Den største overraskelse du får, når du bliver adventist

Jeg har allerede taget munden for fuld og sagt mere, end jeg reelt kan vide. Jeg har ingen reel anelse om, hvad som mest overrasker folk, der konverterer.

Jeg tænker især på dem, der går fra at være “søgende” eller “ikke at tænke så meget på Gud” til pludselig en dag at få en stærk tro på Bibelen, hvorefter de møder op i kirken og begynder at deltage i de kristnes aktiviteter. Jeg har hørt flere beretninger fra folk, som har oplevet en sådan ‘forvandling’. “Da var det som om jeg mærkede Guds kærlighed strømme ind over mig som et vandfald…” er en version, jeg har hørt flere gange fra forskellige mennesker, der fortæller om hvordan de “mødte Jesus”.

Det eneste, jeg kan gøre, er at forestille mig, hvad der overrasker dem. Det er i hvert fald noget, som jeg tror havde overrasket mig, hvis ikke jeg var så vant til det. Jeg er vokset op i Syvende Dags Adventistkirken, et overvejende konservativt protestantisk trossamfund. Jeg kender Adventistkirken så godt, at intet ved den kan overraske mig. Så her er min forestilling: Den største overraskelse må være, at der er så stor forskel på det, som står i Bibelen, og dét, som de altid snakker så meget om i kirken.

Allerede her vil mange adventister blive skeptiske, da de forstår sig selv som “bogens folk” – et folk, som lever efter Bibelens forskrifter. “Det må da nærmere være et fortolkningsspørgsmål,” vil de sige. “Du mener, at der er forskel på, hvordan du fortolker Bibelen, og så hvad der snakkes om i kirken.”

Men nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg mener, at hvis en person lytter til en prædiken (eller en diskussion) i en adventistkirke og tager noter og lægger mærke til, hvad adventister synes er vigtigt, og hvis den samme person så læser i Bibelen, læser om Jesus og ser på, hvad han sagde og gjorde og kaldte vigtigt, så vil denne person opdage, at de to ting har meget lidt med hinanden at gøre. (Undskyld for den urimelig lange sætning.)

De to ting, budskabet i kirken og budskabet i evangelierne, ligner ikke på hinanden.

Ikke engang lidt.

Det er lidt farligt at skrive sådan, for der sidder måske én eller to derude, som læser med på min blog og såret over anklagen tænker: “Er det mon min menighed han hentyder til?” Det ville ikke være første gang, min blog har såret adventisters følelser. Men for det første er det ikke en “anklage”, blot en observation, da jeg ikke har nogen egentlig mening om hvis skyld det er – det er bare noget, som er sket over lang tid, og jeg har selvfølgelig selv været en del af denne trend. For det andet tænker jeg ikke på én specifik adventistkirke, men på (næsten) dem alle…

Når vi åbner Bibelen og læser om Jesus, så møder vi et budskab om “Guds rige” eller Himmeriget. Guds rige er kommet nær, siger Jesus. Han kalder på sine disciple, og de ser, at han har stor åndelig autoritet, for både vejret og dæmoner og sygdomme adlyder ham. Efterhånden går det op for folk, at Jesus er Messias og repræsenterer Gud selv. Han starter en helt ny bevægelse, hvor han oplærer sine tusinder af disciple i hvad det vil sige at være en del af Gudsriget (bl.a. i den berømte Bjergprædiken).

Højdepunktet i historien er naturligvis hans død på korset. Bevægelsen går i opløsning, og disciplene er forvirrede og skuffede, for de troede, at han var Messias. Ud fra deres forståelse er en korsfæstet Messias ikke nogen Messias overhovedet, og de kan lige så godt gå hjem. Først da Jesus opstår fra de døde, går det op for dem, at det faktisk var meningen – at det er gennem ydmygelse, lidelse og død, at Gud på mystisk vis overvinder ondskaben i verden. Jesus bar verdens synd. Kærlighed, selvfornægtelse og opofrelse er den eneste måde, ondskabens magt kan brydes. Dette er kristendommens mysterium, men samtidig dét, som gør det kristne budskab så smukt og anderledes. Det vender alle idéer om magt på hovedet.

