Det evangelium som Jesus forkyndte

Bliver evangeliet forkyndt i danske adventistkirker? Jeg indser, at dette er et ret alvorligt spørgsmål. For hvis man påstår, at det ikke er tilfældet, så er det en seriøs anklage – ikke noget man skal sige uden først at have undersøgt sagen grundigt. Samtidig er det ikke noget man skal tage let på, hvis nogen, man har lidt respekt for, påstår det.

Derfor er ydmyghed vigtigt, og måske noget jeg ikke har været god nok til at ruste mig med, når jeg tidligere har skrevet om emnet. Vi må selvfølgelig lade Gud være den, der i sidste ende skal tage stilling til det. Dette må dog ikke hindre os i selv at evaluere forkyndelsen i vores kirker. Det er essentielt for en kirkes helbred, at vi formår at være selvkritiske og tør konfrontere de store spørgsmål, selv om svaret kan være skræmmende eller ubehageligt. Det er blandt andet denne selvindsigt, som skiller kristne kirker fra såkaldte “sekter”.

Der er flere gode nyheder

Ofte taler vi om ‘det kristne evangelium’, som om det står klart for alle, hvad det er for et specifikt budskab vi har med at gøre. Men en god øvelse ville være at stille en række kristne spørgsmålet: “Hvad er det kristne evangelium, kort fortalt?” Selv om en række temaer vil gå igen, så vil vi opdage, at der er mange forskellige måder at fortælle evangeliet på, fordi folk svarer overraskende forskelligt.

Det pudsige med ord er, at et bredt ord, som kan betyde flere ting, over tid kan forandres, så det får en mere snæver betydning. Ordet “evangelium” betød oprindeligt “et godt budskab”, som er rimelig bredt, men nu bruger vi ordet i en mere snæver kristen betydning. Det står klart for os, at når vi snakker om ‘evangeliet’, så er det ikke et hvilket som helst budskab, men et specifikt kristent budskab med frelsens kraft i sig.

På den måde bruger vi dog ordet mere snævert end de, som skrev Det Nye Testamente. For de talte blot om gode nyheder, og dem var der naturligvis flere af i forbindelse med Jesus. Der er grund til at tro, at Paulus mente, der var et evangelium for jøder og et evangelium for hedninge (afhængigt af hvordan man tolker Gal 2,7) – disse var lidt forskellige, selv om de naturligvis havde samme oprindelse, nemlig hos Jesus. (Jeg kan i den forbindelse anbefale Cedric Vines prædiken, som blev holdt på et af Adventistkirkens årsmøder.)

Og dette er jo ikke i sig selv overraskende. For en jøde, som er vokset op med torah og en identitet som Abrahams omskårne efterkommer, så vil forklaringen på, hvad som er sket, lyde anderledes end for en hedning, som intet forhold har til pagten og Gud i udgangspunktet. Vi må derfor forvente, at evangeliet lyder forskelligt for hver person, selv hvis den afgørende virkelighed – Jesu liv (og død) – er den samme.

I dette perspektiv, så vil svaret på spørgsmålet være, at folk har en tendens til at høre deres eget personlige evangelium, når de bliver frelst. At evangeliet bliver forkyndt på flere måder er da blot en fordel, da evangeliets mange aspekter på den måde kommer ud. For nogen vil selve tilgivelsen af synd være det væsentligste, særligt hvis de har kæmpet meget med skyld og skamfølelse. For andre vil det være løftet om frihed, som gør dybest indtryk på dem, særligt hvis de i en eller anden forstand har følt sig fanget, for eksempel i form af afhængighed eller i et forhold med krænkelser og undertrykkelse. Både tilgivelse og frihed hører med i evangeliet, men hver for sig kan de også betragtes som evangelier, eller i hvert fald som “gode nyheder”.

Hvordan vi har “oversat” evangeliet

Ovenstående er måske et beroligende svar, fordi det giver en rummelighed i vores forkyndelse. Mange prædikener kan i den forstand kvalificeres som “evangeliske”, så længe de indeholder noget, som både er sandt, væsentligt og opmuntrende.

