Efter min prædiken i dag fik jeg nogle interessante kommentarer. Folk var søde og virkede meget taknemlige. En barndomsven var tilfældigvis på besøg, og hans kompliment til min prædiken var lidt mere interessant: “Jeg hørte det hele!” Nogle vil måske mene, det siger mere om lytteren end snakkeren, om han hører efter – jeg har sågar været ude for, at en prædikant udlagde Lignelsen om Sædemanden (The Parable of the Sower) til at betyde, at vi præster bare skal så frøene, og at det ikke er vores hovedpine, om de så bliver til noget eller ej. Man skal dog ikke forvente, at folk på kirkebænkene lytter til os prædikanter af ren og skær pligtfølelse i dag. Det gjorde man måske i gamle dage. Og måske man også bare var mere vant til at lytte i det hele taget, hvor vi i dag bliver stimuleret mere gennem synet, særligt unge, fordi de ser MTV og YouTube og er vant til at blive fodret en masse visuelle indtryk. I mine prædiketimer på Newbold har jeg i hvert fald lært, at man i dag har højst 3 minutter til at fange lytternes opmærksomhed. Taber man dem inden de tre minutter er gået, så er de svære at vinde tilbage. Så jo, når en næsten jævnaldrende fyr fortæller mig, at han hørte hele min prædiken, så er det lidt af en kompliment.
