Hvorfor ikke barnedåb?

Når vi skal argumentere for, hvorfor vi som kristne gør et-eller-andet, så er det ikke nok at have et fornuftigt argument—altså et argument, som lyder klogt og giver intuitivt mening. For at argumentere godt for en kristen praksis (f.eks. et ritual), så må vi have et fornuftigt bibelsk argument. Når vi lærer at tænke på den måde i forhold til kirke og kristendom, så bliver det ikke vanskeligt at afgøre, om spædbørn kan og bør døbes, eller om vi bør vente til de bliver voksne og selv kan sige ‘ja’ til Jesus.

Argumenter for barnedåb

Debatten om barnedåben er netop præget af argumenter, som lyder rigtig fornuftige, og som kommer med en masse gode pointer. Her er nogle af de “gode” pointer, jeg har hørt for barnedåb:

  • Jesus sagde: “Lad de små børn komme til mig…”
  • At barnet ikke kan sige ja/nej til dåben viser, at frelse ikke er noget, som vi gør for Gud, men noget Gud gør for os.
  • Barnedåb er ligesom omskærelse, som jøderne foretog på barnet, da det var 8 dage gammelt – derfor skal vi heller ikke tænke, at barnedåb sker “for tidligt”.

Jeg ved ikke, hvor mange af disse pointer, du har hørt. Den første pointe om Jesus bliver lagt frem ved stort set hver eneste barnedåb—de andre møder man måske først, når man har diskuteret lidt med nogle folkekirkepræster om emnet.

Men som sagt er det ikke nok med gode argumenter. Det må være bibelske argumenter. Med dette mener jeg ikke, at ovenstående ikke kan findes i Bibelen. Jo, vi kan naturligvis både læse om Jesus, der tager imod børnene, om at frelsen er Guds initiativ mere end vores, og at omskærelse fandt sted på ottendedagen. Det, vi ikke finder, er, at disse pointer bruges som belæg for barnedåb.

Da Jesus tog imod børnene, så døbte han dem jo ikke, men velsignede dem. Når frelse omtales som Guds værk, så er det heller ikke for at legitimere barnedåb, men for at advare imod menneskelig stolthed. Og Bibelens forfattere laver ikke nogen kobling mellem omskærelse og barnedåb; der er ikke nogen bibelsk grund til at opfatte ritualerne som sammenlignelige.

Med andre ord, argumenterne er godt fundet på, giver endda intuitivt mening, er bygget på sandheder fra Bibelen, men kan på ingen måde kaldes “bibelske argumenter for barnedåb”, da ingen personer i hele Bibelen bruger dem på den måde. Derfor kan de selvfølgelig godt være rigtige. Det kan dog også være, at hvis Paulus eller Peter (eller andre apostle) havde hørt dem, havde rystet på hovedet og sagt: “Det kan man ikke sige, fordi…” Desuden er det da lidt usædvanligt, at man bliver nødt til at gå denne indirekte rute for at kunne argumentere for barnedåb, hvis det er så vigtigt og centralt for kirkens liv, som det er i de lutherske frimenigheder, i Folkekirken og selvfølgelig i Den Romersk-Katolske Kirke.

Bibelsk belæg for dåb

Det efterlader os naturligvis med spørgsmålet om, hvad Bibelen så har at sige om barnedåb? Hvad er der tilbage at konkludere om ritualet ud fra Bibelen?

Det korte svar er intet. Bibelen taler ikke om “barnedåb” (eller “voksendåb”), kun om “dåb”. Hvis vi skal konkludere noget om barnedåb ud fra Bibelen, så må vi først vise, at dåb i kristen forstand også inkluderede børn og spædbørn. Diskussionen om det her havde selvfølgelig ikke eksisteret, hvis vi havde et eksempel på et barn, der blev døbt i Apostlenes Gerninger. Men det har vi ikke. Hvad vi til gengæld har eksempler på er (voksne) folk, som lærer om Jesus og Gud, og som derpå tager personligt stilling til, om de gerne vil døbes. Det er når de kan bekende troen på Jesus, at de bliver døbt af apostlene.

Selve ordet for “at døbe” i Bibelen er “baptizo” (direkte oversat “jeg døber”), og implicit i dette ordet forstås fuld neddyppelse. Når vi ser en film som “Jesus Christ of Nazareth”, så ser vi Johannes Døberen tage vand op på Jesu hoved fra Jordan-floden. Dette er hvad skaberne af filmen forestillede sig skete, da Johannes døbte Jesus. Selve ordet efterlader dog ingen tvivl om, at Jesus faktisk blev dyppet helt ned i vandet. Selve symbolikken i denne handling understreger også, hvad den består i. Paulus forklarer, at dåben er et symbol på, at vi nu tager del i Jesu død og opstandelsen til et nyt liv (Romerbrevet 6,4). Når vi sænkes i vandet, så sænkes vi altså billedligt i graven og rejses op fra den igen. Samtidig beskriver Bibelen det som en renselse, hvor det også giver mere mening at komme helt under, frem for bare at få lidt vand i panden.

