Hvad har fundamentalisme og ateisme til fælles?

Mindst af alt, vil nogen sige.

Richard Dawkins er blevet kaldt “fundamentalist”, men han tog kraftigt afstand fra denne etikette i 2007:

“No, please, do not mistake passion, which can change its mind, for fundamentalism, which never will.”

Han siger, han er en videnskabsmand, som følger strømmen af evidens. Hvis den går en anden vej end forventet, så gør han også. Derfor er han ikke en fundamentalist.

Men hvad ligger egentlig i “fundamentalisme”? Har det noget som helst at gøre med, hvor stædig man er i sine synspunkter, når man stilles overfor fakta? Måske, men måske det også handler om mere end det.

Den oprindelige “fundamentalisme”

Selve ordet “fundament” ved vi jo alle hvad betyder. Jeg er ikke ligefrem en handyman, men jeg ved, at “fundament” er dét, som man bygger et hus på, for at det skal stå stødigt og stabilt. Når vi taler om “fundamentalisme”, så er det naturligvis i overført betydning. Det er en ideologi baseret på en holdbar grund.

Men ordet “fundamentalisme” har i tillæg en historie, som har været med til at forme dets brug. Det er ikke bare en måde at være religiøs på, men en specifik bevægelse, som startede i USA i 1800-tallet som en slags respons til liberale tolkninger af Bibelen. Central for denne bevægelse var nogle udgivelser, som blev kaldt “The Fundamentals: A Testimony To The Truth”. Her fremlagde teologer fra forskellige protestantiske kirkesamfund, hvad de så som “fundamentale sandheder”. Det var selvfølgelig ting, som de mente var under angreb, og som aldrig måtte betvivles. Dette handlede om alt fra “Skabelsen” og “jomfrufødslen” til “Bibelens ufejlbarlighed” og “retfærdiggørelse ved tro”.

Fundamentalismen står for en karakteristisk måde at læse Bibelen på, som nogen gange kaldes “bogstavelig”. (“Bogstaveligt” er dog til tider et problematisk ord at bruge, da fundamentalister ikke altid læser alting bogstaveligt – de forstår trods alt, at Bibelen også bruger metaforer og ennda symbolik, for eksempel i bøger som Daniels Bog og Åbenbaringen.) Mens fundamentalister gerne ser på det som den “oprindelige” måde at læse Bibelen på, så er der ingen tvivl om, at det er en reaktionær bevægelse. De reagerede på sekularisme og liberale tolkninger, og de gjorde det ved at insistere på tolkninger, som ikke nødvendigvis var karakteristiske for ret mange kristne tidligere i verdenshistorien.

Et godt eksempel på det er “ung jord kreationisme” (“young-earth creationism” eller YEC), som læser beretningen i Første Mosebog 1 som en slags videnskabelig rapport, om hvordan universet blev skabt. Her går fundamentalister et skridt længere end tidlige tiders bibeltroende ved blant andet at insistere på, at “dagene” i skabelsesberetningen må have været 24 timer af længde, hverken mere eller mindre, for ellers er det jo løgn, når der står “dage”. Videnskab, som strider med dette, kan tilbagevises som fejlagtig på grundlag af Guds ord, som siger alt, vi behøver at vide om noget som helst.

Fundamentalismens korthus-tro

Der er lagt et kæmpestort tværkirkeligt arbejde i at forme moderne fundamentalisme. Det er på ingen måde idioter, vi snakker om! Det er intelligente mennesker, som er gode til at diskutere og tænke systematisk. Derfor er fundamentalismen også et logisk system, og det vil du ofte høre i dialogen med fundamentalister:

“Hvis du tror på A, så vil du også tro på B, og det vil føre til, at du tror på C. Så er det bare et spørgsmål om tid, før du tror på D.”

Et eksempel kan være, at hvis du ikke tror på Skabelsen, så vil du heller ikke tro på Opstandelsen (nærmere bestemt at Jesus stod op af graven). Det kan af og til være vanskeligt at se de logiske spring, men det man må forstå, når man har med en fundamentalist at gøre er, at alting hænger sammen – ikke bare hænger det sammen, det skal hænge sammen. Det er en del af det implicitte rationalistiske paradigme, som har affødt fundamentalismen, at alt skal hænge sammen.

Fundamentalismen har ingen tolerance for usikkerheder og ubesvarede spørgsmål. Det skal ikke forstås sådan, at fundamentalister tror, de ved “alt”, men nærmere det at der er rigtig mange spørgsmål, som det ikke engang er lov at svare “det ved jeg ikke” på, hvis man skal regnes for rettroende kristen.

Fra deres synspunkt er det denne sikkerhed (som nogen af os nok nærmere vil betegne som “skråsikkerhed”), som gør deres tro “stærk”. De har ret i forhold til, at intet synes at kunne vippe dem af pinden, og på det punkt må man jo give Dawkins ret i hans indtryk af fundamentalister. De virker stædige, og de lukker ørene for ting, der udfordrer dem.

I virkeligheden vil jeg dog betegne denne måde at tro på som “svag”, netop fordi den ikke tåler ret meget modstand, før den føler sig truet. For at bevare troen er fundamentalister ofte nødt til at undgå ting, der kan rejse tvivl om noget aspekt af det store sammenhængende system. For en ægte fundamentalist er tvivl det samme som vantro.

Siden alting hænger sammen, så bliver hvert eneste doktrin en akilleshæl for fundamentalisten. Næsten uanset hvor du rammer fundamentalistisk teologi, så vil det få fatale konsekvenser for helheden. Fundamentalismen er lige så skrøbelig som et korthus. Derfor er fundamentalister super defensive, ofte aggressive, når de forsøger at værne om alle aspekter af deres tro.

Fundamentalister er derfor oftest autodidakter. De læser ikke en bog, som de er uenig med, uden også at læse 5-10 bøger, som kan bekræfte dem i deres holdninger og beskytte dem mod enhver tvivl. Fundamentalister kommer kun ud af deres “echo chambers” (hvor meningsfæller klapper hinanden på skuldrene), når de har energi nok til at rette et kalkuleret angreb mod de vantro. Derefter trækker de sig tilbage i sikkerhed igen. De tror, de er stærke, men deres skråsikkerhed og ofte stærke temperament (affødt af frygt) siger naturligvis noget andet.

Eks-fundamentalisternes uforløste vrede

Men som forventet, så vil korthuset af og til ramle. At forlade fundamentalisme har kæmpestore konsekvenser for dem, som fuldfører processen. Selv hvis man klarer at bevare familie og venner, så vil man miste en oplevelse af fællesskab og nærhed med dem. Man vil blive betragtet som “kætter” og “frafalden”, i bedste fald en “stakkel”. Man kan opleve at have mistet mål og mening med tilværelsen, siden fundamentalismen fungerede som et livsprojekt og en kilde til bekræftelse. Det er en psykologisk krise, som sagtens kan sammenlignes med det at opleve dødsfald eller at gå gennem en skilsmisse.

Sårene er ofte dybe, og ofte kommer det til udtryk som uforløst vrede, som selvfølgelig skyldes mange ting: At man føler sig bedraget, at man har et skadet selvbillede, at man føler sig uretfærdigt ekskluderet efterfølgende, at Gud har svigtet, osv..

Denne uforløste vrede kan også ses hos mange ateister. Mange af de mest populære (og mest vrede) ateister er tidligere fundamentalister eller mennesker, som er vokset op i fundamentalistiske hjem og som har meget personlige beretninger om, hvordan fundamentalismen har skadet dem. Vrede er en primær drivkraft bag den såkaldte “new atheism”, som fik liv efter det fælles vestlige trauma, som mange oplevede 11. september 2001. Flere af de nye ateister har givet udtryk for, at islamistisk terror har været dråben. Dette gælder ikke bare i forhold til hvad der fik dem til at skrive populære bøger om ateisme, men også i forhold til hvordan markedet for anti-religiøse bøger nu blev åbnet.

