(Dette er et svar på en udfordring, jeg fik på et debatforum:

Lad os hører hvad du tror af overnaturlige eller usædvanlige ting og hvorfor. Tror du på spøgelser? Gud? Clairvoyance, New World Order?… Tal om det her.)

Lad mig starte med at give mit syn på virkeligheden. Det kan ses som min forklaring på hvorfor jeg ikke vil kalde mig skeptiker (som fyren, der stillede spørgsmålet), selv hvis jeg stadig synes, det er fint at være kritisk overfor ting.

Det er mit indtryk, at alle mennesker antager eksistensen af immaterielle ting. Vi tror alle sammen på ting, der ikke kan ses. For eksempel så tror vi alle sammen på idealer som ”kærlighed” og ”retfærdighed”. Disse begreber kan ikke reduceres til beskrivelser af adfærd eller instinktive behov, uden at man ville forbryde sig mod deres egentlige betydning, og det ville på et rationelt plan være sværere at forsvare deres status som idealer.

Derudover tror vi alle på logikkens regler – selv hvis postmoderne mennesker har en tendens til at tilsidesætte den. Vi tror f.eks. alle på reglen om, at to modsigende påstande ikke begge to kan være sande, det må enten være den ene eller den anden. Hvis en mand er død, så er han ikke i live, og hvis han ikke er i live, så er han død. Logik er ikke begrænset til vores sprog, men er en stribe love, der gælder i virkeligheden, og vi ved ikke hvorfor de gælder, eller hvordan vi evt. skulle bevise dem – vi antager dem bare. (Det er unødvendigt at nævne, at videnskab ikke kan bevise logik, da videnskab i sig selv bygger på logiske præmisser.)

Vi appellerer også alle sammen til en objektiv standard for ”godt” og ”ondt”. Givet, selv om handlinger kan være ”onde” i én sammenhæng, så kan de godt være ”gode” i en anden sammenhæng, eller i hvert fald retfærdiggøres. Men det er også klart, at der ikke findes en sammenhæng, hvor f.eks. holocaust ville kunne retfærdiggøres. Uden moralske absolutter udenfor os selv forfalder vi til total relativisme, og det vil de færreste tro på. Holocaust var objektivt forkert, fordi der findes en universel målestok for etik, som Hitler forbrød sig imod. Denne standard, som vi alle tror på eksisterer, driver instinktivt både kristne og ateister til at fordømme Hitlers handlinger. Det er også derfor at Hitlers egne sympatisører helt benægter, at holocaust fandt sted, for selv de ved, at det ville være moralsk forkasteligt, hvis det gjorde.

Altså er vi alle sammen bevidste om, at visse grundlæggende abstrakte principper, love og idealer gennemsyrer universet. Disse ting kan ikke ses, for de er ikke af materiel, fysisk natur – de er abstrakte, metafysiske principper – men ikke desto mindre bliver der sjældent stillet spørgsmålstegn ved deres eksistens. De hører til blandt vores grundantagelser.

Bemærk: Mit argument her er ikke, at Gud er en sådan grundantagelse. (Det kunne jeg sikkert godt argumentere for, og jeg ved, at mange filosoffer har gjort det i tidens løb.) Mit ærinde er blot at beskrive, hvorfor jeg ikke selv finder det så mystisk at acceptere noget, der ikke kan ses. Det gør jeg med glæde, for det gør alle mennesker, selv om nogle er meget tøvende med at indrømme det.

Ingen af os begrænser os i praksis til at påstå, at virkeligheden er begrænset til det, der direkte opfanges af vores sanser. Der er flere principper bag den synlige virkelighed. Som kristen tror jeg, at det mest grundlæggende princip i universet er Gud.

