Kan Gud lide humor?

Alle kan lide at le. At le er forbundet med glæde. Intuitivt ved vi, at latter er en god ting. Jeg forbinder det med fest og glæde og fred. Selvfølgelig findes der også former for latter, som er mindre positiv – hånlig latter, sadistisk latter, nedværdigende fnisen. Men man skal vel være lidt af en dødbidder for dermed at erklære latter for ondt eller dårligt i sig selv. Hvis du ler ofte, så vil du formodentlig leve længere og opleve større livskvalitet.

Hvad så med humor? Hvad med vittigheder? Også disse forbinder jeg med gode ting. Hvis nogen fortæller en vittighed, så letter det stemningen i en situation, der ellers kan være anspændt. Vittigheder kan naturligvis fortælles på bekostning af nogle mennesker – vi gør “grin” med nogen – og så kan det være en negativ ting, der skaber afstand mellem mennesker og styrker arrogance. Den slags vitser er jeg ikke nogen fan af.

De bedste vitser, har jeg fundet frem til, er vitser, der ikke diskriminerer, men som rammer os alle sammen. Nogle vitser diskriminerer selvfølgelig i en så åbenlys grad, at jeg ikke ser dem som farlige. I Norge fortæller de svensker-vitser, og det tænker jeg er okay, for dybest set har nordmænd et positivt forhold til svenskere, og svensker-vitser bliver dermed en kærlighedserklæring til nabofolket. Mere farligt bliver det, hvis der bliver fortalt vitser om folk, som stemmer på bestemte partier, eller folk med et særligt etnisk tilhørsforhold eller måske en religion. Her ved vi nemlig, at der eksisterer fordomme, og derfor er det let at tvivle på, om vitserne er godt ment, eller om de snarere har til hensigt at styrke de eksisterende fordomme. Den type vitser er jeg ikke fan af.

Men de bedste vitser, som jeg skulle til at sige, er dem, som vi alle kan le ad, uden at de er på bekostning af nogen specielt. Det er dem, hvor vi ler af os selv. Det siges, at sarkasme er usundt – det tror jeg, det kan være – men selvironi er sundt.

Når det kommer til religion, så bliver det vanskeligt. Selvironi giver ikke nogen mening i forhold til Gud, for Gud er perfekt kærlighed. Der er ikke noget at gøre grin af i forhold til Gud. Men det ved kristne selvfølgelig. Det, som man dog kan gøre grin med – og på dét punkt løber man aldrig tør for godt materiale – er os, som tror på Gud. Vores hykleri. Vores syndighed. Dér, hvor vi kommer til kort i forhold til, hvordan vi burde være. Her er der materiale nok til uendelige timers stand-up.

Man kan selvfølgelig sige, at her er der meget lidt at le ad, for det er jo i sandhed sørgeligt. Men tingen med humor er, at når man kender til sorg og mørke, så er humoren forløsende. Da min far lå på hospitalet og var døden nær – den kom til ham tids nok – så gjorde han nar ad sin situation, og familien lo. Det betød ikke, at vi ikke var triste, eller at situationen var åbenlyst morsom, men humoren var et redskab til at tale om ting, der ellers havde været ubærlige at tale om. Humoren bragte situationens alvor frem i lyset.

Det er det, humor gør bedst. Den får ting frem i lyset, som vi ikke bare kan sige uden omsvøb, fordi det er for vanskeligt. Men med humor kan vi se på situationen på afstand. Det gør os objektive. På samme måde som Jesus fortalte store sandheder gennem lignelser, som heller ikke var uden ironi og humor. Nogle gange var Jesu humor endda mere provokerende, end vi høflige kristne tør værem, når vi gerne vil være “gode” kristne.

Humor har den egenskab, at den kan sætte tankerne i gang. Og samtalerne. Med humor kan vi adressere ting, som kan være svære at komme ind på, på andre måder. Humor er en udtryksform. En god latter er afvæbnende og kan få os til at snakke ud om, hvad vi virkelig mener og virkelig tænker. I den rette sammenhæng og på en fornuftig måde, så må den kristne kommunikatør anvende humor, hvis hans budskab skal trænge igennem, og hvis han ønsker at skabe en forandring i vores måde at tænke på. Han gør ret i at være meget forsigtig, men hvis han er forstandig og klog, så kan han bruge humoren og latteren på nøjagtig den måde, som Gud har tiltænkt den.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Moral og etik. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s