Adventismens endelige opgør med platonisk dualisme

Advarsel: Dette blogindlæg er lige så nørdet som overskriften. Men hvis du ved en ting eller to om kristendom og adventisme, så regner jeg med at det vil give mening. Indlægget vil naturligvis være mest interessant for adventister.

Adventismen som reformbevægelse

Adventismen startede i 1800-tallet i USA. Det er naturligvis populært at sige, at den startede i det første århundrede i Mellemøsten, men det ville være at benægte nogle af de ideologiske strømninger, som utvivlsomt var med til at forme bevægelsen, for eksempel “common sense”-tankegangen og en optimistisk tro på, at hvis vi læser Bibelen rationelt (i Oplysningens ånd), så kan vi finde ud af næsten alt, der er at vide om universet som helhed.

Adventismens pionerer var dedikeret til et puritansk protestantisk projekt, som naturligvis går tilbage til Calvin og Luther. De ville rense kristendommen for alt, som er falsk og vende tilbage til den pletfrie kristendom, som Mesteren selv (Jesus) praktiserede. Dette skulle opnås via en næsten René Descartes-agtig tilgang til teologien, hvor man skar helt ind til benet og ikke antog noget som helst på forhånd. Kun det som ved et nyt kig på Bibelen kunne genopdages, skulle have lov at bestå. Kristendommen rebooted.

Resultatet var en bevægelse, som næsten skar grenen over, som den sad på. Det betød et farvel til søndagshelligholdelse, blandt andet. Den bibelske sabbat er jo fra fredag solnedgang til lørdag solnedgang, præcis som det jødiske folk også altid har fejret det, og søndagen, fandt man ud af, var noget Konstantin og paverne havde sneget ind i kristendommen på et mere tvivlsomt grundlag – navnligt at tage afstand fra datidens jøder (ja, søndagshelligholdelse er historisk set et produkt af antisemitisme), men også af synkretistiske grunde, fordi hedningene, ikke mindst soldyrkerne, allerede festede på den dag.

Andre ting, der blev skåret bort var i første omgang Treenigheden, og i en kort periode syntes der endda at herske en tvivl blandt de første adventister, om Jesus og Faderen overhovedet var den samme, men nærmere hvad det betød. Treenigheden var traditionelt blevet begrundet med, at de var af samme “guddommelige substans”, hvilket selvfølgelig er en pseudovidenskabelig metafor, som ikke findes nogen steder i Bibelen. Adventisterne landede dog alligevel på en (bibelsk) treenighedsforståelse, som i dag ikke skiller sig fra hvad man finder i øvrige protestantiske kirker.

En af de største ting, som adventismen gjorde op med var dog platonisk dualisme.

Da Platon blev kristen

Har du haft Oldtidskundskab i gymnasiet, sådan som jeg havde, så har du måske hørt lidt om de gamle grækeres syn på verden. De havde medgangen i deres samfund til, at de rigeste kunne trække sig tilbage og tænke dybere tanker, og én af dem, som gjorde det, var Sokrates, som stillede spørgsmålstegn ved alt. Blandt hans disciple var der en fyr, som hedder Platon. Han forbliver én af de vigtigste filosoffer i historien og er ansvarlig for rigtig mange idéer, vi har om verden, for det meste uden at ane, det er hans skyld at vi tror, som vi gør.

Platon troede groft sagt, at virkeligheden kunne deles i to. Der var en fysisk, materiel virkelighed, og der var en åndelig virkeligheden, ideernes verden. De to verdener stod dog ikke lige. Ideernes verden var den virkelige verden, ophavet til den fysiske verden. Der findes i denne verden et ideal for alt, som har en fysisk manifestation. Mennesket har således også et åndeligt selv, som står over menneskets fysiske eksistens. Dette har givet grundlag for hele vores vestlige tankesæt om menneskets udødelige sjæl, som mange forestiller sig lever videre, når kroppen dør.

Men hvordan i alverden listede disse hedenske ideer sig dog ind i helt almindelig kristendom. Meget enkelt – kristendommen omvendte grækerne, og grækerne holdt fast i deres platoniske fantasier. Det var ikke “med vilje”, det skete bare. Når en person bliver omvendt, så tager han selvfølgelig sine forestillinger og ideer med ind i sin nye tro, medmindre han (eller hun) tilfældigvis opdager, de ikke kan harmoniseres med den nye religion. Desværre var der mange kloge hoveder – Origen, Justin Martyr, Thomas Aquinas, Augustin – som netop satte sig for at harmonisere de modstridende ideer.