Den opstandne Jesus giver disciplene følgende befaling:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28,18-19)

Dette er kirkens manifest. Ikke bare Adventistkirken, men hele Kirken. Det er det sidste, Jesus siger i Mattæusevangeliet. Det var disciplenes opgave, og nu er det vores: At gå ud i verden, døbe folk og lære dem, hvad Jesus lærte sine første disciple. Vi skal lave disciple til Jesus – folk, som lærer af Jesus, hvordan man er menneske i Guds rige. Evangeliet er, at Jesus er konge, og vi mennesker bor i hans Rige, og derfor skal vi forvandles og blive en ny type mennesker. Vi skal 1) gøre det Jesus lærte og 2) lære andre folk at gøre det samme. Dette er det vigtigste.

Når vi træder ind i en Adventistkirke, så vil det første vi ser ofte være en masse bøger og blade fra 80’erne og 90’erne. Hvis klokken er 10, så er det måske tid til sabbatskole. En time senere begynder gudstjenesten. I den første stund vil vi høre forskellige meninger om, hvad som er vigtigt. I den anden time vil vi primært høre fra én person, hvad han mener er vigtigt.

Vi vil blive fortalt, at mange ting er de vigtigste i den tid, vi lever i. Nogle ting kan man finde i Bibelen, for eksempel “de tre engles budskaber”, som står beskrevet i Åbenbaringens Bog 14. Andre ting skal man til fortolkende adventistlitteratur for at finde, for eksempel nummeret “1844” og “Den Undersøgende Dom”. Andre emner bliver ofte fremhævet som vigtige. Sabbatten og skabelsen, for eksempel. Og ikke bare skabelsen i en overordnet teologisk forstand, altså at Gud er Skaberen, og at alting derfor er underlagt ham, og at vi bør tilbede ham – men også den kendsgerning, at han skabte Jorden for cirka 6.000 år siden i løbet af 6 dage i den af Moses beskrevne rækkefølge. Senest har jeg læst et indlæg af en ung norsk adventist, som mener, at det er en central del af vores budskab og hænger tæt sammen med vores “fundament”, at kvinder ikke skal ordineres som præster.

Min pointe er ikke, at disse læresætninger er ubibelske eller forkerte – selv om jeg tror, nogle af dem er det – men at de med al tydelighed ikke var en del af den instruktion, som Jesus gav de første disciple.

Vi må lære at skelne mellem, om noget er sandt, og om noget er vigtigt. Hvis Jesus ikke sagde det, så kan det godt være, det er sandt, men det er ikke vigtigt. Problemet med at gøre ikke-vigtige ting vigtige, er at de vigtige ting samtidig bliver gjort ikke-vigtige. Alt kan jo ikke være vigtigst. Derfor er det vigtigt at holde det vigtige vigtigt, så ikke det ikke-vigtige stjæler al opmærksomheden. (Er du med?) Det vigtige er dét, som Jesus lærte. Og hvis vi ikke bygger på det, som Jesus sagde, så falder vores bygning sammen. Det fortalte Jesus selv en lille historie om, men den gemmer jeg til min afslutning.

Det vigtige er “Guds rige”, og jeg hører næsten aldrig nogen prædike om det. Det er nogle gange decideret grotesk, hvad vi vælger at snakke om fra vores talerstole i stedet for at snakke om dét, som Jesus snakkede om, og som kristendommen ifølge ham bygger på.

Det er selvfølgelig helt fint, når vi snakker om tro og bøn og tilbedelse og næstekærlighed og retfærdighed, som alle var emner, der optog Jesus, og som hører med i enhver snak om hvad “Guds rige” går ud på. Men hvorfor i alverden bruger vi tid på ultraspecifikke udlægninger af symbolik i Åbenbaringens Bog, som om dette er noget, der kan samle og forvandle verden? Hvorfor holdes der prædikener om at kvinder ikke skal ordineres, og at homoseksuelle ikke skal giftes? Hvorfor kan nogen af os lide at tale om de ting, der splitter i stedet for de ting, der samler? Og hvordan kan vi bilde os ind, at vi gør dette i Jesu navn, som om det er det, han ville have os til? Disse ting hører til i private bibelstudier mellem troende, ikke i offentlig forkyndelse.

