Nyeste først. Kilder: DR, TV2 og Politiken.

Zambias præsident Mwanawasa er død
(Jeg er sikker på, mange af os vil savne ham..?)

Hvide storke kommer ikke til Danmark
(Selv naturen giver os et hint om, at vi bør løsne op i udlændingepolitikken!)

Mange melder sig syge efter fyring
(Chefen: “Kom så på arbejde eller jeg fyrer dig endnu mere!”)

Rekord mange ulovlige stoffer på Roskilde Festivalen
(Rus-kilde.)

Minister: IC4-tog kan ikke ruste!
(De kan åbenbart heller ikke køre endnu.)

En gratisavis har fået fikset sin økonomi
(Dens største udfordring har nok været, at den var gratis.)

Kun én voldssag på Roskilde
(Som sagt tidligere, resten er for wasted til at slås.)

Politi har “næsten identificeret” pervers pædofilmand
(Snart har de måske “næsten fanget” ham..?)

Horsens Statsfængsel laves om til hotel
(Med fælles brusebad. Første nat gratis.)

DF bitcher over fængselsbesøgende imamer
(Spild af gode imamer at sende dem i fængsel.)

Hjemvendt soldat anholdt for at skyde om sig
(”Erj altså, man må jo ikker en skid herhjemme i Dannemark!”)

Folketinget får egen tv-kanal
(Så blir politikerne nødt til at lave noget.)

Admiral advarer Bush mod at angribe Iran
(Bush er dog ved at få knopper og rysteture igen, trænger til sit “fix”)

Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas i “Engle og Dæmoner”!!!
(Lindhardt skal spille en fodgænger og Kaas en gadelygte)

Politiet muligvis lidt for glade for deres peberspray
(”Så næste gang tager du cykelhjelmen rigtigt på, forstået?!”)

Hver festivaldeltager bruger gennemsnitligt 1.200 kroner om dagen
(Stoffer er jo dyre.)

Løsladt efter 20 år på dødsgangen
(De havde glemt at tjekke DNA’et, “shit happens”.)

På opfordring vil jeg kommentere lidt på et dokument, der er blevet postet på Adventistkirkens hjemmeside, men som stadig er under udarbejdelse af kirkens bestyrelse. I de senere år har der været forskellige meninger om, hvad “en rigtig adventist” er, og bestyrelsen har prioriteret dialogen mellem folk fra hver side af kirkens brede spektrum for at finde et fælles udgangspunkt - en fælles identitet - der kunne forbedre fællesskabet og hjælpe os fremad.

Det skal siges, at jeg af gode grunde ikke kunne medvirke til infomødet den 13. april på Vejlefjordskolen, selv om jeg gerne ville, så synspunkter fra den debat, der var dér, er ikke taget med i mine overvejelser (nødvendigvis).

At definere identitet officielt skaber nye problemer

Før jeg går til selve dokumentet vil jeg dog komme med nogle generelle betragtninger.

Det er mit indtryk, at jo flere officielle dokumenter, vi vedtager, desto sværere får vi ved bredt at finde en fælles identitet. Jo mere vi forsøger at definere os selv med udtalelser og demokratisk vedtagne meninger, desto mere eksklusiv kommer kirken til at virke på dem, der ikke følte sig som en del af processen, eller som ikke føler, de kan tilslutte sig det færdige produkt éthundrede procent. Jo mere man tilføjer som organisation, desto flere medlemmer kan finde noget, der på den ene eller anden måde “lukker dem ude,” fordi de er helt eller delvist uenige.

Dette er så den tilgang, vi alligevel har valgt som kirkesamfund - at definere identiteten i et dokument - og det må vi jo så forsøge at få det bedste ud af, selv om det i praksis betyder, at jeg selv vil bidrage til at gøre forklaringen på vores identitet så kort som muligt og så rummelig som muligt. Andre vil have en anderledes agenda og vil se dette som en mulighed for at “rense ud”. Disse vil forsøge at gøre identitetsdokumentet så langt som muligt og så specifikt som muligt, så den passer helt præcist med deres måde at være “adventist” på, men til gengæld ikke mange andres.

Faren ved mit ønske om at gøre definitionen kort og rummelig er naturligvis, at der ofres en form for integritet, og jeg ender med at definere en alle mands kirke, hvor vi faktisk tilslutter os noget, som kan betyde hvad som helst. Dermed bliver tilslutningen mere en symbolsk handling med et psykologisk ærinde (at alle må være glade og tilfredse med at engagere sig i kirken), og i det tilfælde er diskussionen om, hvad vi tilslutter os, egentlig også fuldstændig ligegyldig. Det betydningsfulde var i så fald, at alle fik fornemmelsen af enhed. Hvis sandt, så virker hele diskussionen om definitionen af vores identitet fjollet, og jeg vil gerne blandes udenom, så jeg kan engagere mig med ting, der nytter noget.

Ultimativt mener jeg altså stadig, det ville gavne kirken at holde spørgsmålet om identitet åbent for hvert medlem af kirken at fortolke (hermed har jeg dog allerede defineret adventist-identitet som noget administratorisk). Lad os gerne som organisation bidrage med oplysning om de forskellige kilder, vi hver især måtte finde relevante i dette spørgsmål - vores historiske udvikling som organisation og som teologisk bevægelse eller vores styrker og svagheder i forhold til Danmarks åndelige behov lige nu - men lad os til gengæld afstå fra på et officielt plan at komme frem til nogen konklusion på, hvem vi er; hvad vores værdier og vision er.

Hvis vi lader være med at definere identiteten officielt, så undgår vi:
a) at støde flere fra os, som vi måske gerne ser forbliver “adventister”, og som sagtens kan tilslutte sig kirken, som den officielt ser ud nu, og
b) at stå til ansvar for et dokument, der enten har for meget integritet eller for lidt. Har den for meget, så vil den støde folk fra kirken, vi ellers ønskede, der skulle være plads til. Har vi for lidt integritet, så bliver dokumentet intetsigende, men et udmærket placebo til dem, der lider af et splittelses- og uenighedssyndrom.
c) at låse os fast på en identitet, som adventistbevægelsen måske ikke har om 20-30 år. Identitet må aldrig være statisk, fordi vi udvikler os, og jeg er ikke den samme i dag, som jeg var for f.eks. 10 år siden.

Det er naturligvis muligt, at nogle af disse problemstillinger er taget højde for i det officielle dokument (bl.a. ser jeg i punkt 3.c, at “vi alle skal være her”). Dokumentet kan ses i sin nuværende form på adventist.dk, og jeg vil nu gå i gang med at kommentere direkte på dets indhold og formuleringerne.

