På opfordring vil jeg kommentere lidt på et dokument, der er blevet postet på Adventistkirkens hjemmeside, men som stadig er under udarbejdelse af kirkens bestyrelse. I de senere år har der været forskellige meninger om, hvad “en rigtig adventist” er, og bestyrelsen har prioriteret dialogen mellem folk fra hver side af kirkens brede spektrum for at finde et fælles udgangspunkt – en fælles identitet – der kunne forbedre fællesskabet og hjælpe os fremad.

Det skal siges, at jeg af gode grunde ikke kunne medvirke til infomødet den 13. april på Vejlefjordskolen, selv om jeg gerne ville, så synspunkter fra den debat, der var dér, er ikke taget med i mine overvejelser (nødvendigvis).

At definere identitet officielt skaber nye problemer

Før jeg går til selve dokumentet vil jeg dog komme med nogle generelle betragtninger.

Det er mit indtryk, at jo flere officielle dokumenter, vi vedtager, desto sværere får vi ved bredt at finde en fælles identitet. Jo mere vi forsøger at definere os selv med udtalelser og demokratisk vedtagne meninger, desto mere eksklusiv kommer kirken til at virke på dem, der ikke følte sig som en del af processen, eller som ikke føler, de kan tilslutte sig det færdige produkt éthundrede procent. Jo mere man tilføjer som organisation, desto flere medlemmer kan finde noget, der på den ene eller anden måde “lukker dem ude,” fordi de er helt eller delvist uenige.

Dette er så den tilgang, vi alligevel har valgt som kirkesamfund – at definere identiteten i et dokument – og det må vi jo så forsøge at få det bedste ud af, selv om det i praksis betyder, at jeg selv vil bidrage til at gøre forklaringen på vores identitet så kort som muligt og så rummelig som muligt. Andre vil have en anderledes agenda og vil se dette som en mulighed for at “rense ud”. Disse vil forsøge at gøre identitetsdokumentet så langt som muligt og så specifikt som muligt, så den passer helt præcist med deres måde at være “adventist” på, men til gengæld ikke mange andres.

Faren ved mit ønske om at gøre definitionen kort og rummelig er naturligvis, at der ofres en form for integritet, og jeg ender med at definere en alle mands kirke, hvor vi faktisk tilslutter os noget, som kan betyde hvad som helst. Dermed bliver tilslutningen mere en symbolsk handling med et psykologisk ærinde (at alle må være glade og tilfredse med at engagere sig i kirken), og i det tilfælde er diskussionen om, hvad vi tilslutter os, egentlig også fuldstændig ligegyldig. Det betydningsfulde var i så fald, at alle fik fornemmelsen af enhed. Hvis sandt, så virker hele diskussionen om definitionen af vores identitet fjollet, og jeg vil gerne blandes udenom, så jeg kan engagere mig med ting, der nytter noget.

Ultimativt mener jeg altså stadig, det ville gavne kirken at holde spørgsmålet om identitet åbent for hvert medlem af kirken at fortolke (hermed har jeg dog allerede defineret adventist-identitet som noget administratorisk). Lad os gerne som organisation bidrage med oplysning om de forskellige kilder, vi hver især måtte finde relevante i dette spørgsmål – vores historiske udvikling som organisation og som teologisk bevægelse eller vores styrker og svagheder i forhold til Danmarks åndelige behov lige nu – men lad os til gengæld afstå fra på et officielt plan at komme frem til nogen konklusion på, hvem vi er; hvad vores værdier og vision er.

Hvis vi lader være med at definere identiteten officielt, så undgår vi:
a) at støde flere fra os, som vi måske gerne ser forbliver “adventister”, og som sagtens kan tilslutte sig kirken, som den officielt ser ud nu, og
b) at stå til ansvar for et dokument, der enten har for meget integritet eller for lidt. Har den for meget, så vil den støde folk fra kirken, vi ellers ønskede, der skulle være plads til. Har vi for lidt integritet, så bliver dokumentet intetsigende, men et udmærket placebo til dem, der lider af et splittelses- og uenighedssyndrom.
c) at låse os fast på en identitet, som adventistbevægelsen måske ikke har om 20-30 år. Identitet må aldrig være statisk, fordi vi udvikler os, og jeg er ikke den samme i dag, som jeg var for f.eks. 10 år siden.

Det er naturligvis muligt, at nogle af disse problemstillinger er taget højde for i det officielle dokument (bl.a. ser jeg i punkt 3.c, at “vi alle skal være her”). Dokumentet kan ses i sin nuværende form på adventist.dk, og jeg vil nu gå i gang med at kommentere direkte på dets indhold og formuleringerne.