Den generelle had mod meget religion er en konsekvens af fundamentalismens ideologiske krigsføring, af og til kaldet “culture wars”. Den nye sekulære aggression er affødt af fundamentalistisk aggression. Vi associerer i dag “religion” med fundamentalismen, fordi den råber højst og er det mest skråsikre (og derfor irriterende) udtryk for religion. Ny-ateisme er, hvad vi har fået, når pendulet er svinget den anden vej. Den lever af folks had til fundamentalisme og nu også til radikal islamisme.

Det afgørende første-princip

Der findes naturligvis andre måder at være kristen på end at insistere på bogstavelige læsninger og at være dedikeret til logiske systemer. På et individuelt plan tror jeg, det handler om at tillade usikkerhed og opdage, at dette ikke i sig selv er “farligt” eller fører til manglende tro. Tvivlen og troen kan gå hånd i hånd. Jeg har selv været gennem en sådan proces over de sidste 10 år, hvor jeg har indrømmet mere og mere overfor mig selv, at der er mange ting, jeg ikke ved eller forstår, og flere ting jeg ikke får til at hænge sammen. Jeg besidder ikke et 100% logisk system, og det er okay. 

Flere af de ting, som fundamentalister tror på, tror jeg også på, men mit forhold til dem er ofte et andet. Mens en fundamentalist baserer sin tro på, at Bibelen er ufejlbarlig (og at dette er det første princip), så baserer jeg min tro på, at personen Jesus opstod fra de døde (som også var et første-princip for Paulus). Fordi Jesus opstod, tror jeg på hans lære, som blandt andet implicerer, at Bibelen er inspireret, dog ikke ufejlbarlig i alle henseender. Du kan sige, at jeg har et logisk system, som er anderledes struktureret, men derfor også ét, som er mindre sårbart for udfordringer.

Skulle det for eksempel vise sig, at Skabelsesberetningen ikke kan tolkes “bogstaveligt”, fordi det ikke harmonerer med fakta (eller andre beskrivelser i Bibelen), så udgør det ikke den store fare for systemet, fordi den ikke udfordrer det første princip. Det første princip er nemlig ikke, at Bibelen aldrig tager fejl om noget som helst (fx Skabelsen), men at Jesus er opstået – og Jesus er lige fuldt opstået, om Solen blev skabt før Jorden eller omvendt.

Men hvis det bliver bevist, at Jesus ikke er opstået, eller hvis det bliver vist, at det er usandsynligt, at han opstod, så er mit system naturligvis truet. Det samme sagde Paulus om sin teologi. Uden Kristi opstandelse var troen tom. (1 Korinterbrev 15)

Interessant nok, så kan ateister sjældent værdsætte denne tilgang. Min erfaring er, at mange ateister – og her er jeg forsigtig med ikke at sige “alle”, da det nok primært drejer sig om ny-ateister – læser Bibelen som fundamentalister og insisterer på Bibelens ufejlbarlighed som første-princip. De er dedikerede til dette doktrin, at enten har Bibelen ret i alt og er “ufejlbarlig”, eller også kan den ikke tros på overhovedet, og derfor kan hele kristendommen og alle dens påstande blankt afvises. De har lav tolerance for kristne, som prøver at bevare et mere nuanceret forhold til Bibelen.

Illusionen om at have den objektive sandhed

Når det gælder hermeneutik (tolkningslære), så er der altså her noget, som fundamentalister og ny-ateister synes ofte at have til fælles. De er dedikeret til at tolke Bibelen både bogstaveligt og anakronistisk, altså som sand for vores tid uden hensyn til historisk eller literær kontekst. Dette er dog uden tvivl min beskrivelse af, hvad der foregår, for en ateist eller en fundamentalist ville aldrig indrømme, at det er det, de gør.

En fundamentalist siger ikke, at han tolker Bibelen på en bestemt måde. I stedet insisterer han på, at han “bare læser hvad der står”. Blandt fundamentalister er der gået inflation i en talemåde, som siden er blevet til en slags joke blandt deres kritikere – den lyder sådan:

God says it.
I believe it.
That settles it.

For en fundamentalist er hermeneutiske principper og snak om kontekst ofte bare undskyldninger for at benægte det, som står klart og tydeligt i Guds ord. Enhver, som er oprigtig, forstår også Bibelen – der er ingen grund til at diskutere dens betydning!

Dermed er fundamentalisten fuldstændig ignorant om sig selv. Fundamentalismen er slet ikke en –isme, den er bare kristendom. Hvis der er noget, vi dog er mere bevidste om i dag end nogensinde tidligere, så er det, at ingen kommer til en tekst uden fordomme, og ingen kan læse den på en helt objektiv måde (uanset hvilken tekst der er tale om). Vi har altid nogle idéer, før vi læser en tekst, som vil påvirke vores forståelse af den. Alene vores sprog har vi jo på forhånd, men også hele vores forestillingsverden og hvad folk har fortalt os om teksten. Disse idéer stemmer ikke altid overens med forfatterens, og derfor opstår der misforståelser, for eksempel hvis vi bruger ord forskelligt, fordi de har ændret betydning over tid.

Meget mere kunne naturligvis siges om alt dette, men for en fundamentalist er dette uinteressant og irrelevant, når det kommer til Guds ord. Hans forståelse af Bibelen er altid den objektive, for han tror bare på det, som der står skrevet. Der er ikke engang tale om en “tolkning”, men om sandheden, og om man tager den alvorligt eller ej.

En lignende mangel på selvindsigt besidder ateisten ofte. For eksempel når han insisterer på, at hans måde at se verden på slet ikke er en “tro”. Det er bare “en benægtelse af tro”. Ateismen er det neutrale udgangspunkt, for ateisterne ser bare verden som den i virkeligheden er, fuldstændig renset for alle fordomme og antagelser, som ikke kan begrundes videnskabeligt med fakta. De regner med, at alle, der ikke har lært at tænke religiøst, automatisk er på deres side og er derfor klar til at kalde børn, hunde og katte for ateister. Ateismen er det selvfølgelige, mens “religion” er det tolkende og indbildske, som sniger sig ind i mennesker, som nogen har indoktrineret eller forhindret i at tænke klart.

Ateisten er således fuldstændig uvidende om, at han også tolker og har et verdensbillede, som involverer et element af tillid til ting, som ikke kan bevises (som er en af mange definitioner på tro). Det falder ikke ateisten ind, at hans verdensbillede indebærer en række antagelser om verden, som i hvert fald intuitivt virker utroværdige, for eksempel at mennesket ikke har fri vilje, og at der ikke findes overordnet godt og ondt.

Når en person insisterer på, at han bare siger tingene, som de i virkeligheden er, så er der derfor gode chancer for, at man enten har med en fundamentalist at gøre eller med en “ny ateist”. Det er en indstilling, som det ofte kan være svært at gå i dialog med, fordi de ikke regner andre perspektiver end deres egne for legitime. Jeg oplever det derfor ofte som mere givende at tale med religiøse og ateister, som har en overvejende agnostisk indstilling til verden – som tillader tvivl og usikkerhed, og som er klar til at indrømme, at verden er et mystisk sted, og at virkeligheden ofte kan være tvetydig og svær at begribe.

Refleksjoner over Andreas Bo og hans had til religion

Andreas Bo er gået op i det røde felt over et hashtag. Ellere flere hashtags. Nærmere bestemt:

#prayforturkey
#prayforparis
#prayforyounameit

Han er komiker, men det er tilsyneladende ikke for sjov, når han giver udtryk for sin forargelse over, at der bliver kaldt til forbøn for mennesker og steder, som er berørte af terrorangreb eller andre kriser.

Se hans video-apppel her, eller se Aftenshowet-interviewet.

