Er Syvende Dags Adventistkirken en sekt?

Vi har alle hørt om sekter: Religiøse organisationer, som folk bliver hjernevasket til at blive og forblive en del af, mens de gradvist mister frihed og lader sig undertrykke af åndelige autoriteter, gerne mens de bliver mere og mere isolerede, ofte forventer jordens undergang og i øvrigt ser på alle udenfor sekten som vantro og onde.

Definitionerne på sekter vil variere, men fænomenet er genkendeligt. Man kan opstille kriterier, som er sekteriske, og hvis en religiøs gruppe opfylder mange af disse, så kan man kalde det en sekt.

Et kriterium, som ikke er så væsentlig i denne sammenhæng, er om sektens tro er sand. De fleste af os ved (eller tror i hvert fald) at Moon-bevægelsen var fuld af nonsens, og at Scientology ikke er videnskabelig, men bare bygger på L. Ron Hubbards private fantasier. Jeg tror, der er mange falske forestillinger derude, blandt religiøse grupper. Jeg tror ikke, at Jomfru Maria hører bønner (siden jeg tror hun er død), men Maria-dyrkelse gør ikke katolicisme sekterisk i sig selv.

Grunden til at jeg nævner det her er, at sekter, som bliver beskyldt for at være sekter, gerne svarer igen med: “Nej, for vi har sandheden.” Dette var også i nogen grad Doug Batchelor’s måde at håndtere anklagen på, da han i en tale addresserede spørgsmålet om hvorvidt Syvende Dags Adventistkirke var en sekt (eller en “cult”, som de siger på engelsk). Ingen lader til at have forklaret ham, hvad som karakteriserer fænomenet.

Der findes lister over sekt-træk, og jeg er lidt usikker på, hvem som har skrevet dem oprindeligt, selv om det er nogle af de samme ting som går igen rundt om på Internettet. Da dette er et blogindlæg, så affinder jeg mig dog med at være lidt overfladisk omkring lige netop dette og bare gå direkte til en af listerne. Rick Ross giver følgende liste over 10 ting, man skal være på vagt overfor, og jeg vil se på dem og vurdere mit eget kirkesamfund (Syvende Dags Adventistkirken) ud fra hvert kriterium:

1. En sekt har en absolut leder som ikke står til regnskab overfor nogen.

Syvende Dags Adventistkirken har også en autoritetsfigur i (afdøde) Ellen White og har stor respekt for hendes bøger. Respekten er imidlertid større for Bibelen. Der er ingen nulevende leder, som ikke må stå til regnskab. Kirken har en struktur, som bedst kan beskrives som et representativt demokrati. De sidste 8 år har processer og procedurer i kirken været under meget kritik (indefra). Procedurerne har ikke været fulgt, og der er blevet manipuleret med afstemninger. Der er tydelige tegn på korruption (defineret som manipulation og afvig fra procedurer), men det er stadig langt fra en sekt, hvor lederens autoritet er helt absolut og ikke står til regnskab. Der er snarere tale om et system, som er i stykker og folk, som ikke gør deres arbejde ordentligt. Jeg håber naturligvis, at der over de næste par år vil blive ryddet op i det rod. I mellemtiden er jeg lige så glad for mit kirkesamfund, som jeg altid har været – det er derfor jeg vil, at der skal ryddes op.

2. Sekter har ingen tolerance for spørgsmål og kritik

Det faktum at der findes uafhængige journalistiske medier indenfor Syvende Dags Adventistkirken (fx Spektrum Magazine) beviser, at der er tolerance. Der er også stor frihed på vores uddannelsesinstitutioner og højere læreanstalter. Det faktum at jeg kan skrive dette indlæg uden at frygte for at blive irettesat eller miste mit arbejde, etc., viser også, at der er tolerance. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke også findes adventister, som synes at ærlige og åbne indlæg som dette er illoyale og skadelige. (Det er ikke alle, som går ind for ytringsfrihed, hverken i Adventistkirken eller i det bredere samfund.) Samtidig skal det siges, at ledelsen af kirkesamfundet på verdensplan tilsyneladende arbejder for, at der skal blive mindre sådan tanke- og talefrihed. Jeg håber at ledelsens planer for at kunne disciplinere og sanktionere og dirigere går i vasken. Ting kan variere i de lokale menigheder, afhængig af dem som styrer dem, men der er ikke noget system foreløbig, som undertrykker spørsmål og stopper kritik.

3. Sekter har ingen gennemsigtighed på økonomi

Syvende Dags Adventistkirkens økonomi er så gennemsigtig, at det fornylig førte til en ændring, da det viste sig, at kirkesamfundet indirekte støttede våbenindustrien (eller støttede nogen som støttede våbenindustrien) gennem investeringer i USA. Dette skabte meget røre internt, og der blev heldigvis ryddet op i dette med det samme. Det var en skandale, som ledelsen ikke havde brug for. Presset kom fra medlemmer.

