Synd er ikke synd

“Synd er synd. Og i Guds øjne er det det samme.”

Har du nogensinde hørt nogen sige noget sådant? Det har jeg, og jeg kommer helt sikkert snart til at høre det igen. Det er blevet en popteologi, og det kommer oftest frem, når nogen prøver at drøfte det gode spørgsmål, om ikke der er forskel på synder og derfor ikke mindst forskel på konsekvenserne det skal have og vores attitude til mennesker, som begår dem.

Ja, synd er synd

På den ene side har de ret. Bibelen siger at hvis man har syndet bare en enkelt gang, så har man brudt hele loven. På den måde er den enkelte synd en indikation af, at der er noget galt med hele mennesket, og derfor kan man roligt konstatere på god protestantisk vis, at vi alle er syndere og har brug for frelse. Jesus måtte dø for os alle sammen.

Samtidig er det et argument for ikke at legitimere selv den mindste synd. Hvis noget er forkert, så kan det ikke retfærdiggøres ved, at der er ting som er langt værre. Dette giver også god mening og er en vigtig tanke for dem, som har til intention at reformere sig selv og vandre i gode gerninger. Så er spørgsmålet om man kan gøre det uden at øge sin neuroticisme og perfektionisme, men det er en anden diskussion.

Men synd er ikke synd

Problemet opstår, når denne ide om at “alt synd er lige” betyder, at små synder slås i hartkorn med værre synder. For ja, der er faktisk forskel på synder.

Nogen kristne vil få et chok over at læse dette, men det er faktisk langt værre at være en aktiv pedofil (som forgriber sig på børn) end at være aktiv homoseksuel person, som lever i et gensidigt forhold. Begge kan kaldes synd på papiret, men ens retfærdighedssans må være forskruet, hvis man argumenterer for, at “det er det samme”, for det ene er tydeligvis langt værre end det andet. Det første påfører andre skade, mens dette er knap så tydeligt når det gælder det andet.

Selvfølgelig vil man argumentere for, at grunden til at en homoseksuel livsstil ses som “syndig” i første omgang er, at den er skadelig for dem som lever den. Hvorfor skulle Gud, som bare vil os det bedste, ellers kalde det synd? Men uanset hvordan man vender og drejer det, og hvor god man er til at påvise at det faktisk er skadeligt, så bliver det aldrig lige så skadeligt som det at blive udsat for overgreb som barn.

Ironisk nok bliver det en slags relativisme – selv om moralsk relativisme er det, mange kristne har erklæret krig imod – når alt synd ligestilles. Hvis det er lige så slemt at røve en butik, som at tjene sort, så kan det bruges som argument imod at tjene sort, men omvendt også som et argument for at man lige så godt kan røve en butik.

Betyder dette kompromis? 

For nogen vil det jeg skriver her være kompromis af den værste skuffe. Det vil tolkes som at jeg lader Djævelen få en fod indenfor døren. Men pointen i dette indlæg er ikke at noget synd er “okay”, men bare det at al synd ikke kan sidestilles.

Kristne lever allerede i en kultur, hvor man bærer over med nogle synder, men ikke med andre. Det er egentlig godt, man gør det, siden vi alle synder. Så kan man diskutere, om det er de rette ting vi bærer over med. En ryger havde for eksempel aldrig fået et vigtigt embede i min kirke. Han er en slave for nikotinen og udsætter sin krop, som er et helligt tempel for Guds ånd, for giftstoffer. Ikke desto mindre har vi haft ledere, som har drevet med hersketeknikker på bestyrelsesmøder, været groft diskriminerende og har gået med sladder. Jeg har været i mange menigheder efterhånden og set meget forskelligt, og jeg har helt klart tænkt, “havde han så bare haft hang til at ryge i stedet…”

Hvad skal vi bære over med, og hvad skal vi slå ned på? Jeg kommer ikke med nogen opskrift på dette her, men jeg ved godt hvilken type menighed, jeg helst vil tilhøre, og hvilken jeg personligt tror ærer Gud bedst af disse 2:

1) Menigheden som slår ned på enhver forseelse, uanset størrelse, fordi “synd er synd”, and we will have none of it!

2) Menigheden hvor man tilstræber at være overbærende (nådig), men fair – nogle ting er værre end andre, og “konsekvensen” skal altid stå mål med overtrædelsen.

 

Reklamer

En guide til Det (gode) Gamle Testamente

Kristendommen er baseret på Bibelen. Protestanter tror på et princip, som på latinsk lyder: Sola Scriptura (Alene Skriften). Ideen med dette princip er, at alt vi tror på, må ultimativt være baseret på Bibelen. Det er et princip, som tillader den enkelte at læse Bibelen på egen hånd og komme til sine egne konklusioner om, hvad den betyder. Bibelen består af Det Gamle og Det Nye Testamente.

Det Nye Testamente er kortere end Det Gamle. Det Nye Testamente indeholder evangelierne om Jesus, bogen om kirkens begyndelsen kaldet “Apostlenes Gerninger”, en masse breve fra apostlene (mest Paulus) til kirkerne og sidst, men ikke mindst “Johannes’ Åbenbaring”, som er en spændende størrelse med meget symbolik.

Men hvad handler Det Gamle Testamente om? Det Gamle Testamente får oftest ikke så meget fokus i moderne protestantiske kirker. Faktisk er der noget som tyder på, at rigtig mange kristne ikke rigtig ved, hvad der står i Det Gamle Testamente, altså udover Skabelseberetningen og diverse voldelige historier.

Det er synd, bogstavelig talt. For hvis man ikke har en overordnet ide om hvad Det Gamle Testamente gik ud på, så vil man sandsynligvis ikke helt forstå Det Nye. (Selv om jeg tror, at Jesus har en tiltrækningskraft uanset.) Så her skal du få en ordentlig introduktion, uafhængigt af hvor meget du ved på forhånd.

De store temaer

Hvis der er en ide, som binder hele Det Gamle Testamente sammen, så er det måske “Guds pagt”. Det er trods alt hvad ordet “testamente” hentyder til. En pagt er en aftale som man indgår på nogle betingelser. Det handler om at holde det man lover.

Andre har dog sagt, at pagten er sekundær, og at det som egentlig binder Det Gamle Testamente sammen er “Guds løfter”. Det hænger naturligvis sammen (som vi om et øjeblik vil se). Man kan også argumentere for, at det handler om “Guds plan”.

I lyset af dette bliver væsentlige temaer naturligvis loyalitet og trofasthed (eller bare “tro”). Sagt omvendt, så bliver oprør og troløshed også på den måde temaer, for det ser vi meget af i Bibelen. Det handler om folks opførsel, men måske ikke mindst om deres indre dispositioner. Om godt og ondt. Om retfærdighed, barmhjertighed, og så videre.

Et eksempel er disse ord fra Mika 6,8:

Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig:
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed
og årvågent vandre med din Gud.

Det kan måske også være behjælpeligt at snakke om, hvad som ikke er store temaer i Det Gamle Testamente: Himmelen, Helvede, Djævelen, Treenigheden, Homoseksualitet, og diverse ting som kristne kan finde på at snakke meget om i dag. (Det betyder for øvrigt ikke, at disse emner er uvæsentlige.)

De første tre kapitler

Man kommer langt i sin forståelse af Det Gamle Testamente ved at læse de tre første kapitler (1 Mosebok 1-3). Derfor er de måske også ret kendte.

Her læser man at Gud har skabt verden. Det er naturligvis ikke en videnskabelig skildring. Beskrivelsen reflekterer oldtidens kosmologi. Selv ordet “skabe” handler i større grad om at give ting deres funktion end om at få dem til at opstå materielt (selv om Gud har gjort begge dele). På den måde er der altså også diverse ting, som man må passe på med ikke at læse ind i teksten, selv om pointen helt klart er, at Gud er Skaberen og er ansvarlig for alt og har autoritet over alt.

Mennesket har Gud skabt, så det ligner ham. Det har han gjort for at det skal tage ansvar for skaberværket, naturen og alle dyrene. Ægteskabet hører også med i dette. Han har skabt manden og kvinden for hinanden, til at være partnere i et slags regeringsforetagende, som forvaltere for ham.

