Dette indlæg er et lille slag for en kristen disciplin, som det ikke er ret mange derhjemme i det ganske danske land, der har hørt om. Som en god kristen vil jeg starte med et skriftsted, hvor jeg selv har fremhævet det, jeg finder mest betydningsfuldt i netop denne sammenhæng.

v14  Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel; v15  men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, v16  men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. (1 Peter 3,14-16)

Der er ét fag, jeg særligt savner på Newbold College, hvor jeg studerer til præst: Apologetik. Det kan være, der er et rationale bag denne mangel på skemaet, men jeg føler, det burde inkluderes, og at vi er inkompetente præster, hvis vi ikke mestrer disciplinen overhovedet. Heldigvis opsøger nogle præster viden om faget på eget initiativ, men andre går også ud i verden med en naiv opfattelse af, at vi ikke er kaldet til at forsvare det, vi tror på – bare fortælle om det. Så kan Gud ellers “forsvare sig selv,” hvis han finder det nødvendigt. Som demonstreret i skriftstedet, så er det ikke rigtigt, at vi ikke er kaldet til det.

En disciplin, der er behov for

Ordet “apologetik” kommer af det græske ord for forsvar og blev flittigt anvendt i tidlig kristendom, da troen i højere grad skulle forsvares rationelt end det var tilfældet senere i historien. Der var mange udfordringer for den tidlige kirke. Først og fremmest var der den systematiske forfølgelse, først i form af udstødelse fra jøder, men siden fra hedenske, romerske kejsere (hvor især Nero huskes som en væmmelig karl). Da kirken senere blev mere veletableret mødte den udfordringer i form af esoteriske bevægelser, der prøvede at infiltrere den med sine hellenistiske ideer. Heldigvis overlevede kristendommen alle disse ting.

Vi er imidlertid nået til et nyt punkt i verdenshistorien, hvor disciplinen er af lige så stor betydning som i begyndelsen. Det vestlige samfund kan ikke længere siges at være kristent, og et nyt forsvar for hele tankegangen er derfor på sin plads.

Den usynlige fjende

De sidste par århundreder har skaffet kristendommen flere forskellige fjender, nogle fjender mere konkrete og åbenlyse end andre. Postmoderniteten har de sidste 30 år revet kristendommen fra hinanden og dekonstrueret hele dens verdensbillede, måske særligt ved at give folk en forvirret ide om sandhed som koncept, hvor logik er sat ud af kraft. Dette er en af de usynlige fjender, vi står overfor. (Postmoderniteten i sig selv er ikke fjenden, men nogle af de ideer, den har produceret, er.)

Nogle kristne prøver at gå på kompomis med denne ide om sandhed ved i stedet at appellere til folk som pragmatikere og tilbyde en dejlig livsstil og en lære, der “kilder deres ører”. Mens et fokus på autentisk kristenliv selvfølgelig må bydes velkommen, så har man dog et problem, hvis man for alt i verden ikke vil udfordre postmoderne tankegang. Man vil for altid danse rundt om enebærbuske som f.eks. “arvesynden” og andre absolutte sandheder, postmoderne mennesker ikke kan sluge, bare fordi de er absolutte. Det bliver en kristen lære på modtagernes præmisser, og denne trend er vi blevet advaret om:

v2  Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! v3  For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. v4  De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. v5  Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste! (2 Timotheus 4,2-5)

Ord som “irettesæt” og “stadig undervisning” klinger ikke godt i den postmoderne verden. Til gengæld karakteriserer de næste par vers meget godt, hvad folk gør i det 21. århundrede, og det understreger nødvendigheden af at undervise, så den usynlige fjende kan blive afvæbnet. Dette skal selvfølgelig gøres på en ordentlig, og derfor er jeg glad for, at der også står “tålmodigt” i verset. Det skal gøres med kærlighed og en god fornemmelse for, hvor meget folk kan rumme af gangen, og om de måske har mere behov for omsorg end rationale i den pågældende situation, etc..

