Jeg er netop blevet gift

… med denne flotte dame:

Bryllupsbilleder fra Jens 007
(I KNOW RIGHT?!)

So that’s that :)

Det var en vild fest, faktisk den bedste fest jeg har været til nogensinde. Og jeg kan normalt ikke lide fester, men i denne havde jeg det faktisk sjovt. Det har nok lidt at gøre med, at jeg selv var midtpunktet (næstefter bruden, naturligvis).

Derefter tog vi til Madeira på bryllupsrejse. Det var så absolut heller ikke værst.

Honeymoon to Madeira 454

Nu er vi så tilbage til hverdagen igen.

Hustruen arbejder på livet løs med folks psyker, mens jeg sidder derhjemme, bladrer gennem jobannoncer og skriver e-mails og håber på, at telefonen snart ringer.

Jeg håber, jeg snart får noget at lave.
Og penge for det.

Udgivet i Foto, My life | Skriv en kommentar

Nåde er mere end tilgivelse

Adventistpræst Sven Arvid Gustavsen præsenterede en fin tanke i Haugesund Adventkirke i dag, da han snakkede om “Guds mangfoldige nåde”. Hvad hvis nåde er mere end “tilgivelse for synder”? Ingen tvivl om, at det er det også, og at det er i den kontekst vi oftest snakker om Guds nåde. Det er ud af nåde, at Jesus døde for os, da det egentlig var os, som fortjente døden. Det havde han ikke behøvet for sin egen del, og det var ikke noget, vi fortjente – men han gjorde det alligevel.

Men nåde er mere end Guds håndtering af synd. Nåde er alt, som Gud giver, og det rammer os på meget forskellige måder. Der er tale om nåde, når han tager hånd om os, redder os, sørger for os. Det var ud af nåde, at han skabte os, og at han opretholder universet og vores liv i det. Jesus var også modtager af sin Faders nåde (Lukas 2,40) – og dét tilsyneladende selv om han ikke havde behov for nåde i form af “tilgivelse for synd” – men nåden bestod i den kraft Gud gav ham til at tjene og til at modstå Djævelens løgne og fristelser. Denne form for “nåde” burde vi måske også bede om lidt oftere.

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Hvorfor ikke barnedåb?

Når vi skal argumentere for, hvorfor vi som kristne gør et-eller-andet, så er det ikke nok at have et fornuftigt argument—altså et argument, som lyder klogt og giver intuitivt mening. For at argumentere godt for en kristen praksis (f.eks. et ritual), så må vi have et fornuftigt bibelsk argument. Når vi lærer at tænke på den måde i forhold til kirke og kristendom, så bliver det ikke vanskeligt at afgøre, om spædbørn kan og bør døbes, eller om vi bør vente til de bliver voksne og selv kan sige ‘ja’ til Jesus.

Argumenter for barnedåb

Debatten om barnedåben er netop præget af argumenter, som lyder rigtig fornuftige, og som kommer med en masse gode pointer. Her er nogle af de “gode” pointer, jeg har hørt for barnedåb:

  • Jesus sagde: “Lad de små børn komme til mig…”
  • At barnet ikke kan sige ja/nej til dåben viser, at frelse ikke er noget, som vi gør for Gud, men noget Gud gør for os.
  • Barnedåb er ligesom omskærelse, som jøderne foretog på barnet, da det var 8 dage gammelt – derfor skal vi heller ikke tænke, at barnedåb sker “for tidligt”.

Jeg ved ikke, hvor mange af disse pointer, du har hørt. Den første pointe om Jesus bliver lagt frem ved stort set hver eneste barnedåb—de andre møder man måske først, når man har diskuteret lidt med nogle folkekirkepræster om emnet.

Men som sagt er det ikke nok med gode argumenter. Det må være bibelske argumenter. Med dette mener jeg ikke, at ovenstående ikke kan findes i Bibelen. Jo, vi kan naturligvis både læse om Jesus, der tager imod børnene, om at frelsen er Guds initiativ mere end vores, og at omskærelse fandt sted på ottendedagen. Det, vi ikke finder, er, at disse pointer bruges som belæg for barnedåb.

Da Jesus tog imod børnene, så døbte han dem jo ikke, men velsignede dem. Når frelse omtales som Guds værk, så er det heller ikke for at legitimere barnedåb, men for at advare imod menneskelig stolthed. Og Bibelens forfattere laver ikke nogen kobling mellem omskærelse og barnedåb; der er ikke nogen bibelsk grund til at opfatte ritualerne som sammenlignelige.