Hver eneste anledning vi får til at sige noget til folk, der ikke har hørt evangeliet, kan handle om liv og død for den person. Alligevel spilder vi tid og ord på ting, som Jesus ikke engang havde nævnt, i stedet for at forkynde evangeliet om Riget og lave disciple, som var det han egentlig bad os om.

Men tilbage til de nye adventister. Jeg ved det som sagt ikke, men jeg kan forestille mig, at mange af dem undrer sig og tænker: “Hvorfor er der så stor forskel på, hvad alle disse mennesker snakker om og hvad Jesus snakkede om?” Det kan være, det sker på et mere ubevidst plan – som en generel følelse af, at “noget ikke helt stemmer”. Når vi mennesker oplever sådan en dissonans, så finder vi en måde at løse den på, for sådan er vi bygget. Det er dog ikke altid, det er en god løsning, vi ender med.

Det kan være, de tænker: “Det er nok bare mig, der ikke helt forstår tingene. Jeg er jo ny her, og disse mennesker har kendt Gud og Bibelen meget længere end mig, så jeg er sikker på, at de forstår sig meget bedre på disse ting, end jeg gør.” Nogle nyomvendte adventister overgiver sig med tiden og tilslutter sig kollektivets idéer om, hvad som er vigtigt. Det er trist. Andre ser vi aldrig igen. Det er også trist. Nogle gange finder de naturligvis en anden menighed, måske en anden frikirke, og det kan jo kun glæde os, men andre gange glider deres tro lidt ud i sandet igen, fordi kirke og tro ikke hang sammen.

Løsningen på problemet (for os i Adventistkirken og i alle andre kirker, hvor de har lignende problemer) er så påfaldende enkel, at det næsten lyder som en kliché at sige det, men det skal ikke holde mig tilbage: Vi skal bare gøre det, Jesus bad os om.

Vi skal blive hans disciple, og dette indebærer at tillade ham at være vores lærer. Vi skal tillade ham at fortælle os, hvad der er vigtigt, i stedet for at lade alle mulige religiøse mennesker få det privilegium. (Det rammer også mig selv, naturligvis: Ikke lyt til mig, lyt til Ham!) Og når vi har ladet Ham fortælle os, hvad der er vigtigt, så kan vi fortælle det til andre. Vi skal lade Ham lære os, hvad “Guds rige” er, hvordan det ser ud i vores liv, og hvordan vi lever som folk, der er en del af det. Og så skal vi lære det videre til andre og opmuntre dem til også at lære fra Jesus.

v24  Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v25  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. v26  Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v27  Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort. (Mattæus 7,24-27)

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom. Bogmærk permalinket.

8 svar til Den største overraskelse du får, når du bliver adventist

  1. tvesok siger:

    Min baggrund for at skrive følgende er – groft opdelt:
    Et halvt liv i traditionelle adventistmenigheder (Århus/Vejlefjord)
    Et halvt liv i menigheder yngre end 7 år (Århus Cafekirke/Eurolife Church)
    De sidste få år har været sådan lidt uden fast tilhørsforhold noget bestemt sted, besøg i mange menigheder i mit nuværende lokalområde – der tegner sig efterhånden et fastere tilhørsforhold til en (kongregationalistisk) af dem.

    Hvis du har ret – hvad jeg ikke vil gøre mig til domsmand over -, er det et ret væsentligt indlæg, du har skrevet. (Jeg er sikker på, at du jo i hvert fald til en vis grad selvfølgelig har ret, men jeg kan ikke gennemskue, i hvor høj grad det skulle være et specifikt adventistisk fænomen. Uanset er pointen jo relevant, og det er ganske naturligt, at du skriver i en adventistsammenhæng.)

