For et par dage siden kom jeg tilbage efter at have været på et spændende skistævne i Norge, hvor der blev drøftet mange spørgsmål om Gud og om tro. Den sidste dag havde vi en “Q&A session” – altså et slags spørgepanel – hvor folk kunne grille stævnets præster, som var mig selv, Harald Giesebrecht og Alastair Agbaje. Her kom spørgsmålet frem: “Hvor meget tid bør vi bruge på profetierne i Daniels Bog og Åbenbaringen?” Dette spørgsmål er af stor betydning for mange adventister, både dem som mener vi bør bruge masser af tid på den slags og så dem som mener, at vi har spildt alt for meget energi på disse bøger allerede.
Mit personlige forhold til Daniels Bog og Åbenbaringens Bog er, at de er to fantastiske bøger i Bibelen, som alle kristne efter min mening burde få sig et basalt kendskab til. Samtidig har jeg et lidt ambivalent forhold til visse grupper indenfor kirken, som jeg føler bruger bøgerne på måder, jeg ikke altid finder gavnlig, men sådan er vi jo forskellige. Hvad jeg dog forsøgte at give som mit personlige svar på skistævnet – jeg ved ikke om det helt lykkedes at svare sammenhængende – fik mig selv til at tænke nærmere over nogle ideer, der har kørt rundt i mit hoved i længere tid. Jeg svarede mere eller mindre følgende…
Jeg fik fornylig en fornyet interesse i Åbenbaringen, da jeg gik i gang med at læse “The Revelation of John: A Narrative Commentary” af James L. Resseguie. Det er ellers ikke noget, jeg gør mig ret meget i – dét at læse en bibelkommentar fra ende til anden – men denne bog åbnede virkelig mine øjne. Adventister har næsten altid læst Åbenbaringens Bog med en skelen til verdens hændelser, aviserne og historiebøgerne. Men denne bog viste mig, at faktisk kan Åbenbaringsbogen læses og give god mening uden brug af sekundære kilder. Og uden at vi først behøver afsløre hvem det specifikke bæst er et billede på, etc..
Og det fik mig til at tænke: Hvor henter vi egentlig vores sikkerhed i de sidste tider? Hvad besidder vi, adventisterne, som gør os trygge, når vi læser os frem til, at der kommer til at være meget kaos og forfølgelse op til Jesu genkomst?
I en konkret fortolkning af Åbenbaringen kan man komme frem til, at en specifik gruppe mennesker eller en specifik organisation er “de onde”, som man ikke skal lytte til eller følge efter. Dette giver mange adventister en form for tryghed. Hvis man kan knække koden og finde ud af, hvem “de onde” er, så er man sikret, for i så fald ved man helt konkret, hvem man bare skal undgå. Det gør livet enkelt, på den måde. Problemet med denne måde at tolke på er bare, hvad hvis du tager fejl? Det kan være, at vi siger, at den Romersk-Katolske Kirke er “den onde organisation”, og at paven er bæstet, anti-kristen, som vi ikke må følge. Hvis det er sandt, så er det jo ret enkelt og lige til at styre udenom, men hvis det ikke er sandt, eller hvis det ikke er hele sandheden, så risikerer vi at overse den virkelige trussel! Vi risikerer at være blevet så optaget af den fjende, vi har opdaget, at det virkelige bæst – den virkelige anti-krist – kommer tæt på os og forfører os, uden at vi opdager det.
Derfor er en konkret fortolkning af Åbenbaringens Bog, hvor vi afkoder hvem der er “den onde” efter min mening ikke tilfredsstillende. Men hvad er alternativet så? Alternativet, tror jeg, er at læse Åbenbaringens Bog med et fokus på det store billede. I stedet for at fokusere på fjenden og forsøge at knække hans identitet, så kan man fokusere på, hvordan han leder de udvalgte vild, og hvad der karakteriserer dem, der holder ud og er trofaste. Med dette fokus finder vi ud af, hvordan vi kan være trygge, uanset hvem der forsøger at forføre os! Vi er ikke længere afhængige af at vide præcis, hvad der foregår omkring os, men kan hvilke i en vished om, at Kristus vil beskytte os mod vildfarelse. Ved at undgå de konkrete fortolkninger og specifikke fjendebilleder kan vi således undgå at blive sårbare overfor fjender, vi ville have overset, hvis vi havde været helt konkrete i vores udlægning.
Som verden ser ud lige nu er det ikke sådan lige at se, hvilken magt der kommer til at dominere det næste århundrede. Jeg tror egentlig, det bliver en religiøs magt, men religion er noget diffust noget, og det bliver mere og mere sandsynligt at forestille sig en sekulær magt med religiøse undertoner. Hvad skal ske med muslimerne, som der bliver flere og flere af, og som egentlig drømmer om en islamificering af Europa (selv hvis de mere moderate muslimer tøver lidt med at indrømme det)? Hvordan kommer sekularismen til at udvikle sig i vores del af verden, når kristendommens etiske værdier brænder ud i løbet af et par generationer? Hvad sker der, hvis USA’s supermagt pludselig havner i hænderne på en ærke-patriotisk mormon (nok ikke så meget) eller en fundamentalistisk Sarah Palin-type (nok en hel del mere)? Hvilken rolle kommer Kina til at spille, nu da de er ved at indhente USA indenom?
Vores bedste sikring i fremtiden er at fokusere på Jesus og at besidde en kærlighed til sandheden (som det står i 2 Thess 2,10). Denne form for kærlighed forudsætter et åbent sind og en ydmyghed overfor profetierne, tror jeg. Løsningen er ikke at forberede os på én specifik fremtidig udvikling, som vi mener at kunne læse ud af Bibelen, men at rodfæste os i Kristus på en måde, så vi er forberedte, uanset hvad fremtiden måtte byde på af udfordringer for Guds folk.
