Teologibøger og -forfattere som har påvirket mig mest

Man bliver hvad man læser, men bare når de gør indtryk. Følgende har dog gjort stort indtryk på mig de sidste 10 år, og når jeg står på en talerstol i en dansk eller norsk adventistkirke, så er det ofte disse forfattere, som spøger lidt i baggrunden og har ligget til inspiration for mange af de ting, jeg siger.

N. T. Wright

Nogle gange skriver han under navnet “Tom Wright” (typisk et signal om, at bogen er mere letlæselig, end dem han har skrevet som “N. T. Wright”). Jeg har ikke umiddelbart tal på, hvor mange bøger af ham, jeg har læst. Det er ham, som fylder mest på min teologiske boghylde.

Den første, jeg læste, var “Surprised by Hope”, som forklarede mig betydningen af Jesu genkomst bedre, end nogen adventistbog nogensinde har formået. Dette er naturligvis ironisk, siden “advent” netop henviser til Jesu Andet Komme. Jeg husker, at den startede ret kedeligt, men når først den kom til Jesus, blev den interessant!

Justification: God’s Plan and Pauls Vision” gav mig et nyt forhold til Reformationen (Luther og dermed adventismen) og åbnede samtidig Paulus’s skrifter op for mig på en ny måde, som virkelig var en aha-oplevelse for mig. Tekster, som jeg altid havde oplevet som lidt obskure, begyndte for første gang at give mening for mig. Det, jeg mener, er ikke, at jeg fandt en anden måde at tolke dem på – det handlede snarere om, at der var tekster, jeg manglede fortolkninger til, som nu pludselig syntes at sige noget meningsfuldt, både Romerbrevet og Galaterbrevet.

How God Became King” fornyede min opfattelse af evangeliet om Jesus, måske i særlig grad Korsfæstelsen og Jesu udtalelse efterfølgende: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Det er nu dét, jeg forkynder fra diverse talerstole: At evangeliet er, at Guds Rige er kommet, og at Jesus er blevet Konge over hele verden. 

Tom Wright har skrevet mange bøger nu, og det gør næsten ikke nogen forskel, hvilke du læser. Når du har været gennem en 3-4 stykker om Jesus og Paulus, så vil du begynde at forstå visionen og de store temaer. Jeg har hørt at “Simply Jesus” og “Simply Good News” er gode for nybegyndere, men jeg har ikke selv læst dem.

Walter C. Kaiser Jr.

Dette er et godt eksempel på en forfatter, jeg nok aldrig havde læst selv, hvis ikke nogle professorer på min uddannelsesinstitution havde puttet én af hans bøger på pensum.

Det, han har gjort for mig, er at sætte Bibelen på plads for mig som en sammenhængende enhed – en fortælling – der viser, at Gud har villet det samme helt fra begyndelsen. Den røde tråd i Bibelen, siger Walter Kaiser, er Løftet, som Gud har givet. Først til Adam (“Mennesket”) og så til Abra(ha)m. Løftet, Gud har givet, er, at han vil velsigne hele Jorden. Denne idé præsenterer jeg igen og igen og igen, når jeg prædiker.

Den bog, jeg har stående af ham, hedder “The Promise-Plan of God”.

Christopher J. H. Wright

Christopher Wright har gjort lidt det samme for mig som Walter Kaiser – han har vist mig hele Bibelens relevans, men især i forhold til betydning af at være Guds folk og at have en mission, som passer ind i Guds plan om at velsigne verden. Det er især bogen “The Mission of God’s People: A Biblical Theology of the Church’s Mission”, som har spillet en rolle for min forståelse af Kirken.

Gregory Boyd

Gregory Boyd betragter jeg næsten som min egen præst, da det er ham, jeg har hørt flest prædikener af. Hans prædikener er lange, fyldt med substans og appellerer både til hjerne og hjerte (findes her). Det gør heller ikke noget, han er lidt morsom engang imellem.

Letters from a Skeptic” er en god introduktion til hans teologi. Det er en brevkorrespondance mellem ham selv og hans skeptiske far, som blev kristen i processen. Dette var den første bog, jeg læste af Boyd.

Ideerne fra “The Myth of a Christian Nation” rumsterer ofte i mange af mine prædikener, når jeg kommenterer på begreber som “magt”. Denne bog viste mig en side af evangeliet, som ikke var tydelig nok for mig før, nemlig at Guds magt virker i magtesløshed. Bogen har gjort mig 90% pacifist (hvis ikke mere). 

God of the Possible” er en god introduktion til det åbne syn på Gud – at Gud relaterer til skaberværket på en åben, fleksibel og relationel måde, der tillader skabningen at handle frit og at påvirke Gud gennem bøn. Det er ikke noget, jeg prædiker en masse om, men det er noget, som har været essentielt for min egen opfattelse af Gud. Det gør heller ikke noget, at det hjælper mig med at forstå mange historier i Bibelen.

Sigve Tonstad

Sigve er én af de få, som bygger bro mellem Biblical Theology, og det adventistiske verdensbillede, som kan beskrives som “The Great Controversy”. Dette er en vigtig opgave, og hans bøger – “The Lost Meaning of the Seventh Day” og “Saving God’s Reputation” – har styrket min identitet som syvende dags adventist ved at vise, at flere adventistiske grundantagelser faktisk kan drages ud af Bibelen.

Dallas Willard

Mange af de ovenstående bøger handler om den eksterne virkelighed. Willard har hjulpet mig med at forstå den interne, den sjælelige, åndelige virkelighed – vores karakter og menneskelighed. Willard passer ind i det ovenstående paradigme, hvor Jesu evangelium er, at Guds rige er midt iblandt os, og at det at være kristen handler om at træde ind i den virkelighed. Jeg har læst “The Divine Conspiracy” to gange nu, men jeg har stadig meget at lære fra den om, hvad det vil sige at være en discipel af Jesus.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s