Kommentarer til dokumentet

Dokumentets struktur forklares tidligt: “Nedenfor forsøger vi at beskrive, hvad det er, der motiverer os (vores værdier) og hvad vi ønsker at gøre (vores vision).“
Jeg finder det værd at bemærke, at der bruges lidt over 500 ord på værdier og 3-4 linjer (cirka 30 ord) på visionen.

1. Bibelen. Adventistkirken ønsker at være et fællesskab med Jesus i centrum, som er bygget på bibelsk grund. Et mål er at finde tilbage til den oprindelige kristne tro, som kommer fra Jesus og den første menighed

Bibelen er altid den sikre start, sådan begynder også vores liste over trospunker. Jeg kan godt lide, at Jesus nævnes som centrum og som kilden til vores “tro” (lære?).

Man kunne måske ligefrem have kaldt punktet “Bibelen og Jesus”? Mange vil nok egentlig hellere tro på en person, end de vil tro på en bog. Som John Rasmussen (adventistprædikant) flere gange har forkyndt: “Det handler ikke om, hvad vi tror på, men hvem!” Bibelen er kun interessant, fordi den vidner om en person (eller 3), og det relationære fokus i formuleringen vil især tiltale “postmoderne” læsere.

Ligesom de fleste af de efterfølgende punkter har dette punkt en begrundelse:

Begrundelse:

1. Dette var pionerernes store motiv. Ledte til grundige bibelstudier.
2. Førte til nogle nye forståelser som Adventistkirken har et kald til at forkynde.
a. Interesser for Bibelens profetier – specielt med henblik på endens tid.
b. Adventbudskabet – relateret til Åb 14,6-12.
c. Den store strid.
d. Forståelse af endens tid.
e. De 5 søjler:
                                  i. Jesu genkomst
                                 ii. Jesus i den himmelske helligdom
                                iii. Sabbatten
                                iv. Menneskets natur (tilstanden i døden)
                                 v. Profetiens gave

Hvad menes egentlig med begrundelse? Den første tanke, der slog mig, var, at her kommer nu en generel begrundelse for at tro på bibelen. Dog kunne jeg ikke få det til at passe, da jeg læste indholdet. Hvem tror på bibelen og på et Jesus-centreret fællesskab med udgangspunkt i, at “det gjorde pionererne”?
Nej, med begrundelse må menes, hvorfor Adventistkirken som organisation og historisk bevægelse har en tro på Bibelen (og Jesus). Det har for så vidt meget lidt at sige på det individuelle plan, for hvor mange adventister i det 21. århundrede går rundt og tænker på, hvad vi har til fælles med pionererne? (Læs det som et retorisk spørgsmål, hvor svaret er: Næsten ingen.)

Overordnet giver dette punkt udtryk for en fornemmelse af arv og tradition. Dette giver mening på det institutionelle plan, hvor man selvfølgelig kigger på stifterne. Måske dette også har meget at sige i forhold til vores identitet på et individuelt plan, måske ikke.

“De 5 søjler” er en reference til adventiskirkens tidlige historie, hvor der var fem doktriner, de første adventister så som noget, der teologisk skilte dem ud fra alle andre kirker. Især punkt 1, 3 og 4 kan jeg personligt identificere mig med. De to andre er jeg naturligvis loyal overfor i min forkyndelse, dog knapt så entusiastisk.

Det store spørgsmål er så, om der alligevel stadig er plads til mig som adventist (tilmed adventistpræst)? Hvor meget traditionel adventistteologi - hvor mange doktriner og hvor specifikke udlægninger - skal man kunne identificere sig med for med rette at kunne kalde sig adventist? Et konkret eksempel: Se punkt d), skal jeg tilslutte mig ideen om katolsk forfølgelse af adventister og undertrykkelse af dem, der bryder deres søndagslove? Eller er det nok, at jeg tror på, Jesus kommer igen, før 1000-årsperioden starter?

2. Nutidig sandhed. Sammen med at forstå Bibelens oprindelige budskab, ligger opgaven i at overføre dens tro, tanker og livsstil til vores tid. Bibelens budskab skal sættes ind rammen af vores egen tid og kultur.

Begrundelse.
- Jesus gjorde det Gamle Testamentets budskab relevant for sin tid.
- Apostlene tog det kristne budskab til nye nationer og nye kulturer.
- De første adventister formede en livsstil som var baseret på bibelske principper, og som var relevant i deres samtid.
- Også i dag skal ”evige” sandheder leves i en sammenhæng blandt mennesker.

Amen. Dette er helt klart noget, jeg kan identificere mig med som adventist: Som én, der ønsker at hælde gammel vin på nye sække.

Dette punkt vil give forståelse for, at “oversættelse” til det 21. århundrede er nødvendigt. Men kan det gamle budskab ikke også risikere at blive kvalt i det nye sprog? Hvor går grænsen mellem at sætte budskabet ind i en ny kontekst og at gå på kompromis med budskabet? Den diskussion vil fortsætte, både når det kommer til kaffe og trommer og dukkespil og asiatisk bønnemeditation. Det er heldigvis til formuleringens fordel, at den ikke tager stilling til nogle af disse spørgsmål.

3. Helhedssyn. Gud er interesseret i mere end åndelige ting, og har omsorg for – og rummer – alle menneskets sider; den fysiske, åndelige, sociale og mentale.

Jeg finder det positivt og egentlig også nødvendigt, at vi ser på Gud som én, der har med hele vores liv at gøre. På samme måde, så er adventist ikke kun min “åndelige identitet,” men min identitet på alle livets områder, både når jeg fester og arbejder og dyrker mine hobbyer, osv..

Men igen kommer vi ud i flere grænsespørgsmål, hvis vi skal forsøge at praktisere dette princip. Spiser adventister kød? Drikker adventister kaffe? Hvis nej (til kaffen), gælder det så også, hvis man ved at drikke kaffe bedre kan være social med ikke-kristne og dermed få lejlighed til at vidne?

