Hvad har fundamentalisme og ateisme til fælles?

Mindst af alt, vil nogen sige.

Richard Dawkins er blevet kaldt “fundamentalist”, men han tog kraftigt afstand fra denne etikette i 2007:

“No, please, do not mistake passion, which can change its mind, for fundamentalism, which never will.”

Han siger, han er en videnskabsmand, som følger strømmen af evidens. Hvis den går en anden vej end forventet, så gør han også. Derfor er han ikke en fundamentalist.

Men hvad ligger egentlig i “fundamentalisme”? Har det noget som helst at gøre med, hvor stædig man er i sine synspunkter, når man stilles overfor fakta? Måske, men måske det også handler om mere end det.

Den oprindelige “fundamentalisme”

Selve ordet “fundament” ved vi jo alle hvad betyder. Jeg er ikke ligefrem en handyman, men jeg ved, at “fundament” er dét, som man bygger et hus på, for at det skal stå stødigt og stabilt. Når vi taler om “fundamentalisme”, så er det naturligvis i overført betydning. Det er en ideologi baseret på en holdbar grund.

Men ordet “fundamentalisme” har i tillæg en historie, som har været med til at forme dets brug. Det er ikke bare en måde at være religiøs på, men en specifik bevægelse, som startede i USA i 1800-tallet som en slags respons til liberale tolkninger af Bibelen. Central for denne bevægelse var nogle udgivelser, som blev kaldt “The Fundamentals: A Testimony To The Truth”. Her fremlagde teologer fra forskellige protestantiske kirkesamfund, hvad de så som “fundamentale sandheder”. Det var selvfølgelig ting, som de mente var under angreb, og som aldrig måtte betvivles. Dette handlede om alt fra “Skabelsen” og “jomfrufødslen” til “Bibelens ufejlbarlighed” og “retfærdiggørelse ved tro”.

393eb887b2cf50b493f6ca52cbf9b22e

Fundamentalismen står for en karakteristisk måde at læse Bibelen på, som nogen gange kaldes “bogstavelig”. (“Bogstaveligt” er dog til tider et problematisk ord at bruge, da fundamentalister ikke altid læser alting bogstaveligt – de forstår trods alt, at Bibelen også bruger metaforer og ennda symbolik, for eksempel i bøger som Daniels Bog og Åbenbaringen.) Mens fundamentalister gerne ser på det som den “oprindelige” måde at læse Bibelen på, så er der ingen tvivl om, at det er en reaktionær bevægelse. De reagerede på sekularisme og liberale tolkninger, og de gjorde det ved at insistere på tolkninger, som ikke nødvendigvis var karakteristiske for ret mange kristne tidligere i verdenshistorien.

Et godt eksempel på det er “ung jord kreationisme” (“young-earth creationism” eller YEC), som læser beretningen i Første Mosebog 1 som en slags videnskabelig rapport, om hvordan universet blev skabt. Her går fundamentalister et skridt længere end tidlige tiders bibeltroende ved blant andet at insistere på, at “dagene” i skabelsesberetningen må have været 24 timer af længde, hverken mere eller mindre, for ellers er det jo løgn, når der står “dage”. Videnskab, som strider med dette, kan tilbagevises som fejlagtig på grundlag af Guds ord, som siger alt, vi behøver at vide om noget som helst.

Fundamentalismens korthus-tro

Der er lagt et kæmpestort tværkirkeligt arbejde i at forme moderne fundamentalisme. Det er på ingen måde idioter, vi snakker om! Det er intelligente mennesker, som er gode til at diskutere og tænke systematisk. Derfor er fundamentalismen også et logisk system, og det vil du ofte høre i dialogen med fundamentalister:

“Hvis du tror på A, så vil du også tro på B, og det vil føre til, at du tror på C. Så er det bare et spørgsmål om tid, før du tror på D.”

Et eksempel kan være, at hvis du ikke tror på Skabelsen, så vil du heller ikke tro på Opstandelsen (nærmere bestemt at Jesus stod op af graven). Det kan af og til være vanskeligt at se de logiske spring, men det man må forstå, når man har med en fundamentalist at gøre er, at alting hænger sammen – ikke bare hænger det sammen, det skal hænge sammen. Det er en del af det implicitte rationalistiske paradigme, som har affødt fundamentalismen, at alt skal hænge sammen.

Fundamentalismen har ingen tolerance for usikkerheder og ubesvarede spørgsmål. Det skal ikke forstås sådan, at fundamentalister tror, de ved “alt”, men nærmere det at der er rigtig mange spørgsmål, som det ikke engang er lov at svare “det ved jeg ikke” på, hvis man skal regnes for rettroende kristen.

Fra deres synspunkt er det denne sikkerhed (som nogen af os nok nærmere vil betegne som “skråsikkerhed”), som gør deres tro “stærk”. De har ret i forhold til, at intet synes at kunne vippe dem af pinden, og på det punkt må man jo give Dawkins ret i hans indtryk af fundamentalister. De virker stædige, og de lukker ørene for ting, der udfordrer dem.

