Hvem forkynder adventismen i dag?

Jeg gik og lyttede til et foredrag om Ellen White i dag, da jeg pludselig fik en ide til et blog indlæg. Jeg har haft ideen før, men nu må jeg gøre alvor af den, før jeg glemmer den igen. Der skal dog advares om, at ideen vil give mest mening for adventister – men for ikke-adventister vil den måske give noget indblik i adventismen. Og før nogen evt. skulle blive helt i tvivl, så er jeg selv adventist, holder meget af mit trossamfund, sætter pris på kirkens historie og har ikke i sinde nogensinde at skifte.

En helt speciel kirke

Okay, så her er tanken: Lad os sige, at Syvende-Dags Adventisterne er Guds særligt kaldte menighed – restkirken, den sidste menighed, Guds favoritkirke, Sandheden, etc. – kaldet til at forkynde de tre engles budskaber til hele verden, ikke mindst beboerne i Babylon, som er en del af et system, der ophøjer skabningen fremfor Skaberen. Lad os sige at disse ideer er sande, og lad os for en stund prøve ikke at blive provokerede over den sekteriske arrogance, dette koncept synes at demonstrere, men i stedet overveje det som en hypotese. (Det er vel også mest arrogant, hvis ikke det passer.)

Lad os nu sige, at Guds intention med at udvælge sig en bestemt menighed er at bevare visse sandheder – trospunkter, doktriner, en lære, orthodoxy – som er helt essentielle for hans folk at forstå. (Ja, jeg ved det godt; det skriger af moderne tankegang med vægt på rationale og en form for viden, der beror på fakta og dogmer, og det synes helt at ignorere andre dimensioner af Guds rige – men lad os også lige glemme dette for argumentets skyld.)

Disse vigtigere sandheder, som adventister i givet fald har kendskab til, findes opsummeret i Åbenbaringen 14,6-13, hvor man finder tre engle. Adventister refererer normalt til passagen som “de tre engles budskaber”. Prominente adventister har argumenteret for, at budskaberne i denne passage kan opsummeres i tre koncepter: Tilbedelse, dom og frelse. Der er mange andre måder at udlægge det på. Nogen siger, at fordi den første engel snakker om skabelsen, så er Sabbatsbudet selvfølgelig indforstået. Men med udgangspunkt i denne tekst, så har adventister altså noget særligt at bidrage med rent læremæssigt, noget som Gud har specielt udpeget adventisterne til at fortælle til resten af verden, både andre kristne og ikke-kristne.

Okay, er du sådan nogenlunde med på ideen? Jeg spørger selvsagt ikke om du er enig, men om du ser påstanden. Ovenstående opfattelse lever i bedste velgående blandt adventister, har jeg måttet erfare, uanset hvor meget eller hvor lidt det har fyldt i min egen opvækst og på kirkens uddannelsesinstitutioner. Så lad os overveje noget helt andet. Gem det jeg har skrevet indtil nu i baghovedet, så prøver jeg at skabe en kobling senere.

Judah, symboliseret ved løven, som det også er tilfældet i Johannes' Åbenbaring.Et helt specielt folk

Lad os huske på jøderne på Jesu tid. Jøderne følte sig som noget helt særligt, og deres forventning til Gud var, at han skulle sende dem en konge til at bekræfte dem i, at de var noget særligt, at de var Guds favoritter, mens hedningene allerhøjst kom i anden række eller slet ikke. Jøderne havde torahen at være stolt af. Før den store omvæltning på vejen til Damaskus var Paulus stolt af denne overlevering, følte han havde noget særligt og holdt også torahen perfekt (han skriver, han var “uangribelig i lovretfærdighed” i Fil 3,6).

Men det er også klart, at hvad der var jødernes selvforståelse på Jesu tid havde ikke ret meget at gøre med, hvad Guds oprindelige intention med dem var. Læs gennem bibelens første bog, og det kommer igen og igen og igen og igen, at Gud arbejdede med en slægt for at velsigne alle verdens nationer gennem dem (1 Mos 12,3; 18,18; 28,14). Jøderne var kaldet, men ikke til at klappe sig selv på skuldrene, men til at bringe Gud til verden (eller verden til Gud), også ved at skille sig ud (hvordan kan man ellers være et forbillede?).

