Refleksjoner over Andreas Bo og hans had til religion

Andreas Bo er gået op i det røde felt over et hashtag. Ellere flere hashtags. Nærmere bestemt:

#prayforturkey
#prayforparis
#prayforyounameit

Han er komiker, men det er tilsyneladende ikke for sjov, når han giver udtryk for sin forargelse over, at der bliver kaldt til forbøn for mennesker og steder, som er berørte af terrorangreb eller andre kriser.

Se hans video-apppel her, eller se Aftenshowet-interviewet.

image

Her er nogle af mine egne refleksjoner over Andreas Bos udbrud:

Fra videoen: “… som jeg får selv fra mine mest begavede venner.”

Det første Andreas Bo undrer sig over er, at hans begavede venner er gået med på trenden og har brugt disse hashtags. Dermed bidrager han selvfølgelig også til fordomsfuldheden imod religiøse. Han mener, at mennesker, som tror på bøn, er ubegavede eller dumme.

Fra videoen: “Hvornår er der virkelig et evident eksempel på, at man har bedt for et eller andet, hvor det har hjulpet?”

Nu er spørgsmålet retorisk og ikke oprigtigt. Andreas Bo mener efter alt at dømme, at svaret må være “aldrig”. Andre mennesker, som heller ikke er religiøse, vil være mere åbne for, at bøn kan hjælpe på den ene eller anden måde. Der er også mange, som har erfaret, at det kan gøre en forskel. Jeg ser ikke, hvorfor lige netop Andreas Bos erfaring på området skal være mere reel end mange andres.

Fra interviewet: “Folk skal have lov at bede, lige så meget som de har lyst til.”

Det er jeg da lidt glad for, at han trods alt mener.

Fra interviewet: “Men skulle vi ikke for en gangs skyld sige: Nu er det os, som skal gøre noget – få det her ud af verden – og så gøre det her sekundært, det med at bede og religionen… Og ligesom sige: Vi er nået dertil, skal vi ikke tage det op og spørge ‘hvad skal vi egentlig bruge det til?’ Er det mere godt, end det er dårligt? Det er sådan set det, der er mit ærinde.”

Det er ikke supergodt formuleret, og første gang man hører ordstrømmen er det let at gå glip af hans pointe, men når man sidder og lytter til det langsomt (som jeg gjorde, for at kunne skrive det ned), så fanger man, at Andreas Bos problem ikke er med bøn, men med religion.

Hvem er “vi”, som Andreas Bo snakker om, og hvor er “vi” nået til? Jeg gætter på, at han snakker om menneskeheden eller det moderne samfund, og ud fra hans synspunkt er vi nået til et punkt i historien, hvor vi er klar til den store revurdering af religion.

Den fortælling er selvfølgelig ret kendt, og det er ikke Andreas Bo, som har fundet på den. Samme idéer florerede med det, vi kalder Oplysningstiden. Spørger du mig, så halter Anders Bo egentlig lidt bagefter, når det gælder det idé-historiske. Et langt mere relevant spørgsmål er: “Hvorfor vandt ateismen ikke som det blev spået? Hvorfor er folk stadig religiøse og åndelige? Hvorfor har #prayforfrance så stor appel i det 21. århundrede?”

Andreas Bo er med andre ord ikke fulgt med tiden. Hvis han var, så ville han ikke undre sig sådan, og han ville ikke foreslå et opgør med religion. Hvis han var fulgt med tiden, så ville han have forstået, at religion ikke er noget, “vi” slipper af med, men noget menneskeligt, som har tjent vigtige funktioner i samfundet, og som vi næppe kan klare os uden.

“Nu har vi i 2.000 år slåsset ud fra de tre Abrahams-religioner! I TO TUSIND ÅR! Så slås islam mod kristendommen, så finder vi ud af lidt fred der, så slås kristendommen internt om vi skal være protestanter eller katolikker, og når vi så er færdige med det og har overstået et kommunistisk terror i 70’erne, så skal vi finde noget nyt – og så graver vi gudhjælpemig religionen op igen.”

Vi må være overbærende med Andreas Bo, når han skal prøve at forklare verdenshistorien på 10 sekunder. Jeg mærker mig ved, at han tilsyneladende opfatter religion som roden til alt ondt. Vi har været i krig efter krig, og religion er naturligvis skyld i det hele (selv “kommunistisk terror”?)… så har vi intet lært?

Men igen afslører Andreas Bo at være ude at trit med det, som vi netop har fundet ud af. At løsningen på dårlig religion ikke er “ingen religion” (for dette resulterer jo i “kommunistisk terror i 70’erne”), men derimod god religion.

God religion er barmhjertig og medfølende. Det er den, som kalder til forbøn (med #prayforfrance), men i høj grad også den, som får beskidte fingre og prøver at gøre en forskel i verden. Andreas Bo gør den samme fejl, som mange medie-ateister har gjort før ham. Han tror, at man enten beder eller hjælper. Han forstår ikke, at den samme tro, som får folk til at bede for folk, også gør dem til barmhjertige samaritanere. Det er ikke enten-eller, det er både-og.

Final thought:

Der er helt sikkert mere at sige om Andreas Bo og hans verdensbillede, men det vil jeg overlade til andre. Det positive er, at hans anti-religiøsitet tilsyneladende også er et kald til medmenneskelighed og handling, et opgør med ondskab og en udstrakt hånd til dem, som lider. Det er dejligt, at vi trods alt kan finde noget at være fælles om.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Moral og etik, Religion. Bogmærk permalinket.

2 svar til Refleksjoner over Andreas Bo og hans had til religion

  1. Vidar Hovden siger:

    Som vanlig, et aktuelt tema med refleksjoner spot on. Bra, Lars!

  2. Lars siger:

    Takk for at du leser :)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s