Kommentarer til dokumentet

Dokumentets struktur forklares tidligt: “Nedenfor forsøger vi at beskrive, hvad det er, der motiverer os (vores værdier) og hvad vi ønsker at gøre (vores vision).“
Jeg finder det værd at bemærke, at der bruges lidt over 500 ord på værdier og 3-4 linjer (cirka 30 ord) på visionen.

1. Bibelen. Adventistkirken ønsker at være et fællesskab med Jesus i centrum, som er bygget på bibelsk grund. Et mål er at finde tilbage til den oprindelige kristne tro, som kommer fra Jesus og den første menighed

Bibelen er altid den sikre start, sådan begynder også vores liste over trospunker. Jeg kan godt lide, at Jesus nævnes som centrum og som kilden til vores “tro” (lære?).

Man kunne måske ligefrem have kaldt punktet “Bibelen og Jesus”? Mange vil nok egentlig hellere tro på en person, end de vil tro på en bog. Som John Rasmussen (adventistprædikant) flere gange har forkyndt: “Det handler ikke om, hvad vi tror på, men hvem!” Bibelen er kun interessant, fordi den vidner om en person (eller 3), og det relationære fokus i formuleringen vil især tiltale “postmoderne” læsere.

Ligesom de fleste af de efterfølgende punkter har dette punkt en begrundelse:

Begrundelse:

1. Dette var pionerernes store motiv. Ledte til grundige bibelstudier.
2. Førte til nogle nye forståelser som Adventistkirken har et kald til at forkynde.
a. Interesser for Bibelens profetier – specielt med henblik på endens tid.
b. Adventbudskabet – relateret til Åb 14,6-12.
c. Den store strid.
d. Forståelse af endens tid.
e. De 5 søjler:
i. Jesu genkomst
ii. Jesus i den himmelske helligdom
iii. Sabbatten
iv. Menneskets natur (tilstanden i døden)
v. Profetiens gave

Hvad menes egentlig med begrundelse? Den første tanke, der slog mig, var, at her kommer nu en generel begrundelse for at tro på bibelen. Dog kunne jeg ikke få det til at passe, da jeg læste indholdet. Hvem tror på bibelen og på et Jesus-centreret fællesskab med udgangspunkt i, at “det gjorde pionererne”?
Nej, med begrundelse må menes, hvorfor Adventistkirken som organisation og historisk bevægelse har en tro på Bibelen (og Jesus). Det har for så vidt meget lidt at sige på det individuelle plan, for hvor mange adventister i det 21. århundrede går rundt og tænker på, hvad vi har til fælles med pionererne? (Læs det som et retorisk spørgsmål, hvor svaret er: Næsten ingen.)

Overordnet giver dette punkt udtryk for en fornemmelse af arv og tradition. Dette giver mening på det institutionelle plan, hvor man selvfølgelig kigger på stifterne. Måske dette også har meget at sige i forhold til vores identitet på et individuelt plan, måske ikke.

“De 5 søjler” er en reference til adventiskirkens tidlige historie, hvor der var fem doktriner, de første adventister så som noget, der teologisk skilte dem ud fra alle andre kirker. Især punkt 1, 3 og 4 kan jeg personligt identificere mig med. De to andre er jeg naturligvis loyal overfor i min forkyndelse, dog knapt så entusiastisk.

Det store spørgsmål er så, om der alligevel stadig er plads til mig som adventist (tilmed adventistpræst)? Hvor meget traditionel adventistteologi – hvor mange doktriner og hvor specifikke udlægninger – skal man kunne identificere sig med for med rette at kunne kalde sig adventist? Et konkret eksempel: Se punkt d), skal jeg tilslutte mig ideen om katolsk forfølgelse af adventister og undertrykkelse af dem, der bryder deres søndagslove? Eller er det nok, at jeg tror på, Jesus kommer igen, før 1000-årsperioden starter?

2. Nutidig sandhed. Sammen med at forstå Bibelens oprindelige budskab, ligger opgaven i at overføre dens tro, tanker og livsstil til vores tid. Bibelens budskab skal sættes ind rammen af vores egen tid og kultur.

Begrundelse.
- Jesus gjorde det Gamle Testamentets budskab relevant for sin tid.
- Apostlene tog det kristne budskab til nye nationer og nye kulturer.
- De første adventister formede en livsstil som var baseret på bibelske principper, og som var relevant i deres samtid.
- Også i dag skal ”evige” sandheder leves i en sammenhæng blandt mennesker.