Men det gik ikke som planlagt, i hvert fald ikke helt. Selv om kristendommen startede hos jøderne, så skal vi ikke mange generationer ned gennem historien, før næsten alle jøderne var blevet skiftet ud med hedningekristne. Den tidlige kirke skilte sig fra sine rødder. En god del af dem var hellenister, og troen blev “oversat” til en anderledes måde at tænke på, men de bar ikke desto mindre flaget videre, selv om Gud skulle have tænkt sig, at jøderne havde gjort det. (Jeg kan evt. skrive mere om dette en anden gang, men her har du i hvert fald princippet.) Og det er jo også sandt i dag; jødekristne – messianske jøder, om du vil – er sjældne.

Guds talerør

Så hvad er lige forbindelsen mellem det specielt udvalgte adventistfolk og det specielt udvalgte jødefolk? Der er selvfølgelig arrogancen, som ikke bliver mindre tydelig af, at vi lever efter janteloven. Ligesom farisæerne blev ved med at tilføje regler for at værne om den sande judaisme, sådan har jeg også set legalistiske adventister finde på ekstra spiseregler og andre livsstilsjusteringer for at værne om den sande adventisme. I mange tilfælde er ligheden så slående, at den større teologiske diskussion, de gerne går ind i for at forsvare deres specifikke regler, er unødvendig, for deres attitude afslører dem.

Men selv om jeg kunne pege fingre i mange paragraffer alt imens jeg følte mig meget bedre (og dermed begik nøjagtig samme synd), så er det ikke, hvad jeg egentlig havde tænkt mig at pege ud i dette indlæg. Det virkelig tankevækkende for mig har det seneste år været, at de “sandheder”, som adventister af og til føler sig så stolte af at have haft i generation efter generation og stadigvæk kan opdrive i Ellen Whites skrifter – mange af dem lever sådan set i bedste velgående udenfor adventisternes rækker. Mange adventister har bare ikke opdaget det; de tror, de ved noget, som ingen andre ved – men mange andre ved det udmærket, for de har selv fundet ud af det gennem samme bibel. Ja, nogle gange er ikke-adventister faktisk bedre funderede i nogle af adventistsandhederne end adventisterne selv, virker det til.

Mød Tom Wright, en flink anglikansk biskop - og han tror om nogen på Jesu genkomst!Eksempel 1. En norsk adventistprædikant (en af dem med en klar præference for hvad han opfatter som “den sande adventisme”) påstod for et godt stykke tid siden i min lokale menighed, at andre kirker ikke tror på Jesu genkomst. Men det passer ikke. I Folkekirken siger man det hver uge som en del af trosbekendelsen: Jesus er “siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Som om det ikke var nok, så bekender man også sin tro på “kødets opstandelse og det evige liv”. Den bedste bog, jeg har læst om Jesu genkomst, er “Surprised by Hope” af Tom Wright. Han er anglikansk biskop. Og jeg ville virkelig ønske, at adventister læste den bog, for den ville virkelig åbne deres øjne om, hvad “Jesu genkomst” i virkeligheden drejer sig om. Det er ikke bare om at blive hentet og taget med til himlen, det har store implikationer for hele skaberværket! (Ja, hans bog kan i høj grad anbefales.)

The Myth of a Christian NationEksempel 2. Ordet “Babylon” vækker mange associationer blandt traditionelle adventister og “kald dem ud af Babylon” er tragisk nok blevet synonym med “de tre engles budskaber” for nogen. De tænker med det samme “den katolske kirke”, “forfølgelse af Guds folk”, “sammenblanding af politik og religion”. Især det sidste fylder meget i deres verdensbillede. De forventer nærmest, at de er de eneste, der går ind for religionsfrihed, de eneste som ønsker at holde kirke og stat adskilt, og som frygter at fremtiden vil byde på en undertrykkende antikristen supermagt (der udgiver sig for at være kristen). Det ville imidlertid overraske rigtig mange adventister, tror jeg, at se, at en stor del andre kristne faktisk deler holdninger med dem på det punkt. Selv paven, som visse adventister måske frygter allermest, har nogle fantastiske ting at sige omkring dette emne! (Jeg skal gerne citere ham ved lejlighed.) Og selv om civilreligionen har en til tider noget skræmmende udvikling i USA, så er der altså også evangelicals, der påvirker i en mere positiv retning (bl.a. Gregory Boyd med hans bog, “The Myth of a Christian Nation”).

