(Læs gerne 1. del, 2. del og 3. del, før du læser denne opsummering og konklusion.)

Håbet i Den Store Fortælling

Når jeg siger, at jeg tror på det store billede, så skyldes det altså ikke, at jeg ser en gennemgribende, detaljeret intern logik. Ofte er evangeliets kraft at faktisk at hente i de tvetydige detaljer, der netop bekræfter, at Gud er langt over min fatteevne. Derfor kan jeg sagtens værdsætte en detalje, men ofte uafhængigt af de mange andre detaljer, systematikerne gerne binder dem sammen med. Først og fremmest, så værdsætter jeg dog helheden, Den Store Fortælling, som dannes af de mange detaljer, og som ikke rykkes af den ene.

Uanset om man er typen, der elsker systemer og ideologiske puslespil, eller om man er poeten, der dvæler ved det enkelte ord, så har vi dog alle brug for at se os selv i en sammenhæng. Dette blev for mig kraftigt understreget for ganske nylig, da en præst sad i Aftenshowet og talte om, hvordan han havde givet krisehjælp til nogen, der netop havde mistet flere familiemedlemmer i en bilulykke. Trods en brilliant indsigt i den psykologiske sorgproces, så virkede hans sjælesorg på ét punkt ganske mangefuld. Ikke én eneste gang nævnte han Opstandelsen.

Det er altid svært at miste nogen, man holder af. Da jeg var 14 år, mistede jeg selv min far, som blev offer for en sjælden gang leukæmi. Men det er unægteligt endnu sværere, hvis man ikke på længere sigt kan sætte hændelsen ind i en kontekst af en art. Deri ligger Den Store Fortællings sande styrke, ikke i det fantastisk detaljerede system af overensstemmende doktriner, men i den trøst og opmuntring, der ligger i at kunne sætte sig ind i historien, Gud har fortalt.

Åbenbaringen 21,1-4
v1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. v2 Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3 Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

Fugleperspektiv en undskyldning?

Ofte kan det at sætte noget i fugleperspektiv – altså at fokusere på helheden i stedet for detaljen – virke som en dårlig undskyldning for at undgå at forholde sig til et bestemt spørgsmål. Dette oplevede jeg ved et bibelstudium, hvor emnet var Kristus, hans natur og hvordan han var både Gud og menneske på én gang.

En person, der regnedes for en autoritet, afsluttede diskussionen ved at sige, at “denne diskussion er jo dybest set bare en forlængelse af diskussionen, de førte i det første århundrede, og den er selvfølgelig meget god at få genopfrisket engang imellem”. I virkeligheden skubbede han et af kristendommens mest relevante spørgsmål på sikker afstand for ikke at afsløre sig selv som lige så uforstående og ydmyg som os andre, eller måske for ikke at lufte en lidt for kontroversiel holdning. Et par passive deltagere åndede lettet op, fordi det i det mindste lød som om en intellektuel person, de havde tillid til, virkede til at have styr på det.

Fordelen ved at perspektivere

Det er vigtigt, at et fokus på helheden ikke bliver en erstatning for at tage bibelens ord alvorligt. Her ligger kløften, som alverdens liberalteologer er faldet i, når de vrøvler om at “hver dag på en måde er dommedag” og at “Helvede mest af alt er en sindstilstand”. Ideen med at perspektivere er ikke at glemme bibelens ord, men at forsøge af favne dem. At sætte tingene i perspektiv – hvis gjort rigtigt – gør os nemlig i stand til at reflektere mere objektivt og frit over detaljerne.

Har vi styr på helheden, og kan vi se, at den netop ikke lader sig true af de små detaljer (eftersom logik er overvurderet), så vil færre følelser også være involverede, når vi beskæftiger os med de mindre brikker. Det er således lettere at være objektiv, og det opleves i øvrigt som en meget mere opbyggende diskussion. Jeg fristes til at påstå, at denne indstilling (blandt meget andet) adskiller kirker fra sekter: Om man tør stille spørgsmålstegn ved det etablerede og løbende genoverveje alle doktriner.

Enhed i forskellighed

En studiekammerat efterlyste mere “enhed i kirken” om de specifikke udlægninger, han havde af billeder i bibelen. Den kommer han til at kigge langt efter. Jeg efterlyser også enhed, men jeg håber aldrig, at vi må finde den i et system af doktriner. Den dag, vi bliver enige, er nemlig ikke den dag, vi har nået frem til sandheden, men derimod den dag vi er stoppet med at kigge efter den. Kundskaben om Gud vil vokse lige til Jesu genkomst – og efter det! – og tegnet på at vi bevæger os fremad er, at vi stadig tør stille spørgsmålstegn ved det, vi tror på.

Personligt drømmer jeg om, at Syvende Dags Adventistkirken må være en kirke, hvor alle medlemmer dykker ned i Guds ord for at lære ham bedre at kende, uden at fange sig selv med menneskelig filosofi, uden at skubbe andre væk med sine synspunkter og uden at gøre sig til dommere i Guds sted. Sidst føler jeg for at nævne, hvad Dr. Michael Pearson har sagt et par gange:

“It is impossible to have the Truth, but it is possible for the Truth to have you.”