Når Jesus bliver gjort mindre

Debatten om treenigheden i Adventistkirken er desværre ikke afklaret, selv om kirken officielt har troet på, at “Faderen, Sønnen og Helligånden er Gud” i mindst 60 år (egentlig mere). Det er et spørgsmål, som er vanskeligt at tage op, fordi det har mange forskellige aspekter. Der findes ikke én treenighedslære, og benægterne af læren er heller ikke en ensartet gruppe. I dette indlæg vil jeg tage min største bekymring op, og så må læsere og deltagere i debatten selv afgøre i hvilket omfang, pointerne er relevante for dem.

Treenighedsdebatten i Adventistkirken

Jeg er ikke af den indstilling, at Treenigheden er et frelsesspørgsmål, eller at det er spørgsmålet, som skal afgøre om en person er “kristen” eller ej. Jeg bliver opgivet, når diskussioner blandt adventister ender med, at den ene part beskylder den anden for ikke at være “rigtig adventist”. Disse forsøg på at ekskludere hinanden er ikke nyttige. Jeg er derfor heller ikke optaget af at skille får fra bukke og udpege, hvem der er reel, når det gælder Treenigheden.

Spørgsmålet om Treenigheden kan på det mest basale plan deles i to:

1) Hvem og hvad er Sønnen?
2) Hvem og hvad er Helligånden?

Begge spørgsmål er vigtige, men Bibelen er absolut mest optaget af det første spørgsmål, og det vil jeg derfor også være her.

Der er flere forskellige muligheder her. Treenighedslæren siger kort og godt, at Sønnen er Gud. Han er lige så meget Gud som Faderen. Det kan så variere i hvilken grad, anti-trinitarianere kan tilslutte sig dette udsagn. Nogen vil sige, at han er Gud, men at Faderen kom først; Sønnen kom fra Faderen, men har ikke altid været der. Andre anti-trinitarianere vil sige, at han er skabt, men alligevel kalde ham en slags ‘gud’. Så er der selvfølgelig dem, som vil mene, han er en engel eller ligefrem bare et menneske. Den sidste gruppe er næppe stærkt repræsenteret i Adventistkirken.

Alle har de dog det samme overordnede teologiske problem efter min ydmyge mening: De anerkender ikke Sønnen nok.

Mange af dem vil naturligvis være klar til at snakke meget om Jesus, om at have et forhold til Jesus, om at Jesus har frelst dem, og så videre. De ærer ham, fordi han i deres øjne er Guds “søn” i en bogstavelig tolkning af ordet, samtidig som de dog lægger vægt på, at han ikke er lig med Faderen, som står over ham. Af og til følger der advarsler med om, hvem vi bør tilbede og rette vores bønner til.

Den ære, som de giver Sønnen, er flot – men ikke nok.

Mattæus og Johannes

Evangelierne giver Sønnen mere ære end flere anti-trinitarianere (og måske endda flere trinitarianere), allerede i deres første kapitler.

Mattæusevangeliet starter ikke med ordene: “Nu skal jeg fortælle jer om Jesus, som er Guds søn, den tredje person i Guddommen.” Den starter med en slægtstavle, som kort opsummerer hele Israels historie. Nogle af navnene springer mere i øjnene end andre, fordi vi genkender dem så godt: Abraham og David. De er forfædre til Josef, som blev Marias mand. Maria blev gravid ved Helligåndens kraft, og dermed gik en gammel profeti i opfyldelse.

 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« – det betyder: Gud med os. (Matt 1,23)

Johannes begynder på mere abstrakt vis med at fortælle om begyndelsen, som kan være vanskelig at forestille sig. Det første vers i Johannesevangeliet minder om de første vers i Første Mosebog, og det er næppe tilfældigt:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. (Joh 1,1-3)

Dette Ord har skabt verden. Kan man forestille sig noget højere? Jeg kan ikke. Derfor kan det også kun overraske, når Johannes så går videre til at sige, at dette Ord blev menneske:

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Joh 1,14)

Der foregår flere ting i dette vers, som man ikke nødvendigvis ser ved første øjekast. En af disse ting er referencen til helligdommen. I ørkenen havde jøderne for længe siden båret rundt på et telt, som de havde bygget til Gud. Her kom Gud til jøderne og var blandt dem. Johannes bruger de samme ord her, som man brugte om det telt i gamle dage, og dermed siger han, at Gud nu igen er flyttet ind hos mennesket (altså “Gud med os”), men ingen kan benægte, at det er noget endnu mere specielt i denne omgang, siden han kommer i menneskekød.