Altså havde Gud en god plan for menneskeheden som helhed. Den plan blev forstyrret af, at mennesket ikke tog det lille ansvar de foreløbig havde alvorligt, men gik i oprør, foranlediget af en mystisk skabning, som vi ikke får så meget at vide om til at begynde med. Guds verden gik alligevel fremad, men desværre eskalerede ondskaben også. Konflikt er efter de første mennesker blevet en uundgåelig del af tilværelsen: Konflikt med naturen, konflikt med hinanden og værst af alt, konflikt med Gud.

Læser man lidt videre end de første tre kapitler, frem til kapitel 11, så er budskabet ret tydeligt. Verden er ikke den samme, på grund af det som skete i begyndelsen. Skaberværket er negativt påvirket af oprøret. Verden har brug for hjælp. Meget hjælp. Eller sagt med andre ord: Verden har brug for Guds velsignelse.

Guds plan om at velsigne alle mennesker

Ifølge Det Gamle Testamente har Gud haft en plan fra start af. Det er ikke helt udpenslet hvad den plan gik ud på. Dette åbenbares efterhånden. Først får man bare at vide, at en efterkommer af kvinden vil knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Den ondskab, som sneg sig ind i verden, vil altså blive besejret på et eller andet vis i fremtiden.

Senere i historien fortælles vi om en vigtig person, som hedder Abram. Han er vigtig, fordi Gud siger til ham, at “I dig skal alle jordens slægter velsignes.” (1 Mos 12,3)

Det er en big deal.

Abram får navnet Abraham, og Gud lover ham en række ting. Han lover ham, at han skal få mange efterkommere (et helt folk), og at der af samme slægt skal komme konger, og at de skal have et eget land ude mod vest. Men det vigtigste er selvfølgelig det med, at Gud har tænkt sig at redde verden gennem dem. Velsigne alle folk.

Så Abraham får sønnen Isak, og Isak får sønnen Jakob, og Jakob får navnet Israel. Han får en masse sønner, som også får flere sønner, og disse efterkommere bliver siden til de 12 stammer. På grund af hungersnød flytter familien til Egypten, og her bliver de til et stort folk, så talrige at egypterne føler sig truet af dem og derfor gør dem til slaver. Efter 400 års undertrykkelse henter Gud dem ud af Egypten med en mængde mirakler.

Moses leder Israel (som de hedder nu) ud af Egypten. Godt nok har de hørt om Gud fra historierne de har arvet om deres forfader Abraham, men de har også fået nogle ekstremt dårlige religiøse vaner med fra Egypten, blandt andet finder de det naturligt at tilbede en guldkalv. Alligevel indgår Gud en vigtig aftale med dem (pagten), og de får den berygtede Lov (Moseloven), hvor der står alt om hvordan deres samfund skal indrettes.

Pagten og loven

Hvis Israel holder pagten, så vil han velsigne dem.
Hvis Israel ikke holder pagten, så vil de blive forbandet.

(Dette står beskrevet i 3 Mosebog 26, og næste generation fik det lidt mere udspecificeret i 5 Mosebog 28-29.)

At de bliver forbandet betyder i praksis, at Gud overlader dem til sig selv. Når man bor i den region, som Israel kom til at bo i (mellem stormagter), så kan man regne med, at man ikke har nogen chance uden Guds særlige velsignelse. Da bliver man fordrevet eller dræbt.

Pagten er mellem Gud og Israel, og hver generation har et eget ansvar for at følge Guds lov for at høste velsignelserne. Igen kan man nævne at denne “gamle pagt” ikke handler om at “komme i himlen” eller noget sådant. Det handler om Israel som folk, som Gud har udvalgt med det langsigtede formål at velsigne alle mennesker på jorden.

Gud sagde om Abraham: “Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham.” (1 Mos 18,19) Det var formålet med pagten: Et folk som øver ret og retfærdighed og på den måde selv bliver velsignet og så på sigt bliver til velsignelse for resten af verden. På den måde skulle verden blive bedre og bedre, tilsyneladende.

Kongeriget Israel

Efter israelitterne kom ud af Egypten, så vandrede de i ørkenen i 40 år. Dette var Guds beslutning, fordi den første generation, som blev reddet ud, ikke var parate til at få et eget land. Moses døde og blev erstattet af Josva, og de indtog Jeriko og siden hele Kanaan.

Derefter fulgte en periode med anarki og oprør mod Gud. (Dette kan man læse om i Dommerbogen.) Når de ikke fulgte Gud, så trak han lidt af sin beskyttelse tilbage, og så blev israelitterne forfulgt af filistrene. Så søgte de Gud igen, og så sendte han en såkaldt “dommer” til at befri dem. Deres børn forlod så Gud igen, og det hele skete igen og igen.

Tiden kom, da israelitterne spurgte Gud, om de ikke kunne få en konge. Det var en lidt dum forespørgsel, for de havde alerede en konge (Gud). Men de fik det ikke desto mindre, selv om det ikke nødvendigvis var godt for dem, siden en Konge let kunne resultere i endnu mere undertrykkelse.

Kong Saul var ingen succes, fordi han var lidt af en impulsiv narcissist, som ikke var interesseret i at følge Gud, så profeten Samuel salvede på Guds befaling en dreng ved navn David fra byen Betlehem.

Kong David er den bedste Konge, Israel nogensinde har haft. Ikke uden fejl, men Gud satte stor pris på ham. Det var Kong David, som indtog byen Jerusalem.

Davids søn, Salomo, blev den næste konge, og det startede ganske godt. Gud tilbød ham en hvilken som helst gave han kunne tænke sig, og Salomo valgte “visdom”. Salomo byggede det første store tempel for Gud. Alligevel skulle det gå galt for ham. Han havde stor succes, blev meget rig og fik mange koner. Disse koner fik ham til at tilbede andre guder, og disse guder var ofte ganske onde og krævede for eksempel menneskeofringer.

Dette førte til et moralsk forfald i samfundet, som Israel aldrig rigtig kom sig over. Ved slutningen af Salomos regeringsperiode blev kongeriget derfor splittet. De 10 stammer som holdt til i nord gik sin egen vej og havde sine egne konger. Alle disse konger var onde. I Juda mod syd var de fleste konger onde, med få undtagelser.

Rigets undergang og eksilperioden

Det moralske forfald var mest tydeligt i kraft af, at der ikke blevet taget godt vare på de svage i samfundet. De andre guder, som man begyndte at dyrke, havde ikke love, som tilgodeså de nødlidende, sådan som Moseloven gjorde.

Forbandelsen som var forudsagt kom derfor over dem.

Først ramte den Israel, som man på denne tid kaldte det nordlige rige. Israel blev knust af Assyrien. Mange blev dræbt, mens nogen blev taget med.

Juda betragtede dette, men fik selv lov at fortsætte. Efterhånden var tilstanden i sydriget dog ikke så meget bedre, end det havde været mod nord.

Gud advarede dem. Han fik mennesker til at stille sig op ved templet og andre centrale steder og prædike, at nu måtte de tage sig sammen, hvis ikke det skulle gå dem på samme måde som Israel (nordriget). Jeremias var en af dem. Men hans prædikener gjorde ikke en stor forskel.

Til sidst blev de invaderet af det næste storrige, Babylon, som havde planer om at indtage hele verden. Deres store fjende var Egypten, og Israel lå på vejen. Kong Nebuchadnezzar jævnede templet med jorden og plyndrede dets skatte, og så spredte han sine nye krigsfanger geografisk, så et oprør var umuligt. Nogen tog han med sig for at lære dem op i babylonisk kultur og statskundskab, så han kunne bruge dem senere, blandt andet profeten Daniel.

Daniel så tilbage på Israels historie og opsummerede:

Hele Israel overtrådte din lov og veg bort fra dig i ulydighed. Så vældede forbandelseseden, der står i Guds tjener Moses’ lov, frem mod os; for vi havde syndet imod ham. (Daniel 9,11)

Så sådan gik det. Og i Babylon (og hvor de ellers var) spurgte de tilbageværende folk fra Juda (som siden hen er blevet kaldt “jøder”) sig selv det store spørgsmål: “Hvad nu?”