Med andre ord, argumenterne er godt fundet på, giver endda intuitivt mening, er bygget på sandheder fra Bibelen, men kan på ingen måde kaldes “bibelske argumenter for barnedåb”, da ingen personer i hele Bibelen bruger dem på den måde. Derfor kan de selvfølgelig godt være rigtige. Det kan dog også være, at hvis Paulus eller Peter (eller andre apostle) havde hørt dem, havde rystet på hovedet og sagt: “Det kan man ikke sige, fordi…” Desuden er det da lidt usædvanligt, at man bliver nødt til at gå denne indirekte rute for at kunne argumentere for barnedåb, hvis det er så vigtigt og centralt for kirkens liv, som det er i de lutherske frimenigheder, i Folkekirken og selvfølgelig i Den Romersk-Katolske Kirke.

Bibelsk belæg for dåb

Det efterlader os naturligvis med spørgsmålet om, hvad Bibelen så har at sige om barnedåb? Hvad er der tilbage at konkludere om ritualet ud fra Bibelen?

Det korte svar er intet. Bibelen taler ikke om “barnedåb” (eller “voksendåb”), kun om “dåb”. Hvis vi skal konkludere noget om barnedåb ud fra Bibelen, så må vi først vise, at dåb i kristen forstand også inkluderede børn og spædbørn. Diskussionen om det her havde selvfølgelig ikke eksisteret, hvis vi havde et eksempel på et barn, der blev døbt i Apostlenes Gerninger. Men det har vi ikke. Hvad vi til gengæld har eksempler på er (voksne) folk, som lærer om Jesus og Gud, og som derpå tager personligt stilling til, om de gerne vil døbes. Det er når de kan bekende troen på Jesus, at de bliver døbt af apostlene.

Selve ordet for “at døbe” i Bibelen er “baptizo” (direkte oversat “jeg døber”), og implicit i dette ordet forstås fuld neddyppelse. Når vi ser en film som “Jesus Christ of Nazareth”, så ser vi Johannes Døberen tage vand op på Jesu hoved fra Jordan-floden. Dette er hvad skaberne af filmen forestillede sig skete, da Johannes døbte Jesus. Selve ordet efterlader dog ingen tvivl om, at Jesus faktisk blev dyppet helt ned i vandet. Selve symbolikken i denne handling understreger også, hvad den består i. Paulus forklarer, at dåben er et symbol på, at vi nu tager del i Jesu død og opstandelsen til et nyt liv (Romerbrevet 6,4). Når vi sænkes i vandet, så sænkes vi altså billedligt i graven og rejses op fra den igen. Samtidig beskriver Bibelen det som en renselse, hvor det også giver mere mening at komme helt under, frem for bare at få lidt vand i panden.

Barnedåb blev også praktiseret ved fuld neddyppelse i Middelalderen, men det gik af mode, da man lagde mærke til, at børnene havde en tendens til at blive syge af det (og nogen druknede naturligvis). Det er ikke let at fortælle et spædbarn, at “nu skal du holde vejret”. Eller det er det måske, men det er ikke let for spædbarnet at forstå eller gøre. Ritualet egner sig åbenlyst ikke for spædbørn. Man ændrede det til sprinkling, i første omgang uden rationale, senere fandt man på noget opfindsomt at begrunde det med, og i dag antages det bare at være dét, som “dåb” betyder.

Hvad jeg har præsenteret her er altså bibelske argumenter for dåbsritualet. Bemærk at det ikke bare er argumenter med bibelske sandheder brugt som belæg—men faktiske rationaler for dåb, som Bibelens egne forfattere præsenterede netop for at sige noget om dåben.

Tilhører de “udøbte” børn Djævelen?

Mange døber deres børn af ren og skær frygt—for “et udøbt barn er Djævelens barn”, tror de. Mange, som går op i dette, har hørt dette ræsonnement helt fra de selv var små. Selv hvis de ikke er aktive kristne i kirkegående forstand, så vil de helst have barnet døbt “for en sikkerheds skyld”. Det er altså en idé, som stikker meget dybt hos mange mennesker.

Den bekymring kan jeg naturligvis godt sætte mig ind i. Vi ønsker jo det bedste for vores børn og ønsker, at ondskabens åndemagter ikke får fingre i dem. Derfor velsigner vi dem i de kirker, som jeg kommer i, som Jesus også gjorde i det berømte vers, der ofte bliver læst op ved barnedåb. Dette kan gøres til en meget smuk anledning, hvor barnet klædes pænt på, løftes frem foran menigheden, som kollektivt beder for barnets fremtid og dedikerer sig til at støtte og drage omsorg for det. Enhver barnevelsignelse er en fest i vores kirke.

Samtidig er det værd at huske, hvad Bibelen egentlig siger om at være Guds børn og Djævelens børn. Der er et helt kapitel om dette i Hebræerbrevet. Den siger ikke, at “udøbte børn” er Djævelens børn nogen steder (igen, “barnedåb” findes som sådan ikke i Bibelen). Nej, om ens far er Gud eller Djævelen afgøres af, hvis vilje man udfører. Er vi blevet velsignet og opdraget i kærlighed, så er der større sandsynlighed for at vi vil gøre Guds vilje og kan betragtes som lysets børn. Overgiver vi os derimod til kødets lyster og lader os forføre af synden, så er vi Djævelens børn. Det, vi skal give vores børn, er “troens fulde rustning”, som beskrevet i Efeserbrevet. Om de bliver sprinklet med vand af en præst eller nonne har ikke ret meget med sagen at gøre.

