(Se også dette indlæg på Seeking the Bulletproof, hvor der desuden kan kommenteres)

Det er godt, jeg har haft nogle fridage. Jeg tog næsten alle detaljerne med (uden at skrive af), da definitionen af synd ifølge bogens indledning er bogens vigtigste teori, som resten af bogen bygger på. Håber det også gavner andre end mig selv. :)

The Pharisee’s Guide to Perfect Holiness:
A study of sin and salvation. (ISBN: 0-8163-1075-0)
by George R. Knight.

Chapter 2. Sin: Original and Not So Original

George Knight forklarer, at skal vi have nogen chance for at fatte det mindste af,
hvad frelse betyder, så må vi nødvendigvis forstå, hvad synd går ud på. Dette er også Paulus’ tilgang til frelsen i Romerbrevet, hvor de første tre kapitler undersøger syndens dybde og omfang, hvorpå resten af brevet beskriver frelsens dimensioner.

Som beskrevet i kapitel 1, så betragtede farisæerne synd som konkrete lovbrud (gerninger), ikke som en menneskelig tilstand eller lidelse. Dette resulterede i en legalistisk tilgang til frelsen, der ikke just hjalp dem af med deres synd (tværtimod).

“It was the power of sin that the Pharisees underestimated. As a result, they thought that they could overcome sin through overcoming sins a, b and c. The problem central to that procedure is that after sins a, b and c have been “overcome,” the power of sin still remains, and we are still sinners. Nothing has been solved by our external tinkering, in spite of all the effort we may have expended.”

“Pharisees down through the ages have consistently underplayed what Paul calls the “power” of sin in human lives. Thus they have overestimated humanity’s ability to deal with the sin problem.”

Selv hedenske filosoffer og sekulære tænkere snakker om en endogen ondskab, der findes i det enkelte menneske, altså i alle enkelte mennesker. Knight siger, at selv folk, der ikke er kristne, konkluderer, at menneskeheden lider af “synd”.

Alle er syndige som følge af en “original synd”. (Rom 5,12; Jer 17,9; Ef 2,3; Rom 11,32; Sl 51,5) Da Adam blev skabt, lignede han Gud, som er syndfri. Men når vi bliver skabt, ligner vi vores fædre (og mødre) som er syndige. (1 Mos 5,1-3) Deraf kommer også termet ‘kødet’, som signalerer, vi har arvet synden i kraft af, at vi er lavet af Adams kød. (Joh 3,6; Rom 7,17; 8; Gal 5,24)

Som børn af Adam har vi skyld og en falden natur.
Den arvede skyld synes af og til benægtet i bibelen. (Ez 18,20; 5 Mos 24,16)
Synd er personlig. Synd gøres med vilje. (alle har en gudgivet sans for ret og forkert, og synd er at gøre det, som denne sans kalder forkert)
Derfor står enhver mand ansvarlig for sin egen synd.

Men skyld er også arveligt. (2 Mos 20,5; 34,7; 4 Mos 14,18; 5 Mos 5,9)
Dette forstås ved, at vi gør vores fædres synder til vores egne.

“By inheritance and example the sons become partakers of the father’s sin. Wrong tendencies, perverted appetites, and debased morals, as well as physical disease and degeneracy, are transmitted as a legacy from father to son, to the third and fourth generation.” (Ellen White, medstifter af Adventistkirken)

“The sins of fathers are only ruinous when sons make them their own.” (James Denney, skotsk presbyteriansk teolog, 1856-1917)

Selv om synd er universal (alle har synd), så er den ikke tilvalgt.
Vi har således syndet allerede før vi havde evnen til at vælge at lade være.
Vi fødes “bøjet” imod synd, “af natur vredens børn” (Ef 2,3).

Leonard Woods siger, at synd er lige så normalt som forstand og hukommelse. Afslører sig selv lige så snart, børn kan vise følelser. Skyldes ikke en forandring i barnets tilværelse (da der ikke sker nogen). Sker spontant og kan ikke forhindres.
Det er desuden 100% sikkert, at et barn, der endnu ikke har syndet, vil synde. Henry Ware brugte argumenter af samme natur til at argumentere for, at der også i ethvert barn er noget godt.

