Hvordan fortæller jeg dig, at det du gør er forkert, uden at du føler, jeg slår dig oveni hovedet?

Jeg tror lige, jeg stak rekorden for længste titel, jeg nogensinde har haft på et blog indlæg. Thomas Rasmussen formulerede dette glimrende spørgsmål i en artikel i sidste Ung Adventist, som handlede om alkohol. Alkohol er ikke et adventistproblem så meget, som det bare generelt er et samfundsproblem (særligt i Danmark), og det kunne jeg skrive meget om, men mere interessant er måske spørgsmålet om hvordan man addresserer den slags emner – og alle mulige andre emner. Det er, godt sagt, spørgsmålet om hvordan vi taler ærligt med hinanden, konfronterer hinanden, siger lige ud hvad vi mener, men også om hvordan vi lærer at lytte til hinanden.

Jeg er 25 år, og jeg bor i Danmark, et sekulariseret, individualistisk, materialistisk og overvejende hedonistisk samfund. Her har kulturen kun ét svar på mit spørgsmål: “Nej.” Det der med at sige til nogen, at det de gør er forkert, dét gør man bare ikke. Men så er jeg jo også en del af en mindre subkultur, hvor man kunne forestille sig, at det var anderledes. Jeg er præst i en kirke. Folk kommer frivilligt, og de tror på Gud, og de tror på, at Gud vil, vi skal være hellige, og at Helligånden arbejder med hjertet for gradvist at forvandle os til bedre mennesker. Her burde det da være muligt!

Den glemte del af missionsbefalingen

Bibelen efterlader i hvert fald ikke nogen tvivl om, at vi bør gøre det overfor hinanden. Der er den generelle missionsbefaling, vi alle kender til: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Første del, at prædike og døbe mennesker, husker de fleste. Anden del, at lære dem at holde alt, Jesus har befalet, er dog gået lidt i glemmebogen, og vi skal ikke tænke ret meget over det, før vi forstår hvorfor.

Det er ubehageligt. At lære folk at holde alt det, som Jesus har befalet, indbefatter jo også at lære folk at det de gør lige nu sandsynligvis er forkert! At de skal holde op med at gøre det! At de skal gøre noget andet i stedet for! Og at der er rigeligt med gode ting, de kunne gøre, som de ikke gør, men som de må til at komme i gang med at gøre! Hvem har lyst til at prædike det? Nej tak, vi prædiker gerne Jesus og dåb og så videre, men vi træder pænt udenom alt, der hedder gerninger, og håber at Helligånden lærer dem det indirekte, uden at de hører det fra os. Men dermed gør vi som sagt ikke det, som Jesus bad os om: At lære folk at holde det Jesus har befalet. Det hører med i at gøre folk til disciple.

Hvad kirke handler om

Hvorfor er det mon så svært? Jeg kan forestille mig, det har noget at gøre med, at vi ikke selv er blevet “gjort til disciple” på den måde. Havde vi været igennem en proces, hvor en mentor nådigt havde irettesat os, så ville vi måske også have et andet forhold til det selv at gøre det ved andre. Jeg tror dog, at mange af os ikke er blevet disciple i den forstand. Her er testen: Hvis du er en rigtig discipel, så kan du lide at blive irettesat. Man kunne måske endda tage den endnu længere ud: Hvis du er en rigtig discipel, så opsøger du irettesættelsen. Du opsøger dem, du opfatter som mere hellige end dig selv, og inviterer dem til at tale ind i dit liv med deres ærlige og afvæbnende visdom. Salomo taler meget om denne indstilling i Ordsprogenes Bog.

Ordsp 9,8
Irettesæt ikke spotteren, for han vil hade dig for det,
irettesæt den vise, så vil han elske dig.

Det er et gennemgående tema i bogen, at de vise lytter til deres fædres ord og tager imod irettesættelsen, som var det guld i pungen og honning på tungen (og hvad man ellers kunne finde på). At indstillingen mangler i kirken er tragisk, måske ikke mindst fordi man flere steder i Det Nye Testamente får indtryk af, at det er dét, kirke faktisk handler om: At opbygge hinanden. Dette kan naturligvis være at synge sange og dele vidnesbyrd, men det handler også i et vist omfang om at konfrontere hinanden, vejlede hinanden, tale profetisk til hinanden. At tale profetisk forbinder vi måske med drømme og visioner om fremtiden, men læser vi profetbøgerne i Det Gamle Testamente, så ser vi hurtigt, hvad det vil sige at tale profetisk. Det omfatter ikke mindst irettesættelse. En del af det at være kirke – at mødes som disciple – er at kunne fortælle hinanden, at “det, du gør, er forkert” og “gør det her, for det er godt og rigtigt”. Sammen med tilbedelsen og de mange andre ting, vi gør sammen, så bygger det os op og forbereder os overfor Djævelens snigløb. Det er ham, kampen står imod, og det er ham vi ikke vil falde i kløerne på.

At frelse hinanden

Som kristne kan vi hurtigt blive enige om, at der kun er én frelser: Jesus. Når det er sagt, så er vi, som vi har set, en del af den plan, idet vi også har et kald til at lære folk at følge frelseren og tage hans evige liv på sig. Jakob forklarer, hvor vigtig den del er.

Jakobsbrevet 5,19-20
v19  Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, v20  skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.

At få nogen, som er ved at forvilde sig bort, tilbage på rette spor, er en frelseshandling. Man frelser dem fra døden. Hvis jeg forstår det her rigtigt, så er jeg bange for, at jeg har set og hørt om alt for mange mennesker, som er døde, fordi vi ikke har været gode til at få dem tilbage på sporet. Vi har et medansvar for folks frelse. Det kan man af og til undre sig over – kan det virkelig passe, at andre menneskers frelse afhænger af, hvad jeg gør? – men det er nu engang det, teksten siger.