Amen. Dette er helt klart noget, jeg kan identificere mig med som adventist: Som én, der ønsker at hælde gammel vin på nye sække.

Dette punkt vil give forståelse for, at “oversættelse” til det 21. århundrede er nødvendigt. Men kan det gamle budskab ikke også risikere at blive kvalt i det nye sprog? Hvor går grænsen mellem at sætte budskabet ind i en ny kontekst og at gå på kompromis med budskabet? Den diskussion vil fortsætte, både når det kommer til kaffe og trommer og dukkespil og asiatisk bønnemeditation. Det er heldigvis til formuleringens fordel, at den ikke tager stilling til nogle af disse spørgsmål.

3. Helhedssyn. Gud er interesseret i mere end åndelige ting, og har omsorg for – og rummer – alle menneskets sider; den fysiske, åndelige, sociale og mentale.

Jeg finder det positivt og egentlig også nødvendigt, at vi ser på Gud som én, der har med hele vores liv at gøre. På samme måde, så er adventist ikke kun min “åndelige identitet,” men min identitet på alle livets områder, både når jeg fester og arbejder og dyrker mine hobbyer, osv..

Men igen kommer vi ud i flere grænsespørgsmål, hvis vi skal forsøge at praktisere dette princip. Spiser adventister kød? Drikker adventister kaffe? Hvis nej (til kaffen), gælder det så også, hvis man ved at drikke kaffe bedre kan være social med ikke-kristne og dermed få lejlighed til at vidne?

Begrundelse.
a. Derfor indgår hele livet i troen og åndeligheden. Derfor er troen en måde at leve på.
b. Bibelsk sandhed er praktisk i sin natur.
i. Vi præsenterer ikke først og fremmest en dogmatik – men en livsstil.
ii. Vi har ikke bare en teori at tænke, men et liv at leve.
c. Sundhed og socialt engagement:
i. Otte principper for et sundt liv: Ernæring, motion, rent vand, sollys, mådehold, frisk luft, hvile, tillid til Gud.
ii. Sygehus, klinikker, alternativ mad og social hjælp
iii. Familien
iv. Skole/uddannelse
v. Retfærdighed.  Nu står vi på de svages side. Omskærelse af kvinder. Fattige. Kvinders rettigheder

I forhold til de andre begrundelser, så er denne nok den dårligst formulerede.
Første ord i punkt a) er “Derfor”. En sætning, der begynder med “derfor,” kan aldrig være en begrundelse. Det rette ord havde været “Fordi” eller “På grund af,” men “Derfor” giver indtryk af at være konklusionen på noget andet. Således er “en måde at leve på” en konklusion baseret på værdien, men værdien kan ikke være baseret på sin egen effekt. Derfor bør Punkt a) enten flyttes op og implementeres i værdien eller fjernes helt, hvis man da ønsker, at dokumentets struktur skal være nogenlunde konsekvent og meningsfuld. Når jeg ser, at punkt b) siger næsten det samme, men som en begrundelse, så ser jeg ingen grund til at beholde punkt a) i det hele taget.

Ved Punkt c) begynder det efter min mening at virke fjollet. Jeg tror på frisk luft, sollys og hvile, men jeg ville formodentlig tro på dette, selv hvis jeg ikke var adventist.
Når det gælder formuleringer, grammatik og ordvalg, så er punkt c) helt slem:
Vi begrunder vores helhedssyn med “Retfærdighed”, men også med “Omskærelse af kvinder”? “Nu står vi på de svages side.” Hvor stod vi før? “Kvinders rettigheder” er vel de samme som mænds?

4. Menneskets værdi. Alle individer er unikke og har stor værdi for Gud – uanset baggrund.

Begrundelse:
1. Derfor hjælper vi alle
2. Derfor driver vi evangelisme. Det handler om
i. At undervise mennesker om Guds godhed, tanke og vilje.
ii. En positiv livsstil
iii. Mennesket er ”fortabt” uden kundskab om Gud.
iv. Vi vil bringe det fortabte hjem.

Samme strukturelle fejltagelse som i Punkt 3. Vi kan ikke putte “Derfor” i vores begrundelser. Disse hører enten til i Visionen eller implementeret i værdien.

En god begrundelse for menneskets værdi kunne være Skabelsen, at vi er skabt i Guds billede som mand og kvinde, etc.. En anden god begrundelse kunne være Jesu offer (Joh 3,16).

Men det er ikke gode begrundelser, at vi derfor vil drive mission og frelse fortabte mennesker, osv. – dette er visionen, der udspringer af værdier. Dette er vel hele grunden til, at man har valgt at definere værdierne først, visionen sekundært?

