Forælderfællen

Bibelens syn på ægteskabet, tror jeg, er meget anderledes, end det vi møder når vi læser ugeblade og aviser, når vi tænder fjernsynet og radioen, når vi snakker med kollegaen, naboen eller studiekammeraten. Der er så mange skjulte aspekter ved denne institution, som gør den til noget specielt – det bekræfter ideen om, at det var Gud, der skabte ægteskabet som koncept, ikke noget mennesket fandt på. Ægteskabskonceptet imødegår nemlig selve den måde, vi er skabt på som relationelle væsner, de behov som vi alle har. Hvis vi derimod ikke tror, at vi er skabt på nogen speciel måde (altså af nogen, som har en specifik plan for os), så er der heller ingen grund til at tro, at ægteskabet behøver være, som det er. Derfor er der da også flere og flere, som, logisk nok, har mistet troen på, at monogami og eksklusive forhold egentlig er naturligt, og ikke bare noget tillært.

20081020-750-100Men så vidt jeg forstår psykologiske teorier om tilknytning, så er monogami netop helt naturligt for mennesket. Alle mennesker har brug for og søger én person, som de kan regne med. Deres dybeste forventninger til denne person er, at vedkommende tager ansvar for deres lykke og velbefindende. Ifølge moderne tilknytningsteori er der dog forskellige måder, folk forholder sig til deres tilknytningsperson på. Du kan have en nervøs-ambivalent (“anxious”) tilknytningsstil, en undgående (“avoidant”) tilknytningsstil eller en sikker (secure) tilknytningsstil. Der efterlades ikke nogen tvivl om hvilken stil, der fungerer bedst. En person med usikker tilknytningsstil (anxious eller avoidant) har svært ved at imødegå sin partners behov for ømhed og omsorg, til dels fordi personen selv ikke fik mødt sine behov i tidlig barndom. Den gode nyhed er, at det går an at skifte og at lære sig en bedre tryg tilknytningsstil, hvis ikke den kommer naturligt.

Teorien om tilknytning bekræfter det, som et traditionelt syn på ægteskab og kærligheden længe har sagt. Vi har brug for én person i vores liv, som vi kan regne med er en tryg base for os. Teorien bekræfter samtidig, at vores partner og ægtefælle bliver en slags ny “forælder” for os, dels ved at vi søger en form for tryghed hos den, som vi som børn søgte hos vores forældre, og dels ved at vi ofte er overfor vores partner nogenlunde sådan som vores forældre har været overfor os. Ægtefællen bliver en decideret “forælderfælle”.

Det, som vi har fundet ud af gennem moderne psykologi, har Bibelens forfattere altid vidst. Faktisk er det noget af det første, der siges om romantisk kærlighed: At Adam ikke havde nok i sig selv og i Gud og i dyrene, men havde brug for en partner, en “hjælper”, der var ligesom ham selv. Ifølge historien fik Adam lov at mærke ensomheden, før Gud gav ham den perfekte partner, kvinden. De blev det første ægtepar, som tjener som et forbillede for alle andre ægtepar. Som forfatteren skriver: “Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.” (1 Mos 2,24) Det er lige netop dét, der sker gennem tilknytning. Fra at man før var tilknyttet sine forældre, så går man over og bliver tilknyttet en ny partner. Han og hun kommer så til at tjene den rolle, forældrene tidligere har tjent. Et andet godt eksempel fra samme bog i Bibelen er Isak og Rebekka. Der står at “Isak førte Rebekka ind i sin mor Saras telt og tog hende til kone. Isak elskede hende og kom over sin mors død.” (1 Mos 24,67) I de fleste andre oversættelser optræder ordet “trøst”, forstået sådan at Isak fandt trøst i Rebekka, nu da hans mor var død.

love2Denne ide – om at ægtefællen bliver en forælderfælle – vil dog skræmme mange, tror jeg. Vi drømmer ikke om, at vi skal være “forælder” for vores partner. Det moderne ideal til kærligheden er langt mere individualistisk. Min partner skal helst være sig selv nok og ikke have brug for mig på nogen måde. Min partner må ikke være barnlig i nogen betydning af ordet, men skal være fuldstændig voksen, ansvarlig og selvstændig – og ud af det personlige overskud, personen så har i sig selv, kan vi så være romantiske uden at kræve noget af hinanden. Som Natalie Portmans karakter siger det i “No Strings Attached” (som i sig selv er en sigende titel): “What I need is someone who’s going to be in my bed at 2 a.m., who I don’t have to lie to or eat breakfast with.” Denne illusion, som kunne beskrives som en typisk “avoidant” attitude, vil nødvendigvis krakelere, efterhånden som forholdet skrider frem. Der kommer et punkt, hvor man behøver en anden form for nærhed og tilregnelighed hos sin partner, ligesom man behøvede det fra sine forældre.

Sker det ikke, så lider forholdet. Mange ødelagte forhold skyldes urealistiske forventninger om, at vi ikke skal være omsorgspersoner for hinanden på den måde, men bør kunne klare os selv. Men ligesom forældre (forhåbentlig) var det for os i begyndelsen af livet, så bør også vi selv og vores partnere være trygge baser for hinanden. Et sted hvor man kan finde støtte, trøst og ubetinget accept.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Kærlighed, Kristendom, Moral og etik, Psykologi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s