Der er opstået en interessant trend i kristne cirkler. Kristne tager afstand fra “religion”. Bag denne afstand ligger der nogle teologiske pointer og et opgør med religiøse tænkemåder. Én af bannerførerne for denne tankegang er en video, som gik viralt for et par år siden, men som stadig huskes og refereres til af mange. En street-poet fortæller, hvorfor han elsker Jesus, men hader religion:
Jeg er altid for nye friske måder at engagere sig i teologiske samtaler på, og der er mange ting, jeg kan lide ved videoen, selv om den måske også kan beskyldes for at putte stil over substans og smøre næsten så tykt på, at det bliver kitsch. Men ser man bort fra dette, så har jeg lidt et problem med, hvad den siger om “religion”.
For hvad er “religion” egentlig?
Mange unge protestanter lader til at have investeret i myten, at al “religion” er gerningsreligion, og at det altid bare handler om adfærd, og at det derfor resulterer i hykleri og falskhed. Dette beskrives også i videoen, at han fx gik i kirke, men samtidig var afhængig af internetpornografi og derfor ikke en rigtig kristen.
Det er en god pointe – men er dette virkelig, hvad der ligger i ordet “religion”?
Det fremhæves til tider, at kristendommen ikke er en “religion”, men en “tro”. Religioner handler om at arbejde for at blive accepteret af Gud, mens den kristne tro handler om, at Gud (og Jesus) har gjort det nødvendige, og derfor er den kristne tro ikke som nogen anden religion.
Men er dette virkelig en fair måde at behandle alle andre religioner (end den kristne tro) på?
Er det fair at sige, at alle religiøse mennesker (men ikke rigtige “kristne”) bare “arbejder” for at blive accepteret af Gud?
Mange har med garanti fundet ovenstående video inspirerende – et (post)moderne kald til at være autentiske helhjertede disciple af Jesus og at lægge “gammel religiøsitet” fra sig. Det er dog trist, at et sådant kald skal ske på bekostning af alle andre religiøse mennesker. Jeg tvivler på, at det er intentionen, men videoen skaber fordomme om alle andre religioner og deres tilhængere.
Det er simpelthen ikke korrekt, at alle andre religiøse mennesker er tynget af skam og skyld og arbejder for det uopnåelige. Det er faktisk ikke alle religiøse mennesker, som er gerningsorienterede og legalistiske. Jo, der er en god del af det i jødedommen og islam, som i nogen grad er centreret om strenge lovtekster – og så kan det jo dårligt blive anderledes – men der er også rigtig mange mennesker, som finder mening og fred i religion, som ikke er kristendom. Det er en psykologisk virkelighed.
Tag for eksempel nogle af de østlige og meditative religioner. Her finder vi selvsagt også gerningsreligion, hvor hinduer bestikker Ganesh med gedemælk for at få en god høst (“noget for noget”-tankegangen). Men vi finder så sandelig også mange, som slet ikke er interesseret i at være en del af et system af årsag og konsekvens – som vil ud af denne cyklus, som hverken vil straffes eller belønnes, men blot ønsker at se verden sådan som den i virkeligheden er.
Et problem med ovenstående påstand om, at religion altid er en slags lov-trældom er, at den afslører ignorance om religion som et almenmenneskeligt fænomen. Det er ikke ud af ondskab og selviskhed, at folk søger noget større end sig selv. At andre religioner bare handler om at gøre sig selv god, påstås som regel af folk, som ikke har nogen erfaring med andre religioner – som ikke på et seriøst plan har forsøgt at se andres tro “indefra”.
Det er så let at være bedrevidende og påstå, at kristendommen er helt unik, men måske vi ikke bør være så sikre på, at vi ved, hvad folk tror, bedre end de selv gør. Det tror jeg i hvert fald vil være mere nyttigt end at prøve at tage afstand fra et ord som “religion”, som om ordet i sig selv implicerer alt muligt dårligt.
Dynamics of my Mind 