4. Sekter har en overdrevet frygt for omverden, for eksempel snak om en snarlig katastrofe, onde sammensværgelser og forfølgelse 

Dette er muligvis det første punkt, hvor jeg vil sige at adventister scorer ganske højt på sekt-meteret. Adventister snakker ikke om “Armageddon” som Jehovas Vidner (en krig hvor alle pånær Jehovas Vidner vil blive dræbt), men om “Søndagslovene”. Det er en udbredt forventning, at adventister vil blive forhindret i at holde sabbatten, og måske ligefrem blive tvunget til at observere søndag. Dette vil være en test på hvem som er de sande kristne. Mange adventister tror også på konspirationsteorier, blandt andet snakkes der i krogene om, at jesuitter har infiltreret kirken og poserer som præster og administratorer. Naturkatastrofer og terror ses gerne som bekræftelser på profetier, og der er selvfølgelig den helt generelle forventning om at Jesus skal komme igen – men før han kommer igen, så kommer Antikrist, en personskikkelse, som skal forføre alle i verden med mirakler. I de (aller)sidste tider vil adventister blive forfulgt for at holde “De 10 bud”, og de vil være den eneste menighed som findes (ikke nu, men til allersidst), fordi resten har overgivet sig til verdslig levevis. Dette er i hvert fald udbredte tanker og doktriner i Adventistkirken, selv hvis forskellige mennesker formulerer det lidt forskelligt.

Igen kommenterer jeg ikke på rigtigheden af disse forestillinger. Det er åbenlyst at det uanset ikke er gået i opfyldelse endnu, hvis det er sandt at disse ting skal ske. Men troen i sig selv kvalificerer som et sekterisk træk, baseret på denne liste i hvert fald.

5. I sekter betragtes ingen grund til at forlade gruppen som “god nok”, det ses altid som en fejl. 

Til dels. Det ses altid som trist, når nogen forlader menigheden, men jeg mener ikke, at vores kirke er specielt sekterisk på dette punkt. Der synes at være en udbredt bevidsthed om, at det at forlade fællesskabet ikke er det samme som at forlade Kristus og Gud og at slutte med at tro. Der er ofte fokus på at prøve at hive folk tilbage, og der lægges gerne stor vægt på at beholde kontakten, selv hvis mennesker ikke har lyst at komme tilbage. Der er ingen udefrysning eller dæmonisering af tidligere medlemmer, som man ser hos nogen andre sekter.

6. Tidligere medlemmer af sekter fortæller ofte historier om overgreb og kan berette om identiske mønstrer af undertrykkelse.

Jeg har hørt flere historier fra ex-adventister, som er vokset op i strenge adventisthjem, hvor sabbatshelligholdelse gerne har spillet en rolle. Ex-adventister har også ofte haft et dårligt forhold til hvilken rolle Ellen White har spillet, og sekteriske træk på lokalplan synes ofte at have spillet en rolle, for eksempel lav-tolerance for andre synspunkter i den lokale menighed eller af præsten. Jeg ser det imidlertid ikke som et konsekvent systemisk problem, selv om jeg ved at det finder sted.

7. Der findes bøger, nyhedsartikler, dokumentarer om gruppens eller lederens krænkelser og overgreb.

Der findes meget kritisk materiale om Syvende Dags Adventistkirken, men det meste er kritisk til kirkens teologi og ikke mindst dens respekt for Ellen Whites skrifter. Materialet handler ikke om overgreb og krænkelser og ting som er typiske for os.

8. Tilhængere af sekter føler de aldrig er gode nok.

På dette punkt tror jeg ikke at Adventistkirken skiller sig ud fra mange andre konservative menigheder, som kan foråsage skam i sine medlemmer. Der findes dog perfektionistiske forgreninger indenfor kirken, hvor jeg mistænker at dette kan være mere udbredt. Høje idealer har af og til dette afkast, især når det kombineres med religiøs nidkærhed. Men mainstream adventisme forkynder nåde og tilgivelse, og at mennesket er skabt med værdi, og at Gud elsker alle mennesker, også selv om de har fejl og mangler. Adventistkirken bekræfter, at alle mennesker er syndere og har brug for Guds nåde.

9. I sekter har gruppen / lederen altid ret.

(Dette punkt ligner på punkt 1.) Som religiøs fællesskab har vi autoriteten plantet i religiøse skrifter: Bibelen. Men derudover tillægges Ellen Whites skrifter som sagt stor værdi. Hun bliver regnet som profet, samtidig som der lægges vægt på, at vores tro og lære udelukkende er baseret på Bibelen. Dette resulterer i konflikter internt, som jeg ikke behøver gå ind i her, men jeg vil bekræfte, at der af og til forekommer en “sekterisk” måde at bruge Ellen White på. Min egen overbevisning er, at Ellen White selv ikke havde syntes særlig godt om dette.

10. Gruppen / lederen er den eneste kilde til sandhed og til at få bekræftelse; der er ingen anden processer hvorved man kan finde ud af hvad som er acceptabelt eller sandt.

På dette punkt oplever jeg ikke mit kirkesamfund som sekterisk. Syvende Dags Adventistkirken har altid lagt vægt på høj uddannelse, og perspektiver fra andre discipliner inddrages gerne, med undtagelse af videnskabelige perspektiver som opleves som en trussel mod Bibelens troværdighed og specifikke doktriner. En anden undtagelse er esoteriske, spiritistiske, okkulte tilnærminger til religiøsitet (eksempelvis astrologi og tarotkort), som opfattes som sataniske eller som svindel. Men humanistiske og videnskabelige discipliner accepteres med kyshånd. Adventister elsker psykologi og medicin. Vi uddanner selv mange læger og sygeplejersker og fysioterapeuter på egne institutioner, og de er lige så dygtige som alle de andre.

Konklusionen: 

Syvende Dags Adventistkirken er ikke en sekt, men vi har af og til nogle sekteriske træk, som jeg tror vi gør ret i at være bevidste på. Det er alligevel kun på 1 ud af 10 punkter på en liste over sekteriske træk, at jeg tror vi virkelig kvalificerer, og så er der et par andre punkter, hvor man kan sige “måske lidt”.