Jøderne vender hjem igen

Noget af svaret på det spørgsmål fandtes allerede i den lov, som de havde brudt, altså i den gode gamle pagt. For her står der skrevet, som sagt, at hvis Israel følger forskrifterne, så bliver de velsignet, men hvis de bryder loven, så bliver de forbandet. Men så står der også:

5 Mosebog 30
v1
  Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, v2  og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, v3  da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til.

Alt håb var altså ikke ude.

Der var stadig håb for dem, som omvendte sig, og som søgte Gud igen. Gud ville samle dem ind igen. Spørgsmålet var hvornår?

Noget af svaret kom via profeten Jeremias:

Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted (Jeremias 23,10)

70 år, hvad så? Et nyt kongerige? En ny konge? Et nyt tempel? Storhedstider?

Selvsagt længedes israelitterne efter nye storhedstider, men de fik dem ikke. De fik lov at rejse hjem og genopbygge ting (som der står om i Ezra og Nehemias), men de fik ikke selvstyre. Græske konger kom til at regere over dem, og nogle af dem var ganske ondskabsfulde, ikke mindst en psykopat, som kaldte sig Antiochus IV Epiphanes. Sidenhen blev Romerriget den nye stormagt i regionen.

(Dette står der ikke skrevet om i Det Gamle Testamente, men der findes noget historisk litteratur fra perioden, Makkabæerbøgerne, som katolikkerne har med i deres Bibel. Denne kategori af tekster kaldes ofte “de apokryfe tekster”.)

Da Det Nye Testamente begynder, så er (nogen) jøder altså vendt hjem til Judæa, men de betaler skat til den romerske kejser, som styrer alt med sine soldater og med aftaler med lokale høvdinger (fx Herodes), som prøver at holde orden (undgå oprør). De fleste af jøderne er ikke tilfredse med status quo. Nogle af dem (zeloterne) er endda voldeligt utilfredse. De vil have deres eget land. De vil have et genoprettet Israel. Og de venter på at nogen skal fikse det ved at lede an i et militært oprør.

Profetier om genoprettelse

Mange tekster i Det Gamle Testamente styrkede jødernes håb om at alt en dag skulle blive godt igen (for dem, i hvert fald). For Det Gamle Testamente giver ikke bare beskrivelser af, hvad som har sket, men også løfter om fremtiden.

Løfterne er mange og til tider lidt uklare, skrevet i poetisk sprog eller med en lidt alternativ måde at bruge ord på. Men et af de tydelige løfter, som går igen, er løftet om en person, som skal komme og mere eller mindre fikse alting.

Så når Jesus kommer i Det Nye Testamente og gør mirakler og forkynder og ser ud til at være noget særligt, så bliver han mødt med spørgsmålet: “Er du ham som skal komme?”

“Ham som skal komme” er både forudsagt af Moses (5 Mos 18,15), af Samuel (til David i 2 Samuel 7) og af profeten Esajas (11,1) og af Daniel (kapitel 7 og 9) i Babylon og af flere andre. Han skal komme på skyerne, og han skal få al magt (Daniel 7). Hans betydning kan nærmest ikke underdrives, for selv andre nationer vil slutte sig op om ham (Esajas 2). Det nye Israel skal tilsyneladende blive endnu større end det gamle. (Løftet til Abraham om at det hele skulle være til gode for alle jordens folk er tydeligvis ikke glemt.)

Denne kommende Konge og Dommer kaldte de Messias.
Eller på græsk: Kristus.

Og baseret på en “halvfjerds gange syv”-periode (490 år) beskrevet i Daniels Bog 9, så gik jøderne på Jesu tid med meget stærke forventninger om, at ham Messias måtte være lige rundt om hjørnet. Nu kom han forhåbentligvis snart og fik givet hedningene deres velfortjente smæk, så Guds udvalgte folk igen kunne få sin værdighed tilbage!

Glimtet af en ny pagt

Dette var selvfølgelig bare et lille glimt af hvad der skulle ske. Problemet var dog, at hvis Israel fik et nyt storrige, en chance til, hvad skulle så forhindre dem i igen at gøre, hvad de allerede havde gjort tidligere? Eller rettere, hvad deres forfædre havde gjort? Hvordan undgik de at havne i eksil igen, eller endnu værre?

Erfaringerne med den gode gamle pagtsordning var ikke gode. Generation efter generation havde forkastet alt. Hvad skulle forhindre fremtidens generationer i at gøre det samme?

Dette problem havde Gud ifølge profeten Ezekiel en interessant løsning på:

Ezekiel 36
v24
  Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. v25  Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; v26  jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. v27  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. v28  I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.

Hjertetransplantation i en åndelig forstand. Guds egen ånd skulle flytte ind i mennesker og skrive Guds love på indersiden.

Jeremias siger noget lignende:

Jeremias 31
v31
  Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, v32  en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. v33  Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Der er nye tider på vej, lover profeterne i Det Gamle Testamente. Det Gamle vil blive skiftet ud. Det vil vise sig, at Gud havde noget bedre i sigte. Historien fortsætter. Israels tragiske historie var bare begyndelsen. Det Nye Testamente er den naturlige fortsættelse – der kommer opfyldelsen af alle de gamle profetier, som blev givet undervejs. Og tingene skulle blive meget anderledes end forventet.

Og hvis du nu føler, at der var lidt mange løse ender her, så har du helt ret. Sådan slutter Det Gamle Testamente: Med nogle enormt store spørgsmålstegn.

Visdom og filosofi

Det er en judeo-kristen tanke, at Gud åbenbarer sig gennem historien. Han griber ind i den menneskelige virkelighed og vigtige hændelser op gennem tiden er planlagt af ham. Derfor er Det Gamle Testamente så specielt i forhold til andre religiøse bøger (fx Koranen eller Vedaerne): Det er en historiebog.

Alligevel vil jeg tage med, at Det Gamle Testamente ikke bare er en historiebog, selv om Israels historie giver en kontekst for jødernes religion og åndelighed. Den har også andre bøger. Man får mest ud af disse bøger, når man kender Israels historie, men samtidig berører de universelle temaer.

Jobs bog berører temaet om meningen med lidelsen, og hvorfor Gud tillader det. Den er et opgør med myten om, at man fortjener alt man får (og at kun ugudelige lider), samtidig som den understreger menneskets begrænsede perspektiv. Historien finder ikke sted i en tydelig historisk sammenhæng.

Den vise Kong Salomo stod bag den poetiske Højsangen. Dens temaer er kærlighed, romantik og erotik, alt sammen koblet sammen med åndelighed.

Han skrev også Prædikerens Bog, den mest eksistentielle bog i Det Gamle Testamente. Hvis nogen bog adresserer meningen med livet i Det Gamle Testamente, så er det den.

Derudover samlede han livsvisdom og etik i Ordsprogenes Bog.

Salmernes Bog er i højere grad forankret i Israels historie end de tre bøger, jeg netop har nævnt, og Guds planer med Israel, med pagten og loven, tager ofte en stor plads. Dog omhandler den også noget alment menneskeligt, når den for eksempel efterlyser retfærdighed og spørger, hvorfor Gud er så stille, når fjenderne står for døren.

Det Gode Gamle Testamente

Man hører af og til om “Skrifterne” i Det Nye Testamente. De Skrifter, som de snakker om, var naturligvis Det Gamle Testamente. De var vigtige for dem, sådan som Det Nye Testamente er blevet vigtigt for os. Disse bøger indeholdt ikke bare deres folks historie, men også Guds åbenbaringer og løfter. De viste at han havde en plan fra begyndelsen, og nu – i lyset af alt det som Jesus havde gjort – forstod de endelig, hvad den plan gik ud på.

