Jeg er træt af, at mennesker er tolerante. Ved de ikke, hvad det er, de siger, når de siger, at de tolererer visse ting og visse mennesker. Tag for eksempel denne udtalelse: “De gamle mennesker i menigheden tolererer de unge, og de unge mennesker tolererer de gamle.” Det betyder, at de finder sig i dem. Men i dette ordvalg afsløres også den underliggende tone, at der er gode grunde til ikke at tolerere dem, men “nu gør vi det alligevel, så vi kan blive set på som større mennesker”. Det er noget ekstra at være tolerant, og det er noget, der gøres på trods.

Det kan måske sammenlignes med at sige, at “Gud elsker alle menneskebørn, selv de sorte.” Er det en racistisk udtalelse? Nej, vil nogen sige, for det siges jo, at Gud elsker alle menneskebørn uanset deres hudfarve. Men med betoningen af “de sorte” ses det stadig, at der er en (muligvis latent) forskelsbehandling. Det er et udtryk for at mennesker har forskellig værdi baseret på deres hudfarve, altså racisme. Latent racisme kan komme til udtryk på mange måder. “Han er sort, men jeg er ven med ham alligevel.” “Jeg lyttede til ham, selv om han er sort.” “Jeg er ikke racist, nej, jeg er fuldstændig tolerant overfor sorte mennesker.”

Så lad os dog for alvor holde inde med vores halvhjertede tolerance og i stedet sige det, som vi virkeling mener, uanset om vi så er for eller imod. Lad os enten favne mennesker vidt og bredt på en autentisk måde uden forbehold eller lad os være ærlige og sætte en finger på, hvad vores problem egentlig er. Hvem ved, måske vi bare skal ændre måden vi taler på til noget mere positivt, og så vil vores indstilling måske også (gennem diverse psykologiske processer) begynde at følge med?