Findes der mange kirker eller bare én?

Jeg er medlem af Syvende Dags Adventistkirken. Det er et lille trossamfund. Jeg hader at fortælle folk det. “Hvorfor?” spørger du måske. “Er du ikke stolt af dit kirkesamfund?” Ikke altid – men det er nu ikke så meget dét, det handler om. Det handler om, at jeg ikke synes om det faktum, at der er flere kirker in the first place. Fordi det afføder en mængde irriterende spørgsmål, som det er umuligt at svare kort og nuanceret på, såsom:

  • Hvad er forskellen på din kirke og den almindelige kirke (jeg kender til)?
  • Hvad tror I på som de andre ikke tror på?
  • Kan I så ikke gå i kirke hos hinanden så? Kan I ikke be’ sammen?
  • Er du uenig med ham præsten i radioen, siden han ikke er fra dit trossamfund?
  • Hvordan kan du være sikker på, at lige netop din kirke er den rigtige?

Jeg kunne bruge dette og mange flere indlæg på at prøve at besvare disse spørgsmål, men det er ikke det, som er pointen. Pointen er, at det faktum at der er mange kirker komplicerer ting. Det forvirrer folk, der i forvejen anstrenger sig for at få en form for oversigt over den kristne tro. De modtager forskellige signaler og oplever det som en helt umulig udfordring at tage stilling til, hvem de skal lytte til som autoriteter på feltet. Deres konklusion bør derfor ikke undre os kristne:

Hvis kristne ikke engang selv kan finde ud af, hvad kristendom er, så er det sikkert, fordi kristendom ikke rigtig består af noget …

Jeg er godt nok ikke enig i denne konklusion, men jeg forstår den. Jeg kan sympatisere med dem, der har mødt og talt med mange forskellige kristne, og ikke har fundet nogen rød tråd, og som derfor konkluderer, at den ikke er der.

Jeg tror dog, at trods alle uenighederne og de forskellige tolkninger og de mange forskellige udtryk og adfærdsmønstre, som man finder ved vores messer og gudstjenester, så er der noget, som på mystisk vis alligevel binder os sammen: Helligånden – og Jesus, som er tilstede gennem denne ånd, som bor i os.

Ifølge Det Nye Testamente er der ikke mange kirker.
Der er bare én.

Jesus er hovedet på en krop med mange forskellige lemmer (Ef 4,15). Jesus bad til Gud om, at hans disciple måtte være ét (Joh 17,21). Enighed var i begyndelsen karakteristisk for den kristne bevægelse (ApG 2,46). I Bibelen finder vi aldrig belæg for at dele sig op i trossamfund, tværtimod finder vi ideen om at alle mure er brudt ned mellem os (pga. Jesu død), ikke mindst de mure, der skilte jøder fra hedninge (Ef 2,11-13).

Men hvad stiller vi så op med at vi er forskellige?

Med det at være anderledes følger der ofte en fristelse. Det er trangen til at dele i “os” og “dem”. Det er så nærliggende for os mennesker – særligt når vi er forskellige – at erklære os selv som “de rigtige” og de andre som “de forkerte”. Vi mennesker bygger altid mure op mellem hinanden, baseret på ydre ting. Og det har vi altid gjort.

Bibelhistorien er faktisk et eksempel på det:
Jøderne (Israel), som var Guds udvalgte folk, konkluderede at de var “rigtige”, mens alle andre i verden var de “forkerte”. Derfor chokerede det dem, da Gud begyndte at give Helligånden til alle de andre (ApG 10,45). Selv om det var Guds plan fra begyndelsen at velsigne alle nationerne, ikke bare de udvalgte (1 Mos 12,3). Og selv om de ikke selv var bedre til at holde Loven end alle andre mennesker var (Rom 2,23). Jøderne glemte, hvorfor de var blevet udvalgt til at begynde med – at det ikke bare var for at blive velsignet, men at det var for at være en velsignelse for andre.

Og hvad så med adventisterne?

Jeg skal blankt indrømme, at i mit kirkesamfund – Syvende Dags Adventistkirken – er mange faldet for den samme fristelse. Medlemmer, der investerer i denne ide, finder gerne support i vores manifest. Adventistkirken har historisk set opfattet sig som noget særligt. Det er en idé rodfæstet i vores historie, at vores kirkesamfund er kaldet af Helligånden til en særlig opgave, nemlig at forberede verden på Dommen og Jesu Genkomst. Ligesom jødernes særlige opgave steg dem til hovedet, så er adventisternes opgave ofte steget til deres.