Her er nogle af mine egne refleksjoner over Andreas Bos udbrud:

Fra videoen: “… som jeg får selv fra mine mest begavede venner.”

Det første Andreas Bo undrer sig over er, at hans begavede venner er gået med på trenden og har brugt disse hashtags. Dermed bidrager han selvfølgelig også til fordomsfuldheden imod religiøse. Han mener, at mennesker, som tror på bøn, er ubegavede eller dumme.

Fra videoen: “Hvornår er der virkelig et evident eksempel på, at man har bedt for et eller andet, hvor det har hjulpet?”

Nu er spørgsmålet retorisk og ikke oprigtigt. Andreas Bo mener efter alt at dømme, at svaret må være “aldrig”. Andre mennesker, som heller ikke er religiøse, vil være mere åbne for, at bøn kan hjælpe på den ene eller anden måde. Der er også mange, som har erfaret, at det kan gøre en forskel. Jeg ser ikke, hvorfor lige netop Andreas Bos erfaring på området skal være mere reel end mange andres.

Fra interviewet: “Folk skal have lov at bede, lige så meget som de har lyst til.”

Det er jeg da lidt glad for, at han trods alt mener.

Fra interviewet: “Men skulle vi ikke for en gangs skyld sige: Nu er det os, som skal gøre noget – få det her ud af verden – og så gøre det her sekundært, det med at bede og religionen… Og ligesom sige: Vi er nået dertil, skal vi ikke tage det op og spørge ‘hvad skal vi egentlig bruge det til?’ Er det mere godt, end det er dårligt? Det er sådan set det, der er mit ærinde.”

Det er ikke supergodt formuleret, og første gang man hører ordstrømmen er det let at gå glip af hans pointe, men når man sidder og lytter til det langsomt (som jeg gjorde, for at kunne skrive det ned), så fanger man, at Andreas Bos problem ikke er med bøn, men med religion.

Hvem er “vi”, som Andreas Bo snakker om, og hvor er “vi” nået til? Jeg gætter på, at han snakker om menneskeheden eller det moderne samfund, og ud fra hans synspunkt er vi nået til et punkt i historien, hvor vi er klar til den store revurdering af religion.

Den fortælling er selvfølgelig ret kendt, og det er ikke Andreas Bo, som har fundet på den. Samme idéer florerede med det, vi kalder Oplysningstiden. Spørger du mig, så halter Anders Bo egentlig lidt bagefter, når det gælder det idé-historiske. Et langt mere relevant spørgsmål er: “Hvorfor vandt ateismen ikke som det blev spået? Hvorfor er folk stadig religiøse og åndelige? Hvorfor har #prayforfrance så stor appel i det 21. århundrede?”

Andreas Bo er med andre ord ikke fulgt med tiden. Hvis han var, så ville han ikke undre sig sådan, og han ville ikke foreslå et opgør med religion. Hvis han var fulgt med tiden, så ville han have forstået, at religion ikke er noget, “vi” slipper af med, men noget menneskeligt, som har tjent vigtige funktioner i samfundet, og som vi næppe kan klare os uden.

“Nu har vi i 2.000 år slåsset ud fra de tre Abrahams-religioner! I TO TUSIND ÅR! Så slås islam mod kristendommen, så finder vi ud af lidt fred der, så slås kristendommen internt om vi skal være protestanter eller katolikker, og når vi så er færdige med det og har overstået et kommunistisk terror i 70’erne, så skal vi finde noget nyt – og så graver vi gudhjælpemig religionen op igen.”

Vi må være overbærende med Andreas Bo, når han skal prøve at forklare verdenshistorien på 10 sekunder. Jeg mærker mig ved, at han tilsyneladende opfatter religion som roden til alt ondt. Vi har været i krig efter krig, og religion er naturligvis skyld i det hele (selv “kommunistisk terror”?)… så har vi intet lært?

Men igen afslører Andreas Bo at være ude at trit med det, som vi netop har fundet ud af. At løsningen på dårlig religion ikke er “ingen religion” (for dette resulterer jo i “kommunistisk terror i 70’erne”), men derimod god religion.

God religion er barmhjertig og medfølende. Det er den, som kalder til forbøn (med #prayforfrance), men i høj grad også den, som får beskidte fingre og prøver at gøre en forskel i verden. Andreas Bo gør den samme fejl, som mange medie-ateister har gjort før ham. Han tror, at man enten beder eller hjælper. Han forstår ikke, at den samme tro, som får folk til at bede for folk, også gør dem til barmhjertige samaritanere. Det er ikke enten-eller, det er både-og.

Final thought:

Der er helt sikkert mere at sige om Andreas Bo og hans verdensbillede, men det vil jeg overlade til andre. Det positive er, at hans anti-religiøsitet tilsyneladende også er et kald til medmenneskelighed og handling, et opgør med ondskab og en udstrakt hånd til dem, som lider. Det er dejligt, at vi trods alt kan finde noget at være fælles om.

Hvad Gud egentlig vil med os

Der er skrevet mange bøger om, hvad Gud frelser os fra, men sikkert ikke nær så mange (og helt sikkert ikke nok) om, hvad Gud frelser os til. Det sælger måske mere at snakke om synd og om helvede, end om den virkelighed, som venter de frelste. (Jeg skal heller ikke holde skjul på, jeg selv har adresseret helvede, selv om det retfærdigvis skal siges, at min pointe ikke var, hvor varmt der er, måske snarere tværtimod.)

En af grundene til, at der måske ikke snakkes så meget om Himlen er, at vi ved så lidt om det. Vi ved mere om den virkelighed, vi allerede befinder os i, og derfor falder snakken ofte på dét – at Himlen bliver ikke mere lidelser, ikke mere sorg, ikke mere sygdom, ikke mere synd og selviskhed og uretfærdighed, osv..

Bibelen har dog mere at sige om frelsen end dét. Gud frelser os, fordi han har en plan med os. Flere planer. Hvad Gud egentlig vil med os, det finder man hurtigt ud af, når man læser, hvordan han har skabt os. Eller rettere, hvad han har skabt os til.

1 Mosebog 1,26-28
v26  Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« v27  Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. v28  Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«

Gud skaber mennesket i sit billede. Bemærk at han ikke gør det med dyrene. Mennesket er, så vidt vi er informeret, det eneste væsen i verden, som er skabt, så det ligner Gud. Der er derfor også en særlig forskel på mennesker og dyr.

Men hvad består den forskel egentlig i? Teorier har der været nok af. Måske det er det, at vi kan tale? Det kan dyrene dog også. Gorillaen Koko har jo lært tegnsprog, og den gennemsnitlige hund forstår faktisk 165 ord, så kommunikation er ikke bare noget, som mennesker gør sig i. Måske vi har en særlig bevidsthed, som dyrene ikke har, og som er næsten guddommelig – for eksempel det at vi kan tænke over, at vi tænker og kan være filosofiske. Måske det at vi kan skabe og være kreative og udvikle teknologi.

En ny teori, jeg har hørt, og som jeg synes godt om, er, at konger i gamle dage stillede statuer op af sig selv, så folk i fjerne dele af deres riger kunne se, hvem de var underlagt. Det er det samme princip på mønter – der er skabt i kongens billede, så de, som bruger dem, kan se, hvem deres konge er. På samme måde er vi små portrætter af Gud, som reflekterer Skaberen til resten af skaberværket.

Det giver god mening i sammenhængen af de vers, jeg netop refererede til. Vi er små konger, som ligner på Kongen over universet. Vi er skabt i Guds billede, fordi det er vores opgave at underlægge os jorden og herske over dyrene på Guds vegne.

Har vi brug for flere konger?

Denne teologi, vil nogen nok mene, er en opskrift på verdens undergang. Det sidste verden har brug for lige nu er flere, som mener, at de er indsat af Gud til at herske over verden. Vi har absolut ikke behov for flere, der “regerer på Guds vegne”. Bare se på hvordan det går med de konger og dronninger (og præsidenter og ministre) vi allerede har.