Undren hos Lukas

Jeg har altid været fascineret af Lukas’s måde at fortælle historien om Jesus på, fordi han så nøje rapporterer alle de forundrede reaktioner, som Jesus skabte. Den røde tråd gennem første halvdel af hans evangelium synes at være, at Jesus har større myndighed end nogen anden. Faktisk synes dette at være det budskab, han hele tiden prøver at få frem med den ene historie efter den anden.

Lukas er mere eksplicit end de andre, når det gælder omstændighederne omkring hans fødsel. Englen fortæller Maria, at hun skal kalde ham Jesus, og at han skal “kaldes den Højestes søn” (Luk 1.31). Han er opfyldelsen af de messianske profetier om den ventede konge, men der er ikke meget her, der taler direkte for hans guddommelighed nødvendigvis. (For jøderne var det ikke en selvfølge, at den kommende Messias skulle være Gud selv, snarere tværtimod.) Efterhånden som Lukas’s beretning skrider frem, kommer der dog flere kraftige indikationer af, at Jesus er noget mere.

Johannes Døberen siger om Jesus: “Jeg er ikke værdig til at løse hans skorem” (Luk 3,16) Alligevel insisterer Jesus på at blive døbt af ham, og Lukas siger, at Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse, og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« (Lukas 3,22)

Jesus udfordrer Djævelen i ørkenen – og lever længe nok til at fortælle om episoden. (Lukas 4) Han proklamerer for en synagoge i Nazaret, at han er opfyldelsen på gamle profetier om “et nådeår fra Herren”, og de forkaster ham i raseri. Han fortsætter imidlertid i andre byer, hvor han helbreder og kaster dæmoner ud af folk. Dæmonerne er bange for ham og spørger: “Er du kommet for at ødelægge os?” (Luk 4,34)

Overalt vækker han undren.

“Alle blev forfærdede, og de sagde til hinanden: »Hvad er dog det for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, og de farer ud!« Og der gik frasagn om ham overalt på egnen.” (Luk 4,36-37)

Han tilgiver folk deres synder. Dette skal man være mere end en profet eller en ventet konge for at gøre. Det vidste også dem, som bevidnede det, og konklusionen var ikke udenfor rækkevidde:

Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke: »Hvem er han? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end Gud alene?« (Luk 5,21)

Og dette er som sagt bare begyndelsen…

Paulus vidste, Jesus var Gud

Hvis vi bare havde evangelierne, så havde det været nok til at trække den uundgåelige konklusion, at Jesus er Gud og har al den samme myndighed, som Gud har. Men Gud har givet os mere end, vi har brug for, ved at inspirere Paulus til at skrive blandt andet de følgende ord:

v12 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. v13 Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14 i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.
v15 Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
v16 I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
v17 Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
v18 Han er hoved for legemet, kirken.
Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. v19 For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset. (Kolossenserbrevet 1,12-19)

Teksten her er fuld af guldkorn for teologer og helt almindelige bibelentusiaster. Det er tydeligvis et digt, man kunne fristes til at kalde det en fejring. Paulus fejrer her den eneste Gud med ord, som er lånt fra gammeltestamentlige passager om den eneste Gud (jødisk monoteisme). Hans rolle som Skaber kobles sammen med hans rolle som Forløser, begyndelsen og enden.

Uden at skulle kommentere på passagen vers-for-vers (eller ord-for-ord), selv om det havde været meget givende for debatten, så vil jeg nøjes med at stille følgende spørgsmål: Er intentionen med denne passage mon at gøre Jesus større eller mindre?

Eller sagt på en anden måde: I lyset af denne tekst, skal vi så være mest forsigtige med, at vi undervurderer Jesus eller at vi overvurderer Jesus?

Et grundigt studium af hvert ord i denne passage (og dette studium kan være værd at gå ind i med anti-trinitarianere) vil kun bidrage til den konklusion, som man ikke engang behøver være lærd teolog for at komme frem til, når man læser denne tekst: Jesus er centrum i vores univers. Han er hele pointen med alting, og du kan aldrig løfte Jesus højere op end der hvor han hører til. Du kan umuligt overvurdere ham.

Det er åbenlyst, at vi kun skraber lidt i overfladerne, og at meget mere kunne udforskes i Bibelen, som i endnu større grad ville stadfæste Jesu status. Jeg tror ikke, jeg er færdig med at gøre dette på denne blog, men dette indlæg skal trods alt ikke fortsætte i det uendelige. Det er tid for den endelige pointe.