Barnedåb blev også praktiseret ved fuld neddyppelse i Middelalderen, men det gik af mode, da man lagde mærke til, at børnene havde en tendens til at blive syge af det (og nogen druknede naturligvis). Det er ikke let at fortælle et spædbarn, at “nu skal du holde vejret”. Eller det er det måske, men det er ikke let for spædbarnet at forstå eller gøre. Ritualet egner sig åbenlyst ikke for spædbørn. Man ændrede det til sprinkling, i første omgang uden rationale, senere fandt man på noget opfindsomt at begrunde det med, og i dag antages det bare at være dét, som “dåb” betyder.

Hvad jeg har præsenteret her er altså bibelske argumenter for dåbsritualet. Bemærk at det ikke bare er argumenter med bibelske sandheder brugt som belæg—men faktiske rationaler for dåb, som Bibelens egne forfattere præsenterede netop for at sige noget om dåben.

Tilhører de “udøbte” børn Djævelen?

Mange døber deres børn af ren og skær frygt—for “et udøbt barn er Djævelens barn”, tror de. Mange, som går op i dette, har hørt dette ræsonnement helt fra de selv var små. Selv hvis de ikke er aktive kristne i kirkegående forstand, så vil de helst have barnet døbt “for en sikkerheds skyld”. Det er altså en idé, som stikker meget dybt hos mange mennesker.

Den bekymring kan jeg naturligvis godt sætte mig ind i. Vi ønsker jo det bedste for vores børn og ønsker, at ondskabens åndemagter ikke får fingre i dem. Derfor velsigner vi dem i de kirker, som jeg kommer i, som Jesus også gjorde i det berømte vers, der ofte bliver læst op ved barnedåb. Dette kan gøres til en meget smuk anledning, hvor barnet klædes pænt på, løftes frem foran menigheden, som kollektivt beder for barnets fremtid og dedikerer sig til at støtte og drage omsorg for det. Enhver barnevelsignelse er en fest i vores kirke.

Samtidig er det værd at huske, hvad Bibelen egentlig siger om at være Guds børn og Djævelens børn. Der er et helt kapitel om dette i Hebræerbrevet. Den siger ikke, at “udøbte børn” er Djævelens børn nogen steder (igen, “barnedåb” findes som sådan ikke i Bibelen). Nej, om ens far er Gud eller Djævelen afgøres af, hvis vilje man udfører. Er vi blevet velsignet og opdraget i kærlighed, så er der større sandsynlighed for at vi vil gøre Guds vilje og kan betragtes som lysets børn. Overgiver vi os derimod til kødets lyster og lader os forføre af synden, så er vi Djævelens børn. Det, vi skal give vores børn, er “troens fulde rustning”, som beskrevet i Efeserbrevet. Om de bliver sprinklet med vand af en præst eller nonne har ikke ret meget med sagen at gøre.

Fra tradition til holistisk kristendom

Debatten om dåb og barnedåb gøres af og til meget kompliceret. Ofte henvises der til alle mulige og umulige opfattelser om hvad dåben skal betyde og hvad den gør for den menneskelige “natur” og den mystiske relation mellem Gud og menneske.

Læg dog mærke til at mange af pointerne, der ofte kommer frem i disse diskussioner, er filosofiske af natur. Bibeltekster spiller som regel ikke nogen væsentlig rolle, og når de gør, så ignoreres deres litterære og historiske kontekst ofte – man interesserer sig i mindre grad om, hvilket budskab forfatteren selv havde på hjerte, da han skrev, som han gjorde. Hvis vi baserede vores tro og praksis på, hvad Bibelen eksplicit beder os om, i stedet for hvad vi længe har gjort og har opfundet gode argumenter for at gøre, så ville barnedåb og konfirmation ophøre.

“Ville dette ikke efterlade et tomrum?” vil nogen så spørge. Her er mit bedste svar: “Se på frikirkerne”. Til barnedåb og konfirmation findes der bedre alternativer, som harmonerer bedre med Bibelens lære. Der er tale om en mere holistisk kristendom, hvor kristen tro og lære kommer fra hjemmet i stedet for fra det offentlige—en kristendom, hvor forældre tager ansvar for deres barns tro i stedet for at overlade det til den lokale sognepræst, når børnene kommer i 7. klasse.

Det umulige og mulige

Det er naturligvis umuligt (eller i hvert fald dyrt) for Folkekirken at gøre op med barnedåb, sådan som jeg her foreslår. Dens eksistensgrundlag som trossamfund ville forsvinde, da de fleste folk kun er medlemmer, fordi de er blevet det, før de selv kunne tage stilling til spørgsmålet. Dette er måske den egentlige årsag til, at barnedåb er så sejlivet, når der er så lidt bibelsk belæg for det.

Det samme problem har frikirkerne, der praktiserer voksendåb, ikke, fordi deres medlemmer faktisk har tilvalgt fællesskabet og har en egen motivation for at komme i kirke og at deltage. Frikirkerne klarer sig godt uden barnedåben. For dem ligger udfordringen nu i at forklare folk, der gerne vil tilslutte sig det frikirkelige fællesskab, at barnedåb ikke er reel dåb, og at de stadig mangler at tilkendegive deres tro på Jesus gennem det ritual, han har lært os. På det punkt har folkekirkens ritualer gjort det vanskeligere for os alle sammen at forklare, hvad dåben egentlig handler om.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s