Begrundelse.
  a. Derfor indgår hele livet i troen og åndeligheden. Derfor er troen en måde at leve på.
  b. Bibelsk sandhed er praktisk i sin natur.
    i. Vi præsenterer ikke først og fremmest en dogmatik - men en livsstil.
    ii. Vi har ikke bare en teori at tænke, men et liv at leve.
  c. Sundhed og socialt engagement:
    i. Otte principper for et sundt liv: Ernæring, motion, rent vand, sollys, mådehold, frisk luft, hvile, tillid til Gud.
    ii. Sygehus, klinikker, alternativ mad og social hjælp
    iii. Familien
    iv. Skole/uddannelse
    v. Retfærdighed.  Nu står vi på de svages side. Omskærelse af kvinder. Fattige. Kvinders rettigheder

I forhold til de andre begrundelser, så er denne nok den dårligst formulerede.
Første ord i punkt a) er “Derfor”. En sætning, der begynder med “derfor,” kan aldrig være en begrundelse. Det rette ord havde været “Fordi” eller “På grund af,” men “Derfor” giver indtryk af at være konklusionen på noget andet. Således er “en måde at leve på” en konklusion baseret på værdien, men værdien kan ikke være baseret på sin egen effekt. Derfor bør Punkt a) enten flyttes op og implementeres i værdien eller fjernes helt, hvis man da ønsker, at dokumentets struktur skal være nogenlunde konsekvent og meningsfuld. Når jeg ser, at punkt b) siger næsten det samme, men som en begrundelse, så ser jeg ingen grund til at beholde punkt a) i det hele taget.

Ved Punkt c) begynder det efter min mening at virke fjollet. Jeg tror på frisk luft, sollys og hvile, men jeg ville formodentlig tro på dette, selv hvis jeg ikke var adventist.
Når det gælder formuleringer, grammatik og ordvalg, så er punkt c) helt slem:
Vi begrunder vores helhedssyn med “Retfærdighed”, men også med “Omskærelse af kvinder”? “Nu står vi på de svages side.” Hvor stod vi før? “Kvinders rettigheder” er vel de samme som mænds?

4. Menneskets værdi. Alle individer er unikke og har stor værdi for Gud - uanset baggrund.

Begrundelse:
  1. Derfor hjælper vi alle
  2. Derfor driver vi evangelisme. Det handler om
    i. At undervise mennesker om Guds godhed, tanke og vilje.
    ii. En positiv livsstil
    iii. Mennesket er ”fortabt” uden kundskab om Gud.
    iv. Vi vil bringe det fortabte hjem.

Samme strukturelle fejltagelse som i Punkt 3. Vi kan ikke putte “Derfor” i vores begrundelser. Disse hører enten til i Visionen eller implementeret i værdien.

En god begrundelse for menneskets værdi kunne være Skabelsen, at vi er skabt i Guds billede som mand og kvinde, etc.. En anden god begrundelse kunne være Jesu offer (Joh 3,16).

Men det er ikke gode begrundelser, at vi derfor vil drive mission og frelse fortabte mennesker, osv. - dette er visionen, der udspringer af værdier. Dette er vel hele grunden til, at man har valgt at definere værdierne først, visionen sekundært?

5. Enhed. Vi stræber efter enhed, der på trods af medlemmers forskellighed bygger på Guds kærlighed. Vores enhed udspringer fra vores fælles værdier og tro.

Praktisk.
  1. Kirken har vokset sig stor. (16 mill. medlemmer, men 25 mill. når vi tager børn og venner som tilhører fællesskabet med.)
  2. Vi har mange forskellige mennesker: både indenfor et lands grænser – og i verden.
  3. Vi skal alle være her. Vi, som søger det samme mål.
  4. De 28 trospunkter danner den ramme, som definerer vores tro.

Dette synes så at være formålet med at finde en identitet, især når debatterne i Adventistkirken de sidste mange år tages med i betragtning. “Enhed trods forskellighed” er nøgle. Rammen er Guds kærlighed. Enhed udspringer af fælles værdier (bl.a. denne værdi) og en fælles “tro,” hvad end det så indebærer rent teologisk.

Denne gang kommer ikke en begrundelse, men noget praktisk. Hvorfor har man mon valgt at skifte begrundelsen ud med praktiske fakta? Disse data tjener dog som begrundelse, fordi vi rent pragmatisk kan konstatere, at 1) når vi er så mange, 2) når vi er forskellige, 3) når vi alle ønsker at være her, og 4) når vi har en fælles tro, så er der brug for værdien Enhed. Ellers går det galt.

6. Åndeligt fællesskab. Vi tilhører et åndelig fællesskab, hvor vi tjener andre og selv finder støtte. Nøglebegreber er bøn, søgen efter Guds ledelse, tilgivelse, kærlighed og efterfølgelse. Den lokale menighed med dens medlemmer er grundstenen i Adventistkirkens organisation og arbejde.

På en måde tjener det sit formål bedre, at der ikke står en begrundelse for denne værdi, som man føler, man skal kunne tilslutte sig i tillæg til værdien selv. Dette bør også overvejes i forhold til de 5 forrige punkter.

Hvem har valgt nøglebegreberne? Der kan sikkert tilføjes flere, og der kan skabes meget unødvendig uenighed i forhold til, hvad der er mere vigtigt at inkludere. (Det virker til, vi altid vil glemme nogen eller kunne finde på nogle flere.) Derfor kunne man måske roligt fjerne sætningen om nøglebegreberne og lade disse ting være indforståede i “Åndeligt fællesskab”.

Det er godt at se vægten på den lokale menighed og det enkelte medlem. Jeg vil opmuntre til, at man skriver “Den lokale menighed og det enkelte medlem” frem for “Den lokale menighed med dens medlemmer,” bare for at slå det endnu hårdere fast, at det vitterligt er den enkelte, der er grundstenen. Dette giver både fornemmelse af, at man selv har betydning og ansvar.

Adventistkirkens vision (Hvad ønsker vi at gøre?)

Adventistkirken søger, med udgangspunkt i Jesu liv og undervisning, at genoprette Guds oprindelige tanke for mennesket. Gennem forkyndelse, positiv livsstil og socialt engagement vil vi bringe sandhed, harmoni og retfærdighed til menneskers liv.

Man kan svært ane, at der er en forbindelse mellem værdierne og visionen, men jeg mener godt, man kunne gøre den tydeligere, således at hver af de seks punkter (værdierne) faktisk skinner igennem i vores vision:
1. Hvad motiverer vores tro på Jesus og Bibelen os til at gøre?
2. Hvad motiverer vores tro på Nutidig sandhed os til at gøre?
3. Hvad motiverer vores Helhedssyn os til at gøre? (etc..)

Ellers har jeg ikke umiddelbart noget at tilføje.