Advarslerne i Det Nye Testamente

Jesus er den centrale skikkelse i hele Bibelen, og han er den, vi kommer til, for at få liv, hvis vi ved, hvad som er godt for os (Joh 5,39). Han er alfa og omega, begyndelsen og enden (Åb 1,8 og Åb 22,13) og meningen med det hele. At han er personen, der frelser os, er derfor ikke en tilfældighed, som om Gud kunne have brugt en anden. Anti-trinitarianere står i fare for at gøre det samme, som rigtig mange andre mennesker i denne verden allerede gør: At underkende Jesus.

Som jeg sagde i indledningen, så ville jeg ikke snakke så meget om Helligånden i dette indlæg, men nu er det tid, at han også kommer på banen. Helligånden, forklarer Jesus, har til opgave at overbevise verden om tre ting:

v8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. v9 Om synd: at de ikke tror på mig; v10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; v11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh 16,8-10)

Alle tre ting har Jesus i centrum, selv om det nok fremgår mest tydeligt af vers 9, hvor det at fornægte Jesus beskrives som essensen af “synd”.

Det passer godt med, at den såkaldte “utilgivelige synd” er at spotte Helligånden ved at forkaste dens vidnesbyrd om Jesus, for eksempel ved at påstå, at Jesus bare var en dæmonbesat (se vers 30):

v28  Sandelig siger jeg jer: Alt skal tilgives menneskenes børn, forsyndelser og bespottelser, hvor meget de end spotter. v29  Men den, der spotter Helligånden, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.« v30  De havde jo sagt: »Han er besat af en uren ånd.« (Markus 3,28-30)

“Synd” er et begreb, som der desværre også er en del misforståelser om. Det er ikke bare at fornærme Gud på en arbitrær måde, som han synes meget dårligt om. Det er at skade os selv. Synd er egentlig konsekvensen af at vende sig bort fra Gud, som vil os det godt, og resultatet er ødelæggelse og ultimativt død. Ikke fordi Gud vil straffe, men fordi der simpelthen ikke findes noget liv uden Gud, og Jesus (som selv er Gud) er derfor “vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6).

I den sammenhæng er det mest risikable, man kan tro på, at Jesus ikke er alt det, som Bibelen siger han er. Jesus står for alt, som er godt, og derfor kan bevægelser og strømninger, der arbejder for at gøre Jesus mindre, ikke have noget godt med sig. Jeg indledte med at sige, at det ikke er min opgave at skille får og bukke, men Bibelen selv synes at tegne en streg i sandet, når det gælder hvordan vi forholder os til Kristus. Det er derfor, ordet “anti-krist” er så negativt ladet indenfor Kristendommen.

I dag, hvor jeg har arbejdet på dette blogindlæg, har mange kristne i verden fejret Palmesøndag. På Palmesøndag mindes de, at Jesus satte sig op på æslet og red ind i Jerusalem, præcis som Zakarias havde forudsagt, at den kommende konge ville gøre. Det er en passende dag at lægge vægt på, hvem den konge egentlig var, og hvorfor det er så vigtigt ikke at så tvivl om hans myndighed.

Reklamer

10 thoughts on “Når Jesus bliver gjort mindre

  1. Nu vil jeg ikke blande mig i hvem der er de rigtige adventister, da jeg ikke selv er adventist længere. Men jeg er i hvert fald enig i, at Jesus skal have den centrale plads; og så nytter det jo ikke noget at sætte en helt anden person kaldet Helligånden i stedet for ham.

    Men selvom Jesus har den centrale plads i evangeliet, så mener jeg det er meget svært at komme uden om, at Faderen sættes over Jesus. Jesus siger selv i Joh 14,28, at Faderen er større end ham selv. Nogle vil hævde, at det kun gjaldt, da Jesus var på Jorden som et menneske; men 1 Kor 15,28 siger, at til sidst skal Jesus underlægge sig under Faderen. I øjeblikket har Gud lagt alt under Jesus (Jesus har ikke selv gjort det) og gjort ham til konge (vers 25).

    Du hævder, at Paulus vidste, at Jesus var Gud. Det var Jesus også i sin natur. Der er bare lige det, at Paulus skriver følgende i 1 Kor 8,6: ”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting og vi til ham. Og for os er der kun én Herre Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.” Han siger her, at der kun er én Gud Faderen (ikke tre guder), og at alle ting kommer fra ham.

    Jeg synes Hebræerbrevet 1 gør det helt klart, at Jesus har arvet alt fra Faderen, og at han skal tilbedes på samme måde som Faderen.

  2. Jeg er til dels enig i, at Det Nye Testamente siger, at Faderen er over Sønnen, men ikke i graden af “guddommelighed”, og Jesus er stadigvæk ikke ekskluderet fra at være Gud.