Det tager lang tid at komme dertil for mange mennesker, og vejen dertil fremgår måske ikke direkte af det, jeg har skrevet indtil nu – men der er tydeligvis ”mere mellem himmel og jord”. Så derfor er jeg ikke skeptiker, da man som menneske bare er tvunget ud i at antage en række ting, der ikke kan ses, og som ikke til fulde kan redegøres for. (Og jeg tror ikke på, at skeptikerne undgår dette.)

Når det er sagt, så kan der listes tre overordnede grunde til, at jeg er kristen. Det er ikke tre argumenter som sådan, men snarere tre kategorier af argumenter. Jeg tager den svageste grund først.

1) Jeg er opvokset i en kristen familie. Min far var selv født ind i en kristen familie. Han arbejdede nogle år som frikirkepræst, mens jeg var barn. Senere blev han religionslærer og rektor på en privat, kristen efterskole med gymnasium, og han døde så i 2001, da jeg var 14 år gammel. Min mor blev kristen som teenager og har været det lige siden. Jeg har to brødre, og vi er alle tre vokset op med kristne værdier og har således arvet en kristen livsstil og et overvejende kristent livssyn.

Det kan selvfølgelig ikke benægtes, at dette har haft stor betydning for min tro. Dog er det for simpelt at antage, at jeg automatisk ville blive kristen med sådan en baggrund. (Efter samme logik havde man heller ikke kunnet blive andet end skeptiker, såfremt man er vokset op i en skeptikerfamilie.) Det skal derfor også nævnes, at selv om jeg selv studerer til præst nu, så er begge mine storebrødres forhold til kirken af en meget anderledes karakter. Min ældste bror er vist ateist eller agnostiker (ikke helt sikker, for at være ærlig), mens min anden bror nok mest nøjagtigt kan beskrives som afslappet kristen (nogle ville måske sige liberal), der i årenes løb har været rigtig meget i tvivl.

Mange ateister snakker om indoktrinering og psykologiske årsager til at være kristen. Nietzsche sagde vist, at det var en ”krykke for de svage”, der trængte noget at se frem til efter døden. Lignende argumenter kan man også udsætte ateister for. Man kan indoktrinere sine børn med et materialistisk, naturalistisk, metafysikbenægtende verdenssyn. Der kan være psykologiske årsager til, at man ikke vil relatere til en metafysisk faderfigur (hvis ens egen far var voldelig, eksempelvis). Men i sidste ende er disse forklaringer – interessante som de sikkert er for vores personlige udvikling af overbevisninger – bare ikke tilstrækkelige.

Jeg er kristen, ikke bare fordi kristendommen har været lettilgængelig for mig, men fordi jeg i tillæg til denne eksponering fra barndommen af har aktivt tilvalgt det som en personlig filosofi og måde at anskue verden på. Det havde jeg formodentlig ikke, hvis jeg ikke var vokset op i et kristent hjem – derfor ser jeg det også som mit ansvar at dele min tro med interesserede, så de må have den samme chance, som jeg har fået. Dog er jeg også meget bevidst om, at ikke alle ønsker at konfronteres med dette tilbud nu til dags, og det prøver jeg så også at respektere.

2) Der er mange ting i verden, der sandsynliggør kristendommen. Men der er ikke én ting, der kan sandsynliggøre det hele. Ligesom alle andre verdensbilleder, så kræver det en lang række argumenter. Det er således ikke nok at sige, at Jesus er opstået fra de døde – det samme gjorde en mand ved navn Lazarus, hvis man skal tage evangelieberetningernes ord for pålydende – men det er til gengæld et godt skridt på vejen mod en accept af kristendommen, hvis man tror, at han gjorde. Hvis han ikke opstod, så kunne kristendommen regnes for falsk. Hvis han opstod, så har vi i hvert fald at gøre med noget overnaturligt, og så kan vi arbejde os frem ud fra dét og undersøge de næste argumenter, der angår fortolkningen af hændelsen. Vi kunne for eksempel spørge: Hvad mente han selv, at hans opstandelse betød? Og det ville i hvert fald være relevant i vores overvejelser, skulle jeg mene.