Jeg fik mors influenza, da hun selv var ved at være rask igen. Måske jeg ikke ser så syg ud på billedet - ligner måske bare én, der trænger til et bad og til at barbere sig. Jeg tog også min t-shirt på for kameraets og jeres skyld. Men fordi feber er så møgirriterende (og fordi man kan dø af det), så har jeg valgt at dræbe den kunstigt her til aften. Dette gøres med kodimagnyl. Når man tager den slags piller, skal man dog tage nogle forholdsregler:

1. De skal tages oralt. Det andet er måske sjovt, men ikke videre konstruktivt.
2. Kun 2 stykker hver 6. time. Man må ikke “spare op”.
3. Lad være med at tygge dem. De smager ikke som PEZ.
4. Bræk dem højst én gang pr. styk, ellers bliver de til pulver. (Og besiddelse af hvidt pulver, som man bliver gladere af at indtage, kan man komme i fængsel for)
5. Læg dem bagerst på tungen, ikke forrest. De skal helst forlade munden ad bagindgangen.
6. Drik vand, når du vil sluge dem, ellers sætter de sig fast i halsen, selv om etiketten siger “ikke-stoppende”.
7. Jo længere du har dem i munden, desto mere modvillige er de til at glide ned. Det har en psykologisk effekt på dem, når man venter for længe, og de skuer håbet om overlevelse.
8. Tro på at de virker, så er chancen lidt større. Men du skal stadig tage dem.
9. Lad være med at tage dem, hvis du har mavesår. Faktisk er det nok sikrest at tage dem, når man er rask..

Har aldrig brudt mig meget om terrier-hunde (undtagen Tintin’s Terry), men Cindy her, som vi skal passe nogle dage, er nu meget sød, selv om hun er ret nervøs her i starten og nok spekulerer en del på, hvor hendes mor bliver af. Et værre hundeliv.

(Gå til Seeking the Bulletproof, hvis du vil kommentere)

Mine noter fra:

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 3. Unlawful Uses of the Law

“Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges” (1 Tim 1,8 )
En forkert måde at bruge loven på er som middel til frelse.

Paulus: Loven er god.
“Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.” (Rom 7,12)
Paulus neddegraderer ikke loven, men sætter den på sin rette plads.

Rom 1-3,23 forklarer syndens omfang, før den går til løsningen på syndens problem.
Rom 3.20 er et opgør med farisæisme: “For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.”
Dette tema skinner gennem alle Paulus’ skriverier. (Rom 4,15; Gal 2,16; 3,10-11)

“In short, the law reveals that there is a serious problem in our lives, but it offers no solutions. It simply leaves people with a death sentence hanging over their heads. Thus Paul got upset when people sought to use law to gain salvation. [Gal 3,1-3]“

Loven giver kun en dødsdom, men troen giver liv.
Loven er dog ikke overflødig af den grund, tværtimod. Rom 3,31: “Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.”

Formålet med loven

1. At åbenbare Gud for os, den er et udtryk for Guds karakter.

2. At give en standard for, hvordan det ideelle menneske er.
Vi er skabt i Guds billede for at reflektere hans karakter. (1 Mos 1,26-27)

3. Loven er således den standard, verden skal dømmes efter.
(Se bl.a. Rom 2,12-16; Åb 14,6.7; Præd 12,13-14)

4. Loven giver intet håb, derfor er den et motivationsgrundlag til at søge Jesus.
Loven slår os ihjel, så vi flygter vi til Jesu kors for at få liv.
Gal 2,19: “For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud.”

5. En moralsk vejledning og standard for retfærdighed i det kristne liv.
Loven sender os først til Kristus, som frelser os (se 4)
- derpå sender Kristus os tilbage til loven for at opdrage os.

“The New Testament is clear that while the law is not a method of salvation, it does function in the converted Christian life as a normative definition of sin and a guide to Christian living.”

(Konsekvens: Når man vender tilbage til loven, er man sikker på, man er frelst. Ellers er man slet ikke klar til at komme tilbage til den, fordi man ikke har taget mod nåden.)

Dette er, hvad Paulus mener, når han siger, han er “under Kristi lov” (1 Kor 9,21)
(Under Kristi lov handler det ikke om frelse længere, men om at vokse i Kristus)
Det kristne liv er et lov-formet liv - ikke for frelsens skyld, men af hengivenhed.

“Wesleyan Melvin Dieter can suggest that for the converted person the law “becomes a gospel” as it lures us “to the life of love, which is the end of the law.”"

“it should be emphasized again that one of the greatest and most serious confusions of religious history is the failture to make a clear distinction between what one must do to be moral and what one must do to be saved.”

Farisæerne undervurderede synd og misforstod formålet med loven.
Derfor så de stadig loven som en direkte vej til frelse.

“Ellen White wrote that “it was possible for Adam, before the fall, to form a righteous character by obedience to God’s law. But he failed to do this, and because of his sin our natures are fallen and we cannot make ourselves righteous. Since we are sinful, unholy, we cannot perfectly obey the holy law.”"

“J.H. Gerstner expands on the above insights. “The Pharisees’ erroneous interpretation of the law [and law keeping],” he penned, “rested on an erroneous view of mankind. They regarded the fall of Adam as simply the first example of a person deciding wrongly; people can still live correctly after the fall if guided by the law.”

Den “rigtige” lov

De 10 Bud gælder ikke i hele universet.
Fx det 4. bud, sabbatsbuddet, snakker om skabelsen af jorden.
Loven, som vi kender den, er desuden addresseret til synderen. “Du må ikke slå ihjel” er ikke relevant for en engel, et væsen uden synd (og voldelig kreativitet).

Den bibelske betydning af “lov” varierer, men princippet bag alle love er enkelt:
1) Elsk Gud. 2) Elsk mennesker. “På de to bud hviler hele loven og profeterne.”
(Se Matt 22,34-40; 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18 )

Det mest basale princip bag loven er altså kærlighed.
Så loven reflekterer Guds karakter, eftersom Gud er kærlighed. (1 Joh 4,8 )
Alle love og regler fra Gud udspringer af én grundlov: Kærlighed.

LOV -> love (LAW -> laws), ligesom SYND -> synder. Farisæerne kan kun læse det med småt, de forstår ikke SYND og LOV, de forstår kun ‘love’ og ’synder’.

Lovene (som udspringer af LOV) er udtrykt i negationer (”Du må ikke…”)
Men det grundlæggende princip (LOV) er positivt: “Du skal elske…”
Når vi kun forstår lov (ikke LOV), så tænker vi kun i negationer:
Matt 12,43-45: En mand tømmer sit liv, men fylder det ikke med noget positivt.
Matt 19,16-30: Den rige mand var dygtig til “Du må ikke“, men ikke “Du skal“
Matt 18,21: Peter ville egentlig vide, hvornår han ikke behøvede tilgive længere.

“Like Peter, we are more comfortable with the negative than the positive. We want to know when we have fulfilled our quote of goodness so that we can relax and be our normal selves. The negative limits the scope of rightousness and makes it humanly manageable and achievable. Thus legalists of all stripes must of necessity focus on the thou-shalt-nots.”