Eksempel 3. Sabbatten betyder rigtig meget for adventisters selvforståelse. Vi er dog langt fra ene om at fejre sabbat. Helt tilfældigt fandt jeg ud af, at Tim Keel (fra Emergent Village, præst for kirken Jacob’s Well) faktisk har fået sin kirke med på at følge, hvad han kalder en jødisk liturgi, som bl.a. indebærer, at de fejrer skaberværket fra fredag solnedgang til lørdag solnedgang, dyrker fællesskabet og tager sig tid til at lege og meditere, osv.. Den virkelige forskel mellem hans forhold til sabbatten og adventisternes er, at det for rigtig mange adventister er mere en lov (med fokus på restriktioner), end det er en egentlig velsignelse (med fokus på udfoldelse og glæde).

Hvad gjorde Gud, da kirken ikke fandt sit sæde blandt jøderne, som han ellers havde arbejdet med lige siden Abraham? Han kaldte grækerne og forsøgte gennem dem at nå ud til jøderne. Situationen blev vendt på hovedet. Pludselig var det ikke længere Jøderne, der forkyndte Jahve, men hedningene (også til jøderne)!

Hvis man sluger den første kamel i dette blog indlæg og accepterer ideen, jeg præsenterede i de første tre paragraffer – muligvis i en revideret form, det er ikke væsentligt for mig – så kunne man måske også sluge ideen om, at hvad der skete i kristendommen dengang, det gentager sig nu i en mindre skala… Måske Gud virkelig greb ind og viste adventisterne noget særligt dengang i 1800-tallet, gjorde William Miller lidenskabelig for tal, styrkede Joseph Bates’ reformatoriske ånd, åbenbarede vigtige ting for Ellen White, osv.. Og måske, hold nu fast, vi ikke helt fattede det, men i stedet lagde vægt på de forkerte ting, dem der fik os til at føle os “særlige” og “udvalgte”, etc.. Måske det er de samme ting, Gud først forsøgte at kommunikere til adventisterne i 1800-tallet, som han nu gentager gennem andre dele af den store organisme, der udgør “Kristi legeme”.

Jeg tror, det ville være vejen frem for vores forståelse af “adventismen”, hvis vi lærte at fornægte os selv og den “adventist identitet” vi har pralet af (i lighed med Paulus’ pral over sin jødeidentitet) og i stedet kunne glæde os over, at det, Gud har fortalt os, har han også fortalt mange andre, som endda har lyttet bedre efter.

Om Lars

Previously a Seventh-Day Adventist pastor in Silkeborg and Aarhus (Denmark), I am now a Bachelor of Rhetoric and Media and live in Norway
Dette indlæg blev udgivet i Adventist, Kristendom. Bogmærk permalinket.

15 svar til Hvem forkynder adventismen i dag?

  1. Daniel siger:

    Interessante og tiltalende tanker

  2. Lars siger:

    Det var da godt :) Hvad siger du til, at jeg skriver en bog over tesen, og så udgiver vi den på Dansk Bogforlag? ;)

  3. tvesok siger:

    Jeg køber den. Og så køber jeg en til min far i julegave. Og så køber jeg en til min mor. De vil synes, det er spændende læsning. Og så køber jeg en til at have i reserve, hvis jeg pludselig skulle få brug for at give none en gave.

    Jeg kunne selvfølgelig påstå, at det var min tese. Jeg tror, at jeg har nævnt alt dette over for min mor i en samtale engang, faktisk, men jeg ved godt, at i dagens Danmark foregår tingene, som i Vetos sang “You say yes I say yes” fra for to år siden:

    “I you say one more clever thing, I’ll just repeat it and act like I said it first.” :-D



  4. Lars siger:

    At der er flere, der har haft lyst til at skrive en bog, er normalt det bedste argument for at få en sådan bog skrevet. Ja.

  5. Lars siger:

    Jeg er hermed gået i gang med forordet på den bog. Jeg tror dog ikke, det bliver noget jeg kunne få Dansk Bogforlag med på at trykke (det giver mig også friere rammer i den kreative proces, hvis jeg ikke behøver bekymre mig om DB’s høje standarder). Men hvis jeg færdiggør projektet, så vil jeg personligt betale for en udgivelse af den i 20 eksemplarer eller sådan noget. Så holder jeg dig fast i, at du vil købe et par stykker, Niels. ;-)

  6. tvesok siger:

    Jeg kan måske få den trykt i Berlin for 70-100 kr/eksemplar.

