At sælge sin sjæl til Satan

Jeg kunne godt lide dagens stribe fra Wulffmorgenthaler. Ikke blandt deres bedste, men i det mindste til at forstå. Det er en mand, som er i forhandling med Djævelen (tilsyneladende i et kontor i Helvede eller noget tilsvarende), om hvad han skal have til gengæld, hvis Djævelen køber hans sjæl – eller rettere, at han gerne vil betale noget mindre for den beskedne succes, han reelt er interesseret i at købe. (Ja, helt ærligt, læs den selv og smil elelr le, hvis jeg ikke har spoleret den allerede.)

Det er en kendt fortælling, den trækker på. Vi har sådanne små folkereligiøse myter i vores samfund, som ikke kommer fra kristen teologi, men som alligevel hersker i folkemunde som underholdning. Myter om himlen og helvede. Denne myte går ud på, at man som almindeligt menneske ejer sin (udødelige) sjæl, men hvis man vil, kan man sælge den til Djævelen og til gengæld få en form for succes. Det er naturligvis ikke særlig gunstigt på længere sigt, fordi man (når man dør) så tilhører Djævelen, og så vil han (formodentlig) riste en i helvede til evig tid.

Der er naturligvis ikke ret mange af dem, som underholder og videreformidler denne myte, som reelt tror på den. Men alligevel er den med til at formidle nogle forestillinger om den kristne tro og det kristne verdensbillede, som jo er elementernes egentlige ophav. Historien stadfæster nogle ideer om kristendommen, som ikke er sande, altså i den forstand at det ikke er noget, som kristne reelt tror på. Dette er der selvfølgelig ikke ret mange, som er klar over, når de deler historien, for de fleste folk ved ikke hvad kristne reelt tror på.

Så her er lidt simpel udredning. Jeg vil både beskrive, hvad kristne generelt tror og så lidt om, hvad jeg personligt mener, man finder i Bibelen.

Djævelen – ja, kristne tror, han eksisterer. Måske ikke de liberale kulturkristne, du af og til finder nede i den lokale folkekirke, men dem som “faktisk” tror på Bibelen, tror også på Djævelen. Men myten giver nogle forkerte forestillinger om Djævelen (igen, i forhold til hvad kristne reelt tror i dag). For eksempel er han ikke konge i helvede. Ifølge bibelsk verdensbillede bor Djævelen ikke engang i Helvede, han bor her (på jorden), hvor han vandrer rundt og leder mennesker på afveje i det skjulte. Han forsøger at blive Jordens konge ved at gøre mennesker selviske og fulde af had til alt, som er godt. Det varierer lidt hvor opmærksomme kristne faktisk er på hans eksistens og indflydelse i verden, men at han er en aktiv spiller i dramaet har altid været en del af det kristne verdensbillede i en eller anden forstand.

Helvede – ja, kristne tror også på helvede. Men ikke endnu. Helvede er ifølge Bibelen den ildsø, som Gud til sidst vil smide Djævelen i. Det bliver ikke nogen fornøjelse for Djævelen, sådan som det nogle gange kunne tænkes ud fra popkulturelle myter – han bliver som sagt ikke Helvedes konge, men snarere dets første fange. Helvede tilhører Gud og tjener Guds vilje. Der er bedst grundlag for at påstå, at den bibelske betydning af helvede (altså hvad Jesus mente med “helvede”) er, at det skal tilintetgøre dem, som bliver smidt i det. Helvede skal gøre en ende på det onde. De fleste kristne holder dog fast i en traditionel tolkning af helvede som stedet, hvor Gud piner dem, som for altid vil være hans fjender… denne ide er sværere at sluge, men også her er helvede Guds måde at gøre op med det onde på.

