Paradoksale krav

Hvorfor er ateister egentlig ateister? Selvsagt fordi religion ikke lever op til deres krav. Spørgsmålet er, om de krav, de stiller til religion, nødvendigvis er rimelige.

Afhængigt af situationen kan en ateist stille forskellige krav til kristne, som fremlægger og forsvarer deres tro. Christopher Hitchens, som desværre døde af kræft, sagde de berømte ord: “Nævn én moralsk handling, som en kristen vil gøre, som ingen andre vil gøre.” Hør hans egen formulering:

Noget af baggrundshistorien for dette udsagn er naturligvis, at Hitchens misforstår moral-argumentet. Pointen med moralargumentet er at vise, at eftersom der findes objektivt “godt” og “ondt”, så må Gud også findes og være ophavet til vores moralske instinkt. (Jeg vil ikke her tage stilling til, om jeg synes, dette er et godt argument eller ikke.)

Det bliver dog ofte tolket således, at kristne siger, at ateister ikke kan være moralske, eller at kristne er på et højere moralsk plan end resten af menneskeheden, hvilket selvfølgelig slet ikke er, hvad argumentet går ud på. Den misforståelse kan man bruge meget energi og blogplads på at rede ud, men det er der næppe ret mange, som får noget ud af. I stedet vil jeg tage Hitchens’ udfordring alvorligt og tænke højt om, hvordan man kan svare.

Et oplagt emne, man kunne tage op, er seksuel moral. En kristen ville (i teorien) ikke være promiskuøs. (I praksis ser vi naturligvis lidt af hvert.) Han eller hun ville måske endda spare sig selv ved at forblive jomfru indtil ægteskabet. Dette vil personen som kristen helt sikkert opfatte som noget moralsk, samtidig som det ville være noget, vedkommende fik “fra sin religion”, altså et glimrende eksempel på det, Hitchens efterspørger.

Men siger vi dette til Hitchens, og havde han været i stand til at kommentere, så ville han næppe være særlig imponeret. Han ville måske sige, at det ikke er “moralsk”, men at det er gammeldags, en form for undertrykkelse af det naturlige instinkt, trangen til at formere sig og opleve nydelse. Hans ateistkolleger ville give ham ret.

Hvad Hitchens har konstrueret kan virke som en smart retorisk strategi, fordi det er i sagens natur umuligt at forestille sig et svar, der vil tilfredsstille ham. Enten vil han sige “det er ikke unikt for kristne” eller “det er ikke moralsk”. Uanset hvad vil han se sig som vinderen af diskussionen.

Vi kunne afskrive det som en “debat-strategi” og lade som om, at denne idé ikke har nogen betydning ude i det virkelige liv. Sådanne ytringer trives i kværulerende YouTube-debatter, kunne vi sige og ryste støvet af skoene og gå videre. Men hvis vi gør det, så undervurderer vi nok indstillingen, som jeg tror er ganske udbredt, dog ofte på et knapt så eksplicit plan. Det er et paradoksalt forhold, som mange har til religion. Lad mig forklare.

På den ene side stilles der nemlig et krav om, at kristendommen skal tilbyde noget nyt og innovativt for at have en værdi. Hvad skal vi med en tro, som bare siger det samme, som “sund fornuft” fortæller os? Vi behøver jo netop ikke troen, hvis vi bare kan lytte til hinanden og kan fremlægge gode moralske tanker uden at appellere til hellige skrifter og en faderfigur i skyerne, hedder det sig.

På den anden side stilles der et krav om, at kristendommen må ikke være kontroversiel eller radikal – den skal være “politisk korrekt”. Dens udsagn skal helst passe med de værdier, som vi allerede har som frie, demokratiske, sekulariserede mennesker. Den skal ikke udfordre os ved at lægge noget til eller trække noget fra. Når den tilfældigvis støder sammen med opfattelser, vi har, så afviser vi den som “gammeldags” og irrelevant, især hvis det gælder størrelser som sex, ægteskab, abort, krig og omsorg for svage, fattige og fremmede (med andre ord, det hele liv).

De to krav går direkte imod hinanden. De hænger ikke sammen, men fremsættes efter behov som gode undskyldninger for ikke at forholde sig til religiøs tro.

 

Måske Christopher Hitchens udmærket var klar over, at de krav, han stillede til kristendommen, var urimelige. På grund af hans dobbelt-standard var der intet, religion nogensinde kunne gøre for at virke mere attraktiv i hans øjne. Passede den ham, så var den unødvendig. Udfordrede den ham, så var den forældet.

Hvis dette viser noget, så er det, at tro ikke er et spørgsmål om intellekt, rationalitet og logik. Rationelle mennesker er åbenlyst ofte mere end villige til at droppe logik, når det gælder at tage religion alvorligt. Hvad er det da, et moralsk valg? Måske. Det handler i hvert fald i større grad om, hvad man ønsker er sandt, end om hvad som faktisk kan demonstreres.

Derfor er mange ateister netop ateister, tror jeg, og denne konklusion vil utvivlsomt virke provokerende på mange. Det er ikke nødvendigvis, at de ikke klarer at tro på, at Gud findes, men at de ikke ønsker, at han findes. Hvis de vidste, at han gjorde, så ville de stadigvæk ikke tilbede ham, og dette synes ofte at veje tungere end det egentlige spørgsmål om Gud. Mange argumenter (som det ovenstående) er egentlig bare strategier, som de bevidst eller ubevidst benytter for at undgå at tage den religiøse virkelighed alvorligt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s