    Jeg måtte læse lidt op på det med Paulus og mælk/fast føde (1 Kor 3:2), da jeg læste indlægget.

    Jeg oversætter i det følgende mælk til “kristendommens basics” og fast føde til “dybere teologi”.

    Det er i den dybere teologi, vi havner ude i fortolkninger. Historisk set er her sket nogle opspaltninger af kirken (katolsk/protestantisk – traditionel protestantisk/nyere frikirker – adventist/pinse/younameit).

    I den sidste halvdel af mit hidtidige liv har jeg befundet mig i nystartede menigheder, der har arbejdet hårdt for – uge efter uge – helt bevidst at levere mælk.

    I “fast føde”-kultur som (traditionel) adventistkirke ville noget sådant blive opfattet negativt, og jeg kan sætte mig helt ind i det:

    Personligt har jeg nemlig følt, at jeg ikke er blevet “fyldt på” til disse gudstjenester, fordi jeg voksede op i en gudstjeneste-kultur, hvor “fast føde” (i min specifikke kultur: sabbat, skabelse. etc) var idealet, et tegn på voksen-hed, mens “mælk” var et tegn på ikke at være nået ret langt.

    I virkeligheden (altså i min virkelighedsopfattelse) dækkede dette voksenheds-ideal dog over noget lidt andet, som jeg straks skal vende tilbage til.

    Imidlertid tror jeg, at jeg rent faktisk er blevet fyldt enormt meget på også i denne sidste halvdel af mit liv – blot ikke til netop gudstjenesterne, hvor jeg “bare” har tjent (med bas-spilleri og anden tjeneste), men værende i selve kulturen, der har været radikalt anderledes end den, jeg voksede op i.

    Min pointe er nu:
    (Situation A): Hvis en adventistmenighed uge efter uge leverede mælk, ville det kunne få følgende to konsekvenser:
    1: En ny person i kirken vil opleve stor overenstemmelse mellem Bibelen og kirken [!]
    2: En gammel person i kirken kan opleve ikke at blive fyldt på.

    I min oversættelse af dit indlæg er situationen omvendt (Situation B):
    1. En ny person i kirken oplever fast føde (=en dyb teologisk tolkning), der kræver lange studier for at få til at passe med Bibelen, og da vedkommende ikke har gennemført disse studier, oplever vedkommende uoverenstemmelse mellem Bibelens “dette er vigtigt” og kirkens “dette er vigtigt”. Vedkommende havde brug for mælk og gik forkert.
    2. En gammel person i kirken føler at være nået et teologisk spadestik dybere.

    Ad A2)
    Det var som sagt min følelse i de kirker, jeg senest har befundet mig i. Følelsen viser sig imidlertid ikke at holde stik. Se også “Ad B2”.

    Ad B2)
    I virkeligheden kunne overskriften til dette afsnit lige så godt have heddet “Ad både A2 og B2)”.
    (Advarsel – her følger en kæphest): Jeg har et billede af mine forældres generation (og deres forældres) som nogle, der helst vil være sikre i deres sag, før de handler. Det er en slags rationel tankegang, der føres på mange aspekter af livet, herunder det kirkelige og teologien, og som handler om videnskabeligt at udelukke fejlkilder med henblik på at undgå fiasko (det engelske failure er nok bedre). Det er en tankegang, der handlingslammer voldsomt – i hvert fald i et kirkeligt system. For der kan ALTID graves et spadestik dybere i en eller anden teologisk retning og samtales videre, og dermed når vi ALDRIG hen til det stadium, hvor vi handler (=går ud i verden og lærer dem at holde alt det, som Jesus har befalet os (for hvad nu, hvis vi endnu ikke HELT har forstået, HVAD Jesus egentlig har befalet os? Bør vi så ikke først sætte os ned og finde ud af det?))

    På den baggrund (100 % samtale / 0 % handling) har jeg udviklet en simpel livsfilosofi, der hedder 50 % samtale / 50 % handling.

