Hvad jeg savner mest fra den Danske Jul i Norges land

Det er min erfaring, at ironi og sarkasme mister lidt af sin friske punch (og humoristiske kant), når man advarer om den på forhånd, så det vil jeg naturligvis lade være med i indledningen til dette juleblogindlæg. Jeg vil også undstå mig fra at sige undskyld på forhånd – det kan jeg tage bagefter.

I Norge er jeg ikke født, men her har jeg tilfældigvis hjemme. Dette bliver også tilfældet den kommende jul, hvor jeg for første gang må forsøge at nyde den stundende højtid i nordlændingenes land…

Hvad jeg savner mest ved den Danske Jul, spørger du?
Jo, altså udover den ægte ukopierbare julestemning og danskernes helt grundlæggende forståelse af, hvad julen faktisk går ud på, og hvad det egentlig er, som gør den hyggelig, så er der jo en række danske juleelementer, som jeg arme dansker jo må se langt efter.

Vi må jo starte et sted, så lad os snakke lidt om maden.

Julemaden

Ja, hvad spiser de egentlig oppe i Norge, når det bliver jul. Det findes der mange fisk på. Jeg mener svar. Beklager fortalelsen.

De spiser “luderfisk” (eller “lutefisk”), og det er ikke hvad det lyder som, men jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvad det er, for det har heldigvis ikke fundet vejen ind i vores køkken endnu. Her på vestlandet, særligt her i Haugesund (som vel bedst kan betragtes som Norges svar på Esbjerg), spiser de mest “pindekød” (eller “pinnekjøtt!!!” som de siger). Det er dybest set den dårligste del af lammet (mindst kød, mest knogler), som de koger og damper helt i smadder og serverer med moste rødder og fedt.

15289784606_9fe6eda092_b

Til dessert spiser de risalamande, ligesom os, men de har pillet mandlerne ud(!), eller også har de glemt at tilføje dem. Derfor siger de “riskrem” i stedet for “risalamande”. For at være helt ærlig: Det, de serverer, er jo egentlig bare kold risengrød uden kirsebærsauce.

Jeg savner dog ikke traditionel dansk julemad, for den kan være mindst lige så bwadder, og jeg er af diverse grunde ikke til flæskesteg eller gås. Jeg er vokset op med vegetarisk, så vores svar på “steg” vil de fleste nok synes er temmelig alternativt. Det, jeg savner mest, er dog de brunede kartofler. Jeg ved ikke, hvem der først fandt på det, men i dag virker det helt selvfølgeligt for mig, at mandelkartoflerne blev skabt på den 3. dag for at blive stegt på panden i smør og smeltet sukker. Du ved, jeg har ret.

Og æbleskiver selvfølgelig. På norsk hedder det munker, men bare fordi de har et eget ord for det, så betyder det ikke, at nordmændene faktisk ved, hvad det er. De sælger det i hvert fald ikke til deres julekoncerter. De findes heller ikke i fryserne i deres supermarkeder, og så er æbleskivepander også umulige at opdrive, medmindre man er villig til at betale to ugers hårdt optjente dagpenge for det. Tomrummet, som dette efterlader, forsøger de så at fylde ud med smultringer, kakemenn og julebrus.

Stig Rossen og alle de andre

Hvad ellers savner jeg?
Eller nærmere, hvem savner jeg?

Svaret er Stig Rossen.
Stig… Jeg savner dig.

julelys-front

Men sig mig engang, Stig, hvorfor ligger dit første julealbum “Julelys” ikke tilgængeligt på Spotify? Det er jo meget bedre end de nyere julealbum, du har lavet. Og så føles det også lidt forkert at spille din cover-version af “Du løfter mig” i Norge, siden det vist nok egentlig var dem, som fandt på den, men det er muligvis en røverhistorie.

Og så savner jeg Julie (hende grønlænderen fra “Popstars”, som egentlig burde have vundet over Popstar-Jon, som jeg ikke savner). Og Flemming Jensen (som jeg dog bare kommer til at tænke på, fordi jeg nævnte, at Julie var grønlænder). Jeg savner De Nattergale. Jeg savner også lidt Jan Linnebjerg, fordi halli-hallå, man var trods alt barn i 90’erne. Det var jeg i hvert fald.

Jeg savner jer alle sammen, og det kan måske godt virke underligt, nu hvor jeg i stedet har Sissel og hele Oslo Gospel Choir, men hvad skal jeg sige… Er der måske nogen af dem, som kan finde på at synge “Sikken voldsom trængsel og alarm”?

Den Danske Julehilsen

Jeg savner, at folk siger “Glædelig Jul”. Det er fire stavelser og indeholder en dejlig blød d-lyd. Det er nærmest en lille julesang i sig selv, ikke mindst sammenlignet med nordmændenes lettere kastrerede julehilsen: “Go’ jyl”

Men hvad kan de så, de nordmænd?

Dette er et meget skarpt og intelligent spørgsmål. Jeg tror, det her er vigtigt at komme med nogle eksempler, så det kan give et (lettere misvisende) indtryk af en form for balance. Jo, altså, én ting kan de da i hvert fald: Bygge Brunkagehus.

De siger godt nok “pepperkakehus”. Og når ikke de begraver dem i non-stop chokoladelinser og skumle vingummimænd eller drukner dem i flormelisglasur, som de desværre har lidt for vane, så kan de faktisk være ganske pæne. De smager ikke så godt, men så er det jo godt, at de kan tjene andre funktioner.

NELI JOSEFSEN, LINDESNES

Til sidst

Undskyld, kære nordmænd. Jeg er glad i jer alligevel. Go’ jyl.

Og til danskerne har jeg indspillet en sang under et pseudonym.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i My life, Sprog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s