Den mere synlige fjende

Selv om postmodernismen har bidraget med flere udfordringer for kristendommen, så har også moderniteten skabt nogle store problemer, som igen og igen kommer op til overfladen.

Moderniteten har i senere tid formet en mere elitær modstand til evangeliet i form af Den Nye Ateisme, og flere og flere mennesker – mærkeligt nok også unge mennesker, som vi ellers normalt forestiller os som postmoderne – synes at sympatisere med denne strømning. Den Nye Ateismes “evangelium” er Oplysningstiden. Det var dér, mennesket pludselig lærte at tænke selv – og dermed ikke behøvede nogen Gud til at fortælle ham, hvad han selv kunne finde ud af. For nogle af de nye ateister, ikke mindst en meget prominent fyr ved navn Richard Dawkins, hed den længe ventede messias egentlig Charles Darwin. Darwin var det mest storslåede menneske, der nogensinde har levet, og hans evangelium er et evigt evangelium. Dette kan lyde karikeret, men det er næsten sådan en hyldest, man finder i begyndelsen af hans bog, The Selfish Gene. (Store dele af bogen er tilgængelig for alle på Google Books.)

Denne fjende er langt mere konkret end postmodernismens mere filosofiske antagelser, særligt fordi folk som Dawkins tydeligvis er mere stædige i deres verdensbillede og ofte mere aggressive overfor kristendom. Denne aggresivitet kommer måske mere af, at modstanden er mere målrettet (anti-kristen). Sam Harris, der også ses som én af de ledende nye ateister (“The Four Horsemen”), er for eksempel positivt indstillet overfor Buddhismen. I deres perspektiv er “kristen opdragelse” lig med børnemishandling, og et af samfundets ældste værdier, religionsfrihed, defineres nu pludselig som “frihed fra religion, særligt de monoteistiske” i stedet for “frihed for religion,” som plejede at gavne de religiøse.

To store udfordringer

Dette er altså to store problemer, der synes at udfordre kirken i dag. Enten tror folk på alt, der synes at fungere eller lyde godt (postmoderne udfordring), eller også tror de på en naturalistisk, materialistisk metanarrativ, der konsekvent lukker alle kristne koncepter ude (moderne udfordring).

I begge tilfælde er et rationelt forsvar for kristendommen gavnlig, selv hvis det ikke kan stå alene. Dog er der alt for få, der er trænet i faktisk at tage de argumenter, anklager og spørgsmål op, som er derude. Her tænker jeg dels på de tanker, der pumpes ud i samfundet lige nu af vrede ateister, dels på de ideer, der bare automatisk er opstået i en gejstlig kultur, der for længst har opgivet metanarrativer.

(Dette er et svar på en udfordring, jeg fik på et debatforum:

Lad os hører hvad du tror af overnaturlige eller usædvanlige ting og hvorfor. Tror du på spøgelser? Gud? Clairvoyance, New World Order?… Tal om det her.)

Lad mig starte med at give mit syn på virkeligheden. Det kan ses som min forklaring på hvorfor jeg ikke vil kalde mig skeptiker (som fyren, der stillede spørgsmålet), selv hvis jeg stadig synes, det er fint at være kritisk overfor ting.

Det er mit indtryk, at alle mennesker antager eksistensen af immaterielle ting. Vi tror alle sammen på ting, der ikke kan ses. For eksempel så tror vi alle sammen på idealer som ”kærlighed” og ”retfærdighed”. Disse begreber kan ikke reduceres til beskrivelser af adfærd eller instinktive behov, uden at man ville forbryde sig mod deres egentlige betydning, og det ville på et rationelt plan være sværere at forsvare deres status som idealer.

