Tror kristne på “ytringsfrihed”?

De seneste angreb har sparket nyt liv i debatten om ytringsfrihed. Mine facebookvenner (og sikkert også dine) forfatter statusopdateringer og deler artikler, som udtrykker hvad de selv synes og tænker.

Spørgsmålet er ikke så meget, om vi gerne vil have friheden til at kunne ytre os. Spørgsmålet er heller ikke om terror. Disse temaer er no-brainers. Selvfølgelig vil vi gerne kunne udtrykke os frit, og selvfølgelig er fordømmelse den eneste rigtige respons til terrorhandlinger. Spørgsmålet, der synes stadigvæk at være mere uenighed om, er om det er okay at håne religion “i ytringsfrihedens navn”, eller om det er fint at lægge lidt bånd på sig selv for ikke at provokere.

Hvordan definerer muslimer “ytringsfrihed”?

Nour Tessie Jørgensen, en ung dansk muslim, skrev for nogle dage siden:

“Selvom muslimer definerer ytringsfrihed anderledes, så må vi respektere den almene danske forståelse og brug af begrebet.” (Kilde: Religion.dk)

Artiklen er en opmuntring til muslimer, at de sætter sig ind i at forstå dansk kultur på dette punkt. Det interessante for mig dog er, hvad hun egentlig mener med, at “muslimer definerer ytringsfrihed anderledes”? Desværre gav artiklen ikke nogen egentlig uddybelse af dette.

Det fik mig dog til at tænke på, hvordan kristne definerer “ytringsfrihed”. Definerer vi, som tror på Bibelen og Jesus, også “ytringsfrihed” anderledes end den almindelige dansker?

Blasfemi-paragraffen

Historisk set må svaret være “ja”.

Blafemi-paragraffen er en begrænsning af ytringsfriheden. Den siger “hertil, men ikke længere”. Det er tilladt at sige meget, men ikke negativt om Gud selv.

Loven blev formuleret, ikke for at beskytte Muhammed imod tegninger (som på den tid var en ret hypotetisk situation), men for at beskytte kirkens magt og forsøge at sikre respekten for Gud. Fra helt gammel tid var det naturligvis ikke engang i orden at kritisere kongen, men dette blev budt velkommen, efterhånden som skriftlige medier også blev mere fritstillet. Gud var dog beskyttet længere, end kongen var. I dag sover paragraffen naturligvis. Folk bliver ikke længere dømt for at tale ilde om Vorherre, og hånlige tegninger og blasfemiske jokes er nu blevet helt normalt.

Er der en “kristen” holdning til ytringsfrihed?

Hvad skal den kristne så mene om ytringsfrihed er vel det store spørgsmål. Kristne er en del af samfundet, og mange af os vil nok let blive opslugt og overbevist af de ideologiske holdninger, der promoveres i medierne uden egentlig at tænke tanken, at vi “som kristne” kunne forventes at mene noget andet om dette pga. vores anderledes verdensbillede.

Indlæg fra mine kristne venner på Facebook har ikke adskilt sig synderligt fra de indlæg, jeg har set fra mine ikke-kristne venner.

Alligevel tror jeg, at der er teologiske overvejelser, som er værd at tage med i diskussionen. Det må være den kristnes motiv at mene det samme om ytringsfrihed, som Jesus mente, som Gud mener, og måske endda som apostlene mente, ud fra deres livssyn og verdensbillede i øvrigt.

Pointe 1: Gud har givet os ytringsfrihed

Først og fremmest eksisterer friheden til at ytre sig, som man vil. Dette virker selvfølgeligt, nu da vi har den, men det er det egentlig ikke. Gud kunne have skabt en verden, hvor ingen skabning kunne ytre andet end de ord, som han – Skaberen – havde lagt i dets mund.

Men i den første beretning i Bibelen sætter en skabning (“slangen”) spørgsmålstegn ved Guds ord, siger ham imod og antyder, at han er en uretfærdig tyran. Gud tillader onde magter at fremsætte den slags påstande. Han tillader, at der bliver rejst spørgsmålstegn ved hans måde at styre universet på (i hvert fald indledningsvist).