Det var især af denne vej, jeg personligt kom til at finde kristendommen sandsynlig i min opvækst. Min far viste os sønner, hvordan forfølgelsen af de første kristne afveg fra andre forfølgelser, hvordan påstandene skilte sig ud, hvordan motiverne måtte have været anderledes. Han gik også ind i at vise os, hvad historien i øvrigt sagde om Kristus og om hans opstandelse og om hans tilhængere og om bevægelsen. Disse ting sad vi og snakkede om mange fredag aftner, mens vi spiste slik og drak varm kakao.

Det er værd at nævne, at Bibelen, særligt Det Nye Testamente, er det mest velunderbyggede historiske værk, historien har set, i hvert fald på ét punkt. Sammenlign for eksempel med ”Den jødiske krig” af Josefus. Vi har 9 kopier fra omkring det 10.-12. århundrede, ingen fra en tidligere dato. Disse dokumenter beskriver hændelser i det første århundrede. Når det kommer til Det Nye Testamente, så har vi flere tusinder kopier fra det første århundrede. Disse manuskripter blevet skrevet i samme århundrede, som hændelserne angiveligt skulle have fundet sted, muligvis allerede 40 år efter.

Grunden til at folk ikke tror på evangelierne er derfor aldrig, at man har for få vidner eller manuskripter, eller at de er skrevet for lang tid efter hændelserne eller noget i den stil. Når alle andre bredt accepterede historiske dokumenter tages i betragtning, så falder den slags argumenter til jorden imod evangelierne. Den virkelige grund til at mange ikke accepterer Det Nye Testamente er først og fremmest, at Det Nye Testamente kommer med nogle metafysiske påstande. Som historisk kilde fejler værket ikke noget.

Selv om det historiske aspekt var det primære grundlag for min egen tro, så er der naturligvis mange andre ting i verden, der sandsynliggør eksistensen af en Gud (og endnu flere, der sandsynliggør eksistensen af den kristne Gud). Der er selvfølgelig en række videnskabelige argumenter, og det er ofte dem, man beskæftiger sig med i apologetik. Her kan det naturligvis ikke begrænses til argumenterne for skabelsesberetningen imod darwinistisk evolution, som kun optager en brøkdel af diskussionen, og som det absolut heller ikke er alle kristne, der står inde for.

Der er flere kosmologiske argumenter, hvoraf en del har at gøre med universets mystiske begyndelse. Tidligere klarede ateister sig ved at sige, at universet altid havde eksisteret, og at vi derfor ikke behøvede nogen Gud til at forklare verdens ophav, men i nyere tid har astrofysikere påvist, at universet sandelig har en begyndelse. Andre argumenter går på fin-tuningen af universet, de 100 små konstanter, der blev nødt til at være præcis som de er, for at planeter (og liv) kunne eksistere. Andre snakker om, at visse ting ikke kan forklares gennem chancer og tilfældighed, da det rent matematisk er umuligt i forhold til hvor meget tid vi har at gøre med. (14 milliarder år er ikke nok.)

Derudover kan mange argumenter spores i forbindelse med moral og etik, som jeg har været lidt inde på. Man støder på en meget god præsentation af emnet i C. S. Lewis’ ”Det er Kristendom”, som jeg kraftigt kan anbefale. Andre stærke argumenter har at gøre med mennesket: Fri vilje, bevidsthed, kognitive evner, selvforståelse (antagelsen at ”jeg’et” findes), kreativitet, etc., sandsynliggør alt sammen, at der ikke bare findes en metafysisk virkelighed, men at der desuden findes en Gud.

Der er altså mange rationelle veje til troens begyndelse, og vejene fortsætter også efter man gør den første antagelse, at der sandsynligvis findes en eller anden form for gud.