Den udødelige sjæl

Den “udødelige sjæl” er altså ikke en judæisk-kristen ide i udgangspunktet, men når først den listede sig ind i kristendommen, så skulle den komme til at lave meget ravage. For hvis vi forestiller os, at en persons kerne lever videre, når kroppen dør, så må den jo gå et sted hen. Og hvis vi forestiller os, at den er udødelig, så må den også være et sted, hvis den ikke får lov at komme ind i Guds rige. På den måde blev ideen om et evigt torturkammer født. Før denne ide kom til verden var helvede et sted, hvor de fortabte blev udslettet, vel at mærke ikke bare folks sjæle, men også fysisk.

(For øvrigt, rigtig mange kristne har opdaget dette i løbet af de seneste årtier. Debatterne om helvede er mere heftige end nogensinde tidligere, og flere og flere evangelikale kristne tilslutter sig “conditionalist”-lejren, altså dem som tror at udødelighed er betinget (“conditioned”) af at Gud giver den i gave, hvilket han naturligvis kun gør til dem, som bliver frelst. Prøv at tage et kig på RethinkingHell.com.) 

Den platoniske ide om sjælen gjorde også, at kristendommen blev mindre kropslig orienteret, mildt sagt. For Platon var kroppen bare et hylster, som egentlig hindrede ånden i at nå den egentlige erkendelse af sandheden. Hans anti-kropslighed kom også ind i kristendommen, hvor den fysiske verden blev set ned på. Dette er grunden til, at kristendommen har et ry for at være imod sex (og måske også en medvirkende årsag til at Augustin angiveligt kastrerede sig selv). I samme omgang glemte kristendommen skabelsesberetningen – du ved, den beretning i Bibelen, som fortæller at Gud faktisk har skabt den fysiske virkelighed, og at han tilmed “så at det var godt”.

Heavenly bliss vs. Genoprettelse

Endelig er det værd at bemærke, hvordan det ændrede kristendommens syn på fremtiden. Det jødiske håb på Jesu tid kan opsummeres i ordet “genopstandelse”. Gud vil genoprette Israel og give dem alt, de har mistet. Håbet er dog universelt. Israels genoprettelse skal blive til hele verdens velsignelse, folkeslagene skal strømme til Zion for at tilbede Gud og få retfærdighed, og det skal være slut på krige og katastrofer. Ifølge Bibelen er Jesus opfyldelsen af dette håb, indledt med den kristne bevægelse og endelig opfyldt ved hans andet komme. Der er tale om en genoprettelse af Jorden, en frelse for hele det etablerede Skaberværk, som skal underlægges Kristus, og Jord og Himmel skal praktisk talt smelte sammen, og Gud skal være alt i alle.

Platon havde selvfølgelig ingen visioner om en bedre jord. Alting ville være bedre uden. Hans håb var, at vi alle sammen ville vågne fra The Matrix, komme ud af hulen, stoppe med at være fascinerede af skyggerne og endelig se tingene som de virkelig er – den åndelige virkelighed, idéernes verden, væk fra den fysiske, korrupte verden. Oversat til kristendom resulterede dette i en forestilling om “heavenly bliss”. Det skabte forestillinger, ikke om en Ny Himmel og en Ny Jord, men om ren “Himmel” i den dualistisk-åndelige forstand, udenfor tid, udenfor sted (og dermed udenfor eksistens?).

Så her står kampen mellem to meget forskellige historier, eller to meget forskellige slutninger på samme historie. Den Katolske Kirke, er jeg ked af at sige, synes at være mest i den platoniske lejr (selv om der selvfølgelig altid vil være undtagelser). Men indenfor protestantisme og de ortodokse kirker, så er en forhandling og diskussion om sandheden i gang: Tror vi, Gud vil smide Skaberværket i skraldespanden og tage sine udvalgte med til heavenly bliss? Eller tror vi, at Gud, som han har lovet hele vejen op gennem Det Gamle Testamente, vil genoprette paradis og skabe harmoni i det skabte univers?

Er der “platonisk dualisme” i Adventistkirken?

