Der er stor forskel på, hvordan en almindelig gennemsnitsdansker og en kristen dansker definerer åndelighed. Sædvanligvis vil en person nok tænke på det som noget med at slappe af og reflektere og være sund i sindet, måske noget med at meditere eller praktisere bestemte øvelser. En dansklærer vil måske tænke på digtning og poesi som særlig åndeligt. I kristendommen er Jesus centrum for vores måde at se verden på, og åndelighed har et mere personligt præg. Den, der dyrker sit forhold til Jesus og Gud, kan i det perspektiv defineres som åndelig, for Gud selv er ånd.

Dette er en kolossal stor forskel mellem kristne og almindelige postmodernes mennesker måde at definere åndelighed på. Ifølge kristendommen, så giver åndelighed faktisk ikke mening, hvis man piller Jesus ud af den, for så dyrker man ikke længere en relation, men en eller anden perfid størrelse – man definerer den måske som universet, på narcissistisk vis som selvet, eller måske blot som en kontakt til en “anden dimension”. Nogle kristne vil måske sidestille det med djævledyrkelse, mens andre, lidt mere forsigtigt, blot vil konstatere, at man dyrker intetheden.

Nogle kristne vil måske alligevel sige, at folk uden kendskab til Jesus alligevel rækker ud til ham, selv om de ikke kender ham ved navn – og i det lys skal vi måske tolke den sultne stakkel i den tredje verden, der med fluer over hele ansigtet, vender sit blik op mod den brændende sol og siger “Hjælp mig”, uden at han helt præcist ved, hvem han egentlig snakker til. Åndelighed er måske bedst beskrevet som en længsel efter “noget mere”. Den eneste, der kan imødekomme en sådan længsel, er vor skaber, men ham er vi ikke altid parate til at acceptere. Dels fordi vi har en oprørsk ånd, men også fordi vi har misforstået Gud.

Vi er blevet præsenteret for billeder af Gud, der virker til at være alt andet end åndelige. Vi har hørt om en Gud, der blot vil tryne én i al evighed, hvis ikke man gør ting, der virker lidt overfladiske og meningsløse. Vi har fået indtryk af en Gud, der gemmer sig et eller andet sted bag alteret, mens det kedelige orgel spiller, og vi prøver at holde os vågne. Men hvad skal vi også med ham Gud, for i dag præsenteres vi for mange andre fede tilbud – ting, der måske, måske ikke, kan tilfredsstille det åndelige behov.

I en artikel på Kristeligt Dagblad læste jeg, at flere og flere skoleelever viser interesse for buddhismen. Ifølge Den Vietnamesiske Buddhistiske Kulturforening i Århus “kan de unge godt lide, at der ikke er en gud i buddhismen.” Til forskel fra de andre store verdensreligioner, der hævder at tilbede og følge Abrahams Gud, så er buddhisterne ikke interesserede i at slukke behovet ved at få det imødekommet af en guddommelig størrelse, men ved at dræbe det. De peger ud i intetheden (Nirvana) og siger: “Dér! Dér finder du løsningen.”

Det er tragisk nok i sig selv, at flere og flere postmoderne mennesker i deres søgen køber denne løsning og lader sig bedrage af denne gudløse åndelighed, men det værste er måske, at selv visse kristne lader sig narre. De trækker det ind i kirkerne, deler det med vennerne, lærer dem at meditere. De forsøger på samme måde at være åndelige uden Ånden, for hvor er det dog befriende (bilder man sig ind), når man i al åndelighed slipper for at have med andre at gøre end sig selv.