Er Guds Rige politisk?

For kristne vil det største problem med det politiske spil ofte være, at det spiller os ud imod hinanden. Der ligger i alle mennesker en tendens til at tænke i “os” og “dem”. Vi har et konkurrence-instinkt, og når det får overtaget, så bliver det ofte beskidt at se på. Det starter som engagement og lidenskab (måske med et stænk skråsikkerhed). Men før vi ved af det, så står vi med brændende fanatisme og antagonisme overfor alle, der mener og tænker en smule anderledes – og som ikke kan gennemskue virkeligheden lige så klart som én selv, som ens eget parti, fordi “de alle sammen er idioter”.

På det punkt er den politiske offentlighed giftig. Der er intet andet sted, hvor det falder os mere naturligt at indordne os i gruppetænkning og stereotypisering. Der er ingen anden plads, hvor vi i samme grad er os bevidst, hvem der er med os, og hvem der er imod os, og hvor det falder os mere naturligt at fordømme mennesker, vi stempler som “de andre”.  

Jesus samler fløjene

Jesus kendte også godt til dette. Han blev født ind i en meget anspændt politisk situation, hvor israelitterne var belejret og underlagt Rom. Romerske soldater var overalt, og lokale ledere var etableret til at holde orden, bl.a. ved at true med piskning og korsfæstelse. Blandt jøderne var der selvsagt delte holdninger til, hvordan situationen skulle håndteres. Nogen ønskede revolution og terror (betragtet som “modstandskamp” selvfølgelig); andre ønskede fredeligt samarbejde. Da Jesus valgte sin kernegruppe af disciple, udvalgte han sig folk fra hvert ende af det politiske spektrum:

Matthæus, som opkrævede skatte til Rom, og Simon, som kaldtes “zelot”. Zeloterne var nidkære for frigørelsen af Israel, som de bogstavelig talt kæmpede for med vold og sværd. Der er gode grunde til at tro, at Matthæus under normale omstændigheder ville have frygtet en mand som Simon, da zeloterne godt kunne finde på at stikke skatteopkrævere ned, bare for at sende et signal til resten om ikke at føle sig for trygge ved deres “landsforræderi”. Begge disciple var der dog plads til i Jesu lille gruppe.

En god del af disciplene var naturligvis fiskere (eller eks-fiskere), og Jesus lovede at gøre dem til “menneskefiskere”. Ligesom ham gik de fra by til by og forkyndte de gode nyheder om “Guds rige”, som var kommet til verden for at blive etableret. Effekten af “Guds rige” er helbredelse til de syge, brød til de fattige, tilgivelse af synder. Dette har ikke ændret sig siden Jesu tid – det er stadigvæk hvad kristendommen handler om, dér hvor den bliver praktiseret korrekt. Og til det foretagende er det ligegyldigt, hvad folk har gjort før, og hvad de ellers har haft af politiske overbevisninger. Guds rige har nemlig sin egen agenda.

Kristen frihed og lighed

Noget af det mest karakteristiske ved den kristne tro er utvivlsomt, hvordan den som bevægelse har bidraget til frihed og lighed. Evangeliet var radikalt i sin bemyndigelse af kvinder. Det betød ikke, at 6 af de 12 disciple var kvinder, naturligvis. Det gik så stærkt, som det kunne, den kulturelle modstand taget i betragtning. Men det var radikalt, at en kvinde var det første vidne om Jesus i Samaria, og at to kvinder var de første til at bevidne, at Jesus var opstået fra de døde. Ifølge historien syntes kvinderne endda ofte at forstå mere af evangeliet, end mændene gjorde, og Jesus anerkendte dem konsekvent i situationer, de blev set ned på af andre.

Det samme kan siges om slaver, selv om det britiske imperium og de amerikanske kolonier levede i en form for fornægtelse af dette aspekt af Bibelen. Paulus sender en bortløben slave tilbage til sin ejer med et brev, hvor ejeren opfordres til at tage imod sin slave, “ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder.” For i Guds rige tæller disse status-hierarkier ikke længere på samme måde. “Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus,” skriver han i Galaterbrevet.

I Det Nye Testamente var et af de mest omdiskuterede eksempler på “os” og “dem”-tankegangen forskellen på de “omskårede” og de “uomskårede”, altså jøderne og hedningene. Den første overraskelse var naturligvis, at Gud overhovedet kaldte hedningene ind i kirken. Peter den første til at studse over, at hedninger fik Helligånden. Den naturlige reaktion fra de omvendte jøder var at se på hedningene som en slags “anden rangs troende”. De nægtede for eksempel at sidde ved samme bord som dem, når de spiste sammen efter gudstjenester. Paulus gør op med denne tankegang og erklærer Jesus “er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.”

Guds Riges politik

Da sidste valgkamp stod på, var det vanskeligt ikke at lade sig rive med af kampene i medierne. De sociale medier var naturligvis også præget af den heftige debat. Ligesom alle andre sloges mine kristne venner indædt for deres partier med grundlæggende forestillinger om at deres parti var det eneste fornuftige valg, mens modstanderes partier ville køre Danmark i sænk. Hvad værre var, jeg observerede kristne venner bruge ord som “idioter” og “nazister”, når de debatterede – noget, de ikke gjorde ellers.

Jeg havde vel håbet, at vi ikke ville glemme vores tro helt, når det blev folketingsvalg. At vi ikke lod os rive med af “os” og “dem”-tankegangen. Jeg havde håbet, at teologien, som jeg netop har beskrevet, kunne vaccinere os imod det politiske kamp-paradigme, som i forvejen fylder alt for meget i pressen. Det er et giftigt miljø, fordi normerne synes at diktere, at fordømmelse og skarp retorik er okay (fordi “det er jo sådan alle snakker”). Den politiske arena kan derfor gøre os til meget ubehagelige og intolerante mennesker.

Den virkelighed behøver dog ikke snige sig ind i Guds rige, hvor det er dåben, ikke politiske standpunkter, som binder os sammen (Romerbrevet 6). Det kræver dog en form for bevidsthed om dette, hvis man som kristen vil undgå at lade sig rive med af stemningen. Det kræver, at man ved hvem man er som kristen, hvad Guds rige går ud på, og hvordan det overordnet bør informere ens politiske engagement.

Gud er politisk, og Guds rige er politisk. Gud vil de fattiges vel og de syges helbredelse. Bibelen udfordrer os til retfærdighed og omsorg for de svage, frem for alt. Hvad Gud ikke ønsker er splittelser og dæmonisering af politiske modstandere. Jeg har derfor også stor respekt for de partier, der forsøger at samarbejde med andre partier og arbejde sammen om fælles interesser uden at lade sig blænde af øvrige meningsforskelle. Jeg tror, denne tilgang til politik har et stærkere teologisk fundament, end når en person dedikerer sig til altid at støtte et specifikt parti eller en politisk ideologi. Hverken socialisme, liberalisme, konservatisme eller den rodløse populisme harmonerer perfekt med Jesu lære om Guds rige, som fortsætter med at overraske og udfordre os.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Politik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s