Problemet er i så fald ikke, at det, vi prædiker er dårligt, men måske snarere, at der er gode ting, vi glemmer at få med. Gud har mere at sige til verden, og han har åbenbaret mere. Der er et væsentligt aspekt af Jesu budskab, som vi ikke får kommunikeret. Årsagen er ikke, at vi er illoyale, men langt hen ad vejen, at vi ikke har forstået budskabet. Det er der naturligvis en historisk-teologisk forklaring på, der involverer både platoniske idéer og protestantiske interesser og meget andet i tillæg, men det har vi ikke tid til at diskutere her. I stedet kan jeg tage nogle eksempler på ting, Jesus siger, som vi ikke fatter, og derfor ikke får sagt videre.

v14  Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium v15  og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« (Markusevangeliet 1)

“Guds rige er kommet nær” er sludder i vores ører. Guds rige, sådan som vi moderne kristne forstår det, er jo Himlen. Det er dér, man kommer hen, når man dør (eller rettere, engang efter man er død). Evangeliet, som vi kender til, er, at “vi kan komme gratis derind, fordi Jesus er død for os”, og sådan vil mange svare, når man spørger dem hvad evangeliet er.

Vi har et verdensbillede, hvor budskabet om et nært forestående Rige midt i blandt os ikke fanges. Vi forstår ikke, hvad han mener, fordi det ikke passer ind i de traditionelle kategorier, som vi går rundt med. Vores koncepter om himlen og helvede og “livet efter døden” og vores definition af frelse står i vejen for det egentlige budskab, som Jesus delte med alle på sin samtid. Derfor vækker budskabet om Guds riges nærhed bare undren: “Kan Himlen flytte sig? Kan Himlen være her? Hvad snakker han om?”

Nøjagtigt det samme sker, når Jesus siger til en mand: »Du er ikke langt fra Guds rige.« (Markus 12,34) For at få en mening ud af ordene, så har vi instinktivt oversat det til sprog, vi selv bruger. Vi omfortolker Jesus, så det i vores hoveder lyder som om han siger: “Du skal få lov at komme i himlen.” Problemet er bare, at det ikke var dét, han sagde, og at det ikke engang var det, han snakkede om.

“Evangeliet om Riget”

Da jeg uddannede mig til præst, lærte jeg, at det er vigtigt altid at læse Bibelen, som om man læser den for første gang. Det er sådan man opdager ting, man ikke har lagt mærke til tidligere. På et eller andet tidspunkt gjorde jeg det og kom til følgende vers:

v23  Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket. (Mattæus 4,23)

Jeg tyggede lidt på idéen. Sådan havde jeg aldrig hørt kristendommen opsummeret før – som “evangeliet om Riget” – og dét på trods af at jeg er vokset op i et præstehjem på en kristen skole. Når jeg læste videre i evangelierne, så var det dog svært at benægte Rigets centralitet i alt hvad Jesus havde på hjerte. Det var ikke bare “himlen”, sådan som alle kristne har hørt om det; “Riget” synes at pege til noget langt mere væsentligt end “hvor vi havner engang efter døden”.

Jesus lærte sine disciple at bede, og han fik dem til at sige til deres himmelske Fader: “Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.” (Matt 6,9-10) Kunne det tænkes, at Guds vilje, når den sker på jorden, er Guds riges komme? Og at den i så fald ikke bare kommer engang ude i fremtiden, men at det er noget, som er i gang allerede nu?

Senere i samme prædiken siger Jesus: “Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt 6,33) Hvad vil det sige at søge Guds rige? Er det mon det samme som at søge Guds retfærdighed? Og er Guds retfærdighed netop, når hans vilje sker på jorden (som i himlene)?

Efterhånden er det gået op for mig, at vores idéer om himmel og helvede ikke har ret meget at gøre med det “Guds rige”, som Jesus hele tiden snakkede om. Riget er ikke bare ment som noget fremtidigt, men en virkelighed, som Jesus bringer til alle omkring sig allerede nu. Og når han siger, at det er vanskeligt for velhavende at komme ind i Riget, så er det også dette rige, han snakker om – manden, Jesus netop inviterede ind i Riget, gik jo bedrøvet bort, fordi det var for vanskeligt for ham at give afkald på sin rigdom (Matt 19,22). Andre ser dog, at Riget egentlig er en skat, som er værd at betale alt man har for at få fingre i. (Matt 13,44)

Der er mange aspekter af Riget. Mange gode nyheder ved Riget. Man fristes til at sige mange “evangelier”, bl.a. om tilgivelse for synder og friheden ved at følge Jesus. Men en del af disse mindre budskaber synes at være blevet glemt. Rigets nærhed i tid og rum – som virker så central for Jesus – er blevet glemt, og derfor snakker vi i stedet om “himlen”, både som noget langt borte og noget ikke endnu.