De befaler deres undersåtter at gå i krig for deres land. De gør det for at samle rigdomme og fordeler dem ujævnt, det meste går til deres venner. De nedbryder det økologiske system for at tjene deres egne interesser. Jeg siger ikke, at alle magthavere er onde – men de bliver det, så snart de bliver en del af verdens korrupte magtsystemer. Det kan vi sikkert snakke mere om, men mit indtryk er, at det ikke har gået godt, og historien er på min side. Derfor siger jeg “nej tak” til flere konger og dronninger.

Men problemet er måske ikke, at vi har konger og dronninger. Problemet er måske snarere, at de konger og dronninger, vi har, ikke ligner på Gud længere. Vi mangler Gudsbillede-konger og Gudsbillede-dronninger.

Ifølge Bibelen, så kørte Guds plan for menneskeheden af sporet, da mennesket prioriterede deres egen kundskab om godt og ondt over Guds. De ville gerne være konger og dronninger, men ikke på Guds præmisser. De ville egentlig have hans plads.

Paulus formulerer det sådan, at “alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23). Han bruger der et ord, som mange har glemt hvad egentlig drejer sig om: “Herlighed” Vi kan sige, at alt muligt er herligt, men i bibelsk terminologi er ordet “herlighed” og “herliggjort” knyttet til Guds magt. Det handler om at være “kongelig” og “majestætisk” fra Guds perspektiv. Mennesket havde denne særlige kvalitet (fra Gud) i begyndelsen. Men da mennesket “syndede” (skød “forbi målet”, som det betyder), så mistede det denne kongelige herlighed.

Resultatet er konger, som ikke ved, hvordan man egentlig er konger. De er onde og uretfærdige konger, som undertrykker og forfølger dem, som egentlig bare vil en god verden. Magt bliver misbrugt, og verden ser forkert ud.

Hvad Gud vil gøre ved situationen

Men Gud har ikke opgivet sin oprindelige plan om, at mennesket skal være gode konger og dronninger over jorden, som ligner på ham. Han vil sørge for, at det bliver som planlagt.

Profeten Daniel, som boede i Babylon, fik en drøm om, hvad Gud vil gøre til sidst. Det var en ret vild drøm med en masse symboler. Alligevel er de grove træk ret ligetil at forstå.

Daniel drømte om fire dyr. De var ganske modbydelige. Den første var en løve med ørnevinger, den næste en glubsk bjørn, den tredje en leopard med fire hoveder. Disse dyr repræsenterer konger. Den værste af dyrene er det fjerde dyr:

Daniel 7,7-8
v7  Derefter så jeg i nattesynet et fjerde dyr. Det var frygteligt, rædselsvækkende og meget stærkt; det havde store jerntænder, det åd og knuste alt og trådte det, der var tilbage, ned med fødderne. Det var forskelligt fra alle de andre dyr, og det havde ti horn. v8  Mens jeg så nøje på hornene, voksede der endnu et horn, et lille et, frem mellem de andre. Tre af de andre horn blev revet af, så det kunne få plads. Og se, dette horn havde øjne som et menneske og en mund, der talte store ord.

Det lille horn taler ikke bare store ord. Senere får vi at vide:

Daniel 7,25
v25  Han skal tale imod den Højeste og underkue den Højestes hellige.

Han forfølger “den Højestes hellige” og undertrykker dem.

Hvad gør Gud ved situationen? Jo, først og fremmest dukker han op. Og der kan nærmest ikke være nogen tvivl om hvem han er, sådan som han ser ud (husk dog at dette er symbolik).

v9  Da så jeg dette:
      Troner blev stillet frem,
      og en gammel af dage tog sæde;
      hans klæder var hvide som sne,
      og håret på hans hoved var rent som uld.
      Hans trone var flammer af ild,
      dens hjul var luende ild.
v10  En flod af ild strømmede frem
      og løb ud foran ham.
      Tusind, ja tusinder tjente ham,
      ti tusind, ja titusinder stod foran ham.
      Retten blev sat,
      bøgerne blev åbnet.

Han dukker op, og så starter retssagen! Det vil sige, at dyrene nu står overfor universets kosmiske krigsdomstol, og passende nok er det naturligvis Gud, som dømmer! Og hvad er udfaldet?

v11  Derpå så jeg dette: Jeg så, at dyret blev dræbt på grund af de store ord, som hornet talte; dets krop blev tilintetgjort og overgivet til den flammende ild. v12  Herredømmet blev også taget fra de andre dyr, og deres levetid blev begrænset til en fastsat tid.

Verdens onde konger (dyrene) tildeles dødsstraf, ikke mindst det onde dyr, som forfulgte og undertrykte Guds hellige. Det kastes på ilden og bliver tilintetgjort. Men historien slutter ikke der – magten, som disse dyr/konger havde, bliver tildelt en anden:

v13  I nattesynerne så jeg dette:
      Med himlens skyer kom en,
      der så ud som en menneskesøn;
      han kom hen til den gamle af dage
      og blev ført frem for ham.
v14  Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
      alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
      Hans herredømme er et evigt herredømme,
      som ikke skal forgå,
      hans kongerige
      skal ikke gå til grunde.

Menneskesønnen får magten.

(Ret vildt at tænke på, at 500 år senere – da alle jøder vidste om denne profeti – kom Jesus og præsenterede sig selv som “Menneskesønnen”. Han holdt ikke skjul på, at han var den person, som en dag skulle få tildelt magten, når denne verdens korrupte konger er blevet dømt til døden af den kosmiske krigsdomstol. Provokatør, kan man vist roligt sige.)

Men det er ikke bare Menneskesønnen, som får magten. Fordi da drømmen bliver forklaret til profeten Daniel, som gerne vil forstå, hvad i alverden han lige har været vidne til, så bliver det forklaret:

Daniel 7,27
v27  Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle kongeriger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det.

Menneskesønnen er mere end en person. Menneskesønnen repræsenterer “den Højestes helliges folk” – som var dem, som blev forfulgt af det væmmelige dyr med det lille horn. Gud tager kongeriget fra denne verdens konger og giver det til sine egne udvalgte.

Jesus og hans medkonger

Som kristne tror vi jo, at Jesus er opfyldelsen på profetien. Det mente Jesus i hvert fald selv, dels fordi han kaldte sig “Menneskesønnen”, men du kan også høre det på, hvad han sagde til disciplene efter sin opstandelse:

Matt 28,18
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.«

Da Jesus blev korsfæstet, så blev han egentlig erklæret verdens konge. Han vandt magten tilbage, og nu er han ved at realisere det. Det er det, som er evangeliet: Jesus er Herre, og han skal lægge alting under sine fødder.

Men ikke bare ham. Det gælder også os.

Paulus skriver, at “dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.” (Romerbrevet 8,30)

Det er et typisk Paulus-vers – sådan ét som alt for mange nikker til, selv om de fleste af os ikke har noget begreb om, hvad han snakker om. Gentager han egentlig ikke bare sig selv?

Af og til hjælper det at få det fra en anden oversættelse. Lad os prøve på engelsk:

“those he justified, he also glorified”

Det egentlige spørgsmål er, hvad er forskellen på “justified” og “glorified” – eller på dansk: “retfærdiggjort” og “herliggjort”?

“Retfærdiggjort” er en domshandling, som dybest set betyder, at Gud er for os. Han ser på os som retfærdige, og derfor accepterer han os som sine egne. Han frikender os fra straf og erklærer, at retten er på vores side. Det var jo bl.a. det, som skete, da “retten blev sat, og bøgerne blev åbnet” i Daniels drøm, samtidig med at verdens onde konger blev dømt.