  7. Pingback: Misforstået af anonyme adventister | Dynamics of my Mind

  8. Michael Similie siger:

    “Så hvad er lige forbindelsen mellem det specielt udvalgte adventistfolk og det specielt udvalgte jødefolk? Der er selvfølgelig arrogancen, som ikke bliver mindre tydelig af, at vi lever efter janteloven.”…
    Hej Lars,
    Jeg fandt lige din blog der jeg søgte efter noget andet på google om adventister.
    Jeg tror du har et alvorligt problem med adventbudskabet. Hvis du mener at det er arrogant at forkynde det specielle ved adventismen hvorfor har du valgt at blive SDA præst ? Jeg har læst flere steder på din blog at du har en del anderledes holdninger som afviger fra SDA tro og lære. Du har lige så meget frihed som alle andre mennesker til at vælge hvad du vil tro på og det respekterer jeg.
    Men jeg forstå simpelthen ikke hvorfor du og andre SDA’er her i DK og rund i verden angriber kirkens “officielle” forståelse af Bibelen og Profetiens Ånd gennem Ellen G.White. Denne specielle forståelse ligger i adventbudskabet til verden og ikke at vi skulle være bedre end andre. Det er en Guds given opgave i lyset af de tre engles budskaber.
    For at bruge en billig allegori, kunne det tænkes at du nogensinde fik lov til at være fodboldtræner i en fodboldklub hvor du indefra angreb klubbens og fodbolds regler? at du syntes det kunne være OK at tage bolden i hånden, hvorfor skulle det være anderledes end amerikansk fodbold eller håndbold?
    Den sammenligning du bruger med jøderne er ude af sammenhæng og vist din egen fortolkning.
    http://www.sdaforum.dk er der startet en debat som netop omhandler det specielle ved adventisme.

    Du ønskes en god og velsignet sabbat.
    Kærlig hilsen
    Michael

  9. Lars siger:

    Michael, tak for dit indlæg på min blog og din øvrige interesse for mine skriverier, nye såvel som gamle (dette indlæg er fra 2010 og er ikke skrevet i mit virke som præst). Men siden du nu spørger: Grunden til at jeg valgte at blive adventistpræst er, at jeg ville være præst, og jeg var allerede adventist. Jeg tror på Gud som skaber, som konge, som dommer, som frelser, og det ønskede jeg at forkynde, og der er ingen kirke, jeg finder en større teologisk dedikation til disse aspekter af Gud end i Adventistkirken.

    Det er en misforståelse fra din side, at jeg har afskrevet og tilmed angriber adventismen. Tværtimod ser jeg kirkens profetiske kald bekræftet ved, at andre kirkesamfund nu gradvist forkynder mange af de læresætninger, vi selv har forkyndt i nu 150 år. Dette er da fantastisk! Det er noget, vi adventister kan glæde os over, ikke fordi vi så kan give os selv skulderklap for at have fattet noget før nogen andre (for hvad vi har fattet, det har vi alligevel kun fattet, fordi det er blevet åbenbaret for os af Gud), men fordi andre nu nyder godt af og velsignes af det samme budskab. Det er det, det ovenstående indlæg handler om. Du citerer fra indledningen, hvor det måske havde været mere passende at citere fra konklusionen.

    Mange adventister er dog desværre mere opsat på at se verden i et firkantet og snæversynet os-mod-dem paradigme. Her kan vi opføre os, som om vi er de eneste sande kristne, der oprigtigt forstår Bibelen, mens resten er børnehavebørn, som bare skal lytte til os. Til grund for denne lære ligger egentlig Djævelens fristelse til at hylde skabningen – i dette tilfælde os selv – frem for at hylde Gud. Det var den samme fristelse, som Guds udvalgte folk var faldet i dengang i det første århundrede, da de havde glemt, de var et udvalgt præstefolk med det formål at velsigne verden – de troede, de bare selv skulle velsignes. Da evangeliet gik ud til andre folk, blev de negative og misundelige og legalistiske og ville ikke engang spise med de nyankomne (som storebroderen i historien om den fortabte søn). Den samme selviskhed finder man i vores kirke, når ikke vi værdsætter Guds arbejde i andre kirker og trossamfund. Derved ærer vi hverken Gud, adventismen, profetiens ånd eller Ellen White. Tværtimod er det at glemme vores egne økumeniske rødder.