Dette indlæg skrev jeg, fordi jeg har haft brug for det som en ressource, jeg kunne henvise folk til. Jeg skrev det, fordi kristne i dag ikke kender Bibelen lige så godt som for 30 år siden, hvor meget af dette var almen viden. Det samme gælder selvfølgelig også ikke-kristne, hvis kundskab om Bibelen nærmer sig nulpunktet, hvilket decideret skræmmer mig.

Der er vigtige ting, jeg ikke har taget med her (helligdommen), og muligvis lidt ligegyldige ting jeg er kommet til at inkludere. Beklager.

Jeg håber, du lærte noget. Det kan selvfølgelig være, du allerede vidste det hele og endnu mere. Jeg håber, du syntes det var lidt oplysende og spændende uanset. Min plan er at kunne referere tilbage til dette indlæg i fremtiden, når jeg blogger om teologiske temaer, som forudsætter den gammeltestamentlige ramme, jeg netop har beskrevet.

Jeg publicerer dette indlæg, selv om jeg ikke er “færdig” med det. Jeg ved ikke, om jeg har tænkt mig at blive helt færdig på et tidspunkt. Jeg tror, jeg kommer til at rette i det efterhånden, pudse det af, igen og igen og igen, netop for at jeg kan fortsætte at bruge det som en ressource.

3 regler for hvordan også du kan tolke profetiene feil

Man skal aldri innlede en ironisk artikkel med å si, at “ironi kan forekomme”. Det er å fornerme publikummet sitt, som jo sagtens selv klarer å oppfange ironi, også uten at man skriver det. Derfor vil jeg la være å si noe om dette.

Til gjengjeld har jeg besluttet meg for å skrive en guide om å tolke profetier. Det er ikke en komplett innføring i emnet, men skal bare ses som et par grunnleggende tips.

Hvordan profetiene tolkes er nemlig ikke bare et spørsmål for Bibel-nørder som meg selv. Hva du tror skal skje i morgen har innflytelse på hva du gjør i dag. Dette gjelder for deg og meg, men også på større samfunnsmessig plan. Utenrikspolitikken til en stor nasjon som USA er påvirket av de evangelikale kristnes tolkninger av profetiene! Men det skal jeg ikke gå veldig mye inn på her.

Her skal jeg bare gi noen ideer til, hvordan man som helt vanlig, men engasjert kristen kan lese profetiene på en feil måte. Du kan gjerne betragte det som regler. Hvis du gjerne vil lese profetiene på en rett måte, så vil forslaget mitt være å bryte disse reglene. Men ellers er det viktig at du følger dem. Høres det greit ut? Da går vi i gang.

REGEL 1: Bare les det “akkurat som det står”. 

Hvis man vil tolke profetiene feil, så er det en god ide å bare lese Bibelen “akkurat som det står”, altså slik du forstår teksten bare ved å lese den. Det er da viktig at du ikke gjør noe grundigere arbeid for å forstå det du leser. Ikke bruk såkalte bibelkommentarer og andre bøker om Bibelens betydning. Ikke hør med teologer og bibelforskere.

Sagt på en annen måte: Ikke la noen forklare deg, at meningen ikke er tilgjengelig med en gang, og at man må ta hensyn til historiske og kulturelle og litterære sammenhenge, og at det kan være nyttig å sette seg inn i disse. Ikke la noen fortelle deg om hermeneutikk eller såkalte “tolkningsprinsipper”. Ikke la noen gi deg inntrykk av at du (som vanlige mennesker) kommer til Bibelen med egne kulturelle og personlighetsrelaterte forutantagelser, som farger forståelsen din. Avvis at din forståelse er subjektiv.

Ikke la noen fortelle deg, at Bibelens tekster (som andre tekster) kan være kompleks og tvetydig. Du bør hellere insistere på at den er simpel og tydelig for dem som har forstand og er oppriktige av hjertet. Påstå gjerne at den første meningen som faller deg inn når du leser Bibelen, må være den rette, og at andre tolkninger bare er bortforklaringer. Legg vekt på at den rette betydningen av en bibeltekst alltid ligger rett på tekstens overflate.

Faktisk er det en fordel, om du helt benekter at din forståelse er en “tolkning”. Du kan for eksempel si til folk: “Bibelen skal ikke tolkes, den skal bare leses.” Det høres samtidig lidt fromt ut, fordi det høres ut som om det er noe du gjør deg mye i. Du kan gjerne påstå, at det er andre sine forståelser, som er “tolkninger”, mens du bare “leser det som står”, og så er det fint hvis du legger hovedet ditt lidt på skrå og lurer på, hvorfor andre ikke bare gjør det samme?

På den måten slipper du også å skulle gjøre rede for metodene dine, fordi du kan si at du ikke har noen “metode” og ikke trenger noen heller. Du kan si at dette er noe de såkalte lærde bare har funnet på, at man trenger, men at sannheten transmitteres feilfrit (100% komplett og 100% uten forandringer) fra Gud til hjernen til dem som oppriktig søker den i Bibelen. Hvis du er konsistent med dette, så er du allerede godt på vei til også å tolke profetiene feil.

REGEL 2: Ikke les Bibelen som en sammenhengende fortelling

Hvis man ikke vil tolke profetiene rett, så kan det være lurt å dele dem opp i stedet for å prøve å sette dem sammen slik at de supplerer og fyller ut hverandre. Et av mange kjente triks er å sette en strek mellom Det Gamle og Det Nye Testamente. Du kan for eksempel si at Guds plan for Israel og Guds plan for hedningekristne (Kristi kirke) er to separate ting, som vi helst ikke bør blande sammen.

Utfordringen her blir da at du må unngå å se det såkalte “store bilde”. Du må unngå å lese Bibelen som en samlet fortelling om en Gud, som fra begynnelsen har jobbet for å velsigne hele skaperverket og alle jordens folk. Hvis du kommer til å innrømme at det er den samme Gud, så kan du si at Gud skiftet mening underveis, og at han kom med en ny og annerledes plan, som ikke har noe med den første planen å gjøre. Men bruk gjerne noen andre ord enn “Gud skiftet mening”, for da blir du bare avslørt.

Du kan også insistere på skillet mellom “den gamle pakt” og “den nye pakt” og si at de intet har med hverandre å gjøre. Dette argument har den fordel at det høres veldig protestantisk ut, og alt som reformatorerne sto for oppfattes i utgangspunktet som veldig kult. Så kan du kanskje si, at jøder ble frelst gjennom den gamle pakten (ved gjerninger), men at kristne blir frelst gjennom den nye (ved tro). Vær forsiktig du ikke på noe tidspunkt kommer til å gi noen rett i, at også Abraham, Moses og Kong David ble frelst gjennom tro, akkurat som oss.

Hvis du klarer å lage et slikt skille, så klarer du også å lese mange profetier om Israel som noe som skal oppfylles på en konkret måte i fremtiden. Da kan du vente på Israels gjenopprettelse som en type supernasjon, kongen av Davids slekt og templets gjenoppbyggelse med ofringer, osv.. Da har du et godt grunnlag for zionisme, hvis det er det du har lyst til.

Da kan du også tolke symboler i Åpenbaringens Bok som bokstavelige referencer til etnisk Israel. Du kan da påstå at de 144.000 virkelig er 12.000 jøder fra hver stamme “akkurat som det står”. Ikke gi akt på det at alle jøder i dag og i fremtiden sannsynligvis stammer fra Juda, fordi resten ble utryddet dengang Assyria knuste Israel (nordriket), flerer århundreder før apostlen Johannes nedskrev nevnte profeti, og at selv Johannes derfor ikke kan ha tenkt, at en slik oppfyllelse var mulig. Nei, det er viktig at slik informasjon ikke har innflytelse på den bokstavelige lesningen din.

I mellomtiden må du heller ikke la deg distrahere av tekster i Det Nye Testamente, som sier at skillet mellom jøde og greker er opphevet (Gal 3,28), og at løftene til Abraham blir oppfylt av Kirken (Gal 3,16), og at det nå er Kirken som er Guds hellige prestefolk (2 Mos 19,5-6; 1 Pet 2,9), og at alle løftene om templet oppfylles av Kristus (Joh 2,21) og hans Kirke (Ef 2,21). Disse ting, som beviser at Kirken (bestående av både jøder og hedninge) er det nye Israel, og at Bibelen er en samlet fortelling om 1 frelsesplan, kan det derfor bli nødvendigt å ignorere eller bortforklare.