Men Riget er faktisk nu, og det er “midt i blandt os” (Lukas 17,21). Riget er overalt, hvor Guds vilje sker. Som Jesus siger til farisæerne, da de anklager ham for at være i ledtog med den onde: “Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” (Matt 12,28)

For at opmuntre Johannes Døberen, som havde fået sin tvivl om Jesus, bad Jesus disciplene sige videre til ham: “Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” (Matt 11,5) Da kan man ikke længere være i tvivl om, at Riget er her, og at Jesus er Rigets sande konge. Guds vilje sker, som i himlen, således også på jorden. Dette er en god nyhed, ikke mindst for “de fattige”. Det udfordrer os naturligvis med spørgsmålet: Er forkyndelsen i vores kirker gode nyhder for de fattige i vores samfund? Svaret er ja, hvis vi prædiker det, sådan som Jesus gjorde: “Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.” (Lukas 6,20)

Verden har fået en ny Konge!

Der er mange flere ting, som kunne siges om Riget. Dette indlæg er allerede for langt, men en vigtig detalje må komme med. Når vi forstår, at Guds Rige er kommet, så forstår vi også, at vi har fået en ny Konge. Indsigten om Riget vender hele historien om Korsfæstelsen på hovedet. På korset døde han for vores synder, som vi af og til får nævnt i vores kirker, men ikke bare dét, han etablerede også et kongedømme. Korset blev hans trone, og dér blev han kronet, og denne verdens (tidligere) fyrste blev jaget ud (Joh 12,31). Evangeliet om Korset er i den sammenhæng, at verden har fået en ny Kejser.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at Jesus ikke var den første til at bruge ordet “evangelium”, netop som den type proklamation. Egentlig var det Kejser Augustus, som proklamerede “evangeliet” om, at Fredsriget nu var kommet nær. På den måde var ordet allerede ladet med politisk mening. Augustus mente naturligvis Rom. Kristendommens budskab i det første århundrede var derfor ikke bare, at Jesus var konge, men også at Kejseren ikke er. Riget er i den forstand politisk, og dette budskab er ikke blevet mindre relevant i dag, hvor vores verden stadigvæk er defineret af krig og magtkampe og falske evangelier om hvem som kan bringe fred og retfærdighed til verden.

Dette har også konsekvenser for den enkeltes måde at relatere til Gud på. Tendensen tidligere har været at introducere Jesus som en “kammerat”, som man kan få kontakt med, hvis man føler sig ensom eller mærker andre behov. Det er han på ét vis også – vores bror (Hebr 2,11) – men dette må balanceres af det mere seriøse budskab om, at verden har fået en ny konge, og vi skylder ham alle sammen vores loyalitet, om vi føler “behov” for det eller ej. Jesus er ikke bare for dem med behov, han er alles konge.

Dog er han ikke konge ligesom andre konger. Guds rige er et anderledes rige. Han hersker for eksempel ikke gennem tvang og frygt og vold, men gennem tjeneste og kærlighed. I Guds rige er den mindste i virkeligheden den største.

»I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. v26  Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v27  og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, v28  ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« (Matt 20,25-28)

Et evangelium som kan forvandle vores kirker

Pointen her er, at jeg tror ikke, at dette evangelium – Evangeliet om Riget – forkyndes i særlig mange adventistkirker. Det samme kan måske siges om mange andre kirker, men dem har jeg mindre erfaring med, da jeg selv er adventist. For mange adventister og kristne er det helt ukendt teologi, et fremmed territorium, selv om dette budskab egentlig var apostlenes ABC. Vi har at gøre med en række gode nyheder, som bliver overset og ignoreret, dels fordi vi ikke har forstået dem, dels fordi vi har alle vores egne kæpheste, som stjæler vores tid og opmærksomhed, og dels fordi vi er fanget i gamle vaner og derfor forkynder evangeliet i de termer og kategorier, vi nu engang er vante med.

Kan jeg påstå, at det altid er tilfældet? At alle præster og lægprædikanter svigter? At det sker i hver eneste adventistmenighed? At ingen af disse ting, som jeg har nævnt, kommer frem? At Evangeliet om Riget aldrig bliver forkyndt?

