Hvad jeg tror at påske betyder

Jeg skal prøve at fange ideen “påske” i dette indlæg.
Læs til ende og find ud af, om det lykkes.

Når jøderne fejrede påske, så var det ikke med æg fyldt med sukkerstads og havegrill. Lammesteg fik de dog – og den tradition har vi taget med os. Det hele peger selvfølgelig tilbage på dengang i Egypten, da de var slaver, men Gud befriede dem ved at sende Moses og ved at plage egypterne med alverdens mareridtsscenarier: Græshopper i maden, brændende hagl og blod i vandhanen. Da Farao stadig ikke fangede budskabet, gik Gud til sidst selv gennem byen—som Dødsenglen—og stoppede hjertet på enhver førstefødte, medmindre de havde fulgt Guds instruktioner om at smøre lammeblod på dørkarmen, sådan som jøderne gjorde. Forfærdeligt for egypterne, men samtidig en fortælling om Guds modstand imod nedgørelse og slaveri. En historie om at Gud er for frihed og vil gå langt for at sikre den.

Tilfældigvis døde Jesus i påsken. Jeg siger “tilfældigvis”, men jeg mener det egentlig ikke. Der var ikke noget tilfældigt ved det tidspunkt. Det var det passende tidspunkt, fordi Jesus på mange måder var en ny Moses. Evangeliehistorierne i Bibelen er fyldt med sådanne allergoriske sammenligninger, som jeg kunne remse op og gøre et stort nummer ud af (det gør jeg en anden gang). Jesus er nemlig også for frihed, og det han gjorde i påsken var at sætte os fri. Denne gang var det ikke med en ny tydelig udvandring, men ved at etablere et nyt rige, det lovede land, som det står os alle sammen frit for at blive flyttet over i.

Man kan lægge mærke til forskellige ting, når man læser historien om, hvordan Jesus blev hængt op på korset, men en ting, som jeg tror har været vigtigt for dem, der fortalte historien, er det skilt, som hang over hans hoved.

Johannes 19
v19
  Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« v20  Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. v21  Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men: ›Han sagde: Jeg er jødernes konge‹.« v22  Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg.«

Et af de mest vigtige elementer i beretningen er ironien. Folk gør nar af Jesus og ideen om, at han skulle være en konge, for “haha, nu hænger han på et kors, den tåbe”. Ironien består så i, at han derved netop blev konge. Dybest set blev Jesus ikke ydmyget på korset, men korset og ondskabens væsen blev. Jesu uskyld gjorde nar af korset, ikke omvendt.

700 år før Jesus blev hængt op på korset var der en profet fra Israel, som hed Esajas. Han fortalte, at Israel en dag skulle blive en fantastisk nation – alle folkeslag i hele verden skulle se hen til dem, se hen til Zion-bjerget og strømme til deres by for at få råd og finde retfærdighed og fred, osv.. Ja, det lyder jo som en meget jødecentrisk vision, men samtidig snakker han jo om, hvad han tror er bedst for folk i hele verden. Det interessante ved Esajas er, at han interesserer sig for alles skæbne, ikke bare Israels. Alle andre nationer skulle få glæde af Israels konge. Esajas skrev om den konge (Esajas 11,10): 

På den dag
      skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
      til ham skal folkene søge,
      og hans bolig skal være herlighed.

Hvad vi snakker om her er en konge, som folk rejser langt for at se (var der for resten nogen, som sagde “de hellige tre konger”?). Han er “Isajs rodskud” i den forstand, at han stammer fra Isaj (og Kong David, som var søn af Isaj). Folkene søger ham, for han er kendt og har et godt ry. Et “godt ry” er den beskedne måde at sige det på; Esajas siger, de skal se hans “herlighed”.

… og hvad har det så med påske at gøre?

JesusEgg

Jo, når Johannes og hans venner fortæller historien om Jesus, inklusiv historien om hans korsfæstelse, så fortæller de den med den vision i baghovedet. Ifølge Johannes kunne Jesus finde på at sige semi-kryptiske ting som “Og når jeg er blevet ophøjet [“løftet op”] fra jorden, vil jeg drage alle til mig.” (Joh 12,32) Dette bare ét eksempel på hvordan ideen fra Esajas gennemsyrer evangelierne, og hvorfor korsfæstelsen ikke er, hvad den så ud som.

Påsken er altså ikke bare en markering af, at en god jøde en dag blev hængt op og hånet på et stykke træ af romerske soldater—påsken er historien om kroningen af hele verdens Konge. Der er tale om The Inauguration. Der er tale om det øjeblik, da det blev åbenbaret for verden, hvem der er den retmæssige konge i denne verden. Ikke ret mange vidste, det var det som foregik—det var det, som var ironien—men da Jesus nogle dage senere stod op af graven og markerede sig som den, der kan besejre selveste døden, så kunne ingen længere være i tvivl…

Det onde var blevet udstillet og dermed besejret, og en ny æra var begyndt. Jesus er verdens konge nu. Vi er alle sammen “slaver” i et fremmed land i den forstand, men Gud har banet vejen til frihed ved at give os et andet land, vi kan bo i. Dette land refererede Jesus ofte til som “Riget”, når han prædikede og fortalte lignelser. For at blive en del af “Riget” behøver man ikke rejse eller få sig nyt pas—kravet er, at man anerkender kroningen af den nye konge og tilslutter sig det Rige, han snakkede om. Bjergprædikenen er en prædiken om, hvad det vil sige at være indbygger i dette Rige. Det er et Rige hvor den største tjener den mindste, og hvor kærlighed, medmenneskelighed og omsorg er det afgørende. Det var det Rige, som Jesus selv var det bedste eksempel på, både med sit liv og sin død.

Og denne store og noget radikale idé er så, hvad jeg forbinder med påske.
Dette, og så påskeæg med slik.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kristendom, Litteratur, Moral og etik, Religion. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s