Derudover tror vi alle på logikkens regler – selv hvis postmoderne mennesker har en tendens til at tilsidesætte den. Vi tror f.eks. alle på reglen om, at to modsigende påstande ikke begge to kan være sande, det må enten være den ene eller den anden. Hvis en mand er død, så er han ikke i live, og hvis han ikke er i live, så er han død. Logik er ikke begrænset til vores sprog, men er en stribe love, der gælder i virkeligheden, og vi ved ikke hvorfor de gælder, eller hvordan vi evt. skulle bevise dem – vi antager dem bare. (Det er unødvendigt at nævne, at videnskab ikke kan bevise logik, da videnskab i sig selv bygger på logiske præmisser.)

Vi appellerer også alle sammen til en objektiv standard for ”godt” og ”ondt”. Givet, selv om handlinger kan være ”onde” i én sammenhæng, så kan de godt være ”gode” i en anden sammenhæng, eller i hvert fald retfærdiggøres. Men det er også klart, at der ikke findes en sammenhæng, hvor f.eks. holocaust ville kunne retfærdiggøres. Uden moralske absolutter udenfor os selv forfalder vi til total relativisme, og det vil de færreste tro på. Holocaust var objektivt forkert, fordi der findes en universel målestok for etik, som Hitler forbrød sig imod. Denne standard, som vi alle tror på eksisterer, driver instinktivt både kristne og ateister til at fordømme Hitlers handlinger. Det er også derfor at Hitlers egne sympatisører helt benægter, at holocaust fandt sted, for selv de ved, at det ville være moralsk forkasteligt, hvis det gjorde.

Altså er vi alle sammen bevidste om, at visse grundlæggende abstrakte principper, love og idealer gennemsyrer universet. Disse ting kan ikke ses, for de er ikke af materiel, fysisk natur – de er abstrakte, metafysiske principper – men ikke desto mindre bliver der sjældent stillet spørgsmålstegn ved deres eksistens. De hører til blandt vores grundantagelser.

Bemærk: Mit argument her er ikke, at Gud er en sådan grundantagelse. (Det kunne jeg sikkert godt argumentere for, og jeg ved, at mange filosoffer har gjort det i tidens løb.) Mit ærinde er blot at beskrive, hvorfor jeg ikke selv finder det så mystisk at acceptere noget, der ikke kan ses. Det gør jeg med glæde, for det gør alle mennesker, selv om nogle er meget tøvende med at indrømme det.

Ingen af os begrænser os i praksis til at påstå, at virkeligheden er begrænset til det, der direkte opfanges af vores sanser. Der er flere principper bag den synlige virkelighed. Som kristen tror jeg, at det mest grundlæggende princip i universet er Gud.

Det tager lang tid at komme dertil for mange mennesker, og vejen dertil fremgår måske ikke direkte af det, jeg har skrevet indtil nu – men der er tydeligvis ”mere mellem himmel og jord”. Så derfor er jeg ikke skeptiker, da man som menneske bare er tvunget ud i at antage en række ting, der ikke kan ses, og som ikke til fulde kan redegøres for. (Og jeg tror ikke på, at skeptikerne undgår dette.)

Når det er sagt, så kan der listes tre overordnede grunde til, at jeg er kristen. Det er ikke tre argumenter som sådan, men snarere tre kategorier af argumenter. Jeg tager den svageste grund først.

1) Jeg er opvokset i en kristen familie. Min far var selv født ind i en kristen familie. Han arbejdede nogle år som frikirkepræst, mens jeg var barn. Senere blev han religionslærer og rektor på en privat, kristen efterskole med gymnasium, og han døde så i 2001, da jeg var 14 år gammel. Min mor blev kristen som teenager og har været det lige siden. Jeg har to brødre, og vi er alle tre vokset op med kristne værdier og har således arvet en kristen livsstil og et overvejende kristent livssyn.