    Angående 1 Kor 8,6, så er der to ting, der lige umiddelbart falder mig ind. Det ene er parallellen i verset mellem Fader-Gud og Jesus-Herre. Paulus har dermed indarbejdet Jesus i et typisk jødisk monoteistisk udsagn. Det andet er, at han bruger ordet “Herre” om Jesus (“Kyrios” på græsk). I den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuagintaen, som oftest citeres i Det Nye Testamente, står der aldrig Yahweh. Der står “Kyrios”, som har været den græske oversættelse af Adonai, siden jøderne selv fjernede navnet “YHWH” fra Skrifterne ud af respekt. Tilfældigt? Næppe.

    Der er mange ting, der siges om Jesus, som ikke i sig selv er ensbetydende med, at han blev betragtet som guddommelig. Ironisk nok er “Guds søn” ikke nødvendigvis en titel, der taler for en guddommelig natur. Men “Kyrios” er det næsten helt sikkert. Disse er små tekniske argumenter for at se Jesus som Gud. Jeg er imidlertid mere overbevist af argumenter som ser på hvad Paulus gjorde, og hvordan han brugte tydelige monoteistiske tekster fra Det Gamle Testamente, men redefinerede dem i lyset af Jesus. Jesus blev indarbejdet i den guddommelige identitet, samtidig med at de kristne fortsatte at være monoteister ved at lægge vægt på, der kun er én Gud og ingen andre.

  3. Jeg er ikke uenig i det du skriver her. Jesus er lige så guddommelig som sin fader, og han har tilmed arvet sin faders navn “YHWH” (Hebr 1,4). Men han er stadig Guds enbårne søn, som Gud (Faderen) sendte for at frelse verden (Joh 3,16). Det er rigtigt, at titlen “Guds søn” ikke nødvendigvis taler for, at Jesus er guddommelig. Men det gør det derimod, når ordet ”enbårne” (enestefødte) bliver sat foran “søn”. Som der står i den nikænske trosbekendelse: ”Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens, alt det synlige og usynliges skaber. Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne søn, som er født af Faderen før alle tider.”

  4. “Enbårne” understreger en unik status, men det antyder ikke en begyndelse. “Monogenos” er ikke etymologisk forbundet med det at blive født. Der er mange grunde til at antage, at Jesus ikke har en begyndelse, udover at han er Gud selvsagt, men også blot i lyset af Johannes 1, hvor Ordet var fra begyndelsen med Gud og selve titlen “YHWH” (“Jeg Er”). Den nikænske trosbekendelse er i bedste fald et argument for, hvad kirken troede i 300-tallet, og det er ikke det, vi er ude efter her (eller det er jeg i hvert fald ikke).

  5. Jeg nævnte bare den nikænske bekendelse for at vise, at det ikke er en ny idé, at Jesus er født før alle tider. Med hensyn til “monogenēs”, så ved jeg godt, at der er nogle, der har samme mening som dig. Andre mener, at det rent faktisk betyder det, som de fleste bibeler oversætter det med i Joh 3,16. Der er jo nok en grund til, at det bliver oversat sådan. Dette harmonerer efter min mening også med, hvad vi læser i det gamle testamente. Her tænker jeg blandt andet på Ordsprogenes bog 8, som jeg (i øvrigt ligesom sda-profeten Ellen G. White) mener, handler om Kristus. Faktum er i hvert fald, at Gud allerede havde en søn, ellers kunne han ikke sende ham. Det fremgår også af Ordsp 30,4. Og jeg har aldrig hørt, at en søn kan være lige så gammel som sin far. :-)

  6. Beklager, jeg ser først dit seneste svar i dag, en uge senere.

    Hvis jeg har forstået ret, så er vi enige om at betragte Sønnen som Gud, og det eneste, du udfordrer lidt, er tanken om at han ikke har en begyndelse, men er uendelig.

    Jeg kan være enig i, at det ikke er en ny ide, at han er “født før alle tider”. Jeg betragter det som en af de ældste fejl. Det, folk ikke indser, når det gælder kirken i 200- og 300-tallet er, at selv om de er tættere på hændelserne tidsmæssigt, så ved vi i det 21. århundrede mere om det første århundredes jødedom, end de gjorde, og er derfor også bedre rustet til at tolke Det Nye Testamente, end de var. Skillet mellem hebraisk og græsk er væsentligt i denne diskussion som i alle andre, da det er to helt forskellige verdensbilleder. Det græske er kategorisk af natur og putter alt i kasser og underlægger det streng logik, mens hebraisk er mere poetisk, mystisk og metaforisk.