Fra tradition til holistisk kristendom

Debatten om dåb og barnedåb gøres af og til meget kompliceret. Ofte henvises der til alle mulige og umulige opfattelser om hvad dåben skal betyde og hvad den gør for den menneskelige “natur” og den mystiske relation mellem Gud og menneske.

Læg dog mærke til at mange af pointerne, der ofte kommer frem i disse diskussioner, er filosofiske af natur. Bibeltekster spiller som regel ikke nogen væsentlig rolle, og når de gør, så ignoreres deres litterære og historiske kontekst ofte – man interesserer sig i mindre grad om, hvilket budskab forfatteren selv havde på hjerte, da han skrev, som han gjorde. Hvis vi baserede vores tro og praksis på, hvad Bibelen eksplicit beder os om, i stedet for hvad vi længe har gjort og har opfundet gode argumenter for at gøre, så ville barnedåb og konfirmation ophøre.

“Ville dette ikke efterlade et tomrum?” vil nogen så spørge. Her er mit bedste svar: “Se på frikirkerne”. Til barnedåb og konfirmation findes der bedre alternativer, som harmonerer bedre med Bibelens lære. Der er tale om en mere holistisk kristendom, hvor kristen tro og lære kommer fra hjemmet i stedet for fra det offentlige—en kristendom, hvor forældre tager ansvar for deres barns tro i stedet for at overlade det til den lokale sognepræst, når børnene kommer i 7. klasse.

Det umulige og mulige

Det er naturligvis umuligt (eller i hvert fald dyrt) for Folkekirken at gøre op med barnedåb, sådan som jeg her foreslår. Dens eksistensgrundlag som trossamfund ville forsvinde, da de fleste folk kun er medlemmer, fordi de er blevet det, før de selv kunne tage stilling til spørgsmålet. Dette er måske den egentlige årsag til, at barnedåb er så sejlivet, når der er så lidt bibelsk belæg for det.

Det samme problem har frikirkerne, der praktiserer voksendåb, ikke, fordi deres medlemmer faktisk har tilvalgt fællesskabet og har en egen motivation for at komme i kirke og at deltage. Frikirkerne klarer sig godt uden barnedåben. For dem ligger udfordringen nu i at forklare folk, der gerne vil tilslutte sig det frikirkelige fællesskab, at barnedåb ikke er reel dåb, og at de stadig mangler at tilkendegive deres tro på Jesus gennem det ritual, han har lært os. På det punkt har folkekirkens ritualer gjort det vanskeligere for os alle sammen at forklare, hvad dåben egentlig handler om.

Udgivet i Kristendom | Skriv en kommentar

Jeg lytter til podcast, når jeg går tur

Hvis du også gør og har lidt samme interesser som mig, så vil du måske være interesseret i disse anbefalinger. Jeg vil også gerne høre dine.

Først og fremmest bruger jeg PocketCast til android. Jeg har prøvet forskellige, men jeg synes, at dette program kører rigtig godt. Det indeholder desuden en fin søgefunktion, hvis du skal finde et af de følgende podcasts, som jeg anbefaler, da jeg ikke tilføjer links til dem (gider ikke).

Unbelievable?
Britisk radioprogram, som regel med en troende i samtale med en ikke-troende om et tema, der ofte vil relatere til aspekter af den kristne tro. Værten Justin Brierley er fænomenal god til at være den objektive moderator, der sørger for at begge synspunkter kommer frem i samtalen.

Woodland Hills Church
Dette er “min” menighed, hvis man kan sige sådan om en kirke, man kun hører fra via nettet. Men sådan føler jeg det nu, efter at have lyttet til mange timers forkyndelse af ikke mindst Greg Boyd, som både er klog og entusiastisk for budskabet om Guds Rige. Her føler jeg mig teologisk hjemme.

The Robcast
Denne er forholdsvis ny, og jeg må tilstå, jeg kun har lyttet til første episode, men den var fyldt med visdom fra vores alle sammens Rob Bell. Jeg glæder mig især til episode 4, som jeg skal lytte til med min kommende kone.

Dette var de kristne podcasts, men så er der et par andre også, som jeg lytter til, fordi de er lærerige eller hyggelige eller begge dele.

NRK2 EKKO
DR har mange fine podcasts, men deres parallel i Norge laver et radioprogram, som gør én klog på alt muligt, både i forhold til ny videnskab, men også nyhedsrelaterede emner. Det er god public service-radio. 