    Jeg ved ikke, om dette besvarer dine spørgsmål. Jeg ved ikke engang, om du overhovedet havde nogle spørgsmål. Men nu er du i hvert fald set, og jeg har prøvet at adressere nogle af de ting, jeg umiddelbart kunne se bekymrede dig.

  10. Kenny Christensen siger:

    Sjovt nok er der ingen andre kirkesamfund, der forkynder 1844 eller undersøgende dom. Hvorfor mon? (du behøver ikke at svare)

  11. Lars siger:

    Det har altid undret mig, når folk på overfladisk vis har brugt “årstallet 1844” og “undersøgende dom” som litmustest for, hvem der var ortodokse adventister uden skelen til det større billede.

    Hvad er egentlig væsentligt i “den sande adventisme”? Hvis jeg skulle pege på ét tema, som er særlig karakteristisk for adventismen og vigtigt for dens integritet, så ville jeg pege på Guds kærlighed (hans karakter, hans lov, hans styre), som Anklageren fra begyndelsen har sat spørgsmålstegn ved. Dette er i hvert fald, hvad Ellen White bruger mest krudt på i Conflict of the Ages-serien (og den pointe, hun bogstavelig talt både starter og slutter med: “God is love”).

    Denne lære har vundet fornyet kraft over de seneste årtier, mens ledende teologer har ændret syn på Paulus og foreslået en ny måde at læse ham på: Som en jøde fra det første århundrede, som faktisk troede på hele historien fra Det Gamle Testamente, og som i Jesus så ikke et opgør med loven (antinominalisme), men et opgør med jødisk sekterisme til fordel for en langt større vision om Guds genskabelse af verden. Dette teologiske paradigmeskifte kaldes af mange “New Perspectives on Paul”, men har langt større implikationer for Biblical Theology, og udviklingen er særligt spændende for os som adventister.

    http://en.wikipedia.org/wiki/New_Perspective_on_Paul

  12. Kenny Christensen siger:

    Lars, du skriver i dit svar til Michael Similie: ”Tværtimod ser jeg kirkens profetiske kald bekræftet ved, at andre kirkesamfund nu gradvist forkynder mange af de læresætninger, vi selv har forkyndt i nu 150 år.”. Jeg må så spørge, hvad er der gør, at adventistkirken skulle have et profetisk kald? Er det ikke netop budskabet om, at Jesus gik ind i det Allerhelligste i 1844 og forkyndelsen af de tre englebudskaber? Var det ikke derfor profeten Ellen White fremstod? Det er det indtryk, jeg får, når jeg læser i ”Early Writings”. Sådan er i hvert fald den historiske adventisme. Men hvis adventisme er ”Guds kærlighed (hans karakter, hans lov, hans styre)”, så har du ret, så bliver adventismen forkyndt mange andre steder også, og det er den sådan set blevet også før adventistkirken kom til, og det er jo en god ting. Det allervigtigste, synes jeg dog, er det budskab, Gud bragte til adventistkirken i 1888 gennem Waggoner og Jones – budskabet om retfærdiggørelse ved tro, som Ellen White heldigvis også støttede. Det er dér fokus burde ligge og ikke på en trosbekendelse med 28 punkter, som jeg føler, at det gør nu.

  13. Lars siger:

    Nu skal det heller ikke lyde mere vagt end tiltænkt. “Avolekiteshvara er kærlighed,” ifølge buddhisterne, og alligevel mener jeg ikke, de har fat i adventbudskabet ;-) Nej, det som jeg finder karakteristisk i adventismen, som jeg også ser som den historiske adventisme, er det plot, som vi gerne kalder “den store strid mellem Kristus og Satan”. Min tilgang til Bibelen–og tilsyneladende også Ellen Whites–er en narrativ tilgang. Historien om Gud og Satan og kampen mellem dem er vores verdensbillede som adventister. Dette vil måske overraske nogen, men “1844” og “den undersøgende dom”, som er væsentlige elementer i plottet, er ikke i sig selv vores verdensbillede. Disse ting vil det kun give mening at formidle til nogen, der allerede kender den fortælling, som de er en del af. I 1800-tallet kendte de kristne i USA til den historie. I dag skal historien fortælles på ny, fordi bibelkundskaben er blevet kraftigt reduceret, ikke mindst i Nordeuropa.