Nogen tror at kærlighedsbuddet er en undskyldning for at undgå “du må ikke”-buddene, men i virkeligheden er “du må ikke”-buddene en undskyldning for ikke at holde kærlighedsbuddet. Det er lettere at lade være med at hade end at elske.

Moralsk bevidste mennesker er træt af kristendommen,
fordi de altid ser den i sin legalistiske form a la hvad man ikke må
i stedet for i sin moralske form a la hvad man bør gøre.
Jesus: “Deraf kan alle vide, at I er mine disciple:
hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,35)

“It is significant that Jesus never said that His disciples would be recognized because they kept the Sabbath, paid tithe, or took care of their health. Those items of conduct are important in Christian living, but they are not the core of Christian living.”

Kristent forhold til loven

Paulus gør aldrig op med loven, kun med den forkerte måde at bruge loven på.

Rom 6,18: “Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden (…) For ligesom I lod jeres lemmer trælle for urenheden og lovløsheden, så I blev lovløse, skal I nu lade dem trælle for retfærdigheden, så I helliges.” Jak 2,12: “I skal tale og handle som mennesker, der vil blive dømt efter frihedens lov.”

James Stewart siger, legalisme (lovisme) har tre kendetegn:
1. Man tror på forløsning gennem menneskelig indsats.
2. Man har fortjeneste for øje (”a mercenary spirit”)
3. Man er “glad” for negationer (”Du må ikke…”)

Richard Rice siger, legalisme er decideret naivt,
fordi det undervurderer synds omfang og magt over os. (Rom 3,9; 5,12)
Desuden kalder han det syndigt, fordi det grunder i stolthed. (Rom 3,27; 1 Kor 1,29)

Ef 2,8-10: “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.” Gal 2,21: “hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte”

Frelsen forandrer ikke loven, men forandrer vores forhold til loven.
Frelsen sætter os fri fra lovens fordømmelse af os (Rom 8,1)
og giver os den rigtige motivation til at leve efter loven.
Denne forandring demonstrerede Zakæus (Luk 19,1-10)

“The Christian’s relation to the law is what the Bible refers to as the new covenant experience. Jeremiah and the book of Hebrews tell us that the ideal spiritual experience takes place when God puts His laws into our minds and writes them on our hearts. [Jer 31,31-34; Hebr 8,10]“

Derfor skriver Paulus, at “I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” (2 Kor 3,3) Dette ligger implicit i Jesu ord om, at “Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” (Joh 3,3)

“The new attitude to God’s law is a sign that one has been redeemed by God’s grace.”

Jeg ved ikke, hvem der fik det ordnet, men det var dæleme på tide!

(Se også dette indlæg på Seeking the Bulletproof, hvor der desuden kan kommenteres)

Det er godt, jeg har haft nogle fridage. Jeg tog næsten alle detaljerne med (uden at skrive af), da definitionen af synd ifølge bogens indledning er bogens vigtigste teori, som resten af bogen bygger på. Håber det også gavner andre end mig selv.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 2. Sin: Original and Not So Original

George Knight forklarer, at skal vi have nogen chance for at fatte det mindste af,
hvad frelse betyder, så må vi nødvendigvis forstå, hvad synd går ud på. Dette er også Paulus’ tilgang til frelsen i Romerbrevet, hvor de første tre kapitler undersøger syndens dybde og omfang, hvorpå resten af brevet beskriver frelsens dimensioner.

Som beskrevet i kapitel 1, så betragtede farisæerne synd som konkrete lovbrud (gerninger), ikke som en menneskelig tilstand eller lidelse. Dette resulterede i en legalistisk tilgang til frelsen, der ikke just hjalp dem af med deres synd (tværtimod).

“It was the power of sin that the Pharisees underestimated. As a result, they thought that they could overcome sin through overcoming sins a, b and c. The problem central to that procedure is that after sins a, b and c have been “overcome,” the power of sin still remains, and we are still sinners. Nothing has been solved by our external tinkering, in spite of all the effort we may have expended.”

“Pharisees down through the ages have consistently underplayed what Paul calls the “power” of sin in human lives. Thus they have overestimated humanity’s ability to deal with the sin problem.”

Selv hedenske filosoffer og sekulære tænkere snakker om en endogen ondskab, der findes i det enkelte menneske, altså i alle enkelte mennesker. Knight siger, at selv folk, der ikke er kristne, konkluderer, at menneskeheden lider af “synd”.

Alle er syndige som følge af en “original synd”. (Rom 5,12; Jer 17,9; Ef 2,3; Rom 11,32; Sl 51,5) Da Adam blev skabt, lignede han Gud, som er syndfri. Men når vi bliver skabt, ligner vi vores fædre (og mødre) som er syndige. (1 Mos 5,1-3) Deraf kommer også termet ‘kødet’, som signalerer, vi har arvet synden i kraft af, at vi er lavet af Adams kød. (Joh 3,6; Rom 7,17; 8; Gal 5,24)

Som børn af Adam har vi skyld og en falden natur.
Den arvede skyld synes af og til benægtet i bibelen. (Ez 18,20; 5 Mos 24,16)
Synd er personlig. Synd gøres med vilje. (alle har en gudgivet sans for ret og forkert, og synd er at gøre det, som denne sans kalder forkert)
Derfor står enhver mand ansvarlig for sin egen synd.

Men skyld er også arveligt. (2 Mos 20,5; 34,7; 4 Mos 14,18; 5 Mos 5,9)
Dette forstås ved, at vi gør vores fædres synder til vores egne.

“By inheritance and example the sons become partakers of the father’s sin. Wrong tendencies, perverted appetites, and debased morals, as well as physical disease and degeneracy, are transmitted as a legacy from father to son, to the third and fourth generation.” (Ellen White, medstifter af Adventistkirken)

“The sins of fathers are only ruinous when sons make them their own.” (James Denney, skotsk presbyteriansk teolog, 1856-1917)

Selv om synd er universal (alle har synd), så er den ikke tilvalgt.
Vi har således syndet allerede før vi havde evnen til at vælge at lade være.
Vi fødes “bøjet” imod synd, “af natur vredens børn” (Ef 2,3).

Leonard Woods siger, at synd er lige så normalt som forstand og hukommelse. Afslører sig selv lige så snart, børn kan vise følelser. Skyldes ikke en forandring i barnets tilværelse (da der ikke sker nogen). Sker spontant og kan ikke forhindres.
Det er desuden 100% sikkert, at et barn, der endnu ikke har syndet, vil synde. Henry Ware brugte argumenter af samme natur til at argumentere for, at der også i ethvert barn er noget godt.