Det kan selvfølgelig ikke benægtes, at dette har haft stor betydning for min tro. Dog er det for simpelt at antage, at jeg automatisk ville blive kristen med sådan en baggrund. (Efter samme logik havde man heller ikke kunnet blive andet end skeptiker, såfremt man er vokset op i en skeptikerfamilie.) Det skal derfor også nævnes, at selv om jeg selv studerer til præst nu, så er begge mine storebrødres forhold til kirken af en meget anderledes karakter. Min ældste bror er vist ateist eller agnostiker (ikke helt sikker, for at være ærlig), mens min anden bror nok mest nøjagtigt kan beskrives som afslappet kristen (nogle ville måske sige liberal), der i årenes løb har været rigtig meget i tvivl.

Mange ateister snakker om indoktrinering og psykologiske årsager til at være kristen. Nietzsche sagde vist, at det var en ”krykke for de svage”, der trængte noget at se frem til efter døden. Lignende argumenter kan man også udsætte ateister for. Man kan indoktrinere sine børn med et materialistisk, naturalistisk, metafysikbenægtende verdenssyn. Der kan være psykologiske årsager til, at man ikke vil relatere til en metafysisk faderfigur (hvis ens egen far var voldelig, eksempelvis). Men i sidste ende er disse forklaringer – interessante som de sikkert er for vores personlige udvikling af overbevisninger – bare ikke tilstrækkelige.

Jeg er kristen, ikke bare fordi kristendommen har været lettilgængelig for mig, men fordi jeg i tillæg til denne eksponering fra barndommen af har aktivt tilvalgt det som en personlig filosofi og måde at anskue verden på. Det havde jeg formodentlig ikke, hvis jeg ikke var vokset op i et kristent hjem – derfor ser jeg det også som mit ansvar at dele min tro med interesserede, så de må have den samme chance, som jeg har fået. Dog er jeg også meget bevidst om, at ikke alle ønsker at konfronteres med dette tilbud nu til dags, og det prøver jeg så også at respektere.

2) Der er mange ting i verden, der sandsynliggør kristendommen. Men der er ikke én ting, der kan sandsynliggøre det hele. Ligesom alle andre verdensbilleder, så kræver det en lang række argumenter. Det er således ikke nok at sige, at Jesus er opstået fra de døde – det samme gjorde en mand ved navn Lazarus, hvis man skal tage evangelieberetningernes ord for pålydende – men det er til gengæld et godt skridt på vejen mod en accept af kristendommen, hvis man tror, at han gjorde. Hvis han ikke opstod, så kunne kristendommen regnes for falsk. Hvis han opstod, så har vi i hvert fald at gøre med noget overnaturligt, og så kan vi arbejde os frem ud fra dét og undersøge de næste argumenter, der angår fortolkningen af hændelsen. Vi kunne for eksempel spørge: Hvad mente han selv, at hans opstandelse betød? Og det ville i hvert fald være relevant i vores overvejelser, skulle jeg mene.

Det var især af denne vej, jeg personligt kom til at finde kristendommen sandsynlig i min opvækst. Min far viste os sønner, hvordan forfølgelsen af de første kristne afveg fra andre forfølgelser, hvordan påstandene skilte sig ud, hvordan motiverne måtte have været anderledes. Han gik også ind i at vise os, hvad historien i øvrigt sagde om Kristus og om hans opstandelse og om hans tilhængere og om bevægelsen. Disse ting sad vi og snakkede om mange fredag aftner, mens vi spiste slik og drak varm kakao.

Det er værd at nævne, at Bibelen, særligt Det Nye Testamente, er det mest velunderbyggede historiske værk, historien har set, i hvert fald på ét punkt. Sammenlign for eksempel med ”Den jødiske krig” af Josefus. Vi har 9 kopier fra omkring det 10.-12. århundrede, ingen fra en tidligere dato. Disse dokumenter beskriver hændelser i det første århundrede. Når det kommer til Det Nye Testamente, så har vi flere tusinder kopier fra det første århundrede. Disse manuskripter blevet skrevet i samme århundrede, som hændelserne angiveligt skulle have fundet sted, muligvis allerede 40 år efter.

