“Hvorfor tro på en gud?” spørger busserne

“Hvorfor tro på en gud?” står der for tiden på en del danske busser (kilde: DR). Afsenderen er Ateistisk Selskab, og det er ikke godt at vide hvor mange penge, de har brugt på at få tanken derud. Idéen har de sikkert stjålet fra England, hvor en lidt mere aggressiv kampagne kørte med påstanden “There probably is no god”.

Nogen bliver sure over spørgsmålet. “Hvor vover de at blande sig i folks private overbevisninger på den måde!” Men jeg er ikke sur. Jeg synes, det er et godt spørgsmål, som vi godt kan tage op. Det faktum, at det kommer fra Ateistisk Selskab, giver mig dog det indtryk, at spørgsmålet mest af alt er retorisk.

Hvis noget afslører dem, så er det da også deres formulering. De vælger at skrive “en gud” i stedet for “Gud”. Det er typisk ateister at forholde sig til spørgsmålet på den måde. For virkeligheden er jo den, at de fleste religiøse mennesker tror jo ikke på en gud, men på Gud. En gud – fx Thor eller Zeus – er jo underlagt skaberværket. Han er begrænset af verdens love og de fysiske rammer. Gud, derimod, er ikke begrænset af naturen, men står over den som Skaberen af alt, den Ultimative Virkelighed, som findes udenfor tid og rum og opretholder altings eksistens. Dette er forskellen på Gud og “guder”. Men det er selvfølgelig lettere at angribe “guder” end Gud, så det gør (mange) ateister, når de debatterer spørgsmålet – springer over hvor gærdet er lavest.

Er du nysgerrig?

Så hvorfor tro på Gud? Jo, først og fremmest har jeg lyst at redegøre for min nysgerrighed. Jeg tror på Gud, fordi vi lever i en meget mærkelig og tiltagende uforklarlig verden, som udfordrer mig til at stille spørgsmål, som videnskaben ikke engang kan drømme om at besvare. Jo mere videnskaben afdækker, desto mere gådefuld synes alting nemlig at være, og vores nyeste fund synes at gå imod alle vores forventninger og intuitioner, både i det kolossalt store (kosmos) og i det mikroskopiske små.

Tænk på hvordan alting synes “fast” – og dog har vi fundet ud af, at masse egentlig er energi, og at det meste af et atom (fra kernen til elektronen) er tomrum. Undersøger vi kosmos, så finder vi love, men også urokkelige konstanter, og vi møder grænsen for, hvad vi reelt kan undersøge – uden at vi af den grund mister spørgsmålet: Hvorfor er det sådan som det er?

Videnskabens begrænsninger er tydeligere end nogensinde. Og før du tror, at dette er et “God of the gaps”-argument, så tro om igen. Det handler om videnskaben som ideologi og som metode, hvad den kan og ikke kan. Det er endnu ikke lykkedes os at krydse kløften mellem vores kundskab om verden og vores eksistentielle spørgsmål. Vi ved mere end nogensinde før, om hvordan alting hænger sammen, og hvor det hele kommer fra. Alligevel er vi ikke kommet ét skridt nærmere svar på spørgsmål som “Hvad er meningen med det?” og “Hvorfor er vi her?”

Udfordringen er lige så stor, når det gælder etik. Selv om videnskab bruges til at træffe etiske afgørelser hele tiden, så er det som information, der bearbejdes af principper, vi har fra filosofien (ikke fra videnskaben). Med andre ord, videnskaben kan ikke i sig selv fortælle os, hvad som er rigtigt og forkert. Den kan bare vise os, hvordan tingene er, og så må vi selv regne ud derfra, hvordan alting bør være.

Hvad alt dette efterlader os med er intet mindre end en række ubesvarede spørgsmål. Svarene ligger udenfor den videnskabelige metodes rækkevidde, godt inde i filosofien og måske endda teologien. Men spørgsmålene har vi alligevel, selv når ateister vil forklare os, at disse spørgsmål er uinteressante eller meningsløse. Vel er de ej – det er bare jer, som har opgivet jeres nysgerrighed og derfor ikke tør underholde tanken længere, om at der sandsynligvis er mere mellem himmel og jord, end hvad måleinstrumenter kan registrere.

Kendte argumenter

Nysgerrighed er dog ikke alt vi har. Vi har også ting, som synes at sandsynliggøre Guds eksistens. Nogen af disse ting har vi alle sammen. Det ligger lige for næsen af os, eller bag næsen: Vores egen bevidsthed.