“Herliggjort” refererer til det, som vi snakkede om tidligere om at være konger på Guds vegne. Menneskeheden har mistet Guds herlighed, men til slut får mennesker den igen. Gud har givet os kroner på hovedet, scepter i hånden og troner vi kan sidde på. Vi er, ifølge Paulus, blevet konger og dronninger igen.

Paulus snakker videre:

Romerbrevet 8
v31  Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?

Godt spørgsmål. Verdens konger kan jo være imod os, men dem har Gud knust. Djævelen er jo selvsagt imod os, men hans skæbne er jo den samme. Nej, i sidste ende er der jo kun os og Gud tilbage, og “Gud er for os” (som er en anden fin måde at sige, at vi er “retfærdiggjorte” på).

Romerbrevet 8
v32  Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?

Jo, det vil han da. Det var det, som var planen fra start af, da han skabte os i Guds billede. Nu får vi “alt” igen. De to ord – “med ham” – er dog værd at lægge mærke til. Vi skal være konger med Kong Jesus. 

Hvad Gud frelser os til

Jeg ved ikke, hvad du er blevet fortalt om frelsen, og hvad vi kan vente os af fremtiden, hvis vi bliver frelst. Jeg har hørt mange hyggelige taler om det, hvor det foreslås, at vi skal være glade altid, at vi skal have fællesskab med vores kære og selvfølgelig ikke mindst med Gud, som vi kommer til at lovprise i al evighed. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes faktisk, det lyder lidt “hult”. Er det alt?

Men hvis jeg skal drage nogen konklusion fra alt det jeg netop har citeret, så er svaret nej. Det er ikke alt. Gud, som har skabt verden, har større planer for os, og jeg tror, det er hvad der snakkes om, når han siger, at vi skal være “konger”. Der bliver mulighed for at være ambitiøse og for at skabe ting. Fremtiden er lige så spændende for os, som den først var for mennesket, da Gud skabte det og placerede det med verden for dets fødder. Vi frelses ikke til tom lykke, men til liv og udfoldelse – frelsen er bare begyndelsen på en evighed, som er langt mere spændende end den tilværelse, vi kender til nu.

Åbenbaringens Bog 22,5
… og de skal være konger i evighedernes evigheder.

Hvad siger evolutionsteorien om Gud?

I dag havde jeg en spændende lille debat med en kristen kammerat om skabelse og evolution. Det inspirerede følgende blogindlæg, som kan betragtes lidt som en diskussion med mig selv.

Hvis evolutionsteorien er sand – og vi alle stammer fra primater, som igen stammer fra en én-cellet organisme, som kom til verden for mange millioner år siden, og hvis naturlig udvælgelse af tilfældige mutationer har skabt den variation af levende organismer, som vi finder i dag – hvad siger det så om Gud?

På den ene side har det kæmpestore konsekvenser, alene for vores forestillingsverden. Det er unægteligt et andet sæt briller at tage på, når man ser på naturen. Du kan jo selv bruge fantasien lidt og forestille dig forskellen. Jeg ved ikke, hvilke briller du kære læser er vant til at have på, men prøv et øjeblik at tage de andre briller på, bare for at opleve forskellen.

Gå for eksempel en kreationistisk tur i skoven og se på alting, som om det blev skabt “færdigt” på 6×24 timer for lidt over 6.000 år siden.
Gå derefter en evolutionær tur i skoven og se på alting som resultatet af en laaaang proces under forandrende omstændigheder.

Derefter kan du naturligvis spørge: “Hvad siger dette om Gud?” Jeg har tilladt at gøre det for dig.

Med kreationistiske briller kan du enkelt og let sige: “Sikke en flot verden Gud har skabt!” Men du kan også undre dig over, hvorfor han designede dyr med så syleskarpe tænder og behov for animalsk protein? Hvorfor skabte han ting, så de ser ældgamle ud? Formede Gud fossilerne og gemte dem i en bestemt rækkefølge, da han skabte verden? Eller var det Syndfloden, som ramte de forskellige arter på en så præcis måde, at paleontologer og geologer efterfølgende ville trække nogle helt forkerte konklusioner? Er det Guds måde at teste vores tro på? Er det for at se, om vi er villige til at tro på ham, selv hvis sanserne fortæller os noget andet end det, vi kan læse “sort på hvidt” i Bibelen? Hvad siger alt dette om Gud?

Som du kan se, så rejser den kreationistiske gåtur i skoven mange svære spørgsmål om Gud. Det er spørgsmål, som kreationistiske kirker må sidde igen med – sende videre til deres biologer og teologer. Jeg er sikker på, at flere af dem er blevet adresseret, men jeg er ikke sikker på, svarene er særlig tilfredsstillende.

Med evolutionære briller kan du sige det samme, som du sagde før: “Sikke en flot verden Gud har skabt!” Den er jo unægteligt smuk på alle mulige måder. Men hvor er den dog voldelig! Har denne blodige kamp for overlevelse virkelig stået på i millioner af år? Hvor mange dyr er sultet ihjel i den tid? Hvor mange dyr er blevet dræbt af andre dyr? Hvorfor tillod Gud dog alt dette? Var det virkelig nødvendigt? Hvorfor skabte han ikke bare alt sammen på seks dage, sådan som Bibelen tilsyneladende påstår? Hvad siger det om Gud?  

Så her ser du også en række spørgsmål, som er vanskelige at besvare på en tilfredsstillende måde. Begge dele kan måske ses som at læse naturen, som Fanden læser Bibelen. Vi kan af mange grunde ikke lide den verden, vi ser – men det vidste vi jo allerede. Spørgsmålet er, om vi vil bebrejde Gud for det. Konklusionerne er vores ansvar.

“Hvis Gud er sådan, så vil jeg ikke have noget med ham at gøre,” siger min ven. Du kan så gætte på, hvilke briller han ser verden med, men det er ikke så vigtigt. Begge sider kan nemlig sige det om den andens måde at se verden på. Begge sider kan rynke på næsen over den andens gudsbillede.

(“Hvis Gud er sådan”-sætningen fortjener et eget blogindlæg. Det er jo en ret alvorlig ting at sige, at man kun accepterer Gud på visse betingelser.)

Hvis evolution har fundet sted, så siger det helt sikkert noget om Gud, men jeg synes ikke, det er selvfølgeligt, hvad det siger. Jeg er i hvert fald ikke klar til at trække nogle af de konklusioner, som de mange ovenstående spørgsmål leder imod. Nej, Gud kan få lov at svare for sig selv. Han behøver ikke altid have os til at forsvare ham – særligt ikke når det gælder ting, som vi alligevel ikke har forstand på (og “hvorfor Gud skabte på lige nøjagtig den måde han gjorde” må nødvendigvis falde under den kategori).

Det er samtidig værd at bemærke, at selv om disse spørgsmål er vigtige for os, så angår de faktisk ikke de vigtigste doktriner i kristendommen. I hvert fald ikke ifølge apostlene. Uanset hvordan vi og verden blev skabt, så kom Jesus til jorden, han døde og opstod, og han kommer igen for at oprette sit Rige. Jesus er verdens konge, som sidder ved Faderens højre hånd, og vi er kaldet til at være hans disciple, og at gøre andre til hans disciple. Dette er det centrale budskab, som blev proklameret af apostlene, og som startede den bevægelse, vi i dag betegner som kristendommen.

Da Paulus kom til Korinth ville han ikke vide af andet end “Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2) – og denne centrale sandhed står urokkeligt fast, uanset hvad vi tror om Guds måde at skabe verden på. Derfor forsvarer jeg også ivrigt Jesu troværdighed og troværdigheden af hans død og opstandelse, for uden dem er troen “tom”, som Paulus skriver (1 Kor 15). Noget tilsvarende skriver han ikke om, hvordan vi læser Skabelsesberetningen.

