Guds plan og hvem som har ret

Hvilken religion er den rigtige? Hvem har ret? Og hvem bliver frelst?

Der er mange områder, hvor vi, som tror på noget, taler forbi folk i stedet for at tale til dem. Nogle gange taler vi forbi hinanden, fordi vi ikke opdager, at vi har forskellige forestillinger om, hvem Gud er, og hvad som er vigtigt for ham. Et eksempel på dette er hele spørgsmålet om en religions “korrekthed”.

Ingen har helt ret

Først og fremmest er spørgsmålet “hvem har ret?” naturligvis frygtelig naivt, og der er næppe noget tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi har været os mere bevidste på dette end nu. Det er ikke mindst dén indsigt, der er karakteristisk for postmodernismen. Vi har nu endelig indset, at sandsynligheden for, at “nogen har ret” er meget lille. Hvorfor det? Fordi vi ved fra historien, hvordan den ene absolutisme har erstattet den anden og har ført en masse dårligt med sig. Vi ved fra psykologien, at mennesket ikke er så grundlæggende rationelt og logisk tænkende, som vi tidligere har fantaseret om. Og vi ved fra filosofien, at det at stille kritiske spørgsmål og derved skabe tvivl er det letteste i verden.

Ingen har ret. Vi tager alle sammen fejl. Vi har nok ret om nogen ting, men om de fleste ting, så har vi bare en masse alternativer, og grunden til at vi kan vide dette med sikkerhed er selvfølgelig, at vi tror på så meget forskelligt. Det går simpelthen ikke an for ret mange at have ret. Hypotetisk set kunne én have ret, men vores chance for nogensinde at møde denne person og høre, hvad han mener, er dermed også ret lille.

Så med det samme vi fokuserer på, at en religion skal være rigtig, sand og helt korrekt, for at den kan bruges til noget, så er vi med et godt jysk ord på skider’n. Det lader sig ikke gøre.

Det var det åbenlyse. Men der er mere…

Frelsesspørgsmål

Ikke bare er det svært usandsynligt, at nogen af os kan have helt ret i vores religion; det er også en mærkelig ting at sige om Gud …

Ateister og andre religionsskeptikere kan undskyldes, synes jeg. De tænker ikke i teologiske baner i udgangspunktet, medmindre det bidrager til deres overordnede argument imod hans eksistens, og derfor kan vi ikke forvente, at deres teologiske præmisser – når de omtaler Gud som hypotese – nødvendigvis hænger særlig godt sammen. Ofte gentager skeptikere jo bare de antagelser, som de har hørt fra religiøse mennesker. Det, jeg snakker om her, er antagelsen, at det er vigtigt at tro på de rigtige doktriner for at blive frelst. At de rette trospunkter på en eller anden måde er nøglen til den dør, der går ind til det evige liv.

Det varierer fra person til person, hvordan de helt præcist definerer frelseskriterierne. Nogen siger, man skal have alt rigtigt. Nogen ved, det ikke kan lade sig gøre og siger derfor 90% eller 80%. De fleste siger, at nogle emner er vigtigere end andre, så du kan for eksempel tage fejl angående helvede og alligevel være heldig at blive frelst, mens du ikke kan blive frelst, hvis du tager fejl angående Jesu guddommelighed. For andre kristne er det andre temaer, der er afgørende.

Men uanset hvad frelsesdoktrinerne er, så bygger disse antagelser alle på en fælles forudsætning om Gud, som jeg finder temmelig absurd: At det vigtigste for Gud er paragraffer og dogmer.

Hvad Gud egentlig vil

Der er mange forestillinger om, hvad Gud går op i, og jeg indser, at dette selvfølgelig også bare er min version. Men min pointe er lidt, at mange vil være enige med denne version og dog ikke være konsekvente, når det kommer til vigtigheden af doktriner. Lad mig først uddybe mit billede af Gud.

Gud er kærlighed. Gud har skabt verden og har fra begyndelsen haft planer om, at verden skulle være vidunderlig god og smuk. Gud har skabt mennesker “i sit billede”, og den lighed er vigtig – den gør os forskellige fra de andre dyr og giver os privilegiet at herske over skaberværket. (Det står alt sammen i Bibelen.) Det er altså Guds mål, at vi skal reflektere Gud i hele vores måde at være på og blive de bedst mulige versioner af os selv – de personer, som Gud har skabt os til at være: Kærlige, gode, smukke, osv..

Det er klart ud fra dette perspektiv, at Gud prioriterer, hvordan vi er som mennesker. Det er samtidig åbenbart, at Gud i mindre grad går op i, hvad vi tror og forestiller os om forskellige virkelighedsforhold (“hvor gammel jorden er”, etc.). Denne sekundære form for tro – den intellektuelle tro – er bare væsentlig i det omfang, den påvirker den primære form for tro, som handler om vores attitude overfor Gud og verden.

I dette perspektiv forekommer det fuldstændig tåbeligt, at Gud, ved dagenes ende, kommer til at stå med en checkliste og gennemgå doktriner for at se, hvem der har fået flest, og hvem som derfor får lov at gå videre. Den type spørgsmål ville synes fuldstændig irrelevant i forhold til det, som Bibelen har åbenbaret er Guds primære plan for os.

Hvem vi er

Gud går ikke op i, hvad vi tror; Gud går op i, hvem vi er. (Selv når hvem vi er påvirkes af hvad vi tror, hvilket dog ikke altid er tilfældet.) I Bibelen er sandhed karakteriseret ved at være noget, man adlyder og gør. Hvis der ikke er en dimension af en sandhed, som skaber en forandring i vores hjerte og sind, så den knapt en sandhed, men bare en oplysning eller et faktum. Og den kan ikke frelse nogen, bare fordi de erkender den.

Så når jeg tror på en religion og regner den for mere rigtig end de andre religioner, jeg har stødt på, så handler det ikke om, at jeg død og pine må vælge den 100% korrekte for at kunne “komme i himlen”. Det er ikke sådan, det fungerer. Det er ikke sådan, Gud dømmer.

Det, det handler om, er, at jeg tror på den religion, som jeg finder mest sandynlig, fordi jeg tror på en Gud, der gerne vil, at jeg skal have en god forståelse af virkeligheden. Mange ting, jeg tror om Bibelen og verden, vil ikke have nogen effekt på hvem jeg er. Men en god forståelse af virkeligheden (som også omfatter hvem Gud er) er alligevel de bedste kort, jeg kan have på hånden, hvis jeg skal vokse og blive det menneske, som Gud gerne vil i gang med at lave mig om til.

Det er dét, det ultimativt handler om: Hvad Gud vil, og om vi vil lade ham få sin vilje i verden og i vores liv.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Religion. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s