REGEL 3: Unngå at Jesus blir sentral

Dette er kanskje den viktigste av alle reglene. Hvis du vil misforstå profetiene og deres oppfyllelser, så er det en kjempestor fordel å glemme Jesus helt ut, ikke minst hvor sentral og viktig han var for hele Guds plan fra begynnelsen! Jesus og hans død på korset kan nemlig veldig lett komme til å fylle det hele, om man først begynner å se etter ham i profetiene, og da kan det lempe ekstreme tolkninger. Det er da viktig å fortelle seg selv, at profetiene sikkert handler om noe annet enn akkurat Jesus, hvis man vil forstå dem feil.

“Dere gransker skriftene, for dere mener at dere har evig liv i dem – men det er de som vitner om meg!” sier Jesus til jødene (Joh 5,39). Av dette kan vi lære, hvordan også vi kan komme til feil konklusjoner: Ved å komplett overse Jesus i skriftene. Da klarer vi kanskje også (som jødene) å overse ham, når han står rett overfor oss og tilbyr oss liv.

Husk på hvordan også disiplene overså ham, eller i hvert fall ikke kjente ham igjen, da de møtte ham på vei til Emmaus. De var jo ganske forvirrede over profetiene og korsfestelsen, inntil Jesus forklarte dem at det var nødt til å skje på den måten: “Og han begynte å utlegge for dem det som står om ham i alle skriftene, helt fra Moses av og hos alle profetene.” (Lukas 24,27) Vi må være forsiktige å ikke gjøre som disiplene, som lyttet til alt dette og merket hvordan det satte hjertene deres i brann (Luk 24,32).

Paulus sier, at “i ham har alle Guds løfter fått sitt ja.” (2 Kor 1,20) Om vi da vil være på feil side, så får vi også konkludere, at bare noen av Guds løfter får sitt ja i ham. Kanskje vi enda kan tenke, at noen av profetiene har fått et desidert “nei” i ham!

Da er det nemlig større rom for å tro, at løftene skal oppfylles på andre måter som ikke har noen relasjon til Jesus, og som ikke først og fremst handler om å styrke troen vår på hans Rikes komme. Da er det også større rom for at de kan handle om alt mulig annet, kanskje tilfeldige ting vi leser i avisene eller på Internettet. Da er det også muligt å bruke profetiene til å skape frykt og paranoia, altså når Jesus ikke står i midten av det hele med løfter om å være med oss og bevare oss i troen, inntil han kommer.

I stedet for å se på Jesus som sentral, så kan man jo velge å se paven og katolicismen som det viktigste. Når man først har denne skurken på plass, så er det mange andre, man kan tolke som dens tjenere, eksempelvis diverse katolske ordener eller den økumeniske bevegelsen eller den karismatiske. Om man mangler inspirasjon, så kan man kanskje finne ideer hos andre konspirasjonsteorier, for eksempel blant mennesker på den radikale høyrefløy. Man kan klandre Islam. Eller kapitalismen og USA.

Hvem du synes skal få dominere profetiene, mens Jesus sin rolle blir redusert, det kan du helt selv få bestemme. Det er jo til syvende og sist mange flere måter å lese profetiene feil på enn rett. Desto mer detaljert din utlegning er, desto mer feil kan den bli, så også dette kan være lurt. Gå for det mest tekniske og konkrete overhovedet. Unngå dog for all del det store bilde og at Jesus og hans kors tar all fokuset. Hvis du vil tolke dem feil, altså.

Til slutt: 

Hvis du følger disse tre reglene, så tror jeg du kommer ganske langt. Hvis du er veldig flink, så klarer du kanskje både å lure deg selv og andre.

Det finnes naturligvis mange andre regler, som man kan følge for å tolke profetiene feil, men jeg følte, at de var så banale og selvfølgelige, at det nesten hadde hørtes for sprøtt ut å ta dem med. For eksempel at man ikke skal høre på andre, og at man ikke skal være åpen for at man selv kan ta feil eller at andre kan ha innsikt og kunnskap som man selv trenger. Dette er jeg sikker på, at du er helt med på allerede.

Så med dette vil jeg bare si lykke til, ikke minst til dem som er klar for å bryte disse 3 reglene.

Sabbatskolens fokus på endetiden

Dette indlæg er specielt rettet mod læsere, som også er medlemmer i eller har tætte forbindelser med Adventistkirken.

Syvende Dags Adventistkirken fokuserer de næste tre måneder på endetiden i vores “bibelstudier” (også kaldet sabbatskole). Det er der ikke noget nyt i. Adventistkirken har altid været optaget af profetierne, ikke mindst i Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring.

Hvorfor temaet gør mig glad

Personligt er jeg ikke den adventistpræst, som har snakket mest om disse temaer. Der er helt sikkert nogen, som mener, at jeg og diverse andre præster svigter, når vi ikke underviser mere i profetierne (specifikt Daniel 8,14 og Åb 14), end vi gør. De kan til gengæld glæde sig over, at det nu er blevet sat på programmet, at vi i sabbatskolerne de kommende måneder skal drøfte emner som “Kristus i helligdommen i himmelen” og “Dyrets mærke”.

Jeg er selv ganske glad for, at vi kommer ind på disse ting, selv om jeg også ved, at det kommer til at resultere i heftig debat og måske endda skænderier i nogen menigheder. Linjerne trækkes ganske kraftigt op mellem dem, som er sikre i sine sager i disse spørgsmål (på flere sider), og det er ikke altid, vi bliver sandheden tro “i kærlighed”, når vi bliver ivrige. Her må vi nok være på mærkerne dette kvartal.

Alligevel er jeg glad for det, fordi jeg tager det som en anledning til selv at fordybe mig i de bibelske profetier i Daniel og Åbenbaringen. Jeg går ikke rundt med alle tydninger og argumenter på rygmarven, som nogen adventister gør. Jeg har helt sikkert brug for at få det repeteret og forklaret igen, hvordan de kan udlægges og ikke mindst hvorfor. Jeg kommer heller ikke til emnet med en skråsikkerhed, og jeg kommer ikke til at sige, at “vi har sandheden”. På det punkt vil jeg skuffe nogen, som savner “stærke” stemmer, mens andre måske vil finde det forfriskende og være lettede.

Konfrontere tvivl

Jeg læste en bog af hollandske Reinder Bruinsma, som hedder “Facing Doubt: A Book for Adventist Believers ‘on the margins'”. Jeg var så glad for den, at jeg skrev til Reinder bagefter og takkede ham for den og sagde, at jeg havde fået meget ud af den, selv om jeg ikke var på kanten af adventismen (altså “på margin”), men snarere befandt mig i midten som en engageret pastor. Reinder svarede, at den besked havde han fået af flere, som havde læst bogen. Dette kom da også frem nogen steder i hans bog: Du behøver ikke stå ved bagdøren for at være en af dem, som er i tvivl eller har kritiske spørgsmål.

Forskellige undersøgelser indikerer at over en tredjedel af medlemmerne i kirken ikke accepterer hele læren om den himmelske helligdom og den undersøgende dom. Sådanne undersøgelser er også blevet foretaget blandt præster (Bruinsma viser til en amerikansk undersøgelse), som giver det samme billede. Det er nok langt mere udbredt at betvivle vores tolkninger af profetierne, end mange adventister tror. Vi skal regne med, at dette også er virkeligheden i vores menigheder i Skandinavien.

Dette vil chokere nogen, især dem som knytter meget af sin adventist-identitet til disse specifikke udlægninger, men samtidig være en lettelse for andre, navnligt dem som tvivler, som da vil få at høre, at de i hvert fald ikke befinder sig i en unik situation som “adventister, der ikke tror på x og y”. Med andre ord: De er ikke alene.