“[Ellen White] wrote that “a perception of right, a desire for goodness, exists in every heart. But against these principles there is struggling an antagonistic power.” For her, however, nature was favorable to evil rahter than goodness. In every person’s nature, she penned, there is “a bent to evil, a force which, unaided, he cannot resist.”"

“Whether we like it or not, recognize it or not, or confess it or not, every person has a “bent” to evil that needs correcting–even if that bent is thoroughly camouflaged by Christian pedigree and outward goodness.”

Resultater af den originale synd:

Fremmedgørelse [alienation] overfor Gud. (1 Mos 3,8-10)
Sociale implikationer, Adam gav Eva skylden for sin synd.
Personlige implikationer, Eva gav slangen skylden, undgik selv-kritik. (1 Mos 3,13)
Utallige bibelske beskrivelser af synds konsekvenser. (Jer 17,9; Tit 1,15; 2 Tim 3,1-5; 1 Mos 6,5; Rom 1,18-32) Ikke åndelige. (Rom 8,4-8 )

Og dét at man er vendt/bøjet/rettet imod synd.

“The “rudder” of human life, of course, is the will; that “power of decision, or of choice” that “is the governing power in the nature of man.” It was the all-important will that was “bent” toward evil at the fall. The essence of the effects of the original sin that has affected all generations since Adam is a fallen or misdirected will that is evidenced in daily life by the human tendency to choose the evil over the good. Thus, while there was a fall, there is also a continuous falling.”

Synd er kærlighed. Kærlighed til det forkerte. At elske noget i stedet for Gud.
Ligesom kærlighed til Gud, så er der tale om agape. (Luk 11,43; 2 Tim 4,10)

Overvejelserne omkring den originale synd er reflekteret i vores synder.
1 Mos 3,1: Der sås tvivl ved, hvad Gud har sagt.
1 Mos 3,2-4: Der sås tvivl ved, om Gud mener dét, han har sagt.
1 Mos 3,5-6: Der sås tvivl ved Guds motiver for at sige det.
1 Mos 3,6: På den baggrund spiste Eva frugten.

Påstand: Evas synd bestod ikke i at spise af frugten!
Spisningen af frugten var resultatet af synden.

“Out of her rebellious sin flowed sinful acts. The act was not the sin but the result of sin ruling her heart.”

George Knight skelner mellem SYND [engelsk: SIN] og synd(er) [sin(s)]. De fleste kristne, siger Knight, er udelukkende fokuserede på synd, altså tyveri, mord, bedrag, men ikke på den basale SYND, som disse synder udstrømmer fra.

Knight siger, at synd dækker mindst tre ting:
1) en tilstand af oprør, 2) et ødelagt forhold, 3) en slet handling.

1) Oprøret er ikke bare “dyrisk vildskab”, det er personligt og rettet mod Gud. (Es 1,2; 4; Hos 7,13; Rom 8,7) “Mod dig alene har jeg syndet,” skriver salmisten. (Sl 51,6) “For det, kødet vil, er fjendskab med Gud” (Rom 8,7) At være syndere er at være “Guds fjender” (Rom 5,10) Synd er brud på det første bud om at elske Gud af hele hjertet, altså et indre oprør (Matt 22,37; 2 Mos 20,3)

2) Synden er ødelagte forhold. Ved syndefaldet var alle forhold ødelagt (Gud – Adam – Eva (- Slangen)). Esajas siger til Israel: “det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.” (Es 59,2) En ikke-omvendt person er “fremmed” for Gud. (Kol 1,21)

“Because the Bible defines sin in reference to God, sin is a relational concept. There are only two ways of relating to God. We can say Yes to His will or No to that will. There are no other options. [...] If sin is a broken relationship to God, then righteousness and faith will of necessity center on a reconciliation of that relationship.”