Filmnørdens Hjørne
Jeg føler mig nu gode venner med Casper, Jesper og Brie, selv om jeg aldrig har mødt dem. Men at lytte til dem er lidt som at være i stue med gode venner, der dog lige har lidt ekstra indsigt og interesse for filmens verden. Denne podcast, som på en eller anden måde har fløjet under min radar i nogle år, fangede min opmærksomhed sidste år, og nu er jeg en dedikeret fan, som er i fuld gang med at lytte mig gennem deres arkiv.

History of Philosophy ‘without any gaps’
Det er præcis, som det lyder. En hurtig introduktion til alverdens tænkere, taget helt fra start af, én idé ad gangen. Jeg nød også godt af den, da jeg havde examen philosophicum (“exphil”) i begyndelsen  af min nye bachelor.

Sådan, det var lige dem, jeg havde lyst til at nævne. Tjek dem ud.

Udgivet i Gode råd, My life | Skriv en kommentar

SDA har officielt ikke noget imod vacciner

Jeg ved ikke, hvor ofte Adventistkirken (SDA) officielt kommer med udtalelser. Det er vist ikke så ofte. Men nu er der altså kommet en officiel udtalelse fra kirkesamfundet om vaccination. Det er jo i den senere tid kommet frem i medierne, både i Danmark og i det store udland, at der findes flere og flere vaccine-skeptikere, som ikke vil vaccinere deres børn. De vælger da aktivt ikke at gøre dem immune imod farlige sygdomme, hvoraf flere indtil fornylig blev regnet for udryddet. Men ignoranterne har altså præsteret at forringe folkesundheden væsentligt. Den kedelige udvikling har så åbenbart fået nogle ledere i Adventistkirken til at gribe tastaturet for at sige noget fornuftigt på kirkens vegne.

Udtalelsen lyder:

The Seventh-day Adventist Church places strong emphasis on health and well-being. The Adventist health emphasis is based on biblical revelation, the inspired writing of E.G. White (co-founder of the Church), and on peer-reviewed scientific literature. As such, we encourage responsible immunization/vaccination, and have no religious or faith-based reason not to encourage our adherents to responsibly participate in protective and preventive immunization programs. We value the health and safety of the population, which includes the maintenance of “herd immunity.”

We are not the conscience of the individual church member, and recognize individual choices. These are exercised by the individual. The choice not to be immunized is not and should not be seen as the dogma nor the doctrine of the Seventh-day Adventist Church.

Generelt en fin udtalelse, synes jeg, selv om jeg morede mig ret meget over denne sætning:

The Adventist health emphasis is based on biblical revelation, the inspired writing of E.G. White (co-founder of the Church), and on peer-reviewed scientific literature.

Den er da sjov!

Nogen har virkelig gjort sig umage for at skabe troværdighed. En ting er selvfølgelig, at Ellen White tages frem som “co-founder of the Church”, som om dette er den væsentligste grund til, at hun bliver nævnt. Har personen ikke turdet være ærlig og sige, at hendes literatur regnes for autoritative, fordi hun betragtes som profet i SDA? At hun var “co-founder” er i den sammenhæng irrelevant og nævnes bare for at trække opmærksomheden væk fra et kontroversielt trospunkt.

Men at man i samme sætning som hende og “biblical revelation” vil nævne “peer-reviewed scientific literature” som en form for autoritet, er dog endnu mere interessant. Hvem prøver man egentlig at imponere her? Enhver adventist ved jo, at hvis “peer-reviewed scientific literature” påstår, at kød er sundt, at onani er godt for seksualiteten, og at Jorden er mere end 6.000 år gammel, så vil Adventistkirken ignorere selvsamme literatur. Og det gør den, og det gør den.

SDA er jo bedøvende ligeglad med, hvad “peer-reviewed” videnskab kommer frem til, når den har Bibelen og Søster White. Hvis kirken først skal begynde at revidere sine synspunkter og komme med officielle statements ud fra, hvad videnskaben mener, så er der en lang række punkter, som vil være mere interessante end vaccination.

Jeg tager det som positivt, at Adventistkirken forsøger at tage del i en debat og tydeliggør sit standpunkt, når det gælder et vigtigt tema. Alligevel virker udtalelsen som “spin”, ja, måske ligefrem bedragerisk. Der er for meget laden-som-om, og selv om et standpunkt for vacciner klæder kirken, så gør dette forsøg på at virke “politisk korrekt” ikke.

Udgivet i Adventist, Retorik, Videnskab | Skriv en kommentar

Adventismens endelige opgør med platonisk dualisme

Advarsel: Dette blogindlæg er lige så nørdet som overskriften. Men hvis du ved en ting eller to om kristendom og adventisme, så regner jeg med at det vil give mening. Indlægget vil naturligvis være mest interessant for adventister.

Adventismen som reformbevægelse

Adventismen startede i 1800-tallet i USA. Det er naturligvis populært at sige, at den startede i det første århundrede i Mellemøsten, men det ville være at benægte nogle af de ideologiske strømninger, som utvivlsomt var med til at forme bevægelsen, for eksempel “common sense”-tankegangen og en optimistisk tro på, at hvis vi læser Bibelen rationelt (i Oplysningens ånd), så kan vi finde ud af næsten alt, der er at vide om universet som helhed.

