Er det på tide at råbe “Blasfemi!”?

Selv om jeg er kristen og tilmed uddannet præst, så er det ikke ofte, at den offentlige, politiske debat giver mig anledning (eller lyst) til at råbe “blasfemi!” Men der har faktisk været nogle situationer, de sidste par måneder, som i hvert fald har fået mig til at tænke tanken, ikke mindst når det gælder debatten om flygtninge og asylansøger.

Beskyttelse af kristne værdier

Tanken dukker op i mig, når jeg hører nogen forsvare en stram asylpolitik med, at vi er et kristent land, og at vi har kristne værdier, som vi må værne om.

Når folk siger sådan, så er det naturligvis med et meget sort og hvidt billede af verden, hvor vi danskere har kristne værdier, mens flygtningene og alle indvandrere har ikke-kristne værdier, og at så længe, vi kan forhindre dem i at blive flere end os (eller bare nok til at deres tilstedeværelse kan mærkes), så klarer vi at beskytte vores kristendom.

Hele denne forestilling om samfund og kultur og hvordan verden fungerer er efter min mening ufattelig naiv og unuanceret, men værst af alt, så ignorerer den totalt, hvad “kristne værdier” egentlig vil sige, og hvordan disse totalt underminerer forestillingen om at “beskytte” vores territorium imod fremmede.

Du kan selvfølgelig sige, at det er i tråd med en historisk-traditionel opfattelse af, hvad der er kristent, men for os som er praktiserende kristne – som faktisk tror på Jesus og på Bibelen og går i kirke og tilbeder Gud af og til – så virker det ret tydeligt, at denne påtagede religiøsitet ikke har noget at gøre med den reelle kristendom, som Jesus stiftede.

Bibelens folk var selv “fremmede”

Bibelen er selvfølgelig en lidt blandet bog, og det er ikke vanskeligt at finde bibeltekster, som man kan bruge til opbakning for den ene eller anden politik. Det spørgsmål, man må stille, er, hvad bogen fortæller som helhed, og hvilke værdier denne helhed så efterlader os med.

Bibelen fortæller naturligvis, at Gud har skabt verden, og at han gav mennesker til opgave at forvalte skaberværket og tage vare på det på en god måde. Sådan starter den. Det går dog galt – som alle, som har hørt om Adam og Eva og slangen er klar over – og verden bliver korrupt, så korrupt at Gud faktisk fortryder, at han har skabt mennesket. Ikke desto mindre er han fast besluttet på at få verden i orden igen, så han beslutter sig for at skabe et folk, som skal bringe Guds velsignelse til resten af verden. Dette er pointen med historien om Abraham og alle hans efterkommere (Israels folk – jøderne).

Så langt så godt, men her er nogle observationer fra den historie. I deres oprindelse og fremkomst var Israel selv flygtninge og forfulgte. Den største og vigtigste fortælling for det jødiske folk, og den mest toneangivende begivenhed i Det Gamle Testamente, er, da israelitterne flygtede ud af Egypten, hvor de blev undertrykt og sat til slavearbejde. Gud bragte dem ud ved at sende 10 plager (historien om Moses, som du sikkert kender). Hele denne fortælling definerer en stor del af Bibelen og ikke mindst hvordan jøderne forstod sig selv som folk, og hvad “frelse” betyder for dem. Det blev en væsentlig del af deres “værdier”.

Det er derfor, at én af de første mange love, som Moses giver til israelitterne, da de er kommet til Sinaj er denne: “Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Egypten.” (2 Mos 22,20)

Jesus definerer “kristne værdier”

Historien fortsætter naturligvis, og her kunne meget mere siges, men intentionen med dette indlæg var ikke at indføre i bibelsk teologi, blot at give nogle idéer omkring, hvad vi burde snakke om, når vi snakker om “kristne værdier”.

Kristendommen er jo først og fremmest baseret på Jesus og ikke på jødernes historie. Jesus forlod dog ikke den jødiske tradition – han redefinerede den. Hans lære må om noget kunne siges at være toneangivende for, hvad “kristne værdier” går ud på.

Han fortæller (i Lukasevangeliet 10) historien om den barmhjertige samaritaner. Fortællingen er faktisk et svar på spørgsmålet: “Hvem er min næste?” En mand ville nemlig gerne vide, hvem det var, han skulle “elske som sig selv”. Beretningen handler om en mand, som bliver angrebet, bestjålet og næsten dræbt af landevejsrøvere. Han bliver ignoreret af en præst og en levit, før der endelig er en samaritaner, som hjælper ham.

Jeg behøver måske ikke forklare det, for det har mange præster gjort mange gange før mig, også i den offentlige debat, men det er tilsyneladende ikke sivet helt ind endnu: Samaritanere var en udskældt minoritet. De havde et meget dårligt rygte. Det svarer til, hvordan vi danskere så på tyskere efter Anden Verdenskrig. Det tilsvarer også hvordan vi har behandlet mange minoriteter, som vi har beskrevet som “af anden etnisk herkomst”. “Flygtninge” og “indvandrere” og “muslimer” er vores tids samaritanere.

Fortællingen, som Jesus fortæller, vendte dog mandens spørgsmål på hovedet. Jesus kunne have fortalt historien således, at samaritaneren var blevet slået halvt ihjel, og dette havde lige fuldt besvaret mandens spørgsmål. Men Jesus tager den mere radikale version og gør samaritaneren til hjælperen, fordi det var mere utænkeligt for manden og derfor mere lærerigt. Den fremmede er dermed vores næste, ikke bare fordi han har brug for vores hjælp, men fordi vi lige så godt kunne have brug for hans hjælp!

En anden velkendt lignelse er en beskrivelse af Verdensdommen. Her giver Jesus meget kontante svar på, hvad som kommer til at være væsentligt, når Kongen (Gud) skal beslutte, hvem som skal frelses og hvem som skal dø:

For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. (…) Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” (Mattæusevangeliet 25)

Udfordringen af “kristne værdier”

Hvad disse fortællinger demonstrerer er naturligvis hans endnu mere kendte principper om at elske Gud og at elske sin næste. Der findes ikke nogen klarere opsummering på, hvad kristen etik går ud på. Det er utroligt, at noget så enkelt kan forplumres af politikere.

Når de “kristne værdier” udfordres for tiden, så er det ikke først og fremmest på grund af den massive flygtningestrøm. Den største udfordring for de “kristne værdier” er den kynisme og egoistiske etnocentrisme, som folk gør sig til fortalere for. Det værste er dog, at de gør dette “i Guds navn” – de lader nemlig som om at de gør kristendommen en tjeneste, og at det tilmed er grund af kristendommen og dens værdier, at de ikke vil tage imod flygtninge. De tegner et forkert billede af hvem den kristne Gud er, og hvad kristendom går ud på. Det er bedragerisk og jeg fristes som sagt til at kalde det direkte blasfemisk.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s