Paradoksale krav

Hvorfor er ateister egentlig ateister? Selvsagt fordi religion ikke lever op til deres krav. Spørgsmålet er, om de krav, de stiller til religion, nødvendigvis er rimelige.

Afhængigt af situationen kan en ateist stille forskellige krav til kristne, som fremlægger og forsvarer deres tro. Christopher Hitchens, som desværre døde af kræft, sagde de berømte ord: “Nævn én moralsk handling, som en kristen vil gøre, som ingen andre vil gøre.” Hør hans egen formulering:

Noget af baggrundshistorien for dette udsagn er naturligvis, at Hitchens misforstår moral-argumentet. Pointen med moralargumentet er at vise, at eftersom der findes objektivt “godt” og “ondt”, så må Gud også findes og være ophavet til vores moralske instinkt. (Jeg vil ikke her tage stilling til, om jeg synes, dette er et godt argument eller ikke.)

Det bliver dog ofte tolket således, at kristne siger, at ateister ikke kan være moralske, eller at kristne er på et højere moralsk plan end resten af menneskeheden, hvilket selvfølgelig slet ikke er, hvad argumentet går ud på. Den misforståelse kan man bruge meget energi og blogplads på at rede ud, men det er der næppe ret mange, som får noget ud af. I stedet vil jeg tage Hitchens’ udfordring alvorligt og tænke højt om, hvordan man kan svare.

Et oplagt emne, man kunne tage op, er seksuel moral. En kristen ville (i teorien) ikke være promiskuøs. (I praksis ser vi naturligvis lidt af hvert.) Han eller hun ville måske endda spare sig selv ved at forblive jomfru indtil ægteskabet. Dette vil personen som kristen helt sikkert opfatte som noget moralsk, samtidig som det ville være noget, vedkommende fik “fra sin religion”, altså et glimrende eksempel på det, Hitchens efterspørger.

Men siger vi dette til Hitchens, og havde han været i stand til at kommentere, så ville han næppe være særlig imponeret. Han ville måske sige, at det ikke er “moralsk”, men at det er gammeldags, en form for undertrykkelse af det naturlige instinkt, trangen til at formere sig og opleve nydelse. Hans ateistkolleger ville give ham ret.

Hvad Hitchens har konstrueret kan virke som en smart retorisk strategi, fordi det er i sagens natur umuligt at forestille sig et svar, der vil tilfredsstille ham. Enten vil han sige “det er ikke unikt for kristne” eller “det er ikke moralsk”. Uanset hvad vil han se sig som vinderen af diskussionen.

Vi kunne afskrive det som en “debat-strategi” og lade som om, at denne idé ikke har nogen betydning ude i det virkelige liv. Sådanne ytringer trives i kværulerende YouTube-debatter, kunne vi sige og ryste støvet af skoene og gå videre. Men hvis vi gør det, så undervurderer vi nok indstillingen, som jeg tror er ganske udbredt, dog ofte på et knapt så eksplicit plan. Det er et paradoksalt forhold, som mange har til religion. Lad mig forklare.

På den ene side stilles der nemlig et krav om, at kristendommen skal tilbyde noget nyt og innovativt for at have en værdi. Hvad skal vi med en tro, som bare siger det samme, som “sund fornuft” fortæller os? Vi behøver jo netop ikke troen, hvis vi bare kan lytte til hinanden og kan fremlægge gode moralske tanker uden at appellere til hellige skrifter og en faderfigur i skyerne, hedder det sig.

På den anden side stilles der et krav om, at kristendommen må ikke være kontroversiel eller radikal – den skal være “politisk korrekt”. Dens udsagn skal helst passe med de værdier, som vi allerede har som frie, demokratiske, sekulariserede mennesker. Den skal ikke udfordre os ved at lægge noget til eller trække noget fra. Når den tilfældigvis støder sammen med opfattelser, vi har, så afviser vi den som “gammeldags” og irrelevant, især hvis det gælder størrelser som sex, ægteskab, abort, krig og omsorg for svage, fattige og fremmede (med andre ord, det hele liv).

De to krav går direkte imod hinanden. De hænger ikke sammen, men fremsættes efter behov som gode undskyldninger for ikke at forholde sig til religiøs tro.

 

Måske Christopher Hitchens udmærket var klar over, at de krav, han stillede til kristendommen, var urimelige. På grund af hans dobbelt-standard var der intet, religion nogensinde kunne gøre for at virke mere attraktiv i hans øjne. Passede den ham, så var den unødvendig. Udfordrede den ham, så var den forældet.

Hvis dette viser noget, så er det, at tro ikke er et spørgsmål om intellekt, rationalitet og logik. Rationelle mennesker er åbenlyst ofte mere end villige til at droppe logik, når det gælder at tage religion alvorligt. Hvad er det da, et moralsk valg? Måske. Det handler i hvert fald i større grad om, hvad man ønsker er sandt, end om hvad som faktisk kan demonstreres.

Derfor er mange ateister netop ateister, tror jeg, og denne konklusion vil utvivlsomt virke provokerende på mange. Det er ikke nødvendigvis, at de ikke klarer at tro på, at Gud findes, men at de ikke ønsker, at han findes. Hvis de vidste, at han gjorde, så ville de stadigvæk ikke tilbede ham, og dette synes ofte at veje tungere end det egentlige spørgsmål om Gud. Mange argumenter (som det ovenstående) er egentlig bare strategier, som de bevidst eller ubevidst benytter for at undgå at tage den religiøse virkelighed alvorligt.

Kan man dræbe for Jesus?

Nej.

Og hvis du ikke vil læse videre, så har du mit svar dér.