Der er noget magisk og meget underligt over at være menneske. Tænk, at vi er vågnet op her og kan snakke om disse ting. Nogen vil gerne forklare os, at det er tilfældigt vi er her. Nogen insisterer på, at vi bare er her for at reproducere og overleve. Mange vil endda sige, at alt, hvad vores hjerne er i stand til, er formet ud fra dette. Men alle, som er introspektive, og som har en nysgerrighed og forundring over det at være menneske, kan se, at sådanne forklaringer ikke er nok. De mangler ikke bare kompleksitet, men de synes heller ikke at tage vores sjæleliv alvorligt. Jeg mener ikke “sjæl” i platonisk forstand – jeg snakker om den almenmenneskelige oplevelse af at være et menneske med tanker og følelser og en ånd, som kan værdsætte smuk kunst og kærlighed og “det gode”, som tydeligvis ikke kan koges ned til biologiske processer.

“Ønsketænkning,” vil nogen sige, men jeg tror, det kræver en kynisk fornægtelse af det komplekse selv og muligvis nogle skyklapper. For mig er denne oplevelse – som er vanskelig at sætte ord på, indrømmet – et tegn på, at der er en Gud, en overordnet virkelighed, sandsynligvis af personlig karakter, som har sat os i denne mystiske verden med en hensigt.

Der findes mange andre argumenter, selvfølgelig. Her er nogle af de mest kendte:

Hvis Gud ikke findes, så findes der ikke objektiv moral.
Men objektiv moral findes.
Derfor må Gud også findes.

Alt, som har en begyndelse, har en årsag.
Universet har en begyndelse.
Universet må have en årsag.

Disse argumenter og andre (for eksempel fine-tuning) er værd at tænke og fundere over. Jeg siger ikke, de nødvendigvis er sande eller holder helt stik med virkeligheden, men de er gode. Om ikke andet, så viser de i hvert fald, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at tro på, at Gud er til. Muslimer kan værdsætte disse argumenter lige så vel som kristne og jøder. Der findes dog også argumenter internt i religionerne, som kan være værd at vurdere. Personligt er jeg for eksempel meget fascineret af argumentet for Jesu opstandelse.

Når man kigger på de historiske fakta omkring Jesu opstandelse, så er historikerne blevet enige om flere interessante ting. Disciplene så ham efter hans død, og de var villige til at dø for den påstand. Graven var tom, så romerne ikke kunne aflive historien. Paulus så ham også, og Jakob, som ellers aldrig havde troet på Jesus inden hans død, vendte på en tallerken og blev leder af kirken i Jerusalem. Var de gale? Intet tyder på det. Løj de? Selv ateistiske historikere benægter dette – hvad de end så, så troede de på det selv, for de gik gerne i døden for det. Hvis Jesus stod op fra graven, så er det et væsentligt argument for troen på ham – og på Gud, som han udgav sig for at repræsentere.

Det er rationelt

Ateister taler af og til om vores kundskab i dag, som om videnskaben har bevist, at Gud ikke findes. Det er vanskeligt at se for sig, hvordan noget sådan skal have fundet sted. Det er ikke en litmus-test. Selv hvis vi har bekræftet en teori som Darwins – at alle levende organismer er beslægtede, og at naturlig udvælgelse sorterer i tilfældige mutationer for at producere de mest levedygtige organismer, som kan formere sig – så siger det stadig ikke noget om Guds eksistens. Gud er ingen steder at finde i Darwins teori. Den handler i bedste fald om skabningerne og skaberværket, ikke om Skaberen.

Troen på guder er selvfølgelig vanskelig at bevare. Richard Dawkins bruger eksemplet “feer i haven”, og jeg har bemærket, at mange ateister gladeligt taler om enhjørninger. Jeg gad vide, om de taler udenom det væsentlige spørgsmål med vilje. Hvis der fandtes “feer i haven” og enhjørninger, så var de jo bundet af naturens love. Men Gud er pr. definition større, så kan vi snakke om ham i stedet?

Meget tyder på Gud. Hvis vi er nysgerrige og åbne for at tænke dybere om virkeligheden, så tror jeg også, vi vil se, at troen på Gud slet ikke er så irrationel, som Ateistisk Selskab formodentlig gerne vil have det til at se ud.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Religion. Bogmærk permalinket.

Et svar til “Hvorfor tro på en gud?” spørger busserne

  1. Pingback: Er kristendom i det hele taget relevant lige nu? | Dynamics of my Mind

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s