“[Ellen White] wrote that “a perception of right, a desire for goodness, exists in every heart. But against these principles there is struggling an antagonistic power.” For her, however, nature was favorable to evil rahter than goodness. In every person’s nature, she penned, there is “a bent to evil, a force which, unaided, he cannot resist.”"

“Whether we like it or not, recognize it or not, or confess it or not, every person has a “bent” to evil that needs correcting–even if that bent is thoroughly camouflaged by Christian pedigree and outward goodness.”

Resultater af den originale synd:

Fremmedgørelse [alienation] overfor Gud. (1 Mos 3,8-10)
Sociale implikationer, Adam gav Eva skylden for sin synd.
Personlige implikationer, Eva gav slangen skylden, undgik selv-kritik. (1 Mos 3,13)
Utallige bibelske beskrivelser af synds konsekvenser. (Jer 17,9; Tit 1,15; 2 Tim 3,1-5; 1 Mos 6,5; Rom 1,18-32) Ikke åndelige. (Rom 8,4-8 )

Og dét at man er vendt/bøjet/rettet imod synd.

“The “rudder” of human life, of course, is the will; that “power of decision, or of choice” that “is the governing power in the nature of man.” It was the all-important will that was “bent” toward evil at the fall. The essence of the effects of the original sin that has affected all generations since Adam is a fallen or misdirected will that is evidenced in daily life by the human tendency to choose the evil over the good. Thus, while there was a fall, there is also a continuous falling.”

Synd er kærlighed. Kærlighed til det forkerte. At elske noget i stedet for Gud.
Ligesom kærlighed til Gud, så er der tale om agape. (Luk 11,43; 2 Tim 4,10)

Overvejelserne omkring den originale synd er reflekteret i vores synder.
1 Mos 3,1: Der sås tvivl ved, hvad Gud har sagt.
1 Mos 3,2-4: Der sås tvivl ved, om Gud mener dét, han har sagt.
1 Mos 3,5-6: Der sås tvivl ved Guds motiver for at sige det.
1 Mos 3,6: På den baggrund spiste Eva frugten.

Påstand: Evas synd bestod ikke i at spise af frugten!
Spisningen af frugten var resultatet af synden.

“Out of her rebellious sin flowed sinful acts. The act was not the sin but the result of sin ruling her heart.”

George Knight skelner mellem SYND [engelsk: SIN] og synd(er) [sin(s)]. De fleste kristne, siger Knight, er udelukkende fokuserede på synd, altså tyveri, mord, bedrag, men ikke på den basale SYND, som disse synder udstrømmer fra.

Knight siger, at synd dækker mindst tre ting:
1) en tilstand af oprør, 2) et ødelagt forhold, 3) en slet handling.

1) Oprøret er ikke bare “dyrisk vildskab”, det er personligt og rettet mod Gud. (Es 1,2; 4; Hos 7,13; Rom 8,7) “Mod dig alene har jeg syndet,” skriver salmisten. (Sl 51,6) “For det, kødet vil, er fjendskab med Gud” (Rom 8,7) At være syndere er at være “Guds fjender” (Rom 5,10) Synd er brud på det første bud om at elske Gud af hele hjertet, altså et indre oprør (Matt 22,37; 2 Mos 20,3)

2) Synden er ødelagte forhold. Ved syndefaldet var alle forhold ødelagt (Gud - Adam - Eva (- Slangen)). Esajas siger til Israel: “det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.” (Es 59,2) En ikke-omvendt person er “fremmed” for Gud. (Kol 1,21)

“Because the Bible defines sin in reference to God, sin is a relational concept. There are only two ways of relating to God. We can say Yes to His will or No to that will. There are no other options. [...] If sin is a broken relationship to God, then righteousness and faith will of necessity center on a reconciliation of that relationship.”

3) Alle konkrete synder (lovbrud) udspringer af dette indre oprør i hjertet. (Matt 15,18-19; Mark 7,20-23; Matt 12,34-35; Matt 7,17-18; Jak 3,11)

“Brunner catches that biblical insight when he points out that the Bible views the heart as “the organ of the whole personality”. Sin has its seat in the twisted heart of mainkind. The heart “is the Headquarters of the General Staff, … it is the summit of the personality, the Self, which rebels against the Lord.”

Derfor er omvendelse at modtage et nyt hjerte. (Ez 11,19; 18,31; Ef 3,17)

Synder (handlinger) er altså blot et symptom på det dybere liggende problem.
At fikse symptomerne kurerer på ingen måde sygdommen.

Farisæerne så synderne, men ikke det indre oprør. (se Kapitel 1)
Kirken på Luthers tid addresserede tanker, ord og handlinger, men ikke SYND.

“God is in the business of saving people, not in merely polishing up their surfaces.”

Andre aspekter af synd

Synd er ikke fristelse. Jesus blev fristet, men syndede ikke. (Hebr 4,15)

“Sin takes place when I recognize the temptation for what it is, decide to continue to dwell and/or act on it, and in effect tell God to “scram” for the time being.”

Synd er også at være passiv, når man bør handle.
Ved Verdensdommen skal folk dømmes for, hvad de ikke gjorde. (Matt 25,31-46)

“My point is that we can leave off doing “bad” things while still being essentially selfish and mean. [...] not doing things can generally be accomplished by willpower, whereas “genuinely” caring for your enemy takes the total transforming power of the Holy Spirit. [...] The real question is not whether we hate God, but whether we love Him and His created children more than we love our “selves.”"

Der er forskel på synder. Alle synder er lovbrud og peger på en indre syndighed (SYND), men ikke desto mindre er stolthed og selviskhed værre end fx fuldskab. Derfor var der forskel på strafferammerne for synd i nationen Israel (3 Mos).

Når synd regnes kvantitativt (antallet af konkrete synder / lidenskaber),
kan man let få falske indtryk af fremskridt (hvilket kan virke tiltalende).

Om “ubevidst synd” og at synde “med vilje”

Både Jakob og Paulus definerer synd i forhold til menneskelig indsigt.

“Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” (Jak 4,17) = “Den, der ikke ved, hvad der er det rette, og gør det, er ikke en synder.”