Adventismens pionerer var dedikeret til et puritansk protestantisk projekt, som naturligvis går tilbage til Calvin og Luther. De ville rense kristendommen for alt, som er falsk og vende tilbage til den pletfrie kristendom, som Mesteren selv (Jesus) praktiserede. Dette skulle opnås via en næsten René Descartes-agtig tilgang til teologien, hvor man skar helt ind til benet og ikke antog noget som helst på forhånd. Kun det som ved et nyt kig på Bibelen kunne genopdages, skulle have lov at bestå. Kristendommen rebooted.

Resultatet var en bevægelse, som næsten skar grenen over, som den sad på. Det betød et farvel til søndagshelligholdelse, blandt andet. Den bibelske sabbat er jo fra fredag solnedgang til lørdag solnedgang, præcis som det jødiske folk også altid har fejret det, og søndagen, fandt man ud af, var noget Konstantin og paverne havde sneget ind i kristendommen på et mere tvivlsomt grundlag – navnligt at tage afstand fra datidens jøder (ja, søndagshelligholdelse er historisk set et produkt af antisemitisme), men også af synkretistiske grunde, fordi hedningene, ikke mindst soldyrkerne, allerede festede på den dag.

Andre ting, der blev skåret bort var i første omgang Treenigheden, og i en kort periode syntes der endda at herske en tvivl blandt de første adventister, om Jesus og Faderen overhovedet var den samme, men nærmere hvad det betød. Treenigheden var traditionelt blevet begrundet med, at de var af samme “guddommelige substans”, hvilket selvfølgelig er en pseudovidenskabelig metafor, som ikke findes nogen steder i Bibelen. Adventisterne landede dog alligevel på en (bibelsk) treenighedsforståelse, som i dag ikke skiller sig fra hvad man finder i øvrige protestantiske kirker.

En af de største ting, som adventismen gjorde op med var dog platonisk dualisme.

Da Platon blev kristen

Har du haft Oldtidskundskab i gymnasiet, sådan som jeg havde, så har du måske hørt lidt om de gamle grækeres syn på verden. De havde medgangen i deres samfund til, at de rigeste kunne trække sig tilbage og tænke dybere tanker, og én af dem, som gjorde det, var Sokrates, som stillede spørgsmålstegn ved alt. Blandt hans disciple var der en fyr, som hedder Platon. Han forbliver én af de vigtigste filosoffer i historien og er ansvarlig for rigtig mange idéer, vi har om verden, for det meste uden at ane, det er hans skyld at vi tror, som vi gør.

Platon troede groft sagt, at virkeligheden kunne deles i to. Der var en fysisk, materiel virkelighed, og der var en åndelig virkeligheden, ideernes verden. De to verdener stod dog ikke lige. Ideernes verden var den virkelige verden, ophavet til den fysiske verden. Der findes i denne verden et ideal for alt, som har en fysisk manifestation. Mennesket har således også et åndeligt selv, som står over menneskets fysiske eksistens. Dette har givet grundlag for hele vores vestlige tankesæt om menneskets udødelige sjæl, som mange forestiller sig lever videre, når kroppen dør.

Men hvordan i alverden listede disse hedenske ideer sig dog ind i helt almindelig kristendom. Meget enkelt – kristendommen omvendte grækerne, og grækerne holdt fast i deres platoniske fantasier. Det var ikke “med vilje”, det skete bare. Når en person bliver omvendt, så tager han selvfølgelig sine forestillinger og ideer med ind i sin nye tro, medmindre han (eller hun) tilfældigvis opdager, de ikke kan harmoniseres med den nye religion. Desværre var der mange kloge hoveder – Origen, Justin Martyr, Thomas Aquinas, Augustin – som netop satte sig for at harmonisere de modstridende ideer.

Den udødelige sjæl

Den “udødelige sjæl” er altså ikke en judæisk-kristen ide i udgangspunktet, men når først den listede sig ind i kristendommen, så skulle den komme til at lave meget ravage. For hvis vi forestiller os, at en persons kerne lever videre, når kroppen dør, så må den jo gå et sted hen. Og hvis vi forestiller os, at den er udødelig, så må den også være et sted, hvis den ikke får lov at komme ind i Guds rige. På den måde blev ideen om et evigt torturkammer født. Før denne ide kom til verden var helvede et sted, hvor de fortabte blev udslettet, vel at mærke ikke bare folks sjæle, men også fysisk.

(For øvrigt, rigtig mange kristne har opdaget dette i løbet af de seneste årtier. Debatterne om helvede er mere heftige end nogensinde tidligere, og flere og flere evangelikale kristne tilslutter sig “conditionalist”-lejren, altså dem som tror at udødelighed er betinget (“conditioned”) af at Gud giver den i gave, hvilket han naturligvis kun gør til dem, som bliver frelst. Prøv at tage et kig på RethinkingHell.com.) 