Spørgsmålet er vigtigt, men ikke desto mindre sekundært – der er noget, som er vigtigere, og denne prioritering må vi aldrig miste af syne. Uanset hvad vi mener om Skabelsen og uanset hvad vi påstår, det siger om Gud.

Hvad kan vi vide om Gud?

Hele mit voksenliv har jeg interesseret mig for spørgsmålet om Gud, hvem han er, og hvad vi reelt kan vide om ham. Men selv om jeg har studeret teologi og altid er i gang med flere bøger om Gud, så føler jeg mig ikke nødvendigvis meget klogere, måske med den undtagelse, at jeg er ret sikker på, at Gud er der – at en ateistisk beskrivelse af verden ender med at være absurd.

En Gud over tid og rum?

Fornylig læste jeg en bog af David Bentley Hart, som hedder “The Experience of God”. Der var meget, jeg kunne lide ved den bog, ikke mindst hvordan forskellige religiøse traditioner har været enige om gudskonceptet, og hvordan Gud adskiller sig fra de “guder”, som man oftest hører ateisterne gøre nar af. Gud er ganske enkelt den højeste virkelighed, som alt andet findes på grundlag af. I tillæg bærer hele verden og vores oplevelse af den præg af, at den er skabt af Gud, og at vi er skabt til Gud. Vores egen bevidsthed, ikke mindst.

Selv om Hart kritiserer rationalisme og (som ortodoks kristen) selv er fortaler for en mere mystisk tilgang til at lære Gud at kende, for eksempel gennem meditativ bøn, så gør bogen meget ud af at forsvare en klassisk forståelse af Gud – hvad man måske kunne kalde “filosoffernes Gud”.

(Hvis der var noget, som mine professorer på teologistudiet godt kunne lide at sige, så var det, at “det eneste, vi kan vide om Gud, er dét, som Gud selv har åbenbaret for os”. Dermed afskrev de en lang filosofisk tradition, som har taget for sig at “tænke sig til Gud” frem for at søge efter vidnesbyrd om ham og lade sig rette af Bibelen. De to ting behøver dog ikke nødvendigvis udelukke hinanden. Filosoffer kan jo forholde sig til verden og deres egne subjektive oplevelser som åbenbaringer fra Gud.)

Hart er én blandt mange, som på baggrund af sin filosofi siger, at Gud må være udenfor tid og rum. Hvis Gud hørte under tid og rum, så var han jo blot en skabning blandt mange (en “gud”, men ikke Gud). Men hvis han er udenfor tid og rum, kan han da relatere til os, som er indenfor? Kan bøn påvirke ham? Kan han beskrives som en person, der kan tage beslutninger og forandre sig? Kan Guds egen oplevelse af verden vokse? Eller er han mere som en konstant, en lov, en abstrakt søjle, som alting hænger på?

En åben og personlig Gud?

Den filosofiske Gud støder let ind i, hvad man kunne kalde den bibelske narrativs Gud. I Bibelen hører vi om en Gud, som ligner på mennesker. Eller mere korrekt sagt, mennesker ligner på Gud, idet de er skabt i Guds billede. I Bibelen kan Gud blive skuffet og ked af det, han kan blive vred, og han kan fortryde handlinger og vurdere at gøre ting anderledes end først planlagt. Det er en personlig Gud, som synes at opleve verden i tid og rum.

Vi kan selvfølgelig sige, at “det bare er skrevet sådan”, fordi de ikke vidste bedre dengang, men at Gud ikke i virkeligheden er sådan – men hvis vi siger det, så har vi jo tilpasset Bibelen vores filosofiske kategorier i stedet for at lade den diktere vores opfattelse af Gud. Derfor har nogen argumenteret for, at vi må give slip på vores filosofiske kategorier til fordel for Bibelens Gud – en Gud, som er åben overfor sit skaberværk, som er personlig, og som endda tager risici. Hvis du vil vide mere om dette, så undersøg “The Open View of God” eller “Open Theism” (se for eksempel præsentationerne af Gregory Boyd på youtube, som dog også forsvarer teologien ud fra filosofi – eller læs bogen “The God Who Risks” af John Sanders).

Men måske det også har en betydning, at beskrivelserne findes i Det Gamle Testamente, og måske disse beskrivelser er mangelfulde eller blot skygger af den egentlige Gud. Selv om kristendommen er en fortsættelse af den jødiske religion, så er den også en revidering af den, eller en opdatering. En sådan tanke kan man i hvert fald få, når man læser om Jesus, og om hvilken betydning, han har for vores tro.

En kærlig, lidende Gud?

Johannes skriver, at Gud er kærlighed (1 Joh 4,8). Det er måske den bedste definition af Gud, som Bibelen har at give os. Hvor der er kærlighed, dér finder vi også Gud: “Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.” (1 Joh 4,12) Den sætning minder lidt om en anden sætning, som også er skrevet af Johannes: “Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Joh 1,18) Det Nye Testamentes budskab er nemlig, at Gud er blevet åbenbaret for os. “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham.” (1 Joh 4,9)

Midt i kampen mellem den filosofiske Gud og den hebraiske narrativs Gud, så skal slaget måske afgøres af denne kærlighedsfigur, som gjorde det komplet uselviske at give sit liv for så at vinde det tilbage på verdens vegne. For Jesus blev jo ikke slået ihjel ved et uheld – det var en væsentlig del af hans mission, som handlede om at stifte et Rige på jorden. Det var noget, som Skrifterne selv sagde måtte ske (Matt 26,54) . Det var også måden, det onde i verden blev (og bliver) overvundet (Joh 12,31).

Jesus på Korset – dét er Gud. Spørgsmålet er så, hvilke andre gudsbilleder og teologiske opfattelser, der så må lade livet til fordel for denne lidt mærkelige og alligevel fascinerende åbenbaring af Gud. Det er åbenlyst, at det ikke efterlader nogen pladser til teologier, der beskriver Gud som en tyran eller en despot. I stedet har vi at gøre med en kærlig Gud, som er villig til at ydmyge sig og lide for sine skabninger. Gud er en lidende tjener, og vores teologiske opgave er at finde ud af, hvad dette siger om Gud, og hvordan det udfordrer sandheder, som vi tidligere har taget for givet.

Nuttolene, din tid hos os var kort…

Jeg har et meget svagt minde fra skolegården. Det er ikke traumatisk eller noget. Vi sad rolig og spiste madpakker. Det var forår og dejligt vejr, lidt som nu.

“Hvad er det, du har dér?” spurgte en af mine klassekammerater og pegede på min madpakke.
”Det er bare en sådan helt almindelig nuttolenemad,” sagde jeg og undrede mig lidt over hans spørgsmål, for i den store verden af mad, så var dette jo grundstenen.
”Det ser mærkeligt ud,” konstaterede han og spiste videre af sin hamburgerrygsrugbrødsmad.

Jeg syntes selvfølgelig, “hamburgerryg” var mærkeligere. For det første, så sagde man det ikke sådan som det stavedes – der stod ikke “ham-bo-ryg” på pakken – og så lugtede det meget stærkere end min neutrale nuttolenemad. Efterhånden skulle det dog gå op for mig, at det alligevel var mig, som var den mærkelige. Hamburgerryg var meget mere normalt (eller almindeligt) i danske skolemadpakker.

Jeg var dog ikke alene! Mange andre børn i dette land – ikke mindst dem som tilhørte samme sundhedsorienterede frikirkesamfund som mig – voksede op i vegetariske hjem og kendte til det fantastiske produkt, som hedder: Nuttolene.

Hvad er det så?
Er det ost? Nej.
Er det kød? Nej!
Er det pølse? Nej…
Er det tofu? Nej.