Det er imidlertid virkeligheden, hvor skræmmende den end vil virke for nogen af os, og der er brug for at vi kan være åbne om dette emne. Det bør ikke være forbundet med skam, at man ikke føler sig overbevist om specifikke ting. Adventister skal også kunne sige “jeg tror ikke på 1844” uden at blive betragtet som mindre oprigtige. Desuden, har vi ikke alle lyst at vide, hvad vores “søskende” (i menighedsforstand) faktisk tror? Og hvad de er i tvivl om? Og hvad de selv har konkluderet? Frygt har desværre gjort, at mange holder disse tanker for sig selv, fordi de er bange for, hvad andre vil tænke. På nuværende tidspunkt er der imidlertid så mange, at det vil være dumt, hvis vi ikke kan tale åbent om det i menighederne.

Troen ude i menighederne

For tiden har vi et globalt lederskab i Adventistkirken, som finpudser vores såkaldte trospunkter og gør dem mere specifikke. Hensigten synes at være at erklære nogen for mere “indenfor” end andre. Det er klart, at kirkens medlemmers tro ikke ændres af, at repræsentative forsamlinger vedtager mere specifikke formuleringer lavet af komiteer. Der er ingen, som læser de nye ord og sætninger og ændrer overbevisning på grund af dem. Selv hvis der var, så havde det ikke været en god ting.

Kirkens faktiske trosindhold (hvad folk på bænkene tror på) og de officielle beskrivelser af “Syvende Dags Adventistkirkens tro og lære” er blevet to forskellige ting. Det skyldes både at tiderne og kulturen(e) har ændret sig, og at medlemstallet har vokset helt enormt på meget kort tid. Som et hjælpemiddel er trospunkterne blevet mindre nyttige, fordi de ikke længere fortæller, hvor medlemmerne faktisk er.

Det sidste er ikke så let at afgøre, medmindre nogen faktisk samler informationen ind med decideret forskning. Potentielt står vi med et trossamfund, som officielt er “enige” om 28 punkter, men som i virkeligheden er splittet om en lang række temaer, uden at mange af os ved om det. Vi kan dog have en begrundet mistanke om, at det ikke mindst gælder profetierne, som nu tages op i sabbatskolen.

Behovet for åbenhed og begrundelser

Uanset hvem som har ret i spørgsmålene om disse profetiers udlægninger, så kan alle adventister dog være enige om, at vi ikke mister noget ved at stille spørgsmålene igen. Hvis de gamle svar stadig er lige gode, så kan de gives igen, og det vil bygge troen op. Ellen White sagde selv de berømte ord: “Sandheden vil ikke miste noget ved at blive nøje undersøgt.” Det har løgnen til gengæld. Derfor er det i alles interesse, at emnerne tages op, især hvis det bliver gjort på en grundig og rationel facon.

Jeg har indtil videre kun læst den første “lektie” i sabbatskolehæftet, hvor fokusset på Satans fald og syndefaldet og den kosmiske kamp mellem det gode og det onde. Om dette emne vil vi få mange andre kristne med os, vil jeg tro. På side 12 står der dog: “De 1260 profetiske dage i Åb 12,5 (se også Åb 12,14) peger på 1260 års forfølgelse af kirken.”

Jeg lægger mærke til, at der ikke her gøres noget som helst arbejde for at begrunde udsagnet, på trods af at denne udlægning har en del kritikere. Tolkningen er karakteristisk for en adventistisk udlægning af Bibelen. Der siges ikke noget om, at dette er vores forståelse, og at det forudsætter et profetisk ræsonnement (bl.a. dag-år-princippet), som adventister traditionelt har taget til sig. Det skrives, som om det bare er en neutral oplysning, måske ligefrem et faktum. Som om det er noget, som alle vil se, når de slår op til de nævnte skriftsteder. Som om uenigheden ikke er der.

Dette tror jeg er lidt uheldigt, de faktiske forhold taget i betragtning. Når vi bare tager for givet at alle er enige, så bliver det sværere at facilitere den åbne samtale mellem dem, som tror det er rigtigt og dem som er i tvivl. Det bliver heller ikke specielt lærerigt. (Jeg føler desværre, at dette er lidt typisk for sabbatskolelektierne.) Hvis man først skal komme med påstande, som man ved er kontroversielle eller ikke er selvfølgelige, så bør man vedlægge begrundelser for det. Man bør give folk anledningen til at tage stilling til disse ting selv. Giv dem chancen for at se hvorfor kirken mener det den mener.

Det gode er jo, at selv om forfatteren af sabbatskolelektien – og redaktionen, som selvfølgelig har sat sine fingeraftryk på materialet – har formuleret sig på sin måde, så står det os selvfølgelig frit for som læsere og lærere at stille spørgsmål ved de ting, som vi føler, det er gavnligt at drøfte grundigere. Det er helt okay at synes, at lektierne er dårlige. Og synes vi ikke, at lektierne kommer godt nok ind i stoffet, så lever vi i en tidsalder, hvor det er lettere end nogensinde at finde supplerende ressourcer, som kan hjælpe os med at undersøge sagen. Forhåbentlig bliver vi alle sammen klogere i løbet af dette forår.

 

 

Hvad betyder korsfæstelsen?

sunset_golgotha_by_mitsubishi2u

Påskedagene

Påskedagene følger begivenhederne, som beskrives i slutningen af evangelierne i Det Nye Testamente (i Bibelen), hvor Jesus blev taget til fange, han blev anklaget (på falsk grundlag), han blev dømt af folket, han blev mishandlet og tortureret, korsfæstet og lagt i graven. Alt dette skete torsdag og fredag, og så blev det sabbat, og påskefreden lagde sig over Jerusalem og resten af landet (det vi kalder “påskeaften”). Da nogle kvinder gik til graven søndag morgen, viste det sig, at Jesus ikke var der. Han var stået op. Dette er påskemorgen, og det er dette vi markerer med Påskedag (og 2. påskedag, om man vil).

Så hvad er betydningen af, at Jesus døde på korset?

Der er en række ting, som gør historien speciel, og som man gør klogt i at lægge mærke til, hvis man vil forstå historien på kristne (eller bibelske) præmisser.

1. Det var Guds plan

Først og fremmest er Jesus ikke et “offer” i den forstand, at han modvilligt blev udsat for alt dette. Det var i højeste grad noget, Jesus selv gjorde, snarere end noget som blev gjort imod ham. Det er naturligvis begge dele, men min pointe er, at det kunne ikke have sket, hvis ikke Jesus selv havde overgivet sig. Han gjorde det, da tiden var inde, noget som understreger at det hele udfoldede sig helt i tråd med Guds plan.

Mattæusevangeliet 26
v45  Da kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: »Sover I stadig og hviler jer? Nu er timen kommet, da Menneskesønnen overgives i synderes hænder. v46  Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede.«

Johannesevangeliet 10
v17
»Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. v18  Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre.«

2. Formål: At besejre Djævelen

På korset vandt Jesus over Satan. Så enkelt kan det siges, selv om der kan siges meget mere om konflikten og over hvordan denne handling besejrer ondskaben. Men først og fremmest må det bare konstateres, at dette var grund nr. 1: Jesus døde på korset for at sejre over den Onde.

Johannesevangeliet 12
v31
  »Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. v32  Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« v33  Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

1 Johannesbrev 3
v8  Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger.

Kolossenserbrevet 2
v15
  han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

3. Resultat: Jesus er blevet Konge. 

Hvad Jesus gjorde på korset har flere resultateter.
Først og fremmest blev han konge.

Djævelen opførte sig længe som om han ejede hele verden (se Matt 4,8-9). Men historien om korsfæstelsen er i virkeligheden en fortælling om kroningen (altså indsættelsen) af den sande Konge. De, som udførte det, mente det selvsagt hånligt, da de gav ham kappe og krone på, men ironien i fortællingen er, at det faktisk var det, som skete: Jesus blev Konge. Efter opstandelsen sidder han ved Guds højre hånd som Guds retmæssige hersker, og alle magter er underlagt ham. Det er dette, som menes med titlen “Kristus”.

Matthæusevangeliet 27
v28  Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, v29  flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« […] v37 Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.

