For en gangs skyld fik jeg læst én af de bøger, som jeg begyndte på, færdig. Den var ikke så lang. Charles Strohmer var “professionel” astrolog i en årrække. Han satte sig ned med folks navn, deres fødetidspunkt og fødested, og så regnede han efter sigende alt muligt ud om folks liv, om deres kærlighed, om deres arbejde, om deres personlighed og om deres helbred.

Astrologiens popularitet

“Skriften på himlen”, som hans bog om astrologi hedder, er 20 år gammel, så verden ser lidt anderledes ud i dag, men astrologien er stadigvæk at finde i hvert ugeblad, og jeg har så sent som i går set bannerreklamer for astrologi på Internettet. Der er ifølge Strohmer en række gode grunde til, at astrologi er populært.

Han forklarer, at det er fordi det bliver et slags ”spil” at regne ud, hvordan de forskellige ting i astrologien spiller ind på hinanden, og hvad de så betyder. Astrologi er således en form for Sudoku for dem, som lægger horoskoper. Han forklarer, at astrologiens univers også appellerer til folk på samme måde som Star Wars og Ringenes Herre – at der er en stor spændende terminologi og en større sammenhæng, som er sjov at udforske. Han forklarer, at det dejlige ved astrologi er også, at selv om den giver svar på mange store spørgsmål, der optager os, så stiller den ingen moralske krav overhovedet. Men den største grund til, at astrologi er populært er overraskende nok oplevelsen af, at “det virker”.

Det virker!

”Astrologiens popularitet skyldes også, at den virker. En astrologs beregninger kan være forbavsende præcise og afsløre personlige fakta om klienten eller begivenheder fra vedkommendes fortid. Sådanne selv-oplysninger gør naturligvis indtryk og er med til at forstærke menneskers interesse for systemet. Alle vil gerne vide mere om dem selv, og hvordan de fungerer. Men folk er ikke dumme. Metoder, der gang på gang viser sig at være ude af stand til at frembringe korrekt information, går som regel af brug. Misinformation skaber ikke tillid. Astrologien trives, blandt andet fordi den giver korrekte oplysninger om ens person.” (side 14)

”Den astrologiske selv-oplysning afslører detaljerne, det særprægede i ens personlige liv. I et menneskes horoskop kan astrologen læse, at han brækkede armen i femte klasse, eller at hun vandt i lotteriet for fire år siden, eller at hendes temperament kostede hende to år i fængsel for vold. Læg mærke til, hvor detaljeret (ikke generel) informationen er: brækket arm – femte klasse; lotteri – fire år; temperament – fængsel – to år. Den slags bemærkelsesværdigt præcise selv-oplysninger får mennesker til at tro på astrologien og opsøge den for at få mere at vide om sig selv.” (side 15)

Dette i sig selv er dog ikke en fantastisk grund til at acceptere astrologien, og det giver Charles Strohmer en række gode grunde til.

Astrologi er ikke astronomi

Astrologiens mest grundlæggende påstand er, at himmellegemerne (stjerner og planeter og måner) har indflydelse på alt i vores liv. En sådan påvirkning kan dog ikke påvises på nogen måde. Alligevel giver det folk et falsk indtryk af, at astrologien opererer med videnskabelige størrelser, og at kræfterne, de taler om, lige så godt kunne være tyngdekraft eller uv-stråling. Men ideerne, der skærer gennem astrologisk litteratur, viser sig i virkeligheden at være et sammenkog af astronomi (som den låner termer fra) og så romersk/græsk myter fra oldtiden (som den låner filosofi fra).

”For astronomien er Merkur, Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto navne på planeter, men for astrologen repræsenterer denne liste en gigantisk samling af myter og legender. Astrologerne tager visse elementer fra astronomien og smelter dem sammen med gammel græsk og romersk mytologi.” (side 19-20)

Hele astrologiens videnskabelige sprogbrug er altså bedragerisk og løgnagtig. Selv hvis en form for sandhed kunne findes i astrologien — sandheden om hvordan man brækkede armen i 5. klasse eller om den kollega, der forfølger én på arbejdet — så er astrologien vildledende, ja, fuld af løgn. Den lyver jo om det mest essentielle: Hvor den får sin viden fra. Dette skulle i sig selv være nok til at få enhver astrolog til at stille spørgsmålstegn ved hele systemets troværdighed.

Astrologiens paradokser

De fleste astrologer vil dog nok vælge at lukke øjnene for dette, fordi de selv har erfaring med, at “det virker”. De ved bedre end kritikerne, føler de, fordi de selv har siddet med horoskopet og set, hvordan det hele passede, og hvordan det gav dem en masse indsigt. Det er dog en rimelig lang liste, de ignorerer på det grundlag.