Det er så her, jeg som adventist ville elske at kunne sige, at herovre, hos os, i vores kirker, så er svaret blevet helt utvetydigt besvaret. Man skal bare høre en prædiken eller to om Jesu genkomst, så ved man, hvordan vi vil svare på dette spørgsmål. Men desværre, så er vi langt mere utydelige, end vi burde være.

Spørg en adventist ud om helvede og den udødelige sjæl, og du vil få et klart svar på, hvordan adventister forstår Bibelens lære: Helvede betyder udslettelse (“den anden død”), og sjælen er kun udødelig, hvis Gud frelser den.

Spørg en adventist ud om skabelsen, og du vil også få et tydeligt svar: Gud har skabt verden, og alting var “godt”. Han har gjort os til forvaltere og givet os ansvar for det hele. Faktisk er sabbatten, som vi fejrer hver uge, til minde om at Gud har skabt verden, og at den fysiske virkelighed slet ikke er så ringe endda.

Spørg en adventist ud om kroppen, og du får også her et anti-platonisk svar: Kroppen er vigtig, og den må vi tage vare på. Sjæl og krop hænger uløseligt sammen, og derfor er det også vigtigt for ånden, at den bor i en sund krop – for de to ting kan ikke skilles ad.

Men prøv så at spørge en adventist ud om verden og om fremtiden, og du får ofte et langt mere tvetydigt svar. Det er mindre end en uge siden at jeg hørte en adventist sige i et vidnesbyrd, at “verden er et sygt sted, og jeg glæder mig til at komme væk herfra”. Det lyder mere som den platoniske ide om heavenly bliss, end det lyder som et håb om Guds genoprettelse af det faldne skaberværk.

Vores præsters prædikener er ofte ikke meget bedre (uf, nu bliver jeg skrap, men tilgiv mig). Der fokuseres ofte på Jesu genkomst (det er godt, det er jo derfor vi er “adventister”), men sjældent på det, som kirken officielt mener skal ske efter de 1000 år, nemlig genoprettelsen. Fokusset er konsekvent på evakueringen. Han skal komme og hente os, tage os væk herfra, og så skal Jorden brændes. Vi skal i himlen. Alt dette vil få en ende. Så er det slut på Skaberværket.

(Ja, jorden skal brændes, det står jo i Bibelen, men det er ikke med en udslettende ild, det er med en lutrende ild, som skal rense Jorden og gøre den klar til genoprettelsen, ligesom man lutrer metaller for at få skidtet væk. Det er dét, som er symbolikken – det er ikke det skabte, som skal ophøre med at eksistere, men det beskidte, som skal brændes væk. På samme måde som dette indlæg er et forsøg på at rense adventisme for platonisk dualisme.)

Tilbage til Guds Rige

Vi gik gennem en skilsmisse med Platon, og det var en nødvendig skilsmisse. Vi signerede papirene, og vi afleverede alle hans ting. Han fik sin udødelige sjæl tilbage. Han fik sit nederdrægtige syn på kroppen og på skaberværket tilbage. Men da vi skulle bære kasserne ud ad døren, så tabte vi en temmelig stor ting i entréen. Vi opdagede det først bagefter. Så lagde vi den i stuen og tænkte “han kommer nok og henter den senere”.

Men der ligger den altså desværre endnu. Vi har stadig lidt platonisk dualisme i Adventistkirken, forestillinger om heavenly bliss og om en verden, som Gud bare har tænkt sig at afskrive. Dette kan endda være med til at forklare, hvorfor adventister ikke bekymrer sig om miljøet (for Gud skal jo brænde det hele uanset), men også hvorfor vi generelt isolerer os og fokuserer mere på ren åndelig vækst (i platonisk forstand). De, som ved hvem “adventisterne” er, ved også, at de holder sig for sig selv, mens de venter på at blive hentet.

Det er ret selvfølgelig, hvad næste skridt er. Næste skridt er at se på de bibelske løfter om, hvad Gud har tænkt sig at gøre for verden, og hvilken rolle kirken har i den fortælling. Jesus ønskede faktisk at gøre verden til et bedre sted. Han ønskede at frelse den. Ifølge Paulus er dette faktisk, hvad hele Skaberværket venter på. “Guds rige er kommet nær,” som Jesus sagde. Vores opgave er at fortælle om det og at deltage i realiseringen af den vision.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s