Det er selvfølgelig bare min mening, og der er rigeligt med mennesker, som er meget uenige med mig. Mennesker, som ser patriotisme og kristendom som to sider af samme sag, som betragter vores soldater som Guds krigere – som skyder talibanere og bomber Islamisk Stat for Guds skyld. Som tror at den vestlige verden er den “kristne” verdensdel, og at dens opgave derfor er at bringe vores “kristne” samfund til østen, gerne ved at indføre demokrati, når vi altså engang har fået de ugudelige af vejen.

Problemet med det verdensbillede er selvfølgelig, at det samsvarer fuldstændigt med den radikale islamisme, som vi bekæmper. Det bekræfter det ensidige os-mod-dem-billede og styrker forestillingen om, at krig handler om Religion X mod Religion Y. Dermed har vi selvfølgelig også bekræftet diverse ateisters fordom om, at fænomenet “religion” er problemet til at begynde med.

Så her er de forskellige holdninger, vi tilsyneladende har at vælge imellem…

Enten er vi radikale islamister og ser Vesten som frafalden, og vi håber selvfølgelig, at der snart kommer et stort kalifat, som kan indføre sharia globalt.

Eller også er vi radikale kristne, som brænder Koranen på YouTube og ser på alle disse mennesker som ugudeligt udskud, som må bombes til frelse – og så må vi jo støtte Israel, så Salomos Tempel kan blive genopbygget, som vi jo regner med skal ske til sidst.

Eller også er vi sekulariserede og har opgivet disse forestillinger, vi er ateister, frem for alt er vi bare veluddannede og informerede og har givet slip på al det her splidsskabende overtro, som bare synes at køre mennesker i krig mod hinanden. Hvorfor kan vi ikke bare forenes om at være mennesker og tage hinanden i hånden og droppe disse fantasiforestillinger om himmel og helvede? Det spurgte John Lennon om allerede i starten af 70’erne, og han var jo nok ikke den første.

Og jeg skulle såmænd gerne have gjort det, hvis altså ikke jeg troede, at kristendommen faktisk havde noget på sig alligevel. Jeg tror, at Gud faktisk findes, at der er en spirituel (eller metafysisk) virkelighed bag den virkelighed vi ser, og at Jesus faktisk er “Herre” over skaberværket i en helt legitim forstand, og at vi gør en alvorlig fejl, hvis vi ignorerer ham og ikke følger ham og hans lære.

Nu forholder det sig så sådan, at når jeg læser i Bibelen og prøver at forstå den ud fra, hvad jeg tænker, at de oprindelige forfattere må have ment, og hvad jeg tror, at Gud vil vi skal bruge den til i 2016 (snart 2017) – så får jeg faktisk det indtryk, at Gud også er på menneskehedens side, og at han (faktisk) hader krig endnu mere end John Lennon gjorde.

Kristendommen siges jo at være baseret på manden, som kaldte sig Krist, og den mand var anti-voldelig at dømme ud fra de kristnes skrifter. Det er muligt, at George W. Bush havde en eller anden åbenbaring eller religiøs oplevelse, før han gik løs på Irak, men havde han forholdt sig til personen Jesus, som skildret i kristen tradition og litteratur, så havde han ikke fundet noget, som kunne legitimere hans krigsførelse (eller løgnagtige begrundelser).

Da skaren gik løs på Jesus, bevæbnet med sværd og stokke, så stod nogen (i hvert fald én) af disciplene klar til at forsvare ham. Bibelen siger, at en discipel faktisk huggede et øre af en mand i sit forsøg på at forsvare Jesus. Og Jesus svarede (Matthæusevangeliet 26):

»Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp? Men hvordan skulle da Skrifterne, der siger, at sådan skal det ske, blive opfyldt?«

Nu er det måske ikke helt dumt, at Jesus beder en discipel om at fjerne sværdet, for den situation kunne hurtigt have eskaleret, og det havde næppe endt godt for nogen. Så måske var han bare pragmatisk klog. Men tager man han alvorligt, så er der egentlig en større grund til at han siger det han siger, og den grund er, at sværd ikke virker. Sværd er som boomeranger – de kommer tilbage og rammer os selv i maven. Hvis du først deltager i et spil, som kræver sværd, så vil du før eller siden tabe. Vold afslutter ikke noget, men gør at spliden eskalerer, indtil alle er døde.

Jeg tror, Bibelen har ret i, at Jesus kom for at besejre det onde. Men han gjorde det ikke med en hær af engle (selv om det virker tiltalende på drengen indeni mig, som tror det havde været totally awesome!!), men gjorde det ved at overgive sig og dermed afsløre ondskabens natur. Mange ler af ham og håner ham, mens han hænger tilsyneladende hjælpeløst på korset, men bagefter udbryder en forundret soldat (Markus 15):

»Sandelig, den mand var Guds søn.«

Jeps – Jesus vandt.

Og han vandt netop over volden.

Skal vi se fred i Mellemøsten og resten af verden, så må vi begynde at følge i Jesu fodspor. Nogen tror, at pacifisme er en form for passivitet og inaktivisme. Det er det modsatte. Enhver, som har været i en konflikt, ved, at det kræver mere af os ikke at slå igen end at gøre som Jesus og vende den anden kind til. Men vi ved også fra erfaring, hvilket princip som på sigt har vist sig mest effektivt imod mønstre af vold og uroligheder.

Ghandi har testet det ud i Indien. Han døde, ja, men han døde som en vinder. Det er derfor vi stadig snakker om ham. Havde han ført en voldelig koalition, så havde vi ikke husket hans navn. Martin Luther King Jr. gjorde det for amerikanske borgerrettigheder. Hans ikke-vold fik ham også dræbt, ja, men han opnåede langt mere end sine voldelige “kolleger”, og hans navn slår i dag meget hårdere end Malcolm X.

Man kan ikke dræbe for Jesus. Man kan ikke slå for Jesus. Man kan kæmpe for ham, men det kræver, at man følger nogle helt andre spilleregler end dem, som normalt bliver fulgt i denne verden. Det handler ikke om hvem som har den største kæp, men hvem som klarer at vise mest kærlighed på bekostning af ens eget liv.

