Skabelse vs. Evolution 2017

Der er mange kristne (deriblandt syvende dags adventister som mig selv), som er meget entusiastiske for den kristne lære om skabelsen. Det er et vigtigt punkt både for mange troende og for mange ateister og alle, som befinder sig steder midt imellem. Er verden og livet skabt af Gud? Eller er det hele fremkommet på en naturlig måde uden nogen guders indblanding?

Jeg synes, debatten kan være rigtig spændende, både når det kommer til videnskaben, som fascinerer mig, og teologi, som kan defineres som “tro, der søger forståelse”. Når det gælder videnskaben, så er der meget skrald derude, og her tøver jeg heller ikke med at sige, at det især er på skabelses-siden, man finder mest pseudovidenskab, selv om man også finder biologer og videnskabsmænd overdrive implikationerne af hvad vi ved.

Institutioner som Ken Ham’s “Answers in Genesis” skræmmer mig, og snæversynede, bedrevidende tele-evangelister som Kent Hovind, som gerne kalder sig Dr. Dino (selv om han ikke har en rigtig doktorgrad i noget som helst) kan give mig decideret ondt i maven. Jeg bliver pinlig berørt, når trosfæller henviser til disse mennesker for at påvise, at jorden bare er 6.000 år gammel, og at dinosauerne døde i syndfloden. (Hvis du til gengæld synes, de er kompetente folk, som giver saglige argumenter, så håber jeg, du alligevel vil give resten af dette blog-indlæg en chance.)

Intentionen med det her indlæg er ikke at gå dybt ind i debatten, men hellere at minde om nogle ting, som jeg tror, kristne kan glemme, når de argumenterer for skabelse. Lad os starte med ét af de mere åbenlyse fakta:

Charles Darwin blev født i 1809 og stillede træskoene i 1882. Han døde altså omkring 1.800 år efter den sidste bog i Det Nye Testamente blev skrevet, og dermed også mere end et par tusind (eller tre) efter Moses nedskrev den klassiske skabelsesberetning (hvis det var ham, som skrev den).

So what?

Mange kristne læser stadigvæk Skabelsesberetningen, som om den er skrevet med en intention om at svare igen på evolutionsteorien (af kristne ofte kaldet “udviklingslæren”). Det er åbenlyst, at beretningen ikke stemmer overens med Darwins lære. Det er mindre åbenlyst, at dette er det vigtigste, som vi kan tage med os fra beretningen.

Skabelsesberetningen er værd at læse uden overhovedet at tænke på evolutionsteori. Fordi det gjorde tekstens første læsere. Vi kan gøre det samme ved at prøve at forholde os mere åbent til teksten og prøve at forestille os, hvilke spørgsmål som rørte sig om vores oprindelse på den tid, og hvordan teksten prøvede at adressere deres spørgsmål og altså ikke de spørgsmål, man stillede i 1800-tallet eller i nyere tid.

Det kræver naturligvis både lidt kundskab og fantasi. At rekonstruere disse spørgsmål ud fra Skabelsesberetningen er som at høre halvdelen af en telefonsamtale. Du overhører nogen tale i telefon, men du kan ikke høre, hvem de snakker med, eller hvad vedkommende siger. Men ud fra det personen siger i din ende, så kan du alligevel danne dig et billede af, hvad de drøfter.

Hvis vi gør det med Skabelsesberetningen, så opdager vi, at forfatteren er optaget af en række temaer, når han skriver Første Mosebogs kapitel 1.

Han er tilsyneladende optaget af at fortælle om en Gud, som arbejder systematisk og med en klar plan for det han skaber. Han skaber først rammerne de første tre dage, og så fylder han disse rammer de tre næste dage (dag 4, dag 5 og dag 6). Det er egentlig en logisk proces, en naturlig rækkefølge, når vi tillader os at betragte det fra et ikke-videnskabeligt paradigme (og det har vi kristne nok tilladt os selv alt for sjældent i nyere tid).

Hvad fortæller det om Gud? Det er jo det store spørgsmål, når vi står med en åbenlyst teologisk tekst. Det fortæller selvfølgelig, at Gud sætter orden på kaos, at han havde en plan (det hele var ikke et uheld eller resultatet af en krig med andre guder, etc.), og så kommer der jo et par andre ting frem om ham i teksten også. Han ser på skaberværket efter hver dag og konstaterer, at det er godt. Gud nyder sit skaberværk. Skaberværket har en værdi for Gud, og han er investeret i at se det blive til og tage form og trives. Han har omsorg for det skabte.

Den syvende dag “helliger” han. Det vil sige, at det er en dag, han “sætter til side” til hvile. Han “hviler” på den syvende dag, og den utvetydige implikation for alle hebræere, som har levet med teksten og hørt den læst op i synagogen, er: “Derfor hviler vi også den syvende dag i ugen.” Det står der måske ikke specifikt i teksten, men det er hvad alle Abrahams efterkommere har forstået, når de hørte det.

Helligdagen – som jøderne kalder Sabbatten – hænger altså sammen med skaberværket, og at alt, hvad Gud har skabt, besidder en egen værdi, som Gud nyder. Derfor handler dagen om at nyde skaberværket og at hylde skaberværkets skaber. På den dag bliver det ekstra vigtigt at tage godt vare på den verden, som Gud har skabt, og at være Gud taknemlig for alt, hvad han har givet os.

Dette er tekstens teologiske mening, og det vil ikke være forkert at sige, at det er det vigtigste. Der er andre teologiske ting i teksten, jeg kunne have fremhævet, men det kan vi gøre en anden gang. Pointen er, at disse ting kan faktisk blive glemt, hvis vi er alt for optaget af at skulle bevise tekstens konkrete beskrivelser.

