Hollywood har et meget forvirret syn på kærlighed. Det slog mig nok kraftigere end nogensinde før, da jeg så Brokeback Mountain for nogle dage siden. Jeg skrev en lille anmeldelse, som jeg ofte gør, men den har gjort så stort indtryk, at jeg synes, jeg ville kommentere lidt mere på den her. (Vær forberedt på afsløringer af detaljer i handlingen.)

For dem der skulle have glemt det, så er Brokeback Mountain en film om to mænd, der ude i Guds smukke natur bliver opslugt af begær efter hinanden og dyrker voldsom analsex i deres lille telt. Denne historie blev hyldet som en moderne kærlighedshistorie og belønnet med utallige filmpriser.

Historiens to hovedpersoner, Jack og Ennis, er ellers vildt fremmede og har ikke været sammen i særlig mange dage, før den ene pludselig lægger sig ovenpå den anden. Hele filmen igennem skændes de meget og på et tidspunkt bliver den ene endda så vred, at han brækker den andens næse. Ikke desto mindre bevarer de båndet, og det lykkes dem da også at holde hinanden ud under og lige efter sex.

At deres relation er stærk kan der naturligvis ikke sås tvivl om. Den er faktisk så stærk, at den uden undtagelse ødelægger alle andre forhold i deres liv. Hovedpersonen gifter sig med sin forlovede (efter sine seksuelle aktiviteter med en anden), men synes senere aldeles ligeglad med hende, og i nogen grad også med børnene. Der bliver løjet og bedraget, og vi ser aldrig det mindste glimt af fortrydelse eller anger over hans ugerninger mod familien. Tværtimod synes slutbudskabet at være, at han ikke prioriterede sin relation med sin bøssepartner højt nok, mens han havde chancen.

Specielt én scene i filmen er fuldstændig grotesk. Filmens hovedperson opfører sig komplet uansvarligt, men musikken giver signal til, at vi som seere bør blive rørt over vanviddet. En kristen anmelder lagde mærke til samme scene og kommenterede:

“When Alma first learns about Jack, she asks her husband, “He somebody you used to cowboy with?” Ennis quickly claims they were just “fishin’ buddies.” Then, after beginning a series of blatant lies, he does not hesitate to passionately kiss Jack right outside his own front door, smashing his vows with wild abandon, and destroying Alma’s heart and the trust of his children in the process. This is not the stuff of a “love story,” no matter how many critics call it that. This is lust, pure and simple.” (Jeffrey Overstreet)

Dermed henviser Overstreet også til den ene lille ting, der er mere tragisk end filmens tone i sig selv, nemlig at utallige filmkritikere udtrykte vild begejstring over denne absurde tragedie.

I den ene avis efter den anden – og diverse ugemagasiner også – stod der med store bogstaver, at “her var en sand kærlighedsfilm”, og filmen blev da også belønnet med 3 oscars, tilmed for sit manuskript. På Rotten Tomatoes, som samler og laver statistik over anmeldelser, får den 87 procent positive anmeldelser. Bladrer man anmeldelser igennem, så ser man, at historien om de to mænd, hvis liv destrueres af ukontrolleret begær, bliver kaldt “banebrydende” og “vigtig for den tid, vi lever i”. Visse anmeldere har endda valgt at benytte ordet “pure” om det forhold, der skildres i filmen.

Det viser en tendens i den vestlige verden, hvor kærlighed først og fremmest karakteriseres ved, at man bare ikke kan holde bukserne på. Når instinktet tager over; når man er tvunget af indre kræfter til at kaste sig nøgne over hinanden med fråde om munden; når man bliver slaver for det seksuelle begær og modvilligt bliver trukket ud i uslukkelig afhængighed — ja, så er der dømt kærlighed i Hollywood! Og skarerne jubler og rejser sig i et rungende “da capo” …

Andre blogindlæg om samme emne:

• Needs of a Lover
• Hvad kærlighed ikke er.