Grunden til at folk ikke tror på evangelierne er derfor aldrig, at man har for få vidner eller manuskripter, eller at de er skrevet for lang tid efter hændelserne eller noget i den stil. Når alle andre bredt accepterede historiske dokumenter tages i betragtning, så falder den slags argumenter til jorden imod evangelierne. Den virkelige grund til at mange ikke accepterer Det Nye Testamente er først og fremmest, at Det Nye Testamente kommer med nogle metafysiske påstande. Som historisk kilde fejler værket ikke noget.

Selv om det historiske aspekt var det primære grundlag for min egen tro, så er der naturligvis mange andre ting i verden, der sandsynliggør eksistensen af en Gud (og endnu flere, der sandsynliggør eksistensen af den kristne Gud). Der er selvfølgelig en række videnskabelige argumenter, og det er ofte dem, man beskæftiger sig med i apologetik. Her kan det naturligvis ikke begrænses til argumenterne for skabelsesberetningen imod darwinistisk evolution, som kun optager en brøkdel af diskussionen, og som det absolut heller ikke er alle kristne, der står inde for.

Der er flere kosmologiske argumenter, hvoraf en del har at gøre med universets mystiske begyndelse. Tidligere klarede ateister sig ved at sige, at universet altid havde eksisteret, og at vi derfor ikke behøvede nogen Gud til at forklare verdens ophav, men i nyere tid har astrofysikere påvist, at universet sandelig har en begyndelse. Andre argumenter går på fin-tuningen af universet, de 100 små konstanter, der blev nødt til at være præcis som de er, for at planeter (og liv) kunne eksistere. Andre snakker om, at visse ting ikke kan forklares gennem chancer og tilfældighed, da det rent matematisk er umuligt i forhold til hvor meget tid vi har at gøre med. (14 milliarder år er ikke nok.)

Derudover kan mange argumenter spores i forbindelse med moral og etik, som jeg har været lidt inde på. Man støder på en meget god præsentation af emnet i C. S. Lewis’ ”Det er Kristendom”, som jeg kraftigt kan anbefale. Andre stærke argumenter har at gøre med mennesket: Fri vilje, bevidsthed, kognitive evner, selvforståelse (antagelsen at ”jeg’et” findes), kreativitet, etc., sandsynliggør alt sammen, at der ikke bare findes en metafysisk virkelighed, men at der desuden findes en Gud.

Der er altså mange rationelle veje til troens begyndelse, og vejene fortsætter også efter man gør den første antagelse, at der sandsynligvis findes en eller anden form for gud.

3) Derudover er jeg (stadig) kristen på grund af min personlige erfaring med det at være kristen. Den erfaring kan naturligvis ikke stå alene. Uden det rationelle grundlag synes jeg, den er ubrugelig. I mit kristne liv finder jeg dog kristendommen bekræftet igen og igen rent erfaringsmæssigt. Dermed ikke sagt, at jeg har alle svarene, og at der ikke er ting, jeg ikke forstår – uanset hvad man tror på, så går det ud i arrogance, hvis man ikke vil indrømme, at man aldrig har tvivl – men min erfaring viser, at kristendommen (over all) er den mest sandsynlige forklaring på virkeligheden. Kristendommens svar på livets spørgsmål hænger sammen med hinanden og dækker de fleste områder.

Forstå mig ret, det gør ikke nødvendigvis kristendommen sand i sig selv, at ting giver mening indenfor dens egne rammer og på dens egne præmisser – det samme gør marxisme sikkert – men samtidig må den siges i hvert fald at leve op til et minimalkrav, man kan stille til ethvert verdenssyn: At det hænger sammen.