I virkeligheden vil jeg dog betegne denne måde at tro på som “svag”, netop fordi den ikke tåler ret meget modstand, før den føler sig truet. For at bevare troen er fundamentalister ofte nødt til at undgå ting, der kan rejse tvivl om noget aspekt af det store sammenhængende system. For en ægte fundamentalist er tvivl det samme som vantro.

Houseofcards

Siden alting hænger sammen, så bliver hvert eneste doktrin en akilleshæl for fundamentalisten. Næsten uanset hvor du rammer fundamentalistisk teologi, så vil det få fatale konsekvenser for helheden. Fundamentalismen er lige så skrøbelig som et korthus. Derfor er fundamentalister super defensive, ofte aggressive, når de forsøger at værne om alle aspekter af deres tro.

Fundamentalister er derfor oftest autodidakter. De læser ikke en bog, som de er uenig med, uden også at læse 5-10 bøger, som kan bekræfte dem i deres holdninger og beskytte dem mod enhver tvivl. Fundamentalister kommer kun ud af deres “echo chambers” (hvor meningsfæller klapper hinanden på skuldrene), når de har energi nok til at rette et kalkuleret angreb mod de vantro. Derefter trækker de sig tilbage i sikkerhed igen. De tror, de er stærke, men deres skråsikkerhed og ofte stærke temperament (affødt af frygt) siger naturligvis noget andet.

Eks-fundamentalisternes uforløste vrede

Men som forventet, så vil korthuset af og til ramle. At forlade fundamentalisme har kæmpestore konsekvenser for dem, som fuldfører processen. Selv hvis man klarer at bevare familie og venner, så vil man miste en oplevelse af fællesskab og nærhed med dem. Man vil blive betragtet som “kætter” og “frafalden”, i bedste fald en “stakkel”. Man kan opleve at have mistet mål og mening med tilværelsen, siden fundamentalismen fungerede som et livsprojekt og en kilde til bekræftelse. Det er en psykologisk krise, som sagtens kan sammenlignes med det at opleve dødsfald eller at gå gennem en skilsmisse.

Sårene er ofte dybe, og ofte kommer det til udtryk som uforløst vrede, som selvfølgelig skyldes mange ting: At man føler sig bedraget, at man har et skadet selvbillede, at man føler sig uretfærdigt ekskluderet efterfølgende, at Gud har svigtet, osv..

Denne uforløste vrede kan også ses hos mange ateister. Mange af de mest populære (og mest vrede) ateister er tidligere fundamentalister eller mennesker, som er vokset op i fundamentalistiske hjem og som har meget personlige beretninger om, hvordan fundamentalismen har skadet dem. Vrede er en primær drivkraft bag den såkaldte “new atheism”, som fik liv efter det fælles vestlige trauma, som mange oplevede 11. september 2001. Flere af de nye ateister har givet udtryk for, at islamistisk terror har været dråben. Dette gælder ikke bare i forhold til hvad der fik dem til at skrive populære bøger om ateisme, men også i forhold til hvordan markedet for anti-religiøse bøger nu blev åbnet.

Den generelle had mod meget religion er en konsekvens af fundamentalismens ideologiske krigsføring, af og til kaldet “culture wars”. Den nye sekulære aggression er affødt af fundamentalistisk aggression. Vi associerer i dag “religion” med fundamentalismen, fordi den råber højst og er det mest skråsikre (og derfor irriterende) udtryk for religion. Ny-ateisme er, hvad vi har fået, når pendulet er svinget den anden vej. Den lever af folks had til fundamentalisme og nu også til radikal islamisme.

Det afgørende første-princip

Der findes naturligvis andre måder at være kristen på end at insistere på bogstavelige læsninger og at være dedikeret til logiske systemer. På et individuelt plan tror jeg, det handler om at tillade usikkerhed og opdage, at dette ikke i sig selv er “farligt” eller fører til manglende tro. Tvivlen og troen kan gå hånd i hånd. Jeg har selv været gennem en sådan proces over de sidste 10 år, hvor jeg har indrømmet mere og mere overfor mig selv, at der er mange ting, jeg ikke ved eller forstår, og flere ting jeg ikke får til at hænge sammen. Jeg besidder ikke et 100% logisk system, og det er okay. 

Flere af de ting, som fundamentalister tror på, tror jeg også på, men mit forhold til dem er ofte et andet. Mens en fundamentalist baserer sin tro på, at Bibelen er ufejlbarlig (og at dette er det første princip), så baserer jeg min tro på, at personen Jesus opstod fra de døde (som også var et første-princip for Paulus). Fordi Jesus opstod, tror jeg på hans lære, som blandt andet implicerer, at Bibelen er inspireret, dog ikke ufejlbarlig i alle henseender. Du kan sige, at jeg har et logisk system, som er anderledes struktureret, men derfor også ét, som er mindre sårbart for udfordringer.

Skulle det for eksempel vise sig, at Skabelsesberetningen ikke kan tolkes “bogstaveligt”, fordi det ikke harmonerer med fakta (eller andre beskrivelser i Bibelen), så udgør det ikke den store fare for systemet, fordi den ikke udfordrer det første princip. Det første princip er nemlig ikke, at Bibelen aldrig tager fejl om noget som helst (fx Skabelsen), men at Jesus er opstået – og Jesus er lige fuldt opstået, om Solen blev skabt før Jorden eller omvendt.