    Det centrale spørgsmål for Ellen White er, om Gud er retfærdig (kærlig), eller om Slangen/Anklageren havde ret. For hende er spørgsmålet naturligvis allerede afgjort på Golgata, men svaret skal åbenbares endnu tydeligere, dels i den undersøgende dom og dels i de sidste generationer i Jordens historie, hvor Guds folk skal reflektere hans karakter perfekt (vi skal ikke her gå ind i, hvad dette vil sige og ikke vil sige). Men dette er historisk adventisme, ikke noget nyt jeg finder på. Dette plot er fra Bibelen, og spørger du mig, så ser jeg det kun bekræftet af de fremskridt, der sker indenfor Biblical Theology. Et fornyet fokus på Det Gamle Testamente og Guds overordnede plan for verden giver ny kraft til fortællingen, som adventisterne længe har fortalt og troet på. Jeg skulle ønske, vores egne teologer bidrog mere til den udvikling, men jeg værdsætter, at folk som norske Sigve Tonstad i det mindste gør en værdig indsats med bøger som “Saving God’s Reputation”.

    Du lægger vægt på 1888 og den vægt, der på det tidspunkt blev lagt på “retfærdiggørelse ved tro”. Det pudsige er, at mens Ellen White godtog en del af hvad de sagde, så var hun kritisk overfor andre dele af deres budskab, uden at hun kunne sætte ord på hvad. Hun holdt en fantastisk tale i 1888, hvor hun sagde, at selv om hun ikke godtog deres udlægning af Galaterbrevet til fulde, så skulle de behandles med respekt.

    For mig er det væsentlige spørgsmål her: Hvad mente egentlig Paulus om retfærdiggørelse ved tro? Det viser sig, at han ikke mente det samme som Luther. Luther mente, at jøderne forsøgte at gøre sig “gode nok” gennem lovgerninger, og at Paulus derfor sagde, det bare var ved Guds nåde, som kunne frelse. Men dette var en misforståelse af jødernes religion. Jødedommen var ikke i udgangspunktet legalistisk. (Dette ved vi godt som adventister, fordi vi ved, at tempeltjenesten er en illustration på Guds nåde og tilgivelse og rensning af mennesker og af verden. Luther, derimod, havde ikke noget til overs for jøder, for Det Gamle Testamente og var endda kritisk overfor flere bøger i Det Nye.)

    Hvad Paulus mente med “retfærdiggørelse” er et punkt, hvor Adventistkirken ligesom mange andre kirkesamfund må tage imod nyt lys fra Bibelen. Vi må forstå, hvordan Paulus tænkte, og der er visse begreber, hvor vi må glemme hvad vi har lært, så vi kan lære os andre betydninger. Retfærdiggørelse handler om hvorvidt man tilhører Guds folk, ikke bare om man er tilgivet. Tro handler oftest om trofasthed, og ofte er det Guds trofasthed op gennem historien, der sigtes til (“vi frelses ved tro” = “vi frelses ved Guds trofasthed”). Når vi forstår denne fortælling, så bliver nogle spørgsmål irrelevante, og mange hjemløse puslebrikker falder pludselig på plads. Det er ikke et spørgsmål om, at hvad vi altid har lært om nåde er forkert, men om at hvad Paulus egentlig skriver om, handler om nogle andre ting, end det vi altid går ud fra med vores luthersk-protestantiske (og adventistiske) bagage.

    Jeg skulle ønske, man kunne formidle meget mere med færre ord, men det formår jeg desværre ikke. :-)

  14. Kenny Christensen siger:

    Paulus’ budskab handler om, at Kristus må leve i os. Kol 1,25-27: “Den er jeg blevet tjener for i kraft af det hverv, Gud har givet mig med henblik på jer: fuldt ud at forkynde Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb.”

    Det er det jeg forstår ved retfærdiggørelse ved tro: Vi må tage imod Kristus som vores frelser og derved blive født på ny (Joh 3,3). Når vi har Kristus i os så ønsker vi at gøre Guds vilje, og vi vil blive mere lig ham. Det er evangeliet, som ikke bare adventister, men alle Kristne burde forkynde.

  15. Lars siger:

    Det synes jeg er en rigtig fin måde at sige det på.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s