3) Alle konkrete synder (lovbrud) udspringer af dette indre oprør i hjertet. (Matt 15,18-19; Mark 7,20-23; Matt 12,34-35; Matt 7,17-18; Jak 3,11)

“Brunner catches that biblical insight when he points out that the Bible views the heart as “the organ of the whole personality”. Sin has its seat in the twisted heart of mainkind. The heart “is the Headquarters of the General Staff, … it is the summit of the personality, the Self, which rebels against the Lord.”

Derfor er omvendelse at modtage et nyt hjerte. (Ez 11,19; 18,31; Ef 3,17)

Synder (handlinger) er altså blot et symptom på det dybere liggende problem.
At fikse symptomerne kurerer på ingen måde sygdommen.

Farisæerne så synderne, men ikke det indre oprør. (se Kapitel 1)
Kirken på Luthers tid addresserede tanker, ord og handlinger, men ikke SYND.

“God is in the business of saving people, not in merely polishing up their surfaces.”

Andre aspekter af synd

Synd er ikke fristelse. Jesus blev fristet, men syndede ikke. (Hebr 4,15)

“Sin takes place when I recognize the temptation for what it is, decide to continue to dwell and/or act on it, and in effect tell God to “scram” for the time being.”

Synd er også at være passiv, når man bør handle.
Ved Verdensdommen skal folk dømmes for, hvad de ikke gjorde. (Matt 25,31-46)

“My point is that we can leave off doing “bad” things while still being essentially selfish and mean. [...] not doing things can generally be accomplished by willpower, whereas “genuinely” caring for your enemy takes the total transforming power of the Holy Spirit. [...] The real question is not whether we hate God, but whether we love Him and His created children more than we love our “selves.”"

Der er forskel på synder. Alle synder er lovbrud og peger på en indre syndighed (SYND), men ikke desto mindre er stolthed og selviskhed værre end fx fuldskab. Derfor var der forskel på strafferammerne for synd i nationen Israel (3 Mos).

Når synd regnes kvantitativt (antallet af konkrete synder / lidenskaber),
kan man let få falske indtryk af fremskridt (hvilket kan virke tiltalende).

Om “ubevidst synd” og at synde “med vilje”

Både Jakob og Paulus definerer synd i forhold til menneskelig indsigt.

“Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” (Jak 4,17) = “Den, der ikke ved, hvad der er det rette, og gør det, er ikke en synder.”

“For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.” (Rom 3,20), hvoraf man må slutte, at “hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4,15)
Og “skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13)
“Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.” (v15, konkluderet på baggrund af hans fortid i uvidenhed)
“Hvem lægger mærke til uforsætlige synder? Rens mig for skjulte synder!” (Sl 19,13)

Moseloven tog højde for “uforsætlige synder” (3 Mos 3,2.13.22.27).
Selv “uforsætlige synder” har dog en grad af bevidst ulydighed i sig.
Grænsen mellem overlagt oprør og fejltagelser i hverdagen er ofte uklar.
Offersystemet i Det Gamle Testamente tog højde for alle synder, pånær:

“openly presumptuous sins that people refused to repent of and/or stop committing. Such persons had no hope in either the Old Testament [4 Mos 15,30] or in the New. [Hebr 10,26]“

George Knight uddyber John Wesleys syn på sagen, derefter Ellen Whites (som er ekstra interessant for mig selv som adventist):

“While Ellen White did not use Wesley’s terminology, she had the same concepts. “If one who daily communes with God errs from the path,” she penned, ” … it is not because he sins willfully; for when he sees his mistake, he turns again, and fastens his eyes upon Jesus, and the fact that he has erred, does not make him less dear to the heart of God.” Again, Ellen White wrote, “To be led into sin unawares–not intending to sin … is very different from the one who plans and deliberately enters into temptation and plans out a course of sin.”

Desuden:

“The point to note in this section is that the Bible writers, Ellen White, and theologians such as Wesley refer to improper sins as sins rather than merely as evil. Beyond that, it is important to note that both the atoning death of Christ and the Old Testament system cover both willful sins and sins of ignorance.” (Understregede uddybes i kapitel 7-9)

(Mellem linjerne forsøger Knight formodentlig at kommunikere, at ikke hver synd skal bekendes – men synden i os (som alle synder kommer fra) skal bekendes.)