    Dette skille markerer sig tydeligt i vores uenighed her, hvor du (og andre) netop lægger så stor vægt på, at Gud er en Fader, og at Jesus er en Søn, og du “har aldrig hørt, at en søn kan være lige så gammel som sin far”. Nej, det har jeg heller ikke. Jeg har heller ikke hørt, at en søn kan fødes af sin fader og være uden biologisk mor. (Jeg går ud fra, du heller ikke betragter Helligånden som Sønnens mor.) Så hvad skal vi konkludere ud fra dette?

    Min konklusion: At Jesus er som en “søn” på nogle punkter, men ikke på andre.

    Derfra kan vi begynde at undersøge, hvordan termet bliver brugt i Bibelen, og det har erfaringen vist vil gøre os en hel del klogere.

    Måske det netop er på grund af misforståelserne eller overfortolkningerne af termet “søn”, at Paulus er lidt forsigtig med at bruge det i sine breve. Han har ikke et problem med at bruge det, men han foretrækker ordet “Kyrios”, som jeg har nævnt tidligere. Faktisk er det karakteristisk for hans måde at begynde hvert brev på:

    Romerbrevet:
    Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

    Galaterbrevet:
    Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje

    1 Korinterbrev:
    Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

    Det virker altså til, at “Fader og Herre” har været vigtigere for Paulus end “Fader og Søn”. Hertil hører længere overvejelser om, hvordan Paulus bruger monoteistiske passager fra Det Gamle Testamente og inkluderer Jesus i dem, netop for at sige, at han er ét med Faderen. Det bliver i den sammenhæng nærmest umuligt at skulle forestille sig, at der engang var en tid, hvor Jesus ikke eksisterede.

    Jeg er for resten tilfreds med oversættelsen af Johannes 3,16, og jeg antager, det er blevet læst sådan i den kristne tradition uden nogen oplevelse af kognitiv dissonans. Jeg har heller ikke noget problem med at relatere Jesus til “Visdommen” i den jødiske poetiske tradition, selv om jeg ikke lader bogstavelige læsninger af Ordsprogenes Bog være tungen på vægtskålen i min kristologi.

  7. Jeg kan gå med til, at Jesus er Gud i sin natur; men ikke som person. Paulus er klar i sine udtalelser om, hvem Gud er.

    Ef 1,3: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.”

    Ef 1,17: ”Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham,”

    1 Kor 11,3: ”Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.”

    Vi ser her, at Paulus kalder Faderen for Jesu Gud. Så Jesus er ikke Gud selv, men hans søn. Det siger Jesus også selv i Joh 17,1-3:”Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, v2  ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. v3  Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” Jesus kalder her Faderen for den eneste sande Gud.

    I Markus 12,28-34 læser vi følgende beretning: ”En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« v29  Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30  og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31  Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« v32  Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33  og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34  Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget. ”

    Ifølge Jesus er en del af det første bud, at Gud er én, og han giver den skriftlærde ret, når han siger, at der ikke er nogen anden end ham (ikke dem). Derfor er adventistiske opfattelse af, at Gud er tre personer, der har eksisteret uafhængigt af hinanden fra al evighed ikke i overensstemmelse med hverken loven eller Jesu lære. Det, at man siger, at man tror på én Gud betyder ikke nødvendigvis, at man også gør. Ligesom det, at man siger, at tror på Guds søn, heller ikke nødvendigvis gør, at det er sådan. Faktum er desværre, at adventistkirken tror på tre guder, og at man ikke tror på, at Jesus er Guds søn.

  8. Du virker til at gøre dette til et spørgsmål om Adventistkirkens lære, men der er åbenlyst mange andre kristne, hvis lære vil blive ramt af din kritik. Vores treenighedslære var speciel, da vi startede, men ikke i dag. Der er efterhånden mange, som mener at Paulus indarbejder Sønnen i “shemaen” – den jødiske bekendelse om, at Gud / Yahweh er én, og at der for de tidligste kristne ikke var noget som helst modstridende i dette. Jesus er en del af Guds identitet, selv om der ikke er andre guder.

  9. Nej, jeres lære er ganske unik i blandt dem dem, der af de fleste, betragtes som kristne kirker. Den ligger dog tæt op af det, som mormonerne tror på. Hvis du ikke tror mig så lyt til starten af denne debat mellem en mormon og en mainstream kristen pastor. https://www.youtube.com/watch?v=DVeLH06wOCk. Jeg synes ligheden er slående.

  10. Hvis du vil dybere ind i emnet om Guds identitet og hvordan tidlige kristne betragtede Jesus, så anbefaler jeg Richard Bauckham’s bøger. Han er dog ikke adventist.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s