Et åbent brev til danske SDA-menigheder

Kære adventister i Danmark, især alle jer der bestemmer i menighederne.

Jeg har en kraftig opfordring til jer: Vis tillid til jeres unge.

I dag er det sabbat, og jeg har været i kirke. Jeg var til gudstjenesten i Bergen Adventkirke (Norge), hvor de netop har fået en ny ung præst. Hun hedder Melissa Myklebust, hun er helt frisk-uddannet fra Newbold College og klar til at starte arbejdet for Gud og menigheden. Vi har dermed to præster i menigheden: Melissa og en mand ved navn Sven-Inge Frantzen.

I anledning af at Melissa nu skal i gang, så blev hun også ordineret til forstander. Sven-Inge læste ordene fra 1 Timotheusbrev 4, 12-13 for menigheden:

“Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen.”

Han opfordrede så til, at alle andre, som engang er blevet ordineret til forstandere, uanset om de er blevet det her eller i en anden menighed, kom op foran og var med til at lægge hænderne på Melissa for bede for hende og velsigne hende med helligåndens kraft. Dette er en almen praksis, vi kender fra Bibelen, når nogen starter i en tjeneste for Gud.

“Skal du ikke op?” spurgte en ven, som jeg sad ved siden af i kirken. Han vidste nemlig, at jeg havde arbejdet to år som præst. Jeg svarede ham: “Jeg ville gerne, men kan ikke, for jeg er aldrig selv blevet ordineret til forstander.”

Efter gudstjenesten snakkede jeg med Sven-Inge og sagde, at det var en virkelig positiv oplevelse at se en menighed vise et så ungt menneske den tillid så tidligt i processen – at hun allerede i begyndelsen af hendes tjeneste blev ordineret til forstander. Sven-Inge virkede lidt overrasket, sagde “er ikke det vanligt?” og jeg fortalte ham så lidt om, hvad min erfaring havde været:

Jeg havde arbejdet to år som præst i en dansk menighed, da to præstekolleger, som arbejdede i samme menighed, anbefalte menighedsbestyrelsen der at ordinere mig til forstander. Menighedsbestyrelsen tøvede. Da skrev den daværende unionsformand en anbefaling til dem og forklarede dem, at det ville være godt, så Lars kunne gøre de præsteting, han var blevet uddannet til og stod i øvrigt inde for min karakter og modenhed. Alligevel endte sagen med, at jeg ikke blev ordineret til forstander.

I Adventistkirken er der for tiden mange diskussioner om, hvad vi skal lægge i “ordinationer”, og hvordan de skal praktiseres. Men udover de abstrakte teologiske diskussioner, så står vi med en meget praktisk virkelighed, hvor der ikke kan sås tvivl om ordinationens egentlige betydning: Det handler om tillid og accept. Det handler om at sige “vi bakker op om dig” og “vi tror, du gør Guds arbejde”.

Når du starter som nyuddannet præst, så har du brug for menighedens tillid og accept for at kunne gøre dit arbejde. Jeg mener ikke, at det kunne være en hyggelig bonus; jeg mener, at det er afgørende. Intet ungt menneske klarer at arbejde særlig længe som præst, hvis ikke de føler menighedens opbakning. At bære faklen alene, det er ingen ung præst—uanset hvor åndeligt og teologisk velfunderet—psykologisk udrustet til.

Adventisterne i Danmark har et problem, som bare vil vokse: Vi har meget få mennesker, der ønsker at være præster  i menigheden. De præster vi har bliver ældre og ældre, og der bliver færre og færre af dem. Mange menigheder ser sjældent en præst, og indenfor få år vil reelle teologi-uddannede adventistpræster nærmest høre fortiden til, mens lægpersoner vil stå tilbage med alt lederansvaret.

Hvordan er det sket? Er det fordi Gud kalder på færre til at påtage sig denne rolle end tidligere? Personligt tror jeg, at Gud lægger tanken i mange unge menneskers hoveder (både mænd og kvinder). Gud kalder på dem, skubber til dem og trækker i dem for at fortælle dem “jeg vil, at du skal blive præst!” Men det sker ikke. De skubber Guds kald fra sig og bliver læger, folkeskolelærere og fysioterapeuter (og meget andet) i stedet. Gud bruger dem i disse roller, og det kan vi være meget taknemlige for, men samtidig fortsætter vi altså med at lide under præstemanglen.

Hvis vi vil se flere unge præster – og ikke mindst, flere kvindelige præster – i vores menigheder, så bliver vi nødt til at tage os sammen. Vi bliver nødt til virkelig at prioritere en positiv, hjertelig og tilgivende attitude overfor de præster vi har. Vi må slå armene ud og tage imod de nye præster vi får som en velsignelse fra himlen. De har valgt et vanskeligt job med upraktiske arbejdstider og beskeden løn, bare for at tjene Gud. Det i sig selv kalder på en form for respekt, men mere end dette: Vi må gøre alt vi overhovedet kan for at lade dem mærke, at vi vil dem, vi står bag dem, vi hepper på dem!

Spørger du mig, så inkluderer dette også at ordinere dem til forstandere, når de går i gang. Engang gav det måske mening at vente, men givet den nuværende situation – præstemanglen og det beskedne opmøde i mange kirker – så har vi ikke tid til at vente.

Giv dem derfor lov til at komme i gang med det, som de har følt sig kaldet til, og som de brænder for at gøre: Uddele Kristi legeme og blod og at døbe folk i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Ingen menighed, som tager missionsbefalingen seriøst, kan holde igen med at give sin nye præst lov til at døbe. Det er jo ikke præsten, det ultimativt går ud over – det er de udøbte og menigheden selv, det egentlig rammer.

Så dette er egentlig essensen af dette lille åbne brev til de danske adventistmenigheder: Vis for Guds skyld tillid til jeres unge.

Med venlig hilsen
Lars Dorland

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom, My life. Bogmærk permalinket.

2 svar til Et åbent brev til danske SDA-menigheder

  1. Tony Butenko siger:

    Hvordan kan man blive ordineret når man bor sammen med pige uden at blive gift?
    Man skal siger hele sandheden om sig selv før man diskutere det teologiske grundlag om ordination.

  2. Lars siger:

    Tak Tony, her kommer så sandheden om mig selv og min samboer:

    Jeg boede IKKE sammen med en pige, da min ordination til forstander var oppe til diskussion. Det forholdt sig endda sådan, at når Serina kom på besøg til Danmark en december måned, så arrangerede jeg selv at sove i kirkens spejderhytte for at vi ikke skulle sove under samme tag. (Hvilket i øvrigt føltes temmelig fjollet.)

    Efter jeg stoppede som præst, blev jeg forlovet med Serina, og derefter flyttede vi så sammen. Vi er for øvrigt meget glade for hinanden og skal giftes til sommer, når vi har sparet penge nok til brylluppet. Dette giver mig ingen samvittighedskvaler – jeg sover godt om natten.

    I øvrigt er dette ikke en teologisk diskussion om ordination.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s