At håne Islam er ikke at håne muslimer

En sociolog ved navn Lars Jørgensen skriver i et debatindlæg:

Siden attentatet i Paris onsdag har de fleste ageret, som om mordene på Charlie Hebdos ansatte mere end noget andet retfærdiggør udbredelsen af islam-hånende tegninger. Det er, som om alle nu pludselig mener, at vi bør vise hele verdens muslimer, at vi i Vesten har ret til at håne og latterliggøre muslimer.

I disse to sætninger siger han to forskellige ting, selv om det i hans hoved (og desværre også i mange andres) er det samme.

Han sidestiller “islam-hånende tegninger” med at “latterliggøre muslimer”. Han gør tilsyneladende ikke noget for at begrunde dette krumspring i logikken. Jeg synes derfor, det er værd at pointere, at man sagtens kan gøre det ene uden at gøre det andet. Dette er et udtryk for forskellen på religionskritik og diskrimination. Religionskritik er helt i orden og er udtryk for et positivt aspekt af vores multireligiøse samfund, mens diskrimination er noget, vi til enhver tid bør bekæmpe.

Jeg er selv kristen og tror derfor på Jesus. Jeg vil ikke pakke hele min teologi ud her, men blot bruge det som et eksempel på, hvordan jeg synes, folk skal have lov til at håndtere religiøse folk som mig selv:

Jeg synes ikke, de kan være bekendt at sige, at alle religiøse mennesker er dumme, irrationelle, voldelige tosser, der hader demokrati og videnskab, og så videre. Det møder man naturligvis ofte: Folk, som er fordomsfulde overfor alle religiøse, som skærer os alle over én kam, og som ser ned på os pga. vores tro. I akademiske kredse bliver jeg ofte regnet for mindre intelligent, fordi jeg er kristen. Det så jeg gerne forandret, men den eneste måde, det kan gøres på, er ved at folk eksponeres for intelligente kristne, og intelligente kristne har desværre lært at nedtone deres tro. Hvis jeg bliver diskrimineret, for eksempel fyret fra mit arbejde eller smidt ud af en butik, pga. min tro, så kommer loven dog til mit forsvar, og her kan vi glæde os over at leve i et samfund, der beskytter sine religiøse og anderledes-troende.

Men dette handler om diskrimination, og det befinder sig i en helt anden kategori end kritik af min religion. Hvis folk håner Jesus, så er det jo ikke noget, de gør imod mig, men noget de gør imod Jesus. Hvis folk siger, at Gud er en ondskabsfuld tyran, så er det blasfemi, men det er ikke noget, de skal sige undskyld til mig for. Det er allerhøjst noget, som Gud vil dømme dem for. Jeg har derfor heller ingen forventning om, at de skal angre og sige “undskyld, det kunne vi ikke være bekendt overfor jer kristne” – hvad er det dog for noget vrøvl?

Nu har vi haft denne diskussion siden før Muhammed-krisen i 2005, og det er ved at være på tide, at vi lærer at skelne mellem disse to ting og forstå  forskellen på religionskritik og diskrimination.

Jeg har ingen særlig respekt for profeten Muhammed, udover hvad jeg har for alle andre mennesker, jeg møder eller hører om. Ud fra min tro kan jeg sige, at han var skabt i Guds billede, og at Gud elskede ham, sådan som jeg kan sige om alle mennesker. I mit perspektiv var han også en falsk profet, fordi han foregav at tale på vegne af Gud, hvor han (efter min mening) talte mere ud fra sine egne interesser. Der kan sandsynligvis siges meget andet grimt om ham, men det har jeg simpelthen for lidt historisk kundskab til at kunne gøre med nogen form for akademisk integritet.

Jeg ved, at mange muslimer ikke forventer andet/mere af mig – jeg er jo kristen – men at mange sikkert meget gerne vil diskutere dette med mig på en respektfuld og broderlig facon. Det kan være, nogen føler sig såret på vegne af Muhammed eller Allah, når de hører min kritik, men samtidig har muslimerne jo en tro på, at alle en dag skal dømmes for alt de har gjort og sagt, og således kan de jo hvile i den vished om, at regnskabet nok skal blive gjort op, uden at de blander sig. Jeg har faktisk en tro på, at de fleste muslimer klarer at skelne mellem, om nogen diskriminerer dem, eller om nogen spotter Gud.

Jeg ved også, at for visse fanatiske fundamentalister, så er dette blog-indlæg en dødsdom over mig selv. For disse mennesker vil det naturligvis ikke gøre nogen forskel om vi poster en karikatur af Muhammed, eller om vi bare erklærer os “ateister” eller “kristne”, for de vil juble over at se os halshugget uanset. Er der nogen, der tror, at Islamisk Stat vil vise os respekt, hvis vi slutter med karikaturerne? Det er ikke disse mennesker, der skal sætte dagsordenen for, hvad vi kan være bekendt at sige eller ikke.

Jeg synes, det er ret malplaceret at efterlyse en kollektiv undskyldning fra Vesten for at have hånet en religion, dels fordi ikke alle har taget del i denne hån, men især fordi hånen ikke var rettet mod “Østen” eller mod “muslimerne”. Den var rettet mod profeten Muhammed. Hvis vi skylder nogen en undskyldning, så er det jo ham, ikke alle mulige andre. Men ham er der altså ikke ret mange af os, som tror på.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Moral og etik, Religion. Bogmærk permalinket.

Et svar til At håne Islam er ikke at håne muslimer

  1. Pingback: Tror kristne på “ytringsfrihed”? | Dynamics of my Mind

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s