Det er ikke let at gøre, men det er egentlig relativt simpelt at forstå. Så er spørgsmålet hvorfor denne kristne lære ikke er gået op for så mange “kristne”, og hvornår folk vil opdage, at dette faktisk er et reelt alternativ til religiøs fjendtlighed og sekulær humanisme.

 

 

 

Troen på Jesus er ikke en “religion” – eller er det?

Der er opstået en interessant trend i kristne cirkler. Kristne tager afstand fra “religion”. Bag denne afstand ligger der nogle teologiske pointer og et opgør med religiøse tænkemåder. Én af bannerførerne for denne tankegang er en video, som gik viralt for et par år siden, men som stadig huskes og refereres til af mange. En street-poet fortæller, hvorfor han elsker Jesus, men hader religion:

Jeg er altid for nye friske måder at engagere sig i teologiske samtaler på, og der er mange ting, jeg kan lide ved videoen, selv om den måske også kan beskyldes for at putte stil over substans og smøre næsten så tykt på, at det bliver kitsch. Men ser man bort fra dette, så har jeg lidt et problem med, hvad den siger om “religion”.

For hvad er “religion” egentlig?

Mange unge protestanter lader til at have investeret i myten, at al “religion” er gerningsreligion, og at det altid bare handler om adfærd, og at det derfor resulterer i hykleri og falskhed. Dette beskrives også i videoen, at han fx gik i kirke, men samtidig var afhængig af internetpornografi og derfor ikke en rigtig kristen.

Det er en god pointe – men er dette virkelig, hvad der ligger i ordet “religion”?

Det fremhæves til tider, at kristendommen ikke er en “religion”, men en “tro”. Religioner handler om at arbejde for at blive accepteret af Gud, mens den kristne tro handler om, at Gud (og Jesus) har gjort det nødvendige, og derfor er den kristne tro ikke som nogen anden religion.

Men er dette virkelig en fair måde at behandle alle andre religioner (end den kristne tro) på?

Er det fair at sige, at alle religiøse mennesker (men ikke rigtige “kristne”) bare “arbejder” for at blive accepteret af Gud?

Mange har med garanti fundet ovenstående video inspirerende – et (post)moderne kald til at være autentiske helhjertede disciple af Jesus og at lægge “gammel religiøsitet” fra sig. Det er dog trist, at et sådant kald skal ske på bekostning af alle andre religiøse mennesker. Jeg tvivler på, at det er intentionen, men videoen skaber fordomme om alle andre religioner og deres tilhængere.

Det er simpelthen ikke korrekt, at alle andre religiøse mennesker er tynget af skam og skyld og arbejder for det uopnåelige. Det er faktisk ikke alle religiøse mennesker, som er gerningsorienterede og legalistiske. Jo, der er en god del af det i jødedommen og islam, som i nogen grad er centreret om strenge lovtekster – og så kan det jo dårligt blive anderledes – men der er også rigtig mange mennesker, som finder mening og fred i religion, som ikke er kristendom. Det er en psykologisk virkelighed.

Tag for eksempel nogle af de østlige og meditative religioner. Her finder vi selvsagt også gerningsreligion, hvor hinduer bestikker Ganesh med gedemælk for at få en god høst (“noget for noget”-tankegangen). Men vi finder så sandelig også mange, som slet ikke er interesseret i at være en del af et system af årsag og konsekvens – som vil ud af denne cyklus, som hverken vil straffes eller belønnes, men blot ønsker at se verden sådan som den i virkeligheden er.

Et problem med ovenstående påstand om, at religion altid er en slags lov-trældom er, at den afslører ignorance om religion som et almenmenneskeligt fænomen. Det er ikke ud af ondskab og selviskhed, at folk søger noget større end sig selv. At andre religioner bare handler om at gøre sig selv god, påstås som regel af folk, som ikke har nogen erfaring med andre religioner – som ikke på et seriøst plan har forsøgt at se andres tro “indefra”.

Det er så let at være bedrevidende og påstå, at kristendommen er helt unik, men måske vi ikke bør være så sikre på, at vi ved, hvad folk tror, bedre end de selv gør. Det tror jeg i hvert fald vil være mere nyttigt end at prøve at tage afstand fra et ord som “religion”, som om ordet i sig selv implicerer alt muligt dårligt.

 

Er Adventistkirken stadig protestanter?

For mindre end en uge siden var det den store reformationsdag – hvor Martin Luther naglede sine 95 teser til kirkedøren i Wittenberg for at gøre op med magtmisbrug i kirken. Et af kritikpunkterne var avladssystemet, altså at folk kunne betale sig selv og sine nærmeste ud af perioder i “skærsilden” (et slags Helvede alle skulle igennem, som nogle katolikker havde opfundet). Denne begivenhed markerede starten på Reformationen og protestantismen og alt, som følger med, ikke mindst ideen om at vi individuelt kan studere vores bibler og komme frem til vores egne konklusioner om, hvad den betyder. Ja, på den måde kan selv moderne ateisme og sekularisme takke protestantismen for meget.

Adventistkirken har en lang tradition for at hylde den protestantiske reformation. Vi udspringer af samme tradition. Adventisterne forsøgte at finde tilbage til Bibelens lære og at gøre op med mennesketraditionerne, skære kulturelle normer bort for at være lydige imod Guds ord alene. Sola scriptura. Det var et opgør med kirkelig autoritet. Adventisterne har altid været modstandere af, at biskopper og paver stillede sig mellem mennesker og Gud. Kirken bestemte ikke over det enkelte menneske.

