tydeligvis langt værre end det andet. Det første påfører andre skade, mens dette er knap så tydeligt når det gælder det andet.

Selvfølgelig vil man argumentere for, at grunden til at en homoseksuel livsstil ses som “syndig” i første omgang er, at den er skadelig for dem som lever den. Hvorfor skulle Gud, som bare vil os det bedste, ellers kalde det synd? Men uanset hvordan man vender og drejer det, og hvor god man er til at påvise at det faktisk er skadeligt, så bliver det aldrig lige så skadeligt som det at blive udsat for overgreb som barn.

Ironisk nok bliver det en slags relativisme – selv om moralsk relativisme er det, mange kristne har erklæret krig imod – når alt synd ligestilles. Hvis det er lige så slemt at røve en butik, som at tjene sort, så kan det bruges som argument imod at tjene sort, men omvendt også som et argument for at man lige så godt kan røve en butik.

Betyder dette kompromis? 

For nogen vil det jeg skriver her være kompromis af den værste skuffe. Det vil tolkes som at jeg lader Djævelen få en fod indenfor døren. Men pointen i dette indlæg er ikke at noget synd er “okay”, men bare det at al synd ikke kan sidestilles.

Kristne lever allerede i en kultur, hvor man bærer over med nogle synder, men ikke med andre. Det er egentlig godt, man gør det, siden vi alle synder. Så kan man diskutere, om det er de rette ting vi bærer over med. En ryger havde for eksempel aldrig fået et vigtigt embede i min kirke. Han er en slave for nikotinen og udsætter sin krop, som er et helligt tempel for Guds ånd, for giftstoffer. Ikke desto mindre har vi haft ledere, som har drevet med hersketeknikker på bestyrelsesmøder, været groft diskriminerende og har gået med sladder. Jeg har været i mange menigheder efterhånden og set meget forskelligt, og jeg har helt klart tænkt, “havde han så bare haft hang til at ryge i stedet…”

Hvad skal vi bære over med, og hvad skal vi slå ned på? Jeg kommer ikke med nogen opskrift på dette her, men jeg ved godt hvilken type menighed, jeg helst vil tilhøre, og hvilken jeg personligt tror ærer Gud bedst af disse 2:

1) Menigheden som slår ned på enhver forseelse, uanset størrelse, fordi “synd er synd”, and we will have none of it!

2) Menigheden hvor man tilstræber at være overbærende (nådig), men fair – nogle ting er værre end andre, og “konsekvensen” skal altid stå mål med overtrædelsen.