Hvis kristendommen ikke hang sammen rent filosofisk, så var det et kraftigt argument imod dens troværdighed. Men nu har jeg levet i den og med den et par år, og desto klogere jeg bliver på kristendommens grundlag, bibelen, desto bedre synes jeg egentlig, at tingene hænger sammen. Dette gælder naturligvis på et abstrakt plan, men sådan set også på det praktiske, hverdagsagtige plan:

Det giver mening at vende den anden kind til og at gå den ekstra mil. Det giver mening ikke at have sex udenfor ægteskabet. Det giver også mening ikke at flytte sammen, før man bliver gift eller har en tilsvarende form for tilknytning (et andet, mindre kendt, kristen princip). Det giver mening at holde en dag hellig at hvile sig på. Det giver mening at bede til Gud. Det giver mening at have noget at se frem til efter døden, men samtidig også hvordan det motiverer én til at gøre en forskel allerede nu. Der er af og til noget i kristendommen, jeg støder på, som ikke giver mening – jeg undersøger det i bibelen og (ofte) kommer frem til, at det ikke er den ægte kristendom, og at det ikke var apostlenes og profeternes intention, at det skulle være en del af religionen i det hele taget.

Man kan ikke snakke om erfaring med kristendommen uden at nævne nåden. Nåden er det element i kristendommen, der nok for alvor adskiller den fra alt andet, folk har troet på, så vidt jeg er bekendt med. Alle andre religioner handler om at jeg skal gøre en masse for at nå det mål, der er sat for mig. Men kristendommen handler om, at Gud har gjort noget stort for mig, og jeg behøver kun tage imod det. Denne erfaring er bedst forklaret i sangen ”Amazing Grace”.

Amazing Grace, how sweet the sound,
That saved a wretch like me.
I once was lost but now am found,
Was blind, but now I see.

T’was Grace that taught my heart to fear.
And Grace, my fears relieved.
How precious did that Grace appear
The hour I first believed.

Jeg tror, at alle mennesker vil opleve, at kristendom holder, hvis bare de giver det en ærlig og helhjertet chance (ikke en halvhjertet). Det kan virkelig forbedre ens liv at skifte til det verdenssyn. Der er således et pragmatisk grundlag for kristendommen i tillæg til det rationelle grundlag.

Så for at opsummere alt, hvad jeg har sagt:
Jeg er ikke skeptiker, for som menneske bliver jeg nødt til at acceptere, der er mere til end den fysiske virkelighed, som sanserne opfanger. Jeg er kristen af tre grunde. Den første er, at jeg er opvokset i et kristent hjem og derfor har haft let adgang til den kristne kultur og tankegang. Den anden og primære grund er dog, at jeg har fået et rationelt grundlag for kristendommen, først og fremmest det historiske, selv om jeg også har fået mange andre gode grunde siden. Den tredje grund er, at jeg har erfaret, kristendommen fungerer i praksis.

Er du kristen? Fejrede du Halloween i lørdags? Så burde du måske hellere have fejret, at Luther for 492 år siden hængte sine 95 teser op på døren til Schlosskirke i Wittenburg og dermed markerede begyndelsen på den verdensomspændende forandring, historikerne senere har kaldt Reformationen. Så til alle jer, der gik glip af den (ligesom jeg gjorde): Glædelig Reformationsdag. Lad os huske det næste år…

Jeg er ingen fan af Brian McLaren og Emergent Church. Her følger en fin lille introduktion til, hvem og hvad det er – og hvorfor nogle folk bifalder det, mens andre hurtigt bliver meget skeptiske. Jeg hører nok til et eller andet sted i midten.

Min yndlingsfilm, da jeg var barn, var Dumbo. Jeg så den vel 100 gange og kunne ikke få nok af babyelefanten med de store ører. Nu så jeg den så igen på DVD. Den varer kun en time, men jeg var positivt overrasket over, at jeg stadig syntes, den var helt fantastisk. Enten er jeg ikke vokset, eller også holder filmen virkelig. (Så er det spændende, om jeg også synes det samme, når jeg får taget mig sammen til at se Vuk, som jeg vist nok også var ganske glad for.) Dumbo er den mest fængende og rørende tegnefilmsklassiker, Disney har hostet op med. Her er en lidt moderne version af Baby Mine, én af sangene fra filmen, samt en fransk version af samme sang. Ren nostalgi for mig at høre de bevægende toner:

Det kan lyde helt absurd, men DR fortæller, at 3.000 Københavnske børn fra 5.-9. klasse har svaret på et elektronisk spørgeskema, og resultatet viser, at hver 5. barn bliver udsat for vold i deres hjem. Denne sag kan ikke få for meget opmærksomhed. Det er kvalmende at tænke på, at så mange børn udsættes for så aktiv omsorgssvigt. Der er vel grænser for, hvor mange af disse 3.000 børns forældre, der kommer fast i Faderhuset – det her er almindelige mennesker. Hvis du bor i København, så kender du med stor sandsynlighed nogen, der slår deres børn (du slår måske tilmed dine egne?).

“Christ doesn’t help us keep the Law. If so, He’d inspire you to avoid pork and Saturday errands.” ~ Andrew Farley, author of “The Naked Gospel”. (here)

I know a good deal of people who would read this and say, “Exactly! Why don’t you!”

Autism-Spectrum Quotient Test:
http://www.wired.com/wired/archive/9.12/aqtest.html

Psychologist Simon Baron-Cohen and his colleagues at Cambridge’s Autism Research Centre have created the Autism-Spectrum Quotient, or AQ, as a measure of the extent of autistic traits in adults. In the first major trial using the test, the average score in the control group was 16.4. Eighty percent of those diagnosed with autism or a related disorder scored 32 or higher. The test is not a means for making a diagnosis, however, and many who score above 32 and even meet the diagnostic criteria for mild autism or Asperger’s report no difficulty functioning in their everyday lives.

My result:

Agree: 12,13,16,22,23,26: 1 point
Disagree: 1,10,11,17,29,30,38,47,50: 1 point
Score: 15

I guess I’m not that autistic after all. ;-) According to Vox Day’s book, The Irrational Atheist, lots of Atheists are somewhat autistic.

“On one of the more popular atheist Internet sites, the average self-reported result on an Asperger Quotient test was 27.9.” (p. 17)

If true, I wonder what it means…

Part of me really want to learn this speech by heart, but I guess it’ll take a while. I’m not sure I’ll be able to preach it with the same tone of voice, though. But the words speak for themselves… That’s my king, too.

Jeg skriver normalt ikke filmanmeldelser på denne blog, men nu gør jeg en lille undtagelse…

Som det var tilfældet med WALL-E, så har den nye Up! også meget at byde på, når det drejer sig om livet. Ingen animationsfilm formår som PIXAR’s produktioner at bidrage med så stor dybde, når det kommer til karakterer og udforskningen af temaer som livskvalitet og håb og familieliv. The Incredibles var i sig selv banebrydende i måden den skildrede familieliv og ægteskab på (i forhold til animationsgenren, mener jeg), og Up! går lidt i samme spor i den meget detaljerede skildring af en dreng, der vokser op, bliver gift, bliver gammel, bliver enkemand og siden faderfigur.

Hovedpersonens nærmest autentiske og meget rørende livshistorie lægger hele baggrunden for filmens handling og gør, at plottet trods sine fjollede elementer (talende hunde, et flyvende hus, etc.) fungerer fremragende. Uden at prædike eller på anden måde tale ned til sit publikum formidler filmen i billeder, hvad der “gør det gode liv,” og konklusionen viser sig at være noget anderledes, end hvad Carl Fredericksen først havde forestillet sig. Særligt én stille scene henimod slutningen gjorde meget, meget dybt indtryk på mig, men jeg skal undlade at spolere, hvad der sker.

Udover denne dimension (som næsten ingen anden animationsfilm besidder), så har filmen naturligvis de sædvanlige ting, man forventer af en animationsfilm: Humor, action, smuk animation. Og den har disse ting på et niveau, der langt overgår alt fra Dreamworks’ og Warner Bros.’ hænder. PIXAR er stadig nr. 1 i genren. Det er en fantastisk film, muligvis den bedste animationsfilm jeg har set til dato. 6 stjerner.