I disse tider sker der dog en interessant udvikling. Adventistkirken er blevet en stor organisation, som spænder over hele verden. Det betyder, at selv adventister – med alle deres ligheder – kommer i alle størrelser og former. De kommer også fra meget forskellige kulturer. Selv om de alle sammen går i kirke på den syvende dag og synger salmer og snakker om Åbenbaringen og Helligdomstjenesten i større eller mindre omfang, så er der også nogle forskelle, som er svære at overse, fx synet på kvindernes rolle i menigheden.

En god ledelse er inkluderende, samtidig som den viser retning. I et stort kirkesamfund som Adventistkirken er det nødvendigt ikke at prøve at presse en one-size-fits-all-model ned over den enkelte menighed oppefra. Det er vi alt for forskellige til. Men på det punkt har verdensledelsen de sidste år fejlet, ikke mindst kirkens præsident.

Lige nu hedder det sig, at kvindelige præster – som vi har mange af i Adventistkirken – ikke kan blive ordineret. Og kan de ikke blive ordineret, så kan de ikke blive ledere i de “øverste” organer i kirken. Det er ikke alle dele af kirken, som forstår denne ordning, og derfor har man gjort det anderledes i Nord-Amerika og i dele af Europa. Nu strammer verdensledelsen imidlertid grebet og truer med inkvisitioner og udelukkelser. De nægter ikke bare at anerkende kvindelige ledere fra disse egne, de forbyder disse dele at gøre tingene anderledes end resten af kirken. Det bliver let lidt teknisk, og det er let at sige noget forkert om, hvad som er blevet stemt om og besluttet.

Men lederen af Adventistkirken er ikke glad. Han forstår ikke, at de dele af kirken, som gør tingene anderledes, ikke retter ind. Han giver dem nu tilsyneladende en tidsfrist (og hvad der sker herefter, det ved ingen).

Senest har præsident Ted Wilson skrevet:

As president of the Seventh-day Adventist Church, I am duty bound with a sacred responsibility, as are all other officers of every level of organizations throughout the church as is indicated in Working Policy, to follow what the world church has voted in session (whether I agree with it or not) […] To go against this vote would be exercising kingly authority. (Kilde)

Han er bundet af vedtægterne. Han beskriver forpligtelsen som hellig. Det er selvfølgelig frygtelig ironisk, fordi han som præsident selv har spillet en stor rolle i netop at få disse vedtægter vedtaget – så det er ret misvisende at indikere, at han muligvis er uenig, for det er han jo på ingen måde.

Uanset hvad, så er hans udtalelse om at være bundet af kirkens vedtægter tankevækkende, fordi den ligger så langt fra, hvad Adventistkirken egentlig startede som: En protestantisk bevægelse, som ikke lod sig diktere af kirkelige autoriteter. Så nu skal vi alle være modstandere af ligestilling, fordi “kirken siger det”.

Hvad Kirken siger er imidlertid ikke entydigt.

Vi har 28 trospunkter, som efter sigende skal opsummere kirkens fundamentale tro og lære, og her står der i nummer 14:

Særpræg i race, kultur, uddannelse og nationalitet eller forskel på høj og lav, rig og fattig, mand og kvinde må ikke skabe splittelse blandt os. Vi er alle lige i Kristus, der med en Ånd har bundet os sammen i et fællesskab med ham og med hinanden.

Det er altså blevet vedtaget af samme kirke, at vi alle sammen tror på dette (om noget sådan da ellers kan vedtages?).

Adventistkirken er blevet en så kompleks organisation med så mange officielle dokumenter, at det er en labyrint at finde rundt i. Når det gælder ordinationsspørgsmålet (og kvindespørgsmålet), så er vægten af dokumenternes udtalelser ikke dér, hvor vores nuværende præsident lader til at tro, at de er.

Og når det gælder lydighed overfor kirken, så må man forvente, at Ted Wilsons kald om lydighed preller af på de fleste af os, hvis vi ellers har lidt historisk bevidsthed og ved, hvad det oprindeligt betød at være adventister.

Svaret må derfor være: Nej, vi vil ikke behandle kvinder som laverestående væsner, bare fordi “kirken siger det” – og det er for øvrigt ikke det eneste, den siger.

Her er en fyr, som også sagde det på en fin måde. Og så har han da et sejt overskæg:

 

Hvad arbejder du egentlig med?

Der er en del, som jeg kender, som ikke ved, hvad jeg laver i dag.

Jeg er uddannet adventistpræst og har markeret mig en del på nettet med teologiske meninger. Mennesker fra især Midtjylland kender mig som en ung præst. Jeg nåede at arbejde i 2 år, før jeg flyttede til Norge for at være nærmere min kæreste. Det var i 2012, og nu har jeg en bachelor i Retorikk, og så er jeg blevet gift. Jeg er flyttet fra én norsk by til en anden (fra Bergen til Haugesund).

I Haugesund søgte jeg arbejde et års tid uden særlig meget held. Det var vel en blanding af, at mine uddannelser på papiret ikke virker så relevante for arbejdsmarkedet (jeg har fulgt mine nicheinteresser), og at det gik dårligt for olien, og derfor konkurrerede jeg en del med en masse oliefolk, ingeniører og elektrikere og alt muligt andet. De sendte ansøgninger de samme steder hen, som jeg gjorde.

Vi fik så en idé, som Serina (min kone) egentlig havde haft før, nemlig at få et fosterbarn eller et plejebarn. Og hvis vi gjorde det som “beredskapshjem“, så kunne det samtidig være et arbejde med en fast indtægt.

Beslutningen var selvfølgelig svær, fordi selv om jeg havde brug for nogle penge på en eller anden måde, så er det her ikke noget, som man går ind i for pengenes skyld. Man betaler med en del af sit privatliv og en del frihed. Samtidig får man en masse andet til gengæld, ikke mindst det at man hjælper en masse børn i vanskelige situationer.

