Jeg har en mild fascination for psykiske lidelser, ikke mindst de patologiske. Når nogen er ond, så plejer vi gerne at bruge ordene “sociopat” eller “psykopat”. Disse termer bliver vist ikke brugt nær så meget på de psykiatriske afdelinger. Hvad er en psykopat egentlig? Folk uden medfølelse? Nej, for autister har ingen empatiske evner, og dog ville det også være forkert at karakterisere dem som onde – hvad man ofte siger om psykopater. Som regel bruges det vel om folk med sadistiske tendenser.
For nogle dage siden så jeg en dokumentar om “verdens ondeste masterminds” (dokumentaren findes i bidder på youtube, første del kan ses her). Programmet skildrede de mest intelligente og mest ondskabsfulde mordere i historien. Den første, der blev nævnt, var Ed Kemper, som samlede unge piger op i sin bil, skød dem, skar dem i stykker, spiste og havde sex med kropsdelene. Det samme gjorde han til sidst med sin egen mor, hvis hoved han desuden brugte som dartskive.
Ligesom med Hannibal Lecter (en fiktiv, kannibalistisk seriemorder opdigtet af Richard Harris), så er Ed Kemper ikke et vildt monster på overfladen. Han er velformuleret, civiliseret, fattet, eftertænksom, og hvis ikke man vidste, hvad han havde gjort, så havde man aldrig troet det om ham. Hvad der måske er mere usædvanligt er det faktum, at han selv tilkaldte politiet og tilstod mordene. Hvad fik ham dog til det? Når man kan gøre den slags forbrydelser, så kan der ikke være meget samvittighed tilbage – men hvorfor skulle man ellers gøre det?
I et fængselsinterview forklarer han desuden, at han ofte havde ønsket at stoppe med sine morderiske foretagender, at han tilmed lod nogle af sine ofre slippe væk trods nøje planlægning om at slå dem ihjel (og han er sikker på, han var sluppet af sted med det). I et andet interview siger han: “My gun was under the seat. What the hell am I doing telling you that? Am I looking to be tormented further? I’m trying to show you how awful this got – how commanding these rages got.” Han ser sig selv som et offer for nogle sygelige lyster, der udviklede sig til en form for afhængighed.
Til sidst i klippet siger han: “If there’s somebody out there who’s watching this and hasn’t done that, hasn’t killed people, but wants to, and rages inside and struggles with the feeling or is so sure they have it under control – they need to talk to somebody about it. Trust somebody enough to sit down and talk about something that isn’t a crime. Thinking that way isn’t a crime. Doing it isn’t just a crime, it’s a horrible thing. It doesn’t know when to quit, and it can’t be stopped easily once it starts.”
Når man hører detaljerne om, hvad Ed Kemper har gjort, er det svært ikke at væmmes over ham som person. Hans mors omsorgssvigt vejer til gengæld til hans fordel, og hvis han ellers taler sandt angående sine forsøg på at stoppe, så gør det ham også lidt mere menneskelig. Hvor ofte tænker vi egentlig på folk med patologiske fejl som folk, der har brug for hjælp? som ofre for en syge tankemønstre? Og kan noget gøres for at give en kronisk morder en normal tilværelse? Findes der mon virkelig psykopater, som virkelig ønsker at være gode mennesker? (En lignende diskussion kunne man måske have om pædofile og andre forstyrrede folk.)
