Serina ledte min opmærksomhed på et skriftsted, som for mig er fyldt med dårlige associationer. Hver gang jeg præsenteres for et skriftsted, så tester jeg først hvordan det står i forhold til mit store billede. Hvis det ikke passer ind, så er der to muligheder. Enten skal jeg revidere i det store billede, som er lidt skræmmende af og til, men også nødvendigt for at vokse. Eller også skal jeg grave lidt dybere, og så vil jeg måske kunne se, at der er en meget god (nogen gange knap så god, men stadig tilstedeværende) chance for, at skriftstedet på helt fair vis kan tolkes, så det passer med det store billede. Det er de to muligheder, der er: Revidere det store billede eller revidere fortolkningen af skriftstedet. (Men så er der desværre også af og til en tredje mulighed, som hedder “udsæt på ubestemt tid”.)

Hebræerbrevet 10,26-31

v26  For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, v27  tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne. v28  Den, der bryder Moses’ lov, skal uden barmhjertighed lide døden på to eller tre vidners udsagn; v29  hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd? v30  Vi kender jo ham, der har sagt: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« og derefter: »Herren vil dømme sit folk.« v31  Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.

Teksten er taget fuldstændig ud af sammenhæng, men det må vi bare lige bære over med denne gang.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om denne tekst. Det er en af de tekster, jeg har lyst til at klippe ud af bibelen, selv om man godt ved, at det må man ikke (og man ville heller ikke få så meget ud af det, for den står jo stadig i alle de andres bibler, selv Guds). Det er ikke alt ved skriftstedet, jeg ikke bryder mig om, naturligvis. Skriftstedet fordømmer synd, og det er da meget godt. Det benytter ordet “fortære” i relation til fortabelsen, hvilket klart er at foretrække frem for den “evige pine”, de forkynder i de fleste kirker. Og så er der sikkert mere, jeg kunne trække frem.

Teksten giver mig først og fremmest en grim association til rædsomme adventistiske apologeter, der engang puttede skriftstedet i et sabbatskolelektiehæfte og dermed fik GC’s (generalkonferencens) stempel for den forfærdelige ide de præsenterede: At når kristne, som man har forkyndt sabbatsbudet for, ikke efterfølgende holder sabbatten hellig (fredag solnedgang til lørdag solnedgang), så er de blevet mærket af dyret selv (du ved, monstret fra Åbenbaringen). “Når først du ved noget er forkert, og du så gør det, så er du på spanden. Bare læs Hebræerbrevet 10!” Heldigvis er dette ikke en tone, der sætter dagsordnen normalt, hvilket nok er derfor det gjorde så stort indtryk dengang. Udlægningen rejser for mig at se et fundamentalt spørgsmål om hele forståelsen af hvad synd er.

Okay, læs ikke følgende for hurtigt, tag en sætning ad gangen for at se, om du kan følge mit ræssonnement: Skriftstedet starter ganske rigtigt med formuleringen “at synde med vilje”. Hvad betyder det? Den nød synes jeg umiddelbart ikke er så let at knække. Er alle vores synder ikke med vilje? Hvis en synd bare er et uheld, ville det så ikke være unfair at drage os til ansvar for det? (ansvar for uheld = fair?) Kan vi drages til ansvar for det, vi gør imod vores vilje? (uheld = imod vilje = ansvar?) Nej. Men vi drages til ansvar for alle synder, ergo må alle synder jo være med vilje på et eller andet plan. Vi kender alle “godt og ondt” (1 Mosebog 3). Er du med?

Men hvis alle synder er med vilje, så giver det ikke mening pludselig at addressere de synder, som vi gør med vilje, sådan som forfatteren gør i Hebræerbrevet. Hvis alle synder er med vilje, så ville “synder, som er med vilje” ikke være en underkategori, da det ville inkludere alle synder. Ved at indlede, som han gør, så siger forfatteren, at nogle gange synder vi med værre intentioner end andre gange. Han siger så også indirekte, at nogle gange synder vi ikke med vilje, selv om det stadig er synder, der behøves tilgivelse for (hvilket vi så får som kristne).

Altså taler forfatteren til Hebræerbrevet om overlagt synd på et plan, der går udover de sædvanlige “villige” synder. Det er derfor ikke spor unfair mod teksten at antage (selv om man må være forsigtig), at der er tale om synd for syndens skyld. At “synde med vilje” er således at synde for at bryde loven, for at være i oprør, for at provokere Gud. Det er gjort med vilje i den forstand, at lovbryderen virkelig ønsker at bryde loven. Han gør det nemlig ikke modvilligt eller med tøven eller med kognitiv dissonans. Han diskuterer ikke med sig selv, om han burde gøre det, før han gør det. Han diskuterer heller ikke bagefter, om han burde have gjort det. Han gør det for at “håne nådens ånd”. (v30) For findes der modvillig hån? Nej, så er det ikke hån.

Så jeg spørger mig selv igen: Synder jeg med vilje? Jeg har syndet med vilje i den forstand, at jeg har vidst, det jeg gjorde var forkert, men alligevel gjorde jeg det for at opnå et selvisk mål. Jeg har fortrudt bagefter, igen og igen, og jeg har bedt om tilgivelse og angret – af og til har jeg bedt Gud om at give mig “et angrende hjerte” (Sl 51,12), fordi jeg ikke følte, angeren virkelig kom indefra. Og oftest har Gud også givet mig det, når jeg har bedt om det, og det har været en stor befrielse, fordi det har medbragt følelsen af at være tilgivet.

I disse situationer finder jeg især en trøst i det, Paulus har skrevet: “Men når jeg [Paulus!] gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god.” (Rom 7,15) Generelt, så er Romerbrevet 7 et fantastisk kapitel, og det er ligesom andre kapitler af Romerbrevet, med til at lægge fundamentet for mit religiøse (og nådebaserede) verdensbillede. Men det er præcis det, der gør forskellen på villige synder og uvillige synder. Jeg finder aldrig mig selv i en situation, hvor jeg kunne stå og sige, at Guds lov stinker. I det omfang er mine synder ikke med vilje, selv hvis de føltes ret overlagte i øjeblikket. Romerbrevet 7 overbeviser mig således om, at jeg ikke synder “med min gode vilje”, selv om jeg klart finder mig selv skyldig i synd. Denne erkendelse hjælper mig til at værdsætte nåden og se, at den også gælder for mig, selv om jeg er en synder.

Jeg tror, at anerkendelsen af lovens godhed på en måde adskiller mine viljedrevne synder fra de synder, der snakkes om i Hebræerbrevet 10. Jeg tror ikke, der er tale om folk, der vælger at synde og bagefter beder om tilgivelse og vil genforenes med Gud. Jeg tror, der er tale om dem, der hader loven og som beslutter sig for helt overlagt at skide på den – og gør dette med et stort, ubekymret smil. (Beklager det latrinære sprog, men jeg finder det egentlig ganske passende i denne sammenhæng.)

Hvordan skulle man ellers kategorisere disse mennesker, hvis ikke som “dem, der synder med vilje”? Forfatteren kunne måske have været mere specifik, så havde vi undgået misforståelsen, hvor vi frygter at vi selv — syndige kristne — passer ind i den ligning, selv om lidt logik som demonstreret kan tilbagevise den fortolkning.

Hvis jeg er galt på den i forhold til, hvad der menes med dette skriftsted, så passer den ikke ind nogen steder, og så skal jeg til at stille spørgsmål ved 100 andre skriftsteder, som mit hus er bygget af. Det må jeg naturligvis gøre, hvis det er nødvendigt, men jeg tror det ikke.