Det “åbne sind” findes ikke

Ideen om et “åbent sind” bør skrinlægges. Bortset fra når vi snakker om det som et ideal. At have et åbent sind er et fint ideal. Den ide bør ikke skrinlægges.

Men skal vi være helt korrekte, så er der ingen mennesker, som har et åbent sind. Der er ingen, der er blanke tavler. Ingen, som helt åbent vurdere alle muligheder uden forudgående præferencer eller forståelser…

Lad mig give dig 3 eksempler på dette.

Først og fremmest:
1) Hermeneutik.

Dette ord blev jeg introduceret for første semester, da vi havde lidt grundlæggende indføring i akademisk tankegang. Hermeneutik er tolkningslære. Det er dét, som foregår lige nu, mens du læser. Det er processen, hvor du ser tegnene på din skærm, lægger dem sammen, hører ordene, tolker dem ud fra det afkodningssystem du kender, danner en mening i dit sind, som du så vurderer i forhold til alle de koncepter, du på forhånd kender til. Hermeneutik er tolkningslære.

Og én af hovedreglerne indenfor hermeneutik er, at du har allerede koncepter, før du bliver introduceret for nye koncepter. Du er ikke blank, men kommer ind med en fordom om hvad meningen er. Den efterfølgende proces (læsningen og tolkningen) kan så bekræfte eller afkræfte dine fordomme, efterhånden som du nærmer dig meningen. Dermed befinder du dig i det, som Hans Georg Gadamer ville kalde den hermeneutiske cirkel, hvor du går rundt og rundt og rundt.

Mens du læser dette indlæg, så vokser din forståelse, og du må give slip på nogle fordomme du har om indlæggets mening, fordi du ikke får dem til at stemme, og fordi du får nye fordomme. Dine formodninger skiftes således ud undervejs, desto mere du læser, og meningen bliver klarere og klarere, indtil din horisont og min horisont forhåbentlig smelter sammen, og da-dada-dah – vi forstår til sidst hinanden!! I hvert fald nogenlunde, kan man håbe.

Men pointen var:
Du kommer ikke blank til teksten.
Du har fordomme og formodninger om tekstens mening, før du læser den.

Og her er et billede af Hr. Gadamer.Professor Dr. Dr. h.c. mult. Hans-Georg Gadamer

En anden grund til at vi ikke har åbne sind:
2) Bias (af forskellig art).

Her har vi at gøre med et mere psykologisk term.
“Bias” kan bedst oversættes “hældning” eller “fordom”.

Eksempler på dette indebærer vores trang til at beskytte os selv eller stille os selv i bedre lys end alle andre. Det er egentlig bare irrationel egoisme.

Hvis du kommer for sent på arbejde, så er det ikke din fejl, det er fordi du ikke nåede bussen (en uheldig omstændighed, noget eksternt). Men hvis din medarbejder kommer for sent, så er det fordi han ikke tager arbejdet seriøst nok (en karakterbrist, noget internt). Vi er inkonsekvente, når vi dømmer – og som den korrupte jury, så dømmer vi altid til fordel for den person, der står os nærmest: os selv.

Men mere interessant i denne sammenhæng er bekræftelsesbias, som netop er det modsatte af at have et åbent sind. Mennesket opdager ting, der understøtter de hypoteser eller holdninger det i forvejen har. Ting, der ikke bekræfter – men som måske tværtimod går imod vores forestillinger – bliver ignoreret.

lalala

På et ganske instinktivt plan holder vi os for ørene, når vi hører ting, som vi ikke ønsker er sande. Når først vi bliver opmærksomme på dette, kan vi naturligvis forsøge at gøre noget ved det. Se ubehagelige fakta i øjnene. Læse bøger af forfattere vi er uenige med. Men der kan være andre ting, der gør dette vanskeligt: 

3) Frames.

Det passer ikke med vores neurologiske konceptrammer. Det er ikke bare det, at det er ubehageligt – at vi måske ikke ønsker, det skal være sandt – men snarere det at vi kan ikke forstå det. Vi har ikke kategorier i hjernen, det passer under. Vi aner ikke, hvad folk snakker om, for det passer ikke ind i strukturerne i vores hjerne. 

Her vil jeg lade George Lakoff få ordet:

Neuroscience tells us that each of the concepts we have—the long-term concepts that structure the way we think—is instantiated in the synapses of our brain. Concepts are not things that can be changed just by telling us a fact. We may be presented with facts, but for us to make sense of them, they have to fit what is already in the synapses of the brain. Otherwise facts go in and then they go right back out. They are not heard, or they are not accepted as facts, or they mystify us: Why would anyone have said that? Then we label the fact as irrational, crazy, or stupid.
~ Lakoff, “Don’t think of an Elephant”, s. 17.

Dette forklarer, hvorfor vi altid taler forbi hinanden. To folk, der diskuterer politik og religion, vil ikke bare være uenige – ofte vil de ikke forstå hinanden, fordi de har andre hjernestrukturer og nogle gange vil det gøre dem totalt blinde for, hvad meningen egentlig er i den anden persons diskurs…

Lakoff (og mange andre) har så kaldt dette “frames” (rammer). Vi har mange af dem. Men skal vi se ting fra nye synspunkter, så kan vi få brug for nye. Nyt sprog med nye analogier og metaforer. Ellers vil fakta, der ikke passer ind, bare forsvinde.

Lakoff har for øvrigt nogle spændende teorier om, at metaforen er grundlag for al tænkning, fordi vi kognitivt altid repræsenterer virkeligheden med ting vi kender. Som Hr. Kant er inde på, vores virkelighed er jo bare en repræsentation af virkeligheden, ikke virkeligheden selv, og den er ikke lig virkeligheden heller. Men dette er noget indviklet stads.

NEJ: Jeg har IKKE et åbent sind.

Men ved du hvad?
Det har du heller ikke. Smile

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Psykologi, Retorik, Sprog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s