Det var en laaang proces at blive godkendt. Der var flere instanser, som skulle ind og se på os. Det blev ekstra langtrukkent til sidst på grund af hvad man måske kan kalde flere misforståelser. Men i maj fik vi altså en kontrakt med Bufetat (“Barne-, ungdoms- og familieetaten”), og det statslige barnevern er dermed min arbejdsgiver. Efter et halvt år hos dem kan jeg fortælle, at det er et godt arbejdsmiljø – alle er hjælpsomme og venlige.

I begyndelsen var arbejdet også let nok. Vi havde nemlig ingen børn! Jeg gik og ventede på at få et telefonopkald i 6 uger, hvilket vistnok er meget usædvanligt. Normalt går man ikke ledig så længe. Men i juni måned fik vi så en pige, som fik at vide, at hun skulle på sommerferie til os. Dermed gik min tilværelse fra ikke at have nogen børn til pludselig at stå med ansvaret for en pige på 9 år, som stod i en meget emotionel og vanskelig situation. Den overgang er ret ekstrem, og jeg lærte meget om mig selv de følgende par uger og måneder.

Nu har hun så været hos os i næsten 4 måneder, og som det jo ofte er, så er det uklart, hvor længe hun præcist skal være hos os. Når hun forlader os, så får jeg nogle fridage, jeg har tjent op. Derefter kommer der på et tidspunkt et nyt barn, som vi skal tage os af.

Det er mit arbejde. Jeg kan ikke sige dig alt for meget om, hvad det indebærer, dels fordi jeg selvfølgelig har tavshedspligt, og så er det også forskelligt fra barn til barn, men en fællesnævner er nok at trøste og give opmærksomhed, at bygge faste strukturer op omkring et barns hverdag. Det kan ofte også betyde nætter med meget lidt søvn. Det er ikke “almindelige” børn – og dog, det er selvfølgelig helt almindelige børn, men de er i ualmindelige situationer, og det reagerer de naturligt på. Nogle af dem har været i ualmindelige situationer ganske længe.

Selv om det kan være stressende, og selv om jeg ved, at jeg sikkert ikke har prøvet det “værste” endnu, så kan jeg umiddelbart sige, at jeg er glad for mit arbejde. Jeg er glad for, at vi gik ind i det her arbejde, selv om jeg næppe havde fundet på det, hvis ikke det var for Serina. Jeg trives og har det godt. Jeg er altså ikke præst længere. Det kan jeg på nogle områder savne, og på andre områder savner jeg det ikke overhovedet. Jeg tror gerne, jeg vil være præst igen på et tidspunkt, men lige nu passer dette arbejde mig rigtig fint.

Hvad har fundamentalisme og ateisme til fælles?

Mindst af alt, vil nogen sige.

Richard Dawkins er blevet kaldt “fundamentalist”, men han tog kraftigt afstand fra denne etikette i 2007:

“No, please, do not mistake passion, which can change its mind, for fundamentalism, which never will.”

Han siger, han er en videnskabsmand, som følger strømmen af evidens. Hvis den går en anden vej end forventet, så gør han også. Derfor er han ikke en fundamentalist.

Men hvad ligger egentlig i “fundamentalisme”? Har det noget som helst at gøre med, hvor stædig man er i sine synspunkter, når man stilles overfor fakta? Måske, men måske det også handler om mere end det.

Den oprindelige “fundamentalisme”

Selve ordet “fundament” ved vi jo alle hvad betyder. Jeg er ikke ligefrem en handyman, men jeg ved, at “fundament” er dét, som man bygger et hus på, for at det skal stå stødigt og stabilt. Når vi taler om “fundamentalisme”, så er det naturligvis i overført betydning. Det er en ideologi baseret på en holdbar grund.

Men ordet “fundamentalisme” har i tillæg en historie, som har været med til at forme dets brug. Det er ikke bare en måde at være religiøs på, men en specifik bevægelse, som startede i USA i 1800-tallet som en slags respons til liberale tolkninger af Bibelen. Central for denne bevægelse var nogle udgivelser, som blev kaldt “The Fundamentals: A Testimony To The Truth”. Her fremlagde teologer fra forskellige protestantiske kirkesamfund, hvad de så som “fundamentale sandheder”. Det var selvfølgelig ting, som de mente var under angreb, og som aldrig måtte betvivles. Dette handlede om alt fra “Skabelsen” og “jomfrufødslen” til “Bibelens ufejlbarlighed” og “retfærdiggørelse ved tro”.

393eb887b2cf50b493f6ca52cbf9b22e

Fundamentalismen står for en karakteristisk måde at læse Bibelen på, som nogen gange kaldes “bogstavelig”. (“Bogstaveligt” er dog til tider et problematisk ord at bruge, da fundamentalister ikke altid læser alting bogstaveligt – de forstår trods alt, at Bibelen også bruger metaforer og ennda symbolik, for eksempel i bøger som Daniels Bog og Åbenbaringen.) Mens fundamentalister gerne ser på det som den “oprindelige” måde at læse Bibelen på, så er der ingen tvivl om, at det er en reaktionær bevægelse. De reagerede på sekularisme og liberale tolkninger, og de gjorde det ved at insistere på tolkninger, som ikke nødvendigvis var karakteristiske for ret mange kristne tidligere i verdenshistorien.

Et godt eksempel på det er “ung jord kreationisme” (“young-earth creationism” eller YEC), som læser beretningen i Første Mosebog 1 som en slags videnskabelig rapport, om hvordan universet blev skabt. Her går fundamentalister et skridt længere end tidlige tiders bibeltroende ved blant andet at insistere på, at “dagene” i skabelsesberetningen må have været 24 timer af længde, hverken mere eller mindre, for ellers er det jo løgn, når der står “dage”. Videnskab, som strider med dette, kan tilbagevises som fejlagtig på grundlag af Guds ord, som siger alt, vi behøver at vide om noget som helst.