Som adventist identificerer jeg mig selvfølgelig med essensen af dette. Jeg vil også gerne forberede folk på Jesu genkomst, så vidt jeg kan, selv om jeg nok ikke føler, jeg gør så meget som jeg kunne. Jeg ved, at flere og flere kristne indenfor mange trosretninger faktisk identificerer sig med denne idé. Der er en tværkirkelig bevægelse i gang, en ny slags kristne, der lægger vægt på den bibelske fortælling og ønsker at forberede verden på Guds rige og genoprettelsen af alting. (Hvis du vil vide mere, så se fx bogen “The Next Christians” af Gabe Lyons.)

Som adventist vil jeg også gerne fortælle om Dommen, faktisk. I Dommen vil Gud dog ikke bare dømme de onde – som man traditionelt har lagt meget vægt på – men vil også fixe alt, sætte tingene på plads, genoprette den tabte orden, etablere sit Rige. At leve efter denne bibelske fortælling er vel i så fald at leve i forventning og håb om dette. Det vil være naturligt for os at gøre en indsats for at bidrage til dette Riges udbredelse, akkurat som Jesus gjorde med sit foretagende. Essensen af hans budskab var jo “Himmeriget er kommet nær” (Matt 3,2) – et udsagn du sjældent vil høre gentaget fra talerstolen i en adventistkirke, desværre.

Men disse ideer har fået nyt liv de seneste årtier i hele den kristne verden. Det er en spændende tid at være teolog. Forskellene mellem os betyder mindre, end de gjorde tidligere. Jeg siger ikke, at vi nu fordomsfrit snakker helt åbent sammen, men jeg tror alligevel, kommunikationen er blevet bedre. Kristne fra alle traditioner bidrager til en bred samtale. Det er blevet mere og mere udbredt at løsrive sig fra egne traditioner for at se ting i fugleperspektiv. Vi udtaler os ikke længere bare som adventister, calvinister, baptister, anglikanere, ortodokse og katolikker. Vi er i højere og højere grad bare kristne, der låner og lærer fra hinandens traditioner, nysgerrige og åbne.

Forskellene kan altså bruges som en (dårlig) undskyldning for at hævde sig selv og fordømme alle andre. Det er menneskeligt. Og fristende.
Eller de kan bruges som en anledning til at se hvordan Gud bruger alle typer mennesker, ikke bare vores egne venner. Vi kan lære af hinandens perspektiver. Vi kan hjælpe hinanden til at se ting tydeligere.

Men hvad så med “økumeni”?

Der er meget at sige her, men jeg skal nøjes med én pointe i denne omgang:

“Økumeni” er et buzz-ord i nogle kredse. Jeg mistænker det for at have mistet lidt af sin popularitet det sidste årti, men hvad ved jeg …

Jeg er selv meget glad for økumeniske initiativer, hvor man forsøger at bringe forskellige kristne sammen i dialog. Engang havde økumenikere som deres overordnede mål at absorbere hinanden og udligne forskellene og samle os i én kirke. (Dette er vel fremdeles en katolsk målsætning, antager jeg.) Dette er dog ikke længere målsætningen, virker det til. Den økumeniske målsætning er i dag at lære af hinanden, at forstå hinanden og at samarbejde om fælles mål, mens man accepterer forskellene. Der er i økumeniske sammenhænge en udbredt respekt for hinandens særpræg og integritet.

Mange kritikere af økumeni (bl.a. i Adventistkirken) ved ikke, at denne forandring i økumenisk tankegang har fundet sted. De tror stadigvæk, at økumeni handler om at skabe én “megakirke”, hvor alle er ens og er enige om alt. De er ikke klar over, hvad økumenikere egentlig arbejder for i dag. Mest fordi de ikke snakker med dem, tror jeg.

En lille opsummering af mine påstande:

  • At der er flere kirker skaber forvirring blandt folk.
  • Der findes i virkeligheden bare én kirke. (Og den inkluderer mange trosretninger.)
  • At vi er forskellige frister os til at tro, at nogen af os er bedre end andre. Det er forkert.
  • I stedet burde vi indse, at vi har meget at give og lære af hinanden.
  • “Økumeni” handler om samtale og samarbejde og er ikke noget at være bange for.

Tak fordi du læste helt hertil (eller bladrede herned). Kommentarer er velkomne.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s