Den platoniske ide om sjælen gjorde også, at kristendommen blev mindre kropslig orienteret, mildt sagt. For Platon var kroppen bare et hylster, som egentlig hindrede ånden i at nå den egentlige erkendelse af sandheden. Hans anti-kropslighed kom også ind i kristendommen, hvor den fysiske verden blev set ned på. Dette er grunden til, at kristendommen har et ry for at være imod sex (og måske også en medvirkende årsag til at Augustin angiveligt kastrerede sig selv). I samme omgang glemte kristendommen skabelsesberetningen – du ved, den beretning i Bibelen, som fortæller at Gud faktisk har skabt den fysiske virkelighed, og at han tilmed “så at det var godt”.

Heavenly bliss vs. Genoprettelse

Endelig er det værd at bemærke, hvordan det ændrede kristendommens syn på fremtiden. Det jødiske håb på Jesu tid kan opsummeres i ordet “genopstandelse”. Gud vil genoprette Israel og give dem alt, de har mistet. Håbet er dog universelt. Israels genoprettelse skal blive til hele verdens velsignelse, folkeslagene skal strømme til Zion for at tilbede Gud og få retfærdighed, og det skal være slut på krige og katastrofer. Ifølge Bibelen er Jesus opfyldelsen af dette håb, indledt med den kristne bevægelse og endelig opfyldt ved hans andet komme. Der er tale om en genoprettelse af Jorden, en frelse for hele det etablerede Skaberværk, som skal underlægges Kristus, og Jord og Himmel skal praktisk talt smelte sammen, og Gud skal være alt i alle.

Platon havde selvfølgelig ingen visioner om en bedre jord. Alting ville være bedre uden. Hans håb var, at vi alle sammen ville vågne fra The Matrix, komme ud af hulen, stoppe med at være fascinerede af skyggerne og endelig se tingene som de virkelig er – den åndelige virkelighed, idéernes verden, væk fra den fysiske, korrupte verden. Oversat til kristendom resulterede dette i en forestilling om “heavenly bliss”. Det skabte forestillinger, ikke om en Ny Himmel og en Ny Jord, men om ren “Himmel” i den dualistisk-åndelige forstand, udenfor tid, udenfor sted (og dermed udenfor eksistens?).

Så her står kampen mellem to meget forskellige historier, eller to meget forskellige slutninger på samme historie. Den Katolske Kirke, er jeg ked af at sige, synes at være mest i den platoniske lejr (selv om der selvfølgelig altid vil være undtagelser). Men indenfor protestantisme og de ortodokse kirker, så er en forhandling og diskussion om sandheden i gang: Tror vi, Gud vil smide Skaberværket i skraldespanden og tage sine udvalgte med til heavenly bliss? Eller tror vi, at Gud, som han har lovet hele vejen op gennem Det Gamle Testamente, vil genoprette paradis og skabe harmoni i det skabte univers?

Er der “platonisk dualisme” i Adventistkirken?

Det er så her, jeg som adventist ville elske at kunne sige, at herovre, hos os, i vores kirker, så er svaret blevet helt utvetydigt besvaret. Man skal bare høre en prædiken eller to om Jesu genkomst, så ved man, hvordan vi vil svare på dette spørgsmål. Men desværre, så er vi langt mere utydelige, end vi burde være.

Spørg en adventist ud om helvede og den udødelige sjæl, og du vil få et klart svar på, hvordan adventister forstår Bibelens lære: Helvede betyder udslettelse (“den anden død”), og sjælen er kun udødelig, hvis Gud frelser den.

Spørg en adventist ud om skabelsen, og du vil også få et tydeligt svar: Gud har skabt verden, og alting var “godt”. Han har gjort os til forvaltere og givet os ansvar for det hele. Faktisk er sabbatten, som vi fejrer hver uge, til minde om at Gud har skabt verden, og at den fysiske virkelighed slet ikke er så ringe endda.

Spørg en adventist ud om kroppen, og du får også her et anti-platonisk svar: Kroppen er vigtig, og den må vi tage vare på. Sjæl og krop hænger uløseligt sammen, og derfor er det også vigtigt for ånden, at den bor i en sund krop – for de to ting kan ikke skilles ad.

Men prøv så at spørge en adventist ud om verden og om fremtiden, og du får ofte et langt mere tvetydigt svar. Det er mindre end en uge siden at jeg hørte en adventist sige i et vidnesbyrd, at “verden er et sygt sted, og jeg glæder mig til at komme væk herfra”. Det lyder mere som den platoniske ide om heavenly bliss, end det lyder som et håb om Guds genoprettelse af det faldne skaberværk.