    Det har så – som efterhånden nævnt et par gange – ført mig frem til en oplevelse af ikke at blive fyldt på teologisk i kirkelig sammenhæng.

    Og jeg må sige: Jeg kan kraftigt anbefale at vove skridtet herud. Det har i øvrigt også ført mig frem til en oplevelse af at blive fyldt på, så paradoksalt det end måtte lyde.

    Det kan vel også udtrykkes i buzzword-agtig markedsterminologi: Investeringen af følelsen af at få fyldt på har tjent sig selv hjem med renter.

    Jeg møder nu nemlig ikke længere folk, der er “gået forkert”. Næ, nå folk kommer i kirke, mærker de straks, at er de kommet det rigtige sted hen. Og den faste føde for dem, når de ikke skal have mælk mere, er ikke noget, der kommer oppe fra prædikestolen, men regulært labora.
    (eventuelt suppleret med, som du siger, private bibelstudier mellem troende)

  2. Lars siger:

    “jeg kan ikke gennemskue, i hvor høj grad det skulle være et specifikt adventistisk fænomen”

    Jeg tror ikke, det bare er et adventistisk fænomen. Det er, som du også kan regne ud, fordi det er den kontekst, jeg udtaler mig i.

    Det er interessant at bruge Paulus’s mælkemetafor. Jeg ved ikke, hvor passende den er for det fænomen, jeg prøver at beskrive.

    Når det gælder at blive fyldt på, så vil nogen se på kirken som en fuglerede, hvor præsten er fuglemor, og medlemmerne er fugleunger, som sidder med gabet i vejret. Dette syn på kirken giver mening i forhold til de nye i troen, dem som har brug for mælk. Men vi andre har selv et ansvar for at finde mad. Bibelen kan læses på egen hånd. Jesus kan mødes i bøn. Det er ikke min lokale menigheds opgave at fylde på og inspirere mig – det er mit eget ansvar, dersom jeg er en “voksen kristen”.

    Ikke desto mindre, så oplever jeg selv, at prædikener, der kommer til roden i evangeliet, til stadighed “fylder mig op”, både intellektuelt og emotionelt. Det er imidlertid prædikener, jeg selv har måttet finde på Internettet og downloade fra Word of Life Church eller Woodland Hills Church.

    http://wolc.com/watch–listen/sermon-archives/

    http://whchurch.org/sermons-media/sermons

    Du har muligvis ret i forældregenerationens tilgang til kristenlivet, og at usikkerhed nogle gange kan passificere nogen. Jeg er selv usikker på mange ting rent teologisk, og samtalen har bestemt ikke gjort mig mere sikker. Dette har dog hjulpet mig til at forstå, hvad som må være centralt (“the basics”). Kristendommen hænger og falder ikke på sekundære emner – kirken er bygget på en klippe, ikke på sand. Det er et problem, at mange adventister har tro/teologi som et korthus, som de forsøger at beskytte mod enhver lille vind. Men dette er en anden kæphest…

    Din filosofi om balancen mellem samtale og handling er interessant. Jeg skal tænke lidt nærmere over den.

  3. Kenny Christensen siger:

    Jeg er sikker på, at mange problemer ville blive løst og de centrale ting komme i fokus, hvis man gik tilbage til den praksis, man havde i den første menighed. Her havde man ikke en sabbatsskole med i forvejen fastlagte emner og de korrekte udlægninger af Bibelen; og væsentligt nok havde man heller ikke en betalt ordineret præst til som den eneste at forkynde et budskab, hvilket gør, at resten bliver passive. Nej, hele menigheden kunne aktivt deltage i Gudstjenesten og på forskellige måder bidrage med de væsentlige sandheder til opbyggelse af menigheden. (Se 1 Kor 14,26-33; Kol 3,16)

  4. Lars siger:

    Det lyder som en god start, Kenny. Reelt er det sjældent “ordinerede” præster, som står for størstedelen af forkyndelsen i menighederne. En del af forkyndelsen ivaretages af “lægfolk” (medlemmerne selv). Jeg tror dog som du, at det vil gavne med en gudstjenesteform, hvor det var endnu lettere for mange at dele og opmuntre. Samtidig skal vi anerkende og give plads for de, som er kaldet til at være lærere. Det havde været spændende at eksperimentere mere med disse ting i flere kirker. :)

  5. Kenny Christensen siger:

    Ja, det er rigtigt. Hos sda er det oftest lægprædikanter, der styrer budskabet i gudstjenesten. Men de overtager jo så bare præstens rolle i den pågældende gudstjeneste. Det gør det ikke mere rigtigt.