“For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,20), hvoraf man må slutte, at “hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4,15)
Og “skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13)
“Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” (v15, konkluderet på baggrund af hans fortid i uvidenhed)
“Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder!” (Sl 19,13)

Moseloven tog højde for “uforsætlige synder” (3 Mos 3,2.13.22.27).
Selv “uforsætlige synder” har dog en grad af bevidst ulydighed i sig.
Grænsen mellem overlagt oprør og fejltagelser i hverdagen er ofte uklar.
Offersystemet i Det Gamle Testamente tog højde for alle synder, pånær:

“openly presumptuous sins that people refused to repent of and/or stop committing. Such persons had no hope in either the Old Testament [4 Mos 15,30] or in the New. [Hebr 10,26]“

George Knight uddyber John Wesleys syn på sagen, derefter Ellen Whites (som er ekstra interessant for mig selv som adventist):

“While Ellen White did not use Wesley’s terminology, she had the same concepts. “If one who daily communes with God errs from the path,” she penned, ” … it is not because he sins willfully; for when he sees his mistake, he turns again, and fastens his eyes upon Jesus, and the fact that he has erred, does not make him less dear to the heart of God.” Again, Ellen White wrote, “To be led into sin unawares–not intending to sin … is very different from the one who plans and deliberately enters into temptation and plans out a course of sin.”

Desuden:

“The point to note in this section is that the Bible writers, Ellen White, and theologians such as Wesley refer to improper sins as sins rather than merely as evil. Beyond that, it is important to note that both the atoning death of Christ and the Old Testament system cover both willful sins and sins of ignorance.” (Understregede uddybes i kapitel 7-9)

(Mellem linjerne forsøger Knight formodentlig at kommunikere, at ikke hver synd skal bekendes - men synden i os (som alle synder kommer fra) skal bekendes.)

I går fik jeg så nogle af min mors timer i børnehave og SFO’en. Det meste af tiden gik med at skubbe gynger og lytte på sludder, men det var egentlig hyggeligt nok. En lille fyr med krudt i røven insisterede på at blive gynget højere og højere. Han faldt gennem gyngen og ramte sandet med et ordentligt bump. Et øjeblik så han meget forskrækket ud, men så grinede han i hele hovedet og ville gynge mere. Jeg spekulerede på, hvad hans forældre mon var for nogen - snart fik jeg svaret, da ungdomspræsten (som jeg kender ret godt) kom og hentede ham. Sjovt med sådanne aha-oplevelser.

Til gengæld mistede jeg mit andet “job” på en skole for en times tid siden, men det har jeg det egentlig fint med. Det gav ganske godt, og børnene har generelt været søde, men skolen har ikke haft så meget at tilbyde, som jeg havde håbet. Jeg havde 2 timer for et par uger siden, 4 timer sidste uge, og så blev jeg lige tilbudt 2 timer igen. Da jeg hørte, det var 1. klasse idræt igen, sagde jeg, at “jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med dem”. Sidste gang jeg havde det, fik jeg ingen adgang til deres rum med rekvisitter, så det havde været ret besværligt bare at finde en tennisbold. Dette havde først ladet sig gøre ganske kort før timen begyndte, så det havde været ret kaotisk.

Da jeg forklarede hende dette i telefonen, svarede hun, at “som lærervikar måtte man være indstillet på [et eller andet].” Det var nye toner i forhold til den oprindelige samtale, hvor jeg havde mødt stor forståelse for, at jeg gerne så, der lå noget klar at lave med eleverne. Jeg sagde, at “så er jeg nok bare ikke så kompetent“, og det var vist den undskyldning, hun manglede for aldrig at ringe til mig igen. (Det lød ikke på hendes tonefald, som om det er hende, jeg skal spørge om en anbefaling engang.) Jeg havde gerne taget nogle timer indendøre igen, hvis det skulle være, for jeg syntes såmænd, at de timer var gået meget godt, men det er åbenbart alt eller intet. Men held og lykke til dem med at finde en anden - ikke ironisk ment, for øvrigt.

Nu er det så snart skoleferie alligevel, og så er der alligevel ikke nogle timer at tilbyde mig. I sin tid havde de også sagt, jeg kunne få SFO-timer, men det har jeg aldrig hørt mere om. Men det har jeg så fået et andet sted - dér hvor min mor arbejder - og i morgen skulle jeg kunne få en del timer dér. De har også åbent næste uge, selv om skolen slutter på fredag, så måske jeg er lidt heldig.

Men ellers ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg ansøgte på McDonald’s, hvor de for tiden mangler arbejdskraft (flere har sagt op derude den sidste periode, bl.a. min kusine), men de ville ikke have mig, angiveligt fordi jeg kun kunne arbejde indtil september. Jeg kunne ellers godt bruge et mere fast job (dog ikke nødvendigvis med fast food), så jeg kunne få nogle penge i kassen. Jeg må se mig lidt bedre omkring i stedet for bare at tage de små tjanser her og der.

I desperation ender jeg måske med at skrive en roman. Chancen for at få sådan én udgivet og tjene på det er naturligvis minimal, men til gengæld er det en underholdende proces for en skriver som mig.

(Også bragt på Seeking the Bulletproof, hvor du kan kommentere)

Jeg er i gang med 1000 bøger. På mange måder afspejler det mit liv generelt. Jeg er en starter, men ikke en afslutter. Det betyder dog ikke, at jeg aldrig læser det sidste kapitel - nogen gange er det nemlig dér, jeg starter. (Undtagen romaner)

Jeg tager noter til mig selv, men der er ingen grund til ikke at dele disse. På den måde kan wordpress også tjene som en slags back-up for mig.

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Preface: A Word to the Reader

“The book’s undergirding thesis is that different definitions of sin lead to varying approaches to “achieving” righteousness.”

Dette giver egentlig god mening. Vores løsninger stemmer som regel overens med vores forståelse af problemet. Så hvis synd er én dårlig gerning, så er løsningen på synd enten ikke at gøre det eller at gøre det modsatte for at veje op for den.

Det betyder også, at vi ganske åbenlyst taler forbi hinanden, når vi bliver ved med at diskutere løsninger på det problem, vi antager, vi er enige om.

“One thing especially surprised me during my study for this book, and that was the amount of agreement between Christians of various backgrounds on the essential elements of what God does for and in people in His great salvific work. Even Adventists of apparently opposite postures were generally in agreement when pushed to be specific by the “hard questions” of theory and life.”

Jeg skal ikke kunne sige, om uenigheden i Adventistkirken er større end i mange andre trossamfund omkring dette, men jeg mærker tydeligt et skel i min egen omgangskreds, hvor nogen faktisk mener, man kan “holde op” med at synde. Officielt møder de ikke opbakning fra kirken, men deres antal skal ikke undervurderes.

Men graver vi dybt nok, kan vi alligevel finde et fælles grundlag, vil Knight altså påstå.

Chapter 1. Pharisees Are Good People.

Titlen på dette kapitel er ikke ironisk. Knight starter med at rose farisæerne og give lidt baggrund. Den jødiske bevægelse (på engelsk kaldet sekt) startede efter jøderne kom tilbage fra Babylon, og der vågnede en oprigtig vilje til ikke at forlade Gud igen, sådan som det var sket i fortiden. Knight kunne evt. have henvist til Jeremias 25.