Gud har af og til lukket munden på folk i Bibelen, og han har også af og til lagt ord i munden på folk (de såkaldte profeter). Generelt gælder det dog, at Gud ikke har forudcensureret hvad han skabninger har at sige. Han lader sig endda blive modsagt og diskuteret med, et privilegium som både Abraham og Moses benyttede i stor stil. Jobs Bog er langt hen ad vejen en bog, hvor der bliver sagt en masse forkert om Gud, af Jobs venner og af Job selv, som dog ender med at bede om tilgivelse og sige: “Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.” (Job 42,3)

Pointe 2: Ytringer har konsekvenser

Jeg har studeret teologi, men også retorik. Én af de ting, jeg har lært på retorik, er, at ord er handling (såkaldte “sproghandlinger”). At tale/skrive er ikke bare overførsel af information fra mig til andre. Det er et forsøg på at skabe forandring i verden, altså aktivt at gøre noget. Producenter af reklamer vil således ikke bare kommunikere, at “dette produkt er godt”; de vil skabe salg, de vil forårsage folk til at købe produktet.

I dette perspektiv giver det god mening, at Gud heller ikke ser gennem fingre med vores ord. Der er en vestlig filosofisk idé om, at ord bare er ord og ikke noget at være bange for eller blive sur over. Den idé køber vi gerne, når vi selv håner i aviserne, men ikke når Hisb-ut Tahrir opmuntrer til vold og terror.

Ord har konsekvenser. Det har alle former for kommunikation i større eller mindre omfang. Derfor skriver Jakob om tungens magt og opmuntrer kristne til at tøjle den, ikke mindst for deres egen skyld. “Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand.” (Jak 3,5) Der er altså en tid til at tale, og der er en tid til at holde mund. Jesus advarede og sagde: “På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.” (Matt 12,36) Den symbolske slange, som beskyldte Gud for at være en tyran, blev trods alt også dømt til døden.

Blasfemi er altså med andre ord en virkelig ting fra et kristent perspektiv. Gud tager hånd om de, der er skyldige i blasfemi. Han vil, når tiden er til det, beslutte hvordan det skal håndteres.

Pointe 3: Der er kun én rigtig Gud

Hvad med andres guder? Hvordan skal kristne forholde sig til dem?

I den jødiske tradition – eller det, vi kristne kalder Det Gamle Testamente – er der ikke nogen synlig respekt eller underdanighed i forhold til andres guder. Tværtimod, de er jo afguder, så hvad ved de? Enten beskrives de som svage i forhold til Jahve, eller også beskrives de som decideret tomme og deres tilhængere som tåbelige for at bøje sig for dem. Elias holder sig ikke tilbage fra at håne Ba’al, da han ikke svarer på Ba’al-profeternes bønner: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!« (1 Kong 18,27)

I Det Nye Testamente udvises lidt mere respekt af Paulus, da han forsøger at gå i dialog med græske hedninge, selv om bottomline er det samme: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder.« (ApG 17,22-24)

Jeg har i udgangspunktet ingen respekt for Allah eller Muhammed. Jeg tror ikke, Allah er gud, eller at Muhammed var hans profet. Jeg synes heller ikke, at det at kritisere disse religiøse ideer er det samme som at forfølge muslimer (som jeg også skrev om her). Det kan dog være klogt at tage hensyn til menneskers følelser, hvis de tror anderledes, særligt hvis man som Paulus ønsker at række ud til dem.

Fornuftig religionskritik

Det er ikke alle i Danmark, der er kristne, og det er ikke engang sikkert, det stadig giver mening at tale om Danmark som “et kristent land”. Ligesom i mange andre diskussioner, så står den kristne med den udfordring både at vide, hvad det vil indebære at være kristen og at være en solidarisk medborger i et demokratisk samfund.

Ytringsfrihed er vigtigt at opretholde i en demokratisk retsstat. Vi er som borgere hundrede gange bedre tjent med at leve i et land, hvor vi kan kritisere magthaverne, end folk i Iran, Algeriet eller Saudi-Arabien, som altid må se sig over skulderen, hvis de ved et uheld har sagt noget semi-kritisk. Jeg er taknemlig for at kunne skrive et indlæg som dette – og at kunne deltage på sociale medier – uden at frygte for mit liv.

Jeg synes ikke, det gør noget, at vi som borgere (kristne eller ej) tænker lidt mere strategisk og pragmatisk omkring vores religionskritik og satire. Det er nogle gange okay at vælge ikke at sige/tegne/trykke noget, hvis man tror, det kan begrænse vold eller redde liv. Man er hverken landsforræder eller idiot for at vælge den diplomatiske vej af og til.

Lige for tiden virker det til, at det først og fremmest er de stærke følelser, der får lov at diktere, hvad vi skal trykke, snarere end det er rationalet og fornuften – og dette på trods af, at det netop er fornuften, mange mener adskiller os fra terroristerne og ytringsfrihedens undertrykkere.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Moral og etik, Nyhederne, Retorik, Sprog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s