Vores præsters prædikener er ofte ikke meget bedre (uf, nu bliver jeg skrap, men tilgiv mig). Der fokuseres ofte på Jesu genkomst (det er godt, det er jo derfor vi er “adventister”), men sjældent på det, som kirken officielt mener skal ske efter de 1000 år, nemlig genoprettelsen. Fokusset er konsekvent på evakueringen. Han skal komme og hente os, tage os væk herfra, og så skal Jorden brændes. Vi skal i himlen. Alt dette vil få en ende. Så er det slut på Skaberværket.

(Ja, jorden skal brændes, det står jo i Bibelen, men det er ikke med en udslettende ild, det er med en lutrende ild, som skal rense Jorden og gøre den klar til genoprettelsen, ligesom man lutrer metaller for at få skidtet væk. Det er dét, som er symbolikken – det er ikke det skabte, som skal ophøre med at eksistere, men det beskidte, som skal brændes væk. På samme måde som dette indlæg er et forsøg på at rense adventisme for platonisk dualisme.)

Tilbage til Guds Rige

Vi gik gennem en skilsmisse med Platon, og det var en nødvendig skilsmisse. Vi signerede papirene, og vi afleverede alle hans ting. Han fik sin udødelige sjæl tilbage. Han fik sit nederdrægtige syn på kroppen og på skaberværket tilbage. Men da vi skulle bære kasserne ud ad døren, så tabte vi en temmelig stor ting i entréen. Vi opdagede det først bagefter. Så lagde vi den i stuen og tænkte “han kommer nok og henter den senere”.

Men der ligger den altså desværre endnu. Vi har stadig lidt platonisk dualisme i Adventistkirken, forestillinger om heavenly bliss og om en verden, som Gud bare har tænkt sig at afskrive. Dette kan endda være med til at forklare, hvorfor adventister ikke bekymrer sig om miljøet (for Gud skal jo brænde det hele uanset), men også hvorfor vi generelt isolerer os og fokuserer mere på ren åndelig vækst (i platonisk forstand). De, som ved hvem “adventisterne” er, ved også, at de holder sig for sig selv, mens de venter på at blive hentet.

Det er ret selvfølgelig, hvad næste skridt er. Næste skridt er at se på de bibelske løfter om, hvad Gud har tænkt sig at gøre for verden, og hvilken rolle kirken har i den fortælling. Jesus ønskede faktisk at gøre verden til et bedre sted. Han ønskede at frelse den. Ifølge Paulus er dette faktisk, hvad hele Skaberværket venter på. “Guds rige er kommet nær,” som Jesus sagde. Vores opgave er at fortælle om det og at deltage i realiseringen af den vision.

Udgivet i Adventist, Kristendom | Skriv en kommentar

Er Guds Rige politisk?

For kristne vil det største problem med det politiske spil ofte være, at det spiller os ud imod hinanden. Der ligger i alle mennesker en tendens til at tænke i “os” og “dem”. Vi har et konkurrence-instinkt, og når det får overtaget, så bliver det ofte beskidt at se på. Det starter som engagement og lidenskab (måske med et stænk skråsikkerhed). Men før vi ved af det, så står vi med brændende fanatisme og antagonisme overfor alle, der mener og tænker en smule anderledes – og som ikke kan gennemskue virkeligheden lige så klart som én selv, som ens eget parti, fordi “de alle sammen er idioter”.

På det punkt er den politiske offentlighed giftig. Der er intet andet sted, hvor det falder os mere naturligt at indordne os i gruppetænkning og stereotypisering. Der er ingen anden plads, hvor vi i samme grad er os bevidst, hvem der er med os, og hvem der er imod os, og hvor det falder os mere naturligt at fordømme mennesker, vi stempler som “de andre”.  

Jesus samler fløjene

Jesus kendte også godt til dette. Han blev født ind i en meget anspændt politisk situation, hvor israelitterne var belejret og underlagt Rom. Romerske soldater var overalt, og lokale ledere var etableret til at holde orden, bl.a. ved at true med piskning og korsfæstelse. Blandt jøderne var der selvsagt delte holdninger til, hvordan situationen skulle håndteres. Nogen ønskede revolution og terror (betragtet som “modstandskamp” selvfølgelig); andre ønskede fredeligt samarbejde. Da Jesus valgte sin kernegruppe af disciple, udvalgte han sig folk fra hvert ende af det politiske spektrum:

Matthæus, som opkrævede skatte til Rom, og Simon, som kaldtes “zelot”. Zeloterne var nidkære for frigørelsen af Israel, som de bogstavelig talt kæmpede for med vold og sværd. Der er gode grunde til at tro, at Matthæus under normale omstændigheder ville have frygtet en mand som Simon, da zeloterne godt kunne finde på at stikke skatteopkrævere ned, bare for at sende et signal til resten om ikke at føle sig for trygge ved deres “landsforræderi”. Begge disciple var der dog plads til i Jesu lille gruppe.

