Som entusiastisk hundeejer har jeg flere gange tænkt på at blogge min mening om den store muskelhundedebat, som har domineret i medierne. En historie om en hund, der sprang ind og skambed naboen, fik folk op af stolene. Man kan da heller ikke gøre andet end at tage sig til hovedet, når det falder én ind, at hunden får lov at leve videre efter sådan et nummer. Siden er debatten så eskaleret, også i folketinget, hvor der snakkes om, hvordan man evt. helt kan forbyde bidske hunde. Den sag er man imidlertid dømt til at tabe.

De mest naive udtalelser er kommet ud i sagen lige fra den første person sagde: “Det skal være forbudt at eje en muskelhund.” Det store spørgsmål er: Hvad i alverden er en muskelhund egentlig? Ordet er diffust. Først snakkede man om, at termet indbefatter nogle bestemte hunderacer. Det rejser dog bare et nyt problem: Hvad er en hunderace? Hvordan afgør man, om en hund er af en bestemt race?

For en dyrlæge er det som regel et skøn, hvad slags hund man har med at gøre. Min første hund var en “golden retriever” ifølge dyrlægen. Ganske vist lignede den en golden retriever, men den var egentlig en blanding af to gadekryds. Den havde lidt spaniel i sig og en lille smule labrador, men den nøjagtige sammensætning kendte ingen vist helt. Havde man dog ulovliggjort “golden retriever”, så var vi blevet kriminelle, og vores kære Teddy havde skullet aflives.

Der er ikke nogen selvfølgelig måde at afgøre en hunds race på. Man kan ikke tage blodprøve og kigge på DNA’et, for alle hunde har stort set det samme DNA. Kromosmerne siger ikke: “Det her er en labrador!”

Man har før forbudt bestemte hunderacer. Da de såkaldte “pit bulls” blev gjort ulovlige, blev racen “amstaff” pludselig meget populær. Det var løsningen for hundeejerne: At putte noget andet blod i blandingen og så give den et nyt navn. “Vi parrer den bare med en anden slags hund og beholder hvalpen.” Den nye race lignede til forveksling den ulovlige (muligvis lidt mere aggressiv end sine forfædre). Politiet kunne ikke beslaglægge dem, for hvordan kunne de argumentere mod hundeejerne, der påstod, det var en ny race – en lovlig race?

Nogen har derfor snakket om at lade definitionerne være op til dyrlægerne selv. Det er næsten for dumt til at kommentere på – så skulle dyrlægernes skøn af hvilken slags hund det var være afgørende for hundenes liv? I givet fald ville hundeejerne naturligvis opsøge de dyrlæger, der havde ry for at være mest tolerante på området, og uden en klar definition ville man aldrig kunne påstå, de ikke gjorde deres job ordentligt. I øvrigt ville det være dybt unfair, om dyrlæger fik den slags beføjelser. Ofte har kennelejere mere viden om en specifik race end dyrlægen har.

Visse politikere har trukket på skuldrene, som om det var det mindste problem i hele verden. “Så udarbejder vi bare en klar definition, hvor muskler bliver målt …” Men en sådan definition kommer så slet ikke til at have nogen relation til de hunde, man egentlig er ude efter: De aggresive psykopathunde, der skambider børn og andre uskyldige mennesker. At måle musklerne ville måske fjerne de værste af slagsen, men de ville også fjerne en masse lydige, velopdrættede vagthunde, der ikke har de samme problemer med aggression, men som er nyttige i alle mulige hensigter.

Der mangler meget viden om disse ting blandt de folk, der skal lovgive på området. Noget skal der naturligvis gøres, for vi har virkelig nogle idiotiske hunde i vores samfunde, som vi skal have taget livet af. Jeg kender selv nogen, der måtte aflive deres amstaff terrier, efter den var løbet hjemmefra og havde dræbt naboens kaniner. De havde valget mellem at aflive den eller at forlade byen. Heldigvis valgte de det første og fik sig derefter en ny hund, en sød og dejlig Cavalier King Charles Spaniel, som deres børn tilmed kunne gå tur med. Det var en sådan familiehund, de skulle have haft fra start af. Det er desværre ikke alle muskelhundeejerne, der når til samme erkendelse, som de gjorde.

Folk, der køber og tilmed forsvarer “muskelhunde”, er nogle fjolser. Viser hunden det mindste tegn på aggression og ustabilitet, så skal den aflives, og det kan ikke gå hurtigt nok! Alle mennesker, der køber hund, bør (gerne fra lovens side) gøres ansvarlige overfor den – ansvarlige for at den præges fra tidlig alder, at den tilvænnes andre hunde og andre mennesker, og at den får grundlæggende lydighedstræning med certifikat og det hele. Der er alt for mange hundeejere, der ikke tager deres rolle alvorligt. Det har jeg selv set alt for mange gange, både når det kom til hunde, der blev bidske, og til søde hunde, der ikke blev ordentligt stimulerede.

Selv om det er umuligt at give en god juridisk definition på, hvad en “muskelhund” er, så er der rimelig bred enighed om, hvad det er for en slags hunde, der udgør størst trussel. Som samfund bør vi ikke holde skjul på, at købet af en sådan en hund er udtryk for moralsk fordærv. Det skal virkelig gøres til tabu bare at eje den slags hunde. Lad os helt stoppe med at referere til det som en “muskelhund”; fra nu af hedder det “taberagtig møgkøter”. Hvis du tilfældigvis ejer sådan én, så skulle du skamme dig! (Nu er pointen forhåbentligvis sevet ind.)