Mattæusevangeliet 28
v18  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. v19  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …

Efeserbrevet 1
v20  Med den magt virkede [Gud] i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, v21  højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. v22  Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; v23  den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.

4. Resultat: Vi har frihed allerede nu, før Jesus kommer igen

Når først Djævelen er besejret, og Jesus er Konge, så har det en række konsekvenser for os alle. Fordi Gud har besejret fjenden, så kan han ikke længere bestemme over os. Han kan ikke undertrykke os. Vi er blevet “befriet fra synden” og samtlige åndemagter i himmelrummet, som forsøger at dominere over os.  Uanset om vi så udsættes for vold eller sygdom, så kan det Onde ikke røre os, for i alt dette tager vi i virkeligheden bare del i den sejr, som Jesus vandt på korset.

Under dette punkt kan vi i øvrigt inkludere alt, som vi kan få af Gud, når vi tror: Kærlighed, fred, glæde, tilgivelse, nådegaver, og så videre.

Johannesevangeliet 16
v33
  »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«

1 Johannesbrev 5
v18  Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men han, som selv blev født af Gud, bevarer ham, og den Onde kan ikke røre ham.

Romerbrevet 6
v20  Dengang I var syndens trælle, var I frie over for retfærdigheden. v21  Hvad fik I da? Frugter, som I nu skammer jer over; de ender jo med død. v22  Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet trælle for Gud, får I den frugt, at I helliges, og til sidst evigt liv. v23  For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

Romerbrevet 8
v35  Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? […] v37  Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. v38  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter v39  eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.

5. Resultat: Vi skal arve Riget, når Jesus kommer igen. 

Jesus vandt et stort slag, men krigen er naturligvis ikke ovre, selv om sejren er hjemme. Derfor plages vi stadig af Djævelen, men hans tid er kort. Inden længe vil Jesus komme igen og etablere sit Rige, og så vil ondskaben være definitivt forbi.

Romerbrevet 16
v20  Men fredens Gud vil snart lægge Satan knust under jeres fødder. Vor Herre Jesu nåde være med jer!

Hele visionen om slutningen på verdenshistorien kan læses i Bibelens to sidste kapitler (Åbenbaringen 21 og 22). Jeg kunne naturligvis have fyldt på med mange flere bibelvers, for sagen er jo den, at hele Det Nye Testamente handler om disse ting.

Spændingen mellem punkt 4 og 5 bliver ofte kaldt spændingen mellem “already” og “not yet”. Jesus har allerede sejret, og den sejr kan i nogen grad omsættes nu (punkt 4), mens andre aspekter af sejren stadigvæk hører fremtiden til (punkt 5).

Opsummering

Jeg har præsteret at holde orden i tingene og holde punkt 1, 2, 3, 4 og 5 lidt adskilt for forståelsens skyld, men der er naturligvis mange bibeltekster, som i et åndedrag klarer at sige det hele på en gang. Følgende tekst siger for eksempel både at Gud har sejret over Djævelen (punkt 2), at Jesus har fået magten (punkt 3), og at vi sejrer over det onde på samme måde, “ved Lammets blod”, altså Jesu død på korset, og ved at vidne for Gud (punkt 4), og det hele peger naturligvis frem til den endelige udslettelse af alt ondt (punkt 5).

Åbenbaringen 20
v10  Og jeg hørte en høj røst i himlen sige:
Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds
og herredømmet hans salvedes,
for vore brødres anklager er styrtet,
han som dag og nat anklagede dem for Gud.
v11  De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord.
De havde ikke livet for kært til at gå i døden.

Dette tjener som en påmindelse til os om at læse Bibelen langsomt, så vi får det hele med. Jeg havde en intention om at dette indlæg skulle være kort. Det blev det, relativt set, for der kan skrives (og er blevet skrevet) lange bøger om hvad Jesus gjorde på korset.

Stephen Hawking er ikke i Helvede

Stephen Hawking

Jeg tillader mig at citere mig selv, hvad jeg skrev i går:

«I dag var der en person på Facebook, som skrev at Stephen Hawking var i Helvede, fordi han var ateist. Det synes jeg var en streng teori.»

Hvis du ikke forstår vitsen her, så læs de sidste to ord igen og igen, indtil 10-øren falder. Men midt i humoren er der selvfølgelig noget alvor. For det er et alvorligt spørgsmål. Det er jo alvorligt om nogen er i Helvedes flammer. Og hvis du ikke er kristen, så er det ikke desto mindre et alvorligt spørgsmål, hvorfor folk påstår noget sådant.

Jeg er kristen, og jeg er overbevist om, at Stephen Hawking ikke befinder sig Helvedes flammer, og at det endda er ret problematisk at gå rundt og sige at han gør. Jeg vil her give 3 grunde.

1. Stephen Hawking er stadig hos os.

For personen, som skrev at Hawking var i Helvede, er der tilsyneladende ingen modsætning her, da det ud fra dennes opfattelse er den udødelige sjæl, som er kastet i Helvede, mens Hawkings fysiske legeme stadig eksisterer i vores verden. Jeg ved ikke, hvor han skal begraves. Det bliver muligvis Ascension Burial Ground, hvor Ludwig Wittgenstein og Horace Darwin (Charles Darwins søn) ligger.

Ifølge Bibelen, så har vi ikke nogen udødelig sjæl, og selv hvis vi har, så kommer den ikke alene til Helvede. Bibelen siger, at vi bør frygte “ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” (Matt 10,28) En god kollega af mig argumenterer for at dette vers egentlig handler om Satan, siden det ikke er meningen, vi skal frygte Gud, som bare vil os det gode.

Argumentet at Stephen Hawking stadig er hos os er for øvrig brugt før. På Bibelens tid sagde Peter præcis det samme om Kong David i Apostlenes Gerninger 2,29: “Brødre, om patriarken David kan jeg ligeud sige til jer, at han er både død og begravet, og hans gravsted er hos os den dag i dag.” Det næste, han snakker om, er Jesu opstandelse, så hans pointe med gravstedet er ikke til at tage fejl af. David var ikke stået op fra de døde (endnu). Han lå der, til forskel fra Jesus, hvis grav var tom.

Før man kan blive kastet i Helvede, så må man stå op fra graven, og det har Stephen Hawking helt sikkert ikke gjort.

2. Der er ikke noget Helvede.

Hvad? Benægter jeg Bibelens ord om stedet, som hedder Helvede? Og kalder mig kristen?

Meget kan siges om helvede. Jeg gav for et par år siden 100 gode grunde til at revurdere hele konceptet. At ordet i sig selv ikke findes i Bibelen, men at Jesus talte om en dal udenfor Jerusalem, som kaldtes ‘Gehenna’, hvor afgudsdyrkere havde ofret små børn til Ba’al, kunne jo være begyndelsen på noget kundskab om emnet.

Men selv de fundamentalistiske kristne, som insisterer på Helvedes realiteter, må give mig ret i, at Bibelen i sin tale om Helvede (eller “gehenna” eller “søen af svovl og ild”) refererer til noget, som hører fremtiden til. Satan er ikke i Helvede nu, men er på jorden, går rundt blandt os. Når tiden er inde, så vil han blive smidt i ildsøen.

Så ja, der er ikke noget Helvede, og i hvert fald ikke endnu.

3. Vi ved ikke, hvor Stephen Hawking skal hen. 

“Selvfølgelig gør vi det!” vil nogen sige. Han var jo ateist! Og han var endda af den eksplicitte type, som i flere omgange rettede skytsene mod teologisk filosoferen og sagde, at bare videnskaben havde alle svarene. Hvor meget ikke-troende kan man blive?!

Det er et interessant argument, men at erklære sig ateist er ikke en Helvedessynd ifølge Bibelen. Tværtimod finder vi en beskrivelse af, at Jesus kommer og skal dømme folk til frelse og fortabelse, og hans fremgangsmåde er ikke: “Hvad er din filosofi? Hvad er dit verdensbillede? Tror du, at Gud eksisterer?” Guds målestok bliver personens hjerte og næstekærlighed:

Matt 25,35-36
v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.