Din sjæl – kristne tror, at mennesket ikke bare består af atomer og at det derfor er forkert at have et reduktionistisk syn på mennesket. Der er dog forskellige syn på sjælen. Mange betragter det sådan at vi har en udødelig sjæl, et slags “indre menneske”, som ikke går til grunde, selv når kroppen dør, og at denne sjæl vil leve videre uanset hvad – det er bare et spørgsmål om hvor (himmel eller helvede). Jeg mener, der er bibelsk grundlag for at sige, at uden kroppen, så kan en sjæl ikke eksistere; “sjælen” er i virkeligheden et ord for hele mennesket, og Gud er interesseret både i det fysiske og det mentale. Dette er et ganske vigtigt spørgsmål, når først man vil forstå menneskets natur og skæbne, og muligvis det mest forvirrende punkt på denne liste…

Salget af sjælen – dette element af myten er selvfølgelig det rene sludder. Det forudsætter den forestilling, at du ejer din sjæl i udgangspunktet, og at du så kan vælge at forære den til højestbydende. Men dette er ikke sandt i det kristne verdensbillede. Først og fremmest tilhører alt Gud, og alting er hans ejendom, også vores liv. Hvis nogen derfor skulle sælge vores sjæl til Djævelen, så skulle det være Gud, der gjorde det. Men selv dette havde ikke givet mening, for også Djævelen tilhører Gud (for Gud skabte ham engang for længe siden, altså før han blev ond). Derfor havde alt alligevel tilhørt Gud. Omvendt kan man argumentere for, at Djævelen allerede har magt over os, og at han derfor ikke har nogen gavn af at købe os. I kraft af vores selviskhed og had til det gode, så bringer vi os under Djævelens ondskabsdomæne, og det vil en handel ikke kunne ændre på. Til gengæld er det kristne budskab at Gud har købt os tilbage. Da Jesus døde på korset, så betalte han en løsesum. Dette er naturligvis en metafor med begrænsninger (som det ofte er tilfældet i teologi), men det betyder, at hvis vi vil tilhøre Jesus, så kan vi det – men så må vi lade os købe. Ellers hører vi allerede under Djævelen og vil blive udslettet sammen med ham.

Succes i livet – betyder det, at man ikke (fra et kristent perspektiv) kan få succes i livet ved at indgå en handel med Djævelen? Jo, det kan man, tror jeg. Hvis du vil, så kan du få en meget hedonistisk tilværelse ved at tjene Djævelen. Jeg baserer bl.a. dette på Roger Morneau‘s erfaring med satanismen, hvor nogle netop valgte dette. Til gengæld for at overgive sig helt til Djævelens magt og være hans trofaste tjener, så fik visse folk store biler og højtrangerende jobs. Jeg betragter det dog ikke på den måde, at de faktisk fik noget ud af det. Djævelen fik noget ud af det ved at putte sine tjenere steder, hvor han har en reel indflydelse (politisk). Det er ikke noget, jeg tænker ret meget over, men det er noget, jeg egentlig tror finder sted, selv om det fra et sekulært standpunkt selvfølgelig lyder vanvittigt. Har man dog først accepteret Djævelens eksistens og indflydelse i verden, så er dette dog ikke vanskeligt at tro på.

Himlen – vi har været inde om helvede, men hvad med himlen? Christopher Hitchens, kendt ateist (nu død), plejede at kalde himlen en “theme park”, der svarer til Nordkorea. Denne karikatur var et godt retorisk greb i hans kritik af religion, men er måske ikke langt fra hvordan nogle kristne opfatter himlen (bortset fra Nordkorea-delen). Hvad folk af og til glemmer, når de snakker om Himlen (og om hvor dejligt der må være) er, at Gud også bor der. Hvad Gud end er, sådan bliver der i Himlen. Den bibelske vision er dog meget anderledes fra folkelige og nogle gange også kristnes forestillinger om himlen. Den sidste bog i Bibelen beskriver, at “Det Nye Jerusalem” (Himlen) skal komme ned på Jorden. Himlen skal komme ned på Jorden. Gud har skabt verden, og hans plan er egentlig ikke at udslette den, men at gøre den himmelsk. Ifølge den lange historie, som Bibelen fortæller, så har det været hans plan fra begyndelsen. Så spørgsmålet om himlen og helvede handler ikke om, hvor sjælen skal hen, men hvad Gud egentlig har tænkt sig at gøre med verden, som er lige for næsen af os. Ifølge de kloge personer i Bibelen (Esajas, Jesus, Paulus), så vil Gud genoprette verden. Dette er langt væk fra blege fantasier om et disneyland i skyerne…

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom. Bogmærk permalinket.

Et svar til At sælge sin sjæl til Satan

  1. evamariaj81 siger:

    Du gør mig klog. Tak

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s