Nuttolene er jordnødder. Peanuts, som er blevet blendet og stegt og puttet på dåse. Resultatet er et produkt, som fungerer som pålæg på brødskiver, men også som vegetariske bøffer i diverse retter. Man kan lave “hawaibøf” af dem ved at dyppe dem i æg og rasp og stege dem på panden, servere dem med kartofler, brun sovs, ananas og salat. (Fornylig prøvede jeg dog noget nyt, som var ret fantastisk: Friturestegte hawaibøffer.) Man kan også skære dem op i små bidder og bruge dem i en vegetarisk frikasé. Eller på kartoffelmos, så det bliver lidt ala “brændende kærlighed”.

Eller man kan putte “stuffing” mellem dem og stege dem i ovnen som en slags steg og spise den 24. december aka Juleaften!

Nuttolene er det “kød”, som jeg er vokset op med. Det vil nok være forkert at sige, at det er det eneste kød, jeg kender til, for som voksen har jeg fået den uvane faktisk at spise kylling relativt jævnligt. (Denne vane udfordres dog meget af, hvad jeg hører om kyllingproduktionen.) Lammekotelleter og entrecôte har også sin appel nu… Men hvis nuttolene kunne købes i butikkerne dér hvor jeg bor, så ville det alligevel udgøre en væsentlig del af min kost!

Men den tid er forbi.

“Hvorfor det?” spørger du sikkert.

Fordi den sidste nuttolene er blevet produceret, og der kommer ikke flere. Jeg kender ikke detaljerne, men jeg hørte, at én, som har solgt produktet, ikke længere kunne få flere, fordi de sluttede med at producere dem!

Det er vanskeligt helt at beskrive, hvad jeg følte, da jeg hørte dette.

Men jeg kom mig over chokket relativt hurtigt. Der findes jo meget andet godt vegetarisk. Udvalget er eksploderet, siden der over de sidste 10 år er opstået en stor gruppe postmoderne hippieveganere, som kæfter op om miljø og dyrevelfærd og sværger til ikke at røre så meget som en laktosefri yoghurt. Takket være dem har vi nu et fint udvalg i almindelige dagligvarebutikker. Vi kan overleve, selv uden nuttolene… Hjemme hos os spiser vi faktisk mere kidneybønner end nuttolene. Så ja, vi overlever.

Og alligevel ikke.

Nuttolene er smagen af barndom. Det er den vigtigste ingrediens i mors mad. Tiderne skifter, ja, mobilerne bliver smartere, bilerne kører på el, Donald Trump bliver måske endda amerikansk monark – men kan det virkelig være rigtigt, at vi skal vænne os til tanken om, at nuttolenetiden er forbi?

Skal min lille søde halvt-koreanske niece vokse op uden nuttolene? Se godt på hende. Hendes hippocampus er ikke færdigudviklet, så alt hun oplever lige nu vil være glemt, når hun er voksen. Dette kan potentielt betyde, at hun (som voksen) ikke kommer til at huske smagen af nuttolene!!

Det skal være løgn!!

Så derfor er spørgsmålet: Hvad gør vi nu?

Opretter vi en facebook-gruppe? Hvad skal den hedde? “Folkebevægelsen for Nuttolene”? “Bring Back Nuttolenen”! “Nuttoleneentusiaster til Kamp”?

Jeg ved det ikke – men noget må jo gøres.
For børnenes skyld.

OPDATERING:

Som de fleste af os efterhånden er blevet klar over: Al vellykket aktivisme starter med en Facebook-gruppe. Derfor har jeg også oprettet en gruppe for nuttoleneelskere, der gerne vil kæmpe for at få den tilbage på butikshylderne. Vær med:

https://www.facebook.com/groups/520463771472446/?pnref=story

Er kristendom i det hele taget relevant lige nu?

Ateistisk Selskab har prydet busserne med spørgsmålet “hvorfor tro på en gud?”, og det har tilsyneladende haft en effekt. I hvert fald melder folkekirken om en usædvanlig stor udvandring i disse tider – sandsynligvis ikke fordi folk har taget mere stilling til deres tro nu end tidligere, men snarere fordi debatten har motiveret mange af dem til at tage konsekvensen af den (mangel på) tro, som de allerede har.

Jeg har allerede givet udtryk for, hvad jeg synes om kampagnen, og jeg har også forsøgt at svare på spørgsmålet om Gud, så vil ikke gøre mere ud af lige netop dét. Men et andet spørgsmål, som jeg ikke adresserede, går på, om kristendommen stadig er relevant.

Måske sandt, men er det relevant?

Spørgsmål om relevans er anderledes end spørgsmålet om sandhed. De hænger selvfølgelig sammen. Usandheder og løgne er næppe relevante, men at noget er sandt gør det heller ikke i sig selv relevant. Jeg ved, at flere afviser kristendommen, ikke først og fremmest motiveret af en åbenlys mistro til dens påstande, men snarere fordi de ikke føler, at kristendommen har nogen betydning for, hvordan de skal leve deres liv.

“Det kan godt være, at Jesus er Guds søn, og at han gik på vandet og helbredte syge, men hvad har det med mig at gøre?”

Mange kirker og præster (og dedikerede medlemmer) har svigtet de mennesker, der spørger sådan. De har måske insisteret på, at Jesus virkelig gik på vandet, men de har ikke adresseret, hvad dette har med os at gøre, og hvilken rolle det spiller i 2016.

Er gammeldags moral relevant?

Ateistisk Selskab lader til at tro, at det er en grundlæggende videnskabelig sandhedssøgen, som ligger til grund for, at folk melder sig ud af kirken. Men snak med folk, der har meldt sig ud, og det lader til, at de ikke har mere eller mindre forstand på videnskab end mange, som forbliver i kirken. Grunden til at mange forlader folkekirken er moral.

Jeg bor i Norge, og den store nyhed på TV i går var debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle. Hvis noget kan vække folks vrede i et moderne vestligt og sekulariseret samfund, så er det dette. “Siger du nej til homoseksuelle par? Hvor vover du! Ved du ikke, at vi befinder os i 2016, og at vi derfor ved bedre, hvad kærlighed er og hvad ægteskab går ud på, end menneskeheden gjorde for 100 år siden?”

Kirkens syn på sex og kærlighed er forældet, føler de fleste. Kvinden bestemmer over sin egen krop, og derfor kan hun abortere ufødte, hvis hun vil. Det står alle frit for at have sex med hvem de vil (så længe de er over 15 og samtykker). Hvis man vil skilles, så er det et personligt valg, som heller ingen skal blande sig i. Enten må kirken acceptere, at tiderne har ændret sig og tilsvarende ændre sine egne værdier, eller også må den acceptere, at folk ikke længere synes, at kirken er relevant.

Selvfølgelig opleves det som helt modsat af kirkens konservative medlemmer. For dem har kirken aldrig været mere relevant end lige netop nu! Ifølge dem lever vi i den tid, som de traditionelle holdninger er som skabt for. Det er jo tydeligvis nu, folk har brug for at høre, hvad Gud egentlig vil have. Tanken er ikke svær at følge, hvis vi stiller det lidt enkelt op: Hvad kunne være mere relevant for et tiltagende “perverteret” samfund end at høre, hvad som er “rent” og “helligt” og “godt”, og hvad Gud egentlig ønsker af os?

Spørgsmålet om relevans bliver dermed kogt ned til et spørgsmål om kirkens moral – om vi er på dens side, eller om den er på vores.

Forkerte spørgsmål og irrelevante svar

Om kristendom er relevant kommer selvfølgelig an på, hvad vi definerer som kristendom. Jeg tror, at kristendommen, som voksede frem for cirka 2.000 år siden, er relevant. Jeg tror ikke nødvendigvis, at kristendommen, som formidles af mange kirker i dag, er det.

Generelt kan man måske rette en kritik mod kirken, som lyder, at kirken svarer på spørgsmål, som folk ikke stiller, og den svarer ikke på spørgsmål, som folk faktisk stiller.

Men hvad er de største spørgsmål, som vi står overfor lige nu?

