Det er jul. Året er næsten ovre. Det er tid til at reflektere tilbage igen – noget jeg egentlig gør hvert halve år, eftersom man tager en lignende proces om sommeren – og prøve at se frem. Hvad var 2011? Og hvad kan man mon vente sig af 2012.
2011 var et år i Silkeborg. Det var en mærkelig følelse i august, da det pludselig gik op for mig, at jeg havde været her et helt år nu. Jeg havde boet i denne lejlighed og kørt i denne bil et helt år nu! På den anden side virker det som om man altid har boet her. Selv når jeg besøger min mor i Daugård, hvad jeg forsøger at gøre relativt ofte (som regel når det kan kombineres med arbejde på Vejlefjordskolen), så føler jeg mig ikke helt så hjemme, som jeg gør i min lejlighed i Silkeborg. Her har jeg min hjørnesofa i min stue for mig selv. Det er et sikkert sted, men også et forladt sted. Mit sociale liv, udover det man kan klassificere som arbejde, sker i Århus, og ikke i det helt store omfang. Det har været et lidt for stille år på den måde.
Der har været flere interessante og givende oplevelser, jeg kan se tilbage på nu og glæde mig over rent personligt. Året startede med et stort medarbejdermøde i København, hvor præster fra hele Skandinavien samledes. På vej dertil oplevede jeg at snurre 360 grader på motorvejen, da bilen punkterede på et hestetrailersøm, der lå på den glatte vejbane. Jeg overlevede med skrækken, men var Gud taknemlig for at få lidt mere tid. Der var ting, jeg gerne ville nå. Januar var altså en meget kold måned, men dette gjaldt også på det personlige plan. Serina og jeg havde slået op i oktober året før, men snakkede jævnligt sammen og forsøgte at bevare venskabet – det var en virkelighed, jeg de første 4-5 måneder af året stadig prøvede at indstille mig på. Spørgsmålet er hvor hårdt jeg egentlig prøvede.
I marts besøgte jeg hende, da hun var udvekslingsstuderende i Leeds. Jeg havde ikke forberedt hende på mit besøg, men hun lukkede mig heldigvis indenfor alligevel som en hyggelig lille overraskelse. Vi var venner – rigtig gode venner. Først i juni måned besluttede vi dog endelig, at vi heller ikke skulle være mere end det, og at løbet var kørt. Det var mens jeg var til årsmøde på Himmerlandsgården, og mens jeg lå syg med høj feber. Med sommer i luften og søde mennesker omkring mig var jeg fortrøstningsfuld omkring fremtiden, selv om jeg nu måtte se i øjnene, at Serina og jeg ikke ville blive sammen igen, og at diverse planer, der havde med det at gøre, var blevet mere eller mindre irrelevante.
Sommeren var god i år. Det startede med en børnelejr, hvor jeg stod overfor en lidt anderledes udfordring, idet jeg skulle prøve at holde børnenes opmærksomhed fanget hver morgen i 20-30 minutter og samtidig sige noget, som måske kunne inspirere en lille tro på længere sigt. Jeg forberedte mig formodentlig mere på de børnemøder rent mentalt, end nogen anden i historien har gjort, og jeg lavede heller ikke så meget andet på den lejr, må jeg indrømme. Det var dog sjovt og meget udfordrende at være med til. Lejren var efterfulgt af to ugers ferie. Jeg husker ikke, hvad der blev af den ene uge (jeg sov den nok væk efter børnelejren), men jeg ved, at den anden gik på en rejse til Berlin med mor, Kristian og Jens. Berlin var en interessant by, selv om man nok ikke ville kalde den smuk som f.eks. Paris eller Prag. Det var første gang, jeg havde været der, siden jeg var helt lille (og det husker jeg ikke). Samtidig var det rart at gøre noget med familien. Ugen efter var jeg også i Tyskland (ikke langt derfra), men i kraft af arbejdet. Der var Great Commission Festival, hvor der var møder og workshops. Det gav mig et billede af den europæiske adventisme, som jeg ikke havde set før, og det var egentlig en meget positiv oplevelse.
I august måned var der Uplift, som var en lejr for unge adventister i hele Skandinavien. Serina og jeg havde aftalt, at hun skulle komme på besøg i den anledning, så vi kunne relatere til hinanden på helt venskabelig vis. Dette gjorde mig nervøs. Jeg havde skrevet dagbog siden foråret, som en form for selvterapi, og jeg kunne se, at Serinas navn var overalt i siderne – selv da jeg var i Berlin – og det på trods af, at vi havde aftalt i juli, at det ikke skulle være os. Men da vi begyndte at snakke igen efter en overvejende stille juli måned, hvor vi ikke havde hørt så meget fra hinanden, da vi havde været ude at rejse, så tingene anderledes ud fra Serinas synspunkt. Hun besøgte mig i august, og da vi kom på Uplift, var vi indstillede på bare at være gode venner, så ingen skulle få andre ideer om os. Men når solen var gået ned, så stak vi af sammen, gik ned mod stranden i månens klare skær og erklærede vores dybfølte, ubetingede kærlighed for hinanden. (Sådan husker jeg det i hvert fald…)
Nu var vi sammen. Og det er vi endnu, cirka 4 måneder senere. Men vi bor i hvert vores land, og dette har sin pris. Det er ikke en naturlig måde at komme sammen på. Derfor har jeg også besluttet, at det ikke skal blive ved at være på den måde længe endnu. Serina er i fuld gang med sin psykologuddannelse i Bergen. Jeg har selv haft lyst til at studere videre på et almindeligt universitet, og derfor forsøger jeg at gribe anledningen i 2012, hvis det kan lade sig gøre. Dette vil kræve nogle nye aftaler med Adventistkirken, som jeg skylder en pose penge, men jeg håber på stor forståelse fra deres side. Planen er at begynde på retorik-studiet i Bergen og så ellers se, hvordan det går.
Resten af efteråret har også været spændende med flere arrangementer. En familietur til Finneruplejren. En teologisk weekend om Ellen G. White. En klasseweekend i Horsens. En god, men regnfuld tur til Norge og et længere besøg af Serina i hendes læseferie. Der har dog også været trælse ting, måske især her på det sidste, men dem behøver man vel ikke minde sig selv eller andre om – selv om det da også har lært mig nogle ting, jeg kan tage med ind i 2012.
Et par lektioner, jeg tager med mig fra år 2011:
”Aldrig sig aldrig, men pas alligevel på dig selv.”
”Stræb jævnligt efter at gøre noget, du aldrig har prøvet før.”
”Hav dit på det rene, så kan du hvile, selv i konflikters hede.”
”Aldrig efterlad en laptop i en bil. Tag den altid med dig.”
