Det er ikke verdens ende

Jeg har holdt fire prædikener i Adventkirken i Haugesund, og folk har virket glade for budskaberne indtil videre, men den sidste, jeg holdt, var den første, hvor nogle folk tilsyneladende var lidt i tvivl om, hvad de skulle mene. Jeg påstod nemlig, at verden ikke skulle ende, og at målet for bibelhistorien ikke er at komme i himlen, men snarere at himlen skal komme til os – til planeten Jorden, når Gud genopretter alting. Jeg tænkte, jeg her ville give en kort opsummering af tankerne.

Verdenskriserne

Den første del af prædikenen var meget enkel: Det ser sort ud for verden, når vi ser på udviklingen. Bevares, mange ting er bedre end nogensinde (færre børn dør ved fødslen i dag end tidligere), men samtidig står vi overfor nogle kolossale udfordringer i forbindelse med klimaforandringer og en økonomi, som står overfor et nyt krak.

Klimaforandringerne er der nok, som har fortalt om. Hvis vi ikke gør noget drastisk, så vil temperaturen stige yderligere, og så vil dele af verden lide under tørke (med hungersnød til følge), mens andre dele vil være ubeboelige på grund af stormvejr og oversvømmelser. Mange dyrearter vil gå til grunde, og befolkninger vil blive tvunget til at emigrere eller dø.

Vi ved, at økonomien er skrøbelig. Det gik næsten galt i 2007-2008, men den store redning blev – så vidt jeg har forstået, og jeg har selvfølgelig ikke ret meget viden om samfundsøkonomi i udgangspunktet – Kina. Kina investerede og lånte og satte gang i en meget omfattende industri og byggede en masse byer. Kinas drøm var naturligvis at spire op og blive det nye industrielle paradis. Problemet er bare, at de byer nu står tomme. Ingen har råd til at bo i dem, og der er intet arbejde at få. Ingen kan betale regningen. Hvem redder økonomien næste gang?

Når kriserne rammer, så kan man naturligvis drømme om, at videnskaben kan redde os – som den har gjort så mange gange før. Måske endda hjælpe os til at flytte til en anden planet, når nu det går så dårligt på denne? Det er og bliver dog fantasi. Videnskab har brug for penge, mange penge, for at finde de løsninger, vi har brug for, for enten at redde os selv eller vores planet. Vi kan ikke bare lave en maskine, der renser atmosfæren for CO2 og fikser skaden. Vi kan ikke fikse økonomien med videnskab, fordi problemet er ontologisk – vi har gjort en fejlantagelse som lød på uendelige ressourcer og evig vækst.

Alt det her er de fleste med på, selv om det selvfølgelig er en løbende debat. Ikke alle er så pessimistiske som jeg, men det er alligevel spørgsmål, som alle kender. Det er ikke tilfældigt, at dette også fylder i vores popkultur, og at flere af sidste års store biograffilm (“Interstellar”, “Mad Max” og “San Andreas”) handlede om verdens ende. Vi ved nok godt, at vi ikke kan blive ved. Det ser sort ud for Moder Jord.

Hvad Bibelen siger om verdens ende

Det positive ved denne udvikling, som er alt andet end positiv, er naturligvis, at det betyder, at kirkens budskab er relevant. Om ikke kirkens, så i hvert fald Bibelens.

Bibelens budskab er dog ganske overraskende, at Jorden ikke vil gå under. Så hvis du troede, at bibeltroende kristne altid snakkede om “verdens ende”, så kan du tro om. Selv om kristne i alle mulige kirker godt kan lide at påstå, at det hele bærer mod enden, og at alting skal få en afslutning, så er det faktisk ikke det budskab, som Bibelen giver.

Hvis man læser Bibelens historie fra A til Å (eller fra alpha til omega), så er budskabet tværtimod, at Gud har skabt verden, og han agter at frelse den.

Tag for eksempel Skabelsen. Når vi læser Skabelsesberetningen, så er fokusset ofte på dagene, ofte med et stænk kognitiv dissonans og nogle tanker om Darwin. Men hvis vi kan løsrive os fra denne diskussion et øjeblik, så lægger vi måske mærke til et andet væsentligt budskab, som Gud ville frem med: At alting var godt. Han siger det seks gange: “Og han så at det var godt.” Og til sidst: “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” En bedre oversættelse, har jeg ladet mig fortælle, var “skidegodt”.