1. Nord for den arktiske breddegrad er der i flere perioder ingen planeter til syne på himlen. Det betyder, at folk, der bor dér (russere, canadere, grønlændere, finner, osv.), ikke har noget horoskop. Som Strohmer siger det: “Astrologisk set er de aldrig blevet født!”
2. I 1543 foreslog Kopernikus, at solen, ikke jorden, var centrum i det nærmeste univers. Før det blev alle horoskoper lagt efter et forskruet billede på, hvordan solen, jorden og planeterne roterede i forhold til hinanden.
3. Uranus, Neptun og Pluto kunne ikke ses af tidlige astrologer (og derfor vidste ingen, at de fandtes), men efterhånden som man opdagede disse planeter, blev de naturligvis implementeret i beregningerne som indflydelsesrige.
4. Enæggede tvillinger. To børn født omtrent samme tidspunkter under samme (stjerne)himmel. Den ene dør måske ved fødslen, hvor den anden bliver 80 år. Skulle astrologien være sand, så skulle disse to børn have stort set identiske liv. I visse tilfælde er det dog kun den ene tvilling, der overlever – et sådan eksempel undergraver hele filosofien.
5. En planets påvirkning afhænger af dens størrelse og hvor tæt på den er, men astrologerne har alle overset én planet i deres beregninger: Den vi står på. Hvis vi regnede på jorden, så ville den naturligvis være den primære påvirkning i alle menneskers liv, hvilket er ret upraktisk for astrologen, når man tænker på hvor mange forskellige liv folk har.
6. Planeterne siges at herske over stjernebillederne. Det skulle betyde at de bittesmå betydningsløse planeter i vores solsystem skulle herske over kolossale stjerner, som dels befinder sig mange lysår fra planeterne, dels fra hinanden.
7. Et jordskælv eller et terror angreb kan afslutte livet for en masse mennesker på én gang. Astrologisk set, så burde alle disse, som dør i samme situation, have de samme elementer i deres horoskoper – men den slags ulykker rammer folk i alle aldre, som blev født mange forskellige steder.

Hvorfor virker det så?

Charles Strohmer giver alle de nødvendige fakta og alt det nødvendige rationale for, hvorfor astrologi er hul i hovedet. Men når det gælder oplevelsen af, at det virker – en oplevelse, der gjorde, at han selv blev ved med at beskæftige sig med astrologien i otte år – så duer kun én forklaring. Astrologien har med åndelige kræfter at gøre. Den sidste, der vil indrømme dette, er astrologien selv. Dette skulle gerne sige noget om hvilken type åndelige kræfter, der er tale om.

“Hvis vi vælger en kristen referenceramme, kan kraften være enten Gud eller Djævelen, og hvis vi vælger en anden ramme, kan den måske stamme fra en slags halv-gud, mægtig men ikke almægtig. Hvad kan man på forhånd sige om det væsen, der frembringer de astrologiske selv-oplysninger? Det lyver! Det ønsker, at astrologerne og deres klienter skal tro, at oplysningerne kommer fra planeterne, og det er helt klart usandt. Dette væsen er altså bedragerisk. Dermed har vi allerede udelukket Bibelens Gud, eftersom Gud er sandfærdig, ja, han er sandheden selv.” (side 50)

Få mennesker ville lægge deres liv i en fremmed persons hænder, give sine nøgler til fremmede, stoppe en ung mand på gaden og sige “Hold lige mine kreditkort, mens jeg går på toilettet, okay?” Astrologien får større tillid, end man i disse eksempler giver fremmede. Man investerer i tankegangen og i en mytologisk referenceramme, som fremmede ånder kan bruge til at lede én hvorhen de vil. For Strohmer er der ingen tvivl om, at astrologien er et våben for Djævelen og hans dæmoner.

Hvad astrologi kan gøre

Strohmer deler ikke vældig mange detaljer om sit personlige liv, bortset fra når han fortæller om sin tidligere fascination af astrologien, og om hvordan han brugte den. Til gengæld fortæller han en masse om sin tro i de sidste tre kapitler, og på et tidspunkt hen mod slutningen betoner han da også astrologiens ødelæggende kraft.

“Det okkulte legeme i alle dets forklædninger er blevet vores dages feterede elskerinde. Hun føler sig hjemme hos os. Hun stryger os med hårene og forlanger intet af os, hverken rigtigt eller forkert. Hvad mere kunne vi ønske os? Jeg kan ikke forestille mig en løgn, der kan måle sig med denne. Det er kun tilsyneladende, hun ingen krav stiller. Kun tilsyneladende giver hun os åndelige svar på livets store spørgsmål. Kun tilsyneladende tilfredsstiller hun vores åndelige hunger.

Først lidt efter lidt viser hun sit sande ansigt og stiller stadigt stigende krav til sine elskere [...] Fuldstændig slaveri er, hvad hun langsomt bereder okkultisten, selv om han eller hun måske en tid får lov at leve en yderst behageligt i hendes selskab. Hendes ofre glider langsomt ind i en åndeligt ødelæggende virkeligheds fangarme.” (side 86)

Et godt citat til slut

“Måtte Gud give os øjne at se med og hjerter at forstå med. Mars hersker ikke over Vædderen, Venus hersker ikke over Vægten, Jupiter hersker ikke over Skytten, Merkur hersker ikke over Tvillingerne. Gud Herren derimod hersker over alle ting.” (side 124)