Det chokerer sikkert mange troende i dag, ligesom det gjorde dengang, at det vigtigste spørgsmål i verden ikke er dine doktriner, men hvordan du er. Hawking kan have været ateist af rationale, men kristen i hjertet – hvad ved jeg?

Gud ved det.

Dommen tilhører desuden ham. Som blandt andet Jakob skriver:

Jakob 4,12
v12 Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?

Så måske vi skulle lade Stephen Hawking være i fred.

Vi kunne selvfølgelig også bruge tiden her efter hans død til at værdsætte hans bidrag til videnskaben og hvordan han har inspireret mange mennesker til at forundres over skaberværket. Tak for det, Stephen. Jeg håber, vi ses.

 

 

Tid å skrive på norsk?

Jeg flyttet til Norge sommeren 2012. Altså har jeg snart vært her 6 år. Jeg har studert på et norsk universitet i Bergen og gjort ferdig en bachelor i Retorikk. Siden har jeg bodd i Haugesund, hvor jeg har jobbet for Bufetat, og nå er jeg pastor for Syvendedags Adventistkirken i Norge. Jeg snakker ikke med danskere i hverdagen, bare på Facebook, men jeg hører ikke de danske dialekter.

Jeg har ingen planer om å flytte til Danmark. Min kone jobber som psykolog, og jobben som psykolog må jeg bare si, er langt mer attraktiv i Norge. Ikke bare bedre lønn, men også hva du kan og ikke kan og hvilken autoritet som følger med den psykologiske kompetansen. Å være pastor i Danmark eller i Norge kan egentlig også være det samme. Selvfølgelig er det forskjeller, men det er både positivt og negativt og sluttsummen blir den samme. Når vi da ikke har noen foreløpige planer om å flytte til Danmark, da kan jeg vel like gjerne gjøre en innsats for å bli norsk. Og skrive på norsk.

Jeg har alt gjort det på sosiale medier. Det var mindre skummelt når det gjaldt korte tekster som statusoppdateringer eller små kommentarer. Når det gjelder blogginnlegg og artikler, så er det plutselig noe annet.

Det handler selvfølgelig først og fremst om forfengelighet. For saken er at jeg alltid har følt meg veldig flink å skrive. Det var en viss ære i å ikke skrive feil og å beherske språket på en kreativ måte med bruk av humor og metaforer og ironi. Det er ikke for ingenting jeg valgte å studere retorikk. Alt dette føler jeg nå at jeg sier «ha det» til. Her kommer den norske Larsen, som ikke er like flink. Han skriver masse feil. Han glemmer flere av de basale grammatiske reglene, som selv norske barn får til. Han bruker ordene feil, og han setter komma alt for ofte (men det gjør han også på dansk, for han liker de gode, gamle kommareglene).

For Lars kan egentlig ikke norsk. Det han snakker og skriver er egentlig bare modifisert dansk. Det er «dorsk» (eller «nansk»), og det er i grunnen ganske pinlig å lese og høre på.

Nå høres det kanskje ut som jeg ofte går og pøser på med selvkritikk, men faktisk er jeg ganske fornøyd med hvor langt jeg har kommet på de årene jeg har bodd her. Utlendinger er ofte overrasket over at jeg er dansk, siden de skjønner meg så godt. Enkelte nordmenn har jeg enda klart å lure, ikke sånn at de ikke kan høre at jeg snakker lidt rart, men sånn at de ikke klarer å fange opp at det er fordi jeg er dansk – de antar at jeg er fra en eller annen bygd, sikkert. Eller de vet at jeg er fra Haugesund, hvor man taler rart, så da er det kanskje bare det.

Når jeg snakker dansk nå, så skinner det gjennom at jeg ikke bruker det så veldig ofte. Tonen er en annen og ordforrådet mitt har endret seg. Jeg kjenner det selv på tungen at jeg har skiftet vaner. Noen av de danske begrepene føles desidert rare nå. Mange av adjektivene har blitt skiftet. Du er ikke lenger «sød», men «snill». Du er ikke lenger «mærkelig», men «rar». Du er ikke lenger «dygtig», men «flink». Jeg blir ofte i tvil når jeg skal bruke preposisjoner. På dansk kan man være «på kontoret», men man går ikke «på butikken». Det er enda verre når det går på tid og klokkeslett. Jeg tør ikke engang gi noen eksempler. Å skulle tenke på alt dette og snakke samtidig blir kjempe vanskelig (og her hadde det føltes lidt feil å si «meget svært»).

Dette skyldes at norsk og dansk i hjernen min ikke er to språk. Hjernen tok en gjenvei og gikk ut fra det jeg kjente (dansk), da jeg skulle lære norsk. Å bevare “dansk” har derfor vært en utfordring. Så mye lettere det hadde vært fremdeles å snakke morsmålet mitt, om jeg hadde giftet meg med en tysker! Men da hadde jeg strevd en masse med å få rett kasus hele tiden.

Det er mye jeg ikke kan på norsk, som jeg mestrer veldig godt på dansk. Jeg strever fremdeles med å høre hva som blir sagt og sier sikkert “hva” (eller “ka” her i Haugesund) flere hundrede ganger i løpet av en uke, selv til konen min. Og noen mennesker snakker ikke tydelig, ikke engang for min skyld, og da kan jeg bli lei av å be dem gjenta. Men når jeg tenker på hvor hemmet jeg var i begynnelsen, så blir jeg veldig glad for fremgangen min. Jeg husker flere sosiale arrangementer, bursdagsfeiringer og enda en hel reise med en gjeng til Spania, hvor jeg ikke ante hva som foregikk mye av tiden. Jeg hadde ikke knekket Haugesundsk-koden. Det har jeg nå og bruker selv de lokale uttrykkene uten å tenke over det. Kollegene mine mobbet meg for det på et personalmøte i Bergen.

Utfordringen med skriftspråket er at mens det på dansk er en fast regel for hvordan du staver et ord, og mens alle prøver å stave det på akkurat den måten for å ikke virke som idioter, så er stavemåtene i høyere grad til diskusjon i Norge. Jeg har sett veldig mye norsk og lurt på, om det var «korrekt», «feil», «nynorsk» eller «lokal dialekt». Unge nordmenn chatter og tekster gjerne på dialekt.

Offisielt har de to skriftspråk – bokmål og nynorsk. Nynorsk har jeg ikke hatt noen ambisjoner om å lære, selv om det har gått helt fint å lese det på studiet. Faktisk synes jeg det kan være både vakkert og sjarmerende hvert fall om jeg klarer å tyde det. Om du lurer på hva nordmennene har brukt alle oljepengene deres på, så er svaret å oversette bokmål til nynorsk og trykke ekstra bøker på det. Det kommer jeg som dansker aldri helt til å skjønne poenget med. Mange nordmenn som ikke skjønner det heller.

For meg er det ikke “godt nok” å lære språket. Jeg har vært vant med å være flink å skrive på dansk, altså virkelig mestre det, ha ordet i min makt. På norsk strever jeg med å være like nyansert og kreativ. Jeg er ikke like kjent med idiomene deres og ikke er de alltid kjent med mine heller. Apropos den setningen jeg akkurat skrev, så er jeg ikke sikker på at det var rett ordstilling, men jeg vet at nordmenn snakker slikt. Den hadde selvsagt aldri gått på dansk.

Men nå har jeg skrevet tusen ord på dorsk, så da er det tid å holde pause. Konklusjonen min er at det er to ting jeg må gjøre for å bli flinkere. Jeg må bare prøve. Øvelse gjør mester. (Det sier vi på dansk, sier man det på norsk også?) Det hadde vært nyttig å ha noen til å sette røde streker på alt jeg skriver, men kanskje lidt deprimerende også. Da kunne jeg ikke bevart illusjonene mine om hvor flink jeg er. Den andre tingen jeg må gjøre er selvfølgelig å ikke sammenligne meg med nordmenn. Det er et av rådene til psykologen Jordan B. Peterson i hans «12 Rules for Life»: “Ikke sammenlign deg med andre, men hellere med hvem du var tidligere.” Hvem vet, kanskje jeg en dag da kan skrive på norsk, altså skikkelig.