Fundamentalismens korthus-tro

Der er lagt et kæmpestort tværkirkeligt arbejde i at forme moderne fundamentalisme. Det er på ingen måde idioter, vi snakker om! Det er intelligente mennesker, som er gode til at diskutere og tænke systematisk. Derfor er fundamentalismen også et logisk system, og det vil du ofte høre i dialogen med fundamentalister:

“Hvis du tror på A, så vil du også tro på B, og det vil føre til, at du tror på C. Så er det bare et spørgsmål om tid, før du tror på D.”

Et eksempel kan være, at hvis du ikke tror på Skabelsen, så vil du heller ikke tro på Opstandelsen (nærmere bestemt at Jesus stod op af graven). Det kan af og til være vanskeligt at se de logiske spring, men det man må forstå, når man har med en fundamentalist at gøre er, at alting hænger sammen – ikke bare hænger det sammen, det skal hænge sammen. Det er en del af det implicitte rationalistiske paradigme, som har affødt fundamentalismen, at alt skal hænge sammen.

Fundamentalismen har ingen tolerance for usikkerheder og ubesvarede spørgsmål. Det skal ikke forstås sådan, at fundamentalister tror, de ved “alt”, men nærmere det at der er rigtig mange spørgsmål, som det ikke engang er lov at svare “det ved jeg ikke” på, hvis man skal regnes for rettroende kristen.

Fra deres synspunkt er det denne sikkerhed (som nogen af os nok nærmere vil betegne som “skråsikkerhed”), som gør deres tro “stærk”. De har ret i forhold til, at intet synes at kunne vippe dem af pinden, og på det punkt må man jo give Dawkins ret i hans indtryk af fundamentalister. De virker stædige, og de lukker ørene for ting, der udfordrer dem.

I virkeligheden vil jeg dog betegne denne måde at tro på som “svag”, netop fordi den ikke tåler ret meget modstand, før den føler sig truet. For at bevare troen er fundamentalister ofte nødt til at undgå ting, der kan rejse tvivl om noget aspekt af det store sammenhængende system. For en ægte fundamentalist er tvivl det samme som vantro.

Houseofcards

Siden alting hænger sammen, så bliver hvert eneste doktrin en akilleshæl for fundamentalisten. Næsten uanset hvor du rammer fundamentalistisk teologi, så vil det få fatale konsekvenser for helheden. Fundamentalismen er lige så skrøbelig som et korthus. Derfor er fundamentalister super defensive, ofte aggressive, når de forsøger at værne om alle aspekter af deres tro.

Fundamentalister er derfor oftest autodidakter. De læser ikke en bog, som de er uenig med, uden også at læse 5-10 bøger, som kan bekræfte dem i deres holdninger og beskytte dem mod enhver tvivl. Fundamentalister kommer kun ud af deres “echo chambers” (hvor meningsfæller klapper hinanden på skuldrene), når de har energi nok til at rette et kalkuleret angreb mod de vantro. Derefter trækker de sig tilbage i sikkerhed igen. De tror, de er stærke, men deres skråsikkerhed og ofte stærke temperament (affødt af frygt) siger naturligvis noget andet.

Eks-fundamentalisternes uforløste vrede

Men som forventet, så vil korthuset af og til ramle. At forlade fundamentalisme har kæmpestore konsekvenser for dem, som fuldfører processen. Selv hvis man klarer at bevare familie og venner, så vil man miste en oplevelse af fællesskab og nærhed med dem. Man vil blive betragtet som “kætter” og “frafalden”, i bedste fald en “stakkel”. Man kan opleve at have mistet mål og mening med tilværelsen, siden fundamentalismen fungerede som et livsprojekt og en kilde til bekræftelse. Det er en psykologisk krise, som sagtens kan sammenlignes med det at opleve dødsfald eller at gå gennem en skilsmisse.

Sårene er ofte dybe, og ofte kommer det til udtryk som uforløst vrede, som selvfølgelig skyldes mange ting: At man føler sig bedraget, at man har et skadet selvbillede, at man føler sig uretfærdigt ekskluderet efterfølgende, at Gud har svigtet, osv..

Denne uforløste vrede kan også ses hos mange ateister. Mange af de mest populære (og mest vrede) ateister er tidligere fundamentalister eller mennesker, som er vokset op i fundamentalistiske hjem og som har meget personlige beretninger om, hvordan fundamentalismen har skadet dem. Vrede er en primær drivkraft bag den såkaldte “new atheism”, som fik liv efter det fælles vestlige trauma, som mange oplevede 11. september 2001. Flere af de nye ateister har givet udtryk for, at islamistisk terror har været dråben. Dette gælder ikke bare i forhold til hvad der fik dem til at skrive populære bøger om ateisme, men også i forhold til hvordan markedet for anti-religiøse bøger nu blev åbnet.

Den generelle had mod meget religion er en konsekvens af fundamentalismens ideologiske krigsføring, af og til kaldet “culture wars”. Den nye sekulære aggression er affødt af fundamentalistisk aggression. Vi associerer i dag “religion” med fundamentalismen, fordi den råber højst og er det mest skråsikre (og derfor irriterende) udtryk for religion. Ny-ateisme er, hvad vi har fået, når pendulet er svinget den anden vej. Den lever af folks had til fundamentalisme og nu også til radikal islamisme.

Det afgørende første-princip

Der findes naturligvis andre måder at være kristen på end at insistere på bogstavelige læsninger og at være dedikeret til logiske systemer. På et individuelt plan tror jeg, det handler om at tillade usikkerhed og opdage, at dette ikke i sig selv er “farligt” eller fører til manglende tro. Tvivlen og troen kan gå hånd i hånd. Jeg har selv været gennem en sådan proces over de sidste 10 år, hvor jeg har indrømmet mere og mere overfor mig selv, at der er mange ting, jeg ikke ved eller forstår, og flere ting jeg ikke får til at hænge sammen. Jeg besidder ikke et 100% logisk system, og det er okay. 