5. Enhed. Vi stræber efter enhed, der på trods af medlemmers forskellighed bygger på Guds kærlighed. Vores enhed udspringer fra vores fælles værdier og tro.

Praktisk.
1. Kirken har vokset sig stor. (16 mill. medlemmer, men 25 mill. når vi tager børn og venner som tilhører fællesskabet med.)
2. Vi har mange forskellige mennesker: både indenfor et lands grænser – og i verden.
3. Vi skal alle være her. Vi, som søger det samme mål.
4. De 28 trospunkter danner den ramme, som definerer vores tro.

Dette synes så at være formålet med at finde en identitet, især når debatterne i Adventistkirken de sidste mange år tages med i betragtning. “Enhed trods forskellighed” er nøgle. Rammen er Guds kærlighed. Enhed udspringer af fælles værdier (bl.a. denne værdi) og en fælles “tro,” hvad end det så indebærer rent teologisk.

Denne gang kommer ikke en begrundelse, men noget praktisk. Hvorfor har man mon valgt at skifte begrundelsen ud med praktiske fakta? Disse data tjener dog som begrundelse, fordi vi rent pragmatisk kan konstatere, at 1) når vi er så mange, 2) når vi er forskellige, 3) når vi alle ønsker at være her, og 4) når vi har en fælles tro, så er der brug for værdien Enhed. Ellers går det galt.

6. Åndeligt fællesskab. Vi tilhører et åndelig fællesskab, hvor vi tjener andre og selv finder støtte. Nøglebegreber er bøn, søgen efter Guds ledelse, tilgivelse, kærlighed og efterfølgelse. Den lokale menighed med dens medlemmer er grundstenen i Adventistkirkens organisation og arbejde.

På en måde tjener det sit formål bedre, at der ikke står en begrundelse for denne værdi, som man føler, man skal kunne tilslutte sig i tillæg til værdien selv. Dette bør også overvejes i forhold til de 5 forrige punkter.

Hvem har valgt nøglebegreberne? Der kan sikkert tilføjes flere, og der kan skabes meget unødvendig uenighed i forhold til, hvad der er mere vigtigt at inkludere. (Det virker til, vi altid vil glemme nogen eller kunne finde på nogle flere.) Derfor kunne man måske roligt fjerne sætningen om nøglebegreberne og lade disse ting være indforståede i “Åndeligt fællesskab”.

Det er godt at se vægten på den lokale menighed og det enkelte medlem. Jeg vil opmuntre til, at man skriver “Den lokale menighed og det enkelte medlem” frem for “Den lokale menighed med dens medlemmer,” bare for at slå det endnu hårdere fast, at det vitterligt er den enkelte, der er grundstenen. Dette giver både fornemmelse af, at man selv har betydning og ansvar.

Adventistkirkens vision (Hvad ønsker vi at gøre?)

Adventistkirken søger, med udgangspunkt i Jesu liv og undervisning, at genoprette Guds oprindelige tanke for mennesket. Gennem forkyndelse, positiv livsstil og socialt engagement vil vi bringe sandhed, harmoni og retfærdighed til menneskers liv.

Man kan svært ane, at der er en forbindelse mellem værdierne og visionen, men jeg mener godt, man kunne gøre den tydeligere, således at hver af de seks punkter (værdierne) faktisk skinner igennem i vores vision:
1. Hvad motiverer vores tro på Jesus og Bibelen os til at gøre?
2. Hvad motiverer vores tro på Nutidig sandhed os til at gøre?
3. Hvad motiverer vores Helhedssyn os til at gøre? (etc..)

Ellers har jeg ikke umiddelbart noget at tilføje.

Opdatering:

Formanden sendte mig et svar på min kritik. En pointe, han kom med, som har stor betydning for næsten hele dette indlæg, var, at begrundelserne ikke er en del af dokumentet (udelukkende kladden). Dette er en kæmpe lettelse for mit vedkommende. Han bifaldt, at dokumentet skulle være kort og rummeligt i tone og bemærkede, at et af dokumentets funktioner er at hjælpe en ny generation til at forstå adventismen (desuden vil dokumentets mening og funktion blive uddybet i en indledning til dokumentet).

Det er for øvrigt rigtig dejligt at være med i en kirke, hvor ens kommentarer og konstruktive kritik tages alvorligt af administrationen, hvad enten der er enighed eller ej. Der bliver på ingen måde talt for lukkede ører, og en sådan erfaring er for mig et langt stærkere budskab, end noget officielt dokument ville kunne give. ;-)