Her er nogle af mine bud:

• Hvad stiller vi op med økonomien? Hvad gør vi ved kapitalismen og det faktum, at vi må producere mere og mere, købe mere og mere, og så det faktum, at verden ikke har uendelige ressourcer, og at vi derfor uundgåeligt bevæger os imod afgrunden? Hvordan forholder vi os til de fattige og de “udsatte” blandt os? 
   
• Hvad stiller vi op med miljøet? Hvad gør vi ved, at vores fastlåste økonomiske system tilsyneladende er afhængig af en mijøskadelig udnyttelse af verdens ressourcer? Hvad stiller vi op med det faktum, at hvert enkelt husholdning bidrager til ødelæggelsen af det økologiske system? At havene fyldes med skrald? At ozonlaget smuldrer, isen smelter, befolkninger må emigrere pga. resulterende naturkatastrofer, osv.?
   
• Hvordan skal vi forholde os til krig og terror? Hvordan undgår vi at besvare aggression med aggression og på den måde bidrage til flere fjendebilleder og flere terrorister? Hvad stiller vi op med alle krigsofrene og flygtningene?
   
• Hvad stiller vi op med alle de sociale problemer, som stadig hjemsøger vort samfund, måske endda mere end tidligere? Hvad gør vi ved, at 33.000 danskere har et stofmisbrug? Hvad stiller vi op med de over tusind seksuelle overgreb på børn og unge (under 15 år), som anmeldes hvert år? Og hvordan får vi gjort noget ved de mange overgreb, som ikke anmeldes, men som ties ihjel eller dækkes over i misforstået solidaritet? Hvordan får vi integreret de mange udlændinge, som dominerer voldsstatistikkerne?

Har kristendommen gode svar på disse spørgsmål, så kan man sige, den er relevant. Nogle af svarene hører man måske i kirkerne rundt omkring. Andre finder man først, hvis man selv undersøger kristendommens rødder: Jesus og Bibelen.

Hvad Jesus stod for

Hvis man skulle basere, hvad man troede om Jesus på, hvad man hører om kristne i medierne, så ville man måske stå tilbage med et billede af en konservativ politiker, som snakkede i et væk om “retfærdig krig”, “abort” og “homoseksualitet”.

Det er godt, at der i de fleste hjem stadigvæk står en Bibel eller to, for så er dette rygte forholdsvis let aflivet. Det er bare at åbne den.

Jesus’s yndlingsemne var “Guds rige”.
Hans budskab var, at “Guds rige er kommet nær”.

Han fortalte lignelser og gjorde mirakler. Som sagt gik han på vandet, og han gjorde også vand til vin, men derudover helbredte han folk fra alverdens sygdomme og lidelser, og han konfronterede dæmoner og jagede dem ud af folk. Han anerkendte folk og løftede dem op fra deres håbløse livssituationer. Han oplærte en gruppe unge mænd til at gøre som ham og sendte dem ud til omkringliggende byer, hvor de sagde det han sagde (de gode nyheder om Riget) og gjorde det han gjorde (helbredte folk og jagede dæmoner ud).

Historien slutter med, at Jesus dør på et kors, og tre dage senere står han op. Umiddelbart efter forlader han disciplene for at være hos sin Far i himlen, indtil han skal komme igen. Betydningen af denne mystiske slutning på evangelieberetningerne uddybes i resten af Det Nye Testamente, hvor det beskrives, at hvad Gud har gjort med Jesus, det vil han gøre med resten af verden. Jesu liv var en forsmag på den Nye Verden, som Gud vil stifte engang i fremtiden. Det kristne liv skal i sig selv være en forsmag på den fremtid – ved at de kristne lever et liv, som ligner på Jesu liv. Og vupti – dér har du kristendommens relevans.

Kristendommens svar

Hvis dette er rigtig kristendom – i stedet for det “kristendom”, som vi møder i mange kirker – så kan det besvare mange af vores spørgsmål, og det kan ultimativt løse mange af vores problemer, hvis ikke dem alle. Hvis dette er den egentlige kristendom, så er det også relevant, i hvert fald hvis det samtidig er sandt.

Kristendommen kan revolutionere vores økonomi ved at lære os en ny måde at forholde os til rigdom på. Det kristne verdensbillede antager, at alting tilhører Gud, og derfor er det til låns. Vores opgave som mennesker er at forvalte det på en god og ansvarlig måde, som kommer vores medskabninger til gode, altså som Jesus gjorde og lærte folk at gøre. Dette udfordrer de fleste virksomheders egoistiske mål om at generere en indtægt og udvide. I stedet burde det økonomiske system være indrettet ud fra idealer om bæredygtighed og solidaritet med resten af Guds skaberværk. En kristen økonomi er centreret omkring medmenneskelighed og ansvar.

Dette spiller naturligvis ind i spørgsmålet om miljøet. I et verdensbillede uden Gud er det let at forestille sig, at vi har lov at gøre, hvad vi vil med verden og dens ressourcer. Menneskeheden kan tæmme verden og forandre den efter forgodtbefindende. Men i et kristent verdensbillede står mennesket til ansvar overfor Skaberen. Mennesket er sat til at tage vare på både planter og dyr. Desuden har den kristne en forventning om en genoprettelse af alt det skabte, som menneskeheden har korrumperet. Vi loves endda et opgør med selve døden. I den forventning kan den kristne ikke andet end arbejde imod det samme mål om en grøn verden.

Det er dog i spørgsmålet om krig og terror, at Jesu eksempel oftest er blevet overset. Der kan argumenteres for, at kristendommen blev perverteret allerede i 300-tallet, da den gik fra at være en fredelig græsrodsbevægelse til at være en aggressiv statsreligion. Det har den været lige siden. Jesus var dog helt åbenlyst imod vold. Det kom sig af, at han i stedet var for kærlighed, tjeneste og selvopofrelse, som han gjorde sig som det ultimative eksempel på. Med disse magtmidler – for det er hvad de er – kan Gud gøre i verden, hvad han aldrig ville opnå med vold: Forandrede hjerter. Der findes eksempler på denne form for magt op gennem verdenshistorien, Ghandi og Martin Luther King Jr., men skal vi bygge en fredelig verden, så er dette vejen frem, og Jesu eksempel har aldrig været mere relevant end i dag. (Tænk i øvrigt hvor mange krige kunne være undgået og hvor mange menneskeliv være reddet, hvis vi havde “vendt den anden kind til”.)

Den kærlighed, omsorg og respekt, som Jesus eksemplificerede, er også, hvad verden har brug for, hvis den skal komme de mange sociale udfordringer til livs. Det lyder måske naivt, men jeg ville ikke sige det, hvis jeg ikke mente, jeg havde belæg for det: Den vigtigste årsag til meget stofmisbrug er omsorgssvigt. Der er en klar korrelation mellem ikke at have haft emotionelt nærværende forældre og omsorgsgivere og det at blive misbruger senere i livet. Overraskende nok kan det samme siges om at få kræft og hjertekarsygdomme. (Læs mere her.) Disse fakta kan nok påføre mange forældre skam og skyldfølelse, men pointen er ikke at pege fingre, men at vende udviklingen. Jesu lignelse om “Den fortabte søn” giver en god og relevant opskrift på, hvordan vi bedst kan elske vores børn, samtidig som den fortæller os, hvor elskede vi selv er (af Gud).

Kristendommens relevans

Løsningen på de fleste problemer ligger i den attitude, som Jesus lærte os med sit eget eksempel, hvor han gav værdi til samfundets udstøtte. Dengang var det spedalske, samaritanere og kvinder, men disse kan let tjene som analogier for samfundsgrupper i dag. Hvis vi løftede folk op, som Jesus gjorde, i stedet for at tale ned til dem eller endda ønske dem langt væk, så ville det forebygge mange af vores mest omfattende problemer. Det ville med andre ord gøre kristendommen relevant igen.