Flere af de ting, som fundamentalister tror på, tror jeg også på, men mit forhold til dem er ofte et andet. Mens en fundamentalist baserer sin tro på, at Bibelen er ufejlbarlig (og at dette er det første princip), så baserer jeg min tro på, at personen Jesus opstod fra de døde (som også var et første-princip for Paulus). Fordi Jesus opstod, tror jeg på hans lære, som blandt andet implicerer, at Bibelen er inspireret, dog ikke ufejlbarlig i alle henseender. Du kan sige, at jeg har et logisk system, som er anderledes struktureret, men derfor også ét, som er mindre sårbart for udfordringer.

Skulle det for eksempel vise sig, at Skabelsesberetningen ikke kan tolkes “bogstaveligt”, fordi det ikke harmonerer med fakta (eller andre beskrivelser i Bibelen), så udgør det ikke den store fare for systemet, fordi den ikke udfordrer det første princip. Det første princip er nemlig ikke, at Bibelen aldrig tager fejl om noget som helst (fx Skabelsen), men at Jesus er opstået – og Jesus er lige fuldt opstået, om Solen blev skabt før Jorden eller omvendt.

Men hvis det bliver bevist, at Jesus ikke er opstået, eller hvis det bliver vist, at det er usandsynligt, at han opstod, så er mit system naturligvis truet. Det samme sagde Paulus om sin teologi. Uden Kristi opstandelse var troen tom. (1 Korinterbrev 15)

Interessant nok, så kan ateister sjældent værdsætte denne tilgang. Min erfaring er, at mange ateister – og her er jeg forsigtig med ikke at sige “alle”, da det nok primært drejer sig om ny-ateister – læser Bibelen som fundamentalister og insisterer på Bibelens ufejlbarlighed som første-princip. De er dedikerede til dette doktrin, at enten har Bibelen ret i alt og er “ufejlbarlig”, eller også kan den ikke tros på overhovedet, og derfor kan hele kristendommen og alle dens påstande blankt afvises. De har lav tolerance for kristne, som prøver at bevare et mere nuanceret forhold til Bibelen.

Illusionen om at have den objektive sandhed

Når det gælder hermeneutik (tolkningslære), så er der altså her noget, som fundamentalister og ny-ateister synes ofte at have til fælles. De er dedikeret til at tolke Bibelen både bogstaveligt og anakronistisk, altså som sand for vores tid uden hensyn til historisk eller literær kontekst. Dette er dog uden tvivl min beskrivelse af, hvad der foregår, for en ateist eller en fundamentalist ville aldrig indrømme, at det er det, de gør.

En fundamentalist siger ikke, at han tolker Bibelen på en bestemt måde. I stedet insisterer han på, at han “bare læser hvad der står”. Blandt fundamentalister er der gået inflation i en talemåde, som siden er blevet til en slags joke blandt deres kritikere – den lyder sådan:

God says it.
I believe it.
That settles it.

For en fundamentalist er hermeneutiske principper og snak om kontekst ofte bare undskyldninger for at benægte det, som står klart og tydeligt i Guds ord. Enhver, som er oprigtig, forstår også Bibelen – der er ingen grund til at diskutere dens betydning!

Dermed er fundamentalisten fuldstændig ignorant om sig selv. Fundamentalismen er slet ikke en –isme, den er bare kristendom. Hvis der er noget, vi dog er mere bevidste om i dag end nogensinde tidligere, så er det, at ingen kommer til en tekst uden fordomme, og ingen kan læse den på en helt objektiv måde (uanset hvilken tekst der er tale om). Vi har altid nogle idéer, før vi læser en tekst, som vil påvirke vores forståelse af den. Alene vores sprog har vi jo på forhånd, men også hele vores forestillingsverden og hvad folk har fortalt os om teksten. Disse idéer stemmer ikke altid overens med forfatterens, og derfor opstår der misforståelser, for eksempel hvis vi bruger ord forskelligt, fordi de har ændret betydning over tid.

Meget mere kunne naturligvis siges om alt dette, men for en fundamentalist er dette uinteressant og irrelevant, når det kommer til Guds ord. Hans forståelse af Bibelen er altid den objektive, for han tror bare på det, som der står skrevet. Der er ikke engang tale om en “tolkning”, men om sandheden, og om man tager den alvorligt eller ej.

En lignende mangel på selvindsigt besidder ateisten ofte. For eksempel når han insisterer på, at hans måde at se verden på slet ikke er en “tro”. Det er bare “en benægtelse af tro”. Ateismen er det neutrale udgangspunkt, for ateisterne ser bare verden som den i virkeligheden er, fuldstændig renset for alle fordomme og antagelser, som ikke kan begrundes videnskabeligt med fakta. De regner med, at alle, der ikke har lært at tænke religiøst, automatisk er på deres side og er derfor klar til at kalde børn, hunde og katte for ateister. Ateismen er det selvfølgelige, mens “religion” er det tolkende og indbildske, som sniger sig ind i mennesker, som nogen har indoktrineret eller forhindret i at tænke klart.

Ateisten er således fuldstændig uvidende om, at han også tolker og har et verdensbillede, som involverer et element af tillid til ting, som ikke kan bevises (som er en af mange definitioner på tro). Det falder ikke ateisten ind, at hans verdensbillede indebærer en række antagelser om verden, som i hvert fald intuitivt virker utroværdige, for eksempel at mennesket ikke har fri vilje, og at der ikke findes overordnet godt og ondt.