Gal 6,1
v1  Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!

Heller ikke denne tekst efterlader os nogen tvivl om, hvad vi bør gøre, hvis vi ser nogen synde. Her snakkes der næppe om de små atypiske forseelser, der sker en sjælden gang, men nok snarere de destruktive vaner, der opbygges, som tyder på en dårlig indstilling. Man må være vis for at gennemskue, hvornår dette er gældende. Men hjælpe skal man.

Så Jakob til menighederne er enig med Paulus til Galaterne. Som kristne disciple er det vores kedelige job at irettesætte hinanden. Som dem, der har fået Ånden i gave, er det vores lod at vejlede dem, der ikke selv vandrer i Ånden. Spørgsmålet er så, hvordan vi gør det i praksis, for al erfaring viser jo, at vi ikke rigtig kan få det til…

Frygten, der får os til at holde mund

Vi kan starte med at spørge: “Hvad er det dog, der holder os tilbage?” Det er naturligvis ikke alle, der har problemer med det. Nogen er lidt for ivrige med at gøre det, men resultatet er jo netop, at de af de fleste opfattes som dem, der godt kan lide at slå andre i hovedet. Dette er måske netop en væsentlig del af min frygt: Jeg ønsker ikke at ligne disse mennesker, og jeg ønsker ikke at blive opfattet på samme måde. Men der er andre ting, jeg frygter. Jeg frygter at miste venskaber. Jeg frygter at skræmme folk væk. Jeg frygter måske også selv at blive kaldt hykler, fordi jeg ved, at hvis jeg finder fejl hos min ven, så vil han instinktivt kigge efter fejl hos mig, og han skal nok finde dem!

Jeg har altså mange grunde til at være undgående og vælge den lette løsning, som det er ikke at blande sig i, hvad folk laver, og hvordan de lever deres liv. Måske jeg endda kan bilde mig ind, at det er det kærligste at gøre, selv om der intet kærligt er i at se nogen synde og at holde sin mund – det svarer til at nikke sympatiserende, mens nogen sidder og skærer i sig selv. På en eller anden måde må vi lære at tale højt, selv om vi har disse bekymringer. Vi må lære, at det trods alt er vigtigere.

Mildhed

Hvis vi kigger på de tekster, jeg allerede har citeret, så ser vi, at der allerede her findes lidt vejledning i, hvordan vi skal irettesætte hinanden. Der er en måde at gøre det på, så folk ikke føler, at man slår dem i hovedet. Ordet, der bliver brugt i Gal 6,1, var mildhed. Man behøver ikke være aggressiv – det er åbenlyst bedre at være forsigtig. Det er en kunst, som mange kvinder – dog ikke alle – behersker bedre end mænd. Man kan være øm, når man irettesætter. Man kan være kærlig i sin irettesættelse, både i kropssprog og stemmeføring og så videre. Som Robert Fisher sagde til mig, da jeg snakkede med ham om emnet: “Mig må du gerne irettesætte, bare be’ mig om at sætte mig ned først.”

I sin bog om kristen rådgivning, “Sin and Grace in Christian Counseling: An Integrative Paradigm”, siger Mark R. McMinn, klinisk psykolog, at det er vigtigt at skabe et psykologisk “nåderum”, hvor personen føler sig tryg. Nåde er ikke noget, som først gøres tilgængeligt, når vi har indrømmet vores synd – nåden er der, før vi går til bekendelse. Hvis ikke den var der, så havde vi ikke turdet indrømme noget som helst. Nåden, mildheden og kærligheden er det, som står parat til at “skjule” synden. Jak 5,20 siger ikke alene, at man frelser sin broders sjæl, men at man “skjuler mange synder”. Jeg kan sige “Det, du gør, er forkert” og tilføje: “Men du kan stole på mig.”

Hvad vi skal huske

Bibelen taler generelt om mange ting, mens erfarne mennesker kan fortælle os en hel del om, hvad Bibelen ikke havde tid til at sige. Noget af det handler om almen sund fornuft.

1) Vi er aldrig garanteret, at det går godt. Der vil være situationer, hvor vi nådigt og kærligt og mildt irettesætter en bror for at få ham tilbage på rette spor – og hvor broderen vælger at bryde venskabet og fortsætte sin kurs. Det kan være, vi gjorde alt rigtigt, men alligevel gik det galt. I de tilfælde skal vi lære ikke at give os selv skylden. Det er prisen, man betaler af og til, men i så fald kan man trøste sig selv med, at man gav sin bror chancen for at vende om. Vi skal naturligvis stadig være ydmyge og åbne for, at vi ser tingene forkert, men samtidig skal vi være villige til at følge samvittigheden og sige det, som vi tror Ånden lægger os på hjerte.

2) Gør det med dem, der allerede kender dig som mild og omsorgsfuld. Jeg kunne aldrig finde på at irettesætte en kristen bror eller søster direkte, som jeg kun kendte meget overfladisk. Det gør sjældent gavn, for ingen vil opfatte dig som nådig, og derfor vil de heller ikke være tilbøjelige til at være åbne for din kritik. Retten til at irettesætte er noget, man skal spare op til.

3) Vær selv indbydende overfor irettesættelser. (Vigtigt.) Den bedste måde at vende udviklingen på er desuden at starte med os selv. Gå til én, du stoler på og ser op til. Giv ham (eller hende) retten til at tale ind i dit liv. I et sådant venskab vil personen typisk også give dig retten til at tale ind i deres. Kirken har brug for den slags venskaber. Det er ikke gennem tilfældig kritik på kryds og på tværs at vi vil vokse (tværtimod), men gennem venskabelig kritik fra mennesker, vi har tillid til.