  6. Robert Svendsen siger:

    Min kommentar bliver den korte. Samme indlæg kunne være skrevet af en nu afdød SDA, som havde samme opfattelse af kirken. Jeg havde dengang en længere mail-kommunikation med vedkommende. Min konklusion både da og nu: Det er et fænomen, der kan ses i alle kirkesamfund, at budskab og praksis ikke altid er overensstemmende. Men dit blog-indlæg vil jeg alligevel betegne som en uigennemtænkt omgang summarisk sludder. Jeg kender det slet ikke igen i de menigheder, jeg har med at gøre. Det kan naturligvis være din personlige oplevelse, det skal jeg ikke forfægte, men af tegne det universelle billede af kirken, som jeg læser dit indlæg, mener jeg er afsporet.
    Bedste hilsen

  7. Lars siger:

    Jamen hej Robert.

    Du siger, en SDA havde samme opfattelse af kirken, som jeg har, og nu er han død. Jeg kan så forstå på det, at jeg lever livet farligt. ;)

    Din reaktion overrasker mig dog meget. I din tid som redaktør på AdventNyt tog du engang glædeligt imod en artikel, hvor jeg sagde det samme. Den fik en kritisk modtagelse fra et par stykker, men da greb du til tastaturet og forsvarede artiklens budskab. Artiklen hed “Når Jesus genopretter alting”, og også her lagde jeg vægt på Jesu egen forkyndelse om “Guds Rige” og postulerede, at dette budskab ikke bliver forkyndt i vores kirker, men at vi i stedet bliver præsenteret for en “evakueringsteologi”, som har meget lidt med evangeliet at gøre.

    Artiklen kan læses her:
    http://issuu.com/adventistkirken/docs/2013-02adventny/19?e=4607465/2087758

    Men nu er det altså nye toner fra din side.

    Jeg synes, det du skrev til mig var uhøfligt. Ikke bare overfor mig, men også overfor de mange mennesker, som føler denne artikel sætter ord på deres oplevelser.

    Jeg delte artiklen med en udvalgt gruppe på facebook, og 28 personer har foreløbig trykket “synes godt om”. Deriblandt 5 adventistpræster! Dette tager jeg selvfølgelig ikke som et udtryk for, at de er enige med alt jeg skrev – men jeg tager det som et klart signal om, at de i hvert fald kan genkende problemet jeg her taler om.

    Dette synes jeg, man skal tage alvorligt, også selv om man ikke selv er enig. I den situation skal man ikke være arrogant og bedrevidende, men empatisk og lyttende. Ikke mindst når man er præst og skal være et forbillede for menigheden.

    Du kunne have spurgt: “Jeg forstår ikke helt, hvorfor oplever du det dog sådan?”

    Du kunne have sagt: “Sig mig, hvad mener du med x?”

    Du valgte i stedet at fælde dom med det samme og kalde det en “uigennemtænkt omgang summarisk sludder” og tilmed at bruge ordet “afsporet”.

    Sig mig engang, Robert, kan det undre nogen, hvis andre, som har haft denne oplevelse, ikke tør tale højt om det, når de bliver mødt med en sådan kynisk reaktion fra én af kirkens egne præster? Måske det er derfor vi for et par år siden i præstegruppen sad med lange lister over folk, som stille var forsvundet ud gennem bagdøren.

  8. Pingback: Det evangelium som Jesus forkyndte | Dynamics of my Mind

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s