Det kan være, at det lykkes dig at overbevise nogen om, at Gud skabte lyset, før han skabte solen, og at planeten blev formet før stjernerne på himlen, og at hvælvingen egentlig skiller vand for oven fra vand forneden. Du kan en sjælden gang have succes med at formidle sandhedsværdien af en helt bogstavelig tolkning, så nogen får en speciel kosmologi, som samsvarer med de konkrete beskrivelser i teksten.

I et kristent perspektiv må det dog være lov at spørge: Hvad har du reelt opnået? Hvilken betydning har det egentlig for den person, som godtager dine argumenter og tager dine forklaringer til sig? Er personen automatisk kommet nærmere Gud? Er personen mere “frelst”? Har det velsignet ham eller hende? Har Jesus fået en større plads i denne persons liv? Er han eller hun blevet et bedre og mere kærligt menneske?

Min påstand er, at det nytter intet, at du tror, at verden blev skabt på seks dage for 6.000 år siden, og at du får andre til at tro det, hvis du forsømmer de teologiske budskaber knyttet til skabelsen. Det handler jo ikke bare om hvorvidt Gud har skabt verden og om hvordan han gjorde det, men også om hvad det siger om ham, og hvad forskel det gør for os. Hele grunden til at Gud vil have os til at tro på “skabelse” er jo, at han vil have, vi skal tro på ham og ligne på ham. At vi skal drage omsorg for skaberværket, som han gør, og at vi skal fejre sabbatten sammen med ham og hvile i ham.

Det er selvfølgelig ikke det hele, men det er en start (bogstavelig talt Bibelens start). Når Bibelen snakker om Gud som alle tings skaber – og det er selvfølgelig et kæmpe tema i Bibelen fra start til slut – så har Gud mere på hjerte end en videnskabelig diskussion om, hvordan han gjorde det. Det handler faktisk om værdier og om hvordan vi forholder os til Gud, hinanden og verden på. Det handler ikke om rækkefølge på elementer og tid på processer. Her er nogle flere implikationer af skabelsen:

Fordi Gud har skabt os, så skal vi lade være med at gå i krig med hinanden. Vi skal lade være med at skabe splittelser og lave kliker, som ser ned på andre mennesker. Når vi tror på, at Gud har skabt alle mennesker, så tror vi ikke længere på, at nogen mennesker er bedre end andre, og at alting ville være godt, hvis bare de “gode” fik udryddet de “onde”.

Fordi Gud har skabt verden, så skal vi tage godt vare på den. Det gælder miljø og øko-system og selvfølgelig også alle mennesker i den. Der findes kristne, som er mega entusiastiske for skabelsesberetningen, men som har tilsluttet sig anti-intellektuelle myter om, at klimaforandringerne ikke er reelle, og at “global warming” er et bedrag. Folk, der siger sådan, ser ikke virkeligheden i øjnene. Isen på polerne smelter, og vi ser store forandringer på alle kontinenter. Læren om skabelsen og det ansvar som følger med har aldrig været mere relevant end nu, og vi kristne burde derfor gå foran med at vise, hvordan vi lever grønt og bæredygtigt. I stedet har kristendommen givet grobund for moderne kapitalisme (historisk via calvinismen, faktisk), som bilder sig ind, at vi aldrig løber tør for naturlige ressourcer, og som hellere vil skabe kapital end tænke på naturen.

Det her handler ikke om hvor bogstaveligt skabelsesberetningen skal tages. Det handler om hvor vigtigt skabelsesberetningens teologiske implikationer er, og forhåbentlig kan samtalen i 2017 og fremover flytte sig mere i den retning.

For at være mere sikker på at du, kære læser, skal forstå hvad jeg mener, så vil jeg tage et andet eksempel, nemlig Jesu opstandelse. Jeg har den holdning, at Jesus var død og begravet, men at han stod op fra de døde søndag morgen. Det er der mange af mine venner og bekendte, som synes lyder lidt småtosset. Jeg har af og til taget spørgsmålet op med dem for at forklare dem, hvorfor jeg mener, at Jesus faktisk opstod.

Er det vigtigt? Ja – det synes jeg i hvert fald. Men kun fordi det siger noget om Jesus. Det er spildt, hvis det lykkes mig at overbevise dem om, at Jesus opstod, men de konkluderer, at det var fordi han var et rumvæsen. Det har gavnet hverken mig eller dem, medmindre det gør, at de faktisk begynder at tro på Jesus. Jesus kom med et værdifuldt budskab til verden, og jeg har som kristen en forventning om, at Jesus skal spille en endnu større rolle, når han kommer igen. Hans opstandelse er vigtig, ikke i sig selv, men fordi den understreger resten. Den giver signal om, at Gud var trofast overfor sine løfter til menneskeheden, og at han fiksede nogle fundamentale problemer gennem Jesus, og at han derfor også har en plan om at fikse hele verden. Hvis man uanset ikke tror på opstandelsens teologiske mening (som jeg lige beskrev), så er det fuldkommen ligegyldigt, om man tror på bogstavelige beskrivelser af, hvad der skete.

Derfor har jeg nogle spørgsmål, bare sådan til overvejelse.

  • Når du, som er kristen, diskuterer “skabelse” med folk, hvad prøver du så egentlig at opnå? Hvad håber du, at de lærer?
  • Hvilken betydning har det egentlig for dig, at Gud har skabt verden og har skabt mennesker (altså udover at du har ret, og de ta’r fejl)?
  • Hvordan kan en sådan “tro” eller “teologi”
    • (a) bringe dig “nærmere Gud”
    • (b) gøre dig til et bedre menneske?
Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s