Når en person insisterer på, at han bare siger tingene, som de i virkeligheden er, så er der derfor gode chancer for, at man enten har med en fundamentalist at gøre eller med en “ny ateist”. Det er en indstilling, som det ofte kan være svært at gå i dialog med, fordi de ikke regner andre perspektiver end deres egne for legitime. Jeg oplever det derfor ofte som mere givende at tale med religiøse og ateister, som har en overvejende agnostisk indstilling til verden – som tillader tvivl og usikkerhed, og som er klar til at indrømme, at verden er et mystisk sted, og at virkeligheden ofte kan være tvetydig og svær at begribe.

Refleksjoner over Andreas Bo og hans had til religion

Andreas Bo er gået op i det røde felt over et hashtag. Ellere flere hashtags. Nærmere bestemt:

#prayforturkey
#prayforparis
#prayforyounameit

Han er komiker, men det er tilsyneladende ikke for sjov, når han giver udtryk for sin forargelse over, at der bliver kaldt til forbøn for mennesker og steder, som er berørte af terrorangreb eller andre kriser.

Se hans video-apppel her, eller se Aftenshowet-interviewet.

image

Her er nogle af mine egne refleksjoner over Andreas Bos udbrud:

Fra videoen: “… som jeg får selv fra mine mest begavede venner.”

Det første Andreas Bo undrer sig over er, at hans begavede venner er gået med på trenden og har brugt disse hashtags. Dermed bidrager han selvfølgelig også til fordomsfuldheden imod religiøse. Han mener, at mennesker, som tror på bøn, er ubegavede eller dumme.

Fra videoen: “Hvornår er der virkelig et evident eksempel på, at man har bedt for et eller andet, hvor det har hjulpet?”

Nu er spørgsmålet retorisk og ikke oprigtigt. Andreas Bo mener efter alt at dømme, at svaret må være “aldrig”. Andre mennesker, som heller ikke er religiøse, vil være mere åbne for, at bøn kan hjælpe på den ene eller anden måde. Der er også mange, som har erfaret, at det kan gøre en forskel. Jeg ser ikke, hvorfor lige netop Andreas Bos erfaring på området skal være mere reel end mange andres.

Fra interviewet: “Folk skal have lov at bede, lige så meget som de har lyst til.”

Det er jeg da lidt glad for, at han trods alt mener.

Fra interviewet: “Men skulle vi ikke for en gangs skyld sige: Nu er det os, som skal gøre noget – få det her ud af verden – og så gøre det her sekundært, det med at bede og religionen… Og ligesom sige: Vi er nået dertil, skal vi ikke tage det op og spørge ‘hvad skal vi egentlig bruge det til?’ Er det mere godt, end det er dårligt? Det er sådan set det, der er mit ærinde.”

Det er ikke supergodt formuleret, og første gang man hører ordstrømmen er det let at gå glip af hans pointe, men når man sidder og lytter til det langsomt (som jeg gjorde, for at kunne skrive det ned), så fanger man, at Andreas Bos problem ikke er med bøn, men med religion.

Hvem er “vi”, som Andreas Bo snakker om, og hvor er “vi” nået til? Jeg gætter på, at han snakker om menneskeheden eller det moderne samfund, og ud fra hans synspunkt er vi nået til et punkt i historien, hvor vi er klar til den store revurdering af religion.

Den fortælling er selvfølgelig ret kendt, og det er ikke Andreas Bo, som har fundet på den. Samme idéer florerede med det, vi kalder Oplysningstiden. Spørger du mig, så halter Anders Bo egentlig lidt bagefter, når det gælder det idé-historiske. Et langt mere relevant spørgsmål er: “Hvorfor vandt ateismen ikke som det blev spået? Hvorfor er folk stadig religiøse og åndelige? Hvorfor har #prayforfrance så stor appel i det 21. århundrede?”

Andreas Bo er med andre ord ikke fulgt med tiden. Hvis han var, så ville han ikke undre sig sådan, og han ville ikke foreslå et opgør med religion. Hvis han var fulgt med tiden, så ville han have forstået, at religion ikke er noget, “vi” slipper af med, men noget menneskeligt, som har tjent vigtige funktioner i samfundet, og som vi næppe kan klare os uden.

“Nu har vi i 2.000 år slåsset ud fra de tre Abrahams-religioner! I TO TUSIND ÅR! Så slås islam mod kristendommen, så finder vi ud af lidt fred der, så slås kristendommen internt om vi skal være protestanter eller katolikker, og når vi så er færdige med det og har overstået et kommunistisk terror i 70’erne, så skal vi finde noget nyt – og så graver vi gudhjælpemig religionen op igen.”

Vi må være overbærende med Andreas Bo, når han skal prøve at forklare verdenshistorien på 10 sekunder. Jeg mærker mig ved, at han tilsyneladende opfatter religion som roden til alt ondt. Vi har været i krig efter krig, og religion er naturligvis skyld i det hele (selv “kommunistisk terror”?)… så har vi intet lært?

Men igen afslører Andreas Bo at være ude at trit med det, som vi netop har fundet ud af. At løsningen på dårlig religion ikke er “ingen religion” (for dette resulterer jo i “kommunistisk terror i 70’erne”), men derimod god religion.

God religion er barmhjertig og medfølende. Det er den, som kalder til forbøn (med #prayforfrance), men i høj grad også den, som får beskidte fingre og prøver at gøre en forskel i verden. Andreas Bo gør den samme fejl, som mange medie-ateister har gjort før ham. Han tror, at man enten beder eller hjælper. Han forstår ikke, at den samme tro, som får folk til at bede for folk, også gør dem til barmhjertige samaritanere. Det er ikke enten-eller, det er både-og.

Final thought:

Der er helt sikkert mere at sige om Andreas Bo og hans verdensbillede, men det vil jeg overlade til andre. Det positive er, at hans anti-religiøsitet tilsyneladende også er et kald til medmenneskelighed og handling, et opgør med ondskab og en udstrakt hånd til dem, som lider. Det er dejligt, at vi trods alt kan finde noget at være fælles om.