3) Derudover er jeg (stadig) kristen på grund af min personlige erfaring med det at være kristen. Den erfaring kan naturligvis ikke stå alene. Uden det rationelle grundlag synes jeg, den er ubrugelig. I mit kristne liv finder jeg dog kristendommen bekræftet igen og igen rent erfaringsmæssigt. Dermed ikke sagt, at jeg har alle svarene, og at der ikke er ting, jeg ikke forstår – uanset hvad man tror på, så går det ud i arrogance, hvis man ikke vil indrømme, at man aldrig har tvivl – men min erfaring viser, at kristendommen (over all) er den mest sandsynlige forklaring på virkeligheden. Kristendommens svar på livets spørgsmål hænger sammen med hinanden og dækker de fleste områder.

Forstå mig ret, det gør ikke nødvendigvis kristendommen sand i sig selv, at ting giver mening indenfor dens egne rammer og på dens egne præmisser – det samme gør marxisme sikkert – men samtidig må den siges i hvert fald at leve op til et minimalkrav, man kan stille til ethvert verdenssyn: At det hænger sammen.

Hvis kristendommen ikke hang sammen rent filosofisk, så var det et kraftigt argument imod dens troværdighed. Men nu har jeg levet i den og med den et par år, og desto klogere jeg bliver på kristendommens grundlag, bibelen, desto bedre synes jeg egentlig, at tingene hænger sammen. Dette gælder naturligvis på et abstrakt plan, men sådan set også på det praktiske, hverdagsagtige plan:

Det giver mening at vende den anden kind til og at gå den ekstra mil. Det giver mening ikke at have sex udenfor ægteskabet. Det giver også mening ikke at flytte sammen, før man bliver gift eller har en tilsvarende form for tilknytning (et andet, mindre kendt, kristen princip). Det giver mening at holde en dag hellig at hvile sig på. Det giver mening at bede til Gud. Det giver mening at have noget at se frem til efter døden, men samtidig også hvordan det motiverer én til at gøre en forskel allerede nu. Der er af og til noget i kristendommen, jeg støder på, som ikke giver mening – jeg undersøger det i bibelen og (ofte) kommer frem til, at det ikke er den ægte kristendom, og at det ikke var apostlenes og profeternes intention, at det skulle være en del af religionen i det hele taget.

Man kan ikke snakke om erfaring med kristendommen uden at nævne nåden. Nåden er det element i kristendommen, der nok for alvor adskiller den fra alt andet, folk har troet på, så vidt jeg er bekendt med. Alle andre religioner handler om at jeg skal gøre en masse for at nå det mål, der er sat for mig. Men kristendommen handler om, at Gud har gjort noget stort for mig, og jeg behøver kun tage imod det. Denne erfaring er bedst forklaret i sangen ”Amazing Grace”.

Amazing Grace, how sweet the sound,
That saved a wretch like me.
I once was lost but now am found,
Was blind, but now I see.

T’was Grace that taught my heart to fear.
And Grace, my fears relieved.
How precious did that Grace appear
The hour I first believed.

Jeg tror, at alle mennesker vil opleve, at kristendom holder, hvis bare de giver det en ærlig og helhjertet chance (ikke en halvhjertet). Det kan virkelig forbedre ens liv at skifte til det verdenssyn. Der er således et pragmatisk grundlag for kristendommen i tillæg til det rationelle grundlag.

Så for at opsummere alt, hvad jeg har sagt:
Jeg er ikke skeptiker, for som menneske bliver jeg nødt til at acceptere, der er mere til end den fysiske virkelighed, som sanserne opfanger. Jeg er kristen af tre grunde. Den første er, at jeg er opvokset i et kristent hjem og derfor har haft let adgang til den kristne kultur og tankegang. Den anden og primære grund er dog, at jeg har fået et rationelt grundlag for kristendommen, først og fremmest det historiske, selv om jeg også har fået mange andre gode grunde siden. Den tredje grund er, at jeg har erfaret, kristendommen fungerer i praksis.