En af Satans mere dominerende løgne i kirken, tror jeg, er løgnen om, at man skal være ekspert, før det, man siger, kan bruges til noget. Vi oplever i Adventistkirken en stor mangel på præster og undervisere, som kan tage budskabet og gøre det levende for andre. Jeg ved ikke, om denne mangel er typisk for tiden, eller om det altid har været sådan. Men jeg er overbevist om, at langt flere mennesker kan forkynde Guds ord end dem, der gør det. De holdes dog tilbage – for tænk om de siger noget forkert! Hellere sige ingenting end at sige noget, som nogen kunne finde på at påpege, selv hvis 95% af det, man så har sagt, har været rigtigt og godt og opbyggende og har givet liv.
Netop nu har lægpersoner bedre kort på hænderne, end de har haft nogensinde før. Internettet har givet os alle adgang til fantastiske ressourcer. Der er sågar (“sågar” er et ord, jeg ikke får anledning til at bruge ret tit) teologisk undervisning fra colleges og universiteter på Internettet til fri download af lægpersoner. Tusinder af kirker lægger deres prædikener på Internettet, også rigtig mange adventistkirker. Jeg lytter selv jævnligt til prædikener af Rob Bell, Gregory Boyd, Timothy Keller og lærer meget af dem om ting, jeg ikke selv har undersøgt. Nogle gange kommer det, jeg lærer, med i mine egne prædikener. Hvis folk i min kirke hørte nogle af disse prædikener, oversatte dem og holdt dem, som om det var deres egne, så ville dét også gavne menigheden! Jeg ville give en sådan rip-off tale “thumbs up”! Det samme ville jeg give til taler, der tog udgangspunkt i Ellen Whites bøger (men hun skulle i så fald også oversættes fra gammelt sprog til nudansk).
Faktum er, at vi ikke kan vide alt, vi siger, med sikkerhed (bare nogen ting, for eksempel dette faktum). Jeg er en sådan irriterende type, der alligevel taler om ting i absolutte vendinger og med stor selvsikkerhed, som jeg muligvis kun har læst én bog om, hvor det måske havde været værd at få flere synspunkter ind over, før jeg stillede mig op – men jeg vil vove at påstå, at det er bedre, jeg gør det, end at jeg afholder mig selv fra at tale om det, medmindre jeg selv har studeret det til “bunds”. Vi får nemlig ikke anledning til at studere ret meget til bunds. Hver prædiken kan ikke være baseret på, at “jeg har gjort min Ph.D. på det her”. Der er brug for, at flere kristne taler om det de tror på og dét med myndighed. Ikke på en pussenussesød og kvalmende postmoderne måde, men på en autoritativ og selvsikker måde.
Hvis det senere viser sig, at man tog fejl, så må man angre, men i det mindste har man prædiket ud fra sin overbevisning og samvittighed, og det behøver man aldrig angre. Jeg håber og beder om, at flere må høre Guds kald til dem på dette område. Der er flere derude, der har fået gaven til at være forkyndere og undervisere, men ikke har modet og bilder sig ind, de ikke har kompetencerne. Folkens, det har aldrig været nemmere end nu.