Skulle Gud da kassere dette projekt og destruere planeten Jorden? Ja, ifølge fortællingen, så gør han det næsten (et par sider senere), da han sender syndfloden. Planen her skal dog ikke have været at destruere planeten, men at give den en ny start (som er pointen med arken i fortællingen). Og det er dét, som Gud siger bagefter, vi kan bide mærke i: “Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort.” (1 Mos 8,21)

Guds plan har nemlig aldrig været at destruere Jorden, men at frelse den. Dette er også, hvad vi ser i Det Nye Testamente, hvor Paulus beskriver, hvad det er Gud faktisk vil. Gud vil tage alt, som han har skabt, og forene det med sig selv. Hvis det lyder mærkeligt, så vil du nok også synes, disse bibelvers er lidt mystiske:

Kolosserbrevet 1,19-20
v19
For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig v20 og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

Efeserbrevet 1,10
v10
  om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske.

To skriftsteder fra to forskellige breve, skrevet af apostlen Paulus. Paulus har ikke en forestilling om, at Guds plan er at ødelægge jorden, men frelse de kristne til et sted, som man kalder “Himlen”. Det er ofte det, folk tror, at kristne tror på – og ofte det kristne faktisk tror på. For mig handler det dog ikke om, hvad kristne tror på, men hvad Bibelen fortæller, og den har tilsyneladende ingen sådanne forestillinger.

Hvad Paulus her beskriver er, som du selv kan se, at alt, som Gud har skabt, skal forenes med Gud selv. På en eller anden måde er Jesus og hans død på korset nøglen til dette. Det er “ved hans blod”, dette kommer til at ske. Da bliver jord og himmel ét, som mand og kone i et ægteskabeligt forhold. Paulus’s forestilling om fremtiden er et genoprettet skaberværk, en frelst jordklode, som er blevet ét med himlen selv, alt sammen sammenfattet i Kristus. Det er en fremmed tanke for rigtig mange kristne, som er vokset op med diverse drømme og fantasier om himmeriget, men dér står den altså, sort på hvidt på Bibelens egne sider.

So what?

Og hvad skal vi så bruge disse tekster til? Er alt dette ikke bare teologisk snak og fjernt fra alle diskussioner om den virkelige verden, inklusiv de udfordringer, som jeg beskrev i begyndelsen? Kan det ikke være ligegyldigt, hvordan Paulus formulerede sig?

Nej, det kan det ikke, fordi det her ændrer alting. Det har netop at gøre med, hvad John Lennon skrev om, “living for today” i stedet for at leve i en verdensfjern forestilling om himlen. Faktum er, at hvis dette er sandt, så har det al relevans for verden. Det er forskellen på at sige:

a) “Jeg vil skide på verden – jeg skal alligevel væk herfra”

og

b) “Guds rige er kommet til jer”

Det var vel at mærke de sidste ord, som Jesus brugte. Guds rige kommer nemlig til jorden. Det er ikke først og fremmest os, som skal til himlen, men snarere himlen, som skal til jorden. Gud ønsker nemlig at frelse sit skaberværk, ikke at forkaste det. Hvis vi skal tage Bibelen alvorligt, så er det faktisk noget, skaberværket selv ser frem til med sukkende længsel (Romerbrevet 8,18-23).

Som kristne er vi en del af den vision. Vi har meldt os ombord på det projekt, den ultimative genoprettelse af jorden. Derfor skulle det falde os naturligt ind at ville tage vare på skaberværket og at forberede det på Jesu komme. Det gælder i det små, alt fra at spare på energi og at recirkulere affald. Det gælder naturligvis også i forhold til at behandle andre medskabninger ordentligt (inklusiv mennesker).

Evangeliet er ikke, at Gud siger nej til verden, men at han siger ja til den. Han er blevet verdens konge, og han har gennem hele Bibelen lovet at genoprette den.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom, Moral og etik, Nature, Nyhederne. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s