Selvfølgelig ikke. Jeg siger, at generelt og oftest kommer det evangelium, som Jesus forkyndte, ikke til sin ret, så vidt jeg kan bedømme. Men bedøm selv. Jeg opfatter dette som ganske alvorligt. Og jeg ønsker, vi går sammen om at ændre på dette nu. Hvis du ikke synes, det stemmer i forhold til de menigheder, du kender, og at dette blot er en omgang ugennemtænkt sludder, så må det naturligvis bare være en lettelse. Du kan da fortsætte bekymringsfrit og ignorere dette indlæg.

Jeg tror, at hvis Evangeliet om Riget bliver forkyndt, så vil vi se en forvandling i vores kirker, både af vores fællesskab som helhed, men også individuelt i vores liv. Vi havde set nyt liv. Det havde undermineret vores gamle verdensbillede og erstattet det med et nyt, hvor Jesus på Korset er verdens centrum. Det havde givet os en ny selvforståelse, hvor kaldet til at være “et kongeligt præsteskab” endelig havde givet mening (1 Pet 2,9). Det havde ikke erstattet gamle “mindre” evangelier om frihed og tilgivelse, men snarere givet dem en helt ny ramme.

Problemet i vores kirker er ikke, at “vi siger ét og gør noget andet”. Sådan har nogle ofte beskrevet vores situation, altså som en afstand mellem forkyndelse og praksis. Mit problem med denne analyse er, at løsningen så ofte koges ned til, at “vi bare skal tage os lidt mere sammen”, bede mere, tilbede mere, få Gud mere med i hverdagen, etc.. Jeg køber den ikke. Hvor Guds evangelium bliver forkyndt, så vil forvandlingen også finde sted. Det, vi mangler for at få tro, er det, som skal høres.

Guds Rige er her uanset

At Evangeliet om Riget ikke bliver forkyndt betyder naturligvis ikke, at det, Jesus sagde, ikke er sandt. Han havde ret, uanset om vi får det formidlet eller ej: Guds rige er nært. Det er at finde i Adventistkirken og i mange andre kirker, overalt hvor Guds vilje sker. Det findes selvsagt også udenfor kirkerne, hvorend vi finder Guds retfærdighed og kærlighed komme til udtryk. At vi ikke ser det, eller at vi ikke får sagt nok om det, ændrer ikke på, at Gud gør fantastiske ting, og at Jesus sidder på tronen ved Guds højre hånd. Guds Rige er nær på trods af os og vores til tider mangelfulde forkyndelse.

v12 Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. v13  Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; v14  i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. (Kolossenserbrevet 1,12-14)

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom. Bogmærk permalinket.

2 svar til Det evangelium som Jesus forkyndte

  1. Kenny Christensen siger:

    Luk 17,20-21: “…Guds rige kommer ikke således, man kan udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: ‘Se dér er det!’ thi se, Guds rige er inden i jer'” (1948-oversættelsen). Du citerede fra dette skriftsted fra 1992-oversættelsen, som siger at Guds rige er midt iblandt os. Det kan oversættes på begge måder; men det eneste, der giver mening her er “inden i jer”, for der står jo, at man ikke vil kunne iagttage det. Det ville man kunne hvis det var midt i blandt os.

    Guds rige er således inden i de kristne, og det er deres konge Jesus Kristus også. Gal 3,20: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig…”. Derfor er det væsentlige i evangeliet om riget, at vi siger ja til Jesus og tager imod ham som vores frelser; så hans ånd kan komme ind i vore hjerter (Gal 4,6) og vi kan få del i guddommelig natur (2 Pet 1,4). Dette (Kristus i os) kaldes en hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter (Kol 1,25-29).

    Bliver det forkyndt i adventistkirkerne? Det kan forekomme, vil jeg sige. Men jeg tror ikke, at det er alle prædikanter eller tilhørere for den sags skyld, der forstår det. Mange holder sig desværre til det traditionelle “adventbudskab” fra før 1888.

  2. Lars siger:

    Jeg er ganske komfortabel med begge oversættelser i det nævnte tilfælde. Guds Rige kan nok heller ikke begrænses til en “indre” virkelighed, som det også fremgår af nogle af de andre tekster, jeg har henvist til. Om det kan “ses”, sådan som andre riger kan ses, har måske også noget at gøre med rigets natur og væsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s