Har vi brug for religion?

En hyggelig fyr kom forbi Adventistkirken, da vi holdt loppemarked sidste år. Faktisk kom der ganske mange, men denne fyr satte sig ind i caféen og stillede nogle spørgsmål til, hvad kirken gik ud på. Han fik et par svar og et stykke loppemarkedskage, og en ting, han sagde, blev siddende hos mig: “Religion er fint nok, men i dag er der vel ikke så mange mennesker, der føler behov for at tro på Gud, når vi har det så godt.”

Samtalen sluttede desværre lidt der, bortset fra at den selvfølgelig satte nogle tanker i gang hos mig. På den ene side var der hans evaluering af Norges behov for Gud, som jeg godt kunne have sat spørgsmålstegn ved. Hvor vidste han det fra, at folk ikke følte et behov for Gud? Jeg går ud fra, han ikke havde været ude med spørgeskemaer. Mange tror måske på Gud i det skjulte (uden at gå i kirke), og mange føler måske behovet i form af et tomrum, selv hvis de ikke praktiserer nogen tro. Mange har det måske ikke så godt som denne fyr angiveligt havde det.

Det, der dog gjorde særligt indtryk på mig, var ideen om, at “hvis vi ikke har behov, så kan vi lige så godt lade være”. Really?

Det lyder logisk nok i en verden, hvor troen på Gud først og fremmest er et tilbud, og hvor religion og kirkegang og bøn er hobbyer, som man kan tage til sig eller lade ligge.

Men for mig var tanken lidt uvant. Min tro på Gud handler nemlig ikke om behov, men om at jeg tror, Gud faktisk eksisterer. Hvis Gud eksisterer, så spiller det ikke nogen rolle, om jeg har behov for at tro på ham – jeg bør tro på ham. Jeg vil også tro på ham, fordi jeg helst vil tro på virkeligheden, sådan som den i virkeligheden er.

Det er jo som alt andet, som er sandt og virkeligt. Vi bør tro på det (hvis det altså er det). Vi bør ikke tro på “alternative fakta”, som ikke stemmer med virkeligheden. Det er i givet fald ikke et spørgsmål om personlige valg eller præferencer eller følelser. Hvis du først er kommet frem til, at Gud eksisterer og er din skaber, så er du moralsk forpligtet til at forholde dig til det.

Det kan være, du faktisk føler et behov for ikke at tro på det. For hvis Gud er virkelig, og hvis kristendommen er sand, så burde du (måske) gå i en kirke og ændre nogle store ting i dit liv, som du måske trives med. Men ligesom du næppe befinder dig i den situation, så befinder jeg mig ikke i den modsatte. Behov har ikke ret meget med tro at gøre.

Det her kan virke udfordrende, og det havde helt sikkert været en provokerende ting at kaste i retning af den hyggelige fyr, som var så venlig at aflægge os et besøg, da vi holdt loppemarked. Jeg følte ikke på det tidspunkt for at sige til ham (på norsk): “Samme om du har “behov” vel – du er moralsk forpliktet til å tro på Gud!

Og dog er jeg de seneste år kommet frem til den (teologiske) konklusion, at det også er den logiske følge af det bibelske evangelium. Som jeg har været inde på før på denne blog, så stod ordet “evangelium” for gode nyheder. Da ordet først blev brugt (i det første århundrede) havde det en politisk og samfundsmæssig dimension.

Det betød at noget var sket.
Et nyt rige var kommet.
En ny konge var kommet.

Det var romerne i Romerriget, som brugte ordet først. Deres “evangelium” var, at Romerriget endelig havde sejret over de onde kræfter, takket være guderne, og Kejser Augustus havde ført alle sine undersåtter ind i en ny tidsalder. Han skulle være Kejser over et rige, hvor der herskede fred og harmoni. Grundlaget for freden var naturligvis Romerrigets militære magt, som ingen anden nation kunne udfordre. Han ville beskytte sine undersåtter, hvis de betalte skat og bidrog med soldater og deltog i civilreligionen, som erklærede, at Augustus var “Guds søn” (og Gud var i den sammenhæng afdøde Julius Cæsar). Det var et regime, som byggede på vold og frygt.

Det kristne evangelium vendte selvfølgelig det her på hovedet ved at sige, at Romerriget skulle få en afslutning, mens Guds rige skulle vare evigt. I stedet for at pege på Cæsar, så pegede de på Jesus – han var selvfølgelig ikke konge i konventionel forstand, men han var det i en åndelig forstand. Han var den type konge, som tjente sine undersåtter og kaldte dem venner. Han var den type konge, der lod sig korsfæste og dræbe, selv om han var uskyldig. Det var et kongerige, som byggede på tjeneste og selvopofrelse.

Tag dog ikke fejl af ham af den grund. Ifølge det kristne verdensbillede er Jesus den sande konge, mens alle andre konger bare har magten til låns. Derfor var kristendommen også ganske upopulær i Romerriget, ikke mindst for dens ideologiske fornærmelser mod kejserdømmet.

Selv Pilatus, som havde politisk magt til at få Jesus korsfæstet, fik ren besked af Jesus, som sagde: “Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.” (Joh 19,11) Han kunne have tilføjet: “You’re welcome.”

Det kristne evangelium er et budskab om, at Jesus er verdens retmæssige konge. Selve ordet “Kristus” betyder konge, og hver gang de første kristne har sagt “Jesus Kristus”, så har de egentlig ment “Kong Jesus”. Deraf følger den naturlige konklusion selvfølgelig også, at vi alle sammen er hans undersåtter. Ikke at han hersker over os på en diktatorisk og undertrykkende måde, tværtimod, men vi er ikke desto mindre underlagt ham. Den moralske lektion er dette:

Vi skylder ham vores loyalitet.

Siden dette er evangeliet, så er det selvfølgelig også det, som vi kristne har ansvar for at få formidlet til mennesker (så med dette indlæg gør jeg min pligt). Dette fremgår ret tydeligt af den berømte “missionsbefaling” – som var det sidste Jesus sagde til disciplene, før han forlod dem:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,18-20)

De blev ikke sendt ud med et “godt tilbud”, som folk så frit kunne vælge eller vrage. Det var heller ikke bare et budskab til de svage og trængende og dem, som føler et “behov” for noget at tro på, selv om Jesus spåede, at det nok var dem, som kom til at få mest glæde af det (Matt 5,3-11).

Disciplene blev sendt ud med et budskab til alle mennesker om, hvem der bestemmer. Deres første opgave var at fortælle, at Jesus har fået “al magt i himlen og på jorden”. Deres næste opgave var at døbe dem og oplære dem i lydighed overfor Kongens befalinger. Der blev selvfølgelig ikke brugt tvang, for tvang går imod Guds riges principper. Men budskabet var det samme: Omvend dig, bliv døbt, og følg så Jesus.

Dette budskab er ret kontroversielt, især i vores anti-autoritære tidsalder. Det sidste, nogen har lyst til at høre, er vel, at andre bestemmer over dem, eller at de skylder nogen noget som helst. Det gør vi alle ikke desto mindre. Men det er også værd at bemærke, hvordan de første kristne bar sig ad med at formidle budskabet. De kaldte på mennesker, respekterede dem og hjalp dem, præcis som Jesus selv havde gjort. De gik ikke kæphøje ud i verden, som om det var dem, som var blevet verdens konger. De delte evangeliet med ydmyghed, dog uden at ændre på den kontroversielle kerne: Jesus in charge. 

Jeg tør også roligt påstå, at en verden, hvor alle havde levet ud fra dette, havde set meget bedre ud, end den vi ser lige nu. Det er dog en anden diskussion.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s