Men hvis det bliver bevist, at Jesus ikke er opstået, eller hvis det bliver vist, at det er usandsynligt, at han opstod, så er mit system naturligvis truet. Det samme sagde Paulus om sin teologi. Uden Kristi opstandelse var troen tom. (1 Korinterbrev 15)

Interessant nok, så kan ateister sjældent værdsætte denne tilgang. Min erfaring er, at mange ateister – og her er jeg forsigtig med ikke at sige “alle”, da det nok primært drejer sig om ny-ateister – læser Bibelen som fundamentalister og insisterer på Bibelens ufejlbarlighed som første-princip. De er dedikerede til dette doktrin, at enten har Bibelen ret i alt og er “ufejlbarlig”, eller også kan den ikke tros på overhovedet, og derfor kan hele kristendommen og alle dens påstande blankt afvises. De har lav tolerance for kristne, som prøver at bevare et mere nuanceret forhold til Bibelen.

Illusionen om at have den objektive sandhed

Når det gælder hermeneutik (tolkningslære), så er der altså her noget, som fundamentalister og ny-ateister synes ofte at have til fælles. De er dedikeret til at tolke Bibelen både bogstaveligt og anakronistisk, altså som sand for vores tid uden hensyn til historisk eller literær kontekst. Dette er dog uden tvivl min beskrivelse af, hvad der foregår, for en ateist eller en fundamentalist ville aldrig indrømme, at det er det, de gør.

En fundamentalist siger ikke, at han tolker Bibelen på en bestemt måde. I stedet insisterer han på, at han “bare læser hvad der står”. Blandt fundamentalister er der gået inflation i en talemåde, som siden er blevet til en slags joke blandt deres kritikere – den lyder sådan:

God says it.
I believe it.
That settles it.

For en fundamentalist er hermeneutiske principper og snak om kontekst ofte bare undskyldninger for at benægte det, som står klart og tydeligt i Guds ord. Enhver, som er oprigtig, forstår også Bibelen – der er ingen grund til at diskutere dens betydning!

Dermed er fundamentalisten fuldstændig ignorant om sig selv. Fundamentalismen er slet ikke en –isme, den er bare kristendom. Hvis der er noget, vi dog er mere bevidste om i dag end nogensinde tidligere, så er det, at ingen kommer til en tekst uden fordomme, og ingen kan læse den på en helt objektiv måde (uanset hvilken tekst der er tale om). Vi har altid nogle idéer, før vi læser en tekst, som vil påvirke vores forståelse af den. Alene vores sprog har vi jo på forhånd, men også hele vores forestillingsverden og hvad folk har fortalt os om teksten. Disse idéer stemmer ikke altid overens med forfatterens, og derfor opstår der misforståelser, for eksempel hvis vi bruger ord forskelligt, fordi de har ændret betydning over tid.

Meget mere kunne naturligvis siges om alt dette, men for en fundamentalist er dette uinteressant og irrelevant, når det kommer til Guds ord. Hans forståelse af Bibelen er altid den objektive, for han tror bare på det, som der står skrevet. Der er ikke engang tale om en “tolkning”, men om sandheden, og om man tager den alvorligt eller ej.

En lignende mangel på selvindsigt besidder ateisten ofte. For eksempel når han insisterer på, at hans måde at se verden på slet ikke er en “tro”. Det er bare “en benægtelse af tro”. Ateismen er det neutrale udgangspunkt, for ateisterne ser bare verden som den i virkeligheden er, fuldstændig renset for alle fordomme og antagelser, som ikke kan begrundes videnskabeligt med fakta. De regner med, at alle, der ikke har lært at tænke religiøst, automatisk er på deres side og er derfor klar til at kalde børn, hunde og katte for ateister. Ateismen er det selvfølgelige, mens “religion” er det tolkende og indbildske, som sniger sig ind i mennesker, som nogen har indoktrineret eller forhindret i at tænke klart.

Ateisten er således fuldstændig uvidende om, at han også tolker og har et verdensbillede, som involverer et element af tillid til ting, som ikke kan bevises (som er en af mange definitioner på tro). Det falder ikke ateisten ind, at hans verdensbillede indebærer en række antagelser om verden, som i hvert fald intuitivt virker utroværdige, for eksempel at mennesket ikke har fri vilje, og at der ikke findes overordnet godt og ondt.

Når en person insisterer på, at han bare siger tingene, som de i virkeligheden er, så er der derfor gode chancer for, at man enten har med en fundamentalist at gøre eller med en “ny ateist”. Det er en indstilling, som det ofte kan være svært at gå i dialog med, fordi de ikke regner andre perspektiver end deres egne for legitime. Jeg oplever det derfor ofte som mere givende at tale med religiøse og ateister, som har en overvejende agnostisk indstilling til verden – som tillader tvivl og usikkerhed, og som er klar til at indrømme, at verden er et mystisk sted, og at virkeligheden ofte kan være tvetydig og svær at begribe.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Religion. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s