Så initiativet, der startede farisærismen, var sådan set godt ifølge Knight.

De elskede, beskyttede og respekterede Skrifterne. De elskede loven og for ikke at bryde den lavede de ekstra regler, så de ikke engang kom tæt på at bryde den, altså for helt at undgå fristelse. Dette var også i sig selv en prisværdig indsats. Knight roser også farisæerne for at sætte gode eksempler for resten af folket med en interesse i også at lede dem ind på rette spor og holde Guds lov. Desuden roser han dem for at have Messias’ komme for øje.

“The Pharisees sought to pave the way for the coming of the Christ through godly living. Their motivations were praiseworthy in every way.”

(Er dette ikke også visse adventisters motivation for at holde loven? Altså at Jesus vil komme hurtigere igen, hvis vi bliver “pletfrie”?)

Når alt det positive er sagt, går Knight videre til det dårlige:

“The central problem in the [...] approach to God and salvation was an inadequate view of sin and its effect on human ability. [...] sin came to be viewed generally as a specific act rather than as a condition of the heart and mind.”

Her lægges vist grunden til det kapitel 2 om, hvad synd egentlig er.

Hos farisæerne var synd først og fremmest konkrete handlinger, og “arvesynden” (hvad end vi lægger i denne) havde stort set ingen betydning. Man anerkendte, at alle mennesker har en tendens til at synde, men denne tendens blev bagatelliseret ved, at man sagde, Adam havde samme tendens, allerede før han syndede - altså at den var medskabt.

En anden forståelse, der nok er meget forskellig fra nutidig kristnes syn på synden, er, at “retfærdig” ikke er ham, som aldrig nogensinde synder. Man er “retfærdig”, hvis ens gode gerninger vejer tungere end ens onde gerninger. Hvis du har gjort mere godt end ondt, så kendes du retfærdigt, ville de sige.

“The Jewish Mishnah puts it nicely when it says, “The world is judged by grace, yet all is according to the excess of works [that be good or evil].”
The Talmud later presented the same thought: “One who performs mostly good deeds inherits the Garden of Eden, and one who performs mostly transgressions inherits Gehenna [hell].”

Stolthed blev et stort problem for farisæerne, ikke fordi det i sig selv nødvendigvis er et problem at regne sig for god, men fordi man typisk regner sig for god i forhold til andre. Man kommer derfor også til at hade andre for deres overtrædelser.

(Dette ses måske tydeligst i Jesu lignelse i Lukas 18,9-14, hvor manden siger: “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.”)

Som sagt startede farisæerne også en mundtlig tradition af regler i tillæg til den skriftlige, de havde arvet fra Moses. De nye regler skulle sikre, at man ikke brød de inspirerede. Desværre blev de blandet sammen, så på Jesu tid havde man 1.521 regler om, hvordan man skulle sikre sig, at man holdt sabbatten, men et brud på en af disse regler blev efterhånden sat lig et brud på sabbatten. Farisæerne beskyttede lovens bogstaver, men dræbte dens ånd - endda helt bogstaveligt, da de fik Jesus (som prædikede lovens ånd) korsfæstet.

Hvad George Knight skriver om M. L. Andreasen og adventismen:

På et tidspunkt i kapitlet sammenligner George Knight farisæernes opfattelse af synd med en adventistteologs opfattelse i 1930′erne og 40′erne, nemlig M. L. Andreasen. Han citerer ham også, og jeg tillader mig at gøre det samme (så alt hvad du ser nu er fra M. L. Andreasen, ikke Knight):

“Every victory hastens the process. There are few Christians who have not gained the victory over some sin that formerly … overcame them.”

“On that point he is sanctified. As he has been victorious over one besetment, so he is to become victorious over every sin. When the work is complethed, when he has gained the victory over pride, ambition, love of the world–over all evil–he is ready for translation. He has been tried in all points. The evil one has come to him and found nothing. Satan has no more temptations for him. He has overcome them all. He stands without fault before the throne of God. Christ places His seal upon him…”

“Thus it shall be with the last generation of men living on the earth. Through them God’s final demonstration of what He can do with humanity will be given… [The final generation] will be subjected to every temptation, but they will not yield. They will demonstrate that it is possible to live without sin–the very demonstration for which the world has been looking…. It will become evident to all that the gospel really can save to the uttermost.”

Alle de understregede termer viser, at Andreasen opfattede synd konkret (ligesom farisæerne gjorde), og det sidste citat beskriver “den sidste generation” som Guds bevis på, at man kan leve uden synd.

Knight bemærker, at disse citater er blandt de vigtigste i hele forståelsen af adventisternes opfattelse af synd og helliggørelse i det 20. århundrede. Han bemærker, at han også tror på en “pletfri” generation, sådan som der står skrevet i Åbenbaringen 14,5: “de er uden fejl”. Men han bemærker (igen), at det er tilgangen til synd, der deler vandene.

(Samme tilgang til begrebet synd har flere af mine studiekammerater for øvrigt, selv om den ikke nyder speciel opbakning fra det adventistuniversitet, vi studerer på, i hvert fald har flere af mine lærere udfordret denne position)

Hvorfor skal Bendt Bendtsens kørsel fylde så meget i de danske medier, som den har gjort de sidste 24 timer? Én chauffør udtaler sig til pressen, og straks er Bendt Bendtsen på forsiden af alle blade, og han udsættes for et 10 minutter langt interview på TV 2, hvor nyhedsværten går så langt som til at spørge ham noget i retning af: “Da du blev kørt til bryllup, hvor mange papirer læste du så? hvor mange dokumenter skrev du under på? hvor mange telefonsamtaler havde du? med hvem?”

Hvorfor har danske journalister så “ondt i røven” over politikernes frynsegoder og luksuriøse arbejdsforhold? Eller er det simpelthen bare et udtryk for, at der ikke var nogle nyheder i dag, så derfor valgte vi den næste politiker på listen og fandt et eller andet tilfældigt, vi kunne være misundelige og forargede på ham over. Lad dog politikerne gøre deres arbejde, så vi kan få nogle rigtige nyheder!

Kilde: http://politiken.dk/politik/article528111.ece

UPDATE:

Til gengæld lyder det her lidt mere betænkeligt:

“Lars Løkke Rasmussen kørte selv derned med sin familie, men da han skulle hjem, og familien ønskede at blive længere tid i Belgien, blev den daværende indenrigs- og sundhedsminister kørt hjem til Danmark på ministeriets regning.” (Kilde: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/06/23/200521.htm )

Men set fra den lyse side: Han tog da i det mindste ikke taxa denne gang.