En god del af disciplene var naturligvis fiskere (eller eks-fiskere), og Jesus lovede at gøre dem til “menneskefiskere”. Ligesom ham gik de fra by til by og forkyndte de gode nyheder om “Guds rige”, som var kommet til verden for at blive etableret. Effekten af “Guds rige” er helbredelse til de syge, brød til de fattige, tilgivelse af synder. Dette har ikke ændret sig siden Jesu tid – det er stadigvæk hvad kristendommen handler om, dér hvor den bliver praktiseret korrekt. Og til det foretagende er det ligegyldigt, hvad folk har gjort før, og hvad de ellers har haft af politiske overbevisninger. Guds rige har nemlig sin egen agenda.

Kristen frihed og lighed

Noget af det mest karakteristiske ved den kristne tro er utvivlsomt, hvordan den som bevægelse har bidraget til frihed og lighed. Evangeliet var radikalt i sin bemyndigelse af kvinder. Det betød ikke, at 6 af de 12 disciple var kvinder, naturligvis. Det gik så stærkt, som det kunne, den kulturelle modstand taget i betragtning. Men det var radikalt, at en kvinde var det første vidne om Jesus i Samaria, og at to kvinder var de første til at bevidne, at Jesus var opstået fra de døde. Ifølge historien syntes kvinderne endda ofte at forstå mere af evangeliet, end mændene gjorde, og Jesus anerkendte dem konsekvent i situationer, de blev set ned på af andre.

Det samme kan siges om slaver, selv om det britiske imperium og de amerikanske kolonier levede i en form for fornægtelse af dette aspekt af Bibelen. Paulus sender en bortløben slave tilbage til sin ejer med et brev, hvor ejeren opfordres til at tage imod sin slave, “ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder.” For i Guds rige tæller disse status-hierarkier ikke længere på samme måde. “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,” skriver han i Galaterbrevet.

I Det Nye Testamente var et af de mest omdiskuterede eksempler på “os” og “dem”-tankegangen forskellen på de “omskårede” og de “uomskårede”, altså jøderne og hedningene. Den første overraskelse var naturligvis, at Gud overhovedet kaldte hedningene ind i kirken. Peter den første til at studse over, at hedninger fik Helligånden. Den naturlige reaktion fra de omvendte jøder var at se på hedningene som en slags “anden rangs troende”. De nægtede for eksempel at sidde ved samme bord som dem, når de spiste sammen efter gudstjenester. Paulus gør op med denne tankegang og erklærer Jesus “er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.”

Guds Riges politik

Da sidste valgkamp stod på, var det vanskeligt ikke at lade sig rive med af kampene i medierne. De sociale medier var naturligvis også præget af den heftige debat. Ligesom alle andre sloges mine kristne venner indædt for deres partier med grundlæggende forestillinger om at deres parti var det eneste fornuftige valg, mens modstanderes partier ville køre Danmark i sænk. Hvad værre var, jeg observerede kristne venner bruge ord som “idioter” og “nazister”, når de debatterede – noget, de ikke gjorde ellers.

Jeg havde vel håbet, at vi ikke ville glemme vores tro helt, når det blev folketingsvalg. At vi ikke lod os rive med af “os” og “dem”-tankegangen. Jeg havde håbet, at teologien, som jeg netop har beskrevet, kunne vaccinere os imod det politiske kamp-paradigme, som i forvejen fylder alt for meget i pressen. Det er et giftigt miljø, fordi normerne synes at diktere, at fordømmelse og skarp retorik er okay (fordi “det er jo sådan alle snakker”). Den politiske arena kan derfor gøre os til meget ubehagelige og intolerante mennesker.

Den virkelighed behøver dog ikke snige sig ind i Guds rige, hvor det er dåben, ikke politiske standpunkter, som binder os sammen (Romerbrevet 6). Det kræver dog en form for bevidsthed om dette, hvis man som kristen vil undgå at lade sig rive med af stemningen. Det kræver, at man ved hvem man er som kristen, hvad Guds rige går ud på, og hvordan det overordnet bør informere ens politiske engagement.

Gud er politisk, og Guds rige er politisk. Gud vil de fattiges vel og de syges helbredelse. Bibelen udfordrer os til retfærdighed og omsorg for de svage, frem for alt. Hvad Gud ikke ønsker er splittelser og dæmonisering af politiske modstandere. Jeg har derfor også stor respekt for de partier, der forsøger at samarbejde med andre partier og arbejde sammen om fælles interesser uden at lade sig blænde af øvrige meningsforskelle. Jeg tror, denne tilgang til politik har et stærkere teologisk fundament, end når en person dedikerer sig til altid at støtte et specifikt parti eller en politisk ideologi. Hverken socialisme, liberalisme, konservatisme eller den rodløse populisme harmonerer perfekt med Jesu lære om Guds rige, som fortsætter med at overraske og udfordre os.

Udgivet i Kristendom, Politik | Skriv en kommentar